Membra sumus corporis magni

Membra sumus corporis magni

Det fortælles, at der lever et uhyre i Den Grå By. Det kaldes for Den Hvide Flok. Det består af levende, døde og endnu ikke fødte indbyggere, som er vokset sammen til én stor organisme.

De døde og de endnu ikke fødte svømmer rundt mellem hinanden inden i et ægformet, delvist transparent legeme, som om de var fostre i en kæmpe livmoder. De levende bærer det ægformede legeme, på samme måde som Atlas bærer himmelhvælvet, og som om de var det ægformede legemes øjne og ører, arme og ben. Den Hvide Flok kan på lang afstand minde om en bleg og farveløs kæmpe edderkop.

Den Hvide Floks tusind ansigter, både dem som tilhører de levende, som bærer det ægformede legeme, og dem som tilhører de døde og de endnu ikke fødte, som man kan ane inden i det ægformede, delvist transparente legeme, er blege og har dybe, mørke øjenhuler og hule kinder, berøvet enhver form for individualitet.

Den Hvide Flok taler med én og kun én stemme som koret i den græske tragedie. Det lyder, som om stemmen kommer langt borte fra, som indefra en klippehule eller et stort kirkerum. De, som har hørt Den Hvide Flok tale – og har overlevet det – hævder, at den taler et gammelt, uddødt sprog, sandsynligvis latin eller en dialekt af latin. En studerende, som var i gang med at skrive en opgave om Seneca, hævdede, at han hørte uhyrets tusind munde sige:

”Membra sumus corporis magni.”

Det betyder: "Vi er alle medlemmer af én stor krop."

In hoc signo vincemus

Det fortælles, at en af de døde inden i uhyrets ægformede legeme af og til stiger op mod overfladen og bryder gennem hinden, som omslutter det ægformede legeme, idet den holder et krucifiks i strakt arm frem for sig. En præst hævdede, at han hørte den døde og resten af medlemmerne af Den Hvide Flok sige:

”In hoc signo vincemus.”

Det betyder: ”I dette tegn skal vi sejre.”

Tiden går, og slægt følger slægters gang i Den Grå By, men Den Hvide Flok består. Det er sandt, at de levende medlemmer af Den Hvide Flok, som bærer det ægformede legeme, bliver gamle og dør og synker ind i det ægformede legemes indre og optages blandt de døde, men de ufødte medlemmer i det ægformede legemes indre bliver født og stiger op mod overfladen og bryder gennem hinden, som omgiver det ægformede legeme, og erstatter de faldne atlanter og karyatider. Det sammensatte uhyre er således i stand til at regenerere og kan ikke dø.

Den Hvide Flok har bygget en rede af gamle altre, messehagler og relikvier i krypten under domkirken i Den Grå By. Den sover i reden om dagen, men sniger sig mellem solnedgang og solopgang som en ræv eller en kat lydløst omkring i de dårligt oplyste gader, på udkig efter de fremmede og de fremmedgjorte blandt de ensomme nattevandrere.

Det fortælles, at en ung mand en aften i syv sind gik frem og tilbage ud for en trappe ned til en dør med tallet 666. Kvinden, som huserede bag døren, en midaldrende jødinde med øjne fulde af foragt, havde for vane at modtage ham siddende på en trone i en kælder fuld af kunstfærdigt udformede redskaber, som de kristne martyrer i sin tid var blevet tortureret med, og som jødinden havde fundet blandt relikvierne i domkirkens krypt. Den unge mand var trist til mode. Han tænkte på, at han altid var blevet drillet, både som barn i skolen, ung i gymnasiet og voksen på arbejdspladsen. Han kunne snart ikke udholde mere psykisk smerte. Han ringede på døren igen og igen. Han tiggede og bad jødinden om at vise ham nåde og bringe ham forløsning, men døren med tallet 666 forblev lukket. Støjen måtte have tiltrukket sig omgivelsernes opmærksomhed, for da han vendte sig opgivende om for at tage hjem til sin lille etværelses lejlighed, stod han ansigt til ansigt med Den Hvide Flok. Tusind blege ansigter med dybe, mørke øjenhuler og hule kinder så hovedrystende på ham. Det forekom ham, at han fik øje på sin far og mor blandt de døde inden i det ægformede, delvist transparente legeme. Den Hvide Flok sagde:

”Mors omnia solvit.”

Det betyder:

”Døden opløser alt.”

Mors omnia solvit

Der åbnede sig et kæmpe gab med skarpe tænder i det ægformede legeme. Det slugte den unge mand med hud og hår, på samme måde som en slange sluger et forvildet får. Beboerne, som stod bag vinduerne med lyset slukket i de omkringliggende lejligheder, hævdede, at de så den unge mands fysiske træk langsomt blive opløst i syrebadet i det ægformede, delvist transparente legemes indre. Han fik det samme blege ansigt med dybe, mørke øjenhuler, berøvet enhver form for individualitet, som resten af de døde.

Kirkeklokkerne i Den Grå By begyndte at ringe, som altid når uhyret havde dræbt en af byens indbyggere og optaget ham eller hende som et nyt medlem i sin flok. Domkirkens klokkespil spillede den latinske salme ”Salutis aeternae dator”. Den Hvide Flok sang:

Cohors triumphans Martyrum,

almus Sacerdotum chorus,

et virginalis castitas

nostros reatus abluant.

Det betyder:

”Den himmelske skare af martyrer, jomfruer og præster renser os for synd.”

Regnbuepersonen, kong Nimrod og Babelstårnet

Regnbuepersonen og Babelstårnet

Der står et gammelt tårn midt i Den Grå By. Det ligger delvist i ruiner. Mange tror fejlagtigt, at det er en bygning, men det er i virkeligheden en trappe, en himmeltrappe. Det fortælles, at det var kong Nimrod, som lod tårnet opføre i tidernes morgen. Det var hans plan at kolonisere himlen. Han, som ifølge legenden grundlagde den første egentlige by på jorden, ville grundlægge ikke en, ikke to, men tusind byer blandt stjernerne på himlen. Han ville lave universet om til én stor, sammenhængende by. Det var meningen, at håndværkerne skulle benytte tårnet til at transportere mursten og mørtel op til de himmelske byggepladser.

Det tog mange hundrede år at bygge tårnet, men en skønne dag kunne entreprenøren, et barnebarn af den oprindelige entreprenør, meddele hoffet, at tårnet var fuldendt. Kong Nimrod, som var blevet en gammel, alderssvækket mand, steg som den første i ensom majestæt op ad trapperne, forbi fugleflokkene, gennem skyerne, forbi Månen, forbi Solen, forbi stjernerne, indtil han til sin overraskelse kom op på et tilsyneladende øde plateau. Det stemte overhovedet ikke overens med de overleverede fortællinger, han havde læst i de gamle skrifter på biblioteket i Den Grå By. Det kunne set fra det moderne menneskes mere fremskudte udsigtspost kaldes for kong Nimrods Columbus-moment. Kong Nimrod så sig med den gamle mands sammenknebne øjne omkring i mørket, indtil han et stykke borte fik øje på – ja, hvad var det, han fik øje på? – det vil jeg måske fortælle om engang ved lejlighed. Jeg vil for nuværende i stedet for vende tilbage til nutiden.

