Isbjergsteknikken – verdens korteste novelle

To ældre damer, fru A. og fru B., mødes tilfældigt på gaden.

”Sikke fin du er i tøjet,” siger fru A.

”Jeg skal til begravelse,” siger fru B.

”Åh,” siger fru A.

Tryllekunstneren

Der optræder af gode grunde aldrig tryllekunstnere i ens drømme. For i den af drømme frembragte verden, som bestandigt trues af at blive oversvømmet, hvor man går op ad uendelige trapper, og hvor for længst afdøde personer taler til én, vil en tryllekunstners trick, såsom at hive en kanin op af hatten, uvægerligt falde til jorden. Det er, som om drømmen i sig selv er en tryllekunst, en tryllekunst af en sublimitet, som det ikke synes muligt for nogen at overgå. Derfor er der ikke den store efterspørgsel på tryllekunstnere, når vi sover og drømmer.

Sådan troede jeg i hvert fald indtil for nylig, at det forholdt sig, men en nat drømte jeg – måske som en art ironisk kommentar til min egen skråsikre mening? – at jeg var en tryllekunstner, og at jeg stod på en scene i et varietetteater. Op af hatten trak jeg, både til publikums og min egen store overraskelse, mig selv, eller var der ikke snarere tale om en dobbeltgænger? Da han havde materialiseret sig og havde fået fast grund under fødderne, var hans første handling at trylle mig bort. Måske antog han mig for en konkurrent? Konkurrencen i tryllekunstnerbranchen er som bekendt nådesløs.

Publikum klappede begejstret – det lød som hagl mod et plasttag, man har søgt læ under. De troede fejlagtigt, at det var mig, der var tryllekunstneren. De vidste ikke, at han var en anden. Jegets død og jegets opstandelse som et du, som er fremmed over for jeget, er menneskets lod, også i drømme.

Den tusmørke-opdagelsesrejsendes hemmelige dagbog

It is evident that we are hurrying onwards to some exciting knowledge—some never-to-be-imparted secret, whose attainment is destruction.

Edgar Allan Poe: Manuscript Found in a Bottle

1. januar 2012

Vi har i dag forladt dagslyset i vores specialbyggede fartøj. Vores øjne er allerede ved at vende sig til tusmørket. Både jeg, som er kaptajn på fartøjet og leder af ekspeditionen, og fartøjets besætning, som udgøres af forbrydere med lange fængselsdomme, da de var de eneste, som var villige til at tage med på ekspeditionen ind i tusmørket mod, at de fik eftergivet resten af deres fængselsstraf, er fuld af optimisme. Hvilke skatte venter ikke på at blive fundet af os i det ukendte? Det officielle formål med ekspeditionen er at finde guld, sølv og ædelstene, hvilket får besætningsmedlemmernes øjne til at lyse som katteøjne i tusmørket. Det uofficielle formål, som jeg har holdt skjult for både regeringen og besætningen, er at finde den af apostlen Paulus omtalte kærlighed, den dyd som er størst af de tre teologiske dyder: tro, håb og kærlighed. Det var ikke muligt for mig at finde den i dagslyset. Derfor er det mit håb, at jeg vil finde den i tusmørket.

2. januar 2012

Alt vel om bord. Dog klager enkelte af besætningsmedlemmerne allerede over rejsens ensformighed. Jeg må indrømme, at det bekymrer mig en lille smule. Det er mit ansvar som kaptajn at sørge for, at moralen er høj om bord på fartøjet. Jeg klapper derfor de pågældende besætningsmedlemmer venligt på skulderen og siger, at det vel er bedre at være et frit menneske i tusmørket end at være en fange i dagslyset. De giver mig til min irritation kun nølende ret.

4. januar 2012

En af matroserne, en mand som er dømt for at have myrdet sin hustru, er i løbet af natten forsvundet fra fartøjet under mystiske omstændigheder. Jeg hælder til, at han i et anfald af samvittighedskvaler er sprunget over bord i den hensigt at drukne sig selv. Det bestandige tusmørke, som vi befinder os i – der er ikke forskel på dag og nat – og rejsens ensformighed er nemlig årsag til en forunderlig optisk illusion: Ens erindringer synes at fremstå som oplyste scenerier i tusmørket, hvor de til ens erindringer knyttede personer (som jo enten er døde eller befinder sig langt borte fra én i dagslyset) optræder i form af en slags hologrammer, som både er i stand til at tale og bevæge sig.

