Det forjættede land – to utopiske digte

En dag banker det forjættede land på din dør

En dag banker det forjættede land på din dør.
Det blev træt af at vente på dig på den anden side af ørkenen
og satte sig i bevægelse med sit landskab af mælk og honning.
Som en bristefærdig liljeknop er din ånd mere end redebon.
Til trods for at det er omgivet af møl, rust og tyveknægte,
har dit hjerte altid banket for evigheden.


Der vil komme dage hvor bønnerne bliver hørt

Der vil komme dage, hvor bønnerne bliver hørt.
Der vil komme dage, hvor træerne vokser ind i himlen.
Desværre vil du til den tid af udmattelse og sygdom
ikke længere orke at stå op.
Hjertet kunne i længden ikke bære al denne hjertesorg.
I stedet for vil du fra dit sengeleje overvære,
at en anden realiserer dine drømme.

Det gør ikke noget.
Udmattelsen og sygdommen har gjort dig ædelmodig,
selv om det ligger langt fra
din oprindelige nedrige og jaloux natur.

Som en dirigent, der under publikums applaus
peger over på førsteviolinisten,
vil du pege over på den bejler,
der vandt den elskedes hjerte,
der ifølge Guds oprindelige plan
var bestemt for dig.

Han høstede,
hvad du såede.
Ham bør de hylde,
ikke dig.

Som de ord, der faldt i god jord,
vil du selv snart ligge under mulde.
Gid dit kærlighedsfrø må bære frugt
tredive, tres og hundredefold.