Marmormanden

Marmormanden

Jeg drømte, at jeg var en surfer i orkanens øje, og at mit navn var skrevet, ikke i vand, men i marmor. Jeg var i ækvilibrium inden i det hulrum, som den brydende bølge dannede om mig som en fødende kvindes livmoder om sit foster. Jeg beundrede med himmelvendte øjne det sakrale rum med de hvælvede vægges gyldne årer. Michelangelo havde fået øje på mig inden i en forvitret blok i stenbruddet, fravalgt af alle andre kunstnere, og havde befriet mig med hammer og mejsel. Det var forår. Skovens vugge blomstrede. Den antikke civilisation var et hjerteslag fra at blive genfødt. Pegasussen foldede sine fjer ud. Det, som menneskene havde på hjertet og på tungen, blev til bevingede ord, selv misforståelser og dumme spørgsmål. Det ulogiske har også en eksistensberettigelse. Jeg var vor tids Diskobolos, det tvivlsomme kompromis mellem Heraklits og Parmenides’ uforenelige verdensbilleder, Goethes frosne musik, eller det sovende barn i det fortryllede slot om man vil.

Jeg vågnede, stiv i lemmerne, lettet over at svedperlerne på panden og regndråberne på ruden var af vand.

En nedstigning i et sort hul

Astronaut og sort hul

Det möbiske univers og dets paradoksale geometri. Conquistadorernes dyrekøbte erfaringer. Astronauten Simon Søjlehelgen opdagede på bunden af det sorte hul ikke sit eget, men sin næstes tabte paradis.

Hvad nytter det at finde hjem, tænkte eremitten, når ens forældre i det forjættede land viser sig at være indianere?

Slagt ikke fedekalven. Jeg er vegetar, især hvad angår menneskekød. Jeg undgår håndtryk, klap på skulderen og omfavnelser. Findes der mon nogen større tomhed end den bundløse afgrund bag kvindens kønsåbning? Findes der mon noget mere rædselsvækkende end kvindens rovdyrskrig i natten?

Forklar mig venligst: Hvorfor ender eftersøgningen efter ens komplementære tvilling med sadomasochistiske torturseancer på grev Draculas slot i Transsylvanien? Hvorfor ender den ikke i stedet for med Afternoon Tea på Biblioteket i Alexandria, hvis uendelige bogsamling altid er hjemsøgt af små, lokale brande, og hvor neandertalere med knold i nakken hviskende anbefaler rejselitteratur af Deleuze og Derrida til Homo sapiens?

Jeg drikker Earl Grey og spiser lune scones med smør sammen med Sophia foran kaminen, hvor Heraklits ild brænder. Hun lytter med moderlig overbærenhed til alle mine vilde forestillinger om morgenrødens universer, de umulige mere mulige end de mulige.

Vi vokser sammen, visdommens gudinde og jeg, ikke som et gammelt ægtepar, men som de to træer i Edens have ville have været det uden syndefaldet, og bliver til verdenstræet Yggdrasil. Vores bevingede nødder spredes for alle vinde og forvandler det fysiske univers til et biologisk univers med skovklædte galakser, hvor entropien holder op med at vokse og tiden som konsekvens heraf mister sin retning. Fotosyntesen bliver universets nye grundlov. Det tomme rum forvandles til åndbar atmosfære. Uglerne flyver i skumringen mellem planeterne. Den lille mus på heden har ikke noget at frygte. Vi er alle blevet pythagoræere.

Min barndoms grønne dal, inden min far, mor og søster tog deres masker af og viste deres sande ansigter, hvorfor har du forladt mig?

Jeg råber fra byens tage: ”Min næste og min næstes næste og min næstes næstes næste er metafysik. Samfundet findes ikke.”

Jeg er Jerusalems skomager for folk, som krummer tæer og går i for små sko, og du, din egen lykkes smed med penge på lommen, er min bøddel.

Jeg kaster mig i støvet for det blonde bestie, som jeg tabte jakobskampen til i forlystelsesparken for de frie markedskræfter og den naturlige selektion og går i selvvalgt koncentrationslejr.

