Der var oprindeligt ikke to, men tre skabelsesmyter. Da
redaktørerne efter mange forgæves forsøg imidlertid ikke på meningsfuld måde
kunne integrere den tredje skabelsesmyte med de to andre, valgte de at udelade
den fra den hellige skrift. Den nu glemte fortælling menes at have haft følgende
tilsyneladende simple ordlyd:
Et barn faldt i en brønd. Da det viste sig at være en
uoverstigelig opgave for barnets forældre at redde barnet op af brønden, skabte
Gud et nyt barn til dem fuldkommen identisk med det oprindelige. Han forseglede
derpå brønden.
Alle eller næsten alle var nu lykkelige: Gud over sin hittepåsomhed
og skaberkraft. Forældrene, simple og hjertensgode mennesker som de var, over
at have fået det, som de troede var deres oprindelige barn, tilbage. Det oprindelige
barn, trods dets indespærring i den forseglede brønd, over dets nyvundne
engleagtige vished om Guds eksistens og fremtidige liv i evig lovprisning af det
højeste væsen og dets skaberværk. Kun det stedfortrædende barn var ikke
lykkeligt. Holdt i uvidenhed om de sande omstændigheder om dets egen oprindelse
levede det resten af sit liv med en fornemmelse af kun at være sig selv, når
det var en anden, og af at selv de smukkeste landskaber, som det i dets resultatløse
flakken omkring i et håb om at finde en mening med dets egen eksistens kom
igennem, havde karakter af de mørke og fugtige vægge i en forseglet brønd.
