To sjæle, samme
tanke. Kritik af fremskridtstanken
”Alvisdommen har kunnet indrette verden således at individet
når sin bestemmelse, i hvilken situation og tid det end er. Dersom en kultur
var nødvendig til det eller overhovedet havde en sand værdi, hvor uretfærdigt
ville da ikke de forberedende århundreder være behandlet, der da kun tjente som
trin for den lyksaliggjorte slægt der står øverst oppe og siger: hvor har vi
bragt det herligt vidt.”
Arthur Schopenhauer, 1810.
”Jeg har ingen tro på, at mennesket kan fuldkommengøres. Jeg
tror ikke, menneskelig anstrengelse vil have nogen målelig virkning på
menneskeheden. mennesket er nok mere aktivt nu, men det er ikke mere lykkeligt
og heller ikke klogere, end det var for 6000 år siden. Resultatet vil altid
være det samme – og hvis man tror, det vil blive anderledes, så tror man jo
dermed, at det tidligere menneske har levet forgæves – at den svundne tid blot
er et rudiment af fremtiden – at de myriader af mennesker, der er døde, ikke
har stået på lige fod med os selv – og at vi heller ikke gør det med vores
eftertid.”
Edgar Allan Poe, 1844.
Det er nøjagtig den samme tanke, som med et lidt forskelligt
ordvalg formuleres i de to citater. Fremskridtstanken afvises ud fra
forestillingen om menneskets værdighed. Tilværelsen må som udgangspunkt,
uafhængig af hvornår det enkelte menneske er født i historien, give lige meget
mening.
Man skulle næsten tro, at Edgar Allan Poe (1809 – 1849) havde
læst, om end ikke overstående citat af Arthur Schopenhauer (1788 – 1860), så dog
en fremstilling af Schopenhauers filosofi, hvor den samme tanke bliver udtrykt.
I min optik er det i hvert fald overvejende sandsynligt, at Poe
ligesom hans samtidige landsmand Herman Melville (1819 – 1891) har truffet
bekendtskab med Schopenhauers filosofi og ladet sig påvirke af den. At Poe betragter
musikken som den højeste kunstart, kunne eksempelvis også tyde på det.
Det schopenhauerske centralsymbol
Poe, Melville og den senere Franz Kafka (1883 – 1924), som
også var påvirket af Schopenhauers filosofi, har i øvrigt det tilfælles, at det
centrale symbol i mindst et af deres respektive værker (En nedfart i
malstrømmen, Moby Dick og Slottet) har det, jeg vil kalde et schopenhauersk
centralsymbol, dvs. et centralsymbol, som fremstiller universets grundlæggende
kræfter som irrationelle. Tilværelsen er behersket af en blind vilje, som det –
trods den menneskelige fornuft – er menneskets lod at bukke under for.
Den negative
verdensfortolkning som en frisættelse af kunstnerisk skaberkraft
Man kan – som mange i øvrigt har gjort det – hævde, at det
er et alt for pessimistisk livssyn, men samtidig kan man ikke andet end
anerkende, at Schopenhauer med sin filosofi har skabt et rum for en negativ
verdensfortolkning, som har virket frisættende på mange kunstneres skaberkraft,
hvilket har resulteret i nogle af de største kunstværker i menneskehedens
historie.
