Labyrinten

Jeg drømte, at min etværelseslejlighed på Ensomhedens Allé var en labyrint, og at det ringede på entrédøren. En stemme kaldte på mig udefra.

"Er du hjemme, William Alexander Månesøn?" spurgte den.

"Ja," svarede jeg, men med en stemme, næppe hørlig, fuld af tøven og tvivl.

Jeg rejste mig for at åbne. Det blev en lang rejse hen imod entrédøren. Den kom til at vare i flere år. Undervejs fór jeg vild flere gange i labyrinten. Og til sidst måtte jeg sande, at jeg aldrig ville nå frem. I alle de år rejsen varede, vedblev det med at ringe på døren og vedblev stemmen med at kalde. Hvem var det, der stod udenfor og ville ind? Var det min næste? Var det Gud? Eller var det mig selv, der havde lukket mig ude?

Pegasus og askeskyen

Det er længe siden, at Pegasus har været forbi på Ensomhedens Allé, hvor jeg bor. Måske er det askeskyen fra den islandske vulkan Eyjafjallajokull, der holder den borte? Når den er i stand til at holde rutefly på jorden af frygt for, at de bittesmå, men skarpe glaspartikler, som den består af, skal ødelægge flyenes motorer og slibe cockpitternes vinduer matte, så er den nok også i stand til at holde den bevingede hest fra den græske mytologi på dens vante plads blandt stjernebillederne på himmelhvælvingen.

Måske når sommeren kommer med sine pludseligt opståede uvejr med lyn, torden og frugtbargivende regnskyl, vil alléen, når den ligger øde hen efter uvejrets rasen, med den varme asfalt dampende af regnvand og luften duftende af ozon, igen genlyde af de velkendte vinge- og hovslag. Da vil der igen komme liv i mine marionetdukkefingre. De vil danse henover tastaturet og berette om nyt fra den blå måne og andre spændende steder i universet, hvor du trods din rastløse berejsthed endnu ikke har sat dine fodaftryk. Indtil da må jeg dele skæbne med croquisdukken, som fra sin udkigspost på den øverste hylde i min reol i sin fastlåste positur og med et udtryk af bekymring i sit ansigts årringe betragter den lysende computerskærm med de mange påbegyndte, men aldrig afsluttede fortællinger.