søndag den 25. oktober 2026

Regnbuepersonen, kong Nimrod og Babelstårnet

Regnbuepersonen og Babelstårnet

Der står et gammelt tårn midt i Den Grå By. Det ligger delvist i ruiner. Mange tror fejlagtigt, at det er en bygning, men det er i virkeligheden en trappe, en himmeltrappe. Det fortælles, at det var kong Nimrod, som lod tårnet opføre i tidernes morgen. Det var hans plan at kolonisere himlen. Han, som ifølge legenden grundlagde den første egentlige by på jorden, ville grundlægge ikke en, ikke to, men tusind byer blandt stjernerne på himlen. Han ville lave universet om til én stor, sammenhængende by. Det var meningen, at håndværkerne skulle benytte tårnet til at transportere mursten og mørtel op til de himmelske byggepladser.

Det tog mange hundrede år at bygge tårnet, men en skønne dag kunne entreprenøren, et barnebarn af den oprindelige entreprenør, meddele hoffet, at tårnet var fuldendt. Kong Nimrod, som var blevet en gammel, alderssvækket mand, steg som den første i ensom majestæt op ad trapperne, forbi fugleflokkene, gennem skyerne, forbi Månen, forbi Solen, forbi stjernerne, indtil han til sin overraskelse kom op på et tilsyneladende øde plateau. Det stemte overhovedet ikke overens med de overleverede fortællinger, han havde læst i de gamle skrifter på biblioteket i Den Grå By. Det kunne set fra det moderne menneskes mere fremskudte udsigtspost kaldes for kong Nimrods Columbus-moment. Kong Nimrod så sig med den gamle mands sammenknebne øjne omkring i mørket, indtil han et stykke borte fik øje på – ja, hvad var det, han fik øje på? – det vil jeg måske fortælle om engang ved lejlighed. Jeg vil for nuværende i stedet for vende tilbage til nutiden.

Det var nat i Den Grå By. Regnbuepersonen drømte, at den havde fået vinger, at den fløj rundt om tårnet i Den Grå By, og at Solen ikke havde magt til at smelte bivokset, som fuglefjerene var fastgjort til de kunstige vingers skelet med.

”Jeg længes,” sang regnbuepersonen, mens den som en farvestrålende natsværmer fløj i en indadgående spiralbane op mod Nordstjernen. ”Jeg længes efter at møde Gud.”

Ingen kommentarer:

Send en kommentar