Teaterbarnet

De døde er ikke døde. Når det bliver aften, kommer de ind i min stue og begynder at fortælle ...

En aften kom et barn ind og satte sig i øreklapstolen, der står i hjørnet af min stue. Til at begynde med troede jeg, at det var et barn som alle andre, jeg havde foran mig. Men snart efter opdagede jeg, at der i virkeligheden var tale om to børn, som så at sige var til stede i et og samme barn, i et og samme nu. Det var, som om barnet havde den samme egenskab som et fikserbillede. Nogle gange, når jeg så på det, så jeg et barn med mørkblondt hår og et melankolsk temperament. Andre gange så jeg et barn med ildrødt hår og et sangvinsk temperament. Hvis man forestillede sig, at det var muligt at lave en skala over graden af det at være siamesiske tvillinger, da repræsenterede barnet det sidste – hypotetiske, men teoretisk set mulige – stadie, inden de siamesiske tvillinger bliver til ét individ.

Efter at min første overraskelse havde lagt sig, begyndte det døde barn på sin fortælling. Det følgende er en nøjagtig gengivelse af, hvad det fortalte mig den aften.

Det indespærrede barn

Et barn blev af sine forældre holdt indespærret i det, som barnet med tiden kom til at opfatte som det indre af et teater. Hver aften sad barnet som en blandt mange andre tilskuere i en prægtig teatersal og overværede den forestilling, som teatret netop for tiden havde på plakaten, og hvori forældrene, som tilsyneladende var ansat som skuespillere ved teatret – andet gav for barnet at se ikke mening – ofte medvirkede. Når forestillingen var spillet til ende, skuespillerne havde modtaget tilskuernes applaus, og tilskuerne var brudt op og havde efterladt barnet alene tilbage, klædte det sig af og lagde sig til at sove i en seng, der af forældrene var opstillet til det i en mørk krog af teatersalen.

Tiden gik. Barnet voksede op. Dets hår ændrede farve fra at være lysblond til at være mellemblond og fra at være mellemblond til at være mørkblond, til barnets store sorg, men som det ikke desto mindre var almindeligt blandt skuespillernes børn på teatret. Barnet blev bekendt med mange skuespil. Men da der tilsyneladende kun var skrevet et endeligt antal skuespil og ikke blev skrevet nye af tilstrækkelig høj kvalitet til, at teatrets ledelse ønskede at opføre dem, var mange af skuespillene blot gentagelser af tidligere opførte skuespil, og da barnet endvidere aldrig selv fik lov til at spille med, da det af forældrene og teatrets ledelse – denne på en gang usynlige, men allestedsnærværende ledelse – tilsyneladende ikke blev anset for at have talent for skuespil, tændtes i barnet en uudslukkelig længsel efter et andet slags liv. Hvad dette andet liv gik ud på, og hvordan det kunne realiseres, kunne barnet som udgangspunkt af gode grunde ikke have nogen forestilling om, da det kun kendte til livet som tilskuer i teatersalen.

Universernes kamp

Da barnet fyldte femten år, fik det imidlertid den ejendommelige tanke, at der eksisterede en verden uden for teatret, at teatret lå ud til en plads, som blot var en lille del af en storby med huse, gader, parker og så videre.

Det var for barnet en stor glæde at befolke denne nyopdagede verden i dets indre med biler, busser, cyklister, fodgængere og hunde, som fodgængerne gik tur med, og tit sad barnet på sin plads blandt tilskuerne i teatersalen i færd med dette i stedet for at følge med i skuespillet på scenen, hvilket forårsagede, at det ikke lo, når de andre tilskuere lo, og lo, når der ikke var noget at le ad på scenen, men noget at le ad i tankerne, hvilket i høj grad generede de omkringsiddende tilskuere.

Da barnet adspurgt af forældrene om årsagen til dets ejendommelige opførsel fortalte om den forestilling om en verden hinsides teatret, det havde fået, afviste de den imidlertid som ren spekulation med en voldsomhed, som kom bag på barnet. Ja, det kom til en hel lille scene, hvor forældrene løb rundt om barnet udfoldende deres næsten uudtømmelige repertoire af skabagtige mimiker og fagter. Teatret var, forsøgte forældrene indtrængende at overbevise barnet om, den eneste virkelighed, der eksisterede, og det var deres pligt som forældre at fastholde barnet på denne virkelighed.

Til at begynde med – måske fordi barnet havde oprigtig svært ved at forestille sig teatret frit svævende i det tomme rum – tog barnet til genmæle mod sine forældre. Undervejs i den ophedede diskussion kom forældrene uden at have ondt i sinde til at fremstille sig selv som rationelle væsner, barnet som et irrationelt væsen, og dets forestilling om en verden uden for teatret som fantasi eller ønsketænkning, som sandsynligvis var opstået på grund af barnets manglende talent for skuespil. Barnet kunne da ikke undgå andet end at få den tanke, at dets manglende talent for skuespil var årsag til en stor sorg for forældrene. Men hvis det vitterlig forholdt sig således, var det så i grunden ikke dybt uretfærdigt? Burde barnets manglende talent for skuespil ikke tværtimod have været årsag til forældrenes store glæde? Familien havde en hund, som på grund af hundeslægtens laverestående natur var ude i stand til at foregive og spille skuespil, og denne hund elskede forældrene ubetinget, modsat deres skuespillerkollegaer, som de ofte talte ondt om, når de var alene. Kærlighed og skuespil var tilsyneladende hinandens modsætninger. Hvad angik kærlighed, var hunden for barnet et uopnåeligt forbillede. Barnet følte, at det på sin plads blandt tilskuerne i teatersalen befandt sig i en mørk dal mellem to lyksalighedens bjergtinder: hundekurven og teaterscenen, kærligheden og skuespillet.

Hvorom alting er, så lykkedes det i første omgang for forældrene at få fredsommeliggjort barnet, som grundlæggende var et artigt og et en anelse uselvstændigt barn, i dets gryende oprør mod den herskende verdensorden, så det var i grunden – selv for barnet selv – en anelse uklart, hvad der i sidste ende alligevel fik barnet til at kaste de usynlige lænker, som lænkede det til dets sæde i teatersalen, forældrene og hunden, af sig, og fik det til at begive sig ud på sit livs opdagelsesrejse.

Himmelbarnet

Måske spillede det ind, at barnet flere gange blandt de øvrige tilskuere havde bemærket et barn med ildrødt hår i et himmelblåt jakkesæt, hvorpå små, lysende planeter, stjerner og galakser var fastgjort. Det fremmede barn var af omtrent samme alder, højde og udseende som barnet selv, når man så bort fra det fremmede barns ildrøde hår og det blå jakkesæt med lysende planeter, stjerner og galakser, som det altid var iført. Det var, som om det rødhårede barn var et spejlbillede af det mørkblonde barn, blot forvrængede det tænkte spejl, som var det en tryllekunstners rekvisit, det mørkblonde barns spejlbillede, så dets hår fremstod ildrødt. Barnet omtalte i tankerne det fremmede barn med det ildrøde hår som himmelbarnet, og sig selv som teaterbarnet. Måske ville teaterbarnet en dag blive venner med himmelbarnet, tænkte teaterbarnet. Måske ville teaterbarnet en dag møde himmelbarnet i den verden, som teaterbarnet forestillede sig lå uden for teatret? Og måske ville de da, teaterbarnet og himmelbarnet, i et kærligt favntag forenes og gendannes til det kosmologiske menneske, det sol-, jord-, eller måneafkom, som de i tidernes morgen før den smertelige adskillelse oprindeligt havde udgjort?

Himmelbarnet kom ofte til premiererne, og når det satte sig eller rejste sig fra sit sæde en, to, eller tre stolerækker foran teaterbarnet, var det, som om det forsøgte at fange teaterbarnets opmærksomhed med sit blik, og når det lykkedes, betragtede det teaterbarnet med et så indtrængende blik, at teaterbarnet til sidst måtte se rødmende bort. Teaterbarnet forstod ikke at tyde himmelbarnets gådefulde blik. En ting stod imidlertid lysende klart: Der var en ærlighed i himmelbarnets øjne, som ikke var i forældrenes flakkende skuespillerøjne, altid i færd med at afsøge omgivelserne for medlevende og bifaldende publikum som de var.

En aften, da forestillingen var ovre, fandt teaterbarnet et rødt og skinnende æble, som himmelbarnet havde efterladt på sit sæde, til trods for at det var strengt forbudt at medbringe mad og drikke i teatret. Teaterbarnet betragtede længe det i dets øjne vidunderlige æble, og da det endelig tog mod til sig og tog en bid af æblet, fyldtes dets mund med en friskhed og sødme, som forplantede sig til alle dele af kroppen, at teaterbarnet sluttede, at æblet måtte have groet på et træ, som voksede i en have i en anden verden under en himmel med planeter, stjerner og galakser.

Og måske var det disse begivenheder – himmelbarnets besøg i teatret, dets indtrængende blik og det vidunderlige æble som et indicium på en verden uden for teatret – som i sidste ende vækkede den opdagelsesrejsendes målrettede handlekraft hos teaterbarnet og fik det til det til at afsøge teatrets yderste grænser for om muligt at finde en udgang.

Rejsen til verdens ende

En aften, da forestillingen var spillet til ende, og tilskuerne var brudt op og havde efterladt teaterbarnet alene tilbage, klædte det sig som sædvanlig af og lagde sig til at sove i den seng, der af forældrene var opstillet til det i en mørk krog af teatersalen. Men da det efter et stykke tid kunne høre, at resten af teatret var gået til ro og der var blevet helt stille i teatret, stod det op, klædte sig på og forlod teatersalen. Et øjeblik stod teaterbarnet rådvild i korridoren, som det var kommet ud i. Det havde mærkværdigvis aldrig spekuleret over, hvor tilskuerne gik hen, når forestillingerne var ovre. Det havde ureflekteret antaget, at de fortrak til andre dele af teatret, hvor de opholdt sig mellem forestillingerne. Men i hvilken retning skulle det selv vælge at gå?

Det var næsten helt mørkt i korridoren. Et sted et stykke bort i korridoren lå imidlertid en genstand og lyste på gulvet. Teaterbarnet løb derhen og samlede den op. Det var en lille stjerne. Teaterbarnet genkendte den som en af de stjerner, som sad på himmelbarnets himmelblå jakkesæt. Lidt længere henne lå endnu en genstand og skinnede i mørket. Teaterbarnet løb derhen og samlede den op. Det var en lille rød planet med ringe omkring sig. Og sådan fortsatte der med at ligge små lysende planeter, stjerner og galakser med jævne mellemrum. Det var, som om himmelbarnet på denne måde ønskede at vise vej ud af teatret for teaterbarnet. Uden denne hjælp var teaterbarnet sandsynligvis faret vild i de mørke labyrintiske gange.

På et tidspunkt hørtes langt borte en hunds klagende hyl. Det lød så sorgfuldt. Det var, som om hunden – selvom det i grunden ikke lod sig afgøre, om det var forældrenes hund eller en vildtfremmed hund – ikke alene udtrykte sin egen sorg og smerte, men også forældrenes. Da var teaterbarnet lige ved at vende om, men det kunne ikke, det kunne ikke mere udholde livet som tilskuer i teatersalen. Efter at have gået i en rum tid – hvor længe er ikke godt at vide, det var, som om tiden gik langsommere og langsommere, for hver skridt teaterbarnet tog – kom det endelig ud til teatrets vestibule.

”For den blaserte teatergænger, som jævnligt overværer teatrets forestillinger,” tænkte teaterbarnet, ”er der sandsynligvis intet usædvanligt ved denne vestibule, men for mig er det et fortryllet sted, en magisk tærskel mellem teatret og det, som overskrider teatret, det, som ligger hinsides den verden, jeg hidtil har kendt. Det er Ultima Thule, den kendte verdens yderste provins. Det er den sidste vinding på babyloniernes tårn, ifald arbejdet på det havde fået lov at blive gjort færdigt. Det er den sidste jordiske grænse.”