Således er man som deltager i ekspeditionen ind i tusmørket aldrig alene. Bestandigt befinder man sig omgivet af sine erindringer. Og ikke kun af dem. For ikke alene kan man se sine egne erindringer. Man kan også se de andre besætningsmedlemmers erindringer. Ja, selv den gamle skibshunds erindringer bliver man ufrivilligt vidne til. Igen og igen overværer man dens moders ulykkelige gøen, da den som hvalp blev taget fra hende. Det er, som om fartøjet er fuld af gæster fra fortiden. Ja, det er ingen overdrivelse at sige, at vi ikke har brug for nogen kunstige lyskilder om bord på fartøjet. Lyset fra vores erindringer er mere end tilstrækkeligt. Set ude fra tusmørket må vores fartøj minde om et af disse overdådigt oplyste krydstogtskibe, som sejler mellem verdens storbyhavne og er en slags flydende forlystelsesparker.

Det forekommer mig derfor ikke usandsynligt, hvis nogen af besætningsmedlemmerne, som har grusomme forbrydelser på samvittigheden, skulle lade sig forblinde af det stærke lys fra deres erindringer og ønske at gøre en ende på deres eget liv.

Besætningsmedlemmerne er imidlertid af en anden holdning. De mener, at den forsvundne matros er blevet hevet over bord af et ukendt væsen ude fra tusmørket. Hovmesteren, en lettere retarderet indbrudstyv, som har tilbragt det meste af sit liv bag tremmer, og hvis udsagn jeg ikke tillægger større troværdighed, hævder således, at han i løbet af natten kortvarigt vågnede ved larm og skrig som fra en slåskamp mellem en mand og en kvinde. Da larmen og skrigene imidlertid hurtigt stilnede af, stod han ikke op, og han faldt efterfølgende hurtigt i søvn igen. Hans ræsonnement, som han omstændeligt og med lange pauser, hvor han med et sigende blik ser på sine tilhørere, karakteristisk for den, som ikke er vant til logisk tænkning, og som han igen og igen gentager for dem, som gider lytte, er nu, at da der ingen kvinder er om bord på fartøjet, må kvindestemmen, som han i en halvt vågen, halvt sovende tilstand hørte skrige, have tilhørt et væsen, som havde sneget om bord ude fra tusmørket. De andre matroser støtter ham og fortæller, at de fra tid til anden hører mærkelige suk, støn og klageskrig ude fra tusmørket, som fartøjet bestandigt er omgivet af. De mener, at tusmørket er fyldt med for os ukendte og fjendtligsindede væsner. Jeg kan ikke lade være med at smile ad besætningens enfoldighed. Tænk, at forhærdede forbrydere som dem kan være bange for tusmørket.

”Er I mus eller mænd?” spørger jeg og gør i al venskabelighed nar ad dem.

Det ser ud til at standse dem i deres vilde tankeflugt om, hvad tusmørket måtte gemme på af hemmeligheder, om end det kun er for en stakket tid.    

6. januar 2012

Vi ankom tidligere på dagen til en gådefuld klippeø i tusmørket. Den bestod af en mørk og metallisk stenart, måske basalt, og dens sider var usædvanlig stejle. Landgang havde ikke været mulig, hvis ikke en spiralsnoet sti langs klippevæggen havde ført op mod øens top, som fortabte sig i tusmørket langt over vores hoveder. Øen mindede mig på forunderlig vis om Skærsildsbjerget fra Dantes Guddommelige komedie, og jeg følte mig et øjeblik som Odysseus, som i sin higen efter at trænge til bunds i tilværelsens mysterium og efter at lære nyt om det menneskelige sinds godhed og ondskab rejste mod vest i den nedgående sols kølvand forbi Herkules’ søjler, for derpå at dreje mod syd og fortsætte, indtil han på den sydlige halvkugle i det fjerne skimtede, hvad måtte være Skærsildsbjerget, men inden han nåede det, gik ned med sit skib i en storm for derefter at blive pint som en levende fakkel i helvede for evig tid.

