Menneskeslægtens kosmiske legeme

Menneskeslægtens kosmiske legeme

Man må have et janushoved for at kunne skue menneskeslægtens kosmiske legeme af de levende, de døde og de endnu ikke fødte. En dag, da jeg vendte ryggen til spejlet, opdagede jeg mit andet ansigt.

Kamæleonen, floden og bjergene

Kamæleonen, floden og bjergene

Aforisten taler i aforismer. Hvad andet kunne man forvente, havde jeg nær sagt. Det er tilsyneladende umuligt for aforisten at udlægge sine egne aforismer. Beder man om en forklaring, fremsiger han blot endnu en aforisme. Og så er man lige vidt, for ikke at sige endnu værre stillet end før, for nu har man ikke alene en, men to gådefulde aforismer at tyde. Derfor har jeg trods mine ringe kundskaber ud i fortolkningens kunst påtaget mig at være aforistens fortolker. Jeg ser mig selv som den lille hollandske dreng, som på vej til skole stak fingeren i diget, som var sprunget læk. Mit mål er i første omgang ikke at lære nyt, men at begrænse kaos. Så længe jeg taler, tier aforisten.

Aforisten sagde:

Tiden er en hård dommer for alle andre end den menneskelige kamæleon. En ny tid, en ny farve.

Jeg tror, at aforisten med den menneskelige kamæleon refererer til den fantastiske genskrivning af den bibelske skabelsesmyte i renæssancens ånd i begyndelsen af Pico della Mirandolas lille bog ”Om menneskets værdighed”. Ellers tror jeg, at udbruddet handler om, at aforisten synes, at det er svært at skrive noget af varig betydning. Verden synes at være i evig bevægelse. Den faste overbevisning, man havde for nogle år siden, har udviklingen for længst dementeret. Den fremstår som en anakronisme. Den kan endda have noget ufrivilligt komisk over sig som en nærliggende fortids tøjmode og frisure. Hvad gør man så, hvis man vil tale eller skrive autentisk? Enten må man blive en evig opportunist som den ovenfor nævnte menneskelige kamæleon. En ny tid, en ny farve. Med gårsdagens positioner glemt den næste dag (det er blot svært, fordi de er tilgængelige som skrift). Eller også må man søge tilbage til den enkle, men gådefulde måde at udtrykke sig på, som nogle af filosofferne og profeterne i aksetiden benyttede sig af, f.eks. Heraklit fra Efesos. De bedste af hans aforismer citeres hver eneste dag verden over her 2.500 år efter. Og de, som hører dem for første gang, forundres i samme grad som tidligere generationer over deres dybsindighed. Heraklit taler med andre ord ikke til en tid, men til alle tider.

Aforisten sagde:

Verden er en verden af verdener. Han lever på tærsklerne mellem universer under fødsel og universer under død.

Jeg tror ikke, at udsagnet er møntet på ham, men jeg kommer igen til at tænke på Heraklit. Det var hans opfattelse – i hvert fald ifølge traditionen – at hans medmennesker levede i et univers under evig forandring. Men jeg tror ikke, at han opfattede sig selv som tilhørende det. Han spillede terninger med børn i Artemistemplet i Efesos i stedet for at deltage i byens politiske liv. Og da han for alvor blev træt af menneskene, søgte han op i bjergene. En ting, som kendetegner bjergenes perspektiv, er, at tiden synes at blive ophævet, at man synes at komme tættere på det evige. Man kan se over store afstande. Man kan eksempelvis se to byer samtidig, som det ellers tager flere dages fodrejse at komme fra og til. Floden, som snor sig som en blå tråd i dalene, synes at være uforanderlig. Man kan ikke mere se vandet strømme eller de små bølger og skummet på overfladen. Man kan ikke se det lille menneske, som stiger ned i floden, og dermed heller ikke den forvandling, han påstås at have undergået den næste gang, han stiger ned i floden. Man er kommet på en sådan afstand af livet og verden, at universets ellers tilsyneladende evindelige forandring synes at være standset, eller at tiden synes at være gået i stå.

På den måde kommer Heraklit til at være en slags foregangsmand for så umiddelbart forskellige skikkelser som Edgar Allan Poe, Nietzsche, Kafka og de mytiske skikkelser den vandrende jøde og den flyvende hollænder, hvis personlige tid er ophævet. De levede og lever på tærsklerne mellem universer under fødsel og universer under død.

Note: Jeg tænker her på den Edgar Allan Poe, som skrev landskabsfortællingerne, En nedfart i malstrømmen, Arnheims rige og Landors hytte.