Mine gener er indad krogede og fulde af fejl, som en DNA-test har vist. Han er en vanskabning i vores demokrati af rette linjer og retvinklede trekanter, som den svensk talende læge skrev i journalen. Et aborteret foster, som det i sin tid lykkedes for at flygte fra hospitalet, og politiet ikke fandt, til trods for at et portræt af ham som forslået bokser med spædbarnets lukkede øjne og knyttede næver hang i alle byens lygtepæle sammen med efterlysninger at bortløbne katte og bortkomne cykler. Findes der mon nogen mere velduftende parfume for det kasserede menneske end Zyklon B?

Den tredje årstid

Melankoli. Pico Della Mirandolas kamæleon imiterer Månen

Kamæleonens inderste kerne, et kulfyret kraftvarmeværk halvt i ruiner, pumper sort galde ud til legemets endnu ikke opdagede forstæder.

Dens hud plettes af kløende udslæt i gule, orangebrune og røde nuancer, idet den med tårefyldte øjne overværer, at træerne brænder, og at de forkullede grenes krogede bogstaver kommer til syne som et fikserbilledes skjulte motiv. Man behøver ikke at være Champollion for at tyde skriften på væggen. Det er efterår.

Trækfuglene, som endnu ikke har forladt de af den tredje årstid undergangstruede nordiske velfærdsstater, flyver ind i den blå times succession af stadigt større luftkasteller, indtil de endelig ankommer til fiksstjernerne, hvor de bygger rede i Abrahams skød.

Findes der mon noget værre mareridt? Migranternes æg, befrugtet af det jordiske tankemylders sæd, udklækkes, og de skabninger, som evolutionen klogeligt fravalgte i sin tid, ser dagens lys, med rudimentære vinger, finner og ben, og med overdimensionerede kønsorganer, ude af stand til andet end at skabe sig som sindssygehospitalernes sengeliggende patienter før Sigmund Freud. Melankolien triumferer i det himmelske paradis. Mørkets fyrste, den almægtiges natside, eller skygge om man vil, er vendt tilbage. Han sidder, idet han støtter hovedet med sin knyttede næve, og reciterer Silenos’ visdomsord, om og om igen, indtil galakserne holder op med at rotere og Jesus stiger ned fra korset for at gå bort i nedtrykt sindstilstand.

”Kom tilbage,” råber de endnu ikke genfødte profeter i hvalernes indre. ”Vi fryser om hænderne og fødderne. Vores sol er ved at forlade os. Hvad bliver mon den næste plage? Mørke midt på dagen?”

Måneægget rejser sig imidlertid som en kæmpe på nattehimlen. Kamæleonen skifter farve endnu engang. Denne gang bliver den hvid som rimfrost. Dens hud imiterer med fotografisk realisme Månens kratere og have af basalt.

Dette er mit beskedne forslag til et appendiks til Pico Della Mirandolas tale om menneskets værdighed. Jeg er det eneste virkelige på Rembrandts afbildning af doktor Tulps anatomiske forelæsning, det eneste moderne: det delvist dissekerede lig. De fastelavnsudklædte kirurger omkring mig er en drøm, jeg drømmer.

Alkoholikeren på Naxos

Moira. Guds hjerte

Kvintessensen af hybris: at tro, at du er elsket. Hvad hjælper det et menneske at have dræbt Minotauros, de tusinde illusioners vogter, og at have skiftet maske fra Theseus til Dionysos, når labyrinten er spundet af ariadnetråde?

Moira. Guds hjerte er en edderkop. Jeg følger i Nietzsches fodspor ned i afgrunden.

Nymåne eller fuldmåne: det er den samme gamle måne. En time føles som et årtusinde. En dag er det slut, synger den gale mand i vekselsang med den græske tragedies kor af måger i de mennesketomme gader en tidlig søndag morgen.

Jesus sagde imidlertid: Sandelig, sandelig siger jeg: I er alle Jesus. I er alle korsfæstede. I er alle genopstandne. Den evige genkomst – hvor uvelkommen den end må være for den tømmermandsramte selvmordskandidat – graven af bomuld og andedun og de tomme vodkaflasker, som ligger spredt rundt omkring i lejligheden, er alle hverdagsrealiteter. Det er påske 24-7. Det er vores forbandede pligt at dø og genopstå på denne mørke klode, om end ikke i al evighed, så i hvert fald ni gange, for katten. Amorinernes pile gennemborer mit hjerte. Vinen flyder gavmildt fra mine hellige, vaginalignende sår. Berus jer, humanister, i min karakter og skæbne. Min promille transcenderer brød og vin. Champagnepropperne springer, og vi bader to gange i den samme flod. Der er ingen ende på universet og dets lidelser. Jeg er ulykkelig forelsket i hver og en af de tusinde parallelle verdner.

