Graven
På en af de store kirkegårde lidt uden for København står der en gravsten af poleret blå granit. Selv på en gråvejrsdag synes krystallerne i den blå granit at tindre som stjernerne på nattehimlen. Indsat i den blå granit er et lille rundt lysende hvidt relief forestillende månegudinden Selene. I sin favn bærer hun to sovende børn. I den blå granit neden under relieffet er indgraveret to navne, belagt med bladguld, en mands og en kvindes — der er, må man gå ud fra, tale om et ægtepar. Af datoerne fremgår det, at de døde med kort tids mellemrum.
Udflugter med mål
Af og til cykler jeg ud og ser til dette gravsted, ser efter, om alt er, som det skal være, og hvis stedmoderblomsterne og isbegonierne, som i sommerhalvåret bliver plantet neden for gravstenen, trænger til vand, fylder jeg en af kirkegårdens gamle zinkvandkander og vander dem. Jeg ved i grunden ikke, hvorfor jeg har denne affinitet til gravstedet. Måske er det blot for at have et mål for udflugten? Andre har en måske en bænk, de cykler efter, en ensomt beliggende bænk, med udsigt ud over havet, hvor de så sætter sig og drikker en medbragt øl, imens de lader tankerne vandre med sølvmågernes og havternernes flugt hen over havet. Sådan en bænk har jeg endnu ikke fundet. I stedet for har jeg dette gravsted.
Julekortet ved gravstenen
For halvandet års tid siden, hen imod jul, da jeg ankom til kirkegården, lå der en krans ved gravstenen, og ved siden af kransen stod der et syltetøjsglas med skruelåg med et kort i. Jeg skruede låget af og tog kortet op. Det lugtede surt; af etiketten fremgik, at der havde været syltede asier i glasset. På kortet stod:
Kære William Alexander
Du ønskes hermed en rigtig glædelig jul, samt et godt og lykkebringende nyt år. Jeg håber, at du har det godt. Jeg var så heldig, da jeg er en ivrig amatørastronom at få øje på dig i mit teleskop i mit observatorium i G., da du faldt ned fra månen. Det må have været en grim oplevelse at falde så dybt, i alt 350.000 kilometer, og du kunne have slået dig rigtig slemt, da du ramte jorden. Heldigvis — som jeg så det i teleskopet — overlevede du på mirakuløs vis faldet. Du slog godt nok hovedet, men ikke slemt, håber jeg. Jeg så, at Von O fandt dig og tog sig af dig, bl.a. sørgede han for at uddanne dig med henblik på dit nye liv på jorden. I dag lever du så i din egen lille lejlighed på Ensomhedens Allé. Af og til har jeg vendt mit altseende teleskop imod din færden på jorden og fulgt med i, hvordan det gik for dig. I begyndelsen var dit ansigt som forstenet. Du var et menneske i sorg. Men Von O gjorde alt, hvad han kunne for at få dig til at smile igen. Dit smil var aldrig langt borte. Du er jo ligesom din mor, dronningen af månen, et menneske, der har let til latter. Du skal bare vide, at vi, din store familie på jorden, savner dig meget og håber at se dig. Du er jo også en del af os.
Mange kærlige hilsener
Din kusine Hypatia, på vegne af din store familie på jorden.
Min første afvisning
Min store familie på jorden? Et øjeblik var jeg et stort spørgsmålstegn. Men så kom jeg i tanke om, at det passede. Min mor, dronningen af månen, havde en søster og en bror på jorden. På et tidspunkt blev hun vred på søsteren og ville ikke have noget med hende og resten af familien at gøre. Sådan kan det gå. På kortet var der angivet alle mulige måder til at komme i kontakt med kusine Hypatia. Adresse, telefonnumre og e-mail-adresse. Jeg havde ikke lyst til at møde hende og resten af min ukendte familie. Måske lidt uretfærdigt forestillede jeg mig dem som storspisende asieelskere og deres hjem som mørke og indelukkede rum, hvor der lugtede sursødt som det indvendige af et ikke tilstrækkeligt rengjort syltetøjsglas. Jeg vidste ikke længe, hvordan jeg skulle reagere, men til sidst skrev jeg følgende e-mail til kusine Hypatia.