Det var nat i Den Grå By. Regnbuepersonen drømte, at den havde fået vinger, at den fløj rundt om tårnet i Den Grå By, og at Solen ikke havde magt til at smelte bivokset, som fuglefjerene var fastgjort til de kunstige vingers skelet med.

”Jeg længes,” sang regnbuepersonen, mens den som en farvestrålende natsværmer fløj i en indadgående spiralbane op mod Nordstjernen. ”Jeg længes efter at møde Gud.”

En regnbuefarvet Hamlet

En regnbuefarvet Hamlet

Regnbuepersonen minder om Hamlet. Den tvivler på alt og tror på intet. Den holder lange enetaler, hvor den spørger og svarer sig selv, men aldrig løser tilværelsens gåde. En tilbagevendende formulering, uanset emne, er, ”at verden ikke er sort-hvid” og at ”roser er røde, violer er blå ...”. Det er imidlertid et tvivlsomt udsagn i den grå by med de grå huse og de grå gader.

Der er udbredt enighed om, at regnbuepersonen giver den grå by med de grå huse og de grå gader kolorit. Byen ville uden regnbuepersonen være som Theben uden Ødipus, Helsingør uden Hamlet og Bjerget uden Erasmus Montanus. Det er i grunden tankevækkende, at det er ”den fremmede”, ”oprøreren” eller ”normbryderen” – det er de bedst beskrivende ord, jeg kan komme i tanke om på nuværende tidspunkt – som kommer til at karakterisere et sted, og ikke den gennemsnitlige indbygger.

Eksil og hjemve. Efter Magritte

Det er uklart, hvor regnbuepersonen oprindelig kommer fra. De fleste indbyggere i den grå by med de grå huse og de grå gader vil nok sige, at det må være langt borte fra, fra en anden og fremmed kulturkreds, men det kan ikke være fra det i vores tid så forkætrede Mellemøsten og Nordafrika på grund af dens farvestrålende pigmentering. Det er også uklart, om den er skabt af Gud, eller om den har skabt sig selv, som den selv tilsyneladende tror, eller om den er det tvivlsomme produkt af den blinde evolution som eksempelvis dronten og den irske kæmpehjort.

Det fortælles, at regnbuepersonen engang faldt i staver ved synet af en lille flok stillidser, som på vej mod mere sydlige himmelstrøg midlertidigt var landet på nogle afblomstrede tidsler for at spise deres frø. Det var, som om den genkendte sig selv i stillidserne og mindedes sit tidligere liv i en anden og bedre verden, som havde haft flere farver, og hvor den havde følt sig mere velkommen.

Det er imidlertid kun gætteri. Regnbuepersonen er måske slet ikke migrant, når det kommer til stykket? Den har måske været her hele tiden, lige siden den grå by med de grå huse og de grå gader blev grundlagt for mange hundrede år siden? Den er imidlertid på grund af dens anderledeshed altid blevet betragtet som en fremmed, som først for nylig er kommet til byen.

Hvem er regnbuepersonen? En indkredsning

Regnbuepersonen i et gråt interiør. Efter Hammershøi

Der hviskes og tiskes i krogene. Den grå by med de grå huse og de grå gader har fået en ny indbygger, en farverig personlighed, et menneske af ubestemmeligt køn, som har striber ligesom en zebra, blot er striberne ikke sorte og hvide, men alle regnbuens farver. Videnskabelige undersøgelser har vist, at den stribede hud indeholder rødt, orange, gult, grønt, blåt og lilla pigment, og at antallet af pigmenter og dermed farveintensiteten øges, når den udsættes for sollys. Det fortælles, at den nye indbygger, som de oprindelige indbyggere i den grå by med de grå huse og grå gader allerede har døbt ”regnbuepersonen”, kan blive næsten selvlysende omkring sankthans. Regnbuepersonen går som en brændende fakkel i alle regnbuens farver gennem byens kvarterer ved midnatstide og oplyser selv de mørkeste kroge. De gadeprostituerede og deres lyssky kunder må holde sig for øjnene for ikke at blive blændet.

Regnbuepersonens genopstandelse. Efter Mantegna

Regnbuepersonen er tilsyneladende i familie med Pico della Mirandolas kamæleon og Nietzsches overmenneske. Den har en flydende identitet. Den er fremtidsvendt. Den ser sig ikke tilbage som Orfeus og Lots hustru. Dens ansigt er vendt mod solopgangen og foråret. Den begynder forfra hele tiden og ser på verden med friske øjne. Den skaber sig selv og sine egne værdier.

”Det er min skæbne,” siger regnbuepersonen med himmelvendte øjne og en tåre i øjenkrogen, ”at dø og genopstå igen og igen i al evighed i den grå by med de grå huse og de grå gader.”

Frøet, mennesket og genopstandelsen

Det florale menneskes fosterudvikling

Den grønne mand talte til folkemængden fra en tribune på den store plads i byen. Han ville have mindet om en tvivlsom politisk agitator, hvis det ikke havde været for, at hans krop var dækket af egeblade, hans hud var lavet af bark, og hans stemme lød som vindens susen i træerne i august måned. Folkemængden bestod af halvt gående, halvt løbende fodgængere, som for et kort øjeblik havde glemt deres forehavender og var stimlet sammen neden for tribunen, hvor den grønne mand stod, for at lytte med sorte øjenhuler i deres voksagtige ansigter, hændervridende og trippende på stedet, som om de skulle tisse.

Den grønne mand som den døde Kristus i graven. Efter Holbein

”Suse, hvisle, suse,” sagde den grønne mand.

Det betyder:

”Det er det enkelte menneskes forbandede pligt at dø og genopstå på denne mørke klode igen og igen i al evighed. Vi bliver til hele tiden. Vi spirer, vi vokser, vi grønnes, vi blomstrer, vi visner, vi rådner. Vi ligger som faunistiske frø i graven i tre dage og tre nætter. Det føles som tretusind år. Hvorfor er vi så små? Hvorfor er vi så bange? Det bliver imidlertid endelig påskemorgen. Vi spirer. Vi genopstår. Spiring og genopstandelse er det samme. Graven er en genopstandelsesmaskine på trods af sin åbenlyse mangel på teknologi. Det faunistiske frø bliver til et floralt menneske eller et floralt dyr, om man vil.”

