En nedstigning i et sort hul

Astronaut og sort hul

Det möbiske univers og dets paradoksale geometri. Conquistadorernes dyrekøbte erfaringer. Astronauten Simon Søjlehelgen opdagede på bunden af det sorte hul ikke sit eget, men sin næstes tabte paradis.

Hvad nytter det at finde hjem, tænkte eremitten, når ens forældre i det forjættede land viser sig at være indianere?

Slagt ikke fedekalven. Jeg er vegetar, især hvad angår menneskekød. Jeg undgår håndtryk, klap på skulderen og omfavnelser. Findes der mon nogen større tomhed end den bundløse afgrund bag kvindens kønsåbning? Findes der mon noget mere rædselsvækkende end kvindens rovdyrskrig i natten?

Forklar mig venligst: Hvorfor ender eftersøgningen efter ens komplementære tvilling med sadomasochistiske torturseancer på grev Draculas slot i Transsylvanien? Hvorfor ender den ikke i stedet for med Afternoon Tea på Biblioteket i Alexandria, hvis uendelige bogsamling altid er hjemsøgt af små, lokale brande, og hvor neandertalere med knold i nakken hviskende anbefaler rejselitteratur af Deleuze og Derrida til Homo sapiens?

Jeg drikker Earl Grey og spiser lune scones med smør sammen med Sophia foran kaminen, hvor Heraklits ild brænder. Hun lytter med moderlig overbærenhed til alle mine vilde forestillinger om morgenrødens universer, de umulige mere mulige end de mulige.

Vi vokser sammen, visdommens gudinde og jeg, ikke som et gammelt ægtepar, men som de to træer i Edens have ville have været det uden syndefaldet, og bliver til verdenstræet Yggdrasil. Vores bevingede nødder spredes for alle vinde og forvandler det fysiske univers til et biologisk univers med skovklædte galakser, hvor entropien holder op med at vokse og tiden som konsekvens heraf mister sin retning. Fotosyntesen bliver universet nye grundlov. Det tomme rum forvandles til åndbar atmosfære. Uglerne flyver i skumringen mellem planeterne. Den lille mus på heden har ikke noget at frygte. Vi er alle blevet pythagoræere.

Min barndoms grønne dal, inden min far, mor og søster tog deres masker af og viste deres sande ansigter, hvorfor har du forladt mig?

Jeg råber fra byens tage: ”Min næste og min næstes næste og min næstes næstes næste er metafysik. Samfundet findes ikke.”

Jeg er Jerusalems skomager for folk, som krummer tæer og går i for små sko, og du, din egen lykkes smed med penge på lommen, er min bøddel.

Jeg kaster mig i støvet for det blonde bestie, som jeg tabte jakobskampen til i forlystelsesparken for de frie markedskræfter og den naturlige selektion og går i selvvalgt koncentrationslejr.

Mine gener er indad krogede og fulde af fejl, som en DNA-test har vist. Han er en vanskabning i vores demokrati af rette linjer og retvinklede trekanter, som den svensk talende læge skrev i journalen. Et aborteret foster, som det i sin tid lykkedes for at flygte fra hospitalet, og politiet ikke fandt, til trods for at et portræt af ham som forslået bokser med spædbarnets lukkede øjne og knyttede næver hang i alle byens lygtepæle sammen med efterlysninger at bortløbne katte og bortkomne cykler. Findes der mon nogen mere velduftende parfume for det kasserede menneske end Zyklon B?

Folket som kunne gå på vandet. Det våde elements ædle vilde og deres levevis. Et fragment fra fortællingen "Kærlighedens afmagt"

Folket som kunne gå på vandet. Det våde elements ædle vilde

Her følger et kort rids af, hvad sagkundskaben hævder at vide om folket fra havet.

Havfolkets tøj er syet af sælernes skind. Deres fiskeredskaber, eksempelvis knive og spydspidser, er udskåret af narhvalernes og hvalrossernes stødtænder.

Folket fra havet lever af fisk og skaldyr. Havfuglene flokkes over dem, når de trækker deres til bristepunktet fyldte garn ind.

De høster spiselige tang- og algerarter fra dybets udstrakte skove og enge, herunder en særlig alge, som indeholder nikotin, og som de tørrer og ruller til cigarer, en hemmelighed kaptajn Nemo sandsynligvis har afluret dem.

