Den kosmiske skov

Det biologiske univers

Det er i de mørke tider, at de kommer til syne, profeterne. Det er deres blomstringstid. De ligger og venter med lukkede øjne og foldede hænder i deres kister, som flyder på det forgrenede net af kanaler og bassiner under byen, indtil et skrig endelig bryder stilheden. Det er et mærkeligt skrig. Det kommer fra mange struber og synes på én gang at være tæt på og langt væk. Man kunne forledes til at tro, at det kommer fra byens hospice, hvor en ubuden gæst med lange fingre efter mørkets frembrud går fra stue til stue, hvor de døende ligger og holder dommedag over sig selv og deres liv, og hvor de i den gådefulde time mellem nat og dag opdager, at de er blevet berøvet deres få ejendele: kærestebrevene fra deres ungdomselskede, svendebrevet med udmærkelse, den afdøde ægtefælles vielsesring og fotoalbummet med billeder af slægten: bedsteforældrene foran deres gård med blomstrende frugttræer og barnebarnet omgivet af sine dukker og tøjdyr som både kan synge og danse. Der er imidlertid tale om noget langt større. Det er et akkumuleret skrig. Det er hele menneskeheden, som skriger, alle som har levet, børn, voksne og gamle, fra forhistorisk tid til nu. De kravler op ad stigetrinene i kloakskakterne, profeterne, skubber de tunge dæksler af støbejern til side og stiller sig i gågaderne, på torvene og pladserne og i parkerne.

”Se, profeterne er vågnet,” siger de hjemløse alkoholikere, tiggerne og gademusikanterne og gør plads for det offentlige rums adel. ”De er kommet for at tale om de sidste tider.”

De halvt gående, halvt løbende fodgængere glemmer for et kort øjeblik deres forehavender og stimler sammen om profeterne for at lytte med tomme øjenhuler i deres voksagtige ansigter, hændervridende og trippende på stedet, som om de skal lade vandet. De har gjort deres hjemmearbejde godt, profeterne. De har understreget alle onelinerne i Prædikerens Bog, deltaget i et kursus på det åbne universitet om Sartre og Camus på bageste række med lukkede øjne og nikkende hoveder og set et væld af AI-genererede videoer på YouTube om den moderne fysik. Deres veltalenhed er sagnomspunden.

”Verdens ende er nær,” råber de i kor. ”Alt er tomhed. Livet er meningsløst.”

Det nytter ikke at holde sig for ørerne, synge falderi faldera eller gemme sig på et af toiletterne i stormagasinerne. De trænger ind i dig, profeterne, gennem sprækkerne i din facade. De beslaglægger dit hjerte og dine nyrer. De overtager som en moderne højteknologisk medicin styringen af din krop helt ned på celleniveau. Din stemme lyder, når du åbner munden for at bede fadervor, ikke mere som din egen, men som profeternes. Det, som du vil sige, det siger du ikke, men det, som du ikke vil sige, det siger du. Du er blevet en bugtalerdukke for det absolutte tomrum. Det er allerede fjorten dage siden, at du ankom til byens hospice. Du ligger i den fremmede seng i det fremmede værelse i den fremmede bygning, egyptisk i al sin vælde, en mumie blandt mumier, berøvet alle dine jordiske skatte.

”Livet er meningsløst.”

Det, og ikke fadervor, blev dine sidste ord.

Profetinden

Her kunne fortællingen lige som mange andre fortællinger i de mørke tider ende i en blindgyde. Der var imidlertid en af profeterne, som adskilte sig fra de andre, både hvad angik udseende og budskab. Det var en kvinde i sin bedste alder. Hendes kjole var syet af askeblade, dyppet i smeltet bivoks for at bevare farve og spændstighed. Hun bar som en krone på sit hoved en hjorts forgrenede gevir. Der sad en ugle på hendes venstre underarm. Den lod sit blik vandre hen over de få mennesker, som havde samlet sig i en halvcirkel om profetinden, indtil den – det gav et sæt i den – fik øje på mig. Uglen så vredt, ja næsten hadefuldt på mig, som om den mente at have opdaget en modstander, det desværre uomgængelige sorte får i familien, slangen i paradiset. Den forsøgte at henlede profetindens opmærksomhed på mig, men profetinden ignorerede den og begyndte i stedet for på sin tale:

