Min ukendte familie på jorden

Graven

På en af de store kirkegårde lidt uden for København står der en gravsten af poleret blå granit. Selv på en gråvejrsdag synes krystallerne i den blå granit at tindre som stjernerne på nattehimlen. Indsat i den blå granit er et lille rundt lysende hvidt relief forestillende månegudinden Selene. I sin favn bærer hun to sovende børn. I den blå granit neden under relieffet er indgraveret to navne, belagt med bladguld, en mands og en kvindes — der er, må man gå ud fra, tale om et ægtepar. Af datoerne fremgår det, at de døde med kort tids mellemrum.

Udflugter med mål

Af og til cykler jeg ud og ser til dette gravsted, ser efter, om alt er, som det skal være, og hvis stedmoderblomsterne og isbegonierne, som i sommerhalvåret bliver plantet neden for gravstenen, trænger til vand, fylder jeg en af kirkegårdens gamle zinkvandkander og vander dem. Jeg ved i grunden ikke, hvorfor jeg har denne affinitet til gravstedet. Måske er det blot for at have et mål for udflugten? Andre har en måske en bænk, de cykler efter, en ensomt beliggende bænk, med udsigt ud over havet, hvor de så sætter sig og drikker en medbragt øl, imens de lader tankerne vandre med sølvmågernes og havternernes flugt hen over havet. Sådan en bænk har jeg endnu ikke fundet. I stedet for har jeg dette gravsted.

Julekortet ved gravstenen

For halvandet års tid siden, hen imod jul, da jeg ankom til kirkegården, lå der en krans ved gravstenen, og ved siden af kransen stod der et syltetøjsglas med skruelåg med et kort i. Jeg skruede låget af og tog kortet op. Det lugtede surt; af etiketten fremgik, at der havde været syltede asier i glasset. På kortet stod:

Kære William Alexander

Du ønskes hermed en rigtig glædelig jul, samt et godt og lykkebringende nyt år. Jeg håber, at du har det godt. Jeg var så heldig, da jeg er en ivrig amatørastronom at få øje på dig i mit teleskop i mit observatorium i G., da du faldt ned fra månen. Det må have været en grim oplevelse at falde så dybt, i alt 350.000 kilometer, og du kunne have slået dig rigtig slemt, da du ramte jorden. Heldigvis — som jeg så det i teleskopet — overlevede du på mirakuløs vis faldet. Du slog godt nok hovedet, men ikke slemt, håber jeg. Jeg så, at Von O fandt dig og tog sig af dig, bl.a. sørgede han for at uddanne dig med henblik på dit nye liv på jorden. I dag lever du så i din egen lille lejlighed på Ensomhedens Allé. Af og til har jeg vendt mit altseende teleskop imod din færden på jorden og fulgt med i, hvordan det gik for dig. I begyndelsen var dit ansigt som forstenet. Du var et menneske i sorg. Men Von O gjorde alt, hvad han kunne for at få dig til at smile igen. Dit smil var aldrig langt borte. Du er jo ligesom din mor, dronningen af månen, et menneske, der har let til latter. Du skal bare vide, at vi, din store familie på jorden, savner dig meget og håber at se dig. Du er jo også en del af os.

Mange kærlige hilsener

Din kusine Hypatia, på vegne af din store familie på jorden.



Min første afvisning

Min store familie på jorden? Et øjeblik var jeg et stort spørgsmålstegn. Men så kom jeg i tanke om, at det passede. Min mor, dronningen af månen, havde en søster og en bror på jorden. På et tidspunkt blev hun vred på søsteren og ville ikke have noget med hende og resten af familien at gøre. Sådan kan det gå. På kortet var der angivet alle mulige måder til at komme i kontakt med kusine Hypatia. Adresse, telefonnumre og e-mail-adresse. Jeg havde ikke lyst til at møde hende og resten af min ukendte familie. Måske lidt uretfærdigt forestillede jeg mig dem som storspisende asieelskere og deres hjem som mørke og indelukkede rum, hvor der lugtede sursødt som det indvendige af et ikke tilstrækkeligt rengjort syltetøjsglas. Jeg vidste ikke længe, hvordan jeg skulle reagere, men til sidst skrev jeg følgende e-mail til kusine Hypatia.

Kære kusine Hypatia

Du må undskylde, at jeg først nu svarer på dit kort. Men grunden er, at jeg er lidt i vildrede med, hvad jeg skal svare.

Det er rigtigt, at jeg var så uheldig at falde ned fra månen. Det var som at falde ned i en dyb afgrund. Den første tid efter faldet var meget slem. Jeg var som en fremmed på jorden. Nogle nætter, gerne når det var fuldmåne, stod jeg op og gik udenfor og så op på månen. Jeg led af hjemve. Jeg savnede mit liv på denne jordens drømmeagtige drabant. Mest på grund af min mor dronningen. Jeg elskede og elsker hende stadig. Hun havde et elskende hjerte, den fineste egenskab, et menneske kan have.

I dit kort skriver du, at I håber at se mig. Det kan jeg slet ikke finde ud af at svare på.

På den ene side ville jeg have det meget svært ved pludselig at få en "ny" familie her på jorden i stedet for den "gamle", jeg havde på månen. Da jeg faldt ned fra månen, var det afslutningen på et langt kapitel. Det var en cirkel, der blev afsluttet. Her på jorden er jeg begyndt på en frisk. Samtidig synes jeg også, at det ønske, som min mor, dronningen af månen, udtrykte om ikke at have noget med sin familie på jorden at gøre, bør respekteres.

På den anden side har jeg det meget dårligt med at afvise mennesker, der rækker hånden frem (som jeg føler, at du gør). Jeg er selv blevet afvist af mennesker, bl.a. en pige. Hun hed Camilla og var fra Søborg. Det gjorde meget ondt i mit klovnehjerte. Den smerte vil jeg nødig forårsage hos andre mennesker. Man skal jo behandle andre mennesker, som man selv ønsker at blive behandlet.

Jeg håber, at du kan bruge dette svar til et eller andet, og at du vil modtage det i den ånd, det er skrevet.

Jeg ønsker dig og din familie al mulig lykke fremover.

Med kærlig hilsen

William Alexander Månesøn



Min anden afvisning

Det er det, jeg selv kalder for en høflig afvisning. Hensigten var, at jeg ikke skulle høre mere fra kusine Hypatia. Hvis jeg selv modtog et sådan svar, ville jeg trække følehornene til mig. Men det gjorde kusine Hypatia ikke. Hun kunne tilsyneladende ikke fatte eller acceptere min høflige afvisning. Jeg modtog en lang e-mail, som jeg ikke skal trætte læseren med, hvori hun bl.a. skrev, at hun ikke syntes, at det uvenskab, der opstod mellem min mor, dronningen af månen, og hendes søster, skulle gå ud over mig. Og det var kun begyndelsen. Nu da jeg havde været så uforsigtig at give kusine Hypatia min e-mail-adresse, begyndte hun med jævne mellemrum at sende e-mails til mig. F.eks. blev jeg inviteret til hendes fødselsdag. Jeg måtte igen sætte mig ved tastaturet og formulere et svar.

Kære kusine Hypatia

Tak for invitationen til din fødselsdag.

Jeg må imidlertid desværre melde pas.

