Himlens fugle i menneskets indre

Kirkefaderen Origenes

Jeg drømte, at jeg gik og talte med kirkefaderen Origenes. I drømme kan man tale med hvem som helst, både ens afdøde slægtninge og, som her, en historisk person, som ved liv og gerning har sat sit uudslettelige spor på menneskehedens historie. Jeg tror, at gæsterne fra fortiden fungerer som en slags spirituelle vejledere for en, hvilket også lader til at stemme overens med, at de gerne befolker ens drømme i de perioder af ens liv, hvor man på sin pilgrimsvandring gennem livet er på vildspor. Ikke at der er noget i vejen med at være på vildspor. Alle de blindgyder, man har været nede i, skal såmænd nok i sidste ende vise sig også at have bidraget til ens oplysning.

Det var hen imod aften. Origenes og jeg så op mod himlen, hvor ænder og gæs som sorte silhouetter fløj i retning mod den nedgående sol.

”Du må forstå, Månesøn,” sagde Origenes, ”at også inden i dig er himlens fugle. Du skal ikke forundres over, at jeg siger, at disse ting er i dig selv. Forstå, at også du udgør en hel lille verden. Inden i dig er også solen og månen og alle stjernerne.”

”Det lyder smukt,” sagde jeg. ”Jeg har selv været inde på noget lignende i et indlæg, hvor jeg på baggrund af et citat fra John Fowles’ roman Troldmanden hævdede, at det enkelte menneskes bevidsthed i sig selv udgør et univers.

For mig at se består verden af mange verdner (1). Som minimum er der to: Det indre og det ydre.

For rationalisten er der kun én verden og kun én mulig tydning af den, i hvert fald hvis man er rationalist af den positivistiske og scientistiske slags, som har fået en ejendommelig revival hos både lærde og ulærde i begyndelsen af det nye årtusinde. Det kan ikke være andet end en reduktion, når man betænker hvor få kendsgerninger der er, men hvor mange mulige fortolkninger af disse få kendsgerninger der til gengæld er. Denne træfældning i fortolkningernes skov, indtil et og kun et træ, de sørgelige realiteters træ, står tilbage, kan gøre os springaber, som holder til i trækronerne i fortolkningernes skov, rigtig kede af det. Ham for hvem der kun er én verden, han er som en blind, der mener, at de former og farver, den seende sanser, kun er en illusion. Jeg alluderer her til H.G. Wells’ The Country of the Blind.

Under alle omstændigheder foretrækker jeg klart din vision af det indre frem for Freuds.”



Sigmund Freud som Jack the Ripper

Da jeg havde udtalt disse ord, forandrede landskabet sig. Jeg gik nu en sen aftentime i Whitechapel kvarteret i nittenhundredetallets London, og manden, som gik ved min side, var ikke mere Origenes, men Sigmund Freud, psykoanalysens far.

”For dig er menneskets indre et mørkt sted,” sagde jeg. ”I din verden er seksualiteten konge. På samme måde som Gud i sit rige har forstødt Satan til den frosne sø i bunden af helvedesskakten, har overjeget i din personlighedsmodel forstødt seksualiteten til bunden af ægget, det ubevidste. Du burde egentlig skamme dig. Du har gjort menneskets indre, som i Origenes’ vision var noget smukt, til noget dæmonisk.

I ens indre London, i de mørke og smogbefængte gyder lister Jack the Ripper sig af sted med erigeret kniv og nyslebet lem, eller også er det omvendt. Du har jo overtaget alkymisternes signaturlære, så intet er, hvad det giver sig ud for at være, men kun hvad det minder dig om, og da alle genstande enten er konvekse eller konkave, så er alle ting enten symboler på det mandlige kønsorgan eller det kvindelige kønsorgan. For mig at se viser det, at din teori om menneskets indre er gennemsyret af, at den er konciperet i Victoriatidens skygge. Måske havde den en berettigelse i din samtid, med frustrerede mænd og kvinder, som levede i uforløste ægteskaber, og som opdrog deres børn til at gentage deres egne fejl endnu engang, men for os, der lever i en anden og mere frigjort tid, virker den alt for dyster. Det virker meget mere berigende at betragte det indre som et univers i lighed med det ydre, fyldt med natur og uden et alstyrende dæmonisk princip.”

Freud ville sige noget, men i det samme indtraf disse på hinanden følgende begivenheder næsten samtidigt: Der lød et fortvivlet kvindeskrig, og en mørk maskeret skikkelse kom løbende hen imod os. Idet han passerede os, fremviste han som i triumf en kvindes blodige indvolde. Idet han gjorde det, faldt hans maskering, og jeg så, at den flygtende mand havde nøjagtig de samme ansigtstræk som Sigmund Freud. Enten var han Freud, eller også var han hans dobbeltgænger.

