Hybriderne. Samtale mellem Minotauros og den forlorne skildpadde

Hybrider. Minotauros og den forlorne skildpadde

”Jeg var engang,” sagde den forlorne skildpadde, idet tårerne trillede ned ad hans kinder, ”en ægte skildpadde, men da jeg kom i puberteten, begyndte et kalvehoved, to klove og en hale at vokse frem og erstatte skildpaddens tilsvarende dele. Jeg fik allernådigst lov til at beholde skildpaddens skjold og de to forreste luffer. Jeg betragtede med forfærdelse mit spejlbillede i vandpytterne neden for klippefremspringene, når havet trak sig tilbage ved ebbetid. Jeg var hverken fugl eller fisk. Jeg var blevet en fremmed, ikke alene over for min familie og venner, men også over for mig selv. Det afskar mig for evigt fra at fortsætte min uddannelse i havet, hvor jeg havde tilbragt min lykkelige barndom. Ingen køer kan som bekendt leve i havet, undtagen søkøer.”

”Du er faret vild i labyrinten,” sagde Minotauros. ”Du beskriver din forvandling som et fald fra et højere til et lavere stade. Det er den efter min bedste overbevisning ikke. Betragt dit spejlbillede igen, men denne gang ikke kun med følelse, men også med fornuft. Du er ikke mere kun en, men to, og hvordan kan to være mindre end en? Du har et ben i hver lejr, med al den indsigt det medfører. Du er både-og i stedet for enten-eller. Din identitet er flydende. Du bliver til hele tiden. Dit nuværende udseende varer kun et kort øjeblik. Du vil være et andet væsen i morgen, og et tredje i overmorgen. Du svinger som et pendul mellem at være skildpadde og kalv, og måske er det hybridtilstanden, fremmedartet som den er med dens atavistiske træk, som er det fornemme frem for de velkendte start- og sluttilstande? De store kunstnere foretrækker i hvert fald i modsætning til naturvidenskabsmænd og jurister, selv om de ligesom dem søger efter den mest præcise formulering, flertydighed frem for entydighed.”

”Hybriden er udødelig. Det er jeg i al beskedenhed selv et levende eksempel på. Havde jeg kun været mit tyre-jeg, var jeg blevet stukket ihjel af en tyrefægters sværd. Havde jeg kun været mit menneske-jeg, var jeg blevet stanget ihjel af en tyrs horn, men fordi jeg ikke var det ene, og fordi jeg ikke var det andet, blev jeg til noget tredje, som var større end det ene og det andet tilsammen. Jeg blev til arkitektur. Jeg blev til en labyrint, med vidt forgrenede gange af samme størrelse som universet, i hvis inderste kammer to komplementære kræfter kæmper til evig tid. Jeg fik evigt liv.”

Denne hellige lektie skriver pilgrimmen mellem verdnerne:

”Det er ikke start- eller sluttilstanden, som er det interessante, men hybridtilstandene ind imellem, hvor to fundamentalt forskellige væsner slås om overherredømmet i en og samme krop. Det er en borgerkrig mellem masker og skygger, indtil cellerne i det ene væsen har dræbt og fortæret cellerne i det andet væsen. Verden bliver til hele tiden – som nogle få frie ånder har råbt i ørkenen siden tidernes morgen, selv om det tilsyneladende modsiges af termodynamikkens anden hovedsætning – og måske er de morfologiske transformationer af universet og de levende væsner, som bebor og berejser det, de eneste betydende begivenheder? Det enkelte væsen befinder sig til ethvert tidspunkt i en hybrid fase mellem to ydertilstande i et univers, som ligeledes befinder sig i en hybrid fase mellem to ydertilstande. En uafsluttet fortælling inden i en uafsluttet fortælling.”