Den grønne mand som den opstandne Kristus. Efter Grünewald

En mand trådte frem fra menneskemængden.

”Er du ikke en falsk profet?” sagde han. ”Er det ikke det samme gamle illusoriske håb, blot i en ny forklædning, som de mange falske profeter før dig har forsøgt at indgyde os, fordi vi er bange for at dø, fordi vi ikke har levet?”

”Fordi vi ikke har levet,” gentog folkemængden med en fælles, tonløs stemme.

Det var, som om folkemængden ikke bestod af enkelte mennesker med en fri vilje, men var en stor organisme, som ligesom en fugleflok eller en fiskestime tilsyneladende var dirigeret af en mørk og hemmelighedsfuld algoritme.

”Suse, hvisle, suse,” sagde den grønne mand.

Det betyder:

”Ja og nej og alt det midt imellem. Døden findes. Det er sandt. Jegets udslettelse er et faktum. Det gamle menneske dør, men ud af det gamle menneske opstår et nyt menneske. Det nye menneske kender imidlertid ikke det gamle menneske. At det nye menneske ikke kender det gamle menneske, det er det, vi kalder for døden.”

Folkemængden undrede sig over den grønne mands ord og gik i opløsning. De enkelte mennesker gik hver til sit, tankefulde.

Den grønne omstilling. ”Nighthawks” med grønne mænd og kvinder

Den grønne omstilling. ”Nighthawks” med grønne mænd og kvinder

De ensomme storbymennesker på Edward Hoppers billede ”Nighthawks” erstattes af grønne mænd og kvinder. Et egetræ vokser op fra asfalten uden for natcaféen. Asfaltjunglen erstattes af skov.

”Suse, hvisle, suse,” siger de grønne mænd og kvinder.

Det betyder:

”Vi bliver til hele tiden. Vi spirer og vokser. Vi er efterkommere af Dafne. Vi er hybrider i et kontinuum af faser mellem menneske og træ. Vi bliver flere og flere. Det er, som om de kommunistforskrækkede amerikaneres værste mareridt under mccarthyismen er blevet til virkelighed. Blot er vi ikke røde, men grønne. Vi bodysnatcher borgerne – far, mor og børn med falsk bevidsthed – én efter én i de fossile brændstoffers fejlslagne stat. Vi spreder agern, bog og kastanjer i byens gader. Vi spiller tusind år gamle folkeviser på vores magiske fløjter. Frøene spirer. Træerne bryder gennem asfalten. De luftforurenede byer falder én efter én som dominobrikker. Den jordiske civilisations himmelstræbende tårne styrter i grus. Duerne bygger rede i trætoppene. Mariebørnene bor i hule træer og lever af bær og nødder. Vi, det grønne folk, er sædemænd for den kosmiske skov.”

Palimpsest

Palimpsest

1.

Bag teksten er

en anden og ældre tekst.
Bag billedet er
et andet og ældre billede.
Bag ansigtet er
et andet og ældre ansigt.
Bag verden er
en anden og ældre verden.
Af og til, når jeg går en tur i den jordiske by,
får jeg øje på teksterne bag teksterne,
billederne bag billederne,
ansigterne bag ansigterne
og verdnerne bag verdnerne.

2.

Jeg har tre masker:

den levendes, den dødes
og den endnu ikke fødtes ansigt.

3.

Han kommer til syne i spejlet,
med sine dybe øjenhuler og sin brede næse,
vintermorgener,
hvor det sner og min lejlighed forvandles til en grotte,
neandertaleren.

Hybriderne. Samtale mellem Minotauros og den forlorne skildpadde

Hybrider. Minotauros og den forlorne skildpadde

”Jeg var engang,” sagde den forlorne skildpadde, idet tårerne trillede ned ad hans kinder, ”en ægte skildpadde, men da jeg kom i puberteten, begyndte et kalvehoved, to klove og en hale at vokse frem og erstatte skildpaddens tilsvarende dele. Jeg fik allernådigst lov til at beholde skildpaddens skjold og de to forreste luffer. Jeg betragtede med forfærdelse mit spejlbillede i vandpytterne neden for klippefremspringene, når havet trak sig tilbage ved ebbetid. Jeg var hverken fugl eller fisk. Jeg var blevet en fremmed, ikke alene over for min familie og venner, men også over for mig selv. Det afskar mig for evigt fra at fortsætte min uddannelse i havet, hvor jeg havde tilbragt min lykkelige barndom. Ingen køer kan som bekendt leve i havet, undtagen søkøer.”

”Du er faret vild i labyrinten,” sagde Minotauros. ”Du beskriver din forvandling som et fald fra et højere til et lavere stade. Det er den efter min bedste overbevisning ikke. Betragt dit spejlbillede igen, men denne gang ikke kun med følelse, men også med fornuft. Du er ikke mere kun en, men to, og hvordan kan to være mindre end en? Du har et ben i hver lejr, med al den indsigt det medfører. Du er både-og i stedet for enten-eller. Din identitet er flydende. Du bliver til hele tiden. Dit nuværende udseende varer kun et kort øjeblik. Du vil være et andet væsen i morgen, og et tredje i overmorgen. Du svinger som et pendul mellem at være skildpadde og kalv, og måske er det hybridtilstanden, fremmedartet som den er med dens atavistiske træk, som er det fornemme frem for de velkendte start- og sluttilstande? De store kunstnere foretrækker i hvert fald i modsætning til naturvidenskabsmænd og jurister, selv om de ligesom dem søger efter den mest præcise formulering, flertydighed frem for entydighed.”

”Hybriden er udødelig. Det er jeg i al beskedenhed selv et levende eksempel på. Havde jeg kun været mit tyre-jeg, var jeg blevet stukket ihjel af en tyrefægters sværd. Havde jeg kun været mit menneske-jeg, var jeg blevet stanget ihjel af en tyrs horn, men fordi jeg ikke var det ene, og fordi jeg ikke var det andet, blev jeg til noget tredje, som var større end det ene og det andet tilsammen. Jeg blev til arkitektur. Jeg blev til en labyrint, med vidt forgrenede gange af samme størrelse som universet, i hvis inderste kammer to komplementære kræfter kæmper til evig tid. Jeg fik evigt liv.”

Denne hellige lektie skriver pilgrimmen mellem verdnerne:

”Det er ikke start- eller sluttilstanden, som er det interessante, men hybridtilstandene ind imellem, hvor to fundamentalt forskellige væsner slås om overherredømmet i en og samme krop. Det er en borgerkrig mellem masker og skygger, indtil cellerne i det ene væsen har dræbt og fortæret cellerne i det andet væsen. Verden bliver til hele tiden – som nogle få frie ånder har råbt i ørkenen siden tidernes morgen, selv om det tilsyneladende modsiges af termodynamikkens anden hovedsætning – og måske er de morfologiske transformationer af universet og de levende væsner, som bebor og berejser det, de eneste betydende begivenheder? Det enkelte væsen befinder sig til ethvert tidspunkt i en hybrid fase mellem to ydertilstande i et univers, som ligeledes befinder sig i en hybrid fase mellem to ydertilstande. En uafsluttet fortælling inden i en uafsluttet fortælling.”

