En nat vågnede Homer ved en sagte støj i sit soveværelse. Det lød, som om nogen sad og skrev, dvs. med en griffel ridsede ord ind i vokslaget på en skrivetavle, hvilket var den mest udbredte måde at skrive på i oldtidens Grækenland. Til trods for sin blindhed fornemmede Homer, at den skrivende ikke kunne være af denne verden. Måske var det fraværet af åndedræt hos den skrivende, der fik ham til at slutte således. Måske var det fraværet af kropsvarme. Faktisk føltes det som, at der fra den skrivende udgik en kulde, i stil med den der møder én i døråbningen til en dybtliggende kælder eller ved indgangen til en drypstenshule. Homer skuttede sig. Han befandt sig i en tilstand af uro. Det skyldtes ikke så meget den skrivendes tilstedeværelse i hans soveværelse, som at den søvn, han netop var vågnet af, tilsyneladende havde været drømmeløs. Intet, end ikke det mindste brudstykke af en drøm, kunne han huske. Det var første gang, han havde haft den nedslående oplevelse. Et menneske af en hvilken som helst anden profession ville næppe have ladet sig anfægte af en drømmeløs søvn, men for en episk digter som Homer var fraværet af de ansatser til fortællinger, som drømme udgør, og som havde været en stadig inspirationskilde til hans digtning, et dårligt varsel.
”Hvem er jeg?” spurgte den skrivende med en ejendommelig stemme, der lød, som om den både kunne tilhøre et kvindeligt og mandligt væsen. ”Du, som er digter, fortæl mig, hvem jeg er.”
”Ud fra lyden af at du en gang imellem retter koket på dit hår og din chiton, slutter jeg, at du må være en smuk og statelig kvinde,” sagde Homer efter en kort tænkepause. ”I den ene hånd har du en skrivetavle, i den anden en griffel. Men der er, undskyld jeg siger det, noget underligt ved sceneriet. Skrivetavlen er, så vidt jeg kan slutte ud fra dit ridseri, fuld af et virvar af komplicerede og fremmedartede, men også dybt barnlige tegn, som ikke giver nogen mening. Du er tilsyneladende ude af stand til at ridse simple græske ord, som danner meningsfulde sætninger, ind i vokslaget på skrivetavlen, hvilket, taget i betragtning af hvem jeg tror du er, forundrer mig ikke så lidt. Jeg kan kun tolke det således, at det må skyldes, at skrivetavlen og griflen ikke er beregnet til at blive anvendt af dig, men kun er symboler, som skal fortælle menneskene, hvem du er. Hvem tror jeg da du er? Du er muse for den episke digtning. Dit nærvær inspirerer digterne til den episke digtning. Du er Kalliope.”
Den skrivende svarede ikke.
”Jeg er glad for dit besøg,” fortsatte Homer uanfægtet af den skrivendes tavshed. ”Det er lang tid siden, jeg har skrevet noget af værdi. Jeg savner inspiration. I går bragte tjenestepigens søn mig en stor og mærkværdig konkylie, han havde fundet ude ved kysten. Den enfoldige dreng opfordrede mig til at føle på de fremstående knuder, konkylien var besat med, og sammen forundredes vi over naturens opfindsomhed. Ligeledes opfordrede drengen mig til at lægge øret til konkyliens munding, men da jeg gjorde det, kunne jeg ikke høre en lyd. Jeg kunne ikke høre det hav, drengen påstod at kunne høre. Jeg kunne ikke høre bølgerne slå ind mod stranden og mågernes halvt spottende, halvt klagende skrig. Jeg kunne ikke høre de ansatser til fantastiske fortællinger, jeg før i tiden ellers altid havde kunnet høre i denne strandlige musik. Konkylien var tavs. I det øjeblik føltes det, som om der ikke var flere fortællinger at fortælle tilbage i verden. Det gjorde mig sorgfuld.”
”Det lyder som en krævende profession at være digter,” sagde den skrivende. ”Altid skal man finde på nye historier. Aldrig får ens hjerne hvile. Hvorfor blev du ikke landmand ligesom din far? Det kræver ingen åndelig anstrengelse. Sædekornet spirer og vokser af sig selv. Hvorfor valgte du vejen ind i labyrinten? Hvorfor blev du digter?”
