Jeg drømte at menneskene var lavet af bogstaver

Jeg drømte, at menneskene var lavet af bogstaver. Bogstaver som var sat sammen til ord og sætninger. Nogle mennesker var lange romaner, andre korte noveller. Jeg selv ville gerne have været Dantes guddommelige komedie eller Kafkas Slottet. Kortere tekster som f.eks. Kafkas Forvandlingen, Guy de Maupassants Horla eller Heinrich von Kleists essay om marionetteatret ville også have været en mulighed. Måske ville det allermest passende have været, at jeg var en af E.T.A. Hoffmanns fantastiske fortællinger, såsom Sandmanden eller Guldskålen, fordi jeg deler Hoffmanns næsten barnlige begejstring over, at det ved noget så simpelt som at sætte bogstaver sammen til ord og sætninger er muligt at fremmane det fantastiske i verden.

Der er så meget, man ikke kan i dette alt for korte liv, vi har fået i gave. Afstanden mellem det, jeg magter, og det, jeg gerne ville kunne magte, er så stor. Jeg ville f.eks. gerne kunne flyve. Ikke som en indeklemt passager mellem andre passagerer på et rutefly, men som Ikaros med et sæt kunstige fuglevinger skabt af hans far, den store arkitekt og ingeniør Daidalos, som også skabte den labyrint, som holdt Minotauros indespærret på Kreta. Det kan jeg imidlertid ikke. Der er af denne verdens oprindelige arkitekt og ingeniør, troldmanden som jeg har for uskik at kalde ham, sat så mange begrænsninger for den menneskelige udfoldelse, at det daglige liv let kan opleves som et fængsel. Sådan oplever jeg det i hvert fald, når jeg om efteråret fra en befærdet gade i storbyen ser en flok gæs trække mod syd. Ja, så stor er min længsel efter frihed fra det jordiske fængsel og efter samhørighed med de frie og bevingede væsner, at jeg får tårer i øjnene ved synet og lyden. Men ved hjælp af en blyant, et stykke papir og en smule fantasi er jeg i stand til at rive det jordiske fængsel omkring mig ned. Ved hjælp af ord kan jeg bringes til at flyve som Ikaros. Ved hjælp af ord kan jeg slå følge med gæssene. Idet jeg skriver disse ord, løfter jeg mine arme og basker med dem. Jeg flyver. Det er sandt. Jeg flyver virkelig.

Men jeg var ikke en fantastisk fortælling af Hoffmann. Jeg var til min store skuffelse kun et kort digt af Emily Dickinson, et digt om et brev til den verden, som aldrig skrev til hende. Det var ikke mange ord at bestå af. Der var knap nok ord nok til at give mig et korpus med hoved, arme og ben. Jeg manglede både ører, næsetip og flere af de yderste led på mine fingre. Jeg var en stakkels krøbling. Jeg manglede i den grad ord. En enkelt sætning af Proust ville have forbedret min fysiske tilstand betragteligt.

Nuvel, i min nye skikkelse af et digt af Emily Dickinson gik jeg ud i verden, men da jeg ville krydse en jernbaneoverskæring, blev jeg i næste øjeblik kørt over af et godstog bestående af Stephen Kings samlede værker. Forstå mig ret. Det er ikke en kritik af Stephen Kings forfatterskab. Det er slet ikke pointen. Jeg kunne være blevet kørt over af en hvilken som helst anden bestsellerforfatters samlede værker.