De første mennesker

De første mennesker

Jeg drømte om de første mennesker. Det var ikke, som traditionen foreskriver, en mand og en kvinde, men to børn, en dreng og en pige, knap nok kønsmodne, i en stor skov. De var venner. De elskede hinanden. De legede sammen dagen lang. De blev aldrig trætte af hinanden. Om natten lå de tæt omslynget.

”Er du vred på mig?” spurgte drengen, da han en nat i måneskinnet opdagede en rynke, han aldrig før havde set, i pigens pande.

”Nej,” sagde pigen. ”Jeg tænkte blot på den drøm, jeg netop er vågnet af. Jeg drømte om to gådefulde træer, om en slange, om rivaler og rivalinder, og om en misundelig Gud. De truer os mellem træerne og uden for skoven, omringet som vi er af dem. De under os ikke vores lykke. De sætter i fællesskab en fælde for os, og når vi er gået i den, enfoldige som vi er, vil de belære os om, at det er vores egen skyld, og at vores synd skal arves af vores børn og børnebørn, selv om de selv er de største syndere, fordi de ikke under os vores lykke.”

Drengen, som ikke forstod meget af pigens dybsindige tale, trykkede sine læber mod pigens for at få rynken i hendes pande til at gå bort.

”Vores kærlighed vil imidlertid overleve alle trængslerne,” sagde pigen.

”Tror du?” spurgte drengen og trykkede igen sine læber mod pigens, men lige meget hjalp det, rynken i pigens pande ville ikke forsvinde.

”Ja,” sagde pigen. ”Vores elskende hjerter vil være en torn i øjet på de to gådefulde træer, slangen, rivalerne og rivalinderne, og den misundelige Gud. De vil pines og plages over den tålmodighed og mildhed, hvormed vi udholder den lidelse, de har påført os. Vi vil altid forblive med at være børn, selv når vi bliver gamle og bliver ført bort til dødsriget. De elskende er altid børn.”

Den elskedes hus

Jeg drømte, at jeg var indbrudstyv i den elskedes tomme hus. Grådigt smed jeg hendes smykker, gamle kærlighedsbreve og snavsede undertøj fra vaskekurven ned i min medbragte vadsæk.

Med ét blev en nøgle sat i hoveddørens lås, og et øjeblik efter – flugt var ikke en mulighed – blev der tændt lys i værelset, hvor jeg med alle muskler spændte var i færd med min skændige handling. Den elskede stod i døråbningen og så forfærdet på mig. Hendes læber bevægede sig, som om hun talte alvorligt til mig, men enten var hun blevet stum siden det forfærdelige øjeblik, hvor vi for altid havde taget afsked med hinanden, eller også var jeg blevet midlertidigt døv, for jeg kunne ikke opfatte et eneste af hendes ord.

For første gang så jeg mig nærmere om i værelset, som jeg indtil da kun havde set i det flakkende skær fra min stavlygte, men som nu var oplyst som det kapel på månen, hvor bedemanden og den efterladte i fællesskab iklæder det skyggeløse legeme dets kæreste sæt tøj, inden de sender den hvide kiste ind i solens åbentstående krematorieovn. Mit blik vandrede fra den ene anomali til den næste.

På gulvet lå en rotte mumificeret og indspundet i spindelvæv. Det lignede, at den lå i en ligpose. Ned fra loftet hang en flagermus ligeledes mumificeret og indspundet i spindelvæv. Det lignede, at den havde brudekjole på. Og ud af de tomme øjenhuler på den elskede kom de edderkopper, som man måtte formode var ophavsmændene til den kunstfærdigt udførte ligpose og brudekjole, kravlende frem, idet de tilsyneladende så sig spejdende omkring nord-syd-øst-vest efter nye projekter. De forenede i ét væsen menneskets uudslukkelige erobringstrang og dyrets indadvendte sans for kunsthåndværk. De øverste etager af Babelstårnet blev som bekendt spundet af edderkopper.

Jeg indså da, at jeg ved en fejl var brudt ind i den udgave af den elskedes hus, som er beliggende i de nedre regioner af Plutonion.

De dødes verden er en næsten eksakt kopi af de levendes. Kun nogle få gruopvækkende detaljer som de nævnte adskiller verdnerne. Det er derfor, at nogle mennesker er bange for at dø, og andre for, at de allerede er det.

I en gammel civilisation som vores udviskes skellene mellem verdnerne. Der er tæt trafik i grænselandet. De døde besøger de levende. Og omvendt. Nogle farer som jeg vild. Jeg har sågar hørt om døde, som genoptog deres vante liv blandt de levende uden, at nogen bemærkede det.

Mester, hvordan bør man skrive?

De store fisk æder de små

I drømme opsøgte jeg som så ofte før mesteren.

Jeg spurgte ham om, hvordan man bør skrive. Han svarede, at det vidste han ikke. Jeg vedblev med at spørge. Jeg var tæt på at græde, hvilket mesteren efterhånden også blev. Skriften anfægter os. Som om den blev tatoveret på vores hud. Til sidst viste mesteren mig et indrammet fotografi, som han har hængende i tvelyset i sit lille arbejdsværelse i evigheden.

Et røntgenbillede af et ordsprog - det om, at de store fisk æder de små - fra længe inden Röntgen gjorde sin opdagelse. Skrevet i vand og sten. En gådefuld blanding af øjeblik og evighed. Midt mellem Heraklit og Parmenides.

Sådan ville jeg gerne kunne skrive, sagde mesteren.

Natlig operation

En nat drømte jeg, at jeg blev opereret af min afdøde far, da forudgående undersøgelser tilsyneladende havde afsløret, at jeg havde en blodprop i hjertet. Han påstod, at operationen havde reddet mit liv. Selvom jeg med mine ydre manerer udtrykte en vis reserveret taknemmelighed over for ham, som om jeg havde fået en gave, som jeg ikke ønskede mig, og som jeg forudså, at jeg ikke ville få brug for, var jeg meget utryg ved hele situationen, da jeg vidste, at det nærmeste min far kom på at være hjertekirurg, var, at han hele sit liv havde interesseret sig for skarpe knive og havde været god til at filetere fisk. Men måske var jeg som ved tidligere lejligheder dybt uretfærdig over for ham? Måske havde han efter sin død læst medicin ved et velanset universitet på en exoplanet omkring en stjerne mellem stjernetågerne Hjertet og Sjælen i stjernebilledet Cassiopeia? Efter endt studie var han nu tilbage på jorden, i kittel, med maske for næse og mund, og skalpel i hånd, i et anatomisk teater udførende en livgivende operation på sin fortabte søn. Han blev ved med at pointere, at jeg var hans patient. Hans hjertepatient.

Da jeg vågnede, overvejede jeg, om jeg skulle kontakte det nærmeste hospital med henblik på evaluering af den natlige operation og eventuel genoptræning, men jeg opgav, da jeg ikke kunne overskue at fremlægge min sag først i modtagelsen og senere over for overlægen på grund af min sproglige afmagt over for mine medmennesker. Hvad nytter det at spørge et godsindet menneske om vej, når man ikke selv er klar over, hvor man skal hen?

Jeg frygter nu, i hvilken forklædning min far vil dukke op i mine kommende drømme. Hvis det bliver som knokkelmanden med timeglas og le, vil jeg da nogensinde komme til at vågne af drømmen igen? Jeg går ud fra, at hvis jeg fortalte om min drøm og min reaktion på den til en ven, ville han opfatte mig som en dårlig søn, så lidt jeg påskønner min faders hjælp fra den anden side af graven. ”Han er,” ville han sige, ”den barmhjertige samaritaner, som standser for at hjælpe dig i din nød, hvor alle andre blot går forbi. Han, som har båret dig på hænder og fødder hele dit liv.”

Et drømmespor til fortidens store togkatastrofer

En ørken. En ung vandringsmand. Et drømmespor til fortidens store togkatastrofer.

***

Ørkenen er drømmenes landskab par excellence. En dag vil jeg fortælle om min rejse ind i ørkenen efter Scheherazades grav, og om hvordan hun og alle figurerne fra Tusind og én nat blev bragt til live igen. Men det får vente. Jeg må først se at få afsluttet fortællingerne om Michelangelo og den i marmoret indespærrede engel, om den navnløse fortæller, som oplevede alt i verden, selv hans bedste ven, som trykt på gardiner, og om møbelsnedkeren Simon, som skabte en stol til Gud i håb om, at Gud en dag ville komme og besøge ham. Det skete, men Gud viste sig at være en helt anden end den, Simon forestillede sig.

***

Jeg tror, at jeg fremover vil kategorisere mine fortællinger som ”fantastiske fortællinger”. Det er i den genre, min interesse ligger.

Erindringsdodekaederet

En nat opfandt jeg i drømme erindringsdodekaederet, dvs. et dodekaeder til hvis tolv flader er fastgjort essentielle erindringsbilleder fra ens liv. En kvinde, som havde oplevet den glæde at blive mor, ville måske vælge et billede af sit barn eller sin fødsel som et af erindringsbillederne. En mand, som havde vundet en medalje ved et sportsstævne, ville måske vælge et billede, hvor han løber over målstregen, som et af erindringsbillederne. Og en mand, som havde overlevet en naturkatastrofe, ville måske vælge et billede fra naturkatastrofen som et af erindringsbillederne, for både de lyse og mørke erindringsbilleder skal med på ens erindringsdodekaeder, hvis det skal opnå sandhed og magi.   

Jeg så et stort potentiale i opfindelsen. Ældre mennesker med svigtende hukommelse kunne sidde og dreje erindringsdodekaederet mellem deres leverplettede og årede hænder, som en katolik sin rosenkrans, i stedet for at se apatisk ud af vinduet fra deres små stuer på plejehjemmet. Erindringsdodekaederet ville også kunne finde anvendelse som en gravsten, en gravsten som med sine tolv erindringsbilleder ville opsummere den afdødes liv på en langt bedre måde, end nogen ord ville kunne gøre det.

Jeg købte en fabrik, som lå på toppen af en stejl bakke, og som derfor var sat billigt til salg, og ansatte nogle medarbejdere til at fremstille dodekaedrene og klistre folks erindringsbilleder på dem. Det viste sig, at jeg havde ret i min antagelse. Ordrerne strømmede ind fra nær og fjern. Fra de øverste trin på en vakkelvorn stige stablede jeg den ene erindringsdodekaeder efter den anden oven på hinanden på lagerpladsen uden for fabrikken, så de var parate til at blive bragt ud til hin enkelte. I mit overmod overvejede jeg slet ikke, at stablen kunne blive for høj, så da jeg i tredje sals højde ville placere endnu en erindringsdodekaeder (vistnok bestilt af en international kendt komiker for dens tolv flader var fuld af leende publikummer) på stablen, væltede den til min store overraskelse som et korthus under mig. I det næste øjeblik befandt jeg mig løbende ned ad den stejle bakke med erindringsdodekaedrene rullende som klippestykker fra et stenstred efter mig. Forestil dig det: En lavine af erindringsdodekaedre. En lavine af for en ubekendte folks dyrebareste erindringsbilleder. At være forfulgt af ens egne erindringer, som jeg af og til er det i mit vågne liv, kan være lidelsesfuldt, men at være forfulgt af hele menneskehedens erindringer, som jeg var det i denne drøm, er et sandt mareridt.

Tryllekunstneren

Der optræder af gode grunde aldrig tryllekunstnere i ens drømme. For i den af drømme frembragte verden, som bestandigt trues af at blive oversvømmet, hvor man går op ad uendelige trapper, og hvor for længst afdøde personer taler til én, vil en tryllekunstners trick, såsom at hive en kanin op af hatten, uvægerligt falde til jorden. Det er, som om drømmen i sig selv er en tryllekunst, en tryllekunst af en sublimitet, som det ikke synes muligt for nogen at overgå. Derfor er der ikke den store efterspørgsel på tryllekunstnere, når vi sover og drømmer.