Jeg og tre mænd af besætningen, styrmanden og to matroser, gik fra borde og begyndte opstigningen ad klippeøen, bevæbnet med pistoler og geværer. Efter vi havde gået i et stykke tid, gjorde styrmanden og de to matroser mig opmærksom på, at der i klippevæggen langs den spiralsnoede sti var indhugget en mængde skrifttegn. Først troede jeg, at der var tale om, at en for os i dagslyset ukendt civilisation i tusmørket havde beskrevet sin glorværdige historie med gådefulde hieroglyffer. Jeg så allerede frem til, at vor tids Champollion skulle knække tusmørkehieroglyffernes kode, så vi kunne få indblik i tusmørkefaraoernes dynastier. Men så opdagede jeg, at indskriften var forfattet på mit eget modersmål og beskrev de mest pinagtige episoder fra mit eget liv i dagslyset ned til mindste detalje. Styrmanden og de to matroser læste med stor interesse den for mig kompromitterende indskrift, mens de af og til kastede forundrede blikke hen imod mig for derpå med rynkede bryn at betragte mig i det nye lys, indskriften kastede på min person. Det fik mig til at genopleve den smerte og ydmygelse, jeg havde følt dengang, de pinagtige episoder oprindelig havde udspillet sig. Jeg kunne ikke tillade, at mine underordnede mistede respekten for mig. Jeg måtte for alt i verden aflede deres opmærksomhed fra klippevæggens for mig kompromitterende indskrift. Jeg skyndede derfor på styrmanden og de to matroser og gennede dem videre op ad den spiralsnoede sti mod øens top. 

På øens top lå et hus, som var bygget af den samme mørke og metalliske stenart, som øen bestod af. Det dystert udseende hus indeholdt kun et eneste værelse, som derfor var af en anseelig størrelse. Det mindede om et gammelt slots mørkelagte riddersal. I det ene hjørne af værelset, hvor det havde karakter af spisestue, sad en mand og en kvinde og spiste et overdådigt måltid ved et stort bord under en krystallysekrone, ud fra hvilken ikke lys, men tusmørke lod til at strømme. Det var min mor og far. Mens de spiste, sad de og talte om mig, deres rødhårede og fregnede dreng. Hvad skulle der blive af mig, jeg, der var så følsom både af sjæl og legeme, at end ikke dagslyset kunne jeg tåle? Jeg opholdt mig mest muligt inde på mit lille værelse bag lukkede skodder for at beskytte min følsomme hud mod solens stråler, hvilket betød, at jeg ingen venskabsbånd med mine jævnaldrende knyttede. I stedet for at læse lektier læste jeg i den bibel, som min mormor og morfar ubetænksomt havde foræret mig kort inden deres død, hvilket betød, at jeg fik dårlige karakterer i stort set alle fag i skolen. Ak, hvordan kunne det gå til, at min mor og far, begge stærke mennesker om end på hver deres måde, havde fået dette svage barn?

I det andet hjørne af værelset, hvor det ændrede karakter fra spisestue til skolegård, stod lærerne og eleverne fra min barndoms skole. Når man betragtede dem, var det, som om man selv var til stede som en lille rødhåret og fregnet dreng. Eleverne drillede mig for mit hårs røde farve og for min huds mange fregner, og lærerne skældte mig ud for at gemme mig i mørke afkroge i den gamle skolebygnings indre i frikvartererne, i stedet for at være ude i dagslyset i skolegården sammen med de andre elever. Delt op i små grupper og medbringende stavlygter, hvis lyskegler dansende afsøgte mørket, gennemsøgte lærerne skolebygningen, som var jeg en undsluppen forbryder, for, når de endelig fandt mig i et afsidesliggende loftsrum, hvor forrige tiders krucifikser og opbyggelige billeder med bibelske motiver var gemt af vejen, at placere mig under gårdvagtens strenge opsyn i skolegårdens midte, hvor det stod frit for dagslyset at mangedoble min huds fregner til elevernes store jubel. Ecce homo.

Det var alle mod en. Forældrene i det ene hjørne, lærerne og eleverne i det andet hjørne. Ingen tog den lille rødhårede og fregnede dreng i forsvar. Der var vel intet underligt i, at han i sit lille værelse bag lukkede skodder igen og igen læste apostlen Paulus’ breve til de tidlige kristne menigheder, hvis budskab var én stor modsigelse af den kærlighedsløse verden, han selv var kastet ind i?

