Hybriderne. Samtale mellem Minotauros og den forlorne skildpadde

Hybrider. Minotauros og den forlorne skildpadde

”Jeg var engang,” sagde den forlorne skildpadde, idet tårerne trillede ned ad hans kinder, ”en ægte skildpadde, men da jeg kom i puberteten, begyndte et kalvehoved, to klove og en hale at vokse frem og erstatte skildpaddens tilsvarende dele. Jeg fik allernådigst lov til at beholde skildpaddens skjold og de to forreste luffer. Jeg betragtede med forfærdelse mit spejlbillede i vandpytterne neden for klippefremspringene, når havet trak sig tilbage ved ebbetid. Jeg var hverken fugl eller fisk. Jeg var blevet en fremmed, ikke alene over for min familie og venner, men også over for mig selv. Det afskar mig for evigt fra at fortsætte min uddannelse i havet, hvor jeg havde tilbragt min lykkelige barndom. Ingen køer kan som bekendt leve i havet, undtagen søkøer.”

”Du er faret vild i labyrinten,” sagde Minotauros. ”Du beskriver din forvandling som et fald fra et højere til et lavere stade. Det er den efter min bedste overbevisning ikke. Betragt dit spejlbillede igen, men denne gang ikke kun med følelse, men også med fornuft. Du er ikke mere kun en, men to, og hvordan kan to være mindre end en? Du har et ben i hver lejr, med al den indsigt det medfører. Du er både-og i stedet for enten-eller. Din identitet er flydende. Du bliver til hele tiden. Dit nuværende udseende varer kun et kort øjeblik. Du vil være et andet væsen i morgen, og et tredje i overmorgen. Du svinger som et pendul mellem at være skildpadde og kalv, og måske er det hybridtilstanden, fremmedartet som den er med dens atavistiske træk, som er det fornemme frem for de velkendte start- og sluttilstande? De store kunstnere foretrækker i hvert fald i modsætning til naturvidenskabsmænd og jurister, selv om de ligesom dem søger efter den mest præcise formulering, flertydighed frem for entydighed.”

”Hybriden er udødelig. Det er jeg i al beskedenhed selv et levende eksempel på. Havde jeg kun været mit tyre-jeg, var jeg blevet stukket ihjel af en tyrefægters sværd. Havde jeg kun været mit menneske-jeg, var jeg blevet stanget ihjel af en tyrs horn, men fordi jeg ikke var det ene, og fordi jeg ikke var det andet, blev jeg til noget tredje, som var større end det ene og det andet tilsammen. Jeg blev til arkitektur. Jeg blev til en labyrint, med vidt forgrenede gange af samme størrelse som universet, i hvis inderste kammer to komplementære kræfter kæmper til evig tid. Jeg fik evigt liv.”

Denne hellige lektie skriver pilgrimmen mellem verdnerne:

”Det er ikke start- eller sluttilstanden, som er det interessante, men hybridtilstandene ind imellem, hvor to fundamentalt forskellige væsner slås om overherredømmet i en og samme krop. Det er en borgerkrig mellem masker og skygger, indtil cellerne i det ene væsen har dræbt og fortæret cellerne i det andet væsen. Verden bliver til hele tiden – som nogle få frie ånder har råbt i ørkenen siden tidernes morgen, selv om det tilsyneladende modsiges af termodynamikkens anden hovedsætning – og måske er de morfologiske transformationer af universet og de levende væsner, som bebor og berejser det, de eneste betydende begivenheder? Det enkelte væsen befinder sig til ethvert tidspunkt i en hybrid fase mellem to ydertilstande i et univers, som ligeledes befinder sig i en hybrid fase mellem to ydertilstande. En uafsluttet fortælling inden i en uafsluttet fortælling.”

Den grønne mand

Den grønne mand. Vinter

Det var vinter. Den syge mand besluttede, at han ville finde den grønne mand, som ifølge overleveringen holdt til et sted ude i skoven. Han gik med tunge skridt gennem det snedækkede vinterlandskab. Han måtte af og til standse og støtte sig til et af de gamle træer, som blev mere og mere krogede, efterhånden som han kom længere og længere ind i skoven. Han ledte efter den grønne mands fodspor i sneen, men fandt kun sine egne. Han var lige ved at opgive sit forehavende, da den grønne mand – ud af den blå luft – kom ham i møde med åbne arme.

Den grønne mand bød den syge mand velkommen og inviterede ham indenfor i det gamle, hule egetræ, hvor mariebarnet i sin tid havde boet efter uddrivelsen af himlen. Det forekom én, at hans hud var lavet af knudret bark, ud af hvilken der i stedet for hår, skæg og kropsbehåring voksede friske, grønne blade, og når han talte, lød det ikke som et af verdens kendte sprog, men som vindens susen i skovens trætoppe. Det var naturligvis meget anderledes end at sidde over for ens logisk tænkende praktiserende læge, men efter et kvarters tid holdt man op med at tænke over det.

