Membra sumus corporis magni

Membra sumus corporis magni

Det fortælles, at der lever et uhyre i Den Grå By. Det kaldes for Den Hvide Flok. Det består af levende, døde og endnu ikke fødte indbyggere, som er vokset sammen til én stor organisme.

De døde og de endnu ikke fødte svømmer rundt mellem hinanden inden i et ægformet, delvist transparent legeme, som om de var fostre i en kæmpe livmoder. De levende bærer det ægformede legeme, på samme måde som Atlas bærer himmelhvælvet, og som om de var det ægformede legemes øjne og ører, arme og ben. Den Hvide Flok kan på lang afstand minde om en bleg og farveløs kæmpe edderkop.

Den Hvide Floks tusind ansigter, både dem som tilhører de levende, som bærer det ægformede legeme, og dem som tilhører de døde og de endnu ikke fødte, som man kan ane inden i det ægformede, delvist transparente legeme, er blege og har dybe, mørke øjenhuler og hule kinder, berøvet enhver form for individualitet.

Den Hvide Flok taler med én og kun én stemme som koret i den græske tragedie. Det lyder, som om stemmen kommer langt borte fra, som indefra en klippehule eller et stort kirkerum. De, som har hørt Den Hvide Flok tale – og har overlevet det – hævder, at den taler et gammelt, uddødt sprog, sandsynligvis latin eller en dialekt af latin. En studerende, som var i gang med at skrive en opgave om Seneca, hævdede, at han hørte uhyrets tusind munde sige:

”Membra sumus corporis magni.”

Det betyder: "Vi er alle medlemmer af én stor krop."

In hoc signo vincemus

Det fortælles, at en af de døde inden i uhyrets ægformede legeme af og til stiger op mod overfladen og bryder gennem hinden, som omslutter det ægformede legeme, idet den holder et krucifiks i strakt arm frem for sig. En præst hævdede, at han hørte den døde og resten af medlemmerne af Den Hvide Flok sige:

”In hoc signo vincemus.”

Det betyder: ”I dette tegn skal vi sejre.”

Tiden går, og slægt følger slægters gang i Den Grå By, men Den Hvide Flok består. Det er sandt, at de levende medlemmer af Den Hvide Flok, som bærer det ægformede legeme, bliver gamle og dør og synker ind i det ægformede legemes indre og optages blandt de døde, men de ufødte medlemmer i det ægformede legemes indre bliver født og stiger op mod overfladen og bryder gennem hinden, som omgiver det ægformede legeme, og erstatter de faldne atlanter og karyatider. Det sammensatte uhyre er således i stand til at regenerere og kan ikke dø.

Den Hvide Flok har bygget en rede af gamle altre, messehagler og relikvier i krypten under domkirken i Den Grå By. Den sover i reden om dagen, men sniger sig mellem solnedgang og solopgang som en ræv eller en kat lydløst omkring i de dårligt oplyste gader, på udkig efter de fremmede og de fremmedgjorte blandt de ensomme nattevandrere.

Det fortælles, at en ung mand en aften i syv sind gik frem og tilbage ud for en trappe ned til en dør med tallet 666. Kvinden, som huserede bag døren, en midaldrende jødinde med øjne fulde af foragt, havde for vane at modtage ham siddende på en trone i en kælder fuld af kunstfærdigt udformede redskaber, som de kristne martyrer i sin tid var blevet tortureret med, og som jødinden havde fundet blandt relikvierne i domkirkens krypt. Den unge mand var trist til mode. Han tænkte på, at han altid var blevet drillet, både som barn i skolen, ung i gymnasiet og voksen på arbejdspladsen. Han kunne snart ikke udholde mere psykisk smerte. Han ringede på døren igen og igen. Han tiggede og bad jødinden om at vise ham nåde og bringe ham forløsning, men døren med tallet 666 forblev lukket. Støjen måtte have tiltrukket sig omgivelsernes opmærksomhed, for da han vendte sig opgivende om for at tage hjem til sin lille etværelses lejlighed, stod han ansigt til ansigt med Den Hvide Flok. Tusind blege ansigter med dybe, mørke øjenhuler og hule kinder så hovedrystende på ham. Det forekom ham, at han fik øje på sin far og mor blandt de døde inden i det ægformede, transparente legeme. Den Hvide Flok sagde:

”Mors omnia solvit.”

Det betyder:

”Døden opløser alt.”

Mors omnia solvit

Der åbnede sig et kæmpe gab med skarpe tænder i det ægformede legeme. Det slugte den unge mand med hud og hår, på samme måde som en slange sluger et forvildet får. Beboerne, som stod bag vinduerne med lyset slukket i de omkringliggende lejligheder, hævdede, at de så den unge mand blive fordøjet i det ægformede, delvist transparente legemes indre og blive optaget blandt de døde.