Jeg vendte mig forundret mod den mand, som jeg troede gik ved min side, og som jeg troede var Freud, men ved siden af mig gik ikke mere Freud, men de fem kanoniske ofre for Jack the Ripper, de skændede lig af de fattige prostituerede uden organer. Hvilket skræmmende syn.

Samtale med Von O om drømmen

”Jeg er dybt forundret over dit lave niveau, William Alexander Månesøn,” sagde Von O, da jeg efterfølgende fortalte ham om drømmen. ”Vil du i ramme alvor påstå, at Sigmund Freud er identisk med den afstumpede seriemorder, som offentligheden døbte Jack the Ripper, og som ikke alene misbrugte og dræbte sine ofre, stakkels fattige prostituerede, men også skamferede deres lig ved at fjerne deres organer?”

”Nej,” sagde jeg, ”men jeg synes, hvis jeg skal være ærlig, at Freuds tankeverden er grotesk. Han er en slags arvtager til E.T.A. Hoffmann, hvilket han også viser i sit essay om det uhyggelige (Das Unheimliche) ved at fortolke (og misfortolke!) Hoffmanns fantastiske fortælling Sandmanden. Den jordbundne og snusfornuftige Claras analyse af Nathanael på baggrund af hans traumatiske barndomsoplevelse (afsnittet om den dunkle magt i hendes brev til Nathanael) er jo en slags forstadie til Freuds psykoanalyse og må have været en stor inspirationskilde for Freud. Dog har Freud slet ikke den hoffmannske ånds letbevægelighed, uro og flyvskhed. Nej, han kan sidde i timevis og pille i det sår, som han efter lang tids søgen på et ellers sundt menneske endelig har fundet.

Mordene i London foregik i 1888. Freud var på dette tidspunkt 32 år gammel (2) og var i færd med at eksperimentere med hypnose på sine patienter. Han har selv udtalt de berømte ord, at jeget ikke er herre i eget hus. Gælder det ikke også for ham selv? Havde han ikke også en mørk side af sit væsen, som han forsøgte at fortrænge, men som ikke for altid lod sig fortrænge og i jegets svaghedsperioder blev herren i det freudske jeghus? Kan han eksempelvis ikke have hypnotiseret sine nære omgivelser til at tro, at han befandt sig sammen med dem i Wien, mens han i virkeligheden opholdt sig i London?”

”Nu er du virkelig langt ude, William Alexander Månesøn,” sagde Von O. ”Jeg synes, at du på en endog meget ubehagelig måde forsøger at mistænkeliggøre en af videnskabens helt store skikkelser.”

”Men det var slet ikke min hensigt,” sagde jeg. ”Mit ærinde var egentlig slet ikke Freud, men kirkefaderen Origenes’ smukke opfattelse af menneskets indre. Årsagen til, at min drøm bragte Freud på bane, var vel blot for at bruge hans mørke vision af menneskets indre som en kontrast til Origenes’ lyse. Måske skulle jeg blot have fortalt begyndelsen af drømmen og udeladt optrinnet med Sigmund Freud og Jack the Ripper i Whitechapel kvarteret?



Digtet om de indre og ydre fugle

Lad mig da genformulere min oprindelige tanke med dette digt i Origenes’ ånd:

Der findes to slags fugle. De ydre fugle og de indre fugle. De synger med det samme næb, men ikke den samme sang. De ydre fugle synger om sig selv. Her bor jeg, og her klækkes æggene med mine gener, lyder det enkle omkvæd som regel. De indre fugle synger om mennesket, den papirtynde væg mellem de indre og de ydre fugles verdner, og det er straks et mere kompliceret musikalsk værk. De indre og de ydre fugles verdner er to sider af samme hemmelighed. Mennesket er et möbiusbånd.

Det er da uskyldigt. Kan du godtage det, Von O?”

”Nej,” sagde Von O, ”Jeg synes, at du med denne fortælling er meget langt ude. Jeg er meget vred nu. Mit sangvinske blod med dets koleriske accenter bruser som Niagara Falls i mine årer. Jeg er som en kedel, hvis tud fløjter det høje C, til alt krystal i verden splintres. Jeg er som kontinentalpladernes tektoniske bevægelser inden den tsunami, som blev den atlantiske civilisations undergang. Jeg er som – ja, nu kan jeg ikke finde på mere, men du skal vide, at jeg er meget forarget over dine kætterske tanker om den moderne videnskabs forestillinger om menneskets indre.”