”Min barndom var præget af mine bedsteforældres død,” sagde Homer. ”Fire dødsfald inden for meget kort tid. Mit første, indrømmet, meget ubehjælpsomme digt, var inspireret af disse sørgelige begivenheder. Det handlede om et gammelt menneskes død, og om hvad der skete med dets sjæl efter døden. Jeg lod dets sjæl rejse gennem en tragtformet tunnel, for hvis ende der var et gyldent lys, som når solen en sen efterårsmorgen står op over en i tåge indhyllet blomstereng, og som sjælen som en lille mørk silhouet slutteligt blev opslugt af. Jeg husker, at min far og søster lo ad mit digt. De så tilsyneladende ikke sammenhængen mellem digtet og de sørgelige begivenheder, vi netop havde været vidner til. De var tilsyneladende uanfægtede af sådan, som menneskene rask væk døde omkring os. Måske er jeg uretfærdig, når jeg siger, at de var uanfægtede. Men hvis de var anfægtede, så var anfægtelsen kun krusninger på overfladen, dybet var uberørt. De havde ikke samme modtagelige sind som jeg. De havde ikke evnen til at reflektere over tilværelsen. For dem gik livet hurtigt videre. For mig gik det nærmest i stå. For mig blev mine bedsteforældres død oprindelsen til min digtning. Jeg forstod, at livet er afgrænset af døden, som øerne Ogygia, Aiaia og Ithaka er det af det af Poseidon regerede hav. Døden var et mysterium. Des mere jeg tænkte over den, des større et mysterium blev den. Dens mysterium smittede af på alt andet. Livet, som for nogle mennesker er så ligetil, blev også til et mysterium. Jeg gik rundt i en evig uvirkelighedsfølelse. Hvor andre som f.eks. min far og søster gik ad den slagne vej fra punkt A til punkt B, gik jeg rundt i en delvis selvskabt labyrint. Af denne for andre tilsyneladende formålsløse vandren omkring i labyrinten opstod min digtning. For den sande digtning opstår ikke af virkeligheden, men af den uvirkelighedsfølelse virkeligheden skaber hos den af guderne udvalgte.”
”Jeg er aldrig kommet overens med døden, dens mysterium, og den følelse af uvirkelighed den skaber hos mig,” fortsatte Homer. ”At fortælle har for mig altid været at tale døden midt imod. Så længe jeg er midt i en fortælling, holder dødsenglen, knokkelmanden eller manden med leen, for mig alle inkarnationer af en og samme skikkelse, Thanatos, sig på afstand. Han tager – jeg kan på grund af min blindhed ikke se ham, men kun fornemme at det er ham der har gjort sin entré – plads blandt mine tilhørere. Han må lige have slutningen på fortællingen med inden den blodige høst. Af gammel vane begynder han at slibe leen med den sandsten, han altid medbringer i lommen på sin kutte, men hør, sandet i hans timeglas er forunderligt nok holdt op med at løbe. Mens jeg med min sang og mit lyrespil fortryller publikum, står tiden, som man siger, stille. Med sådan en gæst blandt mine tilhørere ser jeg ingen grund til at fatte mig i korthed, hvilket ellers anses for at være en dyd blandt visse af mine digterkollegaer. Jeg indrømmer det blankt: Fordi alternativet til at fortælle er at dø, kan visse af mine beskrivelser blive en anelse for ordrige og langtrukne.”
”Men at sandet i dødsenglens timeglas holder op med at løbe, er vel en illusion?” sagde den skrivende. ”Intet, selv ikke en stor digters ord, kan vel forhindre tiden i at gå?”