Den grønne mand

Den grønne mand. Vinter

Det var vinter. Den syge mand besluttede, at han ville finde den grønne mand, som ifølge overleveringen holdt til et sted ude i skoven. Han gik med tunge skridt gennem det snedækkede vinterlandskab. Han måtte af og til standse og støtte sig til et af de gamle træer, som blev mere og mere krogede, efterhånden som han kom længere og længere ind i skoven. Han ledte efter den grønne mands fodspor i sneen, men fandt kun sine egne. Han var lige ved at opgive sit forehavende, da den grønne mand – ud af den blå luft – kom ham i møde med åbne arme.

Den grønne mand bød den syge mand velkommen og inviterede ham indenfor i det gamle, hule egetræ, hvor mariebarnet i sin tid havde boet efter uddrivelsen af himlen. Det forekom én, at hans hud var lavet af knudret bark, ud af hvilken der i stedet for hår, skæg og kropsbehåring voksede friske, grønne blade, og når han talte, lød det ikke som et af verdens kendte sprog, men som vindens susen i skovens trætoppe. Det var naturligvis meget anderledes end at sidde over for ens logisk tænkende praktiserende læge, men efter et kvarters tid holdt man op med at tænke over det.

Den grønne mand tilberedte te af helbredende urter, som han havde sanket under fuldmånen i skovens lysninger og efterfølgende bundet i buketter og hængt ned fra loftet i nærheden af ildstedet. Den syge mand drak den eksotisk smagende te og fik det en lille smule bedre. Det var imidlertid først nu, at den egentlige konsultation begyndte. Den grønne mand åbnede den syge mands bryst. Han betragtede længe den syge mands hjerte gennem sine knyttede næver, som han holdt op foran sine øjne, som om de var en kikkert.

”Suse hvisle suse,” sagde den grønne mand.

Det betyder: ”Det er et mysterium. Et mysterium inden i et mysterium.”

”Hvad ser du?” spurgte den syge mand forskrækket. ”Er det alvorligt? Skal jeg snart dø?”

”Suse hvisle suse,” sagde den grønne mand. ”Nej, det var ikke det, jeg tænkte på, men at dit hjerte ligesom mit er en plante, og at dine blodårer ligesom mine er plantens forgrenede rodnet. Du har imidlertid ret i dine bange anelser. Dit hjerte har det ikke godt. Det er delvist visnet. Du har måske mødt meget modgang i dit liv?”

Den syge mand nikkede. En tåre af samme udseende som saft tappet fra birk, ahorn eller sukkerløn trillede ned ad hans kind.

”Suse hvisle suse,” sagde den grønne mand. ”Fat mod, mit kære tiptipoldebarn. Dit hjerte vil blive helt igen. Du og jeg, florale væsner som vi er, bliver til hele tiden. Den visne plante i dit indre vil grønnes. Nye blade og nye rødder vil vokse frem og erstatte de gamle, visne.”

Den grønne mand. Sommer

Den grønne mand fandt en fløjte frem fra sine gemmer og begyndte at spille. Det var en gammel folkevise, som den syge mand ikke havde hørt, siden hans mor havde strøget ham over håret og sunget for ham ved sengetid for en menneskealder siden. Åh, det gjorde så usigeligt godt. Den syge mand fornemmede, at et eller andet begyndte at krible og krable inden i hans bryst, og at der bredte sig en behagelig følelse i hele hans krop, og at han igen kunne mærke sine fødder og sine hænder. Det var imidlertid ikke kun den syge mand, som forvandlede sig. Den lille verden i en afstand af cirka 25 meter fra det gamle, hule egetræ forvandlede sig også. Sneen smeltede, og træerne sprang ud. Det var sommer.

Marmormanden

Marmormanden

Jeg drømte, at jeg var en surfer i orkanens øje, og at mit navn var skrevet, ikke i vand, men i marmor. Jeg var i ækvilibrium inden i det hulrum, som den brydende bølge dannede om mig som en fødende kvindes livmoder om sit foster. Jeg beundrede med himmelvendte øjne det sakrale rum med de hvælvede vægges gyldne årer. Michelangelo havde fået øje på mig inden i en forvitret blok i stenbruddet, fravalgt af alle andre kunstnere, og havde befriet mig med hammer og mejsel. Det var forår. Skovens vugge blomstrede. Den antikke civilisation var et hjerteslag fra at blive genfødt. Pegasussen foldede sine fjer ud. Det, som menneskene havde på hjertet og på tungen, blev til bevingede ord, selv misforståelser og dumme spørgsmål. Det ulogiske har også en eksistensberettigelse. Jeg var vor tids Diskobolos, det tvivlsomme kompromis mellem Heraklits og Parmenides’ uforenelige verdensbilleder, Goethes frosne musik, eller det sovende barn i det fortryllede slot om man vil.

Jeg vågnede, stiv i lemmerne, lettet over at svedperlerne på panden og regndråberne på ruden var af vand.

Et inkohærent univers

Et inkohærent univers

Der hænger et billede i ungkarlens dagligstue. Den drillesyge kunstner har bevidst valgt seks tilfældige objekter – en statue af en diskoskaster, et bjerg med sne på toppen, en flamingo, en spiralgalakse, Månen og en trompet – og har placeret dem i en ørken. De udgør tilsammen et lille, lukket univers. Et inkohærent univers. Der er tilsyneladende ingen sammenhæng, hverken mellem objekterne eller mellem objekterne og det omgivende rum, men alligevel arbejder ungkarlens hjerne på højtryk for at finde en sammenhæng. Hvad er for eksempel forbindelsen mellem flamingoen og trompeten? Eller spiralgalaksen og ørkenen? Det kan selv Ødipus, som løste Sfinksens gåde, ikke finde ud af, for det er en gåde uden løsning. Ungkarlens hjerne bliver fanget i et negativt tankeloop, som dræner ham for energi. Han beslutter sig for at gå en tur for at adsprede tankerne, men da han kommer tilbage til huset, får han som det første øje på billedet og begynder igen at gruble over dets mening.

Det mærkelige er ikke, at der ikke er nogen mening med livet. Det mærkelige er, at vi forsøger at finde en mening, og at vi – alt efter temperament – bliver fortvivlede eller sorgfulde, når vi ikke kan finde den. Hvor kommer den længsel efter mening fra? Er den plantet i vores sind af Gud? Eller er den et produkt af evolutionen? De individer, som finder en mening med livet – om end det er en illusion – vil fuld af overbevisning formere sig og blive talrige som stjernerne på himlen. De fandt en mening i et tilsyneladende meningsløst univers.