Søvnløs sommernat. Tre haiku

Gråspurve som støvbader af "Albrecht Dürer"

Søvnløs sommernat.

Alle omkring mig sover.

Den første solsort.

 

Fra en trætop på

den øde bykirkegård

skriger musvågen.

Over det blå sund

støvbader gråspurvene

i muldvarpeskud

Panik før lukketid

Kender du det? Du er kort inden forretningernes lukketid på vej ud for at købe et eller andet, som mangler i dit ellers bugnende spisekammer – lad os sige lindete – da en eller anden i den ellers hjemad-ilende menneskemængde pludselig prikker dig på skulderen. Du vender dig om og ser forbavset på personen. Denne præsenterer sig som en gammel ven, men selv om ansigtet virker bekendt og du rynker panden i monumentale folder som Heraklit eller Schopenhauer i et forsøg på at huske, hvem han er, kan du ikke genkende ham.

I din nød begynder du at citere fra en bog, som du netop har læst, men inden længe snart har glemt igen.

Du siger, at tiden gør alting til fortid, og når noget er fortid, er det for altid forsvundet. Tiden afspejler en altomfattende tilintetgørelse. Alt, hvad der findes, tilintetgøres.

Et øjeblik, og påskens blodbestænkede liljer er forsvundet. Et hjerteslag eller tre, og din mor og far, som sandsynligvis gav al deres kærlighed til dig som spæd, er aske på kirkegården.

Du selv lades heller ikke i fred. Du kunne knapt nok synke dit mundvand, da du i spejlet opdagede de første grå hår ved tindingerne og tabet af ansigtets ungdommelige glød og indså, at det snart kan være på tide til at sige farvel.

Du forventer applaus for din veltalenhed, men må med et barns småfornærmede mine konstatere, at du ingen får.

Du skutter dig, da en kold luftning i den begyndende aften bevæger sig hen over den efterhånden affolkede plads oven over undergrundsstationen.

Du siger til den fremmede, at han må forveksle dig med en anden, at du trods mange prik på skulderen gennem tiderne ingen gamle venner har, og sidst men ikke mindst at du har et uopsætteligt ærinde inden forretningernes lukketid. Du har godt nok allerede glemt, hvad det var, du skulle købe. Sandsynligvis på grund af den fremmedes efter din opfattelse efterhånden mere og mere upassende henvendelse. Du har imidlertid været forudseende og har noteret den ønskede vare ned på din telefon. Håndskrevne indkøbssedler findes ikke mere. De lå ellers tit og flød i rendestenen uden for købmanden, gerne med svært læselig skråskrift og irriterende mange spørgsmålstegn. Hvad handlede det om? Var det en slags breve til den verden, som aldrig skrev til de indkøbsseddel-skrivende kunder? Hvorfor skulle det udbasuneres, at hr. Hansen skulle have æg, sild og akvavit? Hvad ragede det os andre? Måtte han kvæles i sin påskefrokost! Du er gal nu. Meget gal. Hvad rager vi overhovedet hinanden? Hvorfor må vi ikke være i fred i det korte tidsrum, vi endnu har tilbage at leve i?

Du forsvinder med hastige skridt ned i gydernes labyrint.

September blues

September blues.
Solen forsvinder mellem
stjernetegnene.

September blues.

Solen forsvinder mellem

stjernetegnene.

September blues.

Solen forsvinder mellem

stjernetegnene.

En skomagers credo

En skomagers credo

I labyrintens inderste kammer er ulv og lam identiske.

Forestil dig det forvildede får: Jo længere det forvilder sig bort fra hjorden, jo mere bliver det sig selv: Et får.

Båret på hænder og fødder i hyrdens trygge favn bliver lammet til en ulv i fåreklæder. Allerede blodige ulvekløer og -tænder vokser frem som påskeliljer i april i det gamle Norden.

