søndag den 30. november 2014

Det dædaliske univers

Alt har en ende, selv novembers vidtforgrenede gangsystemer. Jeg mødes med Minotauros i mørkets inderste kammer. Det minder om et værtshus i den angelsaksiske stil, hvor alle samfundslag mødes. Vi er imidlertid de eneste gæster, jeg og vanskabningen fra Knossos. Ud gennem de tonede ruder kan vi skimte universet i form af en langsom drejende labyrint. Det er lige ved, at vi kan høre de lysår store tandhjul □□□□□□□

Ak, hvilket trist syn at se jordens folkeslag fare vild i deres egne tankekonstruktioner □□□□□□□

Reformationer, revolutioner og krige □□□□□□□

Jeg græder over det enkelte menneskes tragiske skæbne. For civilisationerne og deres □□□□□□□ føler jeg intet. □□□□□□□

□□□□□□□

Det er det indre af Schopenhauers Slot. □□□□□□□

Det er det stille punkt, den digtende bevidstheds væksthus. Her er ingen tid, intet rum og ingen kausalitet. Som den ene tænker påstår, og som den anden tænker påstår alligevel kun er illusioner, som det ene førbabelske sprog eller de mange efterbabelske variationer over dette har skabt. □□□□□□□

M. og jeg får two pints of lager.

Jeg væmmes ikke mere over hans konstant erigerede penis og den animalske lugt fra hans armhuler og skridt. Han er alt det, jeg ikke er, og jeg er alt det, han ikke er. Min skygges skygge må jo være mig selv. Når vi lægger arm, er det logos og eros, som brydes, om end ingen af os er lydefrie inkarnationer. Vi er to kompletterende tvillinger.

Kærlighedsprojektet er skrinlagt. Ligesom nogle mennesker fødes uden arme eller ben, blev jeg i tidernes morgen åbenbart skabt uden en anden halvdel.

Det er 30. november 2014. Universets mørke, sataniske mølle maler videre. Verdensgådens løsning har aldrig syntes længere borte.

lørdag den 29. november 2014

Den anden bred

Vi er som underjordiske magasiner fulde af tvivlsomme kunstværker, som kun venter på at blive destrueret.

Et af billederne forestiller en øde bro, som strækker sig ud i tågen. Det er et erindringsbillede fra en rejse i Frankrig. Den anden bred er ikke synlig. Måske findes den slet ikke?

Hermes. Dæmon for transitioner. Det er hans landskab.

Det er sen eftermiddag i Platons hule. Rammerne er blevet skrøbelige. De magter ikke mere at adskille virkelighederne.

Jeg stiger op ad broen og ind i tågen.

onsdag den 26. november 2014

Cyklisk liv

Jeg brænder ikke alle broer bag mig. Jeg smækker ikke med døren. Jeg lader ikke solen gå ned over min vrede. Derfor begynder fremtiden aldrig for mig. Derfor kører jeg i ring. Derfor vender jeg tilbage til mit udgangspunkt. Igen og igen og igen. Det helligste ord i universet.

lørdag den 15. november 2014

Fyraften bringer ingen genforening

Det er, som om det indre ikke er det ydres centrum, men dets periferi. Det gudhengivne menneskes himmelstræbende søjle står jo heller ikke i domkirken eller på rådhuspladsen, men i den omgivende ødemark. Om ikke altid, så forholder det sig i hvert fald således i dag, hvor den disede himmel hænger som draperede stoffer ned over min tunnelfærd gennem verden, og støvregnens nåle printer et gammelt univers’ ikke mere dechifrerbare meddelelse på mit ansigt og mine hænder. Sjælene flakker sammen med de overvintrende fugle om i de sorte, bladløse skove. Legemerne – forladt af deres indre som et udplyndret gravkammers tomme sarkofager – sidder og arbejder bag computerskærmene i hovedstadens kunstigt oplyste midte. Fyraften bringer ingen genforening.

fredag den 7. november 2014

Solens øje kaster

Solens øje kaster et sidste undersøgende blik ind i november måneds mørke. Skoven brænder. Hvert blad er en lue. En liden stund og landskabet forvandles til januars snehvide aske og forkullede stammer. Overlever menneskehjerterne mon?

Teksten ombrudt til vers:

Solens øje kaster
et sidste undersøgende blik
ind i november måneds mørke.
Skoven brænder.
Hvert blad er en lue.
En liden stund
og landskabet forvandles
til januars snehvide aske og forkullede stammer.
Overlever menneskehjerterne mon?