De skaffer sig ferskvand ved at samle regndråber i beholdere flettet af tang eller syet af sælernes skind og urinblærer – på mange måder minder havfolkets levevis om inuitternes, om end folket fra havet antages at tilbringe det meste af tiden på mere sydlige og gæstfrie breddegrader, nærmere bestemt i farvandet ud for Gibraltarstrædet hvor Atlantis ifølge legenden skulle være sunket i havet.

Af overstående fremgår forhåbentlig, at havfolkets måltider, i øvrigt i lighed med måltiderne om bord på Nautillus, ikke står tilbage for dem, der serveres i de frodigste af jordens landbrugsegne. Havets flora og fauna overgår i mangfoldighed langt landjordens. Det var trods alt – skal man tro den moderne naturvidenskab – i havet, at livets vugge stod.

Havets myter. Et fragment fra fortællingen "Kærlighedens afmagt"

Hendrick van der Decken, kaptajn på den flyvende hollænder

Der findes et folk, som kan gå på vandet. Hvis man opsøger beværtningerne i de store havnebyer, kan man ud på aftenen, når deres øjne er blevet fugtige, høre sømænd fortælle om dem.

Det er de samme sømænd, som fortæller om den flyvende hollænder, så det er nærliggende at tro, at der kunne være – om end ikke en forbindelse – så dog en parallelitet mellem folket fra havet og spøgelsesskibet og dets moralsk tvivlsomme kaptajn, elementernes oprører, Hendrick van der Decken, dømt som han er til at stå på dækket neden for stormasten og affyre sin pistol ind i den aldrig ophørende storm indtil tidernes ende.

Men til trods for, at flere amatørhistorikere uafhængigt af hinanden i ly af natten har tiltvunget sig adgang til hemmelighedsfulde biblioteker og forseglede arkiver, som ellers er lukket for den jævne mands adgang, for at studere deres gamle bøger og dokumenter om havets myter, er det endnu ikke lykkedes for dem at finde den.

Det lader således ikke til, at folket fra havet i lighed med besætningen på den flyvende hollænder soner en utilgivelig synd, som oprindelig truede både den himmelske og jordiske orden, men hvis nærmere omstændigheder fortaber sig i historiens tågelandskaber, og som derfor varierer, alt efter hvem der refererer dem, eller at deres tilsynekomst varsler død og ulykke for de sømænd, som uforvarende er blevet dens vidner.

De forsøger heller ikke at kontakte sømændene for at overrække dem breve, som bliver tungere og tungere for hver tilbagelagt sømil, når sømændene modvilligt har påtaget sig sendebuddets hverv, og som viser sig at være til for længst afdøde personer, når de synkefærdige skibe endelig når i havn.

Nej, tværtimod er de, må man forstå på den herskende klasse, disciple af oplysningen som de hævder at være, uskylden selv, uspoleret som de antages at være af vores – det vil sige den vestlige verdens – civilisation og kultur, og måske er det ligefrem fraværet af denne usynlige byrde, som vi vesterlændinge til stadighed må bære rundt på, som gør dem i stand til at gå på vandet? Ifølge denne opfattelse kan de således med nogen ret siges at være det våde elements udgave af de ædle vilde.

Det er derfor heller ikke på nogen måde en angstfremkaldende oplevelse for sømændene at møde folket fra havet.

Det er, som når tilsyneladende legesyge delfiner uventet dukker op og udfører akrobatiske spring i det skumfyldte vand omkring skibenes stævne og køle.

Med beundrende blikke overværer sømændene folket fra havet bevæge sig i gåsegang hen over bølgekammene, som om de var udspændte liner, uberørt af stormen, tilsyneladende lavet af det samme stof som orkanens inderste stillestående kerne. De store bølger med hvide skumtoppe er ikke nogen udfordring for dem. Det svarer til kuperet terræn for hyrder og andre omkringstrejfende vandringsmænd på landjorden.

Og når den enkelte sømand om aftenen kaster et sidste blik ud gennem koøjet, inden han går til ro, og et sted ude i mørket, hvor himmel og hav står i et, får øje på havfolkets blafrende fakler og bål, hvor de har slået lejr for natten, kan han ikke undgå at føle den samme samhørighed med dem, som de første mennesker må have følt med de gøende, syngende, tudende og kukkende dyr i urtidsnatten.