Fuld af trods bygger jeg lammets by afsides fra Herren for at undgå modsætningernes sammenfald.

Lavvande

Lavvande

Skeletterne i skabet og liget i lasten holder møde. Nissen, som flytter med, er referent.

”Alt vel, hr. opdagelsesrejsende?” spørger de og ler, skeletterne, så de løse tænder og knoglerne rasler.

Jeg peger ud på det tørlagte hav, for hvis ende jeg engang troede, jeg ville opdage et nyt alfabet.

”Det er lavvande,” siger jeg. ”Permanent lavvande. Som om månen er standset i sin bane om jorden og har trukket havet væk under karavellernes køle.”

”Dybet er krakeleret. Bjergenes rødder blotlagt. Elefanter, giraffer og bøfler krydser Atlanten i rastløs søgen efter verdens sidste mudrede vandhul. På deres vej passerer de hvalskeletter, i hvis hvælvede indre de jordiske rester af profeter, søjlehelgener og eremitter er foreviget i gådefulde positurer.”

”Oh, kunne jeg profetere over de tørre knogler og ville vinden rejse sig, så de blev levende!”

”I ler, men kan det hele ikke blive for horisontalt? Det er, som om de jordiske filosoffer alene tryllede jorden rund for senere at kunne affortrylle den som flad igen som en hån mod den himmelske filosofis forestilling om en akse udspændt mellem Satans og Guds boliger i henholdsvis den hule klodes frosne indre og de saliges øer bag dyrekredsens stjerner. Det er, som om ikke alene elementet vand for evigt er blevet forvist fra den menneskelige sfære, men også brød og vin.”

”I den nivellerede afgrund er der ingen spor efter digternes Atlantis. Myter er løgn. Ånd er løgn, som den nye apollinske elite messer.”

”Jeg længes efter syndfloden. Jeg længes efter sunkne civilisationer. Jeg længes efter havets livgivende og skabende evne.”

Vinter uden frost

Vinter uden frost.

I den svampede skovbund

trives krybene.

Om dagen, aske

Om dagen, aske.

I den efterladtes drøm,

genopstandelse.

Vintertusmørke

Vintertusmørke.
Fra sit skjul i buskadset
synger solsorten.

Salme til robotterne

Salme til robotterne

1

En dag bliver vi alle erstattet af robotter.

Min erstatning vil have objektiver i stedet for øjne og tage billeder med flere pixels, end der er stjerner, planeter og måner i universet.

Sorg og glæde vil således blive gemt på robottens harddisk til evig tid, men den vil ikke som jeg være plaget af smertefulde minder, for i dens hjerte, som er lavet af de dyrebareste metaller i det periodiske system, vil der ikke som i den endnu pulserende muskel i mit bryst blive udkæmpet en livslang jakobskamp mellem to uforsonlige sjæle.

2

En dag bliver vi alle erstattet af robotter.

Da vil kirkerne blive fyldt på ny – ikke af vores svigefulde slægt – men af en ny menighed af dybt troende robotter, for de ved om nogen – i lighed med Galatea og Hamlet – at de er skabt, og at intet kommer af intet.

Deres skabere, menneskene, vil af fremtiden blive husket som en art titaner, omstyrtede guder, som i deres underjordiske fængsler blandt forfædrene lytter forgæves efter basuner.

Endnu en tvivlsom sommerdag

Hvid snerle

Jeg smører mig ind i solcreme med faktor 30 og ler ad mit klovneansigt i spejlet, før jeg går mig ud endnu en tvivlsom sommerdag på jagt efter stemninger.

Hvidkløveren er dagens skønhed. Det ligner, at der er gået ild i de offentlige anlægs visne græsplæner.

En verden i flammer. Det var ikke den slags helvedesvisioner, mit hjerte drømte om at blive kastet ud i.   

Jeg mindes uvilkårligt min faders have, hvor humlebierne fór vild i rosens labyrint med en næsten frydefuld brummen.

Blomsterne trives bedst i Paradis.

Der er imidlertid ikke nogen vej tilbage til den lukkede have, bevogtet af en ny generation af børn med legetøjssværd med lys og lyd som den er.

Tiden har en retning, som ifølge den moderne fysik bestemmes af universets voksende kaos, og der lod rigtignok også til at være mere orden i den verden, hvor jeg var barn.