Teaterbarnet gik hen til indgangsdøren. Et øjeblik stod det og tøvede. Så åbnede det døren og trådte forsigtigt ud ...

Ja, ud i hvad? Hvad var der mon uden for teatret?

Var det, som teaterbarnets forældre havde sagt, det tomme rum, intetheden, det rene ingenting? Eller lå der, som teaterbarnet selv forestillede sig, en plads som en del af en storby med huse, gader, parker og så videre?

Det viste sig heldigvis, at der uden for indgangsdøren, nøjagtig som teaterbarnet havde forestillet sig det i sine tanker, lå en plads. Så man bort fra gadebelysningen, lå den, da det var nat, hen i mørke. Teaterbarnet lukkede døren efter sig og gik ud og stillede sig mellem de to irrede bronzestatuer af to skuespilforfattere, der var opstillet på afsatsen af den flade trappe, som førte op til teatrets indgang, som var de gnostiske demiurger eller kartesianske onde dæmoner, der vogtede over den illusoriske verden bag teatrets mure, som de med deres ord havde skabt. Teaterbarnet så med klare øjne op på dem, helt uden bitterhed, selv om de på en måde havde gjort det så forfærdeligt ondt ved aldrig at have skrevet en rolle til det, det havde magtet at spille. Der var, følte barnet, så meget andet spændende at se på nu, i stedet for at grunde over årsagerne til ens uforløste liv.

Der var trods det sene tidspunkt en livlig trafik på pladsen. Biler, busser, cyklister, fodgængere og hunde, som fodgængerne gik tur med. Teaterbarnet kunne med det samme se, at det var en helt anden slags mennesker end dem, som befolkede teatret. Det var ikke mennesker, som foregav og spillede skuespil. Sagde de godaften til en, som allerede nogle stykker havde gjort det til teaterbarnet, var det noget, de mente, og ikke en blot replik i et manuskript skrevet af skuespilforfatter, som ikke lod til at føle noget for sine figurer. Det var mennesker, som lod til at være tro mod deres indre. Der var tilsyneladende ingen forskel på deres ydre og indre. Ja, det forekom teaterbarnet, at man kunne se lige igennem dem, som om de var røntgenstråle hologrammer, eller som om de var Möbiusbånd, hvis indre og ydre kan siges at udgøres af en og samme flade. Det stod, som om man var den almægtige Gud, enhver frit for at ransage en næstes hjerte og nyrer, og det virkede til at begynde med meget tillokkende på teaterbarnet, om end det også havde den bivirkning, at det gav menneskene i verdenen uden for teatret et noget spøgelsesagtigt udseende.

Det var imidlertid en lille skikkelse, på den anden side af pladsen, som tiltrak teaterbarnets opmærksomhed. Den løftede hånden, som om den hilste på teaterbarnet og ønskede, at det skulle komme nærmere – teaterbarnet havde, i samme øjeblik den lille skikkelse havde løftet hånden og hilst, uvilkårligt løftet sin egen hånd og hilst igen, ja, det var i grunden uklart, hvem af de to der havde taget initiativet til alt dette vinkeri. Forsigtigt begyndte teaterbarnet at gå over pladsen hen imod skikkelsen. Idet teaterbarnet begyndte at gå, begyndte den lille skikkelse på den anden side af pladsen også at gå hen imod teaterbarnet. Da teaterbarnet var kommet helt hen til den lille skikkelse – det skete nøjagtig midt på pladsen – under fuldmånen, som netop i dette øjeblik hvid som en afpillet hovedskal og med smerteligt tydelige kratere og have kom til syne i et cirkelrund åbning i skydækket – opdagede det, at det var ingen anden end himmelbarnet med det ildrøde hår i det himmelblå jakkesæt med planeter, stjerner og galakser, som stod foran det.

Den himmelske forening

”Endelig tog du dig sammen,” sagde himmelbarnet til teaterbarnet i et let bebrejdende tonefald. ”Du skulle bare vide, hvor længe jeg har stået og ventet på dig herude. Du skulle bare vide alt det, jeg har gjort for at vinde dig over på min side. Når jeg kom til forestillingerne i teatret, var det alene for din skyld, for ligesom alle andre himmelmennesker interesserer jeg mig ikke det mindste for skuespil. Jeg forsøgte med alle midler at få din opmærksomhed, dog uden at vække teatrets skuespillere, instruktører og andet personales mistanke – havde de opdaget min mission, var jeg blevet smidt ud og forment adgang for altid. Jeg ville have dig til at bryde ud af teatret, så du kunne se det udefra. Der er et gammel ord blandt os himmelmennesker, som siger: Man kender ikke et hus, før man har set den både indefra og udefra. Det gælder naturligvis også, når huset som i dit tilfælde er et teater. Prøv at se.”

De to børn vendte sig om mod teatret.

”Hvor er teatret lille, set herfra hvor vi står,” udbrød teaterbarnet forbavset. ”Set indefra forekom det at være så stort. Ja, min mor og far ville have mig til at tro, at det udgjorde hele verden. Tænk, hvis de kunne se, hvad jeg ser nu.”

”Tror du, at du vil komme til at savne teatret i det nye liv, som du står over for at skulle begynde nu?” spurgte himmelbarnet.

”Nej,” sagde teaterbarnet. ”Det er ikke rart at leve i et teater, når man som mig ikke har talent for skuespil.”

En tåre trillede ned ad teaterbarnets kind. Himmelbarnet bemærkede det og blev også bevæget. De to børn omfavnede hinanden, og da skete der noget forunderligt, som teaterbarnet næppe trods sin veludviklede fantasi havde kunnet forudse fra sin plads blandt tilskuerne i teatersalen: Dér, hvor teaterbarnet i omfavnelsen berørte himmelbarnet, syntes det selv at gå i opløsning og forsvinde i den blå luft – på samme måde som et menneske, som er sprunget over bord fra et skib, synes at forenes med og opsluges af sit spejlbillede i overfladen af det dyb, det har til hensigt at drukne sig selv i – indtil der ikke mere var noget at se. Forældrene sørgede resten af livet over deres tab.

De identiske tvillinger

De døde er ikke døde. Når det bliver aften, kommer de ind i min stue og begynder at fortælle ...

En aften kom en mand ind og satte sig i øreklapstolen, der står i hjørnet af min stue. Ved det første øjekast kunne jeg ikke bemærke noget usædvanligt ved manden. Han lignede en ganske almindelig mand. Men da han takkede høfligt for, at han måtte komme ind i VORES stue, studsede jeg alligevel lidt. "Vores?" spurgte jeg forsigtigt. "Ja, dig," sagde han, idet han pegede på mig. "Og din bror." tilføjede han, idet han pegede på mit spejlbillede i det spejl, som hænger i min stue. Den døde begyndte derpå sin fortælling. Det følgende er en nøjagtig gengivelse af, hvad han fortalte mig den aften.

De identiske tvillinger (nyt billede tilføjet 5.4.2026)

Det var min lod i tilværelsen at blive forelsket i to søstre, som var identiske tvillinger. Ikke alene lignede de hinanden som to dråber vand, de havde også synkrone bevægelser. At se dem danse — de to tvillinger var nemlig begge balletdansere — hensatte mig i den målløse beundring, der er et af vidnesbyrdene om den sande forelskelse. Selv da den ene tvilling under udførelsen af et særligt vanskeligt spring var så uheldig at falde, da valgte den anden tvilling i søsterlig kærlighed at falde på den nøjagtig tilsvarende måde, hvilket gjorde, at jeg ikke betragtede faldet som et uheld, men som et stort kunststykke.

Denne perfekte lighed i tvillingernes udseende og bevægelser satte mig imidlertid i et dilemma. For hvem af de to tvillinger skulle jeg vælge at gifte mig med? Hver gang jeg var sammen med dem, studerede jeg dem indgående i håb om at finde en forskel og dermed en grund til at foretrække den ene frem for den anden. Men ak, det var umuligt for mig at finde selv den mindste forskel. Havde den ene tvilling dog blot haft en skønhedsplet, den anden ikke havde, da havde jeg valgt den pletfrie tvilling, thi jeg er et menneske, der søger perfektionen.

Når jeg imidlertid befandt mig uden for tvillingernes tryllekreds og ved mine fulde fem kunne ræsonnere over de sanseindtryk, som jeg løbende fik under samværet med tvillingerne, indså jeg, at der var noget, der ikke stemte; ingen mennesker, selv ikke identiske tvillinger, er uden forsæt i stand til at gøre alle bevægelser synkront. Den ene af tvillingerne måtte være den første (om ikke andet så have været den første til at komme ud af deres fælles moders liv, ligesom det var tilfældet med Esau, som i sin moders liv kæmpede om den førstefødtes privilegier med sin tvillingebror Jacob), og den anden tvilling kunne således opfattes som en, der imiterede den førstefødtes autentiske bevægelser. Mine øjne var imidlertid ikke stand til at registrere, hvem af tvillingerne der gjorde de autentiske bevægelser, og hvem der gjorde de imiterede, da de imiterede bevægelser blev gjort med en forsinkelse på blot få hundrededele af et sekund.

En skæbnesvanger aften — fuldmånen fordoblede sine kratere og sletter af basalt ned til den mindste detalje i den spejlblanke sø ved tvillingernes hus, hvor jeg denne aften var gæst — besluttede jeg mig for at få sagen oplyst. Hvem af de to var kopien? spurgte jeg i et bydende tonefald tvillingerne, som var jeg en gårdvagt, der havde grebet to uvorne børn på fersk gerning. Det udløste stor vrede hos begge tvillinger. De skældte mig ud. Hvad var det for et menneskesyn, jeg havde? Alle mennesker var unikke. Alle var særegne. Der fandtes ingen kopier i menneskenes verden. Men lidt senere kom den ene af søstrene ud i den månebelyste have, hvor jeg under tvillingernes ukontrollerede følelsesudbrud var søgt ud, og sagde med forgrædte øjne lavmælt, at det var den anden tvilling, der var kopien. Hvordan kunne jeg være sikker på det? spurgte jeg. Tvillingen rakte mig sin hånd, som i måneskinnet fik et næsten overjordisk udseende over sig, som var den udhugget af den penteliske marmor fra Attika af selveste Pygmalion. Kunne jeg ikke se alle de fine detaljer? spurgte tvillingen. Hvis jeg så nøje efter, ville jeg kunne se, at den anden tvilling fremstod mere utydeligt, ligesom det er tilfældet med en gipskopi i forhold til den originale statue. Desuden var graten, der skyldtes mellemrummet mellem støbeformens to halvdele, stadig synlig. Støbeformen? sagde jeg. Ja, sagde tvillingen, den anden tvilling var en afstøbning af hende, som en gammel ven af familien, en dukkefører og lidt af en tryllekunstner, havde givet liv. Det lød jo ikke videre troværdigt. Jeg var stadig i tvivl, men det endte med, at jeg giftede mig med tvillingen, der var kommet ud til mig i haven. Ikke på grund af det hun havde sagt, men på grund af hendes tårer, der som det eneste denne fuldmåneaften havde virket ægte.

Det blev imidlertid ikke noget lykkeligt ægteskab. Tvillingen, jeg havde giftet mig med, bedrog mig med stor set alle mænd, som blot viste hende den mindste smule opmærksomhed. Den anden tvilling derimod levede et kysk liv. Hun giftede sig aldrig, og jeg mistænkte, at hun mente, at hendes søster havde frarøvet hende den eneste mand i verden, hun kunne have elsket. Der opstod en dybfølt sympati mellem os to. Når vi alle tre var sammen, sendte jeg og kopien ofte hinanden forstående blikke, gerne via spejle, især når tvillingen, jeg havet giftet mig med, højtideligt bedyrede, at hun aldrig havde været mig utro. Endvidere lod kopien ikke til at kunne ældes. Mens tvillingen, jeg havde giftet mig med, efterhånden blev en gammel heks at se på, var kopien som den dag, da jeg første gang havde mødt tvillingerne.

