1.
Den strandede hval ligger offentligt til skue. Mennesker
står spredt i mindre grupper i en kreds om den. Jeg forestiller mig, hvad
Caspar David Friedrich kunne have fået ud af motivet, med den evne han havde
til at få sine symbolladede kosmiske landskaber til at klinge af tidligere
verdners i dag næsten glemte betydninger.
Mennesker samlet om en strandet hval i andagt – som om de
var en gudfrygtig menighed, som deltog i en gådefuld begravelsesceremoni under
åben himmel for denne kæmpe skabning, deres fjerne slægtning fra havet,
profeten Jonas’ undersøiske fængsel eller livmoder nummer to i tre dage og tre
nætter, inden han blev genfødt som halvt menneske, halvt hval, som en apokryf
version af myten vil det.
Men det er alt sammen noget, jeg forestiller mig.
Virkeligheden er en helt anden. Stemningen på stranden er snarere munter end
andagtsfuld. En far siger til sin søn:
”Det er en ung hval. Den forstod ikke at navigere. Der vil
altid være nogle iblandt os, som ikke magter at blive voksne.”
Den sidste sætning messer faderen og jeg i kor. Eller er det
alene mig, som udtaler ordene? Endda med en ondskabsfuldt parodierende stemme,
som faderen sandsynligvis ville have taget anstød af, hvis han ikke han havde
haft hele sin opmærksomhed rettet mod hvalen. Lægger jeg i virkeligheden ordene
i faderens mund, fordi min tekst som alle andre tekster har brug for en
antagonist og den pluralisme, som antagonisten skaber med sin modsigelse af
protagonisten?
2.
Han opfatter livet som en række af transitioner. Fødsel.
Dåb. Konfirmation. Ægteskab. Faderskab. Alderdom. Og død, ikke som enden, men
som den sidste synlige transition set fra det menneskelige, eller det jordiske
perspektiv om man vil, hvilket gør ham til mystiker i en materialistisk
tidsalder.
Men det er, som om et eller andet er gået galt i hans
tilfælde. Hvor hans jævnaldrende har passeret, eller for at bruge hans eget
foretrukne ord, transcenderet flere af de nævnte transitioner og nu befinder
sig i et ubestemmeligt sted i manddommen mellem faderskab og alderdom eller
faderskab og død, er det, som om han stadigvæk befinder sig i dåbens øjeblik.
Dog har præsten og resten af de tilstedeværende forladt kirken, og døbefonten
synes at strække sig helt ud til horisonten, som befandt han sig i et af
verdenshavene.
Måske undrer nogen sig over, at han anvender ordet transcendere, men det er nu engang hans
grundlæggende oplevelse, at de enkelte livsafsnit udgøres af autonome og
separerede verdner, som det for den enkelte kan være uendeligt svært at finde
overgangen eller passagen imellem, selvom det for majoriteten af menneskeheden
tilsyneladende kan virke, som om overgangen foregår automatisk. Lad tiden gå,
vil de fleste måske sige. Så vil overgangen fra det ene livsafsnit til det
andet ske helt af sig selv. Men det frivilligt eller ufrivilligt aborterede
foster fandt eksempelvis aldrig indgangen til livet. Og mytologiske skikkelser
som Ahasverus, Vanderdecken og soldaten fra det russiske eventyr om soldaten,
som fangede Døden i en sæk, fandt aldrig udgangen af livet. For ikke at tale om
de myrdede, hvis mord er forblevet uopklarede. Folketroen vil, at de i skikkelse
af spøgelser stadig færdes iblandt os levende, i håb om at de kan lede en af os
til at opklare den forbrydelse, de har været udsat for, således at sejladsen
over floden eller faldet gennem tunnelen med en fredelig eksistens i det
hinsides som endemål bliver mulig. Og dermed er kun yderpunkterne i rækken af
transitioner nævnt. Der er også den ensomme, som til sin store sorg aldrig
fandt en livsledsagerske. Eller manden, som godt nok er gift, men som samtidig
er ufrivilligt barnløs. For de to må henholdsvis ægteskabet og faderskabet
forekomme som en uopnåelig anden verden.
Men tilbage til denne ikke nærmede definerede han, som er emnet for tekstens andet
afsnit. Det er, som om han aldrig har forladt dåbens hav, som om han aldrig
fandt en kyst for et oprejst liv. Han lever som en skibbruden. Træder vande. Han
ængstes konstant for at regrediere, for at synke til bunds, for at hans legeme på
vej ned i dybet skal svulme op til enorme dimensioner og at hans arme skal forvandle sig til luffer og hans ben forsvinde, for at han, når månen endelig engang med sin
tyngde blotlægger havbunden og dermed bereder ham vejen til det forjættede
land, som i grunden ikke betyder andet for ham end samvær med de mennesker, han
i tidernes morgen mistede kontakten til, ikke mere deler udseende med menneskene,
men er blevet en fremmed for dem. Langt borte skimter han kysten. Mennesker i
form af små, tynde silhouetter går langs stranden, parate til at stimle sammen
hvis der skulle ske noget uventet. At komme anstigende i denne kolossale forklædning,
tænker han sørgmodigt. Der vil altid være nogle iblandt os, som ikke magter at
blive voksne.