”Lyt til mig, alle I som har et knust hjerte! Jeg ser for mit indre blik en ny himmel og en ny jord. De to træer i Edens have vokser sammen og bliver til et kosmisk træ som Yggdrasil. Dets bevingede nødder bliver spredt for alle vinde og forvandler det fysiske univers til et biologisk univers med skovklædte galakser, hvor entropien holder op med at vokse og tiden som konsekvens heraf mister sin retning. Fotosyntesen bliver universets nye grundlov. Det tomme rum bliver forvandlet til åndbar atmosfære. Uglerne flyver i skumringen mellem planeterne. Den lille mus på heden har ikke noget at frygte. Vi er alle blevet pythagoræere.

I det biologiske univers er entropi og tid fanget i flora og fauna. Et sekund i det biologiske univers svarer til en million år i det fysiske univers. Det fortælles, at det er en stor begivenhed, når de rustne sekundvisere på alle verdens ure flytter sig et hak. Det sker, når en okse dør mæt af dage på de elysiske marker. Dens kiste følges til graven af de sørgende løver, som den græssede sammen med hele sit liv.

Det er i al beskedenhed min mageløse opdagelse. Det er min vision for et kommende fredsrige i ånden fra Empedokles og Esajas. Det er på den måde, at man skal forstå mine fortællinger, skrevet som de er med de vilde dyrs fodspor i sneen og den sorte muld. De levendes rige erstattes ikke som i kristendommen af to adskilte dødsriger, himmel og helvede, eller som i den moderne fysik af et mørkt og koldt univers med lysår mellem støvkornene, men er under evig transformation fra døde atomer til levende molekyler.

Fotosyntesen og evolutionen overtrumfer de fysiske love. Rubiner, safirer og smaragder bliver erstattet af røde roser, blå iriser og gule primulaer. Universet blomstrer. Duen bygger rede af olivenkviste i lyset fra regnbuen. Der er ingen ende på nattergalens sang. Det er evigt forår.”

Det hule træ

Talen var slut. En ældre mand med skaldet isse, gråsprængt hestehale og lyserød rygsæk begyndte at klappe og råbe bravo, men stoppede, da han opdagede, at ingen fulgte hans eksempel. En stemning af skuffelse havde bredt sig blandt tilhørerne under talen. Profetinden havde ikke formået at overbevise nogen med sine vilde syner, som forekom uden hold i virkeligheden. Hun var åbenbart et af blomsterbørnenes børnebørn, som var vokset op med det tvivlsomme budskab om kærlighed, fred og samhørighed med naturen. Det kunne hun i og for sig ikke gøre for. Hun burde imidlertid have gjort sig en ting klart: Træerne vokser ikke ind i himlen. Det vidste enhver, som havde aflagt sig barnets fastelavnskostume og var blevet voksen. Den lille forsamling gik i opløsning. Tilhørerne gik en efter en bort i nedtrykt sindstilstand. Profetinden stampede arrigt i jorden over sin manglende succes og forlod med blussende røde kinder og næsen i sky stedet. Jeg fulgte – af ren og skær nysgerrighed – efter hende, i en afstand af cirka 25 meter, for at hun ikke skulle opdage mig. Jeg forventede, at hun hvert øjeblik ville løsne et dæksel og kravle ned i kloakkerne. Det skete imidlertid ikke. Profetinden var ikke, som jeg først havde antaget, af de underjordiske vismænds orden. Hun kom åbenbart fra et helt andet sted – men hvor? – det var ikke godt at vide. Hun gik ud mod en af forstæderne, forbi højhuse, over en motorvejsbro, gennem et gammelt villakvarter med mere og mere tilgroede haver, indtil hun for enden af en blind vej standsede ved indgangen til en skov. Var det mon den skov, som hun i sin tale havde forsøgt at fremmane for sine vrangvillige tilhøreres indre blik, den tilsyneladende uendelige skov, endnu under rejsning, ad hvis krogede stier en ny Adam og ny Eva en skønne dag ville nå fiksstjernerne? Der stod ved indgangen til skoven et algebevokset skilt med følgende ordlyd:

