Regnbuepersonen, kong Nimrod og Babelstårnet

Regnbuepersonen og Babelstårnet

Der står et gammelt tårn midt i Den Grå By. Det ligger delvist i ruiner. Mange tror fejlagtigt, at det er en bygning, men det er i virkeligheden en trappe, en himmeltrappe. Det fortælles, at det var kong Nimrod, som lod tårnet opføre i tidernes morgen. Det var hans plan at kolonisere himlen. Han, som ifølge legenden grundlagde den første egentlige by på jorden, ville grundlægge ikke en, ikke to, men tusind byer blandt stjernerne på himlen. Han ville lave universet om til én stor, sammenhængende by. Det var meningen, at håndværkerne skulle benytte tårnet til at transportere mursten og mørtel op til de himmelske byggepladser.

Det tog mange hundrede år at bygge tårnet, men en skønne dag kunne entreprenøren, et barnebarn af den oprindelige entreprenør, meddele hoffet, at tårnet var fuldendt. Kong Nimrod, som var blevet en gammel, alderssvækket mand, steg som den første i ensom majestæt op ad trapperne, forbi fugleflokkene, gennem skyerne, forbi Månen, forbi Solen, forbi stjernerne, indtil han til sin overraskelse kom op på et tilsyneladende øde plateau. Det stemte overhovedet ikke overens med de overleverede fortællinger, han havde læst i de gamle skrifter på biblioteket i Den Grå By. Det kunne set fra det moderne menneskes mere fremskudte udsigtspost kaldes for kong Nimrods Columbus-moment. Kong Nimrod så sig med den gamle mands sammenknebne øjne omkring i mørket, indtil han et stykke borte fik øje på – ja, hvad var det, han fik øje på? – det vil jeg måske fortælle om engang ved lejlighed. Jeg vil for nuværende i stedet for vende tilbage til nutiden.

Det var nat i Den Grå By. Regnbuepersonen drømte, at den havde fået vinger, at den fløj rundt om tårnet i Den Grå By, og at Solen ikke havde magt til at smelte bivokset, som fuglefjerene var fastgjort til de kunstige vingers skelet med.

”Jeg længes,” sang regnbuepersonen, mens den som en farvestrålende natsværmer fløj i en indadgående spiralbane op mod Nordstjernen. ”Jeg længes efter at møde Gud.”

En regnbuefarvet Hamlet

En regnbuefarvet Hamlet

Regnbuepersonen minder om Hamlet. Den tvivler på alt og tror på intet. Den holder lange enetaler, hvor den spørger og svarer sig selv, men aldrig løser tilværelsens gåde. En tilbagevendende formulering, uanset emne, er, ”at verden ikke er sort-hvid” og at ”roser er røde, violer er blå ...”. Det er imidlertid et tvivlsomt udsagn i den grå by med de grå huse og de grå gader.

Der er udbredt enighed om, at regnbuepersonen giver den grå by med de grå huse og de grå gader kolorit. Byen ville uden regnbuepersonen være som Theben uden Ødipus, Helsingør uden Hamlet og Bjerget uden Erasmus Montanus. Det er i grunden tankevækkende, at det er ”den fremmede”, ”oprøreren” eller ”normbryderen” – det er de bedst beskrivende ord, jeg kan komme i tanke om på nuværende tidspunkt – som kommer til at karakterisere et sted, og ikke den gennemsnitlige indbygger.

Eksil og hjemve. Efter Magritte

Det er uklart, hvor regnbuepersonen oprindelig kommer fra. De fleste indbyggere i den grå by med de grå huse og de grå gader vil nok sige, at det må være langt borte fra, fra en anden og fremmed kulturkreds, men det kan ikke være fra det i vores tid så forkætrede Mellemøsten og Nordafrika på grund af dens farvestrålende pigmentering. Det er også uklart, om den er skabt af Gud, eller om den har skabt sig selv, som den selv tilsyneladende tror, eller om den er det tvivlsomme produkt af den blinde evolution som eksempelvis dronten og den irske kæmpehjort.

Det fortælles, at regnbuepersonen engang faldt i staver ved synet af en lille flok stillidser, som på vej mod mere sydlige himmelstrøg midlertidigt var landet på nogle afblomstrede tidsler for at spise deres frø. Det var, som om den genkendte sig selv i stillidserne og mindedes sit tidligere liv i en anden og bedre verden, som havde haft flere farver, og hvor den havde følt sig mere velkommen.

Det er imidlertid kun gætteri. Regnbuepersonen er måske slet ikke migrant, når det kommer til stykket? Den har måske været her hele tiden, lige siden den grå by med de grå huse og de grå gader blev grundlagt for mange hundrede år siden? Den er imidlertid på grund af dens anderledeshed altid blevet betragtet som en fremmed, som først for nylig er kommet til byen.

Hvem er regnbuepersonen? En indkredsning

Regnbuepersonen i et gråt interiør. Efter Hammershøi

Der hviskes og tiskes i krogene. Den grå by med de grå huse og de grå gader har fået en ny indbygger, en farverig personlighed, et menneske af ubestemmeligt køn, som har striber ligesom en zebra, blot er striberne ikke sorte og hvide, men alle regnbuens farver. Videnskabelige undersøgelser har vist, at den stribede hud indeholder rødt, orange, gult, grønt, blåt og lilla pigment, og at antallet af pigmenter og dermed farveintensiteten øges, når den udsættes for sollys. Det fortælles, at den nye indbygger, som de oprindelige indbyggere i den grå by med de grå huse og grå gader allerede har døbt ”regnbuepersonen”, kan blive næsten selvlysende omkring sankthans. Regnbuepersonen går som en brændende fakkel i alle regnbuens farver gennem byens kvarterer ved midnatstide og oplyser selv de mørkeste kroge. De gadeprostituerede og deres lyssky kunder må holde sig for øjnene for ikke at blive blændet.