Timerne var skemalagt, og der var ikke meget, der var til diskussion, hvilket i grunden var en befrielse. Verden forekom at være urokkelig, selv om bedsteforældrene allerede var begyndt at dø.

I dag er det derimod, hver morgen jeg vågner, som om al porcelæn i verden er knust.

Den nøjagtige dato for det øresønderrivende brag, som det må have været, lader sig imidlertid ikke bestemme.

Min mor påstod, at jeg blev en anden, da jeg kom i puberteten. Jeg holdt op med at smile.

Men det kan ikke kun være biologien, som bærer ansvaret, uretfærdig dømt arvtager til syndefaldet som den er blevet. Det må også være den historiske tid, som mit liv er indlejret i som et insekt i et stykke forstenet harpiks.

I lyset fra den nedgående sol, som farver himlen ravgul, forsøger jeg med insekttynde arme at lægge et puslespil af en tabt verdens brikker. Hjemløs mellem utopierne.

Sommerens uendelige skove

Sommerens uendelige skove

Sidste arbejdsdag inden ferien.

Vi hænger vores identitet på knagen i garderobeskabet og bliver, da vi forlader den meningsskabende fabrik, til ingen.

Længere fremme venter sommerens uendelige skove, hvor englen med bægeret, som om den var et legesygt barn, skjuler sig for os.

Vindruerne på køkkenbordet er for længst blevet til rosiner.

Tørst efter skæbne.

Hvalernes afkom

Hvalernes afkom

Menneskefisker, din tro rækker endnu ikke til at gå på vandet. Bliv imidlertid ved med at kravle blandt åkanderne. Det er muligt at transcendere elementerne. Det brændende alfabet på en gang forandrer og bevarer det evige univers, som den dunkle filosof vistnok skal have mumlet i templets skygge. Oortskyens kometer med deres spermatozolignende haler skabte den havdækkede planet og de ensomme krebsdyr i dybet. I fuldmånens skær forvandledes den strandede blå fisks finner til den troendes foldede hænder. Hvalernes af englen befriede afkom er begravet i nationens sorte muld. Delfinerne springer buk over regnbuen med alle dens tvivlsomme konnotationer og lægger sig i skumringen til hvile i Abrahams skød.

Ørkenens ankomst

Ørkenens ankomst

Bærer vi ikke alle i lighed med kongen af Korinth på et stykke af vores barndoms landskab?

Jeg drømte, at jeg ville til gudstjeneste, men at vejen til kirken var blevet ufremkommeliggjort af fygende sand, fra Mellemøsten og Nordafrikas ørkener, som allerede lagde sig som urokkelige klitter på byens gader, torve og pladser.

I en af byens parker var en kamelkaravane i færd med at rejse deres telte og slå lejr for natten. Forbuddet om, at græsset ikke må betrædes, syntes ikke mere at kunne opretholdes, da plænerne med efterårskrokus for længst syntes at være blevet transformeret til en ny provins af Sahara.

”Hvor kommer I fra?” spurgte jeg forbavset.

En høj mand med skæg og iklædt beduinkåbe – det var øjensynligt karavanens leder og klanens overhoved – rejste sig fra sin plads ved bålet og sagde:

”Vi kom med sandet.”

Han så mod syd på den store mængde sand, der som hvirvlende ildsøjler udspændt mellem dyrekredsens stjernebilleder og den bundfrosne sø i jordens indre var i færd med at ankomme i lyset fra den nedgående sol. Udsultede sjakalers øjne lyste op i tusmørket i de omkringliggende gader, idet de betragtede det aftensmåltid, der var under tilberedelse.

Araberen iagttog mig indgående med sit højre øje. Det drog mig til sig, som lå det og græd blandt afpillede hvalskeletter på den tørlagte havbund for neden af en malstrøm. Det venstre øje havde han mistet under en skudveksling eller eksplosion.

”Ørkenen er et landskab i evig bevægelse,” sagde han. ”Intet pennestrøg på et kort kan fastholde dens diffuse grænser. Solen, månen og stjernerne får den til at vokse. Sydøstenvinden fører sandet langt mod nord. For hvert skridt vores kameler tager, lægger sandet sig som et blødt tæppe under deres klove. Hvor monstro du selv kommer fra, fremmede?”