Artemis

Artemis

Guds mange forvandlinger

Morfologisk transformation af Gud til en hummer (AI)

Morfologisk transformation af Gud til en skarnbasse (AI)

Morfologisk transformation af Gud til en blæksprutte (AI)

Morfologisk transformation af Gud til Satan (AI)

Morfologisk transformation af Gud til et barn (AI)

Morfologisk transformation af Gud til en dronte (AI)

Morfologisk transformation af Gud til en rose (AI)

Gud-rose hybrid tilstand (AI)

Det er ikke start- eller sluttilstanden, som er det interessante, men hybridtilstandene ind imellem, hvor to fundamentalt forskellige væsner slås om overherredømmet i en og samme krop. Det er en borgerkrig mellem masker og skygger, indtil cellerne i det ene væsen har dræbt og fortæret cellerne i det andet væsen. Verden bliver til hele tiden – som nogle få frie ånder har råbt i ørkenen siden tidernes morgen, selv om det tilsyneladende modsiges af termodynamikkens anden hovedsætning – og måske er de morfologiske transformationer af universet og de levende væsner, som bebor og berejser det, de eneste betydende begivenheder? Det enkelte væsen befinder sig til ethvert tidspunkt i en hybrid fase mellem to ydertilstande i et univers, som ligeledes befinder sig i en hybrid fase mellem to ydertilstande. En uafsluttet fortælling inden i en uafsluttet fortælling.

Morfologisk transformation

Morfologisk transformation af menneske til insekt. Etienne-Jules Marey (AI)

Forestil dig, sagde dæmonen, en række fotografier af en morfologisk transformation, for eksempel af et menneske som bliver forvandlet til et gigantisk kryb. Det vil sige et såkaldt kronofotografi, en genre inden for fotografiet skabt af Etienne-Jules Marey og Eadweard Muybridge, men som i stedet for som deres halvt videnskabelige, halvt kunstneriske billeder at dokumentere et levende væsens bevægelse, dokumenterer et levende væsens forvandling.

Den hybride fase mellem menneske og insekt

Bemærk, at det ikke er start- eller sluttilstanden, som er det interessante, men hybridtilstandene ind imellem, hvor to fundamentalt forskellige væsner slås om overherredømmet i en og samme krop. Det er en borgerkrig mellem masker og skygger, indtil cellerne i det ene væsen har dræbt og fortæret cellerne i det andet væsen. Verden bliver til hele tiden – som nogle få frie ånder har råbt i ørkenen siden tidernes morgen, selv om det tilsyneladende modsiges af termodynamikkens anden hovedsætning – og måske er de morfologiske transformationer af universet og de levende væsner, som bebor og berejser det, de eneste betydende begivenheder? Det enkelte menneske befinder sig til ethvert tidspunkt i en hybrid fase mellem to ydertilstande i et univers, som ligeledes befinder sig i en hybrid fase mellem to ydertilstande. En uafsluttet fortælling inden i en uafsluttet fortælling.

Morfologisk transformation af menneske til insekt. Eadweard Muybridge (AI)

Der er mange morfologiske transformationer i myterne, eventyrene og de fantastiske fortællinger, men ingen i realismens romaner og noveller, med mindre man regner sygdom, alderdom og død for en morfologisk transformation. Hvordan kan sygdom, alderdom og død være tilblivelse, spørger du måske. Mit foreløbige svar er, at det kan de, fordi den morfologiske transformation både kan være progressiv og regressiv, og at regression ikke nødvendigvis er degeneration. Betragt den evolutionære sekvens finne, pote, luffe. Luffen er ikke en reduktion af poten, sagde sælen til hunden.

Den kosmiske skov

Det biologiske univers

Det er i de mørke tider, at de kommer til syne, profeterne. Det er deres blomstringstid. De ligger og venter med lukkede øjne og foldede hænder i deres kister, som flyder på det forgrenede net af kanaler og bassiner under byen, indtil et skrig endelig bryder stilheden. Det er et mærkeligt skrig. Det kommer fra mange struber og synes på én gang at være tæt på og langt væk. Man kunne forledes til at tro, at det kommer fra byens hospice, hvor en ubuden gæst med lange fingre efter mørkets frembrud går fra stue til stue, hvor de døende ligger og holder dommedag over sig selv og deres liv, og hvor de i den gådefulde time mellem nat og dag opdager, at de er blevet berøvet deres få ejendele: kærestebrevene fra deres ungdomselskede, svendebrevet med udmærkelse, den afdøde ægtefælles vielsesring og fotoalbummet med billeder af slægten: bedsteforældrene foran deres gård med blomstrende frugttræer og barnebarnet omgivet af sine dukker og tøjdyr som både kan synge og danse. Der er imidlertid tale om noget langt større. Det er et akkumuleret skrig. Det er hele menneskeheden, som skriger, alle som har levet, børn, voksne og gamle, fra forhistorisk tid til nu. De kravler op ad stigetrinene i kloakskakterne, profeterne, skubber de tunge dæksler af støbejern til side og stiller sig i gågaderne, på torvene og pladserne og i parkerne.

”Se, profeterne er vågnet,” siger de hjemløse alkoholikere, tiggerne og gademusikanterne og gør plads for det offentlige rums adel. ”De er kommet for at tale om de sidste tider.”

De halvt gående, halvt løbende fodgængere glemmer for et kort øjeblik deres forehavender og stimler sammen om profeterne for at lytte med tomme øjenhuler i deres voksagtige ansigter, hændervridende og trippende på stedet, som om de skal lade vandet. De har gjort deres hjemmearbejde godt, profeterne. De har understreget alle onelinerne i Prædikerens Bog, deltaget i et kursus på det åbne universitet om Sartre og Camus på bageste række med lukkede øjne og nikkende hoveder og set et væld af AI-genererede videoer på YouTube om den moderne fysik. Deres veltalenhed er sagnomspunden.

”Verdens ende er nær,” råber de i kor. ”Alt er tomhed. Livet er meningsløst.”

Det nytter ikke at holde sig for ørerne, synge falderi faldera eller gemme sig på et af toiletterne i stormagasinerne. De trænger ind i dig, profeterne, gennem sprækkerne i din facade. De beslaglægger dit hjerte og dine nyrer. De overtager som en moderne højteknologisk medicin styringen af din krop helt ned på celleniveau. Din stemme lyder, når du åbner munden for at bede fadervor, ikke mere som din egen, men som profeternes. Det, som du vil sige, det siger du ikke, men det, som du ikke vil sige, det siger du. Du er blevet en bugtalerdukke for det absolutte tomrum. Det er allerede fjorten dage siden, at du ankom til byens hospice. Du ligger i den fremmede seng i det fremmede værelse i den fremmede bygning, egyptisk i al sin vælde, en mumie blandt mumier, berøvet alle dine jordiske skatte.