En nedfart i malstrømmen kan på en måde karakteriseres som en førsokratisk fortælling, som illustrerer Demokrits og Heraklits ideer. Malstrømmen som blotlægger universets tomme rum, hvor atomerne ellers normalt forestilles at befinde sig. Fiskeren som stiger ned i floden som en mand i sin bedste alder, men stiger op, stærkt ældet og svækket.

Arnheims rige og Landors hytte, som beskriver paradisiske steder, hvor tiden synes at være gået i stå.

Og jeg tænker på den Nietzsche, som på grund af sygdom også vandrede i bjergene og i samme ofte svært forståelige aforismer som Heraklit talte imod en uforanderlig verden, som Parmenides og senere Platon forestillede sig den.

Og endelig tænker jeg på den Kafka, som på grund af tuberkulose blev tvunget i eksil fra det menneskelige fællesskab, den Kafka som skrev aforismerne i de blå oktavhæfter og de til tider desperate udbrud i dagbøgerne. Stormløbet mod den allersidste jordiske grænse. Et forgæves forsøg på at transcendere tiden og rummet før dødens komme.

Individ - en fabel

Individ. Frigjort fra slægten og de overleverede værdier.

Nogle hævder, at menneskeheden oprindeligt udgjordes af et kontinent af de levende, de døde og de endnu ikke fødte. Det var ikke til at afgøre, hvor det ene medlem af kontinentet sluttede og det næste begyndte. Den unge mand talte med sin afdøde faders tunge og lyttede med sin endnu ikke fødte søns ører. Forsøgte man at skille den unge mand fra sin henholdsvis døde og endnu ikke fødte slægtning, begyndte han at skrige af smerte og bløde kontinentets blod ud af store spøgelsessår.

En dag, da filosofferne kedede sig, skar de ud af kontinentet af de levende, de døde og de endnu ikke fødte en ø, som de kaldte for INDIVID. Nogle hævder, at det skete med den samme kniv, som de ugen forinden havde slået Gud ihjel med. Den dag havde de tilsyneladende også kedet sig.

For at fejre deres tvivlsomme bedrift holdt filosofferne en fest i deres akademi. Der var som altid, når filosofferne holdt deres symposier, godt med drikkevarer. Vinen kom fra de fineste chateauer. Til gengæld var der ingen sandhed i den. Filosofferne hyldede sig selv som befriere.

”Vi har frisat individet,” sagde de. ”Vi har befriet det fra kulturen. Fra de overleverede værdier. Vi har skabt et universelt væsen, om hvilket det gælder, at det er op til det selv at skabe sine egne normer og værdier og sit eget livs mening. Det gudløse univers med dets planeter, måner, stjerner, galakser og galaksehobe venter skælvende på at blive erobret af det. Som vi har formet individet, vil individet forme universet.”

Filosofferne skålede med hinanden, fast besluttede på at drikke sig fra sans og samling, selvom nogle mente, at de allerede længe havde været det. Men inden de nåede at sætte de til randen fyldte glas til munden, tyssede filosoffernes konge på dem. Forsamlingen forstod på hans skælmske mine, at han nu skulle til at sige noget vittigt.

”Jeg vil give individet et mål,” sagde han med et underfundigt glimt i øjnene.

”Glimrende ide,” råbte forsamlingen og klappede.

Filosoffernes konge gik hen til det uformelige væsen, som filosofferne havde skåret ud af kontinentet af de levende, de døde og de endnu ikke fødte, og som indtil nu havde ligget i en blodig pøl midt på gulvet i akademiets festsal, og sagde:

”Jeg giver dig som livsopgave at blive et helt væsen!”

Forsamlingen ville igen til at bryde ud i bifald, men nogle pegede på det uformelige væsen og sagde: ”Se, individet forsøger at sige noget.”

Det var rigtigt nok. Det uformelige væsen forsøgte sandelig at åbne sin mund, som mest af alt lignede den sprække, som opstår, når man skærer i et stykke kalvelever. Filosoffernes konge lagde hånden bag øret og lænede sig frem for bedre at kunne høre. Resten af filosofferne fulgte hans eksempel. Endelig efter mange forgæves tilløb hviskede det uformelige væsen næppe hørligt til sine skabere:

”Hvordan kan I forlange, at jeg skal blive hel, når I har slået helheden ihjel for at skabe mig?”

Note: Fabelen refererer til berømte formuleringer af John Donne og Edmund Burke.