1. Her lyder jeg som Giordano Bruno, vil nogen måske hævde, men det er ikke i hans brændende fodspor, jeg ønsker at gå. Hans mange verdner er langt borte og endnu uopdagede. Mine mange verdner begynder allerede i de nære omgivelser. En bog, et friskpresset glas juice og et menneske kan hver især udgøre et univers.

2. Sigmund Freud, 6.5. 1856 – 23.9.1939

Ide kontra fortælling

WILLIAM ALEXANDER MÅNESØN

Bygger vores samfund på ideer eller fortællinger?

VON O

På fortællinger!

WILLIAM ALEXANDER MÅNESØN

Kan du uddybe det?

VON O

Følg vejen tilbage, William Alexander. Den stenede vej. Vejen ad hvilken vi er kommet, fra det ikke så forjættede land¹, gennem ørkener og delte vande, over bjerge med dybe slugter, helt tilbage til Bibelens værdietablerende fortællinger. Og lad åndelige kæmper som Northrop Frye og Giambattista Vico være dine vejvisere. Da vil skællene falde fra dine øjne, og du vil se alt i middagssolens klare lys.

Vores samfund har en og kun en grundfortælling. Men alt efter hvilken synsvinkel man vælger at anlægge, fremtræder den som mange på overfladen forskellige fortællinger.

En af fortællingerne er historien om en mor og hendes barn. Alle, der har overværet en fødsel, ved, at børn kommer til verden bærende på et indre lys. Så vær god mod de små børn! Sluk ikke det i nogle tilfælde svage lys, der brænder i dem. Men barnet i vores historie var noget særligt. Dets lys var stærkere end alle andres. Men ak, barnet var født til lidelse. For menneskene elskede mørket og hadede lyset. Man gjorde barnet fortræd. Stakkels mor! Og stakkels barn! Historien om denne mor og hendes barn er en historie, de fleste af os kan spejle os i. For alle kommer vi til verden medbringende nogle talenter eller gaver, men det er ikke altid, at vores liv former sig, som vi og vores mødre kunne ønske os det. Og hvis man er en af de få udvalgte, for hvem skæbnen kun består af idel lykke (findes de mon forresten?), så er der jo altid den gode gamle død at komme overens med, den, som står og venter på én med sin tilsyneladende drømmeløse søvn.

En anden af fortællingerne er historien om den tomme grav. Den tomme grav! Den og ikke korset er vores tros sande emblem. Vores Gud er, som Pascal bemærker det, et væsen, der skjuler sig. Deus absconditus. Den skjulte Gud.² Han viser sit nærvær gennem et tilsyneladende fravær. Nærvær gennem fravær! Det lyder paradoksalt, og det er det vel også. Men hvis Gud var en realitet, hvis Han stod ved siden af dig og altid kom dig til undsætning, så var det ikke dit eget liv, ja, så var det slet ikke et liv. Nu er vilkårene, at han tilsyneladende ikke er her. Men hans tilsyneladende fravær, den tomme grav, vækker en længsel i dit bryst, skaber et modbillede i dit sind. Han er ikke død. Han gik forud for dig og overvandt døden for dig. Hans rige er ikke af denne verden, men skinner ind i vores. Dér skal du en dag møde Ham, den med længsel ventede, igen. Den tomme grav! For den som ikke tror, er der kun tomhed. For den som tror, er døden overvundet.

Den gennemsnitlige borger er måske ikke bevidst om dette. Man kan sagtens være borger i dette samfund uden at være en repræsentant for disse fortællinger. Nogle vil måske endda i raseri fraskrive sig enhver relation til dem. Men deres protest er skrevet i vand. Det er kun krusninger på havets overflade.

Sandheden er, at det er de færreste af os, der på stående fod kan redegøre for vores samfunds idegrundlag, men de fleste af os bærer i hjertet fortællinger som lignelsen om den fortabte søn eller lignelsen om den barmhjertige samaritaner. Hvis ikke bevidst, så ubevidst da.

Og disse små fortællinger er fragmenter af den store fortælling om os alle sammen. Så lad os vedblive med at fortælle dem, mens vi bevæger os fremad mod nye mål ad vejen ad hvilken.

JONAS BJERG

Du vrøvler, Von O. Vores samfund bygger på ideer. Ideerne udmønter vi i love. Og overtræder du disse love, så kommer du fandeme i fængsel, ligegyldig hvilken ammestuehistorie du end fortæller dommeren. Hammeren falder, Von O! Hammeren falder!

VON O

Ja, hammeren falder. Man kan sagtens spærre Peter inde i sine ideers mørke fængsel, men fortællingerne vil i sidste ende som en lysende engel altid komme ham til undsætning og befri ham.³

Det er rigtigt at ideerne afstikker rammerne for vores samfund, og at de derved har en præserverende funktion, men det er fortællingerne, vores indbildningsevne, vores evne til at fortælle dem, der er det dynamiske element, den ånd, som inden for rammerne — men nogle gange også uden for rammerne, når fortællingerne sprænger dem — skaber fremtiden.