”Livet er meningsløst.”

Det, og ikke fadervor, blev dine sidste ord.

Profetinden

Her kunne fortællingen lige som mange andre fortællinger i de mørke tider ende i en blindgyde. Der var imidlertid en af profeterne, som adskilte sig fra de andre, både hvad angik udseende og budskab. Det var en kvinde i sin bedste alder. Hendes kjole var syet af askeblade, dyppet i smeltet bivoks for at bevare farve og spændstighed. Hun bar som en krone på sit hoved en hjorts forgrenede gevir. Der sad en ugle på hendes venstre underarm. Den lod sit blik vandre hen over de få mennesker, som havde samlet sig i en halvcirkel om profetinden, indtil den – det gav et sæt i den – fik øje på mig. Uglen så vredt, ja næsten hadefuldt på mig, som om den mente at have opdaget en modstander, det desværre uomgængelige sorte får i familien, slangen i paradiset. Den forsøgte at henlede profetindens opmærksomhed på mig, men profetinden ignorerede den og begyndte i stedet for på sin tale:

”Lyt til mig, alle I som har et knust hjerte! Jeg ser for mit indre blik en ny himmel og en ny jord. De to træer i Edens have vokser sammen og bliver til et kosmisk træ som Yggdrasil. Dets bevingede nødder bliver spredt for alle vinde og forvandler det fysiske univers til et biologisk univers med skovklædte galakser, hvor entropien holder op med at vokse og tiden som konsekvens heraf mister sin retning. Fotosyntesen bliver universets nye grundlov. Det tomme rum bliver forvandlet til åndbar atmosfære. Uglerne flyver i skumringen mellem planeterne. Den lille mus på heden har ikke noget at frygte. Vi er alle blevet pythagoræere.

I det biologiske univers er entropi og tid fanget i flora og fauna. Et sekund i det biologiske univers svarer til en million år i det fysiske univers. Det fortælles, at det er en stor begivenhed, når de rustne sekundvisere på alle verdens ure flytter sig et hak. Det sker, når en okse dør mæt af dage på de elysiske marker. Dens kiste følges til graven af de sørgende løver, som den græssede sammen med hele sit liv.

Det er i al beskedenhed min mageløse opdagelse. Det er min vision for et kommende fredsrige i ånden fra Empedokles og Esajas. Det er på den måde, at man skal forstå mine fortællinger, skrevet som de er med de vilde dyrs fodspor i sneen og den sorte muld. De levendes rige erstattes ikke som i kristendommen af to adskilte dødsriger, himmel og helvede, eller som i den moderne fysik af et mørkt og koldt univers med lysår mellem støvkornene, men er under evig transformation fra døde atomer til levende molekyler.

Fotosyntesen og evolutionen overtrumfer de fysiske love. Rubiner, safirer og smaragder bliver erstattet af røde roser, blå iriser og gule primulaer. Universet blomstrer. Duen bygger rede af olivenkviste i lyset fra regnbuen. Der er ingen ende på nattergalens sang. Det er evigt forår.”

Det hule træ

Talen var slut. En ældre mand med skaldet isse, gråsprængt hestehale og lyserød rygsæk begyndte at klappe og råbe bravo, men stoppede, da han opdagede, at ingen fulgte hans eksempel. En stemning af skuffelse havde bredt sig blandt tilhørerne under talen. Profetinden havde ikke formået at overbevise nogen med sine vilde syner, som forekom uden hold i virkeligheden. Hun var åbenbart et af blomsterbørnenes børnebørn, som var vokset op med det tvivlsomme budskab om kærlighed, fred og samhørighed med naturen. Det kunne hun i og for sig ikke gøre for. Hun burde imidlertid have gjort sig en ting klart: Træerne vokser ikke ind i himlen. Det vidste enhver, som havde aflagt sig barnets fastelavnskostume og var blevet voksen. Den lille forsamling gik i opløsning. Tilhørerne gik en efter en bort i nedtrykt sindstilstand. Profetinden stampede arrigt i jorden over sin manglende succes og forlod med blussende røde kinder og næsen i sky stedet. Jeg fulgte – af ren og skær nysgerrighed – efter hende, i en afstand af cirka 25 meter, for at hun ikke skulle opdage mig. Jeg forventede, at hun hvert øjeblik ville løsne et dæksel og kravle ned i kloakkerne. Det skete imidlertid ikke. Profetinden var ikke, som jeg først havde antaget, af de underjordiske vismænds orden. Hun kom åbenbart fra et helt andet sted – men hvor? – det var ikke godt at vide. Hun gik ud mod en af forstæderne, forbi højhuse, over en motorvejsbro, gennem et gammelt villakvarter med mere og mere tilgroede haver, indtil hun for enden af en blind vej standsede ved indgangen til en skov. Var det mon den skov, som hun i sin tale havde forsøgt at fremmane for sine vrangvillige tilhøreres indre blik, den tilsyneladende uendelige skov, endnu under rejsning, ad hvis krogede stier en ny Adam og ny Eva en skønne dag ville nå fiksstjernerne? Der stod ved indgangen til skoven et algebevokset skilt med følgende ordlyd:

”Advarsel! Al færdsel i skoven frarådes. Mangen en digter er faret vild i tidens løb. I flæng kan nævnes: Dante Aligheri, J.P. Jacobsen og Tomas Tranströmer. Der findes endda nogle litteraturforskere, som – om end lidet overbevisende – argumenterer for, at Narkissos og de to kongesønner, som finder henholdsvis Mariebarnet og Tornerose i Grimms eventyr, også bør tælles med blandt de vildfarne får. Den gamle skovridder (ulæseligt årstal).”

Profetinden vendte sig om mod mig.

”Kom!” sagde hun.

”Jeg bor i et gammelt, hult træ, som er foret med mos og blade. Det er mit slot. Der er plads til to personer og en ugle.”

”Jeg lever af rødder og bær om sommeren og nødder om vinteren. Den bedste medicin for et knust hjerte.”

”Lyt!”

Der lød fløjtespil inde fra skoven, akkompagneret af gøgens sang og spættens trommehvirvler. Et stenkast inde ad den krogede skovsti, og den iørefaldende melodi ville måske overdøve skriget fra menneskeheden?

”Det kan du godt opgive, kære profetinde,” sagde uglen. ”Han er ikke en af os. Jeg så det med det samme. Jesu sårmærker, som han forsøger at skjule for sine omgivelser, afslørede ham. Ikke syv vilde heste kan få ham til at forlade den synkende skude, helgen som han er for den gamle himmel og den gamle jord, martyr for meningsløsheden.”

Profetinden trak opgivende på skulderne og gik ind i skoven.