De tre besætningsmedlemmer var skrækslagne over at se disse scener fra min ulykkelige barndom. Den overgik tilsyneladende deres egen – må jeg gå ud fra – ligeledes ulykkelige barndom, ja, selv de forfærdelige forbrydelser, som de senere i livet havde begået mod deres medmennesker, blegnede tilsyneladende i sammenligning med den. De gav højlydt udtryk for deres forbavselse og rædsel som folk, der er vidne til et mord eller en trafikulykke. Deres udråb vakte mine forældre, lærerne og elevernes opmærksomhed. De opdagede styrmanden, de to matroser og min tilstedeværelse i det mørke værelse. Jeg ved i grunden ikke, om de var klar over, hvem styrmanden, de to matroser og navnlig jeg var, men som om vi var forbrydere, der var trængt ind på deres enemærker, hvilket jo, må jeg indrømme, var sandt langt hen ad vejen, greb de efter det nærmeste, som kunne anvendes som våben: knive, pegepinde, linealer og sten, og kom imod os, som om de havde ondt i sinde.

Jeg affyrede et varselsskud op i luften. Det fik ikke menneskemængden til at standse. Derpå affyrede jeg i retning mod min far, som lærerne og eleverne i kraft af hans størrelse og autoritet havde samlet sig omkring, en kugle, som hvislede lige forbi hans ene øre. Det fik ham heller ikke til at standse, ja, det bare ophidsede ham endnu mere. Han gav sig til at råbe forbandelser mod mig, og hans råb opildnede lærerne og eleverne omkring ham, og de satte alle i løb hen imod os.

Jeg og de tre besætningsmedlemmer flygtede i vild panik ud ad huset og ned ad klippeøen. Horden af forfølgere fra min barndom kom nærmere og nærmere. Men i sidste øjeblik nåede vi fartøjet og satte for fuld kraft kurs bort fra den horrible ø.

11. januar 2012

Der hersker om bord på fartøjet en meget trykket stemning. Matrosens forsvinden og besøget på den horrible ø, som var fuld af onde skabninger fra min barndom, og som styrmanden og de to matroser har fortalt de andre besætningsmedlemmer om, har gjort et uudsletteligt indtryk på besætningsmedlemmerne. De forlanger, at vi vender om. Jeg afviser det blankt. Jeg siger, at skatte af guld, sølv og ædelstene venter os, hvis vi fortsætter vores rejse ind i tusmørket. Det har imidlertid ikke mere den ønskede effekt. Besætningsmedlemmernes øjne begynder ikke som før i tiden at lyse som katteøjne i tusmørket. Deres øjenhuler forbliver sorte som beg, som om de var de tilvoksede huller i træer efter afsavede grene, som om frygten for det ukendte har gjort dem blinde.

Jeg indser nu, hvorfor jeg overhovedet ønskede at lede denne ekspedition ind i tusmørket. Det, jeg ønskede, var i første omgang, men også kun i første omgang, at flygte fra dagslyset. Jeg ønskede at gøre op med min ulykkelige barndom. Jeg ønskede at omstøde den i mine øjne uretfærdige dom, som mine forældre, skolelærere og elever dengang afsagde over mig. Jeg ønskede at læge de sårmærker, som ved dommens eksekvering blev påført mig, og som der den dag i dag stadigvæk umærkeligt siver blod fra. Det var med dette forsæt, at jeg planlagde ekspeditionen ind i tusmørket. Jeg ville ændre min skæbne fra tragedie til komedie. Den modgang, jeg mødte i min barndom, skulle ikke være determinerende for hele mit liv. Den skulle kun være at opfatte som den midlertidige modgang af overfladisk karakter, som komedianten møder, før stykket ender lykkeligt og publikum i opløftet stemning kan forlade teatret. Mit liv skulle ende godt. Der skulle vise sig at være en højere mening med de gennemlevede lidelser. Jeg ville være den store tusmørkeopdagelsesrejsende, som vandt hæder og ære, fordi han inde i tusmørket ikke alene fandt et nyt kontinent med skatte af guld, sølv og ædelstene, men også den kærlighed, som ikke er at finde i dagslyset, og efterfølgende hjemførte alle disse skatte til den gamle verden i dagslyset. Dagslyset ville for altid være forandret. Tusmørkets skatte ville så at sige se dagens lys. Et stort tusmørke af guld, sølv, ædelstene og ikke mindst kærlighed ville omslutte jorden.