Kære kusine Hypatia
Du må undskylde, at jeg først nu svarer på dit kort. Men grunden er, at jeg er lidt i vildrede med, hvad jeg skal svare.
Det er rigtigt, at jeg var så uheldig at falde ned fra månen. Det var som at falde ned i en dyb afgrund. Den første tid efter faldet var meget slem. Jeg var som en fremmed på jorden. Nogle nætter, gerne når det var fuldmåne, stod jeg op og gik udenfor og så op på månen. Jeg led af hjemve. Jeg savnede mit liv på denne jordens drømmeagtige drabant. Mest på grund af min mor dronningen. Jeg elskede og elsker hende stadig. Hun havde et elskende hjerte, den fineste egenskab, et menneske kan have.
I dit kort skriver du, at I håber at se mig. Det kan jeg slet ikke finde ud af at svare på.
På den ene side ville jeg have det meget svært ved pludselig at få en "ny" familie her på jorden i stedet for den "gamle", jeg havde på månen. Da jeg faldt ned fra månen, var det afslutningen på et langt kapitel. Det var en cirkel, der blev afsluttet. Her på jorden er jeg begyndt på en frisk. Samtidig synes jeg også, at det ønske, som min mor, dronningen af månen, udtrykte om ikke at have noget med sin familie på jorden at gøre, bør respekteres.
På den anden side har jeg det meget dårligt med at afvise mennesker, der rækker hånden frem (som jeg føler, at du gør). Jeg er selv blevet afvist af mennesker, bl.a. en pige. Hun hed Camilla og var fra Søborg. Det gjorde meget ondt i mit klovnehjerte. Den smerte vil jeg nødig forårsage hos andre mennesker. Man skal jo behandle andre mennesker, som man selv ønsker at blive behandlet.
Jeg håber, at du kan bruge dette svar til et eller andet, og at du vil modtage det i den ånd, det er skrevet.
Jeg ønsker dig og din familie al mulig lykke fremover.
Med kærlig hilsen
William Alexander Månesøn
Min anden afvisning
Det er det, jeg selv kalder for en høflig afvisning. Hensigten var, at jeg ikke skulle høre mere fra kusine Hypatia. Hvis jeg selv modtog et sådan svar, ville jeg trække følehornene til mig. Men det gjorde kusine Hypatia ikke. Hun kunne tilsyneladende ikke fatte eller acceptere min høflige afvisning. Jeg modtog en lang e-mail, som jeg ikke skal trætte læseren med, hvori hun bl.a. skrev, at hun ikke syntes, at det uvenskab, der opstod mellem min mor, dronningen af månen, og hendes søster, skulle gå ud over mig. Og det var kun begyndelsen. Nu da jeg havde været så uforsigtig at give kusine Hypatia min e-mail-adresse, begyndte hun med jævne mellemrum at sende e-mails til mig. F.eks. blev jeg inviteret til hendes fødselsdag. Jeg måtte igen sætte mig ved tastaturet og formulere et svar.
Kære kusine Hypatia
Tak for invitationen til din fødselsdag.
Jeg må imidlertid desværre melde pas.
Det kan godt være, at det lyder lidt patetisk, men dengang jeg faldt ned fra månen, følte jeg det som, at jeg steg ned i den helvedesskakt, som Dante har beskrevet, og ud over den hjælp, som jeg fik af Von O (min dødsvandrings Vergil), og som jeg er ham dybt taknemmelig for, har det været en ensom færd. Den efterfølgende tid på jorden har jeg brugt på at skabe min egen tilværelse og at blive menneske igen. Det er ikke noget, der sker på fjorten dage. Det tager år. Det er ikke noget, jeg venter at møde forståelse for, for I mennesker i den nordvestlige del af jordkloden lever et hektisk og overfladisk liv, hvor der ikke er plads til dybere følelser. Det er måske barsk formuleret, og der er givetvis nogen, der er uenige i udsagnet, men det er ikke desto mindre sandt. Fred være med det.