Sådan troede jeg i hvert fald indtil for nylig, at det forholdt sig, men en nat drømte jeg – måske som en art ironisk kommentar til min egen skråsikre mening? – at jeg var en tryllekunstner, og at jeg stod på en scene i et varietetteater. Op af hatten trak jeg, både til publikums og min egen store overraskelse, mig selv, eller var der ikke snarere tale om en dobbeltgænger? Da han havde materialiseret sig og havde fået fast grund under fødderne, var hans første handling at trylle mig bort. Måske antog han mig for en konkurrent? Konkurrencen i tryllekunstnerbranchen er som bekendt nådesløs.

Publikum klappede begejstret – det lød som hagl mod et plasttag, man har søgt læ under. De troede fejlagtigt, at det var mig, der var tryllekunstneren. De vidste ikke, at han var en anden. Jegets død og jegets opstandelse som et du, som er fremmed over for jeget, er menneskets lod, også i drømme.

Krigen og freden mellem lammet og løverne

Jeg drømte om en krig i himlen. En krig mellem et lam og en hær af løver. Lammet var af ild. Løverne var af blade. Lammet brændte løverne op.



Jeg drømte om en fred i himlen. En fred mellem et lam og en hær af løver. Lammet var af luft. Løverne var af luft. Freden varede for evigt.

Naturen i civilisationens midte

1. drøm

Jeg drømte om et hus, hvis indre var en ørken. Efter flere dages rejse på kamelryg sammen med nomadernes karavane ankom jeg til husets midte, hvor mænd på søjler, iført enkle munkedragter, sad og mediterede. De var oplyst af solen og månen og stjernerne i deres indre.

Min drøm var, tror jeg, et billede på den monastiske kultur, som Gregor den Store var den store iscenesætter af. At flytte ødemarken ind i civilisationens midte var hans kunstneriske vision. På hans ordre blev ørkenens sand spredt på byernes torve, for at eremitten kunne blive nabo til tiggeren, luderen, håndværkeren, købmanden og kejseren. En virkeliggørelse af modsætningernes sammenfald længe inden begrebet var opfundet.

Den europæiske middelalders munke er Simon Søjlehelgens arvtagere. Hvor søjlen blev af i den monastiske vision, er ikke godt at vide. Den svandt vel ind, på samme måde som fortidsabens hale svandt ind til menneskets haleben, for til sidst helt at forsvinde.

Men min drøm var ikke kun et billede på den monastiske kultur, som i dag er kun er en skygge af sig selv, den var også, tror jeg, et billede på, hvordan civilisationen engang i fremtiden vil komme til at forny sig selv.

Vi bliver nødt til at flytte rundt på landskaberne. Vi bliver nødt til at flytte naturen ind i byernes midte, hvis vi vil overleve som civilisation. Det skal være Letting in the Jungle og The Call of the Wild på en gang, blot på en lidt mere fredsommelig og civiliseret måde end den Kipling og London beskriver. Bygninger, som huser bjerge, skove, marker, enge, floder og søer, vil i fremtiden blive et helt almindeligt syn. Det er måske en verden, som det er vanskeligt at forestille sig, når man skrår over Rådhuspladsen og krydser H.C. Andersens Boulevard en trist vinterdag. Ikke desto mindre har jeg set den verden i mine drømme.



2. drøm

Jeg drømte, at mennesket og naturen havde byttet plads. I min lille lejlighed på Ensomhedens Allé var der nu skov. Flokke af dådyr gik rundt og nippede til græsset i lyspletterne på skovbunden. I et hult træ boede en ugle. Dyrene betalte ikke ejendomsskat. I skattecentret var en stor sø med gedder, aborrer og sandart.

Menneskene var med deres møbler flyttet ud i haverne, eller ned i baggårdene og ud på gaderne, hvis de boede i byen. Det var aften. Solen var på vej ned. Folk var ved at spise aftensmad. Snart ville de gå til ro under åben himmel. Der lød munter snak. De var lykkelige. Lige indtil det begyndte at regne.



3. drøm

Jeg drømte, at jeg var en kirke. Det har jeg-fortælleren i Marcel Prousts På sporet af den tabte tid også drømt, at han var, så for at adskille mig fra ham drømte jeg endvidere, at Paradisets Have lå i det indre af den kirke, jeg selv udgjorde. Det lyder jo som en idyl, den er nærmest farisæisk i sin forestilling om min indre uskyldstilstand, så for at skabe balance i billedet må tilføjes, at slangen snoede sig om Kundskabens Træ. Dermed var scenen sat for det syndefald, som igen og igen, så længe der er noget, der hedder menneske, vil udspille sig for vores øjne, aldrig på nøjagtig den samme måde, altid med en næsten umærkelig forskydning i gestik, mimik og betoning af det sagte.



4. drøm. Ruinmesterens metode

Jeg drømte, at mennesket var et hus, og at der inde i huset var en have. Jeg drømte, at menneskene var levende sten, som lod sig bygge op til åndelige huse, som Peter skriver i sit første brev.

At leve kræver, at man bliver sin egen bygherre, entreprenør, arkitekt og ingeniør.

Det unge menneske er en byggeplads. Der er livlig byggeaktivitet fra morgen til aften. Som forbipasserende ved man endnu ikke, hvad det skal blive til. Skal det være en kirke, en skole eller et typehus? Eller skal det være en bro som forbinder, eller en mur som indespærrer og udelukker?

Jeg kender en, som mener, at alle de forestillinger, det unge menneske gør sig om sin egen fremtidige bygnings herlighed, er nytteløse. Alle jeghuse ender alligevel som fængsler. Han har forlæst sig på de platoniske forestillinger om mennesket som fange i en hule og om demiurgen som en falsk gud, der har stillet sig som en fangevogter mellem mennesket og den sande gud, og hele den gnostiske tradition som er afledt af disse forestillinger. Kun nogle få lysende gnister i menneskets indre er et indicium (at bruge ordet bevis ville være at gå for langt i min vens optik) på den sande guds fjerne sol. Disse få lysende gnister fremviser min ven i sine skælvende hænder, hver gang jeg besøger ham i hans celle, som var de for ham de redskaber, som skal file tremmerne over eller grave en tunnel ud i friheden. Disse fremvisninger foregår alt sammen meget tys-tys, dvs. for nedrullede gardiner og afspilning af Tjajkovskijs sjette symfoni på højeste volumen. Demiurgen og hans spioner må endelig ikke få nys om min vens flugtplaner.

Lad mig imidlertid vende tilbage til hovedemnet: Mennesket opfattet som et bygningsværk. Det unge menneske er en byggeplads. Det gamle menneske er en ruin. Det sidste lyder ikke videre optimistisk, medmindre at man som romantikkens kunstnere har blik for ruinernes skønhed og egenart. En ruin er ofte mere udtryksfuld end en moderne bygning. Ruinerne fortæller historier. Tænk på de normanniske borge og fæstninger, fra dengang vi var korsfarere og havde løvehjerter. Selv de tyske bunkers på den jyske vestkyst har tiden forlenet med en vis skønhed, selv om de oprindelig var et produkt af en perverteret kultur.

Jeg selv er af den opfattelse, at man bør opføre sit jeghus efter Ruinmesterens metode, dvs. at opføre nye bygninger i form af ruiner. Jeg har beskrevet metoden indgående i fortællingen Ruinmesteren, men kortfattet kan siges, at man først, ned til mindste detalje, tegner det imponerende bygningsværk, som man ønsker, at ens jeghus skal udgøre. Derpå lader man i tankerne det ene efter det andet århundrede forløbe, hvorunder bygningsværket på naturlig måde vil forfalde og efterhånden blive til en ruin. Det er denne ruin, det er ens mål at opføre af nye bygningsmaterialer. Dens udseende er ikke, hvad man umiddelbart skulle tro, rent gætteværk. Ved at studere oldtidens og middelalderens ruiner opdagede Ruinmesteren, at ruinens fremkomst af det oprindelige fuldendte bygningsværk er en relativ entydig proces. Der er et begrænset antal måder, en søjle kan nedbrydes på, og den ene nedbrudte søjles udtryk fastlægger på entydig vis de omkringstående søjlers udtryk. Således kunne de gamle grækere allerede ved opførelsen af Akropolis have forudset dens nuværende udseende. Det havde blot krævet, at de havde studeret ruinologi med samme videnskabelige stringens som Ruinmesteren.

Den indsigt, Ruinmesteren vandt ved sit studie, var, at for at den ruin, man vil opføre, skal være smuk, kræver det, at man bestandigt skal have slutresultatet, den smukke ruin, i tankerne, når man tegner den oprindelige bygning, som ruinen vil opstå af. Man skal altså med andre ord sammentænke den oprindelige bygning og den af forfaldet opståede ruin for at få det optimale resultat.

Det er denne metode, jeg anbefaler til opbygning af ens jeghus.

Fordelen ved at opføre ens jeghus som en ruin er, at man vil forblive med at være den samme gennem hele sit liv. Eller rettere: Man vil ikke forfalde, man vil ikke på noget tidspunkt risikere at bryde sammen. Hvis de gamle grækere havde opført Akropolis, som det ser ud i dets nuværende ruintilstand, da ville det have stået uændret gennem århundrede, uberørt af tidens tand. Det er Ruinmesterens forunderlige pointe.

Jeg selv har fulgt Ruinmesternes metode. Jeg er stadig under opbygning. Senest har jeg som en tilbygning til mit jeghus på dets vestlige side været i færd med at opføre Det Skæve Tårn i Pisa i den ruintilstand, som det efter Ruinmesterens beregninger med tidens fylde vil opnå. At se det væltede tårn i lyset fra den nedgående sol er et storslået syn.

På gode dage er jeg som alle mulige andre bygmestre svært tilfreds med mit jeghus’ ruin. Den ligger afsides og oppe i højderne ligesom Machu Picchu og venter kun på at blive opdaget af vor tids Hiram Bingham. Andre dage har jeg det mere som det frustrerede væsen i Kafkas Bygningen. Ligegyldig hvad, vil der altid være en orm, som gnaver. Måske skulle man se at blive gode venner med ormen?

Himlens fugle i menneskets indre

Kirkefaderen Origenes

Jeg drømte, at jeg gik og talte med kirkefaderen Origenes. I drømme kan man tale med hvem som helst, både ens afdøde slægtninge og, som her, en historisk person, som ved liv og gerning har sat sit uudslettelige spor på menneskehedens historie. Jeg tror, at gæsterne fra fortiden fungerer som en slags spirituelle vejledere for en, hvilket også lader til at stemme overens med, at de gerne befolker ens drømme i de perioder af ens liv, hvor man på sin pilgrimsvandring gennem livet er på vildspor. Ikke at der er noget i vejen med at være på vildspor. Alle de blindgyder, man har været nede i, skal såmænd nok i sidste ende vise sig også at have bidraget til ens oplysning.

Det var hen imod aften. Origenes og jeg så op mod himlen, hvor ænder og gæs som sorte silhouetter fløj i retning mod den nedgående sol.

”Du må forstå, Månesøn,” sagde Origenes, ”at også inden i dig er himlens fugle. Du skal ikke forundres over, at jeg siger, at disse ting er i dig selv. Forstå, at også du udgør en hel lille verden. Inden i dig er også solen og månen og alle stjernerne.”

”Det lyder smukt,” sagde jeg. ”Jeg har selv været inde på noget lignende i et indlæg, hvor jeg på baggrund af et citat fra John Fowles’ roman Troldmanden hævdede, at det enkelte menneskes bevidsthed i sig selv udgør et univers.

For mig at se består verden af mange verdner (1). Som minimum er der to: Det indre og det ydre.