Det kan godt være, at det lyder lidt patetisk, men dengang jeg faldt ned fra månen, følte jeg det som, at jeg steg ned i den helvedesskakt, som Dante har beskrevet, og ud over den hjælp, som jeg fik af Von O (min dødsvandrings Vergil), og som jeg er ham dybt taknemmelig for, har det været en ensom færd. Den efterfølgende tid på jorden har jeg brugt på at skabe min egen tilværelse og at blive menneske igen. Det er ikke noget, der sker på fjorten dage. Det tager år. Det er ikke noget, jeg venter at møde forståelse for, for I mennesker i den nordvestlige del af jordkloden lever et hektisk og overfladisk liv, hvor der ikke er plads til dybere følelser. Det er måske barsk formuleret, og der er givetvis nogen, der er uenige i udsagnet, men det er ikke desto mindre sandt. Fred være med det.

Min tid går med at passe mit lille job som (...) på (...) Der prøver jeg på at være så udadvendt og hjælpsom som muligt. Resten af min tid går med at tage imod døde mennesker, der besøger min lille lejlighed på Ensomhedens Allé, og at nedskrive deres fortællinger. Det morer mig, og måske er der også noget helende ved processen?

Mit liv på månen var ikke altid lige let. Min far kongen var en tyran. Han behandlede hverken min mor dronningen eller månens befolkning godt. Man siger, at fædrenes synder straffes på børnene. Jeg håber ikke, at det forholder sig sådan, men i visse sorte stunder kan man ikke undgå at føle, at der er et vist gran af sandhed i udsagnet. For mens min far kongen lod til at leve et ubekymret og egoistisk liv, var det op til hans omgivelser, dvs. min mor dronningen, mig og månens befolkning, at bære byrderne og smerten (sådan virkede det i hvert fald). Og i sidste ende var det kun mig, der havde styrken til det. Nu skal det ikke forstås sådan, at min far kongen var roden til alt ondt, det var snarere den fjende, der boede i hans blod, der var roden til alt ondt. Og selv om jeg ikke har en tyrans hjerte som min far kongen, men en klovns hjerte, så bor den fjende også i mit blod, da mit blod er det samme som min faders. Dette mit klovnehjerte og denne min fjende i blodet (som bestandigt bekriger hinanden) har tilsammen skabt et mærkeligt sammensat menneske. Som prins af månen har jeg blandt andet været plaget af en stor skyldfølelse, en skyldfølelse som min far kongen, ja, vel ikke engang min mor dronningen, var i stand til at føle. Gjorde jeg et eller andet forkert? Hvis man havde levet på en anden måde, kunne de tragiske begivenheder, som førte til mit fald mod jorden, så have været undgået? Den slags spørgsmål kan jeg godt plage mig selv med.

Tillykke med fødselsdagen den (...) Jeg håber, at det bliver en god dag.

Med kærlig hilsen

William Alexander Månesøn

Min tredie og definitive afvisning

Dermed håbede jeg, at jeg ikke kom til at høre mere fra kusine Hypatia. Men ak. For nylig skrev hun til mig igen.

Kære William Alexander
Kunne godt tænke mig at vide hvordan det går med dig ???
Kunne du ikke have lyst til en lille tur til mit observatorium i G. ???????
Mange venlige hilsener din kusine Hypatia

Da fortrød jeg, at jeg overhovedet havde svaret på julekortet ved graven, at jeg ikke bare havde smidt det ud sammen med det surt lugtende syltetøjsglas. Jeg synes, at jeg havde sagt det så tydeligt, som jeg kunne uden at skulle såre unødvendigt. Jeg har ikke lyst til at møde kusine Hypatia. Ja, fremprovokeret af hende ved jeg snart ikke, om jeg overhovedet har lyst til at møde nogen som helst mennesker mere. Ikke engang Camilla fra Søborg. Jeg har ikke den mindste lyst til at se hende igen. Det er, som om relationer til mennesker, man ikke har set længe, har en udløbsdato. Når den bliver overskredet, sætter ligegyldigheden ind. Folk, man ikke ser i det daglige, er som døde. Jeg passer mit arbejde. Jeg taler med Von O. Jeg ved ikke engang, om jeg — hvis Von O byggede det rumskib, han har planer om at bygge efter de tegninger, jeg har fået af en af de døde, jeg har haft besøg af — om jeg så ville flyve tilbage til månen. Hvad skulle jeg dog der? Genoptage mit liv på slottet Stjerneborg som prins af månen? Det hele er så længe siden efterhånden. Jeg er kommet videre. Det er andre tilsyneladende ikke. Til sidst skrev jeg følgende e-mail:

Kære kusine Hypatia

Jeg beklager, at jeg har været lidt tid om at svare. Men jeg synes heller ikke, at du gør det særligt let for mig med dit direkte spørgsmål. Men under alle omstændigheder:

Det går faktisk bedre med mig. I hvert fald med min psykiske tilstand. Jeg har fået begivenhederne omkring mit fald ned fra månen på afstand, og jeg tager gennemgående livet lidt mere afslappet, end jeg gjorde i begyndelsen af denne periode af mit liv. En gang imellem dukker der nogle ubehagelige minder fra min tid på månen op i mit sind, det er ofte begivenheder, hvor jeg føler, at jeg svigtede, men det bliver sjældnere og sjældnere.

Efter en lang sommerferie er jeg begyndt på mit arbejde igen. Arbejdspladsen er lukningstruet. Men det er ikke noget nyt, det har den faktisk været i al den tid, jeg har arbejdet der. Man skal spare. Jeg så helst, at jeg kunne beholde arbejdet. Det er et rart arbejde, bortset fra (...) Det er trættende. Men også det er jeg begyndt at tage mere afslappet. Ud over det har jeg mine små projekter, som jeg arbejder på, noget med at skrive og lave billeder, det har jeg vist nævnt tidligere. Om det går godt med disse projekter? Tja, lidt mere bevægelse kunne jeg godt ønske mig, men det går i hvert fald fremad, selv om det går langsomt.

Jeg har i en periode ikke bevæget mig så meget fysisk. Så tager man på i vægt, desværre. En overgang gik jeg til noget træning i et fitnesscenter. Men jeg holdt op, da vinteren 2009/2010 blev så streng. Så var det ikke sjovt at køre derhen på cykel. Jeg synes heller ikke, at det hjalp særlig meget. Jeg håber på at begynde på at bevæge mig lidt mere. At gå og cykle ture.

Det var så lidt om, hvordan det står til.

Jeg beklager, men jeg har ikke lyst til noget møde. Det gør mig vel ikke til noget ondt og afstumpet menneske? Don't take it personally, som jeg har hørt, at de siger på amerikanske film. Jeg er selv engang blevet afvist. Af en pige, der hed Camilla og var fra Søborg. Har jeg nævnt det før? Nå, men det tog jeg til efterretning. Også det er jeg kommet over.

Dengang jeg levede på månen, handlede jeg tit af pligt og ikke af lyst. Og jeg har tit spillet rollen som forsoner mellem mennesker. Forsoneren, der gør ting af pligt og ikke af lyst. Den rolle ønsker jeg ikke at spille mere. Det er måske derfor, at jeg har fået det bedre? Jeg lader Mælkevejens uforsonlige stivnakker være det, de er. Det er ikke min opgave at frelse dem og universet.

Jeg føler, at jeg har gjort min pligt. Der er ikke flere pligter, der er ikke mere, der skal forsones. Der er ikke noget sår, der skal heles. I hvert fald ikke andre end de små rifter, et helt almindeligt liv på jorden indebærer. Jeg vil ikke spille Jesus Kristus. Det overlader jeg trygt til ham selv. Jeg går ud fra, at han billiger dette. At tro på ham, er vel også at tro på, at han magter det univers, hans egen far har skabt? Jeg passer mit eget lille liv, og det har jeg det OK med. Jeg har ikke noget mellemværende med nogen, jeg har ikke nogen "gæld", der skal betales.