Således er der for mig ingen mulighed for at vende omkring. Jeg må fortsætte til den bitre ende. Jeg må blive ved med at tro på, at der et sted inde i tusmørket findes en skat, både en materiel og en immateriel, en skat af uanede dimensioner, som jeg og kun jeg på grund af mine lidelser i barndommen er udset af forsynet til at finde.

Under alle omstændigheder har jeg besluttet mig for, at vi fortsætter ekspeditionen ind i tusmørket, hvilket jeg i utvetydige vendinger har gjort klart for hver enkelt af mandskabet ved at sætte en pistol for deres tinding og afkræve dem et svar på, om de agter at adlyde eller ikke at adlyde mine ordrer. Denne magtdemonstration var netop det, som skulle til på dette for ekspeditionen så kritiske tidspunkt, selv om det som konsekvens har haft, at mandskabet er begyndt at stikke hovederne sammen bag min ryg og hviske om mytteri.

12. januar 2012

Der har i dag udspillet sig flere uhyggelige optrin om bord på vores fartøj. Maskinmesteren, en pædofil morder, som opholdt sig på dækket i færd med at efterse fartøjets tekniske installationer, er blevet udsat for en grusom forbrydelse. Da jeg på det pågældende tidspunkt opholdt mig på kommandobroen, havde jeg mulighed for at overvære sceneriet, på samme måde som en teatergænger overværer et skuespil fra teatrets balkon. Med ét kravlede små drenge ude fra tusmørket over rælingen om bord på vores fartøj og overfaldt manden. De små drenge overfaldt ham på samme måde, som en løveflok overfalder det svage individ i en flok af græsædere på savannen. De formelig rev ham i stykker, som om deres små buttede hænder var forsynet med skarpe rovdyrklør. Det var grusomt at overvære. Jeg kunne intet gøre. Det hele gik så hurtigt, at jeg ikke kunne nå at gribe ind. Da de små drenge havde begået deres udåd, kravlede de over rælingen og forsvandt ud i tusmørket igen.

Styrmanden, som er det medlem af besætningen, som jeg har haft det bedste forhold til, til trods for at hans forbrydelse består i, at han har skudt tre politibetjente under et bankrøveri, gik det lige så ilde. Da jeg og nogle matroser var i færd med at gøre rent efter drabet på maskinmesteren, lød der med ét skud og vi så styrmanden flygte hen ad dækket med tre skydende politibetjente i hælene. Styrmanden faldt omkuld, og politibetjentene fyldte ham med skudhuller, indtil de var sikre på, at han var død. Derpå kravlede de tre politibetjente over rælingen og forsvandt ud i tusmørket igen.

Én efter én dør besætningsmedlemmerne omkring mig. Det får mig til at grue for fremtiden. Jeg har ingen forslag til, hvordan vi kan modstå disse uforudsigelige angreb fra besætningsmedlemmernes ofre, som er døde og begravede i dagslyset, men som tilsyneladende lever i bedste velgående i tusmørket.

Hen imod aften er der indtruffet en begivenhed, som om mulig overgår drabene på maskinmesteren og styrmanden med hensyn til lammende effekt på de resterende besætningsmedlemmer. Med ét pegede en matros ud i tusmørket. Vi fulgte med tilbageholdt åndedrag den imaginære linje, som hans pegefinger beskrev. Ude i tusmørket aftegnede sig den dystre silhouet af den skærsildsbjerglignende ø sig. Efter at have rejst i mange dage gennem tusmørket er vi atter tilbage ved den horrible klippeø. Vi er uforvarende kommet til at sejle i ring. En enorm, men svag strømhvirvel må have ført os tilbage til den skærsildsbjerglignende ø, som tilsyneladende er centrum for tusmørket, og som måske både dagslyset og tusmørket drejer sig om og suges ind imod. Denne grufulde opdagelse udløste blandt besætningen høje fortvivlede udråb, som ildevarslende straks blev besvaret inde fra klippeøen, som var vi ventet af dens beboere, på samme måde som oldtidens ulykkelige skibsfarende var ventet af sirenerne.

20. januar 2012

Tusmørkevæsnerne har overtaget kontrollen med fartøjet. Jeg er den eneste tilbageværende af fartøjets oprindelige besætning. Alle andre er blevet dræbt. Sammen med den gamle skibshund har jeg søgt tilflugt i min kahyt, hvor vi har barrikaderet os bag den aflåste dør. Tusmørkevæsnernes leder, min far, har givet lærerne og eleverne fra min barndoms skole ordre til at sønderbryde døren. De er med den vildskab, som er karakteristisk for tusmørkevæsnerne, gået løs med økser og hakker på døren. Den rædsel, jeg føler i dette øjeblik, er ubeskrivelig. Det er således kun med den yderste mentale anstrengelse, at jeg er i stand til at nedskrive disse ord.