For rationalisten er der kun én verden og kun én mulig tydning af den, i hvert fald hvis man er rationalist af den positivistiske og scientistiske slags, som har fået en ejendommelig revival hos både lærde og ulærde i begyndelsen af det nye årtusinde. Det kan ikke være andet end en reduktion, når man betænker hvor få kendsgerninger der er, men hvor mange mulige fortolkninger af disse få kendsgerninger der til gengæld er. Denne træfældning i fortolkningernes skov, indtil et og kun et træ, de sørgelige realiteters træ, står tilbage, kan gøre os springaber, som holder til i trækronerne i fortolkningernes skov, rigtig kede af det. Ham for hvem der kun er én verden, han er som en blind, der mener, at de former og farver, den seende sanser, kun er en illusion. Jeg alluderer her til H.G. Wells’ The Country of the Blind.

Under alle omstændigheder foretrækker jeg klart din vision af det indre frem for Freuds.”



Sigmund Freud som Jack the Ripper

Da jeg havde udtalt disse ord, forandrede landskabet sig. Jeg gik nu en sen aftentime i Whitechapel kvarteret i nittenhundredetallets London, og manden, som gik ved min side, var ikke mere Origenes, men Sigmund Freud, psykoanalysens far.

”For dig er menneskets indre et mørkt sted,” sagde jeg. ”I din verden er seksualiteten konge. På samme måde som Gud i sit rige har forstødt Satan til den frosne sø i bunden af helvedesskakten, har overjeget i din personlighedsmodel forstødt seksualiteten til bunden af ægget, det ubevidste. Du burde egentlig skamme dig. Du har gjort menneskets indre, som i Origenes’ vision var noget smukt, til noget dæmonisk.

I ens indre London, i de mørke og smogbefængte gyder lister Jack the Ripper sig af sted med erigeret kniv og nyslebet lem, eller også er det omvendt. Du har jo overtaget alkymisternes signaturlære, så intet er, hvad det giver sig ud for at være, men kun hvad det minder dig om, og da alle genstande enten er konvekse eller konkave, så er alle ting enten symboler på det mandlige kønsorgan eller det kvindelige kønsorgan. For mig at se viser det, at din teori om menneskets indre er gennemsyret af, at den er konciperet i Victoriatidens skygge. Måske havde den en berettigelse i din samtid, med frustrerede mænd og kvinder, som levede i uforløste ægteskaber, og som opdrog deres børn til at gentage deres egne fejl endnu engang, men for os, der lever i en anden og mere frigjort tid, virker den alt for dyster. Det virker meget mere berigende at betragte det indre som et univers i lighed med det ydre, fyldt med natur og uden et alstyrende dæmonisk princip.”

Freud ville sige noget, men i det samme indtraf disse på hinanden følgende begivenheder næsten samtidigt: Der lød et fortvivlet kvindeskrig, og en mørk maskeret skikkelse kom løbende hen imod os. Idet han passerede os, fremviste han som i triumf en kvindes blodige indvolde. Idet han gjorde det, faldt hans maskering, og jeg så, at den flygtende mand havde nøjagtig de samme ansigtstræk som Sigmund Freud. Enten var han Freud, eller også var han hans dobbeltgænger.

Jeg vendte mig forundret mod den mand, som jeg troede gik ved min side, og som jeg troede var Freud, men ved siden af mig gik ikke mere Freud, men de fem kanoniske ofre for Jack the Ripper, de skændede lig af de fattige prostituerede uden organer. Hvilket skræmmende syn.

Samtale med Von O om drømmen

”Jeg er dybt forundret over dit lave niveau, William Alexander Månesøn,” sagde Von O, da jeg efterfølgende fortalte ham om drømmen. ”Vil du i ramme alvor påstå, at Sigmund Freud er identisk med den afstumpede seriemorder, som offentligheden døbte Jack the Ripper, og som ikke alene misbrugte og dræbte sine ofre, stakkels fattige prostituerede, men også skamferede deres lig ved at fjerne deres organer?”

”Nej,” sagde jeg, ”men jeg synes, hvis jeg skal være ærlig, at Freuds tankeverden er grotesk. Han er en slags arvtager til E.T.A. Hoffmann, hvilket han også viser i sit essay om det uhyggelige (Das Unheimliche) ved at fortolke (og misfortolke!) Hoffmanns fantastiske fortælling Sandmanden. Den jordbundne og snusfornuftige Claras analyse af Nathanael på baggrund af hans traumatiske barndomsoplevelse (afsnittet om den dunkle magt i hendes brev til Nathanael) er jo en slags forstadie til Freuds psykoanalyse og må have været en stor inspirationskilde for Freud. Dog har Freud slet ikke den hoffmannske ånds letbevægelighed, uro og flyvskhed. Nej, han kan sidde i timevis og pille i det sår, som han efter lang tids søgen på et ellers sundt menneske endelig har fundet.

Mordene i London foregik i 1888. Freud var på dette tidspunkt 32 år gammel (2) og var i færd med at eksperimentere med hypnose på sine patienter. Han har selv udtalt de berømte ord, at jeget ikke er herre i eget hus. Gælder det ikke også for ham selv? Havde han ikke også en mørk side af sit væsen, som han forsøgte at fortrænge, men som ikke for altid lod sig fortrænge og i jegets svaghedsperioder blev herren i det freudske jeghus? Kan han eksempelvis ikke have hypnotiseret sine nære omgivelser til at tro, at han befandt sig sammen med dem i Wien, mens han i virkeligheden opholdt sig i London?”

”Nu er du virkelig langt ude, William Alexander Månesøn,” sagde Von O. ”Jeg synes, at du på en endog meget ubehagelig måde forsøger at mistænkeliggøre en af videnskabens helt store skikkelser.”

”Men det var slet ikke min hensigt,” sagde jeg. ”Mit ærinde var egentlig slet ikke Freud, men kirkefaderen Origenes’ smukke opfattelse af menneskets indre. Årsagen til, at min drøm bragte Freud på bane, var vel blot for at bruge hans mørke vision af menneskets indre som en kontrast til Origenes’ lyse. Måske skulle jeg blot have fortalt begyndelsen af drømmen og udeladt optrinnet med Sigmund Freud og Jack the Ripper i Whitechapel kvarteret?



Digtet om de indre og ydre fugle

Lad mig da genformulere min oprindelige tanke med dette digt i Origenes’ ånd:

Der findes to slags fugle. De ydre fugle og de indre fugle. De synger med det samme næb, men ikke den samme sang. De ydre fugle synger om sig selv. Her bor jeg, og her klækkes æggene med mine gener, lyder det enkle omkvæd som regel. De indre fugle synger om mennesket, den papirtynde væg mellem de indre og de ydre fugles verdner, og det er straks et mere kompliceret musikalsk værk. De indre og de ydre fugles verdner er to sider af samme hemmelighed. Mennesket er et möbiusbånd.

Det er da uskyldigt. Kan du godtage det, Von O?”

”Nej,” sagde Von O, ”Jeg synes, at du med denne fortælling er meget langt ude. Jeg er meget vred nu. Mit sangvinske blod med dets koleriske accenter bruser som Niagara Falls i mine årer. Jeg er som en kedel, hvis tud fløjter det høje C, til alt krystal i verden splintres. Jeg er som kontinentalpladernes tektoniske bevægelser inden den tsunami, som blev den atlantiske civilisations undergang. Jeg er som – ja, nu kan jeg ikke finde på mere, men du skal vide, at jeg er meget forarget over dine kætterske tanker om den moderne videnskabs forestillinger om menneskets indre.”

1. Her lyder jeg som Giordano Bruno, vil nogen måske hævde, men det er ikke i hans brændende fodspor, jeg ønsker at gå. Hans mange verdner er langt borte og endnu uopdagede. Mine mange verdner begynder allerede i de nære omgivelser. En bog, et friskpresset glas juice og et menneske kan hver især udgøre et univers.

2. Sigmund Freud, 6.5. 1856 – 23.9.1939

Rejsen til Betlehemsstjernen

Betlehemsstjernen

Der findes ikke noget klarere objekt på nattehimlen end Betlehemsstjernen. At skue den er for ens sjælefred, som når Ordet omkranset af engle gæster sjælen. Én gang om året, Juleaften, viser den hellige stjerne sig for os mennesker, men for at se den må man have et tredie øje, sjælens øje. Sådan et øje har de fleste mennesker fra fødslen af, men det kan være svært at få det åbnet, for verdens bekymringer og rigdommens trængsler gør det så træt så træt, så øjenlåget har det med at falde i, og når øjenlåget først er faldet i, så forbliver øjet lukket som en ibsskal på bunden af havet ud for Santiago de Compostela, og dér på bunden af havet ud for Santiago de Compostela i det indre af en ibsskal er der ikke meget at se, tror jeg nok.



Det kristne rumskib

Jeg drømte, at jeg havde bygget et kristent rumskib. Det lignede en gotisk katedral. Det var udsmykket med engle, og der var indgraveret skriftsteder overalt på dets mørke skiferlignende titaniumoverflade.

Det kristne rumskib var tungt bevæbnet med laservåben og atommissiler, men de skulle kun tages i brug, hvis rumskibet på dets rejse gennem rummet blev angrebet af fjendtligsindede rumvæsner. Jeg havde i sinde at overholde Augustins kriterier for retfærdig krig, bellum iustum. Her fortabte drømmen sig i en længere redegørelse for Augustins kriterier for retfærdig krig, hvilket jeg ikke skal trætte læseren med, bl.a. fordi drømmens kriterier for retfærdig krig på foruroligende måde adskilte sig fra det vågne livs.



Syndfloden 2

Det kristne rumskib var en slags nutidig Noahs ark. Grunden til, at jeg havde bygget det, var at isen ved jordens poler på grund af den globale opvarmning var ved at smelte, så det i en nær fremtid kun ville være en eller to gemser i Himalaya og de individer af svalerne og mursejlernes ordener som bygger rede i skyerne, som ville kunne gøre sig håb om at overleve. Det indebar så, at også min lille lejlighed på Ensomhedens Allé ville blive oversvømmet, hvilket havde fået mig til at læse kapitel 6 i Første Mosebog med fornyet interesse. Jeg mente, at der var plads til nogle forbedringer, hvad angik arkens udformning, på baggrund af de teknologiske fremskidt der er sket siden den første syndflod. Jeg foretrak således titanium frem for gofer-træ. Kort før jul var rumskibet færdigbygget.

Jeg spurgte Camilla fra Søborg, om hun ville med, men hun sagde, at hun hellere ville fejre jul sammen med sin nye kæreste og hans familie.

Jeg spurgte Von O, om han ville med, men han sagde, at han hellere ville fejre jul med Underberg og Smirnoff.

Jeg spurgte direktøren af Zoologisk Have, om jeg skulle tage nogle dyr med på mit kristne rumskib, et af hvert køn, men han sagde, at dyrene hellere ville fejre jul i Zoologisk Have.

Så den eneste ud over mig selv, der kom med på rejsen, var den edderkop, som jeg bor sammen med i min lille lejlighed på Ensomhedens Allé. Man kan ikke ligefrem sige, at det lovede godt for den fremtidige diversitet.



Noahs ark

Når jeg tænker på det fredfyldte og hyggelige sceneri på Edward Hicks’ billede af Noahs ark, så kan jeg ikke andet end slutte, at Noah må have haft en bedre overtalelsesevne og et større organisationstalent end jeg. Løven på Edward Hicks’ billede må være den fra Esajas’ vision, så godt den forstår at tøjle sine naturlige instinkter, omgivet af planteædende pattedyr som den er. Jeg genkender i Edward Hicks noget af min egen enfoldighed. Jeg har i grunden ikke noget andet ønske i tilværelsen end at være et af den almægtige skabers planteædende dyr, som går om bord på Hicks’ ark. Men i den tidsperiode, det har været min lod at leve i, fra slutningen af det tyvende århundrede til begyndelsen af det enogtyvende århundrede, har det stilfærdige kvækerliv ikke været mulighed. Der er ligesom ikke nogen på forhånd givne værdier, så i jagten på livets mening er jeg i stedet for blevet tusmørkeopdagelsesrejsende.