Jeg føler lidt, at det er den rolle som forsoner, du spiller, kusine Hypatia. Det er al ære værd. Hvis det giver en selv mening. Jeg kan bare ikke den rolle mere. Og som sagt: Der er ikke noget, der skal forsones. Det kan godt være, at du synes, at det var noget værre tågesnak, jeg lirede af der, men det er i hvert fald sådan, jeg oplever livet for nuværende. Jeg har ikke lyst til at møde nogen. Jeg har bare lyst til at være for mig selv.

Jeg håber, at det går dig og din datter godt. Jeg er sikker på, at der er masser af indhold i jeres tilværelse.

PS: Jeg håber ikke, at du bliver stødt over nogle af mine formuleringer. Det er ikke min mening. Hvis du gør, så må du være storsindet og tilgive mig.

Med kærlig hilsen

William Alexander Månesøn

En klovns hjerte

Vinden på månen

Som spæd lå jeg i en vugge i et afsidesliggende værelse på Slottet Stjerneborg. Jeg husker det som, at værelset — ud over vuggen jeg lå i — var næsten tomt. Mærkelige øde omgivelser at placere et spædbarn i, skulle man mene — men måske er det min hukommelse, der spiller mig et puds?

Et vindue i værelset stod åbent. Ind gennem det og ind i det store tomme værelse blæste vinden på månen. For det meste blidt, i skikkelse af en vederkvægende brise, men når jeg brød ud i hjerteskærende barnegråd over den store ensomhed, det så gådefuldt var min lod at blive født ind i, tog den til i styrke, så min vugge forsigtigt begyndte at gynge fra den ene side til den anden, som var den blevet skubbet af en kærlig mor. Frem og tilbage, frem og tilbage, vuggede vinden på månen mig ... indtil jeg faldt til ro.

I dag ved jeg som alle andre voksne mennesker på jorden, at der ikke blæser nogen vind på månen. Alligevel erindrer jeg det som, at det var vinden på månen, der vuggede mig som spæd. Så til den skeptiske læser af denne fortælling vil jeg sige: Tag ikke vinden på månen fra mig i al din voksne rationalitet, for uden den havde jeg slet ingen haft til at trøste mig i min ensomhed og det ville have været ubærligt.

Sådan tilbragte jeg min tidligste barndom på månen. Hvad min far og mor lavede, ved jeg ikke. De havde vel travlt med at være konge og dronning af månen. — Min far opholdt sig vel i slottet Stjerneborgs våbenkammer i færd med at slibe sine knive, sabler og hellebarder og rense og smøre sine pistoler, geværer og kanoner, kort sagt i færd med at vedligeholde alle de våben, som han brugte til at true månens befolkning med, så den ikke gjorde oprør. — Min mor opholdt sig vel i slottet Stjerneborgs blomsterhave i færd med at passe sine hvide måne kallaer, eller også spillede hun Ravels Pavane pour une infante défunte og andre melankolske musikstykker på sin harpe i et afsidesliggende tårnværelse, mens hun kastede længselsfulde blikke mod dobbeltstjernen Alfa Centauri, på en af hvis frodige planeter hun havde levet et sorgløst liv som prinsesse, indtil hun ak så fatalt for hendes skæbne havde mødt min far.



Den tildækkede kvinde

En dag skete der imidlertid noget uventet. En dag åbnede nemlig døren sig, og ind i værelset med min vugge sneg sig en kvindeskikkelse, hvis ansigt under en krans af måne snerler var dækket af et slør, som mest af alt fik en til at tænke på et ligklæde. Den tildækkede kvinde sneg sig hen til vuggen og bøjede sig ind over den. Hendes ansigt var ganske tæt på mit, så tæt at jeg med min lille næse, der kun var vant til den hengemte lugt i værelset, som end ikke et åbentstående vindue kunne fortrænge, kunne registrere måne snerlernes duft af honning og vanilje, og jeg så med et barns troskyldighed op i hendes sorte stikkende øjne, som svagt lod sig ane gennem sløret.

På grund af sløret var det ikke til at afgøre, hvilken alder den tildækkede kvinde havde, om hun var ung eller gammel. Måske var hun en ung kvinde, men blot med et så gammelklogt udseende over sig at der i overført betydning voksede mugpletter overalt på hende, eller måske var hun gammel kvinde, men kendte de samme tricks, som faraonernes hustruer og senere de aldrende skuespillerinder i Hollywoods storhedstid benyttede for at fremstå unge? Gamle kvinder, hvis hud var tynd som pergament, men som ikke desto mindre lå stramt om åre, muskel og knogle uden den mindste fold eller rynke. Ve den unge elsker, som først for sent, lænket af hendes rustne favntag på hendes himmelsengs bløde silkelagener, opdagede kvindens sande alder! Men for at vende tilbage til den tildækkede kvinde; hun havde denne næsten naturstridige dobbelte aura af visdom og jomfruens uberørthed over sig, som man kun ser hos visse ældre nonner, der har levet et langt liv i bøn og i cølibat.



Et sort hjerte med lange pigge

Det store tomme værelse blev nu scene for så uhyggelige begivenheder, at vinden på månen holdt op med at blæse, som holdt den vejret af skræk og rædsel. Den tildækkede kvinde åbnede min brystkasse, tog mit hjerte ud og løftede det op i udstrakte arme. Vi så begge med himmelvendte øjne op på hjertet, der pulserede i hendes hænder. Det lignede slet ikke et menneskehjerte. Det lignede mest af alt et sort søpindsvin med lange pigge. Jeg var lige så overrasket som den tildækkede kvinde. Jeg var ikke klar over, at min spæde krop gemte på sådan et dæmonisk organ.

"Jeg tænkte det nok," sagde den tildækkede kvinde. "Den spæde prins har ligesom sin far et sort hjerte med lange pigge. Månens befolkning kan se frem til at blive tyranniseret af endnu et medlem af denne slægt af despoter og tyranner. Det fortjener den ikke. Derfor har jeg medbragt et hjerte, som har tilhørt en af Mælkevejens allerstørste klovner. Jeg vil erstatte tyrannens hjerte med klovnens hjerte."

Hun rev hjertet ud af mit bryst, satte det andet i dets sted, lukkede min brystkasse, kastede en håndfuld gyldent støv over mit bryst, svingede sin tryllestav og fremsagde en trylleformular, så klovnens hjerte begyndte at slå i mit bryst og der intet spor var efter hendes kirurgiske indgreb.

"Stakkels William Alexander Månesøn!" sagde den tildækkede kvinde. "Du er et nødvendigt offer for, at andre kan få det godt. Nu har jeg givet dig en klovns hjerte. Det vil næppe bringe dig lykke. Det vil gøre dit livs vej stenet og kroget. Som en form for kompensation vil jeg give dig følgende råd: Ligegyldig hvordan det end kommer til at gå dig her i livet; luk aldrig døren ind til himlen, luk aldrig døren ind til himlen."

Visdommen fra Corvus

I det samme øjeblik kom min mor dronningen med blomstrede havehandsker og en blomstersaks i sin hånd ind i værelset.

"Hvem er du, og hvad laver du i min søns værelse?" spurgte hun.

Den tildækkede kvinde løftede sit hoved op fra vuggen og så hen på min mor dronningen.

"Kan du se pyramiden dér?" spurgte hun og pegede ud af det åbentstående vindue og ud på månelandskabet, hvor en pyramide lå badet i det blålige lys fra jordkloden."