Mit ægteskabs massive utroskab tog hårdt på mig, og jeg blev syg ind til døden. Tvillingen, jeg havde giftet mig med, sad ved mit dødsleje og lod, som om hun sørgede. Den ene tåre efter den anden trillede ned ad hendes kinder. Jeg kunne ikke holde ud at se på dem, da det var dem, der den skæbnesvangre aften i den månebelyste have havde været skyld i, at jeg havde valgt at gifte mig med hende, og jeg sagde i et bittert tonefald: "Jeg skulle have giftet mig med kopien." Det udløste en vrede, som ikke var mindre end tvillingernes den skæbnesvangre aften. Hvordan kunne jeg være så hjerteløs i den sidste stund, vi tilbragte sammen? skreg tvillingen, jeg havde giftet mig med. Nu skulle hun fortælle mig sandheden. Der havde aldrig været en kopi. Hun var enebarn. Hendes tvillingesøster var min indbildning. Hun fandtes ikke. Det var mit dobbelte blik, der havde fået mig til at se hende. Jeg havde set den indbildte tvilling i søen, som hun, enebarnet, gik langs, i spejlet eller vinduesruden, som hun, enebarnet, stod foran, i de bonede gulve, som hun, enebarnet, havde danset på, og sidst, men ikke mindst, i alle de tårer, som hun, enebarnet, i løbet af vores ægteskab havde grædt. For ikke at ende som pebermø, derfor og kun derfor, havde hun, enebarnet, den skæbnesvangre aften i den månebelyste have valgt at lege med på min leg. Det var de sidste ord, jeg hørte hende sige, inden jeg døde.

Tidligere fortællinger i serien De dødes fortællinger:

• Tjekhovs pistol

• Jomfruen

• Vandnymfen

• Den med længsel ventede

• Trækvinden

• Din næste i spejlet

Tjekhovs pistol

De døde er ikke døde. Når det bliver aften, kommer de ind i min stue og begynder at fortælle ...

En aften kom en mand ind og satte sig i øreklapstolen, der står i hjørnet af min stue. Han var klædt som en engelsk gentleman fra slutningen at det nittende århundrede, og han havde samme selvbevidste udstråling, som forfattere såsom Charles Dickens, Oscar Wilde m.fl. kan ses at have på denne tidsepokes iscenesatte fotografier, hvilket fik mig til at tro, at han måske også var forfatter, om end fra en senere tid og ikke lige så kendt. Det følgende er en nøjagtig gengivelse af, hvad den døde fortalte mig den aften.

1. Butikken med de hjemsøgte antikviteter

Jeg var på en rejse gennem Europa, en rejse ud i det blå, uden mål og med. I en by, hvis navn er uden betydning i denne sammenhæng, kom jeg forbi en antikvitetsbutik, som i sit udstillingsvindue reklamerede med hjemsøgte antikviteter. Det vakte min interesse, og jeg gik indenfor. Jeg havde nemlig gennem hele mit liv næret en stor kærlighed til ejendommelige genstande. I mit hus i Hampstead i udkanten af London havde jeg en stor samling af disse, som jeg havde bragt med mig hjem fra hele Europa.

Jeg gik lidt rundt og så på de i allerhøjeste grad ejendommelige genstande, som befandt sig i det huleagtige indre af butikken, af hvilke bl.a. kan nævnes sværdet, som Dionysios den Ældre af Syrakus lod ophænge i et hestehår over Damokles' hoved, statuen af Mitys, som under en festival i Argos faldt ned over hans morder og dræbte ham, og skjoldet fra den skildpadde, som en ørn på Sicilien lod falde over Aischylos' skaldede hoved, i den tro at det var en sten, hvilket resulterede i tragediedigterens død.

Imens iagttog ejeren af butikken, en ikke videre sympatisk udseende herre med et ironisk smil bestandigt spillende om sine læber, henne fra sin disk mig med en interesse ud over det sædvanlige. På et tidspunkt kom han hen til mig og sagde, at han bad mig undskylde hans nyfigne interesse for min person, men mit ansigt forekom ham bekendt. Var jeg ikke Charles Herman Hardy, forfatteren som er kendt for sine omstændelige beskrivelser af personer, steder og genstande, der er irrelevante for handlingen? Forfatteren, hvis kendteste roman begynder med, at en mand findes myrdet, med sin højre hånd krampagtigt knyttet om en medaljon med et portræt af en underskøn kvinde. Medaljonen og portrættet af kvinden beskrives derpå i minutiøse detaljer. Som læser tænker man: hvem er kvinden, og hvilket forhold havde hun til den afdøde? Man læser videre i spændt forventning om, at det vil blive afdækket. Det sker imidlertid ikke. Hverken medaljonen eller kvinden på den bliver omtalt igen. Man må altså som læser konkludere, at medaljonen ingen betydning har for historien. Det var tilsyneladende en tilfældighed, at manden døde med sin højre hånd krampagtigt knyttet om den. Men hvorfor i alverden så beskrive den så indgående?

Jeg svarede antikvitetshandleren, at han ikke tog fejl i sin gisning; jeg var rigtignok forfatteren Charles Herman Hardy. Angående hans karakteristik af min skrivestil, som jeg ikke kunne opfatte som andet end en slet skjult kritik, sagde jeg, at det som forfatter netop var min pointe at beskrive det uvæsentlige. Det er der jo ingen andre forfattere, der gør, i hvert fald ikke bevidst. Alle andre forsøger at beskrive det væsentlige. Derfor er det uvæsentlige et helt overset område. Det havde jeg så set som min livsopgave at beskrive. Beskriv det uvæsentlige var mit motto.

Ja, men jeg gjorde det ikke let for den, der forsøgte at læse mine bøger, sagde antikvitetshandleren. Han var faktisk selv en af dem. Han havde nu i de sidste mange måneder haft en af mine romaner liggende på sit natbord. Det var umuligt for ham at komme igennem den. At slæbe sig gennem alle disse endeløse beskrivelser, som ingen relevans havde for handlingen. Det var en pine. Det gjorde hans nætter søvnløse. Jeg havde vel bemærket poserne under hans øjne? Det var mig, der var skyld i dem! Kunne jeg ikke næste gang, jeg skrev en bog, tænke lidt på ham og undlade alle disse unødvendige elementer?

Jeg svarede, at det kunne jeg selvfølgelig ikke. Jeg skrev ikke for at behage mine læsere. Så jeg agtede altså at forsætte med at skrive i den stil, spurgte antikvitetshandleren. Ja, til min dødsdag, svarede jeg. Det var en skam, sagde antikvitetshandleren og sukkede dybt, men siden jeg var forfatter, havde han måske noget, der kunne have min interesse. Han hentede en æske, hvori der lå en pistol. Denne pistol har tilhørt den russiske forfatter Anton Pavlovitj Tjekhov, sagde han. Jeg tog pistolen op af æsken og undersøgte den. I tromlen var der seks skinnende patroner. Jeg gjorde antikvitetshandleren opmærksom på, at pistolen var ladt. Ja, det var Tjekhov selv, der havde ladet den, sagde han, med patroner, hvis projektil og patronhylster var af det pureste guld. Det gjorde den kun endnu mere værdifuld set med en samlers øjne. Pistolens betydning skulle i øvrigt ses i relation til en udtalelse, Tjekhov kom med flere gange i sit liv. Han sagde nemlig, at hvis man i første akt har anbragt en ladt pistol på væggen, så skal den i det næste akt affyres. Ellers lad være med at anbringe den dér. Med det mente han, at den gode forfatter syer sin fortælling sammen. Han medtager ikke nogen unødvendige elementer i sin fortælling. Når han introducerer et element i sin fortælling, bliver det brugt senere hen. Alt i hans tekst har således betydning. Intet er uvæsentligt.

Jeg opfattede det igen som en kritik af min skrivestil og sagde til antikvitetshandleren, at han efterhånden havde gjort sit synspunkt tilstrækkeligt klart. Men han måtte forstå, at der ikke kun findes en måde at skrive på, der findes mange. Verden er mangfoldig, selv om det måske kan være svært at acceptere for en begrænset begavelse. Hvis han ikke brød sig om mine bøger, hvorfor så læse dem? Hvorfor ikke i stedet for læse Guy de Maupassant, Tjekhov eller for den sags skyld Hemingway? Lapidarstilens afstumpede frontkæmpere er legio. Det stod ham frit for at læse deres nærige prosa.

Selv om jeg ikke på nogen måde hyldede Tjekhovs princip, endte det alligevel med, at jeg købte pistolen af antikvitetshandleren, i øvrigt til en ublu pris. I mine øjne var den en usædvanlig genstand for en forfatters syn på det stykke ingeniørkunst, en fortælling også kan opfattes som. Tjekhov repræsenterede godt nok den moderne ingeniørkunst, der havde frembragt det industrialiserede samfunds fabrikker og maskiner, mens jeg mere repræsenterede den klassiske ingeniørkunst, der havde frembragt værker som Labyrinten i Knossos, Babelstårnet og Ramses den Andens underjordiske gravkompleks til sine afdøde sønner i Kongernes Dal.



2. Døden i arbejdsværelset

Da jeg kom hjem til mit hus i Hampstead, hængte jeg pistolen op på væggen i mit arbejdsværelse. Dér skulle den hænge som en slags omvendt påmindelse til mig selv. Jeg var efter mødet med den påtrængende antikvitetshandler, der havde vovet at belære mig om, hvordan man bør skrive, mere end nogensinde opsat på at forfølge min egen ide, nemlig den at beskrive det uvæsentlige.

Jeg havde på min rejse fået ideen til en ny roman. En roman uden plot. Et forløb af tilfældige begivenheder uden indre sammenhæng. En endeløs beskrivelse af for historien betydningsløse personer, steder og genstande. Jeg forestillede mig allerede, at romanen ville blive et hovedværk i mit æuvre. Min skrivestil drevet ud i sin yderste konsekvens.

Jeg gav mig straks i kast med at skrive, opstemt over udsigten til at bogen, når den udkom, givetvis ville irritere ejeren af butikken med hjemsøgte antikviteter grænseløst og bringe ham flere søvnløse nætter.

Jeg var netop i færd med at beskrive en knap i heltens vest, en knap der ingen som helst betydning havde for historiens handling — jeg havde foreløbig brugt to sider på at beskrive den — da der med ét lød et skud i værelset og jeg faldt ind over skrivebordet. Pistolen på væggen var af sig selv gået af, og et af de gyldne projektiler havde ramt mig i brystet. Blod fra skudsåret flød ud over mit ufærdige romanmanuskript og gjorde ordene ulæselige for eftertiden. Ingen ville nogensinde komme til at ligge søvnløse over dem. Inden jeg lukkede mine øjne og forlod de levendes flok for stedse, syntes jeg, at jeg langt borte kunne høre nogen le. Var det Tjekhov? Var det ejeren af butikken med de hjemsøgte antikviteter? Eller var det blot min indbildning?

Portrætfotografiet ovenfor gengiver Charles Herman Hardy. Det er så vidt vides det sidste billede, der blev taget af ham, inden han blev skudt af Tjekhovs pistol. Man kan læse mere om Tjekhovs pistol på Wikipedia. Charles Herman Hardy kan man desværre (eller måske heldigvis?) kun læse om her på denne blog.

Jomfruen

De døde er ikke døde. Når det bliver aften, kommer de ind i min stue og begynder at fortælle ...