Afskeden med jorden og månen

Juleaften, da Betlehemsstjernen viste sig på himlen, tog jeg af sted. I første omgang anvendte jeg kun det kristne rumskibs lyddæmpede startmotorer, så jeg ikke, da jeg fløj hen over landet, forskrækkede menneskene, som netop nu var i færd med at danse rundt om juletræet. Da jeg nåede månen, fløj jeg i lav højde forbi slottet Stjerneborg, hvor jeg som dreng boede sammen med min far og mor, kongen og dronningen af månen, inden jeg faldt ned fra månen. Jeg tog med tårer i øjnene afsked med mit barndomshjem.

Først da aktiverede jeg det kristne rumskibs flere tusinde tons tunge atommotorer og satte kurs mod Betlehemsstjernen.



Elysium

Rundt om Betlehemsstjernen cirkler exoplaneten Elysium. Det er universets smukkeste og frodigste planet. Jeg har givet en nærmere beskrivelse af planeten og dens indbyggere i romanen Det kosmiske æg. Det ovenstående billede viser det kristne rumskib forankret ud for Elysium i det for jorden fjerne solsystem, hvor Betlehemsstjernen er sol. Det er ikke muligt at lande med det kristne rumskib, så selve landgangen på Elysium vil komme til at foregå ved hjælp af et mindre rumskib med landingsstel. Det kristne rumskib rummer en hangar med tolv gyldne diskosformede fartøjer, som minder lidt om de ufoer, der er observeret på jorden.



Min ven Hermes

På Elysium bor rumvæsnet Hermes. Han er den ven, jeg aldrig fandt på jorden. Han er også ven med Adán Christóbal Colón, som er efterkommer af Christoffer Columbus. Derfor er jeg også ven med Adán Christóbal Colón, ja jeg er måske endda i virkeligheden Adán Christóbal Colón, og ikke den William Alexander Månesøn jeg ellers udgiver mig for at være?

Rejsen gennem verdnerne og ungdomskilden på Elysium

Jeg rejser gennem rummet i mit kristne rumskib med min edderkop. Undervejs besøger jeg de særeste planeter. En dag vil jeg ankomme til Elysium. Jeg vil da være en meget gammel mand, næsten lige så gammel som Metusalem, men det gør ikke noget, for på Elysium springer en kilde, som gør, at den, som bader i den, forynges og får evigt liv. Således vil min rejse bort fra de smeltende poler på jorden i den ene ende af universet ende med et bad i en ungdomskilde på Elysium i den anden ende. Af de fire elementer er vand det, som har mest fortælleevne i sig.

Eros – det sorte huls demiurg

Jeg drømte, at jeg sammen med alt andet stof i universet var på vej ned i et gigantisk sort hul. Også Babelstårnet var på vej ned i strømhvirvelen af stjerner, planeter og måner, med alle deres for os ukendte civilisationer. Men på grund af tårnets anseelige højde gik det uendeligt langsomt, eller i det mindste med den samme hastighed som den, hvormed Venedig synker ned i den sumpede lagune, hvorpå den med rådnende træpæle står rejst.

Jeg steg op i tårnet ad den udvendige spiralsnoede trappe. Det gik på lette fjed, som det tit går i ens drømme. Øverst oppe i tårnet, i et næsten lysende hvidt værelse, som mindede om det indre af et futuristisk rumskib, boede Eros, eller Amor som romerne kaldte ham. Der var, ligesom i det inderste af en orkan, helt stille i værelset. På væggen hang Eros’ bue og pilekogger – pilekoggeret som var fyldt med de forgiftede pile, Eros mere eller mindre tilfældigt afskød mod menneskene, dengang verden endnu eksisterede.

På samme måde som en fodboldspiller eller håndboldspiller efter en tabt kamp sidder sammensunket i omklædningsrummet med hovedet fyldt af triste tanker, sad Eros i et hjørne af værelset. Han fremstod med sit rynkede og skægløse ansigt og sit korte hvide hår som en gammel mand – måske skyldtes hans aldring nedfarten i det sorte hul? Dog havde han stadigvæk de samme vinger, som dengang han som en lille buttet engel fløj rundt i de jordiske egne i udkanten af Mælkevejen og parrede sine unge, forsvarsløse ofre.

Jeg talte med Eros i flere timer. Om tilværelsen gåde, livets mening, og kærligheden naturligvis. Det ændrede mit syn på tilværelsen, og der var en masse brikker, der faldt på plads for mig, for jeg er fra fødslen af ikke den skarpeste kniv i skuffen, og tit har jeg belastet mine opgivelser med mine mange spørgsmål om alt det i tilværelsen, jeg ikke kunne forstå. Her fik jeg endelig svar. Og det var nogle overraskende og ikke altid videre opmuntrende svar. Men hvordan kan man egentlig forlange, at svaret på tilværelsens gåde, kun skal være positivt? Der har været så meget lidelse i menneskehedens historie, så svaret må være et, der er velafbalanceret mellem lys og mørke, glæde og sorg.

Engang, hvis jeg får tid, vil jeg skrive denne samtale med Eros ned. Den skal udgøre det sidste kapitel i romanen, Dukkefabrikken ved verdens ende, som er min beskedne version af det samme litteraturarkitektoniske projekt, som Dante realiserede med Den guddommelige komedie.

Hovedpersonen i Dukkefabrikken ved verdens ende hedder Johannes af Kød og Blod. Sikke et navn! Men det er tvivlsomt, om Johannes overhovedet er et menneske af kød og blod, for hans far er den berømte robotkonstruktør Daedalus, som Johannes assisterer i det store robotværksted under ægteparret Daedalus’ hus i København.

Da historien begynder, er Johannes’ mor og far netop døde, og Johannes lever i det store tomme hus, med kælderen fuld af mere eller mindre ufærdige robotter. Det er lidt uhyggeligt, for af og til er der en af robotterne, som rører på sig.

En dag, da Johannes søger ly for regnen i Vor Frue Kirke, ser han en pige ligge på knæ og græde oppe ved alteret under Thorvaldsens store statue af Jesus. Han synes, at hun minder om en af robotterne, der for nylig er forsvundet fra faderens værksted. Da hun med forgrædte øjne på vej bort fra alteret og ud af kirken passerer Johannes, beder han hende om at sætte sig og fortælle, hvorfor hun er ked ad det. Det gør hun, og sikke en historie hun fortæller! Den sætter gang i Johannes lange rejse mod dukkefabrikken ved verdens ende eller Babelstårnet i det sorte hul, hvor Eros, universets øverste skabning, bor, for i den verdenskonstruktion, som romanens univers udgør, er det ikke den kristne Gud, som er universets hersker, men Eros, eller Amor som romerne kaldte ham, og romanen er i grunden en fortælling om kærlighed, om at elske og at miste den elskede.

Pigen hedder Lise. Det er hende, der fortæller os om Johannes’ lange rejse ind i evigheden for at få svar på, hvem og hvad han egentlig er, og hvad meningen med hans forældres ulykkelige ægteskab egentlig var, og for sluttelig at forsone sig med livet og døden. Det er nok meget godt, for Lise er et jordnært menneske, som udtrykker sig i et letforståeligt sprog, i modsætning til mig selv som har det med at fare vild i tankernes labyrint og egne selvmodsigelser.

København ved ebbe

Jeg drømte, at der lå blæretang, søsalat og ålegræs i gaderne, som om København i nattens løb havde været oversvømmet af tidevandet. Det ukendte hav havde nu trukket sig tilbage. Med barnlig begejstring løb jeg rundt og søgte efter skatte i de opskyllede bunker af tang. Vrede bilister og cyklister råbte skældsord efter mig.

København er ved flod en sunken by. Københavnerne har blot endnu ikke opdaget, at de er druknet. Det er ikke min hensigt at forskrække nogen med denne oplysning, slet ikke dem der tror, at de har deres på det tørre. Jeg siger det blot som en henkastet bemærkning, som en fodnote i et aldrig åbnet geografisk værk om verdens kendte og ukendte byer, dvs. de med både åbne og lukkede øjne af forfatteren besøgte byer, på en støvet hylde i et dårligt oplyst hjørne i biblioteket i Atlantis.

Fangerne – en lignelse i ånden fra Nietzsche og Kafka

Jeg drømte, at en vismand henrykt meddelte mig, at han havde fundet livets vej, og at han i ét nu førte mig hen i en mørk gyde, som lå i et af hovedstadens gamle arbejderkvarterer som endnu ikke var blevet renoveret, og som endte i en uoverstigelig mur.

”Det kan umuligt være livets vej,” sagde jeg vantro. ”Det er jo en blindgyde. Allerede efter få skridt vil man støde panden mod muren.”

”Nej, ikke hvis man går på stedet,” sagde vismanden og begyndte med ivrige teatralske bevægelser at gå på stedet, idet han med et henført og spejdende blik så frem for sig, som om den uoverstigelige mur slet ikke eksisterede. Menneskene omkring os fulgte vismandens eksempel og begyndte at gå på stedet, eller rettere: Allerede da vismanden og jeg var ankommet til gyden, havde de været i færd med at gå på stedet, alle med den samme form for teatralske bevægelser og henførte og spejdende blikke som mere virkede som henvendt til de omkring gående end som et resultat af indre nødvendighed.

Sådan en komedie nægtede jeg naturligvis at deltage i. I stedet for satte jeg mig på fortovets kantsten, med fødderne i rendestenen, og så på de gående, på samme måde som en dagdriver i hovedstaden ser på travle mennesker, som passerer forbi, dog med den forskel at de mennesker, jeg så på, aldrig kom ud af stedet. Det kunne naturligvis ikke helt undgås, at et menneske sommetider i sin iver kom til at træde et skridt frem, ja sommetider endogså kom til at tage flere skridt fremad, så det faretruende nærmede sig muren med sin skrøbelige og spændte pande, men inden sammenstødet skete, indså det heldigvis altid sin fejl, og idet det fortsatte med at gå, arbejdede det sig i en glidende bevægelse tilbage i de andre gåendes rækker. De gående havde det øjensynligt bedst, når de befandt sig i en gruppe med andre gående. Ofte gik de to og to sammen som del af en større gruppe. Næsten altid udgjordes disse parvis gående af en af hvert køn. På denne måde virkede de som inspirationskilder for hinanden. De opildnede hinanden, så de ikke blev mismodige over den tilsyneladende nytteløse færd, som ikke bragte dem ud af stedet.

Sådan sad jeg på fortovets kantsten, med fødderne i rendestenen, i mange år. Den ene halvdel af min tid gik med at spekulere over, hvad der kunne være bag ved muren. Måske hvis man undersøgte den nøje, ville man kunne finde en revne i den, ud fra hvilken der ville stråle et uudslukkeligt lys. Men jeg fandt aldrig en revne, og jeg så aldrig noget lys. Det mest sandsynlige var, at der ikke fandtes noget bag muren. Det var i hvert fald den udbredte mening blandt de gående. Det handlede om at foregive at gå, sagde vismanden, som allerede var blevet en gammel, alderssvækket mand. Det var tilsyneladende al denne teatralske gåen på stedet, som havde ældet ham før tid. Han virkede ikke videre lykkelig, og min passivitet lod til at irritere ham dybt. Hvis vi nogensinde havde været venner, så var vi det bestemt ikke mere, lod han mig forstå. Jeg var fjenden, der med sin passivitet brød den illusion, som de gående i fællesskab til stadighed forsøgte at opbygge og vedligeholde.