"Ja," sagde min mor dronningen. "Det er den pyramide, den afdøde farao Khufu lod opføre, da han fór vild på sin vej til Auru, de gamle egypteres paradis, og strandede med sit solskib på månen."

"Nuvel," sagde den tildækkede kvinde, "dengang, der ingen pyramide var, dengang, der kun var et krater efter et meteornedslag; dengang vankede jeg allerede omkring i månens støv."

"Det er lang tid siden," sagde min mor dronningen.

"Ja, for dig, som er en ung kvinde, og som netop har født, må det føles som lang tid siden," sagde den tildækkede kvinde og lo, "men ikke for mig, for mig føles det, som var det i går. Men lad os blot med syvmileskridt fortsætte vores tankerejse tilbage i tiden, tilbage til dengang, der slet ingenting var her, dengang der ingen måne, ingen jord, ingen sol, ingen stjerner, ingen himmel var til, dengang alt var tomhed og mørke; dengang var jeg her allerede."

"Hvem er du da? — Du, som var til, før verden blev skabt?" spurgte min mor dronningen, en ærefrygt kom over hende.

"Jeg er visdommen," sagde den tildækkede kvinde. "Og i aften har jeg endnu engang med et lille indgreb ændret verdens gang."

Hun hævede med en pludselig bevægelse sine skeletagtige arme under kappen, der var en lyd af baskende fuglevinger, som når en stor fugl letter, og med ét var hun forsvundet ud af det åbentstående vindue og fløj som en skrigende fugl af kragefamilien et par gange rundt om faraoen Khufus pyramide, inden hun forsvandt i retning af stjernebilledet Corvus.

De ovenfor berettede begivenheder ligger langt tilbage i tiden, så langt, at jeg knap nok husker dem mere. I dag lever jeg, efter at jeg som dreng faldt ned fra månen, i eksil på jorden i min lille lejlighed på Ensomhedens Allé. Den ensomhed, jeg lærte at kende i vuggen i det afsidesliggende værelse på Slottet Stjerneborg, har fulgt mig gennem livet. Men om aftenen, når månen langsomt hæver sig op på himlen uden for mit vindue og jeg bereder mig på at gå til ro, kommer jeg den tildækkede kvindes ord i hu om aldrig at lukke døren ind til himlen og jeg falder med klovnens hjerte i mit bryst på knæ ved min seng og beder mit fadervor.

En blå og gæstfri vært - interview med Neil Armstrong

William Alexander Månesøn: "Sir, det må have været et stort øjeblik for Dem, da De som det første menneske fra jorden ankom til månen. De må have haft det som Christoffer Columbus, da han gik i land på øen San Salvador. Af alle de nye og fremmedartede sanseindtryk som De sikkert må have fået på Deres enestående opdagelsesrejse, hvilket var da det største?"

Neil Armstrong: "Det, der gjorde størst indtryk på mig, var, da vi på vej til månen fløj ind i dens skygge. Vi var stadigvæk tusinder af kilometer borte fra månen, men tæt nok på til at den næsten fyldte hele vores runde vindue. Set fra vores synsvinkel dækkede den solen, som under en solformørkelse set fra jorden, og solens strålekrans var synlig om månens rand som et gigantisk linseformet eller tallerkenformet lys, som strakte sig flere månediametre ud i rummet."

"Det var et storslået syn, William Alexander Månesøn! Men selve månen var et endnu mere storslået syn! Vi var i dens skygge, så ingen del af den var oplyst af solen. Den var alene oplyst af lyset fra jorden, den blå planet. Det fik månen til at fremtræde blågrå, og hele sceneriet virkede helt klart tredimensionelt. Jeg blev for alvor klar over, visuelt klar over, at månen er et kuglelegeme og ikke kun en flad skive, som den jo fremstår som set fra jorden. Det virkede næsten, som om månen som en form for velkomst ville vise os, hvor rund og buttet den var, hvor lig den var jorden i sin form. Jeg var sikker på, at den ville være en gæstfri vært."

"Det viste sig også at være tilfældet. Som Buzz (Buzz Aldrin, red.) har udtrykt det: Månen var et meget naturligt og behageligt sted at arbejde."

Uhyret i Mare Humorum

Jeg har i et tidligere indlæg fortalt, at jeg savner min mor, dronningen af månen. Det samme kan mildest talt ikke siges at gælde min far, kongen af månen. Han var en tyran og behandlede hverken min mor eller månens befolkning godt. Er der en ting, jeg, William Alexander Månesøn, ikke bryder mig om, så er det tyranner, hverken dem på månen eller dem på jorden.

Efter endnu en svinestreg mod månens befolkning fra min far kongens side — det var kort tid inden, at jeg faldt ned fra månen — fortalte jeg ham min ærlige mening om ham, altså at han var en tyran, og tilføjede, at han kunne gå ad helvede til. Min far kongen blev dybt rystet. Han havde ikke forventet, at hans klovneagtige og tilsyneladende altid dagdrømmende søn var i stand til at rumme sådan en vrede og sådan et had. Han svarede, at det kunne jeg ikke være bekendt at sige til min gamle far, han, som havde båret mig på hænder og fødder. Sådan så min far altså på vores indbyrdes forhold; jeg skyldte ham alt. Han derimod skyldte mig intet. Han sagde det godt nok ikke direkte, men det lå implicit i hans ord. Jeg så anderledes på sagen. Jeg var smerteligt bevidst om, at vi af en far og søn at være havde et ejendommeligt forhold; at han var en dårlig far, og at jeg var en dårlig søn, var sikkert og vist; men hvem, der bar hvem, stod for mig at se mere hen i det uvisse.

Treforken og det grinende grisehoved

For at illustrere dette synspunkt vil jeg fortælle følgende historie fra min barndom. Engang havde min far kongen sat sig i hovedet, at han ville lave et mandfolk ud af sin klovneagtige og tilsyneladende altid dagdrømmende søn. Derfor besluttede han at tage mig med på en fisketur på Mare Humorum. Det lyder måske meget tilforladeligt, men det er det ikke, for Mare Humorum er et hav fuld af grusomme uhyrer. Hvad skal jeg sammenligne det med? Det minder vel mest af alt om havet i jordklodens indre, hvor Axel, Axels onkel, professor Lidenbrock, og islændingen Hans fra deres tømmerflåde overværede en drabelig kamp mellem fiskeøglen ichthyosaurus og svaneøglen plesiosaurus. I Mare Humorum er der nemlig en sådan trængsel af uhyrer, at havet ville være i bestandigt oprør, hvis det ikke lige var for, at uhyrernes sanser havde været så stærkt nedsatte, at de hverken ser, hører eller føler hverandre, men hver især tror, at de er det eneste uhyre i Mare Humorum. Et af uhyrets særtræk er dets blindhed over for sine omgivelser.

Min far kongen hentede nu i slottet Stjerneborgs våbenkammer, som er fyldt med alskens våben, en frygtindgydende trefork med mange modhager, et mørkt og gotisk våben. Og i slottets køkken hentede han et grisehoved, hvortil han med en krog fastgjorde en line. Det var meningen, at grisehovedet skulle fungere som madding for uhyret.

"Jeg kaster svinehovedet ud i vandet," sagde min far kongen. "Når så uhyret dukker op fra havets overflade, støder du treforken i dets bryst og gennemborer dets hjerte."

Min far kongen lo og grisehovedet lo med, som om grisen stadig var levende og kunne se, hvor bange jeg blev ved udsigten til den forestående kamp med uhyret.