En aften kom en ung mand ind og satte sig i øreklapstolen, der står i hjørnet af min stue. Det var en højst ejendommelig udseende ung mand, for ud af hans pande var vokset et snoet horn af anseelig længde. Det mindede mest af alt om en enhjørnings horn, som man ser det gengivet i middelalderens bestiarier, blot havde kunstneren ved en ejendommelig fejl ikke anbragt hornet i panden på en hest, men en ung mand. Det var et fantastisk syn! Men for den unge mand var der tilsyneladende intet fantastisk ved tingenes tilstand. For ham lod hornet nærmest til at være et handicap, for det lange horn var tilsyneladende så tungt, at det krævede den bestandige opbydelse af alle hans nakkemusklers kræfter at holde hovedet oprejst. Da den unge mand havde noteret sig, at den første forbløffelse over hans aparte udseende havde lagt sig, begyndte han på sin fortælling. Som det er tilfældet med mange andre af de døde, begyndte også han sin fortælling in medias res, og det endda med en replik fra en kvinde, som vi først langt senere i fortællingen lærer bedre at kende. Men sådan er nu engang de dødes fortællemåde. Og det må vi, der endnu er levende, respektere. Det følgende er en nøjagtig gengivelse af, hvad den døde fortalte mig den aften.



Madame Abraham

"Fortæl mig om dine drømme," sagde madame Abraham.

Jeg lå på en briks i et værelse. På væggene i værelset hang store billeder af psykiatriens skæggede og bebrillede grundlæggere. De så fra deres sort-hvide fin de siècle wienerverden, befolket af hysteriske kvinder, med gennemtrængende blikke ned på mig. Det var, som om de forsøgte at stille en diagnose for mig, den unge mand på briksen. Alt var vel, som når man er til konsultation hos en psykiater — lige bortset fra at madame Abraham, der gav den i rollen som psykiater, sad overskrævs på mig og med sit feberhede skød masserede mit lem.



Øen

Jeg var tidligere på dagen kommet til dette besyndelige sted. I et lettere adspredt humør slentrede jeg langs en kyst. Ude i havet, forholdsvis tæt ved kysten, lå en ø. Det var tilsyneladende det oplagte sted for en fuglekoloni; sørgmodigt skrigende måger og andre havfugle flokkedes i hvert fald om øen, men jeg syntes også, at jeg kunne skimte en eller anden form for bebyggelse af mere menneskelig oprindelse inde på øen.

En gammel færgemand, hvis båd lå førtøjret ved kysten, spurgte, "om den unge herre ikke ville sejles ud til den ø, han med så stor interesse spejdede ud imod?"

"Tja, hvorfor ikke?" sagde jeg.

Vi steg om bord i båden og lagde fra land. Undervejs ud til øen stillede jeg, som det er den unge rejsendes privilegium, den gamle færgemand nogle spørgsmål. Hvem var han, og hvad var det for en ø, han var i færd med at sejle mig ud til? Hvad havde jeg egentlig at forvente?

"Jeg er så gammel," sagde færgemanden, "at jeg ikke mere kan huske det navn, mine forældre gav mig, men her på disse kanter kalder man mig Charon, først var det i spøg, men i dag er der ikke mere nogen, der ler, nogle øgenavne har det med at forme den, de benævner, og sandt er det i hvert fald, at mange af de mænd, jeg har sejlet ud til øen, er døde, ja, nogle af dem ligger endda begravet derude."

"Det er længe siden," fortsatte den gamle færgemand sit svar til mig, "og ingen ved med vished mere, hvorfor luderne forlod byen, hvor deres bordel oprindelig lå. Måske blev de forvist af byens bornerte indbyggere? Måske fortrak de selv? Under alle omstændigheder steg de syv ludere en dag om bord på en båd og lod sig sejle ud til øen. Og dér lod de for deres opsparede kapital opføre et hus, indrettet helt efter deres eget hoved. Huset skulle tjene som et refugium. Det var ludernes hensigt at blive gamle dér. De var allerede så småt begyndt på at indstille sig på deres nye liv i tilbagetrukkethed; de lange aftener i solnedgangens flammerøde skær tilbragte de på husets store terrasse, idet de, nogle gange i tavshed, nogle gange i livlig samtale, mindedes gamle dage."

"Men mændene i byen kunne ikke glemme eventyrene hos deres gamle kurtisaner. De begyndte at sejle over til øen i improviserede fartøjer som tønder og primitive tømmerflåder. Ja, flere forsøgte i et øjebliks desperation endda at svømme ud til øen, mere en af dem druknede undervejs og skyllede efterfølgende i land som strandvaskere. De syv ludere havde ikke hjerte til at afvise de mænd, der efter så store anstrengelser var nået frem til dem, og de de genoptog deres gamle beskæftigelse. Det blev en hel trafik. Det rygtedes, og jeg kom til og slog mig ned ved kysten med min båd. For et mindre pengebeløb befordrede jeg mændene, nu ganske komfortabelt, til og fra øen. Det er historien om Charon og ludernes ø. Ingen misunder Charon for hans arbejde! På den anden side er der heller ikke nogen, der har ondt af ham. Han kan leve som en holden mand."



De syv ludere

"Og luderne," spurgte jeg, "hvordan ser de ud? Det må efterhånden være nogle bedagede skønheder?"

"Der er i alt syv ludere på bordellet på øen," sagde Charon. "Nogle påstår ganske vist, at der i krypten under bordellet skulle befinde sig en mystisk ottende, men det er nok bare en skrøne, for jeg har med mine to havblå øjne kun set syv. Men hvilke syv! Aldrig har mine to havblå øjne set syv kvindfolk som disse!"

"Der er den babylonske skøge. Hun vil komme dig i møde, ridende på en blodrød drage med syv hoveder og ti horn. På dragens skællede hud står skrevet de mest sjofle og vulgære gloser, et menneske overhovedet kan forestille sig. Kvinden er nøgen. Hendes hud er malet med purpur og skarlagen og smykket med guld, ædelstene og perler. På hendes pande på står skrevet: "Babylon, alle skøgers moder". I hånden holder hun et guldbæger fyldt med sit eget legemes urene safter og sekreter. Hun rækker det fristende frem mod dig. Hvilken fristelse! Den kan få enhver from kristen til at skide i bukserne af skræk."

"Der er Scheherazade ... Hun vil fortælle dig historier ..."

"Der er Mata Hari. Hun vil danse sine eksotiske danse for dig og på elskovslejet lokke dine inderste hemmeligheder ud af dig. Hun vil fortælle dem videre til dine fjender ved hjælp af den radiosender, hun har installeret på øen. Hvis du kan løsrive dig ... Tager kærligheden til Mata Hari ikke livet af dig, så vær vis på at dine fjender, når du vender hjem, vil gøre det."

"Der er miss Kyoto, den japanske geisha. I bordellets tatami rum vil hun varme sake og servere den for dig med nedslagent blik. Hvid maske af pudder. Kirsebærrøde mund. Gule tænder. Og se på dig med sine sorte rumvæsenøjne."

"Der er Belle de Jour, der i sin tid flygtede fra et kedeligt ægteskab og nu opfylder mænds mørke fantasier."

"... og vil udleve sine mørke fantasier i selskab med den sadistiske del af dit jeg ..."

"Der er Maria Magdalene, inkarnationen af den gode luder og den faldne kvinde, som blev reddet fra stening ..."

"Der er madame Abraham. Hun er den modne kvinde, den moderlige blandt luderne. Hun er den, der fører de unge uerfarne mænd ind i ... men ... Blandt luderne indtager Madame Abraham en ledende position. Det vil derfor sandsynligvis være hende, der tager imod dig, når du ankommer til bordellet."

Vi var nu nået ud til øen. Charon lagde til ved en bådebro, og jeg gik fra borde. Charon sagde, at han ville komme tilbage næste dag samme tid for at hente mig igen. Derpå sejlede han tilbage mod fastlandet.



Bordellet

Et stykke tid stod jeg og så efter Charons båd, som den for mit blik umærkeligt blev mindre og mindre, mens jeg i et anfald af tvivlrådighed overvejede, om jeg egentlig vidste, hvad jeg havde kastet mig ud i. Derpå vendte jeg mig om og begyndte at gå ind ad bådebroen. Da jeg var kommet ind til stranden, stod jeg et øjeblik og spejdede ind mod øen. Et sted fik jeg øje på en sti, som mellem klitterne med marehalm førte ind mod øens indre. Jeg fulgte stien og kom efter et stykke tid til ... og der foran mig lå et hus ... Der var ingen rigtig have. Rundt om huset voksede store buske af klitroser, det eneste, der syntes at kunne vokse på øens sandede jord. En lille flok gulspurve var i færd med at spise de elfenbenshvide frø inde i de cinnoberrøde hyben. Den dobbelte dør i husets indgangsparti blev åbnet, og en midaldrende kvinde i en sort kjole i victoriansk stil kom til syne. I skæret fra den gyldne sol, som netop, da jeg satte fod på øen, var begyndt på sin langtrukne rejse ned i havet, hvorunder dens gyldne nuancer til stadighed intensiveredes, forekom hun mig som værende en endnu aktraktiv kvinde. Hun havde tilsyneladende set mig komme fra et af husets mange vinduer. Hun bød mig velkommen til øen og præsenterede sig som madame Abraham. Hun førte mig ind i et modtagelsesrum. Ved min entre begyndte en farvestrålende ara i et forgyldt bur at skræppe op. Det lød næsten, som om den på et for mig ukendt sprog skældte mig ud.

"Det er monsieur Sarah, vores mexicanske ara, øens eneste mandlige beboer," sagde madame Abraham og lagde et sort klæde over buret, hvorpå fuglen, i den tro at det pludseligt var blevet nat, tav stille og faldt i søvn. "Den er frygtelig jaloux. Den skælder alle vores gæster ud på nahuatl, aztekernes sprog. En sømand fra Gibraltar efterlod sig den. Han døde beklageligvis under akten. Han ligger begravet i klitterne på øens nordlige spids, sammen med de mange andre mænd, der i deres jagt efter tilfredsstillelse er døde på øen."

Hovedpine og sære drømme

"Men fortæl mig om dig selv, unge mand," sagde madame Abraham. "Hvad bringer dig til øen? Hvad kan vi hjælpe dig med?"

Jeg tøvede. Skulle jeg fortælle, at jeg blot var en ung flanør, som på sin adspredte jordomrejse tilfældigvis var kommet forbi? Eller skulle jeg oprigtigt ransage mit hjerte og mine nyrer for om muligt at finde den egentlige årsag til, at jeg var havnet på øen? Der var et eller andet tillidsvækkende ved madame Abraham — måske var det hendes moderlige attitude? — som fik mig til at beslutte mig for det sidste.

"Jeg lider af en frygtelig hovedpine," sagde jeg endelig efter en lang tænkepause, famlende efter ordene. Madame Abraham nikkede opmuntrede. "Nogle gange føler jeg det som om, at mit hoved skulle sprænges," fortsatte jeg. "Det er, som om der er et forhøjet tryk i min hjerne, som om der bag min pande er noget, der trykker indvendig fra og vil ud. Om natten, hvor jeg burde hvile og få nye kræfter, har jeg sære, hvide drømme, hvori der optræder præster, bedemænd og kirkegårdsgravere i skikkelse af afpillede skeletter, og hvori jeg bliver begravet levende i sne, med det resultat at jeg næste morgen vågner lige så uoplagt, som da jeg gik til ro aftenen forinden. I håbet om at få stillet en diagnose og eventuelt at blive helbredt for min lidelse har jeg opsøgt specialister overalt på kloden, men ingen har hidtil kunnet hjælpe mig. Længe vankede jeg, på må og få, modløs omkring på jorden, indtil jeg i dens yderste afkroge, dér, hvor menneskene, fattige og med bristede illusioner, har slidt den vågne verdens overflade så tynd, at søvnens og drømmenes bagvedliggende maskineri anes, kom jeg under vejr om eksistensen af en ø med syv kloge koner, som måske ville være i stand til at kunne hjælpe mig. Gerne var det gamle sømænd, hvis rom jeg i havnecaféernes mørke tilbød at betale, der fortalte mig om øen og dens ejendommelige beboere imellem andre skrøner, såsom den om den flyvende hollænder eller den om Atlantis for ikke at tale om dem om havfruer og om kæmpe uhyrer, der bor i havets dyb, hvilket i første omgang fik mig til tvivle om oplysningernes pålidelighed. Men ved at sammenholde de få konkrete oplysninger i de mange beretninger, mente jeg efterhånden at kunne fastlægge øens beliggenhed, og efter lang tids søgen ad mange omveje og med mange vildspor er jeg nu endt på denne ø. — Jeg ved slet ikke, om jeg er kommet til det rette sted. Jeg er, hvis jeg skal være ærlig, ikke videre optimistisk, da man her på øen synes at udøve en helt anden metier end den lægefaglige."