Tidligere indlæg om individ og fællesskab:

http://williamalexandermaanesoen.blogspot.dk/2014/05/fllesskab-individets-reduktion-eller.html

Den imaginære vertikalitet

Den imaginære vertikalitet

Den imaginære vertikalitet. – ”Det drømte univers er fuldt af trapper, det vågne af sorte huller,” sagde den spirituelle rejsende. ”Det er, som om det vertikale er en jordisk opfindelse. Kun et jordbundet menneske kan opfatte de nære omgivelser som en plan flade og lærkens himmelflugt som beskrivende z-aksen i et kartesisk koordinatsystem. I det univers, som astronomerne iagttager i deres teleskoper, er der ikke noget op og ned, er der ikke nogen retning, som skiller sig ud fra andre. Det kosmologiske princip gør det vertikale imaginært eller illusorisk. Det transcendente, eller lad os sige det rent ud, Guds bolig, er snarere bagved end oppe.”

Ruinmesteren. – Han ønsker at bygge en fremtidig tids templer, at udhugge statuer af en fremtidig tids guder. Den fremtidige tid, hvor solen kun synes at stige op. Natten tilhører fortiden. Han kæmper en heroisk kamp med skabelsen, men hvor fortidens arkitekter og billedhuggere skabte hele værker, skaber han kun ruiner og fragmenter. Allerede på skitsestadiet, ja allerede når templerne og statuerne for første gang træder anelsesfuldt frem i morgenrøden i hans indbildning, er de ruiner og fragmenter, som om de har været udsat for et jordskælv. Han er fortvivlet. Men hans venner ler kun ad hans fortvivlelse.

Den ene ven siger:

”Ruinen og fragmentet er det moderne menneskes skæbne. Det indre jordskælv, som ikke alene har lagt fortidens verden i ruiner, men også fremtidens, er vores præmis.”

Den anden ven siger:

”Jeg er dybt uenig. Fortidens verden står ikke i ruiner, og du min ven er ikke udsat for et af moderniteten forårsaget indre jordskælv, som gør, at du kun kan skabe ruiner og fragmenter. Jeg, som har set dine skitser, kan med sikkerhed sige: Du skaber ikke fragmenter og ruiner. Du skaber tværtimod hele værker. Men den fremtidige tids guder har ladet templerne og statuerne komme til dig i din indbildning i en sådan udformning, at de vil kunne modstå den fremtidige tids eventuelle jordskælv og syndfloder, ja måske endda hele den næsten uendelige nedfart i æonernes malstrøm, inden de skyller op i intakt tilstand på evighedens kyst.”

Sjælens udødelighed – fortællinger og aforismer

Det inderste paradisiske lag. – En kunstner – lad os kalde ham for J. – anvendte for hvert nyt lærred, han påbegyndte, følgende ejendommelige fremgangsmåde: Først malede han Edens have med alle dens eksotiske træer, planter og dyr. Med en mårhårspensel af størrelse 00, den allermindste der findes, gengav han fuglene, blomsterne og frugterne i strålende røde, gule og blå farver. Alt sammen meget livagtigt. Det var næsten, som om man kunne høre fuglene synge, dufte blomsterne og smage frugterne. Kun mennesket undlod han at male, for det var Edens have efter menneskets fordrivelse, han ønskede at afbilde.

Havde J. været en renæssance- eller barokkunstner, havde billedet nu været færdigt. Men det kunne han af gode grunde ikke antages at være. Han måtte nødvendigvis som alle andre nulevende kunstnere være født efter oplysningstiden, og lidt før, under, eller lidt efter det tyvende århundredes radikaliserede politiske ideologiers sammenbrud (selvom den ejendommelige kendsgerning, at hans fødselsdato ikke lod sig nærmere oplyse, kastede en del mystik over hans sande alder). Det var derfor faldet i hans lod, kulturkonservativ som man formodede, at han var, som en moderne version af titanen Atlas bestandigt at bære rundt på en usynlig byrde, tvivlen, eller rettere, troen frataget troens genstand. Derfor var han trods paradisets fuldendelse knap nok en tredjedel vej igennem med billedet. Først nu begyndte det egentlige arbejde, en særdeles krævende kunstnerisk proces, som gik ud på at tilsløre paradiset og i stedet for fremmane et troværdigt billede af den faldne verden, som var blevet menneskets nye virkelighed efter dets fordrivelse fra Edens have.

J. gik således i gang med at male det ene gråbrune laserende lag efter det andet oven på billedet af Edens have, ofte forestillende en genkendelig gade eller plads i metropolen, hvor han efter sigende havde sit atelier, indtil Edens have lige netop ikke var synlig for det uhildede øje, men lige netop var synlig for det hildede. Det var en balancekunst at finde dette punkt. Måske skulle der 25 laserende lag til, måske 50, for at summen af de transparente lag balancerede mellem at være transparent og opak. Et lag for meget, og den fortryllede tilstand, som gjorde det dobbelte blik muligt, og som var det, J. med sin kunst tilsyneladende lidenskabeligt efterstræbte – et lag for meget, og den fortryllede tilstand var borte.

