Jeg bor i de opdagelsesrejsendes by. På dørskiltet til min nabos lejlighed står ”Marco Polo”. På dørskiltet til min genbos lejlighed står ”Dr. Livingstone”. Og længere nede ad gaden siges den store Christoffer Columbus at have adresse.
Gaderne i de opdagelsesrejsendes by ligger som regel øde
hen. Alle opholder vi os i vores lejligheder, fortabt i drømme om alle de
fremmede verdner som venter på at blive opdaget af os. Kun et lille barn, som
med en pind og et tøndebånd løber hen imod en langstrakt skygge, hvis ejermand
er skjult bag gadehjørnet, er vores bys eneste synlige liv.
En dag fik jeg nok af min lejligheds fire vægge med deres
mange indrammede kort med terra incognita
og fulgte den langstrakte skygge ned til havnen. Vimplerne var strakte. Mågernes
skrig var skingre, mågerne selv usynlige. Et skib var for fulde sejl ved at anløbe havnen bag en mur.
Den langstrakte skygge var nu nået ud på den yderste mole. Dér
strakte den sig i hidtil ukendte dimensioner ud mod havets horisont – eros er
et græsk ord og betyder længsel. Jeg fik da den for det europæiske menneske kætterske
tanke, at det ikke er de fremmede verdner, som venter på at blive opdaget af
os, men os som venter på at blive opdaget af de fremmede verdner.
Teksten refererer til to billeder af Giorgio de Chirico: En gades mysterium og melankoli (1914)
og Gåden om ankomsten og eftermiddagen
(1912).
