”Hvor skal du hen,” råbte folkemængden til den store opdagelsesrejsende.
”Ud. Ud. Ud ad tangenten,” svarede han.
*
Babelstårnet blev ikke bygget af tegl, men af ord. Derfor
var det snarere håndværkerne, der opførte tårnet, end digterne og filosofferne,
der opdagede, at sprogets grænser er verdens grænser. Som man steg op ad
vindeltrappen, kom man uvægerligt til at fattes ord. Man blev ramt af en art afasi
eller demens (som dog fortog sig, så snart man begyndte at stige ned ad vindeltrappen
igen). Håndværkerne i de allerøverste af tårnets vindinger havde næsten helt
mistet talens brug, som havde de hver især i lighed med Alexander Selkirk,
virkelighedens Robinson Crusoe, opholdt sig flere år på en øde ø. De kunne kun skrige
hæst som kragerne, der bestandigt cirklede om tårnet, og havde derfor ingen
bygningsmaterialer til tårnets fuldendelse.
*
Der findes ikke farligere sværd end liljen.
*
Man siger, at den, som bryder loven, hæver sig over loven.
Intet kunne være mere forkert. Forbryderen er den af os alle, som bekræfter
loven og den orden, som loven afføder, allermest. Kun den lovlydige kan gøre
sig håb om at hæve sig over loven.
*
Vismanden spørger mig, om jeg er monist, dualist eller
pluralist. Han proklamerer, at et menneske ikke kan kalde sig for oplyst eller for en
tænker, hvis ikke han har afgjort, hvilken af de tre verdenssyn han repræsenterer.
Jeg afstår fra at svare. Jeg kan ikke gennemskue konsekvenserne af valget for
mit verdensbillede. Jeg synes, at der er en begrænsning ved hver af de tre
positioner.
*
Jeg oplever det som, at jeg lever i et ontologisk usikkert
univers. Det er min allermest grundlæggende oplevelse. De kunstværker, som
mimer et ontologisk usikkert univers, er i hvert fald dem, som har den største
fascinationskraft på mig. Flere verdensfortolkninger er mulige. De skiftevis
træder frem og fortoner sig for mine øjne som motiverne på et fikserbillede
eller et metamorfisk billede. Jeg befinder mig ikke i en ophøjet position, på
et filosofisk himmelbjergs øverste tinde, hvorfra jeg kan afgøre, hvilke filosofiske
udsagn og positioner er sande. Jeg har tværtimod slangens, muldvarpens eller
bænkebiderens perspektiv. Den nederste af de nederste. Fremtiden kan måske
bringe afklaring, det vil jeg ikke afvise, selv om det modsatte er mere
sandsynligt. Jakobsstigen er for den ydmyge, den drømmende af slagsen, et
uudslukkeligt, om end bedragerisk håb.
*
Huleverdenen. Han
forestiller sig, at vores verden, den faldne verden, først blev til, da
mennesket blev fordrevet fra Edens have. For hvert skridt manden og kvinden,
hånd i hånd, tog, blev lidt mere af den faldne verden til. Det var en
nedstigning til en hule med skyggebilleder. Selv når solen skinner fra en
skyfri himmel en sommerdag, føler han sig omgivet af skygger. Og der er
vinterdage, hvor det allerede bliver mørkt om eftermiddagen, at han skimter en
stedsegrøn have langt, langt borte, når han ser sig over skulderen.
*
”Hvorfor søger du mørket,” spørger den oplyste. ”Hvorfor søger
du ikke lyset som vi andre?”
”Jeg søger ikke mørket,” svarer den formørkede. ”Jeg søger
at oplyse mørket.”
*
Tavshed. Han taler
alle jordens sprog. Han kan nemlig være tavs på alle jordens sprog, selv på det
oprindelige tungemål før den babelske forvirring, Adams og englenes tungemål.
*
Forvirring. Jeg betragter
himmelfalden det klart tænkende menneske, som netop har erklæret, at han er
interesseret i forvirring. Jeg selv er et uklart tænkende menneske, som søger
klarhed, men finder forvirring. ”Det er en lidelse,” siger jeg og lægger mit
ansigt i den tragiske maskes folder, men da det klart tænkende menneske
foreslår, at vi bytter eksistens, farer jeg sammen og betakker mig.
*
Den vej, man har tilbagelagt, den vej er man ældre.
*
Det andet blik. En skæv verden, hvor Det Skæve Tårn i Pisa
er lige.
*
Han ser digteren som en opdagelsesrejsende, der er faret
vild i sine egne formuleringers labyrint. Den attråede sande formulering er
labyrintens ophævelse eller rettere, illusionen om labyrintens ophævelse.
*
Han kravler på sin bug og æder støv, hvor andre bygger tårne
og bestiger bjerge. Han kender kun to bud. 1. Lig, hvor du ligger og grav, men
grav dybere. 2. Bliv ved med at kravle. Neden for tårnene og bjergene. En
slange på vej op ad en vindeltrappe er en fjern drøm.
*
Hvor andre ser heste, ser han vingeløse pegasusser. Den
fælles verden som en reduktion af den private verden. Den vågne verden som en
reduktion af den drømte verden. Heste som vingeløse pegasusser og hornløse
enhjørninger. Mennesker som vingeløse
engle og horn-, hale- og klovløse dæmoner.
*
Selv den nøgne bærer masker: ansigts- og kropsmasker. Ja,
selv den afdødes af retsmedicineren åbnede lig bærer masker. Successive masker
svævende over en bundløs afgrund af tomhed.
*
At fortælle, som om man var tiden. Han siger højtideligt,
”Jeg er tiden.”, og sætter sig ned for at skrive i denne forklædning.
*
Han drømte, at han ville rekonstruere Platons tabte dialog
om sproget mellem Alexander Selkirk og Kaspar Hauser, men savnede ord. Han
vågnede og indså grædende, at hans uformåenhed over for det umulige i den
drømte verden er den sammen som hans uformåenhed over for det mulige den vågne
verden.
*
Verdens ende. Han forestiller
sig, at verdens ende indtræffer, når alle børn bliver født hvidhårede, når de
nyudsprungne træers blade er visne.
