Hvem er regnbuepersonen? En indkredsning

Regnbuepersonen i et gråt interiør. Efter Hammershøi

Der hviskes og tiskes i krogene. Den grå by med de grå huse og de grå gader har fået en ny indbygger, en farverig personlighed, et menneske af ubestemmeligt køn, som har striber ligesom en zebra, blot er striberne ikke sorte og hvide, men alle regnbuens farver. Videnskabelige undersøgelser har vist, at den stribede hud indeholder rødt, orange, gult, grønt, blåt og lilla pigment, og at antallet af pigmenter og dermed farveintensiteten øges, når den udsættes for sollys. Det fortælles, at den nye indbygger, som de oprindelige indbyggere i den grå by med de grå huse og grå gader allerede har døbt ”regnbuepersonen”, kan blive næsten selvlysende omkring sankthans. Regnbuepersonen går som en brændende fakkel i alle regnbuens farver gennem byens kvarterer ved midnatstide og oplyser selv de mørkeste kroge. De gadeprostituerede og deres lyssky kunder må holde sig for øjnene for ikke at blive blændet.

Regnbuepersonens genopstandelse. Efter Mantegna

Regnbuepersonen er tilsyneladende i familie med Pico della Mirandolas kamæleon og Nietzsches overmenneske. Den har en flydende identitet. Den er fremtidsvendt. Den ser sig ikke tilbage som Orfeus og Lots hustru. Dens ansigt er vendt mod solopgangen og foråret. Den begynder forfra hele tiden og ser på verden med friske øjne. Den skaber sig selv og sine egne værdier.

”Det er min skæbne,” siger regnbuepersonen med himmelvendte øjne og en tåre i øjenkrogen, ”at dø og genopstå igen og igen i al evighed i den grå by med de grå huse og de grå gader.”

Frøet, mennesket og genopstandelsen

Det florale menneskes fosterudvikling

Den grønne mand talte til folkemængden fra en tribune på den store plads i byen. Han ville have mindet om en tvivlsom politisk agitator, hvis det ikke havde været for, at hans krop var dækket af egeblade, hans hud var lavet af bark, og hans stemme lød som vindens susen i træerne i august måned. Folkemængden bestod af halvt gående, halvt løbende fodgængere, som for et kort øjeblik havde glemt deres forehavender og var stimlet sammen neden for tribunen, hvor den grønne mand stod, for at lytte med sorte øjenhuler i deres voksagtige ansigter, hændervridende og trippende på stedet, som om de skulle tisse.

Den grønne mand som den døde Kristus i graven. Efter Holbein

”Suse, hvisle, suse,” sagde den grønne mand.

Det betyder:

”Det er det enkelte menneskes forbandede pligt at dø og genopstå på denne mørke klode igen og igen i al evighed. Vi bliver til hele tiden. Vi spirer, vi vokser, vi grønnes, vi blomstrer, vi visner, vi rådner. Vi ligger som faunistiske frø i graven i tre dage og tre nætter. Det føles som tretusind år. Hvorfor er vi så små? Hvorfor er vi så bange? Det bliver imidlertid endelig påskemorgen. Vi spirer. Vi genopstår. Spiring og genopstandelse er det samme. Graven er en genopstandelsesmaskine på trods af sin åbenlyse mangel på teknologi. Det faunistiske frø bliver til et floralt menneske eller et floralt dyr, om man vil.”

Den grønne mand som den opstandne Kristus. Efter Grünewald

En mand trådte frem fra menneskemængden.

”Er du ikke en falsk profet?” sagde han. ”Er det ikke det samme gamle illusoriske håb, blot i en ny forklædning, som de mange falske profeter før dig har forsøgt at indgyde os, fordi vi er bange for at dø, fordi vi ikke har levet?”

”Fordi vi ikke har levet,” gentog folkemængden med en fælles, tonløs stemme.

Det var, som om folkemængden ikke bestod af enkelte mennesker med en fri vilje, men var en stor organisme, som ligesom en fugleflok eller en fiskestime tilsyneladende var dirigeret af en mørk og hemmelighedsfuld algoritme.

”Suse, hvisle, suse,” sagde den grønne mand.

Det betyder:

”Ja og nej og alt det midt imellem. Døden findes. Det er sandt. Jegets udslettelse er et faktum. Det gamle menneske dør, men ud af det gamle menneske opstår et nyt menneske. Det nye menneske kender imidlertid ikke det gamle menneske. At det nye menneske ikke kender det gamle menneske, det er det, vi kalder for døden.”

Folkemængden undrede sig over den grønne mands ord og gik i opløsning. De enkelte mennesker gik hver til sit, tankefulde.

Den grønne omstilling. ”Nighthawks” med grønne mænd og kvinder

Den grønne omstilling. ”Nighthawks” med grønne mænd og kvinder

De ensomme storbymennesker på Edward Hoppers billede ”Nighthawks” erstattes af grønne mænd og kvinder. Et egetræ vokser op fra asfalten uden for natcaféen. Asfaltjunglen erstattes af skov.

”Suse, hvisle, suse,” siger de grønne mænd og kvinder.