Til sidst tilføjede J. oven på de mange laserende lag nogle få menneskeskikkelser. Mindre gennemarbejdede end Friedrichs. Mere gennemarbejdede end Whistlers. En gammel, hvidhåret mand gik eksempelvis ned ad fortovet. Et kærestepar – den unge kvinde var allerede gravid – kom imod ham og ville inden længe passere ham. Et sted længere borte stod en dagdriver og lænede sig op ad en lygtepæl. Han holdt et eller andet i hånden, men det var ikke muligt at afgøre hvad. Det kunne både tolkes som en frugt, en tegnebog eller et våben af en slags. Den laserende maleteknik, J. anvendte, resulterede i denne gådefulde flertydighed, hvad angik billedets enkeltheder. Så var billedet endelig færdigt, gerne efter mange måneders intenst arbejde.

Ingen ud over J. selv kendte til hans ejendommelige fremgangsmåde. Det var hans hemmelighed, og han mente tilsyneladende som andre inden for hans metier, at den gjorde man klogest i at bevare for sig selv. Måske var han også af den i og for sig rimelige opfattelse, at det var op til tilskueren, den enkelte, selv at gøre opdagelsen.

Af kunstkritikerne og det kunstinteresserede publikum blev han anset for at være en traditionel, ja, ligefrem anakronistisk kunstner med et endog meget middelmådigt talent. Værker som hans var, hævdede man, ikke alene set før, men også set bedre. Specielt de såkaldt progressive iblandt kunstkritikerne var ude efter J.. Man mente, at der var for få billedelementer på J.’s malerier, og at mellemrummene mellem dem var for store og for tomme. Samtidig mente man, at J.’s kunst savnede dybde, både af eksistentiel og social karakter. Den livets tilsyneladende tomhed og det enkelte menneskes tilsyneladende grundlæggende ensomhed, som man mente var temaet for J.’s kunst, hørte en anden tid til. Man antog, at J. på alle måder måtte være en meget gammel mand. Var han ikke allerede død, måtte det ske inden længe. Mange havde allerede erklæret ham for død – ”J. er død.”, var efterhånden blevet et noget slidt slagord i de kredse i metropolen, som regnede sig selv for avantgarden. Hans nekrolog var blevet publiceret indtil flere gange i de store dagblade. Man var endda holdt op med at beklage fejlen fra redaktionernes side, når man til sin ærgrelse efterfølgende konstaterede, at nye værker af J., hvor malingen endnu var våd, dukkede op på gallerierne og kunstmuseernes udstillinger.

Men af og til hændte det, at en tilskuer, som i et galleri eller på et museum stod og betragtede et af J.’s billeder af gader og pladser i byen, pludselig fik øje på det inderste paradisiske lag neden under de mange gråbrune laserende lag og derved opdagede, at de afbildede mennesker var borgere i to samtidige verdener. Men det varede som regel kun et splitsekund. Tilskueren nægtede pure at tro sine egne øjne og slog det derfor straks hen som et synsbedrag. At de små børn, som nogle af de besøgende af uransagelige grunde havde medbragt på gallerierne eller museerne, ofte morede sig højlydt over de mange farvestrålende fugle, blomster og frugter, tog de voksne ikke notits af. Små børn havde det med at leve i en anden verden, usynlige venner som de havde, og lege købmand – hvor eksempelvis sten fundet i strandkanten kunne gøre det ud for en hvilken som helst vare – som de gjorde. Og så snart børnene nåede konfirmationsalderen, fremstod J.’s billeder igen som opake for dem, hvis de ikke allerede for længst havde glemt J.’s billeder og interesserede sig for nogle mere spændende ting.

*

Borger i to verdener. – Adspurgt om den ejendommelige gangart han havde tillagt sig på det seneste, svarede han, at han øvede sig på at være borger i de to samtidige verdener, han med sit dobbelte blik havde opdaget, at virkeligheden eller den samlede verden bestod af, nærmere bestemt: øvede sig på at gå i de to samtidige verdener, hvilket ikke var helt ukompliceret, idet terrænet i de to verdener kunne være endda meget forskelligt. Som eksempel kunne nævnes, at hvad der i den ene verden syntes at være et relativt rent og ubefærdet fortov, i den anden verden kunne vise sig at være en eng med græsknolde og tjørnekrat, for ikke at tale om at hvad der i den ene verden syntes at være en stejl trappe ned til undergrundsbanen, i den anden verden kunne vise sig at være en kroget sti skabt af de vilde dyr op ad en høj med udsigt ud over Edens have. Han havde efterhånden ikke tal på alle de gange, han var faldet, og i hvilken af verdenerne, han havde sat foden forkert og dermed udløst det enkelte fald, stod for ham også hen i det uvisse. Gjorde det ikke ondt, ville man vide, da borgeren i to verdener begyndte at fremvise alle de blå mærker, hans mange fald havde medført. Jo, sagde han, men hvad der gjorde allermest ondt, var, at han, trods sin hårdt tilkæmpede viden om universets konstruktion, af sine medborgere, som kun var bevidste om at være borgere i én verden, blev opfattet som værende enten svagtseende, blind, beruset, forvirret eller ligefrem sindssyg.