Den grønne mand tilberedte te af helbredende urter, som han havde sanket under fuldmånen i skovens lysninger og efterfølgende bundet i buketter og hængt ned fra loftet i nærheden af ildstedet. Den syge mand drak den eksotisk smagende te og fik det en lille smule bedre. Det var imidlertid først nu, at den egentlige konsultation begyndte. Den grønne mand åbnede den syge mands bryst. Han betragtede længe den syge mands hjerte gennem sine knyttede næver, som han holdt op foran sine øjne, som om de var en kikkert.

”Suse hvisle suse,” sagde den grønne mand.

Det betyder: ”Det er et mysterium. Et mysterium inden i et mysterium.”

”Hvad ser du?” spurgte den syge mand forskrækket. ”Er det alvorligt? Skal jeg snart dø?”

”Suse hvisle suse,” sagde den grønne mand. ”Nej, det var ikke det, jeg tænkte på, men at dit hjerte ligesom mit er en plante, og at dine blodårer ligesom mine er plantens forgrenede rodnet. Du har imidlertid ret i dine bange anelser. Dit hjerte har det ikke godt. Det er delvist visnet. Du har måske mødt meget modgang i dit liv?”

Den syge mand nikkede. En tåre af samme udseende som saft tappet fra birk, ahorn eller sukkerløn trillede ned ad hans kind.

”Suse hvisle suse,” sagde den grønne mand. ”Fat mod, mit kære tiptipoldebarn. Dit hjerte vil blive helt igen. Du og jeg, florale væsner som vi er, bliver til hele tiden. Den visne plante i dit indre vil grønnes. Nye blade og nye rødder vil vokse frem og erstatte de gamle, visne.”

Den grønne mand. Sommer

Den grønne mand fandt en fløjte frem fra sine gemmer og begyndte at spille. Det var en gammel folkevise, som den syge mand ikke havde hørt, siden hans mor havde strøget ham over håret og sunget for ham ved sengetid for en menneskealder siden. Åh, det gjorde så usigeligt godt. Den syge mand fornemmede, at et eller andet begyndte at krible og krable inden i hans bryst, og at der bredte sig en behagelig følelse i hele hans krop, og at han igen kunne mærke sine fødder og sine hænder. Det var imidlertid ikke kun den syge mand, som forvandlede sig. Den lille verden i en afstand af cirka 25 meter fra det gamle, hule egetræ forvandlede sig også. Sneen smeltede, og træerne sprang ud. Det var sommer.

Marmormanden

Marmormanden

Jeg drømte, at jeg var en surfer i orkanens øje, og at mit navn var skrevet, ikke i vand, men i marmor. Jeg var i ækvilibrium inden i det hulrum, som den brydende bølge dannede om mig som en fødende kvindes livmoder om sit foster. Jeg beundrede med himmelvendte øjne det sakrale rum med de hvælvede vægges gyldne årer. Michelangelo havde fået øje på mig inden i en forvitret blok i stenbruddet, fravalgt af alle andre kunstnere, og havde befriet mig med hammer og mejsel. Det var forår. Skovens vugge blomstrede. Den antikke civilisation var et hjerteslag fra at blive genfødt. Pegasussen foldede sine fjer ud. Det, som menneskene havde på hjertet og på tungen, blev til bevingede ord, selv misforståelser og dumme spørgsmål. Det ulogiske har også en eksistensberettigelse. Jeg var vor tids Diskobolos, det tvivlsomme kompromis mellem Heraklits og Parmenides’ uforenelige verdensbilleder, Goethes frosne musik, eller det sovende barn i det fortryllede slot om man vil.

Jeg vågnede, stiv i lemmerne, lettet over at svedperlerne på panden og regndråberne på ruden var af vand.

Et inkohærent univers

Et inkohærent univers

Der hænger et billede i ungkarlens dagligstue. Den drillesyge kunstner har bevidst valgt seks tilfældige objekter – en statue af en diskoskaster, et bjerg med sne på toppen, en flamingo, en spiralgalakse, Månen og en trompet – og har placeret dem i en ørken. De udgør tilsammen et lille, lukket univers. Et inkohærent univers. Der er tilsyneladende ingen sammenhæng, hverken mellem objekterne eller mellem objekterne og det omgivende rum, men alligevel arbejder ungkarlens hjerne på højtryk for at finde en sammenhæng. Hvad er for eksempel forbindelsen mellem flamingoen og trompeten? Eller spiralgalaksen og ørkenen? Det kan selv Ødipus, som løste Sfinksens gåde, ikke finde ud af, for det er en gåde uden løsning. Ungkarlens hjerne bliver fanget i et negativt tankeloop, som dræner ham for energi. Han beslutter sig for at gå en tur for at adsprede tankerne, men da han kommer tilbage til huset, får han som det første øje på billedet og begynder igen at gruble over dets mening.

Det mærkelige er ikke, at der ikke er nogen mening med livet. Det mærkelige er, at vi forsøger at finde en mening, og at vi – alt efter temperament – bliver fortvivlede eller sorgfulde, når vi ikke kan finde den. Hvor kommer den længsel efter mening fra? Er den plantet i vores sind af Gud? Eller er den et produkt af evolutionen? De individer, som finder en mening med livet – om end det er en illusion – vil fuld af overbevisning formere sig og blive talrige som stjernerne på himlen. De fandt en mening i et tilsyneladende meningsløst univers.

Artemis

Artemis