Vi gik fra slottet Stjerneborg mellem bakkerne af basalt ned til Mare Humorum, min far kongen forrest i sine kongelige jagtklæder, jeg bagefter i mit blå pjerrotkostume. Med kongekronen på sit hoved og treforken i sin hånd mindede min far kongen ikke så lidt om Neptun, herskeren over jordens have og de dyr, der lever i dem, ham, der er en statue af i enhver betydende havneby på jorden. Med det grinende grisehoved, som min far kongen havde overladt til mig at bære, og som jeg halvt bar, halvt slæbte gennem månens støv efter mig, mindede jeg ikke så lidt om det, jeg var i min far kongens øjne; nemlig en klovn. Nede på stranden lå den kongelige jolle, Jules Verne, trukket op på land. I fællesskab trak vi den ud i vandet og steg om bord. Min far kongen fattede årerne og begyndte at ro ud mod horisonten. På grund af årenes og jollens bevægelser blev vandet omkring os oplyst af måne morild, og nysgerrige måne skildpadder og måne delfiner slog os følge. Jeg så over på min far kongen, som med kongekronen på sit hoved sad og roede i et støt tempo. Hans blik var rettet mod et eller andet, han tilsyneladende havde fået øje på inde på kysten, bag min ryg. Jeg vendte mig om for at se, hvad det var han så på. Øverst oppe på en bakke af basalt, oplyst af det blålige skær fra jordkloden som netop nu langsomt steg op af Mare Humorum, stod dronningen af månen. Hun betragtede med urolig mine mig og min far tage af sted i den kongelige jolle Jules Verne, oplyst af måne morilden og ledsaget af de nysgerrige måne skildpadder og måne delfiner. Hun holdt sine hænder knuget foran sit bryst som i bøn.



Trolddomshavet

Da vi var kommet ud omtrent midt på Mare Humorum, holdt min far kongen inde med at ro. Her var ingen måne morild, og måne skildpadderne og måne delfinerne havde for længst opgivet at følge os.

"Her under os vrimler det med grusomme uhyrer, William Alexander," sagde min far kongen. "Det er her, de allerværste af dem holder til, de allerondeste."

Jeg kiggede forsigtigt ud over rælingen, ned i det mørke vand. Jeg kunne ikke få øje på nogen uhyrer nede i det sorte og tilsyneladende for lyset ugennemtrængelige vand, som mest af alt mindede om blækket i mit blækhus på skrivebordet hjemme på mit værelse på slottet Stjerneborg. Det eneste, jeg kunne få øje på, var refleksionen i det sorte vandspejl af mit eget blege og bange klovneansigt. Min far kongen rejste sig for at fatte treforken. Men idet han tog det første skridt, snublede han over det grinende grisehoved, fik overbalance og faldt i vandet. Med nød og næppe lykkedes det for mig at holde den kongelige jolle Jules Verne på ret køl.

Her er det nødvendigt at komme med nogle supplerende oplysninger om Mare Humorum. Mare Humorum er ikke alene et hav, der er fuld af uhyrer. Det er også et trolddomshav. Den, der er så uheldig at falde i det, risikerer at blive forvandlet til de særeste former for uhyrer. Nogle af månens marinebiologer hævder endda, at de fleste af de uhyrer, der lever i Mare Humorum, sandsynligvis er mennesker eller efterkommere af mennesker, der er faldet i havet og er blevet forvandlet til uhyrer. Den trolddomskraft, der er i vandet, er så stærk, at den, der fra strandkanten blot prøvende dypper foden i havet, risikerer, at foden bliver vansiret for altid. Derfor kan man på månen møde børn, som ikke har lyttet til deres forældres råd om at frygte Mare Humorum, og derfor i stedet for arme og ben har uhyres finner, luffer eller tentakler. Man kan intet gøre for at hjælpe disse hybrider af menneske og uhyre. Man kunne selvfølgelig vælge at amputere de groteske lemmer. Eller man kunne forsøge at dyppe barnet i vandet igen, i håb om at foden ville genvinde sin oprindelige skikkelse. Men det kunne føre til, at lemmerne forvandlede sig til noget langt værre. Det er et dilemma. Havets forvandlingsevne er i øvrigt et omdiskuteret emne blandt de lærde på månen. For hvad er det egentlig havet gør ved mennesket? Er det en reel forvandling, der sker, eller kalder havet blot det uhyre frem, det uhyre, som nogle af de lærde mener bor i ethvert menneske? Det har man på månen diskuteret i århundreder.



De tre uhyrer

Jeg så på det sted på havets overflade, hvor min far kongen, som en sten der går til bunds, var forsvundet. Overfladen var fuldstændig stille. Hvad foregik der mon neden under overfladen? Hvorfor kom min far kongen ikke op til overfladen igen? Kunne han ikke svømme? Jeg forestillede mig allerede scenen på strandkanten, hvis jeg vendte hjem uden min far kongen. Hvad skulle jeg sige til min mor? Hun ville blive dybt ulykkelig. Selv om min far kongen ikke behandlede hende godt, elskede hun ham alligevel. Panikken begyndte allerede at brede sig i mit sind. Men med ét begyndte stedet, hvorpå mit blik var fæstnet, at boble og skumme, og op fra boblernes og skummets midte steg et frygteligt udseende uhyre. Det var en måne kraken. En rød kæmpeblæksprutte. Den så hadefuldt på mig med sine onde øjne fra dybet og bevægede sine tentakler, som om den havde til hensigt at ville kvæle mig med dem. Jeg greb treforken, men tøvede. Enhver anden, det være sig min far kongens generaler og soldater, ville have stødt treforken i uhyret og dræbt det — kun jeg, kongens søn, tøvede, som om blodet i mine årer fortalte mig, at det frygtelige uhyre foran mig havde min far kongens sorte hjerte. Jeg gjorde intet udover at se uhyret fast i øjnene, indtil det i nedstirret handlingslammelse valgte at forsvinde ned under havets overflade igen.



Jeg så på det sted på havets overflade, hvor måne krakenen var forsvundet. Overfladen var fuldstændig stille. Men med ét begyndte stedet, hvorpå mit blik var fæstnet, at boble og skumme, og op fra boblernes og skummets midte, steg et frygteligt udseende uhyre. Det var en måne svaneøgle. Den mindede om det sky søuhyre, der ifølge myten lever i Loch Ness. Den så hadefuldt på mig med sine onde øjne fra dybet i det lille hoved for enden af den lange hals og slog med sine rombeformede luffer eller finner, som om den havde til hensigt at slå den kongelige jolle Jules Verne til pindebrænde med dem. Enhver anden, det være sig min far kongens generaler og soldater, ville have stødt treforken i uhyret og dræbt det — kun jeg, kongens søn, tøvede, som om blodet i mine årer fortalte mig, at det frygtelige uhyre foran mig havde min far kongens sorte hjerte. Jeg gjorde intet udover at se uhyret fast i øjnene, indtil det i nedstirret handlingslammelse valgte at forsvinde ned under havets overflade igen.



Jeg så på det sted på havets overflade, hvor måne svaneøglen var forsvundet. Overfladen var fuldstændig stille. Men med ét begyndte stedet, hvorpå mit blik var fæstnet, at boble og skumme, og op fra boblernes og skummets midte steg et frygteligt udseende uhyre. Det var en måne leviathan eller måne liopleurodon, som den også benævnes. Den så hadefuldt på mig med sine onde øjne fra dybet og viste mig sine gigantiske krokodilletænder, som om den havde til hensigt at flænse mit kød med dem. Enhver anden, det være sig min far kongens generaler og soldater, ville have stødt treforken i uhyret og dræbt det — kun jeg, kongens søn, tøvede, som om blodet i mine årer fortalte mig, at det frygtelige uhyre foran mig havde min far kongens sorte hjerte. Jeg gjorde intet udover at se uhyret fast i øjnene, indtil det i nedstirret handlingslammelse valgte at forsvinde ned under havets overflade igen.