*

Spørgsmål til borgeren i to samtidige verdener. – Hvordan skræver du over kerubernes sværd?

*

Kun ét adskiller Edens have fra den huleverden, det er menneskets lod at leve i: livets træ. Kun dette træ gør Edens have til en have anderledes end alle andre haver. Kundskabens træ gør hverken fra eller til. Mennesket tog jo kundskabens træ, eller i det mindste frø deraf, med, da det i sin tid blev fordrevet fra Edens have.

*

Den paradisiske indbildningskraft. – Den voksne mand skelner, selvom han måske ikke burde, mellem det sandslot, drengen bygger i strandkanten, og de slotte, de kongelige eller adelige lod opføre, før verden blev demokratisk. Drengen gør endnu ikke. Uden den indbildningskraft – som er det stærkeste vidnesbyrd om paradiset, og som drengen bærer som en fakkel, indtil han uvægerligt må snuble og falde, for derpå at rejse sig som en voksen mand, forslået og uden fakkel – uden den indbildningskraft er den materielle verden alene at ligne med en kyst, hvoraf et usynligt hav evigt gnaver.

*

Indbildningskraften bygger diger.

*

På jordkloden er ikke alene alle døgnets tidspunkter, men også alle årstiderne til stede på en gang. Et sted længes en ung kvinde en vinternat efter forårets og sommerens komme. Et andet sted frygter en gammel mand en sensommerdag efterårets og vinterens komme. I et og samme nu.

*

Det er muligt at rejse således, at det altid er dag og sommer. Den, som står stille, vil derimod uvægerligt komme til at gennemleve alle døgnets tidspunkter og alle årstiderne. Bevægelsens monotoni, eller rettere: den rejsendes stræben efter at ophæve døgnets og årstidernes gang kontra det ubevægeliges bestandige eksponering for foranderligheden.

*

Indicium på sjælens udødelighed, første version. – Var han alene af verden, ville han ikke føle smerte over verdens forgængelighed.

*

Indicium på sjælens udødelighed, anden version. – Han overvejer, om følgende sentens er et indicium på sjælens udødelighed:

Var mennesket alene af verden, ville det ikke føle smerte over verdens forgængelighed.

Han kommer straks i tvivl. Bør han erstatte sjæl med ånd, så sentensen snarere bliver et indicium på åndens udødelighed, den ånd, dvs. ånde, Gud indblæste i mennesket i tidernes morgen, så den døde materie blev levende, lidt på samme måde som – forestiller han sig – det lille barn med dets animerende pludren og bevægelser bringer liv i dukken, det leger med? Eller bør han erstatte ånd med det mere neutrale, det indre, så sentensen snarere bliver et indicium på det indres eller det indre menneskes udødelighed? Eller bør han helt tie og tro på sin egen protestantiske kulturs dogme om kødets opstandelse, hvor uforståeligt det end er for fornuften, at kødet, legemet, kroppen, dette groteske vedhæng til sjælen, ånden eller det indre, som han oplever det som, og som tiden og det jordiske liv kun gør endnu mere grotesk, skal rejse sig fra graven for at leve i paradiset evigt omfavnet af Gud? Men han kan ikke tie ...

*

Den faldne verdens transparens. – Lyset fra kerubernes lynende flammesværd oplyser den faldne verden bagfra eller indefra og afslører, at træerne står i to verdener på en gang.

*

Han er en rundkørsel, ud fra hvilken alle veje ender blindt. Vejen til den anden eller det andet ender blindt. Måske har vejplanlæggeren en ide med den tilsyneladende galskab? – Uhyret må ikke slippe ud.

*

Der findes ingen fælles front, hvad angår den menneskelige erkendelse, allerhøjest en masse delfronter, hvoraf de fleste er barrikader som i en borgerkrig.

*

De to have. – Et skib ved navn Maya forliste i en storm. Klyngende sig til et stykke af det splintrede skib drev en mand, som havde været passager på skibet, nu rundt på det oprørte hav, som tilsyneladende ikke havde til sinds at lægge sig. Et andet skib, Veronika, kom tilfældigvis forbi, og ville bjærge manden. Manden nægtede imidlertid at lade sig bjærge. Da tog kaptajnen på Veronika ordet og talte inderligt til den skibbrudne fra Maya:

”Man kan ikke blive ved med at være forlist. På et tidspunkt må man lade sig bjærge.”