De fleste ideer har ingen eller næsten ingen fortælling. Lad os tage et eksempel. Nu plejer jeg som regel at gøre nar ad socialismen. Nuvel, lad mig så denne gang benytte liberalismen som eksempel. Hvad er liberalismens fortælling? — Det er historien om en landsby, hvor der kun er en slagter. Slagteren har kronede dage. Men landsbyens beboere er sure. Slagterens kød er for dyrt og gennemgående af dårlig kvalitet. En dag kommer der en ny slagter til byen. Hans priser er lavere, og hans kød er gennemgående af højere kvalitet. Landsbyens beboere begynder nu at købe deres kød hos ham. Det får den gamle slagters indtjening til at falde og tvinger ham til at sætte sine priser ned og højne kvaliteten af sit kød. Den gamle slagters kronede dage er ovre, men landsbyens beboere er glade. Moralen er, at konkurrence er godt for et samfund. Det er liberalismens fortælling. Men er det en god historie? Betyder den noget for dig, det enkelte menneske? Er det den fortælling, du vil fortælle dine børn og børnebørn, når de er forsamlet om dit dødsleje? Nej, vel?

CAMILLA FRA SØBORG

Jeg synes, at det er en god historie. Det er jo handlingen i Tv-serien Matador.

VON O

Matador! Nu skal du ikke blande dig, dit fjollede pigebarn, når de voksne taler om alvorlige emner.

Og til dig William Alexander Månesøn; i stedet for at skrive denne ligegyldige samtale ned, så fortæl os en af de dødes fortællinger eller en af dine egne.

WILLIAM ALEXANDER MÅNESØN

Det er lettere sagt end gjort, Von O.

Det ovenstående billede er et udsnit af en af Rafaels freskoer i de såkaldte Stanze di Raffaello i Det Apostolske Palads i Vatikanet. Den gengiver Peters befrielse fra fængslet, som den bliver skildret i Apostlenes Gerninger kap. 12. Men som det fremgår af den ovenstående samtale, tolker Von O denne episode allegorisk, nemlig som fortællingens frisættelse af mennesket i ideernes fængsel, idet englen repræsenterer fortællingen, Peter det enkelte menneske, og fængslet ideerne. Konkret kan ideerne her identificeres med idegrundlaget for det imperialistiske og brutale romerrige, og de love, regler og bud, domme og straffe, som den gamle tro udgøres af, og som fortællingerne i Det Nye Testamente med deres budskab om kærlighed er et opgør med.

Endelig kan man ifølge Von O også se billedet som et spændende modbillede til Platons hulelignelse, men det vil blive for omfattende at komme ind på her.

1. Med det ikke så forjættede land mener Von O tilsyneladende det moderne samfund.

2. Pascal: Pensées, nr. 427.

3. Von O refererer her tilsyneladende til Apostlenes Gerninger kapitel 12.

Virkeligheden har ingen handling

"Virkeligheden har ingen handling," sagde jeg en dag til Von O. "Den begynder historier, men fuldender dem ikke."

"Det postulat forekommer mig temmelig abstrakt og uklart," sagde Von O. "Konkretisér. Kom med et eksempel."

"Tja," sagde jeg. "Man møder en pige. Man forelsker sig i hende. Man tror, at hun skal blive ens livs kærlighed. Og sådan ville det også være gået, hvis det havde været en film i feel-good-genren. Men i virkeligheden, den grumme, afviser hun ens følelser, og med et fingerknips er hun ude af ens liv, ja, det er, som om hun aldrig har eksisteret, og som om man har indbildt sig det hele."

"Ja, den historie ... eller mangel på historie har taget hårdt på dig, William Alexander," sagde Von O. "Det er vi alle vist efterhånden klar over. Men du tager fejl. Der er i allerhøjeste grad en handling i dit liv. Det er faktisk min funktion i dit liv at gøre opmærksom på det. Som barn snublede du og faldt ned fra månen. Og efterfølgende har du tilbragt din ungdom hernede i menneskenes ufuldkomne verden. Men en dag vil du vende tilbage til månen. Dér skal du udkæmpe en drabelig kamp med en af universets allerstørste skurke, ham, der har sat sig uretmæssigt på din slægts trone. Den kamp vil ikke komme til at savne spænding, og den vil have den gavnlige effekt, at du udvikler dig som menneske. Dit livs handling består altså af først et fald og derpå en oprejsning. Det er en arketypisk handling. Behøver jeg at minde dig om, at det, blot i en langt større og guddommelig målestok, også er handlingen i den største fortælling af alle, nemlig den om Guds søn?"