Det betyder:

”Vi bliver til hele tiden. Vi spirer og vokser. Vi er efterkommere af Dafne. Vi er hybrider i et kontinuum af faser mellem menneske og træ. Vi bliver flere og flere. Det er, som om de kommunistforskrækkede amerikaneres værste mareridt under mccarthyismen er blevet til virkelighed. Blot er vi ikke røde, men grønne. Vi bodysnatcher borgerne – far, mor og børn med falsk bevidsthed – én efter én i de fossile brændstoffers fejlslagne stat. Vi spreder agern, bog og kastanjer i byens gader. Vi spiller tusind år gamle folkeviser på vores magiske fløjter. Frøene spirer. Træerne bryder gennem asfalten. De luftforurenede byer falder én efter én som dominobrikker. Den jordiske civilisations himmelstræbende tårne styrter i grus. Duerne bygger rede i trætoppene. Mariebørnene bor i hule træer og lever af bær og nødder. Vi, det grønne folk, er sædemænd for den kosmiske skov.”

Palimpsest

Palimpsest

1.

Bag teksten er

en anden og ældre tekst.
Bag billedet er
et andet og ældre billede.
Bag ansigtet er
et andet og ældre ansigt.
Bag verden er
en anden og ældre verden.
Af og til, når jeg går en tur i den jordiske by,
får jeg øje på teksterne bag teksterne,
billederne bag billederne,
ansigterne bag ansigterne
og verdnerne bag verdnerne.

2.

Jeg har tre masker:

den levendes, den dødes
og den endnu ikke fødtes ansigt.

3.

Han kommer til syne i spejlet,
med sine dybe øjenhuler og sin brede næse,
vintermorgener,
hvor det sner og min lejlighed forvandles til en grotte,
neandertaleren.

Hybriderne. Samtale mellem Minotauros og den forlorne skildpadde

Hybrider. Minotauros og den forlorne skildpadde

”Jeg var engang,” sagde den forlorne skildpadde, idet tårerne trillede ned ad hans kinder, ”en ægte skildpadde, men da jeg kom i puberteten, begyndte et kalvehoved, to klove og en hale at vokse frem og erstatte skildpaddens tilsvarende dele. Jeg fik allernådigst lov til at beholde skildpaddens skjold og de to forreste luffer. Jeg betragtede med forfærdelse mit spejlbillede i vandpytterne neden for klippefremspringene, når havet trak sig tilbage ved ebbetid. Jeg var hverken fugl eller fisk. Jeg var blevet en fremmed, ikke alene over for min familie og venner, men også over for mig selv. Det afskar mig for evigt fra at fortsætte min uddannelse i havet, hvor jeg havde tilbragt min lykkelige barndom. Ingen køer kan som bekendt leve i havet, undtagen søkøer.”

”Du er faret vild i labyrinten,” sagde Minotauros. ”Du beskriver din forvandling som et fald fra et højere til et lavere stade. Det er den efter min bedste overbevisning ikke. Betragt dit spejlbillede igen, men denne gang ikke kun med følelse, men også med fornuft. Du er ikke mere kun en, men to, og hvordan kan to være mindre end en? Du har et ben i hver lejr, med al den indsigt det medfører. Du er både-og i stedet for enten-eller. Din identitet er flydende. Du bliver til hele tiden. Dit nuværende udseende varer kun et kort øjeblik. Du vil være et andet væsen i morgen, og et tredje i overmorgen. Du svinger som et pendul mellem at være skildpadde og kalv, og måske er det hybridtilstanden, fremmedartet som den er med dens atavistiske træk, som er det fornemme frem for de velkendte start- og sluttilstande? De store kunstnere foretrækker i hvert fald i modsætning til naturvidenskabsmænd og jurister, selv om de ligesom dem søger efter den mest præcise formulering, flertydighed frem for entydighed.”

”Hybriden er udødelig. Det er jeg i al beskedenhed selv et levende eksempel på. Havde jeg kun været mit tyre-jeg, var jeg blevet stukket ihjel af en tyrefægters sværd. Havde jeg kun været mit menneske-jeg, var jeg blevet stanget ihjel af en tyrs horn, men fordi jeg ikke var det ene, og fordi jeg ikke var det andet, blev jeg til noget tredje, som var større end det ene og det andet tilsammen. Jeg blev til arkitektur. Jeg blev til en labyrint, med vidt forgrenede gange af samme størrelse som universet, i hvis inderste kammer to komplementære kræfter kæmper til evig tid. Jeg fik evigt liv.”

Denne hellige lektie skriver pilgrimmen mellem verdnerne:

”Det er ikke start- eller sluttilstanden, som er det interessante, men hybridtilstandene ind imellem, hvor to fundamentalt forskellige væsner slås om overherredømmet i en og samme krop. Det er en borgerkrig mellem masker og skygger, indtil cellerne i det ene væsen har dræbt og fortæret cellerne i det andet væsen. Verden bliver til hele tiden – som nogle få frie ånder har råbt i ørkenen siden tidernes morgen, selv om det tilsyneladende modsiges af termodynamikkens anden hovedsætning – og måske er de morfologiske transformationer af universet og de levende væsner, som bebor og berejser det, de eneste betydende begivenheder? Det enkelte væsen befinder sig til ethvert tidspunkt i en hybrid fase mellem to ydertilstande i et univers, som ligeledes befinder sig i en hybrid fase mellem to ydertilstande. En uafsluttet fortælling inden i en uafsluttet fortælling.”