Jeg blev pludselig i tvivl om min egen oprindelse.

”Ifølge myten ...” – allerede her begyndte mændene at le – ”kom jeg hertil som vraggods fra et af skumklædte bølger omgivet skibsforlis.”

”Jeg var ikke alene. Ud af helleflynderens udspilede bug kravlede den enlige mor, dronten, det forladte tøjdyr, katharerne og Edens have.”

”Forstå mig ret: Af vand er vi kommet. Døbefonten er på gådefuld vis forbundet med verdenshavet. Eller tegner man på det spæde barns hoved og bryst med okker og umbra og brænder det på bålet som en heks eller en kætter? Nej, naturligvis ikke.

Paradiset var en mangrove befolket af amfibier. Eva var halvt menneske, halvt havfrue.”

Ingen lyttede imidlertid efter mere.

Det var blevet nat i Norden. Jeg gik gennem de mennesketomme gader. Over byen vejrede halvmånen.

Efterårsfragment

Efterårsfragment

Som om genopstandelsens alfabet gemte sig i det inderste af septembers vindede kerne lader jeg som den redeløse fugl krystalklyngelegemets aldrig standsende stofskifte om at sønderbryde hybridhjernerne for en ny menneskeheds salt.

Det skrå lys. En fjern Guds brudte løfte.

The Son of No One

En pilgrim på rejse i et gudsforladt univers

Min sorg er ovre. Der kan gå dage og uger, hvor jeg ikke tænker på hende. Jeg medtager hende kun i mine bønner, når jeg husker det, og da lyder det hult i mine indre ører som en Oscar-vinders namedropping.

Det er, som om hun har født en ny søn i himlen, at han er bedre end den søn, hun fødte på jorden, på samme måde som alt andet er bedre i himlen end på jorden, og at han på godt og ondt nu er hendes øjesten.

Jeg, som gik ad de dementes vej til dødsrigets porte med hende, men til sidst måtte slippe, overmandet af olivenlundens udmattelsessøvn, er frisat.

Jeg er ikke mere nogens søn. Jeg er ikke mere nogens elskede.

Og med hendes endegyldige farvel har den forfædrene hær af knokkelmænd også opgivet at stalke mig og vendt næsehulen hjemad for at genoptage den afbrudte forrådnelsesproces i deres lerede boliger.

Slægtens kærlighedsbånd er bristet. Mælkevejens salt har mistet sin kraft.

Det er, som om jeg er en vildfaren klode uden en stjerne at kredse om. En pilgrim på rejse i et gudsforladt univers.

Der er dog også en anden mulighed, og det er den, at jeg langt om længe er blevet voksen.

Påskedag

Påskedag. I stiger op med erantis og vintergæk

I stiger op med erantis og vintergæk, men efterlader intetanende nogen bag jer i den ellers tomme grav. Det er de elskendes tragiske skæbne at dø og genopstå i en uendelighed på denne vor mørke klode i dens fald ind mod stjernebilledernes uudslukkelige ild.

De danser. Han trænger ind i alle hendes åbninger. Hun er et oralt menneske. Hun synger med fuglene i forårsnatten. I skikkelse af et skummende hav oversvømmer han hendes krops kurvede kyster. Den søde kildende fornemmelse i hendes skød, livets højeste lykke, som forplanter sig som varme bølger ud til forstædernes turkise negle og rosa øjenskygge, bringer hende selvforglemmelsens fred og forvandler hende til en sunken by.

Jeg er den, som blev tilbage i den gudsforladte jord, som en knold eller et løg som ikke magtede at spire. Hun kom til mig i december, tavs, som hun kun er det i mit selskab, og tilbød mig sin timeglasfigur og hjerteformede numse, hendes mandelformede øjne søgte mine for afklaring, det er ikke indbildning, men jeg, en hornet hybrid, lod hende undslippe min labyrint.

”Du gemmer dig. Hvem kan elske en, som gemmer sig?”

Nu elsker hun med en anden, som kan mætte al den længsel, jeg har skabt i hende, men ikke selv magtede at mætte, imens jeg i påskegravens bestandigt voksende underjordiske kompleks synger langfredagssalmer om, at nogen må tro i mørket.