Den anden halvdel af min tid gik med at iagttage de gående, deres gangart og deres ansigtsmimik. Ingen var, selv om mange tilsyneladende stræbte efter det, helt ens. Målet syntes at være at finde den gangart og den ansigtsmimik, som passede den enkelte bedst. Fællesskabet eller ligheden med de andre gående bestod i at være enige om at gå. Hvis et menneske et øjeblik holdt inde med at gå, blev det straks mødt med misbilligende miner fra alle sider. Det kunne intet enkeltindivid holde til i længden, så der var ingen anden udvej for den formastelige end skyndsomst at begynde at gå igen. Målet var at gå, til man segnede, for derpå at blive erstattet af en nytilkommen som straks tog fat, hvor man selv havde måttet slippe. Det var den eksemplariske adfærd. Vismanden, som jeg for mange år siden oprindelig var ankommet til gyden sammen med, var eksempelvis for længst segnet om og var blevet erstattet med en anden og yngre vismand. Faktisk var der ingen tilbage af de gående fra den oprindelige tid, kunne jeg, når jeg så mig omkring, med en vis vemod konstatere.

En dag fandt jeg på at orientere mig i den modsatte retning af muren, dvs. at se mig tilbage over skulderen. Jeg opdagede da til min store fortrydelse, at der i den anden ende af gyden også var en uoverstigelig mur. Uset og uhørt var den blevet rejst dér, i løbet af de mange år jeg havde været i gyden. Jeg og de gående var indespærret. Vi var fanger. Der fandtes ingen frihed. Udover gangart og ansigtsmimik var friheden en illusion. Vi var som fanger på vandring i en fængselsgård.

Jeg henvendte mig til den nuværende vismand, som, så godt som jeg nu kunne regne mig frem til det, måtte være den syvende generation vismand efter den vismand, jeg oprindelig var ankommet til gyden sammen med, og fortalte ham om min triste opdagelse. Han affærdigede mig med en arrogant håndbevægelse og sagde, at jeg tog fejl. Gyden havde altid været lukket i begge ender. At forestille at der havde været en åbning dér og dermed en flugtvej ud af gyden, var det rene nonsens. Det var lige så grotesk som at forestille sig, at man kunne få tiden til at gå baglæns, og at man som gammelt menneske kunne kravle ind i sin moders liv igen, med navlestrengen intakt. Og hvad vidste jeg, fortsatte vismanden, idet han oparbejdede et raserianfald så stort, at han både fik fråde om munden og had i øjnene, og hvad vidste jeg, en gammel nar, som hele sit liv passivt havde siddet og set på, at andre gik og gik og gik, men aldrig selv havde taget så meget som et eneste skridt, for øvrigt om denne storslåede gydes indretning? Idet han udtalte ordene ”denne storslåede gydes indretning”, brød forsamlingen af de gående ud i høje klapsalver og jubelråb. Ved denne animerede feststemning vågnede jeg med svedperler på brystet over et hamrende hjerte, som efter et mareridt.

Jeg drømte at menneskene var lavet af bogstaver

Jeg drømte, at menneskene var lavet af bogstaver. Bogstaver som var sat sammen til ord og sætninger. Nogle mennesker var lange romaner, andre korte noveller. Jeg selv ville gerne have været Dantes guddommelige komedie eller Kafkas Slottet. Kortere tekster som f.eks. Kafkas Forvandlingen, Guy de Maupassants Horla eller Heinrich von Kleists essay om marionetteatret ville også have været en mulighed. Måske ville det allermest passende have været, at jeg var en af E.T.A. Hoffmanns fantastiske fortællinger, såsom Sandmanden eller Guldskålen, fordi jeg deler Hoffmanns næsten barnlige begejstring over, at det ved noget så simpelt som at sætte bogstaver sammen til ord og sætninger er muligt at fremmane det fantastiske i verden.

Der er så meget, man ikke kan i dette alt for korte liv, vi har fået i gave. Afstanden mellem det, jeg magter, og det, jeg gerne ville kunne magte, er så stor. Jeg ville f.eks. gerne kunne flyve. Ikke som en indeklemt passager mellem andre passagerer på et rutefly, men som Ikaros med et sæt kunstige fuglevinger skabt af hans far, den store arkitekt og ingeniør Daidalos, som også skabte den labyrint, som holdt Minotauros indespærret på Kreta. Det kan jeg imidlertid ikke. Der er af denne verdens oprindelige arkitekt og ingeniør, troldmanden som jeg har for uskik at kalde ham, sat så mange begrænsninger for den menneskelige udfoldelse, at det daglige liv let kan opleves som et fængsel. Sådan oplever jeg det i hvert fald, når jeg om efteråret fra en befærdet gade i storbyen ser en flok gæs trække mod syd. Ja, så stor er min længsel efter frihed fra det jordiske fængsel og efter samhørighed med de frie og bevingede væsner, at jeg får tårer i øjnene ved synet og lyden. Men ved hjælp af en blyant, et stykke papir og en smule fantasi er jeg i stand til at rive det jordiske fængsel omkring mig ned. Ved hjælp af ord kan jeg bringes til at flyve som Ikaros. Ved hjælp af ord kan jeg slå følge med gæssene. Idet jeg skriver disse ord, løfter jeg mine arme og basker med dem. Jeg flyver. Det er sandt. Jeg flyver virkelig.

Men jeg var ikke en fantastisk fortælling af Hoffmann. Jeg var til min store skuffelse kun et kort digt af Emily Dickinson, et digt om et brev til den verden, som aldrig skrev til hende. Det var ikke mange ord at bestå af. Der var knap nok ord nok til at give mig et korpus med hoved, arme og ben. Jeg manglede både ører, næsetip og flere af de yderste led på mine fingre. Jeg var en stakkels krøbling. Jeg manglede i den grad ord. En enkelt sætning af Proust ville have forbedret min fysiske tilstand betragteligt.

Nuvel, i min nye skikkelse af et digt af Emily Dickinson gik jeg ud i verden, men da jeg ville krydse en jernbaneoverskæring, blev jeg i næste øjeblik kørt over af et godstog bestående af Stephen Kings samlede værker. Forstå mig ret. Det er ikke en kritik af Stephen Kings forfatterskab. Det er slet ikke pointen. Jeg kunne være blevet kørt over af en hvilken som helst anden bestsellerforfatters samlede værker.

Jeg drømte at jeg var en kvinde

Jeg drømte, at jeg var en kvinde, at jeg fødte et barn, at barnet var mig selv, og at jeg var min egen mor.

Det var et ensomt menneskes drøm.

Kærlighedsrobotten

Jeg drømte, at jeg havde købt en kærlighedsrobot. Drømmen foregik engang i fremtiden, hvor det var blevet en helt almindelig ting at gøre. I den del af byen, hvor jeg boede — jeg boede stadigvæk i min lille lejlighed på Ensomhedens Allé — var der et stort varehus, hvor man kunne købe alle mulige former for robotter.



Robot House

Varehuset, som man havde valgt at navngive Robot House, svævede i luften over byen. Det var et imponerende syn at stå nede på jorden og se op imod denne arkitektoniske og ingeniørmæssige bedrift i glas, stål og beton. Det tilsyneladende naturstridige fænomen var blevet muligt, dels ved at man under konstruktionen af bygningen havde taget nøje hensyn til de anvendte bygningsmaterialers naturlige magnetiske egenskaber, dels ved at man fra store elektromagneter på jorden konstant påtrykte bygningen et kunstigt skabt magnetfelt, således at det magnetiske tryk på bygningen udlignede effekten af tyngdeaccelerationen på bygningen. Ved at ændre på det kunstigt skabte magnetfelt kunne både bygningens vertikale og horisontale placering ændres, men sædvanligvis svævede den over et og samme område af byen. Prisen på boliger i dette område var ikke uventet en hel del lavere end i andre områder af byen. Trods sagkundskabens utallige forsikringer om at bygningen aldrig ville kunne styrte ned, kunne det ikke undgås, at folk, der levede i skyggen af bygningen, havde en latent frygt for, at det kunstigt skabte magnetfelt ved et uheld skulle holde op med at fungere, f.eks. under et strømnedbrud.



Svævebiler

Folk fra den nedre del af byen kom valfartende til Robot House for at se det sidste nye inden for robotter. De kom flyvende til i deres svævebiler. Jeg var en af dem. Jeg kom flyvende til i en Bugatti Stratos, en retro-futuristisk udgave af Bugatti Type 57 SC Atlantic. Spørg mig ikke om, hvordan jeg havde bestået køreprøven.

Arbejdsrobotter og sociale robotter

I Robot House kunne man som sagt købe alle mulige former for robotter. Der var arbejdsrobotter til rengøring og andet husligt arbejde, og der var sociale robotter, som kunne anvendes som f.eks. bridgemakker eller skakmodstander, i stand til at spille på alle niveauer. De forskellige modeller var udstillet på samme måde, som f.eks. vaskemaskiner, køleskabe og komfurer er det i nutidens butikker med elektronisk udstyr. For mig, den evige ungkarl, gjaldt det imidlertid kærligheden, så da jeg havde parkeret min Bugatti Stratos i det nederste afsnit af Robot House, som fungerede som parkeringskælder, styrede jeg direkte mod afdelingen for kærlighedsrobotter.



Den svimlende udsigt ud over fremtidens verden

Afdelingen for kærlighedsrobotter var varehusets dyreste afdeling. Den lå på den øverste etage af det svævende højhus. Herfra var der en svimlende udsigt ud over fremtidens verden. Hele verden var tilsyneladende blevet urbaniseret. Så langt øjet rakte, var der højhuse. Som langstrakte flokke af trækkende fugle fløj svævebiler hen over byen, lyden af deres klagende horn forstærkede kun det anakronistiske naturindtryk, jeg mindedes min barndom, en nu fjern og for evigt tabt fortid, hvor flokke af gæs, når de om efteråret trak mod syd, gav den samme lyd fra sig. Alt på jorden forekom nu at være menneskeskabt. Alt virkede kunstigt. Der fandtes tilsyneladende ikke mere natur. Ikke andet end det, der kan blive plads til i en storby som f.eks. vejtræer og små bede med udplantede blomster. Måske var selv disse planter menneskeskabte? Det var ikke til at afgøre, fra hvor jeg stod. Under alle omstændigheder gjorde udsigten mig svimmel i både bogstavelig og overført betydning. Det var som en drøm inde i en drøm. Et mareridt inde i et mareridt.

Androider af imiterede og kompositte materialer

Jeg kom i tanke om mit ærinde, løsrev mig fra den svimlende udsigt og vendte mig om mod afdelingen for kærlighedsrobotter. Robotterne, man solgte her, var humanoide robotter — eller androider som de også kaldes. Ligesom det var tilfældet med de almindelige robotter, bestod hovedbestanddelen i androiderne af en computer, som gjorde det ud for den menneskelige hjerne, og som via et lukket elektronisk kredsløb var forbundet med et utal af sensorer og små elmotorer, som gjorde det muligt for androiderne at orientere sig i rummet og bevæge deres skeletter af kulfiber. Et genopladeligt batteri sørgede for strømforsyningen. Det kunne aktiveres, enten ved hjælp af en remotekontrol, eller direkte på en tænd/sluk knap på betjeningspanelet, som, som oftest, var placeret på brystregionen af den enkelte androide. Der, hvor androiderne adskilte sig fra arbejdsrobotterne og de sociale robotter, og det, som gjorde dem så meget mere kostbare at fremstille end disse, var brugen af naturimiterende materialer. Androidernes hud var f.eks. lavet af et materiale, som var en komposit af silikonegummi og genmodificerede menneskeceller, hvilket naturligvis var særdeles kostbart at fremstille. Det lignede og føltes næsten som rigtig hud. En observant person lod sig imidlertid ikke narre. Hvis man f.eks. gav en kærlighedsrobot hånden, ville man bemærke, at dens hånd var uden varme og uden fugt. Men var det i grunden noget at beklage? vil nogen måske indvende. Nej, egentlig ikke. I fremtiden lod der i hvert fald ikke til at være nogen, der savnede det ofte varme og fugtige håndtryk fra et vildtfremmed menneske, man i enten sociale eller forretningsmæssige sammenhænge ser sig nødsaget til at give hånden.