"Tja," sagde jeg, "du har nok ret, Von O, men ..."

"Selvfølgelig har jeg det," sagde Von O. "Og hvad angår Camilla fra Søborg, så var hun af en alt for jordbunden karakter. Hun var som en myre kun optaget af sit lille horisontale jordeliv. Fordi hun ikke kan rumme den tredie dimension, den vertikale, og fordi du netop kommer fra den, fordi du er faldet ned fra månen, kunne hun slet ikke rumme dig. Kvinden i dit liv må være et mere rummeligt menneske, et menneske, der har blik for himlen med dens utal af stjerner, planeter og måner. Måske kommer hun slet ikke fra jorden, men fra stjernerne. Hvem ved, måske vil du en dag møde en prinsesse fra Alpha Centauri. Hun vil være klædt i et lyserødt pjerrot-kostume og ligesom dig have en klovnenæse, om end lidt kønnere. Set i lyset af hende vil mindet om Camilla fra Søborg blegne."

"Tja," sagde jeg, "du har nok ret, Von O, men hvad med andre mennesker? Hvad med handlingen i deres liv? De fleste mennesker står op, spiser morgenmad, går på arbejde, spiser frokost, taler om intetsigende ting med en kollega, fortsætter arbejdet, tager hjem, spiser aftensmad, går i seng. Og næste dag begynder det hele forfra. Same shit, different day, som man siger, hvis man bor i USA og er grov i munden. Hvis det var en film, ville publikum for længst være udvandret. Og så er jeg tilbage ved mit udgangspunkt; virkeligheden har ingen handling. Eller i modereret form; for de fleste mennesker har virkeligheden ingen handling."

"Det er ikke sandt, William Alexander," sagde Von O. "Der er en handling i ethvert menneskes liv. Du skal blot se godt efter. Hvis du ikke kan se det, så er det, fordi du er ufølsom. Og så egner du dig bestemt ikke til at være forfatter. En forfatters opgave er netop have blik for de til tider næsten usynlige skæbne- eller fortælletråde, der er i ethvert menneskes liv. Hvordan definerer du i øvrigt handling?"

"Jeg definerer handling," sagde jeg, "som et forløb af begivenheder, der har en forvandlende effekt på en person eller en kreds af personer."

"Og her er det er vigtigt at bemærke, at begivenhederne skal komme udefra. Personen kan ikke selv skabe handlingen. Den er at sammenligne med et meteorologisk fænomen. Eller med Guds indgriben, hvis man ser det ud fra et religiøst perspektiv. Det nytter altså ikke noget at tage på en verdensomrejse og se pyramiderne i Giza, Taj Mahal og Den Kinesiske Mur. Det skaber ikke nogen handling i ens liv. Den rejsende er blot en tilskuer til skiftende scener uden indre sammenhæng, ud over den Baedekers eller Michelinguiden har opstillet. Man kan ikke være sit eget livs forfatter. Jeg gentager: man kan ikke være sit eget livs forfatter. Lige så lidt som man kan være sin egen lykkes smed."

"Derfor vil jeg fastholde, at virkeligheden ikke har nogen handling, og at en forfatters opgave er såre svær. Handlingen findes ikke. Den er ikke til stede i den virkelige verden, i modsætning til et motiv for et billede, som kun ligger og venter på, at en fotograf skal komme forbi og trykke på sit kameras udløser. Nej, forfatterens opgave er langt sværere. Han må selv opfinde handlingen. Dvs. kæde enkeltstående begivenheder sammen og skabe en indre sammenhæng imellem dem. Og allerede dér er hans fortælling blevet urealistisk. Derfor er det nødvendigt, at en forfatter har en høj grad af etik mht. de begivenheder, han udtænker, og at han har stor medfølelse for de personer, som han udsætter for disse begivenheder. Ellers falder han let i den mekaniske fantasis klichéfyldte afgrund og bliver en gemen løgner."

"Du tager ganske fejl," sagde Von O med begyndende vrede i stemmen. "Lad mig fortælle dig en historie fra det virkelige liv. Og han begyndte at fortælle om et helt almindeligt menneskes helt almindelige liv, heroisk insisterende på at det var fuldt af handling. Jeg vil imidlertid slutte her. Teksten er allerede blevet for lang.

Von O's rejse til Argleton

Den gode Von O har tilsyneladende været på en kortere rejse til England. Det fortalte han, da jeg kort talte med ham i dag. Jeg spurgte ham om, hvor i England han havde været.

"I Argleton," svarede han, "en lille by, der ligger cirka 50 kilometer vest for Manchester."