Kirkeklokkerne i Den Grå By begyndte at ringe, som altid når uhyret havde optaget et nyt medlem i sin flok. Domkirkens klokkespil spillede den latinske salme ”Salutis aeternae dator”. Den Hvide Flok sang:

Cohors triumphans Martyrum,

almus Sacerdotum chorus,

et virginalis castitas

nostros reatus abluant.

Det betyder:

”Den himmelske skare af martyrer, jomfruer og præster renser os for synd.”

Regnbuepersonen, kong Nimrod og Babelstårnet

Regnbuepersonen og Babelstårnet

Der står et gammelt tårn midt i Den Grå By. Det ligger delvist i ruiner. Mange tror fejlagtigt, at det er en bygning, men det er i virkeligheden en trappe, en himmeltrappe. Det fortælles, at det var kong Nimrod, som lod tårnet opføre i tidernes morgen. Det var hans plan at kolonisere himlen. Han, som ifølge legenden grundlagde den første egentlige by på jorden, ville grundlægge ikke en, ikke to, men tusind byer blandt stjernerne på himlen. Han ville lave universet om til én stor, sammenhængende by. Det var meningen, at håndværkerne skulle benytte tårnet til at transportere mursten og mørtel op til de himmelske byggepladser.

Det tog mange hundrede år at bygge tårnet, men en skønne dag kunne entreprenøren, et barnebarn af den oprindelige entreprenør, meddele hoffet, at tårnet var fuldendt. Kong Nimrod, som var blevet en gammel, alderssvækket mand, steg som den første i ensom majestæt op ad trapperne, forbi fugleflokkene, gennem skyerne, forbi Månen, forbi Solen, forbi stjernerne, indtil han til sin overraskelse kom op på et tilsyneladende øde plateau. Det stemte overhovedet ikke overens med de overleverede fortællinger, han havde læst i de gamle skrifter på biblioteket i Den Grå By. Det kunne set fra det moderne menneskes mere fremskudte udsigtspost kaldes for kong Nimrods Columbus-moment. Kong Nimrod så sig med den gamle mands sammenknebne øjne omkring i mørket, indtil han et stykke borte fik øje på – ja, hvad var det, han fik øje på? – det vil jeg måske fortælle om engang ved lejlighed. Jeg vil for nuværende i stedet for vende tilbage til nutiden.

Det var nat i Den Grå By. Regnbuepersonen drømte, at den havde fået vinger, at den fløj rundt om tårnet i Den Grå By, og at Solen ikke havde magt til at smelte bivokset, som fuglefjerene var fastgjort til de kunstige vingers skelet med.

”Jeg længes,” sang regnbuepersonen, mens den som en farvestrålende natsværmer fløj i en indadgående spiralbane op mod Nordstjernen. ”Jeg længes efter at møde Gud.”

En regnbuefarvet Hamlet

En regnbuefarvet Hamlet

Regnbuepersonen minder om Hamlet. Den tvivler på alt og tror på intet. Den holder lange enetaler, hvor den spørger og svarer sig selv, men aldrig løser tilværelsens gåde. En tilbagevendende formulering, uanset emne, er, ”at verden ikke er sort-hvid” og at ”roser er røde, violer er blå ...”. Det er imidlertid et tvivlsomt udsagn i den grå by med de grå huse og de grå gader.

Der er udbredt enighed om, at regnbuepersonen giver den grå by med de grå huse og de grå gader kolorit. Byen ville uden regnbuepersonen være som Theben uden Ødipus, Helsingør uden Hamlet og Bjerget uden Erasmus Montanus. Det er i grunden tankevækkende, at det er ”den fremmede”, ”oprøreren” eller ”normbryderen” – det er de bedst beskrivende ord, jeg kan komme i tanke om på nuværende tidspunkt – som kommer til at karakterisere et sted, og ikke den gennemsnitlige indbygger.

Eksil og hjemve. Efter Magritte

Det er uklart, hvor regnbuepersonen oprindelig kommer fra. De fleste indbyggere i den grå by med de grå huse og de grå gader vil nok sige, at det må være langt borte fra, fra en anden og fremmed kulturkreds, men det kan ikke være fra det i vores tid så forkætrede Mellemøsten og Nordafrika på grund af dens farvestrålende pigmentering. Det er også uklart, om den er skabt af Gud, eller om den har skabt sig selv, som den selv tilsyneladende tror, eller om den er det tvivlsomme produkt af den blinde evolution som eksempelvis dronten og den irske kæmpehjort.

Det fortælles, at regnbuepersonen engang faldt i staver ved synet af en lille flok stillidser, som på vej mod mere sydlige himmelstrøg midlertidigt var landet på nogle afblomstrede tidsler for at spise deres frø. Det var, som om den genkendte sig selv i stillidserne og mindedes sit tidligere liv i en anden og bedre verden, som havde haft flere farver, og hvor den havde følt sig mere velkommen.