”Måske,” sagde den skibbrudne fra Maya, ”men det er ikke desto mindre min intention at forblive med at være forlist.”

”Men hvorfor?” spurgte kaptajnen på Veronika. ”Det skriger jo til himlen.”

”Tja, måske er det netop derfor,” sagde den skibbrudne fra Maya. ”Jeg foranlediger gerne et skrig, som giver genlyd i himlen. For der har så længe været tavst i disse øvre regioner. Men spøg til side. For andre ville det være en stor ulykke at opleve det, som har overgået mig. Men for mig var det en skelsættende begivenhed, som på den anden side af skellet fik skællene til at falde fra mine øjne og for første gang i mit liv mig til at se klart. Der er ikke ét hav, men to have, det jordiske og det himmelske. Mens det jordiske hav er lunefuldt, er det himmelske et, der er til at stole på. Aldrig har jeg set havblik som det himmelske havs havblik. I det jordiske hav er jeg forlist. I det himmelske hav er jeg bjærget. Ja, i det himmelske hav kan jeg tilsyneladende slet ikke forlise. At lide skibbrud er for mig en saga blot.”

”Men det himmelske hav er indbildning,” sagde kaptajnen på Veronika. ”Det findes ikke.”

”Tro mig,” sagde den skibbrudne fra Maya. ”Det findes.”

”Hvad er da min skæbne i det himmelske hav?” spurgte kaptajnen på Veronika.

”I det himmelske hav er du den forliste,” sagde den skibbrudne fra Maya. ”Der må nødvendigvis være den sammenhæng mellem de to have. Man kan ikke både være bjærget i det jordiske og himmelske hav.”

”Det argument holder ikke,” sagde kaptajnen på Veronika. ”Din teori om, at der skulle herske en ligevægt mellem de to have, forudsætter, at de to have skulle være forbundne, eksempelvis via en flod, og at havene dermed skulle være opblandet. Men det har hverken sømænd eller videnskabsmænd nogensinde fundet indicier på. Overalt, hvor end vi drejer os, ser vi kun det jordiske hav.”

”Nej, du tager atter fejl,” sagde den skibbrudne fra Maya. ”Havene er ikke forbundne. Det er to adskilte have (som er til stede på en gang, idet begge have er transparente) hvorom det gælder, at du er forlist i det ene og bjærget i det andet.”

*

Demokrits brønd. – Engang var den bundløse afgrund den højeste mode. Det var på malstrømmens og den hvide hvals tid. Så fyldte mennesket afgrunden op – med hvad er jeg i grunden ikke klar over – og byggede den ideale stat ovenpå, den ideale stat, som bygger på demokrati og borgerlige frihedsrettigheder. Men mennesket glemte, at alt sætter sig.

Den faldne verden – aforismer

”Hvor skal du hen,” råbte folkemængden til den store opdagelsesrejsende.

”Ud. Ud. Ud ad tangenten,” svarede han.

*

Babelstårnet blev ikke bygget af tegl, men af ord. Derfor var det snarere håndværkerne, der opførte tårnet, end digterne og filosofferne, der opdagede, at sprogets grænser er verdens grænser. Som man steg op ad vindeltrappen, kom man uvægerligt til at fattes ord. Man blev ramt af en art afasi eller demens (som dog fortog sig, så snart man begyndte at stige ned ad vindeltrappen igen). Håndværkerne i de allerøverste af tårnets vindinger havde næsten helt mistet talens brug, som havde de hver især i lighed med Alexander Selkirk, virkelighedens Robinson Crusoe, opholdt sig flere år på en øde ø. De kunne kun skrige hæst som kragerne, der bestandigt cirklede om tårnet, og havde derfor ingen bygningsmaterialer til tårnets fuldendelse.

*

Der findes ikke farligere sværd end liljen.

*

Man siger, at den, som bryder loven, hæver sig over loven. Intet kunne være mere forkert. Forbryderen er den af os alle, som bekræfter loven og den orden, som loven afføder, allermest. Kun den lovlydige kan gøre sig håb om at hæve sig over loven.

*

Vismanden spørger mig, om jeg er monist, dualist eller pluralist. Han proklamerer, at et menneske ikke kan kalde sig for oplyst eller for en tænker, hvis ikke han har afgjort, hvilken af de tre verdenssyn han repræsenterer. Jeg afstår fra at svare. Jeg kan ikke gennemskue konsekvenserne af valget for mit verdensbillede. Jeg synes, at der er en begrænsning ved hver af de tre positioner.