Kundskabens frugt og andre relikvier

Skelettet af hvalen, som slugte profeten Jonas, neden for templet
for de overleverede værdier

I ruinbyen er de døde kun tilsyneladende døde og bliver derfor begravet levende. Bedemanden må slås med ligene for at få dem anbragt i kisterne. Det udarter sig ofte til regulære bryde- og boksekampe. De døde har ingen sportsånd. De spytter en i ansigtet, bider en i øret og sparker til en, selv om man ligger ned. Bedemanden har en boksers melankolske ansigt. Man ser ham ofte efter fyraften sidde med et blåt øje og en brækket næse over et glas brændevin på café den evige genkomst. Stamgæsterne, som kommer forbi, slår ham venskabeligt på skulderen.

”Har det været en hård dag i kapellet, sømand?”

En tåre triller ned ad bedemandens kind og havner i glasset med brændevin.

”De er livlige, de døde, er de ikke?”

Bedemanden bryder hulkende sammen. Denne tilbagevendende begivenhed har givet navn til en drink, bedemandens cocktail, som består af brændevin, kildevand og en knivspids salt.

Det værste er de dage, hvor bedemanden åbner døren ind til café den evige genkomst, og ligene i de kister, som han netop har forseglet, sidder til højbords omgivet af de beundrende stamgæster. De skåler, fortæller sjofle vittigheder og ler i alle tonearter. De ignorerer tilsyneladende bedemanden, men af og til kan en af dem alligevel ikke dy sig for at vende sit delvist forrådnede ansigt mod ham og betragte ham med et skælmsk blik.

Det forekommer imidlertid bedemanden, at han endelig har fundet en god løsning på sine arbejdsmæssige udfordringer. Efter at han med indøvede slagkombinationer har knockoutet de døde og lagt dem i kisterne, stiller han tunge relikvier på kistelågene, så han i ro og mag kan skrue skruerne i og forsegle kisterne, selv om de døde allerede er kommet til bevidsthed igen og hamrer løs på kistelågene inde i kisterne. Relikvierne har han hen ad vejen fundet i krypten under templet for de overleverede værdier. Det er et sted, hvor ubefæstede sjæle let kan fortabe sig. Det fortælles, at bedemanden engang opholdt sig tre dage og tre nætter i krypten. Han fortalte efterfølgende de noget tvivlende indbyggere i ruinbyen, hvordan relikvierne var blevet vakt til live, hvordan krypten var blevet forvandlet til et stort teater, og hvordan han havde overværet de kristnes historie fra verdens skabelse til verdens undergang.

Kundskabens frugt

Her er nogle få eksempler på de mere eller mindre obskure relikvier fra templet for de overleverede værdier:

En afstøbning af kundskabens frugt med bidmærke efter Adam.

Skelettet af den due, som Noa sendte ud fra den åbne luge i arken efter syndfloden, med en vissen olivenkvist i næbbet.

Kraniet af den hval eller hvaløgle, som slugte profeten Jonas.

Den første sten, som det menneske, som var uden synd, blev opfordret til at kaste, men som ikke blev kastet.

En dødsmaske af en helgeninde med opsvulmede kinder, som ifølge legenden skyldes, at hun hele sit liv vendte den anden kind til og modtog den ene lussing efter den anden, indtil hun led martyrdøden.

En glorie, som blev båret af en husmor, som ofrede alt for mand og børn, men blev forladt af dem, hjerteløse mennesker som de var.

Det tomme glas med sovepiller, som den unge mand efterlod sig efter at være blevet drillet som barn i skolen, ung i gymnasiet og voksen på arbejdspladsen.

Forfatteren til denne tekst, som mere er et laboratorium for ideer end en fortælling, ville gerne have nævnt flere eksempler – listen over relikvier, som er samlet i tre store bind, ville i de rette hænder kunne grundlægge en ny teologi – men netop som ånden kom over ham og forvandlede hans tunge til to tunger af ild, begyndte mænd klædt i sort at samle sig på gaden uden for hans bolig. De bankede på døren, den ældste præsenterede sig på latin med en stemme, som lød, som om den kom inde fra en hule, og rakte et brev frem.

Der stod i brevet, at hvis forfatteren nævnte afstøbningerne af de erigererede penisser og opsvulmede kønslæber og klitorisser fra de kristne martyrer, som var døde under tortur, ville han blive retsforfulgt både i den jordiske og himmelske stad. Han burde alvorligt spørge sig selv, om han ville udsætte sit hvirvelløse evangelisk-lutherske legeme for englenes retfærdige straf, ihukommende inkvisitionen, hekseprocesserne og de fortabte sjæles efterliv i de nazistiske koncentrationslejre i helvede, hvor man bliver gasset igen og igen og der bliver syet lampeskærme af ens hud.

Forfatteren græd, både med sine egne og den fiktive karakter bedemandens tårer. Hans mund kyssede den gamle mands ring, ja, hans læber lukkede sig om den store, runde rubin, som lignede en blodfyldt byld, og suttede på den som et lille barn på et bolsje.

”Min mund er lukket med syv segl.”

En nedstigning i et sort hul

Astronaut og sort hul

Det möbiske univers og dets paradoksale geometri. Conquistadorernes dyrekøbte erfaringer. Astronauten Simon Søjlehelgen opdagede på bunden af det sorte hul ikke sit eget, men sin næstes tabte paradis.

Hvad nytter det at finde hjem, tænkte eremitten, når ens forældre i det forjættede land viser sig at være indianere?

Slagt ikke fedekalven. Jeg er vegetar, især hvad angår menneskekød. Jeg undgår håndtryk, klap på skulderen og omfavnelser. Findes der mon nogen større tomhed end den bundløse afgrund bag kvindens kønsåbning? Findes der mon noget mere rædselsvækkende end kvindens rovdyrskrig i natten?

Forklar mig venligst: Hvorfor ender eftersøgningen efter ens komplementære tvilling med sadomasochistiske torturseancer på grev Draculas slot i Transsylvanien? Hvorfor ender den ikke i stedet for med Afternoon Tea på Biblioteket i Alexandria, hvis uendelige bogsamling altid er hjemsøgt af små, lokale brande, og hvor neandertalere med knold i nakken hviskende anbefaler rejselitteratur af Deleuze og Derrida til Homo sapiens?

Jeg drikker Earl Grey og spiser lune scones med smør sammen med Sophia foran kaminen, hvor Heraklits ild brænder. Hun lytter med moderlig overbærenhed til alle mine vilde forestillinger om morgenrødens universer, de umulige mere mulige end de mulige.