"I Argleton?" sagde jeg. "Det kan ikke passe, Von O. Argleton er en fiktiv by, der kun optræder på Google Maps. Det har jeg netop læst på nettet."

Det kunne Von O slet ikke forstå, for han havde boet i byen i flere dage hos en ældre kvinde, der havde et lille hyggeligt hus med Bed and Breakfast. Og han havde været på pub, drukket lunkent øl og spist fish 'n' chips. Aldrig havde han fået så god en fish 'n' chips, som den man serverer i Argleton. Han havde desuden haft flere interessante samtaler med byens indbyggere. (Von O taler ifølge ham selv et fremragende engelsk. Hans sætninger er som taget ud af et Shakespeare skuespil).

Jeg foreslog Von O, at han skrev en lille artikel om sine oplevelser i Argleton. Det ville han bestemt gøre, sagde han. Den vil blive en øjenåbner for alle de mennesker, der som du, William Alexander Månesøn, bruger al for megen tid på nettet.

Ovenstående noget kornede fotografi skulle ifølge Von O gengive byen Argleton. Bemærk kirken i midten af billedet, i typisk normannisk stil. Som et maleri af Constable.

Virkeligheden er borgerlig

"Virkeligheden er borgerlig," sagde Von O, da vi et efterår skød genvej gennem den skovagtige park, der ligger i nærheden af min lejlighed.

"Tag f.eks. det egern dér," sagde han og pegede med sin stok på et egern, som var i færd med at samle agern og nedgrave dem i små huller i en af parkens græsplæner, som et forråd til den forestående vinter.

"Se, hvordan det rager til sig. Se, hvordan det hamstrer. Det samler langt flere agern, end det har brug for. Til foråret vil der i denne plæne, op fra de agern, det af agern stopfyldte egern i vinterens forløb glemte at få gravet op, skyde en hel masse små, nye egetræer."

"Det var agern, et andet knap så foretagsomt egern eller en lille, fattig mus kunne have fået glæde af. De to kommer til at sulte denne vinter, ja, måske dø. Men det blæser vores fine ven egern på. Det skænker ikke andre levende væsner en tanke. Det tænker kun på sig selv."

"En kapitalist af værste skuffe fristes man til at sige, selv om vi her ikke taler om penge, men naturalier, og at bestanden af egern som sådan ikke kan siges at udgøre et samfund, der er sammenligneligt med menneskenes."

"Det viser imidlertid med al tydelighed, hvordan naturen er. Alle levende væsner søger deres eget. Alle er sig selv nærmest. Det gælder også mennesket. For hvad er det, det enkelte menneske ønsker sig af tilværelsen ud over det mest grundlæggende: at overleve, dvs. at slukke sin tørst og stille sin sult? Svaret er enkelt: et arbejde, en kone og nogle børn, et hus, en bil, fritid, rejser, oplevelser og sidst, men ikke mindst: en tæt, stedsegrøn hæk rundt om huset, så han ikke kan se sine grimme naboer."

"Andre menneskers ve og vel er han bedøvende ligeglad med. Det gælder også dem, man kalder de svage. Han ville selvfølgelig ikke bryde sig om at leve i et samfund, hvor de var henvist til et liv på gaden. Han kunne jo risikere at skulle skræve hen over dem og at skulle indånde den fæle stank, der udgik fra dem. Derfor er det på sæt og vis med glæde, at han betaler sin skat, for at staten kan tage sig af de svage. Så bliver han selv fri for at have med dem at gøre."

"Ja, virkeligheden er borgerlig. Det er det, de venstreorienterede med deres tilsyneladende altruistiske ideologi er oppe imod. Derfor må de altid omfortolke eller omskrive virkeligheden for at få den til at svare til deres teorier. Et af de værste eksempler på dette er det marxistiske begreb falsk bevidsthed, som Karl Marx og Friedrich Engels opfandt, da de opdagede, at deres tanker ikke vakte genklang i den brede befolkning, dvs. det at det enkelte menneske i et samfund med en herskende borgerlig ideologi ikke selv ved, at det er undertrykt, at det er ulykkeligt. Det enkelte menneske må derfor i den socialistiske optik først bevidstgøres eller opdrages, om man vil, før han får den rette socialistiske tro."

"Det var derfor, at der i forbindelse med studenteroprøret i 1968 var nogle studerende, der opgav deres studium og i stedet for tog ufaglært arbejde på fabrikker. De ville ud og bevidstgøre arbejderne om, hvem de var, og hvad deres opgave burde være her i livet: at omstyrte det borgerlige samfund og at opbygge et socialistisk. Men de blev kun mødt med let hovedrysten ude på arbejdspladserne. For magen til arrogant opførsel skal man lede længe efter. Og hvem ønsker for øvrigt at leve i et stort kollektiv, hvor det er fællesskabet eller, som det efter lidt tid altid ender med at blive, en eller anden mini-Stalin, der bestemmer, hvad man skal tænke og føle? — Ingen, ud over mini-Stalin og hans menighed af nyttige idioter, selvfølgelig."