"Du kan være ganske rolig, unge mand," sagde madame Abraham. "Du er kommet til det rette sted. Jeg og mine medsøstre har kureret mange en mand for hans mystiske lidelse, som ellers var opgivet af den etablerede lægevidenskab. Men lad os gå ind i undersøgelsesrummet, så jeg kan undersøge dig fra top til tå."

Jeg blev ført ind i et værelse, hvor der stod en briks. På væggene i værelset hang store billeder af psykiatriens skæggede og bebrillede grundlæggere. Jeg blev bedt om at tage tøjet af. Den ild, der tændtes i madame Abrahams øjne ved at beskue mit legeme, specielt de nedre regioner, forekom mig foruroligende. Og da hun med sine hænder med de lange blodrøde negle begyndte at beføle mig, idet hun foregav at undersøge mig, var det ikke muligt for mig at forhindre den naturlige reaktion. Madame Abraham overværede processen med let løftede øjenbryn. Jeg lod da til at være i godt humør, konstaterede hun tørt. Måske var min såkaldte lidelse blot noget, jeg foregav for at få hende til at undersøge mig? Hun var jo fra sit lange virke bekendt med, at visse mænd fandt det ophidsende at være genstand for den slags undersøgelser. Måske var jeg en af dem? Jeg benægtede det på det bestemste, selv om jeg vidste, at jeg i dette øjeblik på en uvildig iagttager måtte gøre et komplet utroværdigt indtryk. Madame Abraham tyssede på mig og bad mig at lægge mig på briksen. Jeg havde forventet, at madame Abraham nu ville undersøge mig med et lægevidenskabeligt redskab, f.eks. lytte til mit hjertes banken med et steteskop. I stedet for begyndte hun at tage sin sorte silkekjole i victoriansk stil af, hvilket ikke var nogen ukompliceret affære. Derpå satte hun sig med sit legeme, en moden kvindes frodige legeme, tungt på mig, lukkede øjnene og lod, som om hun var henført.



Drømmetårnet

"Fortæl mig om dine drømme," sagde madame Abraham.

"De er sære!" sagde jeg en anelse beklemt, mens madame Abraham kyssede min hals. "Sære og hvide. Alt i dem er hvidt. Der optræder skeletter og mumier, og nogle gange ender det med, at jeg bliver begravet i sne. En nat drømte jeg f.eks., at jeg steg op ad trapperne i et tårn. Jeg kalder det for drømmetårnet. Det mindede mig om Hassan tårnet i Rabat, som jeg har besøgt undervejs på min lange rejse. Men tårnet i drømmen var hvidt og forekom mig at være langt højere end det i den vågne verden. Det øverste af tårnet måtte befinde sig i de øde regioner over skyerne, hvor kun de mest sandhedssøgende, de mest uforfærdede af ørnenes æt når op. På en skyfri dag måtte der deroppe fra være en formidabel udsigt over verden."

"Det var et mærkeligt tårn! I drømmen var det indre af tårnet, dvs. trappetrinnene, afsatserne, væggene og loftet dækket af visne blade. Det undrede mig, at min gang hen over dette tæppe af visne blade ikke frembragte den mindste lyd."

"Hver gang trappen drejede, forventede jeg, at et eller andet forfærdeligt ville springe frem og angribe mig. Jo højere op jeg steg i tårnet, jo stærkere blev denne følelse. Til sidst, skrækslagen af angst, besluttede jeg at gå ned fra tårnet, og idet jeg så ned i trappeskakten, opdagede jeg, at jeg var på syvende eller ottende sals højde. Jeg fortsatte med at gå ned; på en af trappeafsatserne, liggende på en forhøjning, var liget af et menneske. Det var helt hvidt. Da jeg forsigtig rørte ved et af ligets ben, forblev benet i min hånd. Det var en form for paprør, det var meget let, og jeg smed det skødesløst, uden at tænke videre over det, ned i trappeskakten."



Den hvide dæmon

"Som var det et på forhånd aftalt signal, åbnede der sig i selvsamme øjeblik på afsatsen under mig et hul i væggen, og ud kom først et hvidt kranium, og derpå en eller anden form for dæmon, en kæmpestor mand, skræmmende og helt hvid. Han smed kraniet og ... og alt, hvad han ellers kunne få fat på, ned i skakten. Jeg frygtede, at han også ville smide mig ned i skakten. Jeg forsøgte at komme forbi ham ved at hoppe over gelænderet og ned på den anden side af trappen, men han spærrede vejen for mig. Jeg måtte sande, at jeg ikke kunne komme forbi den hvide dæmon, og at jeg måtte klatre op i tårnet igen."

Det afbrudte samleje

Undervejs i min fortælling var madame Abraham blevet ved med at massere mit lem med sit feberhede skød, men det havde ikke bragt mig nogen forløsning.

"Jeg kan ikke det her," sagde jeg opgivende.

"Hvorfor ikke?" spurgte madame Abraham forbavset. "Hvad er der i vejen?"

"Jeg er vel impotent," sagde jeg og sukkede.

Madame Abraham lo.

"Nej, det er ikke dernede, årsagen til dine trængsler skal søges, men deroppe," sagde hun og pegede med en af sine lange blodrøde negle på min pande. "Du er en ung mand, ramt af renhed. Du må gøre op med den hvide dæmon fra din drøm: dyden og renheden. Du kan ikke for altid lege gemmeleg og tagfat med ham."

Men madame Abraham så på mit forstenede ansigt, at hendes ord ikke gjorde indtryk. Hun måtte sande, at hendes terapi ingen virkning havde på mig. Jeg var modsat de mange andre unge mænd, der havde følt hendes frodige legemes tyngde, uden for hendes rækkevidde. Hun havde ingen troldomsmagt over mig. Hun rejste sig op, tog en blomstret silkekåbe på og gik hen til vinduet og så tankefuldt ud på klitterne.



Den ottende luder

"Af alle de fabelvæsner menneskets frodige fantasi har skabt," sagde hun efter lang tids tavshed, "må jomfruen i sandhed være det særeste. Måske får dette udsagn dig uvilkårligt til at studse; at enhjørningen er et fabelvæsen, tvivler du som et oplyst menneske i det enogtyvende århunderede vel ikke om, men at det væsen, der ifølge overleveringen som det eneste er i stand til at tæmme den sky og vilde enhjørning; jomfruen, også er et fabelvæsen og i grunden et langt mere fantastisk eksemplar af slagsen, har du ikke tænkt over. Enhjørningen har godt nok et snoet horn i panden, og det har fascineret mange (til trods for at lyslevende dyr som kronhjorten og elgsdyret har gevir, der i grunden er langt mere imponerende, men lad nu det ligge) men forestillingen om, at der i denne verden skulle leve en usædvanlig smuk kvinde, uberørt af mænd, uden en egen drift og seksualitet, i evig passiv venten på den eneste ene, må siges at være langt mere fantastisk. Læg et stykke kød i solen; straks sætter der sig en ækel spyflue på det, ja, ikke kun en, fra alle fire verdenshjørner kommer de flyvende til i hobetal. Det er den smukke kvindes lod ..."

"Og til trods for dette findes jomfruen alligevel. Hvor lever hun da? Et øde sted, fjernt fra verdens vrimmel, hvor ingen mænd kommer? — Nej! Nej, hun lever de steder, hvor synden finder sit stærkeste udtryk: i storbyens luderkvarter. Har du ikke set hendes folk ..."

"Dyden er nabo til synden. De uskyldigste kyske kvinder bor i storbyens luderkvarter" (?)

"Her på øen har vi også et eksemplar. Det er jomfruen. Hun bor i krypten under huset. Hun ser sjældent dagens lys, derfor er hendes hud hvid, næsten transparent. Men når fuldmånen skinner over øen, kan hun finde på at gå en tur i klitterne og langs stranden i sin florlette natkjole. Får en sømand på et passerende skib da øje på hende, vil han tro, at han har set et spøgelse."

"Hun er uopnåelig."

"Kun ganske få af bordellets kunder får lov til at besøge hende. Kun se, ikke røre.

"Ingen penetration."

Den hvide nadver

Madame Abraham førte mig ned i krypten. Det var et uhyggeligt sted. Der var ringe (?) i murene, hvortil fanger i fortiden havde været lænket. Der lå også knogler, måske rester af besøgende som var faret vild i kærlighedens labyrint. Der var endda et helt intakt skelet, som luderne af en eller anden grund ikke havde fået begravet på den hemmelige kirkegård i klitterne på øens nordlige spids, sammen med de mange andre mænd, der i deres jagt efter tilfredsstillelse var døde på øen. Skelettet var klædt i præstedragt. Den formodede præsts kranium smilede til mig, som alle kranier synes at gøre det, men jeg gengældte ikke smilet. Jeg havde svært ved at forstille mig, at noget menneske af egen fri vilje ville leve sådan et sted.

Inden mødet med jomfruen fik jeg serveret et måltid. Det var et mærkeligt måltid. Alle retterne var hvide.

Til forret fik jeg ...

Hovedretten bestod af dampet hellefisk med jordskokker og skorzonerod og peberrodssauce.

Desserten bestod af chokolademousse lavet af hvid chokolade og henkogte pærer med vanilleflødeskum, som var lavet med en speciel vanille, hvis korn er hvide. Ligesom der findes hvide peberkorn.

Til maden fik jeg serveret en næsten farveløs hvidvin.

Alle luderne holdt mig med selskab (?)



Jomfruen

En scene. Et tæppe. Tæppet gik til side. Forestillingen begyndte. Der stod hun så. Midt på scenen. Jomfruen.

Tæppet gik til side. Der åbenbarede sig et fantastisk syn. I en gotisk tronstol sad jomfruen.

Jeg så på hende. Men hun så ikke på mig.



Hornet

Da skete det. Jeg fik et voldsomt anfald af hovedpine, migræne. Min pandebrask brast, og ud voksede et snoet horn. Det var som om hornet fik sin næring til sin vækst fra min hjerne eller forstand. Det var som om hornet var vokset ud af hjernen, som om hornet var en forlængelse af min hjerne.

"Hvilket imponerende horn," sagde jomfruen.

Det var som en fødsel. Fortumlet, som var det de første skridt, jeg tog, vaklede jeg hen imod jomfruen ... og lagde mig med mit horn i hendes skød til hvile.

Brylluppet mellem enhjørningen og jomfruen

De syv andre ludere, som havde drukket godt til ... morede sig kosteligt over scenen. Aldrig havde de set en scene som denne. From brunst. Pietà. Madame Abraham foreslog halvt i spøg et giftermål mellem enhjørningen og jomfruen ... Men hvem skulle forestå vielsen? Da kom der liv i kryptens skeletter. Skelettet i præstedragten sprang op og meldte sig.

Selskabet steg op af krypten. Det var nu blevet nat. Haven med klitroserne var oplyst af månen.

Gift med jomfruen. De syv ludere holdt en bryllupsceremoni for enhjørningen og jomfruen.