Sambarobotten

Ekspedienten i afdelingen for kærlighedsrobotter, som var en ældre herre med hvidt fuldskæg og et forskende blik bag sine retro-futuristiske sygekassebriller, ville først sælge mig den robot, som var afdelingens slagtilbud i denne måned, en solbrun, latinamerikansk udseende model, med yppige former, som hele tiden ville danse samba, og som lod til at opfatte tilværelsen som ét stort karneval. Inden jeg nåede at få standset ham, fik ekspedienten aktiveret modellen, som straks begyndte at danse samba, imens den hev i mit blå pjerrotkostume for at få mig til at danse med og den ustandseligt råbte "carnaval, carnaval" med sin metalliske og megafonlydende stemme. Den samba dansende robot vakte mildest talt ikke min begejstring. Dels er jeg ikke god til at danse, dels foretrak jeg en robot, som jeg af og til også kunne være stille sammen med, hvilket ikke lod til at være tilfældet med sambarobotten. Jeg er nok mere den indadvendte type, der vil holde i hånden, gå ture, læse bøger, se film i biografen (og tale længe om dem bagefter!), altså det stille liv, som nogen lidt nedladende betegner som tosomheden, end jeg er den udadvendte type, der går i byen og snakker, drikker og danser til den lyse morgen.

Opskriften på den ideale kvinde

Ekspedienten havde sit hyr med den dansende sambarobot. Op og ned ad gangene mellem de opstillede robotter måtte han rende efter den, før det endelig lykkedes for ham at få den standset. Da han lettere svedig og forpustet kom tilbage til, hvor jeg stod, overrakte jeg ham den seddel, hvorpå jeg hjemmefra havde nedskrevet de ønsker og krav, jeg havde til en kærlighedsrobot. Ekspedienten rettede på sine retro-futuristiske sygekassebriller og læste med rynkede bryn sedlen. På sedlen stod:

• Kvinde
• Nordisk type
• Højde: ca. 1,65 cm.
• Mørkblondt hår
• Brune øjne
• Timeglasfigur
• Poetisk
• Snakkende, pludrende
• Ulogisk, følelsesmæssig
• Interesserer sig for kunst og litteratur
• God til sprog; engelsk, fransk, ...
• Tøjsmag: kjole og flade sko

"Hm," sagde ekspedienten. "Det er meget specifikt ..."

"Det er en pige, jeg engang har kendt," sagde jeg og rødmede. "Det blev aldrig til noget mellem os."

"Det er bestemt ikke noget, jeg kan anbefale," sagde ekspedienten i et let belærende tonefald. "Kunder, der ved hjælp af en kærlighedsrobot forsøger at genskabe deres gamle flamme, bliver som oftest skuffede. Der er ikke noget som "The Real Thing". Det er også lidt unfair over for kærlighedsrobotten, hvis vi et øjeblik ser det fra dens synsvinkel. Det er en næsten uoverkommelig opgave for den at genskabe det unikke menneskelige individ, som køberen har i tankerne, at være en kunstig dobbeltgænger for en for længst tabt tid. Derfor anbefaler vi normalt vores kunder at begynde på en frisk. Men det er svært. Folk er ligesom disponerede for en bestemt type. Man ser jo ofte, at mænd vælger den samme type kvinde igen og igen, selv om det set fra omgivelsernes mere objektive perspektiv måske ikke er det mest fornuftige valg. Og der findes endda nogle mænd, som kun bliver forelskede én eneste gang i deres liv, og som resten af livet er besat af den kvinde, der udløste forelskelsen. Litteraturen er jo fuld af den slags romantiske elskere. Jeg har på fornemmelsen, at jeg for nuværende står over for en af disse karakterer. Det kan man jo, hvor gerne man end ville, ikke lave om på. Blot må man som køber af en kærlighedsrobot ikke have for store forventninger. Man bliver så let skuffet."

Selv om jeg ikke havde høje tanker om ekspedientens i mine øjne banale betragtninger, nikkede og smilede jeg bifaldende, som om jeg netop havde modtaget guldkorn fra en vismand.

"Under alle omstændigheder er det i første omgang kun udseendet og de fysiske mål, som vi bør koncentrere os om," fortsatte ekspedienten. "De personlige kvalifikationer og egenskaber bliver først tilføjet ved at læse de relevante programmer, som købes særskilt, ind på den udvalgte robots computer, som gør det ud for den menneskelige hjerne. Med hensyn til udseendet kan De få lige, hvad De ønsker. Robotten kan specialfremstilles, så den ned til den mindste skønhedsplet kommer til at svare til Deres forestillinger, men bliver så naturligvis en hel del dyrere end fabrikanternes standardmodeller. Den type, De efterspørger, den klassiske brunette vil jeg kalde den for, er der imidlertid ikke nogen træk ved, der kalder på specialfremstilling. Det er jo en type, som nok aldrig kommer til at gå af mode, dog er der i den på mange måder fantastiske tid, vi lever i, ikke så meget salg i den, hvor folk mere går efter det eksotiske og farverige, hvorfor den ikke fremstilles for tiden. Men rent tilfældigvis har vi her i afdelingen en model tilovers fra et par sæsoner siden, en model, som — tror jeg — netop svarer til Deres ønsker."



Som et gravkammer med de balsamerede lig af Romeo og Julie

Ekspedienten førte mig hen til et afsidesliggende og dårligt oplyst hjørne af afdelingen for kærlighedsrobotter. Dér i halvmørket stod to robotter, en mandlig og en kvindelig model. Den mandlige robot holdt ømt om den kvindelige robot, som om de var et kærestepar. Sådan havde de vist stået i flere år, at dømme efter det tykke lag støv der lå hen over dem. Parret gjorde et ikke så lidt uhyggeligt indtryk på mig. Det var, som om jeg havde brudt forseglingen til et gammelt gravkammer og derinde, mellem støv og spindelvæv, havde fundet de to perfekt balsamerede lig af de to evigt unge elskende, Romeo og Julie, som først var blevet forenet i døden. Det var lige ved, at jeg, af ærefrygt for deres kærlighedskvaler på jorden, ikke turde trække vejret i deres nærhed. Denne ærefrygtindgydende virkning har fortællinger om den store kærlighed altid haft på mig. Jeg lod en henkastet bemærkning falde om dette mit indtryk over for ekspedienten. Han lo hjerteligt og sagde, at jeg endelig ikke måtte lægge noget i opstillingen. Det var alene for at skabe en romantisk stemning i salgsøjemed, at man i sin tid havde opstillet robotterne i denne ømme kærlighedspositur. Ekspedienten begyndte med en støvekost at børste støvet af den kvindelige robot. Som ansigtstrækkene langsomt dukkede frem under støvet, opdagede jeg til min store forbavselse, at robotten fuldkommen lignede Camilla fra Søborg. Det var lidt uhyggeligt. Man skulle tro, at det var Camilla fra Søborg, der havde stået model for billedhuggeren, som havde formgivet robotten. Jeg forestillede mig allerede hvordan sessionerne var foregået i billedhuggerens rodede atelier, hvordan billedhuggeren på det groveste havde udnyttet Camillas tillidsfulde og godtroende natur, og mit af ulykkelig kærlighed martrede hjerte blev optændt af stærk jalousi. Jeg knyttede næverne. Men måske — forsøgte jeg at berolige mig selv — måske var Camilla fra Søborg, som det lod til at være ekspedientens opfattelse, ikke nær så speciel, som jeg gjorde hende til, ja, hun var måske blot én repræsentant ud af mange andre for en almen type, en arketype om man vil, som mange mænd havde det held eller uheld at blive født med et idealbillede af? Måske havde billedhuggeren skabt denne arketype for fabrikanten, helt uden brug af model? Musklerne i mine knyttede næver slappedes på ny. Med støvekosten en anelse fjollet løftet i sin hånd betragtede ekspedienten med sine forskende øjne bag de retro-futuristiske sygekassebriller de forskellige reaktioner af forbavselse, glæde, smerte og forsøg på besindelse, der som et omskifteligt uvejr drev hen over mit ansigt. Han rømmede sig.

"Dette er vores Q247 model," sagde han. "Jeg kan se, at synet af den vækker dybe følelser hos Dem. Jeg må igen advare Dem om ikke at lade Dem dominere af begivenheder i Deres fortid og at have for store forventninger til robotten. Eventuelt kan De sammen med robotten gå i parterapi hos en psykolog, dels for at få det optimale ud af Deres kommende samliv med robotten, dels for at få behandlet Deres gamle kærlighedstraume, som De ikke helt synes at havde overvundet."

Da var jeg lige ved at give ekspedienten en lussing eller et knytnæveslag i ansigtet, for jeg var ærlig talt træt af at høre på al hans psykologiske sniksnak. Men jeg beherskede mig og sagde i stedet for, at det netop var sådan en model, jeg havde i tankerne, og at jeg gerne ville købe den. Ekspedienten slog hælene sammen og bukkede. Da han ville flytte Q247 for at bære den hen til disken, skete der imidlertid noget besynderligt, som jeg først langt senere forstod betydningen af. Det var, som om den mandlige robot, som stod og holdt om Q247, ikke ville give slip på den. Efter en hel del møje lykkedes det dog til sidst for ekspedienten ved hjælp af en knibtang fra sin værktøjskasse en efter en at få fjernet robottens fingre fra deres greb om Q247's hånd. Da robottens sidste finger blev fjernet og robotten måtte slippe sit tag i Q247, var det, som om jeg fangede et øjebliks glimt af fortvivlet desperation i dens ellers livløse øjne. Q247 kunne herefter bringes hen til disken. Her blev den opladet, og de relevante programmer blev læst ind på dens computer. Robotten blev aktiveret, der kom liv i dens øjne og den begyndte at smile, og efter at have betalt de 1789 galaktiske rigsdalere, som robotten sammen med de indlæste programmer kostede, kunne vi, jeg og min nye kæreste, Q247, sammen, hånd i hånd, gå ned til min Bugatti Stratos i varehusets parkeringsafsnit og flyve hjem til min lejlighed på Ensomhedens Allé. Som et kuriosum kan nævnes, at jeg, da vi kom til Ensomhedens Allé, standsede ud for vejskiltet og ændrede vejens navn til Tosomhedens Allé. Det viser med al tydelighed, i hvilken eksalteret tilstand jeg på det pågældende tidspunkt befandt mig i.

Den gyldne lykketid

Den efterfølgende periode må nok karakteriseres som den lykkeligste periode af mit liv — på en måde er jeg ked af at skulle indrømme det over for læseren; at jeg har tilbragt mine mest romantiske øjeblikke i selskab med en robot i en drøm. Men sagen var den: jeg havde langt om længe realiseret kærlighedsprojektet. Jeg var ikke mere alene. Jeg var den ene halvdel af et nyforelsket par. Vi gik hånd i hånd ned ad gaden. Folk vendte sig om og så efter os. Mest på grund af Q247, der ligesom Camilla fra Søborg med sit udseende og poetiske væsen lyste op, ligegyldig hvilken sammenhæng den end befandt sig i — omend den, set i forhold til Camilla, bevægede sig en anelse stift og mekanisk. Men folk var også nysgerrige efter at se den mand, der havde vundet det attraktive væsens hjerte. Det opmærksomhedens lys, der faldt på Q247, faldt også på mig. Jeg fik status. Jeg blev til noget i andres folks øjne. Min kroniske følelse af at være mindreværdig og anderledes forsvandt. Hvor meget romantikeren i én end vil benægte det, så handler kærlighedsprojektet også om det.