Jeg så på det sted på havets overflade, hvor måne leviathanen var forsvundet.
Overfladen var fuldstændig stille. Men med ét begyndte stedet, hvorpå mit blik var fæstnet, at boble og skumme, og op af boblernes og skummets midte kom min far kongen i sin vante skikkelse, med tang viklet om sit hoved og sin kongekrone, til syne. Han gispede efter vejret, fægtede med armene og råbte om hjælp. Jeg greb hans hånd og hev ham ombord i den kongelige jolle Jules Verne. Min far kongen var tydeligt påvirket af opholdet i troldomshavet. Han sagde:

"Jeg var kastet ned i dybet, ned i havets skød. Strømmene omgav mig, brændinger og bølger skyllede hen over mig. Jeg tænkte: Jeg er jaget bort fra min trone; får jeg igen mit kongeslot at se? Vandet truede mit liv, havdybet omgav mig, tang havde viklet sig om mit hoved og min kongekrone. Jeg var kommet ned til måne bjergenes rødder, porten til månens overflade var for evigt slået i bag mig. En eller anden klovn løftede mig op fra graven. Jeg kender ham ikke."

Jeg fortalte min far kongen om de tre uhyrer. Min far kongen svarede:

"Tro, hvad du vil, William Alexander, men jeg er ikke et uhyre. Intet uhyre er så uhyrligt, at det ikke kan føle skam. Jeg føler ingen skam. Derfor er jeg ikke et uhyre."

Jeg roede min våde og forkomne far, kongen af månen, tilbage til land. Han sad i et hjørne af den kongelige jolle Jules Verne, indhyllet i et tæppe og med et mørkt blik, hvormed han så frem for sig. Vi talte aldrig mere om fisketuren.

Træerne på månen

Da astronauterne fra Apollo 11 ekspeditionen, Neil Armstrong, Michael Collins og Edwin (Buzz) Aldrin, i 1969 som et led i deres "Giant Leap" rundrejse også besøgte Holland, forærede den daværende amerikanske ambassadør i Holland, John William Middendorf, en sten, der angiveligt var blevet samlet op fra månens overflade og bragt tilbage til jorden, til den tidligere hollandske ministerpræsident Willem Drees, måske som en påskønnelse af hans store indsats for at genrejse Holland efter Anden Verdenskrig.

Ved Drees' død i 1988 blev denne sten skænket til Rijksmuseum Amsterdam, det hollandske nationalmuseum, der udover en stor malerisamling fra den hollandske guldalder også huser en mindre mineralsamling. Dengang blev stenen forsikret for et større pengebeløb.

Der har imidlertid længe været sået tvivl om stenens ægthed, og i forbindelse med at der skulle tegnes en ny forsikring for den, er den blevet undersøgt af en geolog. Med den specielle evne naturvidenskabsfolk har til at få almindelige menneskers illusioner til at briste, har han konstateret, at stenen er et stykke forstenet træ, og at medmindre der har vokset træer på månen, så er stenen et falsum.

Efterfølgende har den amerikanske rumfartsadministration NASA kortfattet udtalt, at de ikke har nogen forklaring på, at den hollandske sten ikke skulle stamme fra månen. I det hele taget er der mange, der ikke har lyst til at udtale sig i denne sag. Det giver plads til alle konspirationsteoretikerne. Er den falske månesten endnu et indicium på, at månelandingen var et stort bedrag?

Det var så historien, som den er blevet fortalt i medierne. Men hvad mener jeg — jeg, William Alexander Månesøn, jeg, der inden jeg som dreng faldt ned fra månen, boede på slottet Stjerneborg ved Mare Humorum sammen med mine forældre, kongen og dronningen af månen?

Jeg mener, at selv om stenen er et stykke forstenet træ, kan den meget vel være ægte. For der vokser jo træer på månen. Jamen det gør der! Og det har der gjort lige så længe, som der har vokset træer på jorden. Ikke kun enkeltstående træer. Store områder af månen er dækket af tæt skov.

Månebøg, måneeg, månebirk og månegran er de almindeligste sorter. Jeg må desværre skuffe de fantaster, der havde sat næsen op efter, at jeg nu i bedste Münchhausen-stil ville fortælle et eller andet spektakulært om træerne på månen. For udover at den anderledes belysning, der hersker på månen, får træerne til at fremtræde en anelse spøgelsesagtigt, adskiller de sig ikke nævneværdigt fra de tilsvarende sorter på jorden. Goethes jordnære ord gælder også på månen: træerne vokser ikke ind i himlen.



Dog vil jeg, nu når jeg alligevel er ved emnet træer på månen, benytte lejligheden til at fortælle en fantastisk historie fra min barndom. Men bemærk venligst, at det tilsyneladende fantastiske i historien ikke drejer sig om en egenskab ved træerne, men om et ensomt, af menneskenes fællesskab udstødt menneskes evne til at forvandle sig.

Selv om jeg er af kongelig byrd, gik jeg som barn i en almindelig skole. Helt almindelig var skolen dog ikke, for det var kun det bedre borgerskabs børn, der gik dér, hvilket jeg i grunden beklager, for rige og magtfulde menneskers børn er ikke særligt rare at være sammen med. Rigdom og magt får som bekendt ikke de bedste egenskaber frem i mennesket.

I en af klasserne var der en pige, der hed Bjørk. Hun var det sødeste menneske, man kunne forestille sig. Hun sagde ikke så meget. Hun smilede kun forsigtigt til alle, der sagde noget til hende. Men til trods for det eller måske netop på grund af det blev hun drillet af de andre børn, ikke kun af dem i hendes klasse, men af alle børnene på skolen.

Hun elskede skoven. Hun elskede træerne. Måske fordi de ikke ligesom menneskene drillede hende. Hun elskede at gå rundt neden for stammerne og se op i trækronerne.

"Hvilket træ holder du mest af?" spurgte jeg hende engang.

"Birk," sagde Bjørk.

Det var en tradition, når månebøgen i begyndelsen af maj sprang ud, at hele skolen drog på skovtur til den nærmeste skov. Det var normalt en glædelig begivenhed. Men et år kom det til at gå anderledes.

Normalt fik børnene efter et stykke tid lov til at gå rundt i skoven i små grupper. Som sædvanlig var der ingen, der ville være sammen med Bjørk. Så hun gik rundt i skoven for sig selv.

Da skolen efter en lang dag i skoven skulle hjem, opdagede man, at Bjørk manglede. Alle lærerne gennemsøgte skoven. Men Bjørk var ingen steder at finde. Måske var hun faldet i en dyb skovsø og var druknet? Politiet — altså månepolitiet — blev tilkaldt. De ledte efter Bjørk med hunde og trak vod i skovsøerne. Men uden resultat: man fandt aldrig Bjørk. Det var et stort mysterium, som optog alle eleverne på skolen.

En dag, et stykke tid efter skovturen, sagde vores biologilærer, som var en ivrig naturvandrer i sin fritid, at der ude i skoven, i lunden af birketræer, var kommet et nyt træ, et ungt, smukt birketræ.

Det var fra biologilærerens side vist bare ment som en bemærkning i forbifarten, og han havde overhovedet ikke nævnt den forsvundne Bjørk i den forbindelse, men det var sådan, tror jeg, at myten blandt skolens elever opstod, myten om, at Bjørk var blevet forvandlet til et træ. Bjørk, der var blevet udstødt af menneskenes fællesskab, havde fundet et nyt liv blandt træerne.

