En nedstigning i et sort hul

Astronaut og sort hul

Det möbiske univers og dets paradoksale geometri. Conquistadorernes dyrekøbte erfaringer. Astronauten Simon Søjlehelgen opdagede på bunden af det sorte hul ikke sit eget, men sin næstes tabte paradis.

Hvad nytter det at finde hjem, tænkte eremitten, når ens forældre i det forjættede land viser sig at være indianere?

Slagt ikke fedekalven. Jeg er vegetar, især hvad angår menneskekød. Jeg undgår håndtryk, klap på skulderen og omfavnelser. Findes der mon nogen større tomhed end den bundløse afgrund bag kvindens kønsåbning? Findes der mon noget mere rædselsvækkende end kvindens rovdyrskrig i natten?

Forklar mig venligst: Hvorfor ender eftersøgningen efter ens komplementære tvilling med sadomasochistiske torturseancer på grev Draculas slot i Transsylvanien? Hvorfor ender den ikke i stedet for med Afternoon Tea på Biblioteket i Alexandria, hvis uendelige bogsamling altid er hjemsøgt af små, lokale brande, og hvor neandertalere med knold i nakken hviskende anbefaler rejselitteratur af Deleuze og Derrida til Homo sapiens?

Jeg drikker Earl Grey og spiser lune scones med smør sammen med Sophia foran kaminen, hvor Heraklits ild brænder. Hun lytter med moderlig overbærenhed til alle mine vilde forestillinger om morgenrødens universer, de umulige mere mulige end de mulige.

Vi vokser sammen, visdommens gudinde og jeg, ikke som et gammelt ægtepar, men som de to træer i Edens have ville have været det uden syndefaldet, og bliver til verdenstræet Yggdrasil. Vores bevingede nødder spredes for alle vinde og forvandler det fysiske univers til et biologisk univers med skovklædte galakser, hvor entropien holder op med at vokse og tiden som konsekvens heraf mister sin retning. Fotosyntesen bliver universet nye grundlov. Det tomme rum forvandles til åndbar atmosfære. Uglerne flyver i skumringen mellem planeterne. Den lille mus på heden har ikke noget at frygte. Vi er alle blevet pythagoræere.

Min barndoms grønne dal, inden min far, mor og søster tog deres masker af og viste deres sande ansigter, hvorfor har du forladt mig?

Jeg råber fra byens tage: ”Min næste og min næstes næste og min næstes næstes næste er metafysik. Samfundet findes ikke.”

Jeg er Jerusalems skomager for folk, som krummer tæer og går i for små sko, og du, din egen lykkes smed med penge på lommen, er min bøddel.

Jeg kaster mig i støvet for det blonde bestie, som jeg tabte jakobskampen til i forlystelsesparken for de frie markedskræfter og den naturlige selektion og går i selvvalgt koncentrationslejr.

Mine gener er indad krogede og fulde af fejl, som en DNA-test har vist. Han er en vanskabning i vores demokrati af rette linjer og retvinklede trekanter, som den svensk talende læge skrev i journalen. Et aborteret foster, som det i sin tid lykkedes for at flygte fra hospitalet, og politiet ikke fandt, til trods for at et portræt af ham som forslået bokser med spædbarnets lukkede øjne og knyttede næver hang i alle byens lygtepæle sammen med efterlysninger at bortløbne katte og bortkomne cykler. Findes der mon nogen mere velduftende parfume for det kasserede menneske end Zyklon B?