Graven i sneen

Men midt under bryllupsceremonien, begyndte det at sne. Store snefnug dalede langsomt ned. Skelettet i præstekjolen og de otte ludere så forbavset op. Snevejr på øen havde de aldrig oplevet før. Det blev ved i fyrretyve dage og fyrretyve nætter. Men det var umuligt for luderne at undslippe. Og langsomt begravede sneen bordellet, skelettet i præstedragten og de otte ludere på øen. Der var nu ikke mere nogen ø, noget hav, nogen kyst. Der var kun en hvid overflade.

Alt var hvidt. Der var sne overalt. Midt i sneen stod et skelet og gravede et hul i sneen med en skovl. Nogle andre skeletter kom bærende på en ung mand i et ligklæde. Den unge mand var mig. Jeg var i live, men enten var jeg bedøvet eller også sov jeg. Skeletterne lagde mig ned i graven og kastede den til med sne.

Jeg så op. Højt oppe over mig var gravens rektangulære åbning. Otte skeletter så ned på mig. Det forekom mig, at de så på mig med vemod og medynk, men uden øjne og uden muskler og hud, som de var, var det umuligt for mig at aflæse, om det var deres sande sindstilstand. På den sorte, snefnug fyldte himmel over dem, sluppet fri af sit forgyldte bur, baskede skelettet af madame Abrahams mexikanske ara, monsieur Sarah, med sine vinger, der kun udgjordes af knogler, mens den på nahuatl, aztekernes sprog, udspyede forbandelser over mig og hoverede over min kranke skæbne. Så blev åbningen kastet til med sne, og alt blev hvidt.

Fortællingen er ufuldendt. Der er store huller i fortællingen. Der arbejdes løbende på at fuldende den.

Vandnymfen

De døde er ikke døde. Når det bliver aften, kommer de ind i min stue og begynder at fortælle ...

En aften kom en ung mand ind og satte sig i øreklapstolen, der står i hjørnet af min stue. Han var nøgen og våd, som om han lige var steget op fra en sø. Jeg fandt en ren frottébadekåbe frem til ham. Han tog den på og begyndte derpå på sin fortælling. Han gik lige til sagen, eller som det så fint hedder med en litteraturteoretisk term: hans fortælling begyndte in medias res, en fortælleteknik, som tilsyneladende er meget udbredt blandt de døde. Det følgende er en nøjagtig gengivelse af, hvad den døde fortalte mig den aften. 

Langsomt, med den sikkerhed kun et langt livs erfaring giver, tegnede den gamle mand med sin finger et tegn i det spæde barns pande. Det var et ejendommeligt tegn. Som for at tyde det fulgte jeg nøje fingerens langsomme bevægelser. Det var ikke et kors, snarere lignede det en fisk eller en krusning på en vandoverflade, med sine svungne linier var det på en gang enkelt og kompliceret.

Jeg stod ved bredden af en sø. Foran mig var en lille gruppe mennesker forsamlet. For et øjeblik siden var de som en procession, i festtøj og med højtidelige miner, kommet fra byens indre, ned til stranden. Forrest gik den gamle mand. Efter ham kom et ungt par, en kvinde og en mand, i sin favn bar kvinden det spæde barn. Da processionen var kommet ned til strandkanten, havde den unge kvinde rakt barnet til den gamle mand, som derpå med barnet i sin favn var gået ud i søen, og derude havde han dyppet barnet i vandet og med sin finger tegnet det ejendommelige tegn i barnets pande. — Nu steg han op af søen igen, rakte barnet til kvinden, og i den samme orden de var kommet, forlod processionen igen stranden.

Da jeg tidligere på dagen efter flere dages møjsommelig rejse gennem ugæstfri natur var kommet til den ensomt beliggende by, havde jeg ved første blik ikke kunnet bemærke noget usædvanligt ved stedet. Jeg tænkte, at det, jeg havde foran mig, var endnu en lille landsby, og at den på ingen måde adskilte fra sig fra de talrige andre landsbyer, jeg havde besøgt på min lange rejse. Jeg slog op i den rejsehåndbog, jeg medbragte, men opdagede, at byen ikke var omtalt med et ord, ja, at den end ikke var angivet på kortet bag i bogen. Forgæves søgte jeg længe med min finger efter byen dér. Byen var tilsyneladende, både hvad angik seværdigheder og størrelse, af bogens redaktion blevet skønnet for ubetydelig til at optræde i et værk af dette omfang.

Jeg fandt et billigt logi og gik derpå ud i byen, ikke for at se på seværdigheder, for der var slet ingen, men for at se på den lokale befolkning. — Det var små, tætte folk, næsten komiske at se på. Uvant som de sikkert var med besøg i deres ensomt beliggende by, vendte de sig om og så efter mig, alle vegne fra syntes deres små mutte ansigter at stirre på mig. Mændene stod i små grupper på gadehjørnerne og stak hovederne sammen, i mørke jakkesæt og træsko, med fedtede kasketter og huer. Kvinderne gik ærinder, de var trinde med brede hofter, de mere syntes at vralte end gå. Når de kom mod mig på fortovet, klædt i lange sorte kjoler med hvide forklæder, med fine mønstrede sjaler om skuldrene og tørklæder om hovederne, ofte med en flettet indkøbskurv under armen eller med et rundkindet og rødmosset barn i hver sin hånd, så jeg mig nødsaget til at træde ud på gaden og ned i rendestenen, for at de kunne passere. Nogle gange gik jeg over på det modsatte fortov, men også her kom kvinderne mod mig, og således kom jeg en tid lang til i noget, der kunne minde om en særpræget dans, at bevæge mig rundt i byen, idet jeg løb fra det ene fortov til det andet, indtil jeg fandt på at følge efter en af kvinderne og bruge hende som en art stødpude mod hendes medsøstre. På denne måde blev jeg af kvinden ført ned til stranden, hvor fiskernes både lå trukket op på land. Her blev jeg, grebet af scenariet, stående, mens kvinden fortsatte sin tilsyneladende endeløse tur, ind i byen igen. Jeg gik ned til strandkanten og så ud over søen. Ude på søen var nogle fiskere i en båd i færd med at hive deres garn ind. Det var på dette tidspunkt, at processionen var kommet ned på stranden og den gamle mand havde tegnet det ejendommelige tegn i panden på det spæde barn.

Hvad var det for et ejendommeligt tegn? Jeg måtte vide det! Jeg slog op i rejsehåndbogen, skimmede afsnittene om egnens befolkning, kultur og religion, men kunne hverken finde tegnet eller ritualet, jeg netop havde overværet, omtalt. Mens jeg stod med næsen nede i bogen, blev jeg afbrudt ved, at fiskerne kom ind ude fra søen. Jeg nærmede mig forsigtigt deres båd for at se deres fangst. Den var fyldt med fede fisk, gedder, aborrer, foreller, sandart og stør, men også arter, jeg ikke kendte, de lå i flere lag, den ene slængt over den anden, og så bedrøvet på mig med deres store øjne fra dybet.

"Det var en heldig fangst," sagde jeg til fiskerne.

Fiskerne standsede deres arbejde og så med deres små mutte ansigter uforstående på mig.

"Nej, slet ikke, unge mand," sagde de, "sådan går det, hver gang vi med vores både lægger ud på dybet og kaster vores garn ud til fangst. Hver gang fanger vi så store mængder fisk, at vores garn er ved at briste og vores både — når vi fylder dem med fangsten — er ved at synke."

Jeg købte en fisk af fiskerne, en fisk, de anbefalede mig som særligt velsmagende. Det var en art, jeg ikke kendte. Jeg forsøgte at slå den op i rejsehåndbogen. Men til trods for at fiskerne var så venlige at stave dens navn i sandet for fødderne af mig, kunne jeg ikke finde den omtalt i bogen. Under afsnittet om egnens fauna var der ganske vist en udførlig omtale af ferskvandsfisk, blot var den fisk, jeg holdt i hænderne, ikke omtalt. Da jeg kom tilbage til pensionatet — det var nu hen ad aftenstide — bad jeg værtinden om at tilberede fisken for mig, hvilket hun beredvilligt gjorde. Jeg spiste med stor fornøjelse, fisken bekom mig godt, det var som om, at der var en næring fra dybet i den, jeg manglede, og da jeg var færdig med måltidet, følte jeg mig forunderligt nok både stærkere og klogere. Jeg komplimenterede værtinden for hendes køkkenfærdigheder og nødte hende til at tage plads ved bordet, for der var noget, jeg ville spørge hende om. Jeg fortalte da værtinden om det sære optrin, jeg havde overværet på stranden ved søen.

"Hvad var det for et gådefuldt tegn, den gamle mand tegnede på barnets pande?" spurgte jeg.

Værtinden, en gammel kone, der af udseende ikke adskilte sig fra resten af byens kvinder, så med sit lille mutte ansigt uforstående på mig. Det forekom mig, at hendes blik langsomt vandrede fra min pande til mine øjne, og fra mine øjne til min pande, frem og tilbage, i en uendelighed, som om hun ikke kunne få det, hun så på min pande, til at stemme med det, hun så i mine øjne. Men så var det som om, at hun besindede sig, at hun lagde det, hun ikke kunne forstå, det, hun kæmpede med i sit indre, til side, og hun gav sig til at svare på mit spørgsmål i et helt naturligt tonefald.

"Det er Vandnymfens mærke," sagde hun. "Alle i vores by bærer dette mærke på vores pande, om end det kun er tegnet med en finger og dermed er usynligt for den fremmede, der ikke ved besked om vores skik og brug."

"Vandnymfen?" sagde jeg.

Så var det alligevel sandt, det, jeg havde hørt, at der på denne egn skulle ligge en sø, og at der i søens dyb skulle leve et gådefuldt væsen, en smuk kvinde, og at de enfoldige fiskere, der boede ved søens bred, fuldt og fast troede på dette.

"Ja, Vandnymfen," sagde værtinden. "Det er det gådefulde væsen, der lever i søens dyb og hersker over dens rigdomme. Hun er os fiskere en nådig frue. Hun er vores beskytter og velgører, den, vi kan takke vores gode liv for. Hun sørger for, at der altid er fisk i søen, vi kan fange, at der altid er mad på vores bord, at vores børn aldrig går sultne i seng. Hun sørger for, at vores kvinder er frugtbare, og at de børn, de føder, er sunde og raske. Når en af vores kvinder føder et barn, bærer vi det ned til søen, dypper det i vandet og tegner med vores finger Vandnymfens mærke i dets pande, for at barnet skal være under Vandnymfens beskyttelse, og der ikke skal ske det noget ondt."

"Og tror alle i landsbyen på dette?" spurgte jeg.

"Ja," sagde værtinden, "men jeg ville ikke tale sandt, hvis jeg sagde, at der i al den tid, byen har eksisteret, ikke har været individer, som betvivlede Vandnymfens eksistens. — Måske kom du på din vej hertil forbi et forfaldent hus, lidt uden for byen, der står tomt?"

"Ja, det hus bemærkede jeg godt," sagde jeg. "Jeg gik endda lidt rundt i de tomme stuer og forsøgte at forestille mig det liv, der var blevet levet dér. Det fyldte mig med vemod. Den virkning har huse, der er blevet forladt, altid på mig."

"I det hus boede der engang en kvinde ved navn Astrid," sagde værtinden. "Hun var en ejendommelig kvinde. Hun delte ikke vores lille samfunds tro på Vandnymfen. Når vi som tak for de gaver fra dybet, de gaver, Vandnymfen havde skænket os, stillede brød og kager, tøj og smykker og andre gaver frem til Vandnymfen, sagde hun: ‘Der er intet forunderligt ved denne sø. Vandnymfen findes ikke. Det er gammel overtro. Det er spild af ressourcer, at I ofrer alle disse gaver til et væsen, som blot er noget, I bilder jer ind i jeres fantasi.’"