Afslutningsvis vil jeg for dem, der stadig tvivler på, at der vokser træer på månen, gengive en samtale om emnet, jeg har haft med en skeptiker par excellence, en af mine allerskarpeste kritikere.

Camilla fra Søborg: "Hvordan kan det være, William Alexander, at der er ingen, det være sig de astronauter, der har gået rundt på månens overflade, eller de astronomer, der fra jorden har observeret månens overflade med teleskoper, der har set skovene på månen?"

William Alexander Månesøn: "Det er der en meget enkel forklaring på. Som jeg før har fortalt, kan månens byer og andre anlæg ved et tryk på en knap let skjules under overfladen. Denne knap gælder også månens skove. Hver gang et teleskop på jorden rettes mod månen eller jordboerne besøger månen, trykker månens befolkning på denne knap."

Camilla fra Søborg: "Træernes blade producerer ilt ved den proces, vi kalder fotosyntese. Hvis der voksede træer på månen, ville månen ligesom jorden have en atmosfære med skydannelse. Hvorfor har vi på jorden aldrig observeret denne atmosfære?"

William Alexander Månesøn: "Det er der også en meget enkel forklaring på. På månen har vi ved en avanceret teknologi skjult atmosfæren under månens skorpe. Hvis jeg må lave denne analogi: Modsat mennesket bærer insekterne skelettet udenpå. Det er måske en mere hensigtsmæssig løsning, for på denne måde beskytter insekterne de sårbare dele af deres organisme. På månen har vi taget ved lære af insekterne. Vi beskytter den sårbare atmosfære under månens skorpe. Månens tilsyneladende golde overflade med de mange kratere er altså at sammenligne med en skarnbasses panser. Jeg ville opfordre jordens befolkning til at følge månens eksempel, men det kræver selvfølgelig, at ingeniørkunsten på jorden kommer op på det samme høje stade, som den er på månen."

Camilla fra Søborg: "Suk ..."

Den gamle farao og pyramiden på månen

Der findes en pyramide på månen. Det er ikke en kopi. Den er skam bygget af vaskeægte egyptere.

Den stammer fra dengang, en afdød farao fór vild på sin vej til Aaru, de gamle egypteres paradis, og strandede med sit solskib på månen. Med sig i sit følge havde faraoen en arkitekt. Det var ham, der stod for opførelsen af pyramiden på månen.

Modsat pyramiderne i Giza er pyramiden på månen helt intakt. Det skyldes, at erosionen foregår uhyre langsomt på månen, da der ingen atmosfære og derfor heller ingen vind er på månen.



Derfor er det også, at man den dag i dag stadig kan se astronautens Neil Armstrongs fodspor, nøjagtig som han afsatte dem på månens overflade i 1969. Jeg, William Alexander Månesøn, har selv set dem, da jeg som dreng, inden jeg faldt ned fra månen, endnu levede på slottet Stjerneborg ved Mare Humorum sammen med mine forældre, kongen og dronningen af månen. Jeg kan oplyse, at Neil Armstrong brugte størrelse 44 i moonboots. Det er sandt. Det er ikke noget, jeg finder på.

Dengang den gamle farao strandede med sit solskib, var der allerede en højtudviklet civilisation på månen. Manden, der var konge på det tidspunkt, en af mine fjerne forfædre, blev snart gode venner med faraoen, da denne, bortset fra en mani med at bygge pyramider, viste sig at være et i grunden sympatisk menneske.

Hver dag iagttog kongen fascineret, hvordan faraoen læste i sin kopi af den egyptiske dødebog og skrev hieroglyffer i månens støv for at finde den videre vej til Aaru (som ifølge de gamle egyptere er beliggende i det ubevægelige område på nattehimlen, som De Uforgængelige, de to klare stjerner, Kochab og Mizar, og resten af himlen synes at dreje sig om). Sjældent havde kongen set et mere skyldplaget menneske. Det var, som om det ikke var en fejl i navigationen, men selve skylden, der stod i vejen for faraoens videre færd, som om den var en slags inerti, der forsinkede og besværliggjorde hans rejse.



Den gamle farao frygtede for den dag, da hans hjerte skulle vejes op imod sandhedens fjer. Den blotte tanke gjorde ham tung om hjertet. Han havde tilsyneladende mange ugerninger på samvittigheden. Han havde på jorden været en tyran og grusom hersker. Han havde plaget sin familie og sine undersåtter med sit omfangsrige pyramidebyggeri.

"Du, der endnu er i live," sagde han til kongen med en løftet pegefinger, "opfør dig pænt."

Om sit omfangsrige pyramidebyggeri sagde faraoen:

"De mennesker, der lever i nuet, efterlader sig intet. De ender i de ukendtes grav, uden et navn. Vi egyptere lever ikke i nuet, men i dødens skygge og i evighedens lys. For os er livet en forberedelse til døden, og døden kun en station på vejen til evigheden."

"Vi har gjort os så mange forestillinger om døden og livet efter døden. Alle disse forestillinger har skabt vores begravelsesskikke og gennem dem vores billedverden, skriftsprog og arkitektur, ja, døden har så at sige genereret hele vores kultur. Derfor er vores kultur blevet så enestående, at den vil slå alle andre kulturer, både samtidige og kommende, med forundring."



En morgen kongen vågnede, var faraoen borte. Han var med sit følge draget videre på sin færd mod Aaru. Det eneste spor efter ham var den pyramide, han havde ladet opføre på månen.

Dengang jorden og månen var på randen af krig

Det er i disse dage 40 år siden, at Neil Armstrong satte sin fod på månens overflade og udtalte de bevingede ord:

"That is one small step for a man, one giant leap for mankind."

Helt præcis skete det den 21. juli 1969 kl. 03.56.20 dansk tid, har jeg læst mig til.

Jeg har af gode grunde ingen erindring om dette, da det skete, længe inden jeg blev født, men dengang jeg som dreng endnu boede på kongeslottet Stjerneborg ved Mare Humorum sammen med mine forældre, fortalte min far mig ved flere lejligheder om begivenheden.

Det var en alvorlig tid for månen. Her vil jeg opfordre til, at man ser på månelandingen i et lidt andet lys, end man plejer at gøre.

Tænk, hvis månens befolkning i 1969 havde sendt en bemandet raket mod jorden. Tænk, hvis rakettens jordlandingsmodul var landet, lad os sige i Washington D.C., og to månemænd var steget ud og havde plantet månens flag i græsplænen foran Det Hvide Hus? Ville jordens befolkning med USA's daværende præsident Richard Nixon i spidsen så ikke have betragtet dette som en aggressiv handling fra en fjendtligsindet magt? — Jeg tror det.



Her vil jeg som en oplysning indskyde, at månens flag er en hvid cirkel på en blå baggrund med gyldne stjerner. De sidstnævnte er svære at lave på en computer, så de er i stedet for blevet citrongule. Den hvide cirkel eller kugle symboliserer selvfølgelig månen.

Tilbage til de alvorlige begivenheder i 1969. Da man på månen erfarede, at jorden havde sendt en bemandet raket af sted i retning mod månen, blev krigsråd under ledelse af min farfar, der dengang var konge af månen, sammenkaldt, og det blev besluttet at sætte månens forsvar i højeste alarmberedskab. Da månelandingsmodulet var landet på månens overflade, blev en mindre militær enhed under ledelse af min farfar sendt ud for at møde og eventuelt nedkæmpe besætningen.