At ekspeditionen ind i tusmørket skulle ende på denne måde for mig, forekommer mig dybt uretfærdigt. Hvorfor skal jeg lide den samme kranke skæbne som de forhærdede forbrydere, som besætningen udgjordes af? Jeg mener ikke at have nogen onde gerninger på samvittigheden. At min mor og far, og lærerne og eleverne fra min barndoms skole, efter jeg er blevet voksen, alle er afgået ved døden under store lidelser, mener jeg ikke at have haft det ringeste at gøre med, med mindre at tanker kan dræbe, men kan man i en retsstat blive stillet til ansvar for, hvad der i et svagt øjeblik måtte fare af tanker gennem ens hoved? Så vidt jeg ved, er det ikke ulovligt at ønske død og ulykke over andre mennesker. Men jeg glemmer rent, at jeg ikke befinder mig i dagslyset, hvor lov og ret hersker, men i tusmørket, hvor kaos synes at herske, hvor alt det, vi til dagligt fortrænger i dagslyset, synes at have taget bolig. Jeg gentager: Hvorfor skal jeg lide den samme kranke skæbne som de forhærdede forbrydere, som fartøjets besætning udgjordes af? At være et svagt menneske født ind i en verden med stærke mennesker, at være en dårlig søn, en dårlig skoleelev, ja, et helt igennem mislykket menneske, er da ikke en forbrydelse?

Jeg folder mine hænder og ser op mod kahyttens loft, mens den gamle skibshund ser paralyseret på det levendegjorte erindringsbillede af dens mor, hvis lys er ene om at oplyse kahytten, og hvis ulykkelige gøen knap nok kan høres for støjen fra de økser og hakker, som er i færd med at gennembryde døren. Jeg forstår ikke min skæbne, siger jeg til dagslysets Gud og tusmørkets Gud, som jeg måske fejlagtigt antager, er en og samme? Jeg forstår ikke min straf. Lige så lidt, som jeg forstår Odysseus’ straf i Dantes helvede. Skal jeg også brænde som en menneskefakkel i helvede til evig tid, fordi jeg higede efter en anden og måske bedre verden end den, jeg var kastet ind i?

Jeg angrer nu dybt ekspeditionen ind i tusmørket. Jeg skulle aldrig have forladt dagslyset og have begivet mig ind i tusmørkeverdenen. Ekspeditionen er udtryk for den hybrisiske adfærd, som har præget mig, efter jeg er blevet voksen og har skiftet udseende fra en lille rødhåret og fregnet dreng til en mand med en kæmpes mål, en meter og halvfems centimeter høj og 130 kilogram tung, og med en flammerød manke, en ærefrygtindgydende menneskeløve at skue for sine omgivelser, den hybrisiske adfærd, som måske var en uundgåelig reaktion på min ulykkelige barndom. Hvor uforståeligt det end forekommer mig at være, må jeg i min higen efter kærligheden tilsyneladende have krydset en usynlig grænse, mellem den menneskelige sfære og den guddommeliges sfære, som det ikke er op til et menneske at krydse. Det er tilsyneladende universets hensigt, at kærligheden, den dyd, som er størst af de tre teologiske dyder, og som er det princip, som hele universet lader til at være bygget op omkring, men som menneskene kun kender eksistensen af gennem dens fravær, skal forblive uafdækket som en nedgravet skat i tusmørkets indre.

Hvis nogen en dag skulle finde denne dagbog, hvis den ved et mirakuløst tilfælde skulle undslippe tusmørkeverdenens strømhvirvel og skylle i land på en kyst i dagslyset, så vil jeg på det kraftigste advare mod, at man følger i mine fodspor. Bliv i dagslyset, hvor ubærligt det end måtte forekomme dig at være, du, som har fundet min hemmelige dagbog. Tusmørket vil intet godt bringe dig. Det vil kun mangedoble den rædsel, som du bestandigt føler ved at opholde dig i dagslyset.

(Her ender den tusmørkeopdagelsesrejsende hemmelige dagbog, som er plettet af blod).