"Hun sårede os. Hun sårede vores tro. Det var, som om hun ville sætte sig over os, og over den visdom, som i generation efter generation er blevet overleveret fra vores forfædre og har fået vores lille samfund til at bestå. — Hun var også anderledes af udseende. Høj, tynd og med smalle hofter. Måske ville hun et andet sted være blevet betragtet som køn, men ikke hos os. Ingen mand iblandt os ville vide af hende. Hun levede i sit ensomt beliggende hus uden for byen og kunne se frem til at dø som gammeljomfru. Det pinte hende, vidste vi, for hun ønskede sig et barn, på det punkt adskilte hun sig ikke fra byens andre kvinder."

"I byen levede der på den tid også en fattig mand ved navn Gunnar. Lykken var ikke med ham. Han fangede næsten ingen fisk og misundte de andre fiskeres held og rigdom. Og engang stjal han de gaver, vi havde stillet frem til Vandnymfen. Det blev opdaget, og landsbyen idømte ham en streng straf. Vi slog ham med vores stave, og smed ham i en skakt og tømte vores latriner over ham. Men da han havde udstået sin straf, fik han igen lov til at leve i landsbyen, dog kunne det ikke undgås, at der blev set skævt til ham, for vi havde en gang for alle mistet tilliden til ham, og han måtte leve et usselt liv. Om dagen gik han rundt i gaderne og tiggede med sin hue i hånden, om natten sov han i skarnet. Men i Astrids øjne var Gunnar ikke en forbryder. Han var en fornuftig mand, som blot havde anvendt de ressourcer, som ellers ville være gået tabt. Og da hun kunne bruge ham til at få det barn, hun ønskede sig, lod hun ham bo hos sig. Det blev ikke noget lykkeligt samliv, de fik, de to, umage som de var. De skændtes ofte og brød sig i grunden ikke om hinanden, men fordi de begge to var udstødt af landsbyens fællesskab, holdt de sammen. — Astrid ønskede sig som sagt et barn. Men til trods for at hun og Gunnar forsøgte det bedste, de havde lært, kunne de ikke få et. ‘Du er blevet for gammel, Astrid,’ sagde vi til hende. ‘Men hvis du beder Vandnymfen om hjælp, vil hun måske skænke dig et barn.’ ‘Nej,’ sagde Astrid. ‘I må godt bede for mig, hvis I vil. Jeg kan ikke, for jeg tror ikke på Vandnymfen.’"

"I en skov ikke langt fra søen boede der på den tid en sær gammel kone ved navn Ratio. Hendes hud var gul og rynket, og hendes øjne var skæve. Hun kom øst fra, ude fra stepperne. Vi brød os ikke om hende. Der gik rygter om, at hun i fuldmånens skær sankede urter i skovens lysninger, tørrede dem, kastede dem på ildstedet i sin hytte, og iført fjer i den røg, urterne udviklede, dansede vilde danse og sang viser på sin hjemstavns for os uforståelige tungemål. Hun havde en bog med plancher af en kvinde, der på magisk vis var åbnet, så man kunne se ind i hendes livmoder og derinde se et foster langsomt tage form. Den bog gjorde os bange. Vi ville, hvis vi havde kunnet, gerne have revet siderne i bogen ud og brændt dem på bålet, men Ratio kendte vores hensigter og skjulte bogen for os. Det hændte, at i sindet svage kvinder, der ikke kunne få børn på den naturlige måde, en sen aften i ly af mørket sneg sig ud af landsbyen og ind i skoven for at opsøge Ratio i hendes hytte. — Da Astrid og Gunnar ikke kunne få et barn på den naturlige måde, besluttede også de at opsøge Ratio for ved hendes hjælp at få et barn. ‘Hvordan kan du søge hjælp hos den kloge kone, den kvaksalver, Astrid?’ spurgte vi. ‘Hvordan kan du tro på hende og hendes trolddomskunster, når du ikke kan tro på vores vandnymfe?’"

"Men Astrid gjorde sig end ikke den ulejlighed at svare os på spørgsmålet, hun trak blot på skuldrene, og en sen aften i ly af mørket sneg hun og Gunnar sig ud af landsbyen. Da de nærmede sig Ratios hytte, var hendes ildsted tændt, og der kom røg op af skorstenen. Ratio sad i skæret fra ildstedet og læste i sin bog. — Astrid havde taget alle de smykker, hun ejede, med, dem, hun havde arvet efter sin mor og mormor, og lagde dem foran Ratio, det gjorde ikke noget, at hun mistede dem, blot hun fik et barn. — På Ratios befaling klædte Astrid sig af. Ratio bandt Astrid med nogle reb, hængte hende op i nogle kroge på stenvæggen i sin stue, og surrede hende fast, så hendes lår var spredt ud til siden og hendes underliv på den mest ydmygende måde var blottet."

"Ratio smed nu nogle tørrede urter på ilden, og den lille stue fyldtes med en tyk, hvid, ugennemsigtig røg, så Astrid intet kunne se. Røgen trængte ind gennem hendes næse og mund, ned i hendes lunger, ud i hendes blod, op i hendes hjerne, og da røgen i stuen endelig lettede og Astrid igen kunne se, var det som om, at der var undergået Ratio en forvandling. Godt nok stod hun det samme sted, hun havde stået, inden stuen var blevet fyldt med røg, men nu var hun klædt i flammerøde fuglefjer, og hendes øjne lyste som hvidglødende metal. I den ene hånd holdt hun et stort nøgleknippe med nøgler i mange slags metaller og udformninger. — Hun skubbede Gunnar omkuld, satte sig overskrævs på ham og begyndte at ride på ham, som red hun på en hest hen over stepperne. Bleg som et lig, med angste øjne lå Gunnar under hende. Astrid så med afsky på det. Da Gunnar fik udløsning, greb Ratio om hans lem og tømte hans sæd ud i en kop."

"Ratio kom nu hen imod Astrid med det store nøgleknippe i hånden. Hun valgte en nøgle og forsøgte at åbne Astrid med den, men nøglen passede tilsyneladende ikke. Hun valgte en anden nøgle, men den passede tilsyneladende heller ikke. Ingen af nøglerne i nøgleknippet lod til at passe, og forsøget på at give Astrid og Gunnar et barn syntes at skulle mislykkes. Ratio blev rasende. Hun lod sin vrede gå ud over Astrid og begyndte at slå løs på hende — det var ikke nøglerne eller hendes egne evner, der var noget galt med, det var Astrid. I periferien af denne meningsløse afstraffelse lå den afkræftede Gunnar og pegede på noget, der lå på gulvet og glimtede i skæret fra ildstedet, også det vakte Ratios vrede, og hun skulle lige til at gå løs på Gunnar, da hun opdagede, at det, han pegede på, det, der lå på gulvet og glimtede i skæret fra ildstedet, var en nøgle, hun havde tabt ud af nøgleknippet. Denne nøgle passede, og hun kunne åbne Astrid på samme måde, som man åbner et skab. Hun tog æggestokkene ud af hende, gennemlyste dem med sine hvidglødende øjne og udvalgte et æg, der syntes særligt velegnet, blandede det med sæden fra Gunnar i en glaskolbe, spyttede tre gange ned i glaskolben, og da dette ikke syntes at være nok, tømte hun også begge sine næsebor ned i den, derpå rystede hun glaskolben og varmede den over ilden."



"Ægget begyndte da straks at dele sig og blive til et væsen, man vidste i begyndelsen ikke hvilket, og det var, som om væsenet selv heller ikke vidste det, det var, som om det forsigtigt prøvede sig frem, som om det forsigtigt åbnede døre ind til mulige skæbner, gik ned ad gange, så sit spejlbillede for enden af gangen og kunne ikke genkende sig selv i det, åbnede andre døre, gik ned ad andre gange, så andre spejlbilleder, men kunne heller ikke genkende sig selv i nogen af dem. Til at begynde med lignede væsenet slet ikke et menneske, ja, end ikke noget, der kunne tænkes at leve på landjorden, snarere lignede det noget fra søen, en slange eller en slangeagtig fisk, men denne tilstand var ikke stabil, foran Astrids forbavsede øjne gennemgik fosteret i løbet af ganske kort tid en række højst forbavsende forvandlinger: finner voksede ud, finnerne blev til fire primitive ben og en hale, de bageste ben blev ved med at vokse, de forreste forblev uforandrede, halen skrumpede ind og gik i sig selv igen, alt imens væsenet skiftede udseende fra fisk til salamander og fra salamander til frø. Først da begyndte væsenets form at blive mere menneskelignende, svømmehuden mellem fingre og tæer forsvandt, det frølignende ansigt fik menneskelige træk, lyset begyndte at spille i dets øjne, ja, det forekom Astrid, at det lille væsen med det ene øje blinkede til hende, og at det gav sig til at danse og lege sprællemand som i glæde over endelig at have fundet sin blivende form. — Ratio greb det lille menneske og lagde det ind i Astrids underliv og lukkede hende til igen. Derpå løsnede hun rebene, der bandt Astrid, og jog Astrid og Gunnar ud af hytten og lukkede og låste døren efter dem. Støttet af Gunnar slæbte Astrid sig hjem. Hun var øm og forslået, men det gjorde ikke noget, for hun kunne mærke det lille menneske danse og sprælle inde i sig."

"Fosteret voksede i Astrids liv. Hendes svangerskab blev plagsomt og pinefuldt, i smerte kom hun til at føde sit barn. Hun var for snæver, hun kunne ikke presse barnet ud gennem sine smalle hofter. ‘Bed Vandnymfen om hjælp, Astrid,’ sagde vi. ‘Hun vil sørge for, at din fødsel bliver let, og at barnet kommer sikkert til verden.’ ‘Gå,’ sagde Astrid. ‘Lad mig føde i fred.’"

"Men barnet var ved at kvæles i hendes liv, og jordemoderen måtte hvæsse æggen på sin kniv og skære barnet fri. Astrid blødte, ja, hun var nær forblødt, men jordmoderen fik standset blødningen og syede hende sammen, så godt hun kunne, det var ikke noget kønt syn, det ville efterlade et grimt ar. Men barnet levede, og det var det eneste, der betød noget for Astrid."

"Astrid og Gunnar gav barnet navnet Orm. ‘Lad os bære dit barn ned til søen, Astrid, dyppe det i vandet og med vores finger tegne Vandnymfens mærke i dets pande, for at der ikke skal ske det noget ondt,’ sagde vi. ‘Godt nok blev det undfanget ved hjælp af Ratio, men hun kan ikke beskytte det. Det kan kun Vandnymfen.’ ‘Nej, mit barn skal hverken dyppes eller tegnes på,’ sagde Astrid. ‘Jeg advarer jer: hold jer fra mit barn.’"

"Det var et mærkeligt barn, de havde fået, Astrid og Gunnar. Det var uroligt og vildt, det kunne ikke som andre børn sidde roligt og lege med nogle klodser, altid var det i bevægelse, hele tiden løb det rundt og dansede og legede sprællemand. Det dansede i huset, det dansede på grunden omkring huset, og ofte kom det i sin dans langt bort fra huset, men når Astrid kaldte, kom det altid. Så kravlede det op på hendes skød og sad og trykkede sig ind til hende."

"Men en dag, da Astrid kaldte, kom barnet ikke. Astrid ledte overalt. I og omkring huset. Et sted opdagede hun barnets fodspor. Hun fulgte de dansende fodspor, deres mærkelige snirklede bane, der flere gange slog sløjfe på sig selv, så hun nær var blevet rundtosset, ned til søen. Dér endte sporene brat ude i vandet. Astrid løb op og ned ad stranden og spejdede ud over søen, men kunne ikke få øje på barnet. Astrid løb ned til landsbyen. ‘Har I set Orm, min lille dreng?’ spurgte hun."