”Det er sandt,” sagde Homer. ”Intet i den vågne verden tyder på, at man kan overvinde døden. Når man har set de yndige pigebørn, man sværmede for i sin ungdom, blive forvandlet, først til trinde mødre, sidenhen til gamle krumbøjede hekse, har man ingen illusioner om udødelighed tilbage i sit sind. Derfor var det måske også, at jeg begyndte at interessere mig for mine drømme som for dér at finde de svar, jeg ikke kunne finde i den vågne verden. Af og til bliver jeg opsøgt af unge, håbefulde digterspirer i håb om at få et godt råd. Da proklamerer jeg salutarisk: For at blive digter er det nødvendigt at drømme. Derpå går de unge mænd ofte slukørede bort, fordi de sjældent drømmer og, når de endelig gør det, da har uendeligt svært med at genkalde sig drømmen. Jeg selv er mere en drømmer end en digter. Det siger jeg uden koketteri. Jeg har hele mit liv været en drømmenarkoman. Ligesom den dødeligt syge patient i den sidste terminale fase bliver afhængig af den indtørrede saft fra opiumvalmuen, er jeg blevet afhængig af drømmene, af den nye og ukendte indsigt i det vågne liv, de meddeler mig. Alt, hvad jeg som digter har skabt, har jeg erfaret ved at sove og drømme. Især opvågningstilstanden er frugtbar. På et tidspunkt opdagede jeg nemlig, at jeg i opvågningstilstanden var i stand til at styre de begivenheder, der udspandt sig for mit indre blik. Du tror det måske ikke, men jeg var ombord på Odysseus’ skib, da Odysseus bundet til mastens fod lyttede til sirenernes forførende sang, jeg var til stede i kyklopen Polyfemos’ grotte, da Odysseus blindede hans ensomme øje. Ja, jeg
var Odysseus, jeg
var sirenerne, jeg
var deres forførende sang. Jeg
var Polyfemos, jeg følte hans smerte over at miste synet. Jeg følte Poseidons vrede over, at Odysseus havde blindet hans søn, det var mig, der satte himmel og hav i bevægelse for at besværliggøre Odysseus’ hjemrejse til Ithaka. Jeg lukkede øjnene og ørerne så tit, at de indre syner og de indre lyde til sidst gjorde mig både blind og døv over for den vågne verden. Jeg lærte at se med det indre øje, jeg lærte at høre med det indre øre. Til sidst overvandt jeg i mine drømme døden og fulgte med Odysseus ned i Hades. Jeg mødte mine bedsteforældre. Jeg mødte min mor, det eneste menneske jeg har elsket, og som i mellemtiden også var død. Mit møde med min mor efter døden adskiller sig ikke fra Odysseus’ møde med sin mor i den elvte sang af Odysseen. De to møder spejler sig i hinanden. Hvilket et der tilhører drømmen, og hvilket et der tilhører fortællingen, er ikke mere muligt for mig at afgøre. Skellene mellem drøm, fortælling og vågent liv er ophævet.”
Længe var der tavshed i soveværelset. Da sagde den skrivende med ét: ”Jeg er ikke den du tror jeg er. Jeg er ikke Kalliope.”
”Hvem er du da?” spurgte Homer.
”Jeg er Thanatos,” svarede den skrivende. ”Søn af Natten og Mørket. Bror til Søvnen.”
”Jeg forstår ikke,” sagde Homer. ”Hvad med dine lokker og din chiton? Hvad med dine symboler, skrivetavlen og griflen? Det er jo Kalliopes symboler, ikke Thanatos’.”
”Det er kun en forklædning, jeg har iført mig for at komme dig nær, for at undgå at du, så snart du fornemmede min tilstedeværelse, skulle begynde på en af dine endeløse fortællinger,” sagde Thanatos. ”Inden under de falske lokker, chitonen, griflen og skrivetavlen er mit grinende kranium, timeglasset og leen. Lyt. Kan du høre sandet i mit timeglas løbe? Kan du høre mig slibe min le?”
”Ja, det er Thanatos du har foran dig,” fortsatte Thanatos. ”Thanatos i forklædning som Kalliope. Og spørgsmålet er, om Kalliope overhovedet findes? Jeg har i hvert fald aldrig mødt hende. Jeg er godt nok heller ikke digter. Men det er du jo. Og har du mødt hende? Jeg tror det ikke. Bemærk, at du i din tale i nat overhovedet ikke nævner Kalliope. I stedet for udpeger du i første omgang mig, Thanatos, som den grundlæggende årsag til din digtning og i anden omgang de drømme, som min bror Hypnos skænker dig, som inspirationskilde til denne din digtning, som jeg som sagt er den grundlæggende årsag til. Jeg, Thanatos, er, hvor underligt det end kan lyde, da jeg sædvanligvis antages for et mandligt væsen, din sande muse. Faktisk burde jeg være stødt over, at du ikke har givet mig den anerkendelse, som jeg rettelig fortjener. Det burde have været mig, Thanatos, og ikke min forklædning Kalliope, du i begyndelsen af Odysseen kalder på og beder fortælle, for det var min tilstedeværelse og ikke min forklædning Kalliopes, som gjorde dig i stand til at digte.”
Den næste morgen, da tjenestepigens søn kom for at vise Homer endnu en konkylie, han havde fundet ude ved kysten, i håb om at der ville være mere lyd i den end i den forrige, fandt han til sin store sorg den gamle digter død i sengen.
Tidligere fortælling i serien Overflødige fortællinger:
Det fortryllede slot