”Advarsel! Al færdsel i skoven frarådes. Mangen en digter er faret vild i tidens løb. I flæng kan nævnes: Dante Aligheri, J.P. Jacobsen og Tomas Tranströmer. Der findes endda nogle litteraturforskere, som – om end lidet overbevisende – argumenterer for, at Narkissos og de to kongesønner, som finder henholdsvis Mariabarnet og Tornerose i Grimms eventyr, også bør tælles med blandt de vildfarne får. Den gamle skovridder (ulæseligt årstal).”

Profetinden vendte sig om mod mig.

”Kom!” sagde hun.

”Jeg bor i et gammelt, hult træ, som er foret med mos og blade. Det er mit slot. Der er plads til to personer og en ugle.”

”Jeg lever af rødder og bær om sommeren og nødder om vinteren. Den bedste medicin for et knust hjerte.”

”Lyt!”

Der lød fløjtespil inde fra skoven, akkompagneret af gøgens sang og spættens trommehvirvler. Et stenkast inde ad den krogede skovsti, og den iørefaldende melodi ville måske overdøve skriget fra menneskeheden?

”Det kan du godt opgive, kære profetinde,” sagde uglen. ”Han er ikke en af os. Jeg så det med det samme. Jesu sårmærker, som han forsøger at skjule for sine omgivelser, afslørede ham. Ikke syv vilde heste kan få ham til at forlade den synkende skude, helgen som han er for den gamle himmel og den gamle jord, martyr for meningsløsheden.”

Profetinden trak opgivende på skulderne og gik ind i skoven.

Kundskabens frugt og andre relikvier

Skelettet af hvalen, som slugte profeten Jonas, neden for templet
for de overleverede værdier

I ruinbyen er de døde kun tilsyneladende døde og bliver derfor begravet levende. Bedemanden må slås med ligene for at få dem anbragt i kisterne. Det udarter sig ofte til regulære bryde- og boksekampe. De døde har ingen sportsånd. De spytter en i ansigtet, bider en i øret og sparker til en, selv om man ligger ned. Bedemanden har en boksers melankolske ansigt. Man ser ham ofte efter fyraften sidde med et blåt øje og en brækket næse over et glas brændevin på café den evige genkomst. Stamgæsterne, som kommer forbi, slår ham venskabeligt på skulderen.

”Har det været en hård dag i kapellet, sømand?”

En tåre triller ned ad bedemandens kind og havner i glasset med brændevin.

”De er livlige, de døde, er de ikke?”

Bedemanden bryder hulkende sammen. Denne tilbagevendende begivenhed har givet navn til en drink, bedemandens cocktail, som består af brændevin, kildevand og en knivspids salt.

Det værste er de dage, hvor bedemanden åbner døren ind til café den evige genkomst, og ligene i de kister, som han netop har forseglet, sidder til højbords omgivet af de beundrende stamgæster. De skåler, fortæller sjofle vittigheder og ler i alle tonearter. De ignorerer tilsyneladende bedemanden, men af og til kan en af dem alligevel ikke dy sig for at vende sit delvist forrådnede ansigt mod ham og betragte ham med et skælmsk blik.