"Hvorfor holder du dig for ørerne, William Alexander?" spurgte Von O.

"Fordi du nogle gange er en pestilens at høre på, Von O," sagde jeg.

"Hvorfor? Fordi jeg siger sandheden?" spurgte Von O.

"Nej, fordi du kaster mudder på en hel generation af mennesker, som af et ærligt hjerte har troet på socialismen," sagde jeg. "Det er ikke pænt gjort af dig. Du har for resten ikke ret i din påstand om, at egoisme skulle være det styrende princip i naturen. Der findes mange dyr, der hjælper hinanden, f.eks. myrerne."

"Sammenligner du mennesket med et insekt, William Alexander?" sagde Von O. "Så er du helt på linie med de socialistiske diktatorer Josef Stalin og Mao Tse-tung, jævnfør deres måde at behandle deres respektive befolkninger på."

...

Her vil jeg fade ud af vores diskussion, som varede godt en time længere.

Det ovenstående billede, jeg har valgt at illustrere Von O's ord med, er en gengivelse af en relativ kendt akvarel forestillende to egern. Den tilskrives normalt den tyske renæssancekunstner Albrecht Dürer, da den bærer hans karakteristiske signatur (med årstallet 1512), hvor a'et er udformet som er døråbning (navnet Dürer, der på tysk alluderer til ordet dør, må siges at være velvalgt for en visionær kunstner, hvis træsnit i serien Apokalypsen til fulde lever op til digteren, kunstneren og mystikeren William Blakes betegnelse the doors of perception). Min ven Jonas Bjerg, der er kunsthistoriker, betvivler imidlertid denne tilskrivning, da akvarellen af de to egern ikke har helt den samme mesterlige udførelse som f.eks. akvarellen af den unge hare fra 1502. Jeg for min part skal lade det være usagt, om Jonas har ret, da jeg ikke har den mindste forstand på slige sager.

Dead And Gone

Jeg har i den sidste tid hørt sangen "Dead And Gone", med rapperen T.I., rigtig mange gange. Rapmusik siger mig ikke så meget, men jeg kan vældig godt lide det iørefaldende omkvæd, hvor Justin Timberlake synger:

Oh, I have been traveling on this road to long
Just trying to find my way back home
The old me is dead and gone, dead and gone
Oh, I have been traveling on this road to long
Just trying to find my way back home
The old me is dead and gone, dead and gone

For mange mennesker er det sikkert bare en popsang, der kværner i radioen, men forleden aften, da jeg sad og så videoen på YouTube, prikkede Von O mig på skulderen og sagde:

"Er du klar over, at det er en sang, der prædiker det kristne evangelium, du sidder og hører? Den handler om at blive voksen og aflægge sit gamle, syndige menneske."

Jeg rystede på hovedet.

"Men det er det, William Alexander," sagde Von O. "Sangen refererer til flere steder i Paulus´ breve. Bl.a. til Første Korintherbrev, kap. 13, vers 11, hvor Paulus skriver:

Da jeg var barn, talte jeg som et barn, forstod jeg som et barn, tænkte jeg som et barn. Men da jeg blev voksen, aflagde jeg det barnlige.

Og til Efeserbrevet, kap. 4, vers 17 til 24, hvor Paulus skriver:

Det siger jeg da og vidner om i Herren: Lev ikke længere som hedningerne, tomme i deres tanker, formørkede i sindet og fremmede for livet i Gud i deres uvidenhed og deres hjertes forhærdelse. I deres afstumpethed har de hengivet sig til udsvævelse, så de af griskhed begår alle slags urene handlinger. Sådan har I ikke lært om Kristus, så sandt som I har hørt om ham og er blevet oplært i ham, sådan som det er sandhed i Jesus, at I skal aflægge det gamle menneske, som hører til jeres hidtidige levned, og som ødelægges af sine forføreriske lyster, og at I skal fornyes i sind og ånd og iføre jer det nye menneske, skabt i Guds billede med sandhedens retfærdighed og fromhed.

Det er de to steder, der refereres til, når Justin Timberlake synger:

The old me is dead and gone ...

Fortælleren i sangen er blevet voksen og har aflagt det barnlige. Han har aflagt det gamle, syndige menneske: det gamle "jeg" er død og borte."