Det var alvorstunge tanker, der fór gennem hovedet på min farfar, da han på sin enhjørning i spidsen for enheden nærmede sig månelandingsmodulet. (Le nu ikke: Enhjørninger er et almindeligt ridedyr på månen. De få eksemplarer af racen, der er rapporteret set på jorden, må være nogle, der ligesom mig selv er faldet ned fra månen). Men da min farfar i sin kikkert fik øje på de to besætningsmedlemmer, der iført deres klodsede beskyttelsesdragter i slowmotion hoppede rundt på månens overflade, brød han ud i latter. De to klovne kunne umuligt have noget fjendtligt i sinde, sagde han, de kunne umuligt udgøre nogen trussel mod månen.

Månens styrker vedblev med at holde de to astronauter under observation, men da de kort efter forlod månen igen, blev det forhøjede alarmberedskab afblæst.

Sådan gik det altså til, at menneskets første besøg på månen forløb helt uden blodsudgydelser. Det er ikke til at sige, hvordan det ville være endt, hvis min farfar i stedet for havde besluttet sig for at åbne ild. Der ville sandsynligvis være udbrudt krig mellem jorden og månen, en krig, månen givetvis ville have vundet, da månens våbenteknologi er jordens langt overlegen.

Måske undrer det de få, hvis overhovedet nogen, der måtte have læst ovenstående, at Neil Armstrong og Buzz Aldrin under deres besøg ikke opdagede, at månen er beboet. Det er der en meget enkel forklaring på. Månens byer og andre anlæg kan ved et tryk på en knap let skjules under overfladen. Det gælder også kongeslottet Stjerneborg. Hele månens tilsyneladende golde overflade med de mange kratere er så at sige camouflage. Under den stille overflade er der livlig aktivitet, lidt ligesom i myretuerne i de danske skove. Det er der flere grunde til. Dels er det for at beskytte månens byer mod meteornedslag. Dels er det for at beskytte månen mod angreb fra eventuelle fjendtligsindede civilisationer. Det er almindelig skik og brug på universets beboede planeter og måner. Det er kun jordens befolkning, der så åbenlyst ønsker at delagtiggøre resten af universet i, hvad den foretager sig.

Det siger sig selv, at månens befolkning trykker på knappen, hver gang en stjernekikkert på jorden rettes mod månen eller jordboerne besøger månen. Hvad det sidstnævnte angår, så er det for resten længe siden, at det er sket.

Min mor

Jeg savner min mor.

Hun er det kærligste menneske, jeg nogensinde har kendt.

Von O giver mig ret. Han har aldrig mødt min mor, men han siger, at han, når jeg fortæller ham om hende, kan se hende stå lyslevende foran sig. Han siger, at min mor er legemliggørelsen af alt det, Paulus skriver om kærligheden i Første Korintherbrev, kap. 13, vers 4 til 7.

Når jeg som dreng blev vred på hende (som oftest var det over bagateller), kom hun om aftenen, inden hun selv gik til ro, forsigtigt ind på mit værelse og satte sig ved min seng.

"Lad ikke solen gå ned over din vrede, William Alexander," sagde hun. "Jeg kan ikke lide, at vi to er uvenner. Lad os sige alt forladt og blive gode venner igen."

Når jeg i dag tænker på det, får jeg tårer i øjnene.

Min mor var sådan et godmodigt menneske. Jeg behandlede hende ikke altid lige godt. Det fortryder jeg bitterligt nu.

Jeg kan aldrig gøre det godt igen. Jeg lever på jorden. Hun lever, hvis hun ikke er død og ligger begravet på en af månens kirkegårde, mere end 350.000 kilometer borte. Jeg kommer aldrig til at se hende igen.

Det plager mig. Derfor har Von O lært mig en bøn, der skal bringe fred i mit sind. Den lyder:

Gud velsigne min mor
Gud passe på hende
Gud omgive hende med kærlighed i al evighed

En mere sproglig korrekt form af bønnen er:

Gud, velsign min mor
Gud, pas på hende
Gud, omgiv hende med kærlighed i al evighed

Men jeg foretrækker den første udgave af bønnen. Når jeg har sagt den nogle gange i mit indre, falder jeg, om end det kun er for et stykke tid, til ro. Så har jeg, føler jeg, overladt ansvaret for, at min mor har det godt, til Gud.

Pjerrot

Jeg har, hvad jordiske piger angår, en god smag. Pigerne, jeg har været forelsket i, har alle været kønne og haft noget poetisk ved deres væsen. Det lyder måske flot, men det gør kun kurtiseringen så meget mere vanskelig, når man som jeg ikke selv er nogen Adonis. Afslag på afslag har jeg fået, ja, nogle af pigerne siger nej, endnu inden jeg får min af kærlighedsangst stumme mund åbnet, som om de allerede på forhånd kender mit ærinde.

"Men du misforstår, smukke pige," mumler jeg. "Jeg ville ikke ... Jeg ville bare udveksle nogle få ord med dig, om helt uskyldige emner, om solen, månen og stjernerne f.eks., ikke andet ..."

Men pigen hører ikke efter. Hun har allerede vendt ryggen til mig og smiler nu til en høj, mørkhåret fyr, der med et glimt i øjet og udstrakte arme kommer hende i møde ...

Ak, hvad er jeg andet end den triste, hvide klovn, som forgæves angler efter Columbines kærlighed, hun, som aldrig kan blive min, hun, som uundgåeligt må knuse mit hjerte og forlade mig til fordel for Harlekin. Når jeg efter et afslag får øje på mit blege ansigt med de store sørgmodige øjne i et spejl, forekommer det mig endda, at jeg kan se ham stå som et spøgelse inde i spejlet og hilse bedrøvet på mig. Ikke ham den folkekære klovn, med den store røde mund, der spiser ild og blår på Bakken, men ham den ensomme, melankolske klovn, den forsmåede bejler, de kalder Pierrot i Frankrig og Pedrolino i Italien.

Den sidste pige, jeg var forelsket i, var Camilla fra Søborg. Det gik bedre end de forrige gange, og jeg så håbefuldt frem til, at vi en dag kunne blive kærester. Camilla havde ikke noget imod at tale med mig, vi talte godt sammen, og det er det vigtigste i et godt parforhold, som Camilla selv udtrykte det, så alt tegnede lyst. Vi kom nærmere og nærmere på hinanden, lige indtil den dag hun sagde:

"William Alexander, du er ikke som nogen anden, jeg kender. Du kan finde på at sige de mest underlige ting, og du taler med en mærkelig accent, som jeg ikke kan greje. Hvor kommer du egentlig fra? Hvor er du født?"

Jeg tøvede et øjeblik, men så sagde jeg, som sandt er:

"Jeg er født på månen, på slottet Stjerneborg, som ligger ved Mare Humorum. Dér bor min far, som er konge af månen, og min mor, som er dronning af månen, hvis de altså stadig lever. Hvis jeg ikke som barn var faldet ned fra månen, ville jeg nu have boet sammen med dem på slottet og have båret titlen: prins af månen."

Først lo Camilla, men da jeg fortsatte med at fortælle hende i detaljer om min tidlige opvækst på månen, ændrede hun pludselig væremåde og blev meget alvorlig.

"Åh, den stakkel," hviskede hun henvendt til sig selv, "han laver ikke sjov, han tror virkelig selv på det."

Derpå rejste hun sig op for at gå, og da jeg ville følge efter, vendte hun sig om og sagde:

"Nu skal du gå din vej, William Alexander Månesøn. Jeg vil aldrig se dig mere. Farvel."

Som den tyske digter Friedrich Hölderlin udtrykker det i et af sine digte: "Farvel. At leve med det ord for altid."