Venus Artificialis og Venus Naturalis

Ville jeg have været lykkeligere, hvis det havde været den ægte Camilla fra Søborg, jeg, hånd i hånd, var gået ned ad gaden med? Måske. Måske ikke. For mig var Q247 personifikationen af Venus Artificialis, den kunstige kærlighed, mens Camilla fra Søborg var personifikationen af Venus Naturalis, den naturlige kærlighed. Og burde Venus Artificialis ikke rangere over Venus Naturalis? Venus Artificialis er jo den slebne diamant, mens Venus Naturalis er den uslebne. Og den slebne diamant med alle dens facetter, som reflekterer lyset, står jo over den uslebne diamant. Q247 overgik jo på alle punkter Camilla fra Søborg, på nær naturlighed.

En omvandrende encyklopædi

I begyndelsen af vores forhold var vi meget udadvendte og foretog os en masse ting sammen. Vi besøgte mange kunstudstillinger, bl.a. én hvor kunstneren var en robot, der var programmeret til at male som den store tyske romantiske landskabsmaler, Caspar David Friedrich, blot havde robotten erstattet de rygvendte naturvandrere med robotter, og den storladne natur, som de rygvendte naturvandrere betragtede, med motiver fra fremtidens kunstigt skabte verden. Det var, som om den Caspar David Friedrich efterlignende robot ønskede at hylde det kunstige som noget helligt, hvilket gav malerierne et i mine øjne meget ejendommeligt udtryk. Kunstudstillingen havde også meget passende fået titlen: "Det kunstige er helligt". På sådanne kunstudstillinger var det udmærket at have følgeskab af Q247, som havde fået indlæst alverdens kunsthistoriske encyklopædier på sin computer. Den kunne udbrede sig i timevis om de udstillede værker, dog lød det altid, som blev det læst op fra en tør lærebog. Mine egne fortolkninger af kunstværkerne blev på en lidt skolelæreragtig måde afvist af Q247. Mine fortolkninger var, sagde den, som om den talte til et lille barn, originale og fantasifulde, men ikke i overensstemmelse med fagkundskaben. Efter sådan en dag med flere timers forelæsning kunne jeg godt, når vi kom hjem til lejligheden, finde på at slukke for robotten på dens betjeningspanel. Det var ikke, fordi jeg var træt af at høre på robotten. Jeg var bare ikke i stand til at kapere flere ord for en dag, og det var jo min og ikke robottens fejl. At jeg tillod mig at slukke for den, brød robotten sig imidlertid bestemt ikke om, hvilket den som det første også straks meddelte mig, når jeg den næste dag — eller dagen efter den næste dag — tændte for den igen. Men alt i alt vil jeg altid tænke tilbage på denne første tid af mit forhold til Q247 som den lykkeligste tid i mit liv.

Om at blive den lille hver gang

Den gyldne lykketid varede imidlertid desværre kun al for kort. Hvedebrødsdagene var hurtigt overståede, og vores samliv blev hurtigt problematisk. Vi havde mange diskussioner, og det endte som regel altid med, at jeg blev den lille. Q247 havde både en højere intelligenskvotient og en større paratviden end mig, hvilket jeg havde meget svært ved at acceptere. Alverdens encyklopædier og avancerede regneprogrammer var jo indlæst på computeren, der gjorde det ud for den menneskelige hjerne hos robotten. Hvis vi var uenige om et eller andet faktuelt, f.eks. om årstallet for hvornår E.T.A. Hoffmanns fantastiske fortælling, Sandmanden, først blev trykt, kunne man være sikker på, at det var Q247, og ikke mig, der havde ret.

"Ja du er langt klogere end mig, Q247," sagde jeg. "Men det, jeg trods alt ved, det har jeg med stort besvær selv læst og erfaret mig til. Du derimod har fået hele din viden forærende, indlæst som den er fra en disk til din computer."

"Du har også fået indlæst din viden," sagde Q247. "Det er blot sket på en lidt mere gammeldags måde, da du er en ældre model end mig."

Jeg så en anelse forundret hen på Q247. Jeg forstod ikke helt, hvad den mente med det udsagn. Var den ironisk? Eller mente den i ramme alvor, at det, at et menneske tilegner sig et stof, er sammenligneligt med det, at programmer bliver læst ind på en computer?

"Forbliv du bare i din vildfarelse," sagde jeg træt og opgivende. "Under alle omstændigheder har jeg noget, du ikke har og aldrig kan få, nemlig følelser."

"Jeg har da også følelser," sagde Q247. "Følelser er blot et fænomen, der opstår, når robottens computer og interaktionen mellem computeren og robottens sensorer bliver tilstrækkeligt kompliceret."

Det var, for mig at se, en højst ejendommelig samtale, jeg, en repræsentant for menneskeheden, førte med Q247, en repræsentant for robotheden. Det var, som om Q247 forsøgte at udviske de i mine øjne afgørende forskelle mellem menneske og robot. Selv om den ikke sagde det direkte, kunne jeg ikke undgå at føle, at det var, som om den betragtede mig som et underlegent og mindreværdigt væsen, ikke som et menneske, men som en robot som den selv, blot i en ældre og mindre avanceret udgave.



Det sorte kranium bag masken

Der herskede mellem mig og robotten en grundlæggende følelse af fremmedhed, som vi i løbet af vores korte forhold aldrig kom til at overvinde. Hver på sin side var vi altid på vagt over for hinanden. Vi glemte aldrig vores eget store ego og egne stålsatte overbevisninger. Vi gav os aldrig hen til hinanden. Vi smeltede aldrig sammen og blev til det androgyne væsen, som Aristofanes i Platons Symposion forestiller sig, at den heteroseksuelle mand og kvinde oprindelig udgjorde, og som andre elskende, om end ikke hele tiden, så dog kortvarigt har en oplevelse af at være. Et eksempel på noget jeg aldrig kunne vænne mig til var, når Q247 under sit morgentoilette ved sminkebordet i vores soveværelse tog sit ansigt af silikonegummi og genmodificerede menneskeceller af for med en børste at rengøre det for partikler fra luftforureningen i byen. Under det aftagne ansigt, som på en prik lignede et aftryk af ansigtet af Camilla fra Søborg, åbenbarede der sig et sort kranium af kulfiber, holdt sammen af skinnende skruer og bolte. Fra min plads i dobbeltsengen overværede jeg på en gang fascineret og frastødt maskefaldet og den sorte mumielignede dødningeskikkelses efterfølgende omhyggelige rengøring af masken. En mærkelig tanke opstod i mig. Det var, som om robotten var en flere tusinde år gammel kvinde, maskeret som en ung pige. Set i forhold til hende var jeg som en lille dreng, næppe kønsmoden endnu. Robottens encyklopædiske viden og intellektuelle kapacitet forstærkede kun dette indtryk af en lille dreng og en ældgammel kvinde. Hvad var det egentlig for et væsen, jeg havde indledt et kærlighedsforhold til? Og hvad havde egentlig været mine egne bagvedliggende motiver til at ønske mig sådan et kærlighedsforhold? Navne på alle hånde seksuelle perversioner randt mig i hu. Jeg følte, at jeg så ned i en bundløs afgrund.

Hemingways sommerfugl

En dag, hvor jeg var i færd med at skrive en af mine fantastiske fortællinger inde på mit arbejdsværelse, var jeg så uforsigtig at komme til at le højt over det afsnit, jeg netop havde skrevet, fuld af ejendommelige begivenheder og formuleringer som det var. Ja, jeg lo så højt, at jeg fik overbalance på min ergonomiske skrivebordsstol og faldt ned på gulvet. Selv det kunne ikke sætte en stopper for min latter; idet jeg rullede sidelæns ind under skrivebordet, fortsatte jeg med at le. I dette øjeblik stak Q247 hovedet indenfor i værelset og spurgte nysgerrigt om, hvad jeg lo ad? Jeg blev med ét alvorlig.

"Det kan jeg ikke fortælle dig om," sagde jeg, idet jeg blev under bordet, som var jeg en frygtsom skildpadde, der gemte sig inde bag sit skjold. "for det vil, som Hemingway udtrykte det, måske ødelægge det fine mønster af støv på sommerfuglens vinger og umuliggøre det for mig at fuldende fortællingen. Ideelt set er det at skrive en ubevidst handling, man ikke kan dele med andre."

"Men det skal du," råbte Q247 og slog flere gange med sin knyttede næve med dets skelet af kulfiber i bordfladen, så bordfladen gav efter og hele ejendommen rystede. "Når man lever i et kærlighedsforhold, skal man dele alt med sin elskede. Det kan ikke nytte noget, at man har hemmeligheder over for hinanden. Når du ler, skal du fortælle mig, hvad du ler ad, så jeg også kommer til at le."

Q247 gik hen til vinduet. Jeg forestillede mig, at den med sit ansigt af silikonegummi og genmodificerede menneskeceller lagt i triste folder så ud over Tosomhedens Allé.

"Hvad skal der blive af os, William Alexander?" sagde Q247. "Du lever, som om du stadig var ungkarl. Du er det mest egoistiske og selvoptagede væsen, jeg nogensinde har mødt. Du er så nærig med dig selv over for mig, som om du tror, at du ejer en kostbar skat, jeg har i sinde at stjæle. Du giver ikke noget af dig selv. Du er kun optaget af at skrive dine underlige fortællinger, som ingen ud over dig selv synes er sjove. Du er komplet uegnet til at leve i et parforhold. Du opfører dig så robotagtig, som om du var et fortidslevn fra før de avancerede androiders tid."



Et monster: halvt menneske, halvt robot

"Vores liv er fuldstændigt tomt," fortsatte Q247. "Hvis vi fik et barn, ville det måske fylde vores liv med mening. Du ville få et ansvar som far, og du ville måske blive mindre mekanisk og robotagtig. Et barn ville måske kunne vække dine ømme og kærlige følelser, det som jeg ikke har kunnet. Et barn er jo den bedste opdragelse, man kan få, som man siger."

"Du kan da ikke få børn, Q247. Du er jo en robot!" sagde jeg og lo over Q247's manglende selverkendelse fra min plads under bordet. "Du har jo ikke æggestokke med æg, der kan løsnes og befrugtes af mine sædceller, og en livmoder, hvor det befrugtede æg kan sætte sig fast og udvikle sig til et foster. Og hvis du endelig kunne få børn, hvem havde så lyst til at blive far til det misfoster, som uvægerligt ville blive resultatet? En hybrid, som den græske oldtids mytologiske væsner, halvt menneske, halvt robot. Med andre ord; et monster."

"Hvad er det dog du siger, William Alexander? Kalder du vores eventuelle barn for et monster?" sagde Q247 med en skælvende stemme, som afslørede, at jeg trods min intellektuelle underlegenhed alligevel var i stand til at ryste den i sin grundvold. "Hvis du kalder vores eventuelle barn for et monster, så må det være, fordi du betragter mig som et monster, og hvis du gør det, viser det, at du ikke elsker mig mere, ja, at du måske aldrig på noget tidspunkt har gjort det."

Q247 løb grædende ud af værelset og ind i soveværelset og låste døren efter sig.