"Det skal nok passe, Von O," sagde jeg, tung i hovedet af alle disse bibelcitater. "Men jeg går ud fra, at det er tilladt at forstå en tekst på flere måder, og for mig betyder teksten i omkvædet: Der er ingen vej tilbage til din barndoms verden. Du er dømt til at leve og dø i udlændighed, langt fra det sted, hvor du blev født, og fra dem, du elsker. Den tilværelse, du engang levede, og det barn, du engang var, er død og borte."

Og jeg rejste mig op fra computeren og gik hen til vinduet og så op mod månen, som netop da kom til syne bag en sky.

Atomerne er kristne

"Atomerne er kristne," sagde Von O til mig forleden dag.

Von O er en af mine venner. Han er meget kristen og meget borgerlig. Hvis man spørger ham om, hvad meningen med livet er, svarer han uden tøven:

"To work hard and be decent. Next question, please."

Nogle vil måske vide, at han her citerer Sam the Eagle fra Muppet Show. Er man ikke tilfreds med det svar, og går man ham yderligere på klingen, vil han måske tilføje:

"At det enkelte menneske stiller sig selv det dobbelte spørgsmål: "Hvem er jeg, og hvem er Gud?" og lever sit liv i den hensigt at finde et svar."

Hvem det er, han her citerer, er jeg mere usikker på. Måske er det Frans af Assisi? Måske er det Johannes af Korset?

Som det kan ses af disse eksempler, er Von O ikke et menneske, der bliver hjemsøgt af megen tvivl. Hvis han bliver det, skjuler han det i hvert fald godt. Han kommer ofte og besøger mig om aftenen efter spisetid. Så sætter han sig i den bløde lænestol i hjørnet af min stue og begynder at tale. Hans ord har det med at blive hængende i luften. Luften i min lejlighed bliver langsomt fyldt med alle hans borgerlige og kristne udsagn. Til sidst fylder de så meget, at jeg har svært ved at få vejret. Når han langt om længe endelig går — klokken er ofte langt over midnat — må jeg åbne alle vinduerne på vid gab for at lufte ud. Når så Von O's ord bliver sluppet løs og stiger til vejrs i nattemørket, sker der noget forunderligt: ordene vækker byens fugle og gør dem kulrede, og fra de omkringliggende parker lyder der pludselig fuglesang og fuglekvidren.

Også jeg kan blive kulret af Von O's snak, men for det meste gør den mig døsig, og mine øjenlåg har det med at blive tunge og falde i. Alligevel spidsede jeg ører, da han forleden dag pludselig udbrød: "Atomerne er kristne."

Von O har engang studeret naturvidenskab på universitet. Jeg selv interesserer mig lidt for dette felt, men har desværre ikke så megen indsigt deri. Derfor lytter jeg altid med stor interesse og med en vis ærbødighed, når Von O udbreder sig om naturvidenskabelige emner.

"Ja, William Alexander, atomerne er kristne," sagde Von O. "Det ved enhver, der har studeret det periodiske system, også kaldet grundstoftabellen, som først blev opstillet af den russiske kemiker Dmitrij Mendelejev i 1869. Den orden og systematik, der hersker dér, er ikke et resultat af tilfældigheder. Det er den kristne Guds skaberværk, det er Gud i rollen som den store ingeniør. Ser man længe nok på denne tabel, vil der frem af tabellens mønster træde omridset af et kors. Det er det selvsamme kors, som vor herre Jesus Kristus blev korsfæstet på for snart to tusinde år siden."

"Vi lever altså i et kristent univers," fortsatte Von O efter en lille pause. "Alt, fra de mindste molekyler til de største strukturer i universet, galakserne, består af disse kristne byggesten. Også det enkelte menneske. Det er derfor, at det er så svært at være ateist. I ateisten foregår der en evig kamp mellem sjæl og krop, mellem sjælens ateistiske atomer og kroppens kristne atomer. Det er at ligne med en borgerkrig, og bliver ateisten ikke omvendt af ydre omstændigheder, vil han ende med at ødelægge sig selv på samme måde som et borgerkrigsramt land."

Her nævnte Von O som et sindbillede på denne selvdestruktive tilstand et maleri af den surrealistiske kunstner Salvador Dali med titlen: Blød konstruktion med kogte bønner (Forudanelse om borgerkrigen). 1936. Philadelphia Museum of Art, Philadelphia. Maleriet er gengivet ovenfor.

Da Von O var gået den aften, åbnede jeg som altid vinduerne på vid gab, for at hans vilde og gale ord kunne slippe ud i natten, og igen gav byens fugle i de omkringliggende parker sig til at synge og kvidre. Jeg så op på himlen, op på stjernerne, og op på månen, mit fødested. "Måske har Von O ret," tænkte jeg. "Måske er atomerne kristne?"