*

Jeg oplever det som, at jeg lever i et ontologisk usikkert univers. Det er min allermest grundlæggende oplevelse. De kunstværker, som mimer et ontologisk usikkert univers, er i hvert fald dem, som har den største fascinationskraft på mig. Flere verdensfortolkninger er mulige. De skiftevis træder frem og fortoner sig for mine øjne som motiverne på et fikserbillede eller et metamorfisk billede. Jeg befinder mig ikke i en ophøjet position, på et filosofisk himmelbjergs øverste tinde, hvorfra jeg kan afgøre, hvilke filosofiske udsagn og positioner er sande. Jeg har tværtimod slangens, muldvarpens eller bænkebiderens perspektiv. Den nederste af de nederste. Fremtiden kan måske bringe afklaring, det vil jeg ikke afvise, selv om det modsatte er mere sandsynligt. Jakobsstigen er for den ydmyge, den drømmende af slagsen, et uudslukkeligt, om end bedragerisk håb.

*

Huleverdenen. Han forestiller sig, at vores verden, den faldne verden, først blev til, da mennesket blev fordrevet fra Edens have. For hvert skridt manden og kvinden, hånd i hånd, tog, blev lidt mere af den faldne verden til. Det var en nedstigning til en hule med skyggebilleder. Selv når solen skinner fra en skyfri himmel en sommerdag, føler han sig omgivet af skygger. Og der er vinterdage, hvor det allerede bliver mørkt om eftermiddagen, at han skimter en stedsegrøn have langt, langt borte, når han ser sig over skulderen.

*

”Hvorfor søger du mørket,” spørger den oplyste. ”Hvorfor søger du ikke lyset som vi andre?”

”Jeg søger ikke mørket,” svarer den formørkede. ”Jeg søger at oplyse mørket.”

*

Tavshed. Han taler alle jordens sprog. Han kan nemlig være tavs på alle jordens sprog, selv på det oprindelige tungemål før den babelske forvirring, Adams og englenes tungemål.

*

Forvirring. Jeg betragter himmelfalden det klart tænkende menneske, som netop har erklæret, at han er interesseret i forvirring. Jeg selv er et uklart tænkende menneske, som søger klarhed, men finder forvirring. ”Det er en lidelse,” siger jeg og lægger mit ansigt i den tragiske maskes folder, men da det klart tænkende menneske foreslår, at vi bytter eksistens, farer jeg sammen og betakker mig.

*

Den vej, man har tilbagelagt, den vej er man ældre.

*

Det andet blik. En skæv verden, hvor Det Skæve Tårn i Pisa er lige.

*

Han ser digteren som en opdagelsesrejsende, der er faret vild i sine egne formuleringers labyrint. Den attråede sande formulering er labyrintens ophævelse eller rettere, illusionen om labyrintens ophævelse.

*

Han kravler på sin bug og æder støv, hvor andre bygger tårne og bestiger bjerge. Han kender kun to bud. 1. Lig, hvor du ligger og grav, men grav dybere. 2. Bliv ved med at kravle. Neden for tårnene og bjergene. En slange på vej op ad en vindeltrappe er en fjern drøm.

*

Hvor andre ser heste, ser han vingeløse pegasusser. Den fælles verden som en reduktion af den private verden. Den vågne verden som en reduktion af den drømte verden. Heste som vingeløse pegasusser og hornløse enhjørninger. Mennesker som vingeløse engle og horn-, hale- og klovløse dæmoner.

*

Selv den nøgne bærer masker: ansigts- og kropsmasker. Ja, selv den afdødes af retsmedicineren åbnede lig bærer masker. Successive masker svævende over en bundløs afgrund af tomhed.

*

At fortælle, som om man var tiden. Han siger højtideligt, ”Jeg er tiden.”, og sætter sig ned for at skrive i denne forklædning.

*

Han drømte, at han ville rekonstruere Platons tabte dialog om sproget mellem Alexander Selkirk og Kaspar Hauser, men savnede ord. Han vågnede og indså grædende, at hans uformåenhed over for det umulige i den drømte verden er den sammen som hans uformåenhed over for det mulige den vågne verden.

*

Verdens ende. Han forestiller sig, at verdens ende indtræffer, når alle børn bliver født hvidhårede, når de nyudsprungne træers blade er visne.

Stenenes og mineralernes fange

Man sagde, at han som far havde Sisyfos, og som mor Lots hustru. Til trods for, at det ikke forekom videre sandsynligt, gav det i det mindste for ham selv en dækkende beskrivelse af hans opvækst. Hvordan kunne han som voksen undgå andet end at blive stenenes og mineralernes fange?

