 |
| Et inkohærent univers |
Der hænger et billede i ungkarlens
dagligstue. Den drillesyge kunstner har bevidst valgt seks tilfældige objekter
– en statue af en diskoskaster, et bjerg med sne på toppen, en flamingo, en
spiralgalakse, Månen og en trompet – og har placeret dem i en ørken. De udgør
tilsammen et lille, lukket univers. Et inkohærent univers. Der er
tilsyneladende ingen sammenhæng, hverken mellem objekterne eller mellem
objekterne og det omgivende rum, men alligevel arbejder ungkarlens hjerne på
højtryk for at finde en sammenhæng. Hvad er for eksempel forbindelsen mellem
flamingoen og trompeten? Eller spiralgalaksen og ørkenen? Det kan selv Ødipus,
som løste Sfinksens gåde, ikke finde ud af, for det er en gåde uden løsning.
Ungkarlens hjerne bliver fanget i et negativt tankeloop, som dræner ham for
energi. Han beslutter sig for at gå en tur for at adsprede tankerne, men da han
kommer tilbage til huset, får han som det første øje på billedet og begynder
igen at gruble over dets mening.
Det mærkelige er ikke, at der ikke
er nogen mening med livet. Det mærkelige er, at vi forsøger at finde en mening,
og at vi – alt efter temperament – bliver fortvivlede eller sorgfulde, når vi
ikke kan finde den. Hvor kommer den længsel efter mening fra? Er den plantet i
vores sind af Gud? Eller er den et produkt af evolutionen? De individer, som
finder en mening med livet – om end det er en illusion – vil fuld af
overbevisning formere sig og blive talrige som stjernerne på himlen. De fandt
en mening i et tilsyneladende meningsløst univers.