Det forekommer imidlertid bedemanden, at han endelig har fundet en god løsning på sine arbejdsmæssige udfordringer. Efter at han med indøvede slagkombinationer har knockoutet de døde og lagt dem i kisterne, stiller han tunge relikvier på kistelågene, så han i ro og mag kan skrue skruerne i og forsegle kisterne, selv om de døde allerede er kommet til bevidsthed igen og hamrer løs på kistelågene inde i kisterne. Relikvierne har han hen ad vejen fundet i krypten under templet for de overleverede værdier. Det er et sted, hvor ubefæstede sjæle let kan fortabe sig. Det fortælles, at bedemanden engang opholdt sig tre dage og tre nætter i krypten. Han fortalte efterfølgende de noget tvivlende indbyggere i ruinbyen, hvordan relikvierne var blevet vakt til live, hvordan krypten var blevet forvandlet til et stort teater, og hvordan han havde overværet de kristnes historie fra verdens skabelse til verdens undergang.

Kundskabens frugt

Her er nogle få eksempler på de mere eller mindre obskure relikvier fra templet for de overleverede værdier:

En afstøbning af kundskabens frugt med bidmærke efter Adam.

Skelettet af den due, som Noa sendte ud fra den åbne luge i arken efter syndfloden, med en vissen olivenkvist i næbbet.

Kraniet af den hval eller hvaløgle, som slugte profeten Jonas.

Den første sten, som det menneske, som var uden synd, blev opfordret til at kaste, men som ikke blev kastet.

En dødsmaske af en helgeninde med opsvulmede kinder, som ifølge legenden skyldes, at hun hele sit liv vendte den anden kind til og modtog den ene lussing efter den anden, indtil hun led martyrdøden.

En glorie, som blev båret af en husmor, som ofrede alt for mand og børn, men blev forladt af dem, hjerteløse mennesker som de var.

Det tomme glas med sovepiller, som den unge mand efterlod sig efter at være blevet drillet som barn i skolen, ung i gymnasiet og voksen på arbejdspladsen.

Forfatteren til denne tekst, som mere er et laboratorium for ideer end en fortælling, ville gerne have nævnt flere eksempler – listen over relikvier, som er samlet i tre store bind, ville i de rette hænder kunne grundlægge en ny teologi – men netop som ånden kom over ham og forvandlede hans tunge til to tunger af ild, begyndte mænd klædt i sort at samle sig på gaden uden for hans bolig. De bankede på døren, den ældste præsenterede sig på latin med en stemme, som lød, som om den kom inde fra en hule, og rakte et brev frem.

Der stod i brevet, at hvis forfatteren nævnte afstøbningerne af de erigererede penisser og opsvulmede kønslæber og klitorisser fra de kristne martyrer, som var døde under tortur, ville han blive retsforfulgt både i den jordiske og himmelske stad. Han burde alvorligt spørge sig selv, om han ville udsætte sit hvirvelløse evangelisk-lutherske legeme for englenes retfærdige straf, ihukommende inkvisitionen, hekseprocesserne og de fortabte sjæles efterliv i de nazistiske koncentrationslejre i helvede, hvor man bliver gasset igen og igen og der bliver syet lampeskærme af ens hud.

Forfatteren græd, både med sine egne og den fiktive karakter bedemandens tårer. Hans mund kyssede den gamle mands ring, ja, hans læber lukkede sig om den store, runde rubin, som lignede en blodfyldt byld, og suttede på den som et lille barn på et bolsje.

”Min mund er lukket med syv segl.”

En nedstigning i et sort hul

Astronaut og sort hul

Det möbiske univers og dets paradoksale geometri. Conquistadorernes dyrekøbte erfaringer. Astronauten Simon Søjlehelgen opdagede på bunden af det sorte hul ikke sit eget, men sin næstes tabte paradis.

Hvad nytter det at finde hjem, tænkte eremitten, når ens forældre i det forjættede land viser sig at være indianere?

Slagt ikke fedekalven. Jeg er vegetar, især hvad angår menneskekød. Jeg undgår håndtryk, klap på skulderen og omfavnelser. Findes der mon nogen større tomhed end den bundløse afgrund bag kvindens kønsåbning? Findes der mon noget mere rædselsvækkende end kvindens rovdyrskrig i natten?