Vi vokser sammen, visdommens gudinde og jeg, ikke som et gammelt ægtepar, men som de to træer i Edens have ville have været det uden syndefaldet, og bliver til verdenstræet Yggdrasil. Vores bevingede nødder spredes for alle vinde og forvandler det fysiske univers til et biologisk univers med skovklædte galakser, hvor entropien holder op med at vokse og tiden som konsekvens heraf mister sin retning. Fotosyntesen bliver universets nye grundlov. Det tomme rum forvandles til åndbar atmosfære. Uglerne flyver i skumringen mellem planeterne. Den lille mus på heden har ikke noget at frygte. Vi er alle blevet pythagoræere.

Min barndoms grønne dal, inden min far, mor og søster tog deres masker af og viste deres sande ansigter, hvorfor har du forladt mig?

Jeg råber fra byens tage: ”Min næste og min næstes næste og min næstes næstes næste er metafysik. Samfundet findes ikke.”

Jeg er Jerusalems skomager for folk, som krummer tæer og går i for små sko, og du, din egen lykkes smed med penge på lommen, er min bøddel.

Jeg kaster mig i støvet for det blonde bestie, som jeg tabte jakobskampen til i forlystelsesparken for de frie markedskræfter og den naturlige selektion og går i selvvalgt koncentrationslejr.

Mine gener er indad krogede og fulde af fejl, som en DNA-test har vist. Han er en vanskabning i vores demokrati af rette linjer og retvinklede trekanter, som den svensk talende læge skrev i journalen. Et aborteret foster, som det i sin tid lykkedes for at flygte fra hospitalet, og politiet ikke fandt, til trods for at et portræt af ham som forslået bokser med spædbarnets lukkede øjne og knyttede næver hang i alle byens lygtepæle sammen med efterlysninger at bortløbne katte og bortkomne cykler. Findes der mon nogen mere velduftende parfume for det kasserede menneske end Zyklon B?

Folket som kunne gå på vandet. Det våde elements ædle vilde og deres levevis. Et fragment fra fortællingen "Kærlighedens afmagt"

Folket som kunne gå på vandet. Det våde elements ædle vilde

Her følger et kort rids af, hvad sagkundskaben hævder at vide om folket fra havet.

Havfolkets tøj er syet af sælernes skind. Deres fiskeredskaber, eksempelvis knive og spydspidser, er udskåret af narhvalernes og hvalrossernes stødtænder.

Folket fra havet lever af fisk og skaldyr. Havfuglene flokkes over dem, når de trækker deres til bristepunktet fyldte garn ind.

De høster spiselige tang- og algerarter fra dybets udstrakte skove og enge, herunder en særlig alge, som indeholder nikotin, og som de tørrer og ruller til cigarer, en hemmelighed kaptajn Nemo sandsynligvis har afluret dem.

De skaffer sig ferskvand ved at samle regndråber i beholdere flettet af tang eller syet af sælernes skind og urinblærer – på mange måder minder havfolkets levevis om inuitternes, om end folket fra havet antages at tilbringe det meste af tiden på mere sydlige og gæstfrie breddegrader, nærmere bestemt i farvandet ud for Gibraltarstrædet hvor Atlantis ifølge legenden skulle være sunket i havet.

Af overstående fremgår forhåbentlig, at havfolkets måltider, i øvrigt i lighed med måltiderne om bord på Nautillus, ikke står tilbage for dem, der serveres i de frodigste af jordens landbrugsegne. Havets flora og fauna overgår i mangfoldighed langt landjordens. Det var trods alt – skal man tro den moderne naturvidenskab – i havet, at livets vugge stod.

Havets myter. Et fragment fra fortællingen "Kærlighedens afmagt"

Hendrick van der Decken, kaptajn på den flyvende hollænder

Der findes et folk, som kan gå på vandet. Hvis man opsøger beværtningerne i de store havnebyer, kan man ud på aftenen, når deres øjne er blevet fugtige, høre sømænd fortælle om dem.

Det er de samme sømænd, som fortæller om den flyvende hollænder, så det er nærliggende at tro, at der kunne være – om end ikke en forbindelse – så dog en parallelitet mellem folket fra havet og spøgelsesskibet og dets moralsk tvivlsomme kaptajn, elementernes oprører, Hendrick van der Decken, dømt som han er til at stå på dækket neden for stormasten og affyre sin pistol ind i den aldrig ophørende storm indtil tidernes ende.

Men til trods for, at flere amatørhistorikere uafhængigt af hinanden i ly af natten har tiltvunget sig adgang til hemmelighedsfulde biblioteker og forseglede arkiver, som ellers er lukket for den jævne mands adgang, for at studere deres gamle bøger og dokumenter om havets myter, er det endnu ikke lykkedes for dem at finde den.

Det lader således ikke til, at folket fra havet i lighed med besætningen på den flyvende hollænder soner en utilgivelig synd, som oprindelig truede både den himmelske og jordiske orden, men hvis nærmere omstændigheder fortaber sig i historiens tågelandskaber, og som derfor varierer, alt efter hvem der refererer dem, eller at deres tilsynekomst varsler død og ulykke for de sømænd, som uforvarende er blevet dens vidner.

De forsøger heller ikke at kontakte sømændene for at overrække dem breve, som bliver tungere og tungere for hver tilbagelagt sømil, når sømændene modvilligt har påtaget sig sendebuddets hverv, og som viser sig at være til for længst afdøde personer, når de synkefærdige skibe endelig når i havn.

Nej, tværtimod er de, må man forstå på den herskende klasse, disciple af oplysningen som de hævder at være, uskylden selv, uspoleret som de antages at være af vores – det vil sige den vestlige verdens – civilisation og kultur, og måske er det ligefrem fraværet af denne usynlige byrde, som vi vesterlændinge til stadighed må bære rundt på, som gør dem i stand til at gå på vandet? Ifølge denne opfattelse kan de således med nogen ret siges at være det våde elements udgave af de ædle vilde.

Det er derfor heller ikke på nogen måde en angstfremkaldende oplevelse for sømændene at møde folket fra havet.

Det er, som når tilsyneladende legesyge delfiner uventet dukker op og udfører akrobatiske spring i det skumfyldte vand omkring skibenes stævne og køle.

Med beundrende blikke overværer sømændene folket fra havet bevæge sig i gåsegang hen over bølgekammene, som om de var udspændte liner, uberørt af stormen, tilsyneladende lavet af det samme stof som orkanens inderste stillestående kerne. De store bølger med hvide skumtoppe er ikke nogen udfordring for dem. Det svarer til kuperet terræn for hyrder og andre omkringstrejfende vandringsmænd på landjorden.

Og når den enkelte sømand om aftenen kaster et sidste blik ud gennem koøjet, inden han går til ro, og et sted ude i mørket, hvor himmel og hav står i et, får øje på havfolkets blafrende fakler og bål, hvor de har slået lejr for natten, kan han ikke undgå at føle den samme samhørighed med dem, som de første mennesker må have følt med de gøende, syngende, tudende og kukkende dyr i urtidsnatten.