Det er rygtedes blandt de døde, at jeg skriver deres historier ned. Derfor er de begyndt at strømme til min lejlighed for at fortælle deres historie.
Når de døde fortæller, tager jeg notater. Jeg har en masse kladder og skitser til fortællinger liggende. Desværre falder det mig svært at få dem omsat til færdiggjorte fortællinger. Det med ord, punktum, komma og semikolon falder mig ikke let. Jeg sidder tit og stener over en formulering, som jeg ikke kan få til at passe. Det, jeg, ud over at være så præcis som muligt, gerne vil opnå, er, at sætningerne skaber indre billeder i det menneske, der måtte læse dem. Det er vel det, sproget handler om; at skabe billeder i læserens sind?
Jeg har længe, alt for længe, arbejdet med en fortælling med titlen
Trækvinden. Den volder mig store kvaler. Jeg håber snart, at jeg bliver færdig med den. Da vil et åg blive taget fra mine skuldre.
Imens bliver de døde utålmodige. De vil hver især have netop deres fortælling ned på skrift. Det er ligesom at ekspedere en søndag morgen i en bagerbutik uden numre. Det er stressende for et følsomt menneske som mig.
Med billedet, som illustrerer dette indlæg, ønsker jeg at skabe en forestilling om, hvordan det ser ud i min lejlighed, og hvordan min hverdag dér former sig. Forestil dig, at væggene i din lejlighed var fuld af kranier, at de begyndte at tale, hver med deres toneleje, hver med deres egenartede diktion og dialekt. Sikke en kakofoni! Så ved du, hvordan det er at leve i min lejlighed.
Grunden til at et af kranierne er lyserødt, er, at der i en mængde altid er en, der skiller sig ud. Det skal man også have blik for. Tænk på Van Goghs billede af bedet med de blå iris. Midt iblandt de blå iris mødes ens øjne pludselig af en, der er hvid (min ven Jonas Bjerg, der er kunsthistoriker, siger, at Van Goghs billede i virkeligheden er en symbolsk fremstilling af Jesu bjergprædiken, at den hvide iris symboliserer Jesus, og at de blå iris symboliserer folkemængden, han prædiker for). Den enkelte og de mange. Det specielle og det almene. Måske kan man væve et indlæg om det engang ved lejlighed ...