Forklar mig venligst: Hvorfor ender eftersøgningen efter ens komplementære tvilling med sadomasochistiske torturseancer på grev Draculas slot i Transsylvanien? Hvorfor ender den ikke i stedet for med Afternoon Tea på Biblioteket i Alexandria, hvis uendelige bogsamling altid er hjemsøgt af små, lokale brande, og hvor neandertalere med knold i nakken hviskende anbefaler rejselitteratur af Deleuze og Derrida til Homo sapiens?

Jeg drikker Earl Grey og spiser lune scones med smør sammen med Sophia foran kaminen, hvor Heraklits ild brænder. Hun lytter med moderlig overbærenhed til alle mine vilde forestillinger om morgenrødens universer, de umulige mere mulige end de mulige.

Vi vokser sammen, visdommens gudinde og jeg, ikke som et gammelt ægtepar, men som de to træer i Edens have ville have været det uden syndefaldet, og bliver til verdenstræet Yggdrasil. Vores bevingede nødder spredes for alle vinde og forvandler det fysiske univers til et biologisk univers med skovklædte galakser, hvor entropien holder op med at vokse og tiden som konsekvens heraf mister sin retning. Fotosyntesen bliver universets nye grundlov. Det tomme rum forvandles til åndbar atmosfære. Uglerne flyver i skumringen mellem planeterne. Den lille mus på heden har ikke noget at frygte. Vi er alle blevet pythagoræere.

Min barndoms grønne dal, inden min far, mor og søster tog deres masker af og viste deres sande ansigter, hvorfor har du forladt mig?

Jeg råber fra byens tage: ”Min næste og min næstes næste og min næstes næstes næste er metafysik. Samfundet findes ikke.”

Jeg er Jerusalems skomager for folk, som krummer tæer og går i for små sko, og du, din egen lykkes smed med penge på lommen, er min bøddel.

Jeg kaster mig i støvet for det blonde bestie, som jeg tabte jakobskampen til i forlystelsesparken for de frie markedskræfter og den naturlige selektion og går i selvvalgt koncentrationslejr.

Mine gener er indad krogede og fulde af fejl, som en DNA-test har vist. Han er en vanskabning i vores demokrati af rette linjer og retvinklede trekanter, som den svensk talende læge skrev i journalen. Et aborteret foster, som det i sin tid lykkedes for at flygte fra hospitalet, og politiet ikke fandt, til trods for at et portræt af ham som forslået bokser med spædbarnets lukkede øjne og knyttede næver hang i alle byens lygtepæle sammen med efterlysninger at bortløbne katte og bortkomne cykler. Findes der mon nogen mere velduftende parfume for det kasserede menneske end Zyklon B?

Folket som kunne gå på vandet. Det våde elements ædle vilde og deres levevis. Et fragment fra fortællingen "Kærlighedens afmagt"

Folket som kunne gå på vandet. Det våde elements ædle vilde

Her følger et kort rids af, hvad sagkundskaben hævder at vide om folket fra havet.

Havfolkets tøj er syet af sælernes skind. Deres fiskeredskaber, eksempelvis knive og spydspidser, er udskåret af narhvalernes og hvalrossernes stødtænder.

Folket fra havet lever af fisk og skaldyr. Havfuglene flokkes over dem, når de trækker deres til bristepunktet fyldte garn ind.

De høster spiselige tang- og algerarter fra dybets udstrakte skove og enge, herunder en særlig alge, som indeholder nikotin, og som de tørrer og ruller til cigarer, en hemmelighed kaptajn Nemo sandsynligvis har afluret dem.

De skaffer sig ferskvand ved at samle regndråber i beholdere flettet af tang eller syet af sælernes skind og urinblærer – på mange måder minder havfolkets levevis om inuitternes, om end folket fra havet antages at tilbringe det meste af tiden på mere sydlige og gæstfrie breddegrader, nærmere bestemt i farvandet ud for Gibraltarstrædet hvor Atlantis ifølge legenden skulle være sunket i havet.