Min tid går med at passe mit lille job som (...) på (...) Der prøver jeg på at være så udadvendt og hjælpsom som muligt. Resten af min tid går med at tage imod døde mennesker, der besøger min lille lejlighed på Ensomhedens Allé, og at nedskrive deres fortællinger. Det morer mig, og måske er der også noget helende ved processen?
Mit liv på månen var ikke altid lige let. Min far kongen var en tyran. Han behandlede hverken min mor dronningen eller månens befolkning godt. Man siger, at fædrenes synder straffes på børnene. Jeg håber ikke, at det forholder sig sådan, men i visse sorte stunder kan man ikke undgå at føle, at der er et vist gran af sandhed i udsagnet. For mens min far kongen lod til at leve et ubekymret og egoistisk liv, var det op til hans omgivelser, dvs. min mor dronningen, mig og månens befolkning, at bære byrderne og smerten (sådan virkede det i hvert fald). Og i sidste ende var det kun mig, der havde styrken til det. Nu skal det ikke forstås sådan, at min far kongen var roden til alt ondt, det var snarere den fjende, der boede i hans blod, der var roden til alt ondt. Og selv om jeg ikke har en tyrans hjerte som min far kongen, men en klovns hjerte, så bor den fjende også i mit blod, da mit blod er det samme som min faders. Dette mit klovnehjerte og denne min fjende i blodet (som bestandigt bekriger hinanden) har tilsammen skabt et mærkeligt sammensat menneske. Som prins af månen har jeg blandt andet været plaget af en stor skyldfølelse, en skyldfølelse som min far kongen, ja, vel ikke engang min mor dronningen, var i stand til at føle. Gjorde jeg et eller andet forkert? Hvis man havde levet på en anden måde, kunne de tragiske begivenheder, som førte til mit fald mod jorden, så have været undgået? Den slags spørgsmål kan jeg godt plage mig selv med.
Tillykke med fødselsdagen den (...) Jeg håber, at det bliver en god dag.
Med kærlig hilsen
William Alexander Månesøn
Min tredie og definitive afvisning
Dermed håbede jeg, at jeg ikke kom til at høre mere fra kusine Hypatia. Men ak. For nylig skrev hun til mig igen.
Kære William Alexander
Kunne godt tænke mig at vide hvordan det går med dig ???
Kunne du ikke have lyst til en lille tur til mit observatorium i G. ???????
Mange venlige hilsener din kusine Hypatia
Da fortrød jeg, at jeg overhovedet havde svaret på julekortet ved graven, at jeg ikke bare havde smidt det ud sammen med det surt lugtende syltetøjsglas. Jeg synes, at jeg havde sagt det så tydeligt, som jeg kunne uden at skulle såre unødvendigt. Jeg har ikke lyst til at møde kusine Hypatia. Ja, fremprovokeret af hende ved jeg snart ikke, om jeg overhovedet har lyst til at møde nogen som helst mennesker mere. Ikke engang Camilla fra Søborg. Jeg har ikke den mindste lyst til at se hende igen. Det er, som om relationer til mennesker, man ikke har set længe, har en udløbsdato. Når den bliver overskredet, sætter ligegyldigheden ind. Folk, man ikke ser i det daglige, er som døde. Jeg passer mit arbejde. Jeg taler med Von O. Jeg ved ikke engang, om jeg — hvis Von O byggede det rumskib, han har planer om at bygge efter de tegninger, jeg har fået af en af de døde, jeg har haft besøg af — om jeg så ville flyve tilbage til månen. Hvad skulle jeg dog der? Genoptage mit liv på slottet Stjerneborg som prins af månen? Det hele er så længe siden efterhånden. Jeg er kommet videre. Det er andre tilsyneladende ikke. Til sidst skrev jeg følgende e-mail:
Kære kusine Hypatia
Jeg beklager, at jeg har været lidt tid om at svare. Men jeg synes heller ikke, at du gør det særligt let for mig med dit direkte spørgsmål. Men under alle omstændigheder:
Det går faktisk bedre med mig. I hvert fald med min psykiske tilstand. Jeg har fået begivenhederne omkring mit fald ned fra månen på afstand, og jeg tager gennemgående livet lidt mere afslappet, end jeg gjorde i begyndelsen af denne periode af mit liv. En gang imellem dukker der nogle ubehagelige minder fra min tid på månen op i mit sind, det er ofte begivenheder, hvor jeg føler, at jeg svigtede, men det bliver sjældnere og sjældnere.