*

Han skrev et brev til Gud. Der må være et andet svar end tavshed og dødsdom.

*

Hans fejl er den gamle sjæls fejl: ikke at have drukket nok af Lethe. Eller rettere: at have drukket overordentligt meget af Lethe, men desværre ikke nok til at glemme. Nogle vil måske indvende, at Lethe kun eksisterer i myterne. Nuvel, det forværrer kun hans smertelige tilstand. Lethe eksisterer ikke, men selv hvis den eksisterede, ville det ikke være muligt for ham at drikke nok af den for at glemme.

*

Legion var en ensom mand. Måske var det derfor, at han blev til de mange?

*

Han er stifinder i en verden, hvor alle veje ender blindt.

*

Hvis verden er hans forestilling, så må verden gå under, når han dør – medmindre hans forestilling overlever ham.

*

Man sagde, at kragerne efter hans død ville blive ved med at cirkle om ruinerne af Babelstårnet.

*

Babelstårnet (anabasis) er en umulighed. Jakobsstigen (katabasis) er en mulighed. Læg dig ned og drøm.

Anabasis: opstigning fra mørke til lys, fra løgn til sandhed, eller rettere: fra meningsløshed til meningsfuldhed, fra ulykke til lykke.

Katabasis: nedstigning fra lys til mørke, fra sandhed til løgn, eller rettere: fra meningsfuldhed til meningsløshed, fra lykke til ulykke.

Termodynamikkens anden hovedsætning, entropien er stigende, er katabasis.

Uddrivelsen af Edens Have er katabasis.

Sygdom og alderdom er katabasis.

Jakobsstigen er den guddommelige invasion.

*

En fange råbte gennem tremmerne i sin celle til sin tvillingebror uden for fængslet: ”Hvordan kan du, som kender til indespærring gennem min indespærring, kalde dig selv for ulykkelig? – Du er fri. Du lever under stjernehimlen.” Og fik svaret: ”Jeg er ikke fri. Jeg kan ikke nå stjernerne.”

Tremmer og stjerner, man ikke kan nå. Det er det samme.

*

Et menneske tilbød ham sit venskab. Hellere ensomhed end selskab af en af Jobs venner, svarede han.

*

Han er det fortrængte.

*

En anden udvej end døden. En anden bro end broen til dødsriget.

*

Babelstårnet – en vertikal labyrint? Hvem bor i vindingerne? – Minotauros eller rettere: Minotauros’ bror, trappegængeren Minotauros?

*

Mennesket – en robot styret af en transcendent computer?

*

At trække sig selv ud af en ligning, som ikke har nogen løsning. Ligningen har stadigvæk ikke nogen løsning.

*

Der er ingen bro mellem kenoma og pleroma. Der er ingen bro mellem idios kosmos og koinos kosmos.

*

Genet for den oprindelige synd

Krigen mellem det paradisiske og det efterparadisiske menneske

Menneskenes ragnarok

En dag vil mennesket finde genet for den oprindelige synd og slukke for det i et forsøg på at skabe eller rettere genskabe det paradisiske menneske. Det vil vise sig at være en fatal fejl. For det vil føre til en ragnarokagtig krig mellem mennesket og det paradisiske menneske, som mennesket er dømt til at tabe. For det paradisiske menneske er et fuldkomment væsen, som blindt adlyder Guds lov, mens mennesket er et ufuldkomment væsen, som halvt adlyder Guds lov, halvt adlyder sin egen lov, dvs. synden.

*

Heraklits flod

Enten skal man være kristen, eller også skal man være efterkristen, som Nietzsche var det. Det med at have smidt Jesus Kristus væk, men stadig dyrke hans morallære, eller det med at dyrke naturvidenskaben som en afgud på den øretæveindbydende naive måde, som nogle gør, som om syndefaldet ikke eksisterede – det holder ikke. Jeg mener: Det efterkristne liv må være helt forladt af idoler og utopier, hvis det skal give mening: Det må være et liv i Heraklits flod. Intet sprog, ingen billeder, kun foranderlighed. En sprog- og billedløs eksistens i et evigt foranderligt miljø. Men er det overhovedet et liv for mennesker? Er det ikke snarere et liv for fisk – eller dionysiske delfiner, om man vil?

*

En fugl, som angriber sit eget spejlbillede i et vindue. Så fremmed over for sig selv kan et menneske i sin fremmedhed over for sig selv dog aldrig blive. Og så alligevel.

*

Han gav en tigger en almisse. Tiggeren klagede over, at almissen var for lille. De forbipasserende kastede forargede blikke på den nærige giver.

Den røde tråd

Den røde tråd blev i mit tilfælde til en gordisk knude.