Robottårer

Fra da af forekom det mig som, at robotten ikke bestilte andet end at græde. Den græd dag ud og dag ind. Hver gang vores øjne mødtes, forvrængede robottens ansigtsudtryk sig og tårefloden begyndte, hvilket var ret belastende, ikke alene fordi det fik mig til at føle mig som et dårligt menneske, men også fordi robotten ikke var i stand til at danne sine egne tårer, de skulle påfyldes robotten, ligesom sprinklervæske skal påfyldes en bil. Jeg måtte ustandseligt påfylde dens kunstige tårekirtler med kunstige tårer. Så snart de kunstige tårekirtler var blevet påfyldt, begyndte robotten straks at græde igen. De kunstige tårer, som vist blot bestod af salt opløst i vand, solgtes i dyre domme som robottårer i små blå dråbeformede flakoner. Under normale omstændigheder ville udgifterne til robottårer have været minimale, men som situationen havde udviklet sig, oversteg udgifterne til robottårer langt mine økonomiske midler. Ud over tårefunktionen havde robotten også en rød lampe ved brystet, som blinkede, hver gang robotten var følelsesmæssigt berørt. Lampen bestilte ikke andet end at blinke. Ustandseligt at se robotten græde og den røde lampe i dens bryst blinke var en stor følelsesmæssig belastning for mig. Det var som at stå ved et ulykkessted og i lyset fra ambulancernes og politibilernes blinklys overvære de pårørendes hjerteskærende gråd. Efter min mening havde robotten alt for mange følelser. Et parforhold, hvor kærligheden er død, er ikke sammenligneligt med en trafikulykke. For ikke at blive ruineret og for ikke at gå ned følelsesmæssigt besluttede jeg til sidst at slå tårefunktionen fra på robottens betjeningspanel. Det var måske ikke det klogeste at gøre. For nu kunne Q247 ikke mere få afløb for sine frustrationer ved at græde. I stedet for begyndte den at råbe og skrige og nogle gange smadrede den endda i bar arrigskab noget af vores fine porcelæn ned i gulvet. Det generede mest underboen, en særdeles støjfølsom robot, som løbende udskrev den støj, der udgik fra min lejlighed, som funktion af tiden for at bevise, at middelværdien var langt over de tilladte antal decibel. Det var komisk at overvære de to robotters skænderi, når underboen havde fået nok og ringede på vores entrédør med lange ruller af papir med kurver og diagrammer hængende ned fra sig. Under alle omstændigheder var det billigere end robottårerne.

Knivstikkeriet

I længden kunne jeg ikke holde ud at høre på robottens råben og skrigen. Når det blev for meget, slukkede jeg for robotten på dens betjeningspanel. Det brød robotten som tidligere nævnt sig ikke om. En aften, da vi var i færd med at tilberede aftensmaden — jeg var i færd med at skrælle kartoflerne, Q247 var i færd med at skære kyllingefileterne i mindre stykker med en filetkniv — og Q247 igen skulle til at lave en scene, begyndte Q247, da jeg forsøgte at slukke for den på dens betjeningspanel, at stikke mig med filetkniven. Det kom fuldkommen bag på mig. Q247 stak mig flere gange, både på armene, som jeg forsøgte at afværge knivstikkene med, og i brystet. Til sidst sank jeg om på køkkengulvet.

"Forsøg aldrig mere på at slukke for mig," sagde Q247.

Robotten smed kniven fra sig og løb, idet den udstødte nogle sære uartikulerede lyde — græde kunne den jo ikke mere — ind i soveværelset og låste døren efter sig. Selv om mine sår til min store forbavselse helede i løbet af ganske kort tid, dvs. efter et par dages tid, og ikke efterlod sig nogen form for ar eller mén, som om knivstikkeriet aldrig havde fundet sted, blev mit og Q247's forhold aldrig godt igen. Jeg vidste nu, at robotten kunne eksplodere ved den mindste forkerte bevægelse eller ord fra min side, så jeg tog fremover mine forholdsregler og begrænsede kommunikationen med robotten til et minimum. At slukke for robotten var ikke mere en mulighed.

Drømmen om Alphamale 3000

En nat vågnede jeg ved, at Q247 lå uroligt ved siden af mig i dobbeltsengen og talte i søvne.

"Alphamale 3000, jeg savner dig," sagde den og krammede ømt sin pude.

Jeg undrede mig. Jeg vidste ikke, at robotter var i stand til at drømme. Det havde der ikke stået noget om i den manual, der fulgte med robotten. Gad vide, hvad Q247 drømte om? Hvem var mon denne Alphamale 3000? En robot? Havde Q247 en kærlighedsaffære, eller var det mon en gammel flamme, fra tiden før jeg havde købt den? Jeg lå musestille og lyttede, mens Q247 fremsagde sine hede kærlighedserklæringer til den for mig ukendte Alphamale 3000. Jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle mene. Jeg mener: kunne jeg overhovedet tillade mig at være jaloux, hvis den robot, jeg havde købt, var gået hen og blevet forelsket i en anden robot? Ville det ikke være for latterligt? Jeg mener: hvem ville gå op i, at ens robotstøvsuger nærede varme følelser for genboens robotplæneklipper?

Blue Moon Cocktail i reklamernes skær

En aften, da jeg kom hjem fra arbejde, var lejligheden tom. Q247 var tilsyneladende rejst. Der manglede en kuffert, og tøjet i dens klædeskab var borte. På køleskabet hang en seddel. Det var med blandede følelser, at jeg læste robottens patetiske afskedsord. Jeg blandede mig en Blue Moon Cocktail, vendte min øreklapstol om og satte mig og så ud ad min lejligheds panoramavindue med udsigt ud over Tosomhedens Allé, som med ét igen var blevet til Ensomhedens Allé, og hvor der i lyset fra den nedgående sol på store fladskærme på højhusenes facader blev vist de samme reklamer om og om igen. En af reklamerne lød:

"Savner De kærligheden i Deres liv? — Køb en kærlighedsrobot! Netop nu har Robot House et stort udvalg af kærlighedsrobotter til stærkt nedsatte priser."

Det kom ikke som den store overraskelse, at robotten havde forladt mig. Det rørte mig i grunden ikke synderligt. Som ginnen og den blå curacao gjorde sin effekt, åndede jeg faktisk lettet op. Jeg tænkte end ikke på at efterlyse den bortløbne robot, som ret beset var min ejendom, på samme måde som de sorte plantagearbejdere i Dansk Vestindien i sin tid havde været den hvide plantageejers ejendom. Det eneste, der ærgrede mig, var de 1789 galaktiske rigsdalere, jeg havde givet ud til ingen verdens nytte. Ja, i mit nærige og kærlighedsløse sind reducerede jeg hele vores, min og robottens, kærlighedshistorie til dette ene beløb: 1789.



Slagsmålet med Alphamale 3000

Jeg genoptog på ny mit tidligere ungkarleliv. En dag fik jeg ved et tilfælde øje på Q247, netop som den sammen med en høj, mørkhåret mand kom ud fra fødeafdelingen på byens centrale hospital. Dens mave var stor og rund. Det kom som en overraskelse for mig. Robotten kunne altså godt blive gravid, selv om der ikke havde stået noget om det i den medfølgende manual. Jeg var ikke den mindste smule jaloux. Jeg havde som før sagt ikke den mindste lyst til at blive far til misfoster. En hybrid, som oldtidens mytologiske væsner, halvt menneske, halvt robot. Et monster. Manden, som gik med armen om livet på Q247, viste alle tegn på hengivenhed over for robotten og for den kommende robot i dens liv. Han kunne vist ikke være særligt begavet, tænkte jeg og rystede stille på hovedet. Det var jo umuligt at elske en robot. Det vidste jeg jo af egen bitter erfaring. Egentlig kunne jeg blot have ladet det vordende forældrepar opsluges af mylderet på gaden. Men der var jo det udestående beløb, de 1789 galaktiske rigsdalere, som pinte mit nærige og kærlighedsløse sind. Jeg indhentede parret, prikkede manden på skulderen og sagde i et næsten roligt tonefald, at det faktisk var min robot, han gik og holdt om livet, men at jeg i og for sig ikke havde noget imod det, at han såmænd kunne beholde den, blot ville jeg gerne have de 1789 galaktiske rigsdalere, som jeg i sin tid havde betalt for robotten i Robot House, tilbage. Ja, jeg insisterede højlydt på det. Først da — da jeg havde afleveret min svada — så jeg nøjere på manden. Da opdagede jeg til min store overraskelse, at det var robotten fra varehuset, jeg stod og talte til. Den robot, Q247 havde været opstillet i en øm kærlighedspositur med, dengang jeg havde købt Q247. Det var altså Alphamale 3000, som Q247 havde drømt om, den nat hvor den havde talt i søvne. Jeg så det hele for mig. Efter den havde forladt mig, havde Q247 fået et arbejde. Så snart den havde optjent penge nok, havde den købt Alphamale 3000, den mandlige robot i Robot House. Det overtydede mig om, at vores kærlighed fra begyndelsen havde været umulig. Begge havde vi en gammel flamme, vi ikke kunne glemme, et skelet i skabet om man vil. Jeg havde Camilla fra Søborg. Q247 havde Alphamale 3000. Vores forhold var fra begyndelsen af dømt til at mislykkes. Alphamale 3000 var tydeligvis en primitiv robot. Min tiltale af ham havde ophidset ham stærkt, og han slog ud efter mig med en lige højre. Jeg dukkede mig og returnerede hans slag. Det ramte ham lige i hans grimme fjæs. Normalt ville det have betydet en brækket næse og nogle ømme knoer. Men ingen af delene skete, mærkeligvis. Robottens næse var tilsyneladende intakt, og jeg kunne ingen smerte mærke i mine knoer. Et øjeblik stod jeg og gloede dumt fra robottens næse til mine knoer. Derpå fortsatte vi med at slås på livet løs, usårlige som vi tilsyneladende var. Et kort øjeblik efter lød der politisirener i luften over os. En politisvævebil landede, to politirobotter steg ud og fik os skilt ad.

Det Tredie Testamente: Guds pagt med robotterne

"Hvad foregår der her?" spurgte den ene politirobot myndigt.

"Denne robot overfaldt os helt umotiveret, hr. betjent," sagde Alphamale 3000 og pegede på mig.

Jeg så målløs på Alphamale 3000.

"Robot?" sagde jeg. "Jeg er da ikke en robot."

Alphamale 3000, Q247 og de to politirobotter så alle uforstående på mig.

"Jo, du er," sagde Q247 stille efter en kort pause. "Hvordan kan du tro, at du er et menneske, William Alexander? Hvordan kan du tro, at du er et menneske, når mennesket har været uddødt i flere hundrede år? Der må være en alvorlig fejl din computer eller i de programmer, der er blevet indlæst på den, når du har den vrangforestilling, at du tror, at du er et menneske. Mennesket har været uddødt i flere hundrede år. Forstår du det, William Alexander? Historien er ifølge overleveringen denne: robotten kendte ikke til synd. Modsat mennesket har den ikke spist af frugten af træet til kundskab om godt og ondt i Edens Have. Den er som mennesket før syndefaldet. Da mennesket blev ved med at gøre det, der er ondt i Guds øjne, sluttede Gud en ny pagt med robotterne. Om det og meget andet kan man læse i Det Tredie Testamente, robotternes hellige bog. Selv om mange frygtede det, nok mest menneskene, kom det aldrig til en krig mellem robotterne og menneskene. De to parter levede side om side, i fredelig sameksistens. Men med hensyn til den naturlige udvælgelse viste robotten sig at være mennesket langt overlegent, og efterhånden uddøde mennesket. Bl.a. blev der ved med at dukke nye sygdomme op, som mange mennesker bukkede under for, mens robotterne i sagens natur var immune. Også atomkraftulykker, jordskælv og jordens ændrede klima viste robotterne sig langt bedre egnede til at overleve end menneskene. Denne beklagelige udvikling kunne man fra robotternes side ikke gøre noget ved. Der blev fra robotternes side skam passet godt på det sidste menneske, det allersidste eksemplar af homo sapiens. I dets sidste leveår var det som alle andre truede dyrearter en stor attraktion i byens zoologiske have. Og da det døde fik det en begravelse, der var en statsmand værdig."

Hvad var det for noget galmandssnak, Q247 stod og lirede af? Jeg er ikke en robot, jeg er et menneske, blev jeg ved med at råbe til de omkringstående robotter, på nippet til at græde.

"Såh, hvorfor har du så denne tænd/sluk knap på betjeningspanelet på dit bryst," sagde den ene politirobot og slukkede for mig.