"Men vi sagde ikke noget. Hun havde ikke villet lytte, mens tid var. Nu var det for sent. Tavse og ubevægelige som statuer stod vi i byens gader. Hun løb fra den ene til den anden. Og med ét begyndte hun at slå løs på os, som om hun troede, at vi fortav noget. Hun var en ejendommelig kvinde. Til sidst kom Gunnar og førte hende hjem til deres lille hus uden for landsbyen. — Der var stille i deres hus, nu, hvor der ikke mere lød dansetrin. Gunnar rumsterede ude i køkkenet. Han lavede te til Astrid og sig selv. Astrid sad inde i stuen ved bordet. Hendes øjne var tomme og udslukte. Udenfor blev det langsomt mørkere. Man kunne høre vinden blæse hen over søen. Hvordan skulle hun komme gennem denne nat? Denne mørke nat! Og den næste nat? Og den næste? Uden Orm?"

"Da bankede vi på hendes dør og trådte, en lille forsamling af fiskere og fiskerkoner, ind i hendes stue. ‘Vi har fundet din dreng, Astrid,’ sagde vi. ‘Er han død?’ spurgte Astrid. Hendes ansigt blegnede, idet hun udtalte de forfærdelige ord. ‘Nej,’ sagde vi, ‘han lever.’"

"En fiskerkone iblandt os trådte frem med en bylt i sin favn, barnet svøbt i et tæppe. Astrid tog vredt barnet fra fiskerkonen. Det var hendes! Hun så nøje på barnet i sin favn. Dets øjne var lukkede. Men det trak vejret. Det sov kun. Det levede altså, og hun kunne ånde lettet op. Men på barnets pande var et stort ejendommeligt udseende sår, som om nogen havde ridset barnet dér med et skarpt redskab. ‘Hvad har I gjort ved mit barn, gale mennesker?’ skreg Astrid."

‘Tro os, Astrid, det er ikke vores værk,’ sagde vi. ‘Det var i den tilstand, vi fandt ham, eller rettere sagt: i den tilstand, vi fik ham overbragt. Nogle af os fiskere var ude at fiske her til aften. Da tændtes med ét i det mørke vand nær ved vores båd et svagt undersøisk lysskær, det voksede og voksede, både i omfang og intensitet, indtil at det forekom os, at vores lille båd flød som på en sø af lys, i centret for alt dette lys boblede og skummede vandet, og med ét blev vandspejlet dér brudt, og en kvinde, en smuk, nøgen kvinde, kom til syne. Hendes former var som hos alt det, der lever i søen, yppige, hendes hud var som hos en, solens lys sjældent når, bleg, hendes ansigt var smukt og strengt. I sin favn bar hun en lille dreng.’

‘Frygt ikke, fiskere, sagde den smukke kvinde. Den vilde dreng legede på stranden, ved søens bred, han faldt i vandet, han kunne ikke svømme, livløs sank han fra søens overflade mod søens bund, ned i mit rige, men jeg greb ham og bragte ham til min fugtige grotte på bunden af søen, dér er der luft som i jeres egne stuer, og dér lagde jeg ham på mit leje. Jeg omfavnede ham, kyssede hans lille mund, og hviskede historier i hans lille øre, historier om søen, om hans fætre og kusiner, fiskene, om dengang, der endnu ikke levede mennesker, dengang alt var vand og alle levende væsener var fisk, og han begyndte igen at ånde, men han åbnede ikke øjnene, han var træt oven på de mange strabadser og var faldet i en dyb, helsebringende søvn. Jeg havde gerne beholdt ham, men jeg tænkte, at min mørke, fugtige grotte ville forskrække ham, og at han gerne ville hjem til sin mor. Men før jeg bragte ham tilbage til søens overflade, tog jeg en skarp sten og ridsede mit mærke i hans pande og velsignede ham, for at der aldrig skal ske ham noget ondt.’





‘Den smukke kvinde lagde forsigtigt den sovende dreng i vores båd. Derpå forsvandt hun i dybet igen. — Den smukke kvinde, det var vandnymfen, Astrid, og barnet, det var dit barn, Orm. Dit barn druknede i søen, men Vandnymfen genopvakte det fra de døde, satte sit beskyttende tegn i dets pande, for at der aldrig skal ske det noget ondt, og bragte det tilbage til overfladen, opfyldt af dybets visdom.’

"Med disse ord forlod vi Astrids hus."

"Den aften, da Gunnar var gået til ro, og Orm lå trygt og sov i sin lille seng, tæt ved sine forældres, troede vi, at Astrid ville gøre det, som enhver anden kvinde i landsbyen i hendes sted ville have gjort, nemlig at falde på knæ og takke Vandnymfen for, at hun havde fået sit barn tilbage. Men sådan gik det ikke. I stedet for gav Astrid sig i al hast til at pakke, og den næste dag, da solen stod op over vores by, var hun sammen med Gunnar og Orm rejst. Og lige siden da har hendes hus stået tomt."

Da værtinden havde afsluttet sin fortælling, sad jeg et stykke tid henfalden i dybe tanker. Værtindens fortælling havde ladet mig alt andet end uberørt. Hvis man under hendes fortælling havde været til stede i stuen, ville man kunne have set mit ansigt vise alle mulige tegn på indre bevægelse. På den anden side mente jeg ikke, at historien på nogen måde beviste Vandnymfens eksistens. I fortællingen var det jo kun fiskerne, der havde set Vandnymfen. Det kunne jo være en historie, de havde fundet på, ja, faktisk var det muligt, at det var dem selv, der havde ridset mærket i barnets pande. Måske var det det, Astrid troede, måske var det derfor, hun var rejst, for at bringe barnet i sikkerhed for fiskerne? Af takt nævnte jeg dog ikke noget om dette over for værtinden. I stedet for rejste jeg mig, ønskede værtinden godnat og gik op på mit værelse for at gå til ro.

Men jeg kunne ikke falde i søvn. Jeg lå og tænkte på søen og på det gådefulde væsen, den smukke kvinde, man her i byen var overbevist om levede i dens dyb. Selv om jeg ikke ville være ved det, æggede det min fantasi og holdt mig vågen. Jeg stod derfor op og klædte mig på igen, i den hensigt at gå en aftentur ned til søen, i håb om at det ville gøre mig træt. Forsigtigt for ikke at vække værtinden listede jeg ned ad trappen, åbnede hoveddøren og sneg mig ud i byens gader. Alle byens huse lå hen i mørke. Hele byen sov tilsyneladende. Jeg gik ned til søen. Da jeg kom ned på stranden, lettede en fiskehejre, der stod lidt ude i søen, med et langtrukkent, klagende skrig og fløj ud over søen. Jeg fulgte den med blikket, indtil den i et punkt på den overskyede nattehimmel blev opslugt af mørket. Jeg fastholdt mit blik på punktet, som om jeg ventede, at fiskehejren ville vende tilbage, men intet skete. Det var tilsyneladende et altopslugende mørke, hvorfra ingen vendte tilbage, jeg stod foran. Jeg skulle lige til at gå, da jeg med ét blev opmærksom på et svagt lysskær, langt ude på søen, som syntes at komme nede fra bunden af søen. Det stod ikke stille, det bevægede sig frem og tilbage på tværs af min synsretning. Længe stod jeg og så på det. Jeg var så optaget af lysfænomenet, at jeg ikke straks opdagede, at jeg ikke mere var alene på stranden. Først da nogen bag mig rømmede sig, vendte jeg mig om og opdagede at hele landsbyen stod forsamlet bag mig, i hænderne havde de stave. Blandt dem genkendte jeg værtinden. Hun holdt en stor lygte i hånden. Det var tilsyneladende hende, der havde vækket landsbyen og havde ført dem ned til stranden. Jeg var, må jeg indrømme, lidt beklemt ved situationen. Jeg forsøgte at fatte mig, og idet jeg pegede ud mod lysskæret, sagde jeg i et henkastet tonefald, som om der intet usædvanligt var ved denne natlige scene:

"Det er et smukt lysfænomen. Hvad er det?"

"Det er Vandnymfen," sagde værtinden, som tilsyneladende førte ordet for fiskerne. "Hun svømmer rastløst omkring. Hun er urolig. Det har hun været, lige siden du i formiddags ankom til vores by. Hun kan mærke din tilstedeværelse, din rastløse gåen omkring, og hun tænker: ‘Hvad vil du? Hvorfor er du kommet? Er det hende, du er kommet for at se? Er du hendes ven eller er du hendes fjende? Vil du hende godt eller vil du hende ondt?’"

"Jeg forstår ikke," sagde jeg, "Selv om vi et øjeblik antog, at lysskæret derude skyldes Vandnymfen, og dermed at Vandnymfen virkelig eksisterer og ikke kun er et væsen, I indbilder jer i jeres fantasi, hvorfor skulle min tilstedeværelse da anfægte hende?"

"Stop komediespillet," sagde værtinden. "Vi ved godt, hvem du er. Du er ikke den turist på uforpligtende gennemrejse, du prøver at bilde os ind, at du er."

"Ikke det?" sagde jeg. "Hvem tror I da jeg er?"

"Du er Orm, Astrids søn," sagde værtinden.

Værtinden rettede sin lygte mod min pande. Jeg kunne af gode grunde ikke se mig selv i panden, men på landsbyens reaktion, deres opspilede øjne og pegende fingre, kunne jeg forstå, at der for dem stod et eller andet at læse dér.

"Vandnymfens mærke!" udbrød de.

"Selv om såret for længst er helet," sagde værtinden, "og der nu kun er et utydeligt ar tilbage, så vi alligevel straks, da du ankom til vores by, mærket i din pande. Ja, vi ved godt, hvem du er, og vi ved også, hvorfor du er kommet: Astrid og Gunnar er døde, du formåede ikke at skabe dig et liv i det fremmede, derfor er du vendt tilbage, ikke til os, som du ligesom dine forældre foragter, men til Vandnymfen, i hvis fugtige grotte du som barn engang opholdt dig. Som en gammel talemåde hos os siger: den, der én gang har været i Vandnymfens fugtige grotte, han vil før eller siden vende tilbage."

Fiskerne begyndte at tage mit tøj af mig. Til at begynde med strittede jeg imod, slog de mange famlende hænder, der nærmede sig mig, over håndryggen, knappede de skjorteknapper, de knappede op, igen, lynede lynlåsen i mine bukser, de lynede ned, op igen, men kampen var i længden for ulige, og jeg måtte til min store fortrydelse lade mig klæde af. Jeg stod nu nøgen foran landsbyen. Kun holdt jeg i hænderne stadig rejsehåndbogen, den ville jeg for alt i verden ikke give slip på, men en lille pige hev i den, en rigtig lille strigle, jeg begyndte at græde, det var på alle måder et pinligt optrin at overvære.

"Giv dog pigen bogen," sagde fiskerne.

Jeg opgav og gav slip på rejsehåndbogen. Hvad skulle jeg også med den nu, tænkte jeg, mens jeg tørrede tårerne bort fra mine øjne. Indtil nu havde den været mig til ringe hjælp, og der var intet, der tydede på, at det ville blive anderledes i fremtiden.

Fiskerne løftede nu deres stave og kom truende imod mig, som om det var deres hensigt at jage mig ud i søen. Jeg tænkte på, hvordan det var gået Gunnar, ham, fiskerne påstod var min far, og begyndte at gå baglæns ud i søen. Da fiskerne kom til strandkanten, blev de stående, som om det var grænsen for deres rige og deres mission dermed var fuldført.

Som jeg stod derude i vandet, var det, som om min sindsstemning ændrede sig. Det var, som om vandet havde en beroligende, ja, næsten vederkvægende effekt på mig. Det var, som om det rige, vandet repræsenterede, langsomt begyndte at virke på mig, og at det rige, landjorden repræsenterede, langsomt begyndte at slippe sit tag i mig. De anmassende fiskere fortonede sig allerede som en tåget masse inde på bredden. Jeg vendte mig bort fra dem, om mod søen, og begyndte, først tøvende, senere mere beslutsomt, at gå udad. Da vandet gik mig til midt på livet, tog jeg afsæt fra søbunden og begyndte at svømme ud i retning mod det forunderlige lysskær.