Efter en lang sommerferie er jeg begyndt på mit arbejde igen. Arbejdspladsen er lukningstruet. Men det er ikke noget nyt, det har den faktisk været i al den tid, jeg har arbejdet der. Man skal spare. Jeg så helst, at jeg kunne beholde arbejdet. Det er et rart arbejde, bortset fra (...) Det er trættende. Men også det er jeg begyndt at tage mere afslappet. Ud over det har jeg mine små projekter, som jeg arbejder på, noget med at skrive og lave billeder, det har jeg vist nævnt tidligere. Om det går godt med disse projekter? Tja, lidt mere bevægelse kunne jeg godt ønske mig, men det går i hvert fald fremad, selv om det går langsomt.
Jeg har i en periode ikke bevæget mig så meget fysisk. Så tager man på i vægt, desværre. En overgang gik jeg til noget træning i et fitnesscenter. Men jeg holdt op, da vinteren 2009/2010 blev så streng. Så var det ikke sjovt at køre derhen på cykel. Jeg synes heller ikke, at det hjalp særlig meget. Jeg håber på at begynde på at bevæge mig lidt mere. At gå og cykle ture.
Det var så lidt om, hvordan det står til.
Jeg beklager, men jeg har ikke lyst til noget møde. Det gør mig vel ikke til noget ondt og afstumpet menneske? Don't take it personally, som jeg har hørt, at de siger på amerikanske film. Jeg er selv engang blevet afvist. Af en pige, der hed Camilla og var fra Søborg. Har jeg nævnt det før? Nå, men det tog jeg til efterretning. Også det er jeg kommet over.
Dengang jeg levede på månen, handlede jeg tit af pligt og ikke af lyst. Og jeg har tit spillet rollen som forsoner mellem mennesker. Forsoneren, der gør ting af pligt og ikke af lyst. Den rolle ønsker jeg ikke at spille mere. Det er måske derfor, at jeg har fået det bedre? Jeg lader Mælkevejens uforsonlige stivnakker være det, de er. Det er ikke min opgave at frelse dem og universet.
Jeg føler, at jeg har gjort min pligt. Der er ikke flere pligter, der er ikke mere, der skal forsones. Der er ikke noget sår, der skal heles. I hvert fald ikke andre end de små rifter, et helt almindeligt liv på jorden indebærer. Jeg vil ikke spille Jesus Kristus. Det overlader jeg trygt til ham selv. Jeg går ud fra, at han billiger dette. At tro på ham, er vel også at tro på, at han magter det univers, hans egen far har skabt? Jeg passer mit eget lille liv, og det har jeg det OK med. Jeg har ikke noget mellemværende med nogen, jeg har ikke nogen "gæld", der skal betales.
Jeg føler lidt, at det er den rolle som forsoner, du spiller, kusine Hypatia. Det er al ære værd. Hvis det giver en selv mening. Jeg kan bare ikke den rolle mere. Og som sagt: Der er ikke noget, der skal forsones. Det kan godt være, at du synes, at det var noget værre tågesnak, jeg lirede af der, men det er i hvert fald sådan, jeg oplever livet for nuværende. Jeg har ikke lyst til at møde nogen. Jeg har bare lyst til at være for mig selv.
Jeg håber, at det går dig og din datter godt. Jeg er sikker på, at der er masser af indhold i jeres tilværelse.
PS: Jeg håber ikke, at du bliver stødt over nogle af mine formuleringer. Det er ikke min mening. Hvis du gør, så må du være storsindet og tilgive mig.
Med kærlig hilsen
William Alexander Månesøn