Christoffer Columbus' pæreformede jordklode. Et fragment fra fortællingen "Kærlighedens afmagt"

Christoffer Columbus' pæreformede jordklode

Det er begrænset, hvad man ved om folket fra havet og deres levevis. Der er ikke skrevet egentlige antropologiske studier om emnet. Vores viden stammer alene fra handelsskibenes logbøger og sømændenes private optegnelser og breve til deres kære, ikke det bedste kildemateriale, ser man bort fra de få tilfælde, hvor to eller flere af hinanden uafhængige kilder har gjort de samme observationer.

Det kan i den forbindelse nævnes, at folket fra havet allerede omtales af Christoffer Columbus i nogle af de mange ofte divergerende udgaver af hans rejsedagbøger. Den kære Admiral over Oceanet kan imidlertid ikke i moderne forstand anses for et troværdigt vidne, da han på sine opdagelsesrejser eksempelvis også hævdede at have set havfruer og at have genfundet det jordiske paradis med dets fire udspringende floder, beliggende på toppen af et bjerg af så kolossale dimensioner – muligvis inspireret af Purgatoriet i Dantes guddommelige komedie – at jordklodens form som konsekvens heraf måtte opfattes som værende pæreformet, i modstrid med det på den tid herskende aristoteliske verdensbillede.

Denne evne til at forme en ny verden ud af den gammelkendte og befolke den med fantasivæsner gjorde ham til en sjælden hybrid, halvt digter, halvt opdagelsesrejsende, og satte nye standarder, ikke for de opdagelsesrejsende, i tilfælde af at der endnu skulle være nogen tilbage med det erhverv, men for digterne som sent om natten i deres hulelignende lønkamre nærmer sig tærsklen til søvnens rige, hvor ideerne iklædes skikkelse og begynder at tale og bevæge sig, et marionetteater uden kendt dukkefører.

Den tredje årstid

Melankoli. Pico Della Mirandolas kamæleon imiterer Månen

Kamæleonens inderste kerne, et kulfyret kraftvarmeværk halvt i ruiner, pumper sort galde ud til legemets endnu ikke opdagede forstæder.

Dens hud plettes af kløende udslæt i gule, orangebrune og røde nuancer, idet den med tårefyldte øjne overværer, at træerne brænder, og at de forkullede grenes krogede bogstaver kommer til syne som et fikserbilledes skjulte motiv. Man behøver ikke at være Champollion for at tyde skriften på væggen. Det er efterår.

Trækfuglene, som endnu ikke har forladt de af den tredje årstid undergangstruede nordiske velfærdsstater, flyver ind i den blå times succession af stadigt større luftkasteller, indtil de endelig ankommer til fiksstjernerne, hvor de bygger rede i Abrahams skød.

Findes der mon noget værre mareridt? Migranternes æg, befrugtet af det jordiske tankemylders sæd, udklækkes, og de skabninger, som evolutionen klogeligt fravalgte i sin tid, ser dagens lys, med rudimentære vinger, finner og ben, og med overdimensionerede kønsorganer, ude af stand til andet end at skabe sig som sindssygehospitalernes sengeliggende patienter før Sigmund Freud. Melankolien triumferer i det himmelske paradis. Mørkets fyrste, den almægtiges natside, eller skygge om man vil, er vendt tilbage. Han sidder, idet han støtter hovedet med sin knyttede næve, og reciterer Silenos’ visdomsord, om og om igen, indtil galakserne holder op med at rotere og Jesus stiger ned fra korset for at gå bort i nedtrykt sindstilstand.

”Kom tilbage,” råber de endnu ikke genfødte profeter i hvalernes indre. ”Vi fryser om hænderne og fødderne. Vores sol er ved at forlade os. Hvad bliver mon den næste plage? Mørke midt på dagen?”

Måneægget rejser sig imidlertid som en kæmpe på nattehimlen. Kamæleonen skifter farve endnu engang. Denne gang bliver den hvid som rimfrost. Dens hud imiterer med fotografisk realisme Månens kratere og have af basalt.

Dette er mit beskedne forslag til et appendiks til Pico Della Mirandolas tale om menneskets værdighed. Jeg er det eneste virkelige på Rembrandts afbildning af doktor Tulps anatomiske forelæsning, det eneste moderne: det delvist dissekerede lig. De fastelavnsudklædte kirurger omkring mig er en drøm, jeg drømmer.