Det er imidlertid kun gætteri. Regnbuepersonen er måske slet ikke migrant, når det kommer til stykket? Den har måske været her hele tiden, lige siden den grå by med de grå huse og de grå gader blev grundlagt for mange hundrede år siden? Den er imidlertid på grund af dens anderledeshed altid blevet betragtet som en fremmed, som først for nylig er kommet til byen.

Hvem er regnbuepersonen? En indkredsning

Regnbuepersonen i et gråt interiør. Efter Hammershøi

Der hviskes og tiskes i krogene. Den grå by med de grå huse og de grå gader har fået en ny indbygger, en farverig personlighed, et menneske af ubestemmeligt køn, som har striber ligesom en zebra, blot er striberne ikke sorte og hvide, men alle regnbuens farver. Videnskabelige undersøgelser har vist, at den stribede hud indeholder rødt, orange, gult, grønt, blåt og lilla pigment, og at antallet af pigmenter og dermed farveintensiteten øges, når den udsættes for sollys. Det fortælles, at den nye indbygger, som de oprindelige indbyggere i den grå by med de grå huse og grå gader allerede har døbt ”regnbuepersonen”, kan blive næsten selvlysende omkring sankthans. Regnbuepersonen går som en brændende fakkel i alle regnbuens farver gennem byens kvarterer ved midnatstide og oplyser selv de mørkeste kroge. De gadeprostituerede og deres lyssky kunder må holde sig for øjnene for ikke at blive blændet.

Regnbuepersonens genopstandelse. Efter Mantegna

Regnbuepersonen er tilsyneladende i familie med Pico della Mirandolas kamæleon og Nietzsches overmenneske. Den har en flydende identitet. Den er fremtidsvendt. Den ser sig ikke tilbage som Orfeus og Lots hustru. Dens ansigt er vendt mod solopgangen og foråret. Den begynder forfra hele tiden og ser på verden med friske øjne. Den skaber sig selv og sine egne værdier.

”Det er min skæbne,” siger regnbuepersonen med himmelvendte øjne og en tåre i øjenkrogen, ”at dø og genopstå igen og igen i al evighed i den grå by med de grå huse og de grå gader.”

Frøet, mennesket og genopstandelsen

Det florale menneskes fosterudvikling

Den grønne mand talte til folkemængden fra en tribune på den store plads i byen. Han ville have mindet om en tvivlsom politisk agitator, hvis det ikke havde været for, at hans krop var dækket af egeblade, hans hud var lavet af bark, og hans stemme lød som vindens susen i træerne i august måned. Folkemængden bestod af halvt gående, halvt løbende fodgængere, som for et kort øjeblik havde glemt deres forehavender og var stimlet sammen neden for tribunen, hvor den grønne mand stod, for at lytte med sorte øjenhuler i deres voksagtige ansigter, hændervridende og trippende på stedet, som om de skulle tisse.

Den grønne mand som den døde Kristus i graven. Efter Holbein

”Suse, hvisle, suse,” sagde den grønne mand.

Det betyder:

”Det er det enkelte menneskes forbandede pligt at dø og genopstå på denne mørke klode igen og igen i al evighed. Vi bliver til hele tiden. Vi spirer, vi vokser, vi grønnes, vi blomstrer, vi visner, vi rådner. Vi ligger som faunistiske frø i graven i tre dage og tre nætter. Det føles som tretusind år. Hvorfor er vi så små? Hvorfor er vi så bange? Det bliver imidlertid endelig påskemorgen. Vi spirer. Vi genopstår. Spiring og genopstandelse er det samme. Graven er en genopstandelsesmaskine på trods af sin åbenlyse mangel på teknologi. Det faunistiske frø bliver til et floralt menneske eller et floralt dyr, om man vil.”

Den grønne mand som den opstandne Kristus. Efter Grünewald

En mand trådte frem fra menneskemængden.

”Er du ikke en falsk profet?” sagde han. ”Er det ikke det samme gamle illusoriske håb, blot i en ny forklædning, som de mange falske profeter før dig har forsøgt at indgyde os, fordi vi er bange for at dø, fordi vi ikke har levet?”

”Fordi vi ikke har levet,” gentog folkemængden med en fælles, tonløs stemme.

Det var, som om folkemængden ikke bestod af enkelte mennesker med en fri vilje, men var en stor organisme, som ligesom en fugleflok eller en fiskestime tilsyneladende var dirigeret af en mørk og hemmelighedsfuld algoritme.

”Suse, hvisle, suse,” sagde den grønne mand.

Det betyder:

”Ja og nej og alt det midt imellem. Døden findes. Det er sandt. Jegets udslettelse er et faktum. Det gamle menneske dør, men ud af det gamle menneske opstår et nyt menneske. Det nye menneske kender imidlertid ikke det gamle menneske. At det nye menneske ikke kender det gamle menneske, det er det, vi kalder for døden.”

Folkemængden undrede sig over den grønne mands ord og gik i opløsning. De enkelte mennesker gik hver til sit, tankefulde.