Af overstående fremgår forhåbentlig, at havfolkets måltider, i øvrigt i lighed med måltiderne om bord på Nautillus, ikke står tilbage for dem, der serveres i de frodigste af jordens landbrugsegne. Havets flora og fauna overgår i mangfoldighed langt landjordens. Det var trods alt – skal man tro den moderne naturvidenskab – i havet, at livets vugge stod.

Havets myter. Et fragment fra fortællingen "Kærlighedens afmagt"

Hendrick van der Decken, kaptajn på den flyvende hollænder

Der findes et folk, som kan gå på vandet. Hvis man opsøger beværtningerne i de store havnebyer, kan man ud på aftenen, når deres øjne er blevet fugtige, høre sømænd fortælle om dem.

Det er de samme sømænd, som fortæller om den flyvende hollænder, så det er nærliggende at tro, at der kunne være – om end ikke en forbindelse – så dog en parallelitet mellem folket fra havet og spøgelsesskibet og dets moralsk tvivlsomme kaptajn, elementernes oprører, Hendrick van der Decken, dømt som han er til at stå på dækket neden for stormasten og affyre sin pistol ind i den aldrig ophørende storm indtil tidernes ende.

Men til trods for, at flere amatørhistorikere uafhængigt af hinanden i ly af natten har tiltvunget sig adgang til hemmelighedsfulde biblioteker og forseglede arkiver, som ellers er lukket for den jævne mands adgang, for at studere deres gamle bøger og dokumenter om havets myter, er det endnu ikke lykkedes for dem at finde den.

Det lader således ikke til, at folket fra havet i lighed med besætningen på den flyvende hollænder soner en utilgivelig synd, som oprindelig truede både den himmelske og jordiske orden, men hvis nærmere omstændigheder fortaber sig i historiens tågelandskaber, og som derfor varierer, alt efter hvem der refererer dem, eller at deres tilsynekomst varsler død og ulykke for de sømænd, som uforvarende er blevet dens vidner.

De forsøger heller ikke at kontakte sømændene for at overrække dem breve, som bliver tungere og tungere for hver tilbagelagt sømil, når sømændene modvilligt har påtaget sig sendebuddets hverv, og som viser sig at være til for længst afdøde personer, når de synkefærdige skibe endelig når i havn.

Nej, tværtimod er de, må man forstå på den herskende klasse, disciple af oplysningen som de hævder at være, uskylden selv, uspoleret som de antages at være af vores – det vil sige den vestlige verdens – civilisation og kultur, og måske er det ligefrem fraværet af denne usynlige byrde, som vi vesterlændinge til stadighed må bære rundt på, som gør dem i stand til at gå på vandet? Ifølge denne opfattelse kan de således med nogen ret siges at være det våde elements udgave af de ædle vilde.

Det er derfor heller ikke på nogen måde en angstfremkaldende oplevelse for sømændene at møde folket fra havet.

Det er, som når tilsyneladende legesyge delfiner uventet dukker op og udfører akrobatiske spring i det skumfyldte vand omkring skibenes stævne og køle.

Med beundrende blikke overværer sømændene folket fra havet bevæge sig i gåsegang hen over bølgekammene, som om de var udspændte liner, uberørt af stormen, tilsyneladende lavet af det samme stof som orkanens inderste stillestående kerne. De store bølger med hvide skumtoppe er ikke nogen udfordring for dem. Det svarer til kuperet terræn for hyrder og andre omkringstrejfende vandringsmænd på landjorden.

Og når den enkelte sømand om aftenen kaster et sidste blik ud gennem koøjet, inden han går til ro, og et sted ude i mørket, hvor himmel og hav står i et, får øje på havfolkets blafrende fakler og bål, hvor de har slået lejr for natten, kan han ikke undgå at føle den samme samhørighed med dem, som de første mennesker må have følt med de gøende, syngende, tudende og kukkende dyr i urtidsnatten.