 |
| Udsigt fra mit vindue |
Nu, hvor alle efterårene står i kø, det tilkommende og de
forbigangne, og jeg går mellem verdenerne som en cirkusartist på en line udspændt
mellem faldende blade og trækkende fugle, er det, som om arrene på mit ansigt
og min krop vokser og vokser som kærlighedserklæringerne på de gamle bøgetræers
bark, for at jeg aldrig mere skal kunne glemme smerten.
Hvorfor tier syndefaldsmyten om de første faldne menneskers
ar (uklart, som det er, om de opstod på grund af fortæringen af kundskabens giftige
frugt eller kerubernes lynende flammesværd)? Hvorfor tier præsterne om den
ætsende effekt af korstegnelsen og det indviede vand? Ar på ar på ar. Vi, de
døbte, er ikke andet. Ar. Stakkels nyfødte barn, om end det måtte være en
gammel sjæl steget op af Lethe. Med dåbens ar møder vi det levede livs ar. Guds
skrift, som den enfoldige måske eller måske ikke udlægger dem som. De af den
til enhver tid herskende ideologis tilføjede og langsomt helende sår efter
piskes flettede snerter og tjørnekroner. Herre, jeg vil drikke mig fuld i din
torturs kalke. Tro mig, jeg vil være alkoholikernes alkoholiker til tidens
ende. Harmagedonerne, hvad end det måtte betyde. Verdenernes undergang. Bemærk:
Alt er i flertal. Det er mit lille digts pointe. Død over imperierne.
En dæmon blandt dæmonernes uendelige ordener udbryder
pludselig: ”Legion, legemerne er klogere end sjælene.”
Jeg, et jeg blandt alle jegerne, nikker og supplerer: ”Efterårene
er klogere end forårene.”