Regnbuepersonens genopstandelse. Efter Mantegna

Regnbuepersonen er tilsyneladende i familie med Pico della Mirandolas kamæleon og Nietzsches overmenneske. Den har en flydende identitet. Den er fremtidsvendt. Den ser sig ikke tilbage som Orfeus og Lots hustru. Dens ansigt er vendt mod solopgangen og foråret. Den begynder forfra hele tiden og ser på verden med friske øjne. Den skaber sig selv og sine egne værdier.

”Det er min skæbne,” siger regnbuepersonen med himmelvendte øjne og en tåre i øjenkrogen, ”at dø og genopstå igen og igen i al evighed i den grå by med de grå huse og de grå gader.”

Frøet, mennesket og genopstandelsen

Det florale menneskes fosterudvikling

Den grønne mand talte til folkemængden fra en tribune på den store plads i byen. Han ville have mindet om en tvivlsom politisk agitator, hvis det ikke havde været for, at hans krop var dækket af egeblade, hans hud var lavet af bark, og hans stemme lød som vindens susen i træerne i august måned. Folkemængden bestod af halvt gående, halvt løbende fodgængere, som for et kort øjeblik havde glemt deres forehavender og var stimlet sammen neden for tribunen, hvor den grønne mand stod, for at lytte med sorte øjenhuler i deres voksagtige ansigter, hændervridende og trippende på stedet, som om de skulle tisse.

Den grønne mand som den døde Kristus i graven. Efter Holbein

”Suse, hvisle, suse,” sagde den grønne mand.

Det betyder:

”Det er det enkelte menneskes forbandede pligt at dø og genopstå på denne mørke klode igen og igen i al evighed. Vi bliver til hele tiden. Vi spirer, vi vokser, vi grønnes, vi blomstrer, vi visner, vi rådner. Vi ligger som faunistiske frø i graven i tre dage og tre nætter. Det føles som tretusind år. Hvorfor er vi så små? Hvorfor er vi så bange? Det bliver imidlertid endelig påskemorgen. Vi spirer. Vi genopstår. Spiring og genopstandelse er det samme. Graven er en genopstandelsesmaskine på trods af sin åbenlyse mangel på teknologi. Det faunistiske frø bliver til et floralt menneske eller et floralt dyr, om man vil.”

Den grønne mand som den opstandne Kristus. Efter Grünewald

En mand trådte frem fra menneskemængden.

”Er du ikke en falsk profet?” sagde han. ”Er det ikke det samme gamle illusoriske håb, blot i en ny forklædning, som de mange falske profeter før dig har forsøgt at indgyde os, fordi vi er bange for at dø, fordi vi ikke har levet?”

”Fordi vi ikke har levet,” gentog folkemængden med en fælles, tonløs stemme.

Det var, som om folkemængden ikke bestod af enkelte mennesker med en fri vilje, men var en stor organisme, som ligesom en fugleflok eller en fiskestime tilsyneladende var dirigeret af en mørk og hemmelighedsfuld algoritme.

”Suse, hvisle, suse,” sagde den grønne mand.

Det betyder:

”Ja og nej og alt det midt imellem. Døden findes. Det er sandt. Jegets udslettelse er et faktum. Det gamle menneske dør, men ud af det gamle menneske opstår et nyt menneske. Det nye menneske kender imidlertid ikke det gamle menneske. At det nye menneske ikke kender det gamle menneske, det er det, vi kalder for døden.”

Folkemængden undrede sig over den grønne mands ord og gik i opløsning. De enkelte mennesker gik hver til sit, tankefulde.

Den grønne omstilling. ”Nighthawks” med grønne mænd og kvinder

Den grønne omstilling. ”Nighthawks” med grønne mænd og kvinder

De ensomme storbymennesker på Edward Hoppers billede ”Nighthawks” erstattes af grønne mænd og kvinder. Et egetræ vokser op fra asfalten uden for natcaféen. Asfaltjunglen erstattes af skov.

”Suse, hvisle, suse,” siger de grønne mænd og kvinder.

Det betyder:

”Vi bliver til hele tiden. Vi spirer og vokser. Vi er efterkommere af Dafne. Vi er hybrider i et kontinuum af faser mellem menneske og træ. Vi bliver flere og flere. Det er, som om de kommunistforskrækkede amerikaneres værste mareridt under mccarthyismen er blevet til virkelighed. Blot er vi ikke røde, men grønne. Vi bodysnatcher borgerne – far, mor og børn med falsk bevidsthed – én efter én i de fossile brændstoffers fejlslagne stat. Vi spreder agern, bog og kastanjer i byens gader. Vi spiller tusind år gamle folkeviser på vores magiske fløjter. Frøene spirer. Træerne bryder gennem asfalten. De luftforurenede byer falder én efter én som dominobrikker. Den jordiske civilisations himmelstræbende tårne styrter i grus. Duerne bygger rede i trætoppene. Mariebørnene bor i hule træer og lever af bær og nødder. Vi, det grønne folk, er sædemænd for den kosmiske skov.”