Marmormanden

Marmormanden

Jeg drømte, at jeg var en surfer i orkanens øje, og at mit navn var skrevet, ikke i vand, men i marmor. Jeg var i ækvilibrium inden i det hulrum, som den brydende bølge dannede om mig som en fødende kvindes livmoder om sit foster. Jeg beundrede med himmelvendte øjne det sakrale rum med de hvælvede vægges gyldne årer. Michelangelo havde fået øje på mig inden i en forvitret blok i stenbruddet, fravalgt af alle andre kunstnere, og havde befriet mig med hammer og mejsel. Det var forår. Skovens vugge blomstrede. Den antikke civilisation var et hjerteslag fra at blive genfødt. Pegasussen foldede sine fjer ud. Det, som menneskene havde på hjertet og på tungen, blev til bevingede ord, selv misforståelser og dumme spørgsmål. Det ulogiske har også en eksistensberettigelse. Jeg var vor tids Diskobolos, det tvivlsomme kompromis mellem Heraklits og Parmenides’ uforenelige verdensbilleder, Goethes frosne musik, eller det sovende barn i det fortryllede slot om man vil.

Jeg vågnede, stiv i lemmerne, lettet over at svedperlerne på panden og regndråberne på ruden var af vand.

Et inkohærent univers

Et inkohærent univers

Der hænger et billede i ungkarlens dagligstue. Den drillesyge kunstner har bevidst valgt seks tilfældige objekter – en statue af en diskoskaster, et bjerg med sne på toppen, en flamingo, en spiralgalakse, Månen og en trompet – og har placeret dem i en ørken. De udgør tilsammen et lille, lukket univers. Et inkohærent univers. Der er tilsyneladende ingen sammenhæng, hverken mellem objekterne eller mellem objekterne og det omgivende rum, men alligevel arbejder ungkarlens hjerne på højtryk for at finde en sammenhæng. Hvad er for eksempel forbindelsen mellem flamingoen og trompeten? Eller spiralgalaksen og ørkenen? Det kan selv Ødipus, som løste Sfinksens gåde, ikke finde ud af, for det er en gåde uden løsning. Ungkarlens hjerne bliver fanget i et negativt tankeloop, som dræner ham for energi. Han beslutter sig for at gå en tur for at adsprede tankerne, men da han kommer tilbage til huset, får han som det første øje på billedet og begynder igen at gruble over dets mening.

Det mærkelige er ikke, at der ikke er nogen mening med livet. Det mærkelige er, at vi forsøger at finde en mening, og at vi – alt efter temperament – bliver fortvivlede eller sorgfulde, når vi ikke kan finde den. Hvor kommer den længsel efter mening fra? Er den plantet i vores sind af Gud? Eller er den et produkt af evolutionen? De individer, som finder en mening med livet – om end det er en illusion – vil fuld af overbevisning formere sig og blive talrige som stjernerne på himlen. De fandt en mening i et tilsyneladende meningsløst univers.