Når jeg om sommeren bliver brun, kommer ar til syne i mit
ansigt og på mine hænder som hvide hvaler i et lerfarvet hav set højt oppe fra,
ar, som hver især har deres egenartede historie som artefakterne i et fjernt
beliggende lands kulturhistoriske museum, som ingen rejsende næppe orker at stifte
nærmere bekendtskab med, og jeg overvejer, hvordan mine omgivelser kan
forvente, at jeg skal kunne glemme, når min krop ikke kan det? Min krop, som
jeg her nødvendigvis må fremstille, som var den en for mig fremmed skikkelse, i
et for mig fremmed kvarter, som jeg af uransagelige grunde har besluttet mig
for at følge efter, hvilket den måske også er.
Ensomhed er som at være levende begravet. Man befinder sig i
mørket inden i en kiste. Børn og unge mennesker danser i solskinnet i parken
langt over en. Man lytter med tilbageholdt åndedræt til deres fodtrin og
fornøjede udbrud, som forplanter sig ned gennem jordlagene. Men måske findes
børnene og de unge mennesker slet ikke, måske er jordens overflade kun en tankekonstruktion,
som den, som er levende begravet, og generationerne af dem, som var levende
begravede før denne, har skabt som en art afmægtigt svar på indespærringen og
mørket? Måske findes kun graven og sproget i graven, som forbinder en med dem,
som er døde, og dem, som endnu ikke er døde?
Ens frelse må da bestå i at begynde at tale ud i mørket,
idet man omhyggeligt udvælger sig de ord og sproglige vendinger, som gør, at
ens røst fremstår som et kor af røster. Udtaler jeg ordet ensomhed, er jeg ikke
mere ensom, fordi jeg nu indgår i et fællesskab med alle de ensomme, som engang
før mig har udtalt ordet.
Jeg har set et menneske dø. Da det holdt op med at trække
vejret, glattedes dets hud sig ud og lagde sig tæt om kraniet. Sjælen sidder i
rynkerne.
