"Det kan jeg ikke."

Kvinde

”Du går jo bare.”

Det bliver hun ved med at snakke om.

Men det er måske også første gang i meget lang tid, at jeg har afsløret følelser og vist vrede.

”Har du fået en kæreste?”

”Ja.”

Kort ordveksling om, hvordan hun har mødt ham, og hvem han er. Som sædvanlig har hun ingen grænser. Det er som at stige ned i en bundløs afgrund. Men det er begrænset, hvor meget jeg har lyst til at vide.

Jeg siger meget stille til hende: ”Kan du hjælpe mig med at komme videre i mit liv ... når jeg har de følelser for dig?”

Hele formiddagen har været én lang gøren kur til hende. Jeg har kærtegnet hende. Hun vægrede sig mod det, men lod det alligevel ske. Hun flygtede ud af kontoret, men kom tilbage. Vi havde derpå den mest intime samtale om barndom, om at have synske og helbredende evner, om hendes forhold til hendes mor og far. Hendes elskede far, som hun savner. Jeg behøver ikke at stille spørgsmålene. Jeg kender alle svarene. Jeg ved, at han havde uendeligt svært ved at forlade hende. Det har han jo selv fortalt mig.

”Kan du hjælpe mig med at komme videre i mit liv ... når jeg har de følelser for dig?”

”Det kan jeg ikke.”

Jeg forstår hende ikke. Her har hun den oplagte chance for at blive af med en uønsket bejler.

”Har du ikke en ide?”

”Møde nogle andre? ...”

Hun siger det så utydeligt, at jeg næsten ikke kan høre det.

Krakelering og matriarkat

Krakelering

1. Krakelering

Hun råber efter mig: ”Og så går du bare!”

Næste dag er hun sygemeldt. Heldigvis. Jeg trænger til en pause fra hende.

2. Matriarkat

Der er en af de unge piger, som niver mig, når jeg begår fejl. Hvis jeg gjorde det mod hende, ville det være sexchikane.

Når hun belærer mig om rutinerne på kontoret, forvandler hun sig til en lille kaglende høne for mit indre blik.

Gok gok gok. Gok gok gok ...

Ja, undskyld den døde metafor.

”Kom ikke og sig, at kvinder er undertrykt,” hvisker den blå klovn og træller videre i matriarkatet.

Mælkevejens smukkeste pige

Mælkevejens smukkeste pige

Her er et billede af Mælkevejens smukkeste pige tegnet i samme stil som Leonardo da Vincis rødkridtstegninger.

Jeg ville gerne male et portræt af hende. Det skulle forestille, at hun sad i et sagnlandskab befolket af kentaurer, enhjørninger og pegasusser.

Hun behøver ikke at være nøgen. Hun må godt beholde den gule cardigan og de sorte broderede strømpebukser på. Det vil være nok til at gøre min pensel elektrisk. Jeg elsker, når hun har gule farver på. Så drages jeg mod hende som bierne mod de gule blomster på engen eller som Ikaros mod solen ...

Mens jeg maler, kan hun tale om sit spændende liv med heste og hestefolk. Eller om, hvad hun godt kan lide at spise. Det er så dejligt at høre om.

Hun kan lide kage, bearnaisesauce, avocado på rugbrød, ...

Jeg kan også godt lide avocadoer, men jeg spiser dem på sandwichbrød med mayonnaise og nogle gange med ... (forkortet af redaktøren) ...

Ruiner og fragmenter

Den belvederiske torso

Han: ”Jeg bygger ruiner.”

Hun, ikke nysgerrigt, mere af pligt end lyst: ”Hvorfor bygger du ruiner?”

Han: ”Fordi ruinerne er det eneste, som vil overleve det forestående altomfattende jordskælv, som truer med at iturive selveste jakobsstigen, der som en edderkoppespindsagtig navlestreng forbinder vores drømmende forfædres sædekornsboliger i den allerede frostramte septembermuld med den tilsyneladende forladte himmeltrone, og i al fremtid adskille jordens og himlens veje. Kun ruinerne vil forblive intakte på vores mørke klode i dens fald ind mod de nye fremmede vinterguder i halvmånens tvelys. Alt, hvad der er helt, vil gå i tusind stykker som den ulykkeligt forelskedes hjerte.”

Stilhed. Derpå spørger han forsigtigt, ja næppe hørligt:

”Vil du bo i mine ruiner, du som den armløse Venus fra Milo, jeg som den belvederiske torso, smukke krøblinger, fragmenter af et puslespil man aldrig kan få lagt til ende?”

Hun: ”Nej.”

Helvedesild

Det omrejsende cirkus har efterladt store geometriske figurer af gult græs i parkens plæne. Forestillingerne er ovre. Alle klovnene har forladt byen. På nær ham, som faldt så eftertrykkeligt på halen, at han næppe magter at rejse sig igen.

Jeg afleverer min flade cykel hos cykelsmeden. Han plejer at joke med mig. Men i dag er han alvorlig og undgår øjenkontakt med mig.

Jeg sætter mig i lægens venteværelse. Sekretæren kværner iført headset bag en skranke. (Jeg er uretfærdig. Hun modtager opkald og gennemfører samtalerne overordentligt professionelt). De andre ventende patienter sidder fordybede i tanker eller læser den samme sætning i et af de fremlagte tidsskrifter om og om igen.

Da det bliver min tur, blotter jeg min overkrop for lægen, en midaldrende kvinde.

Lægen fra 1813 havde ret, siger hun. Det er helvedesild. Jeg skal blot fortsætte den tabletkur, han har ordineret. Gør det ondt? For hun kan godt udskrive noget smertestillende.

Næh, egentlig ikke, siger jeg. Jeg har ikke haft særligt store smerter. Jeg føler mig snarere deprimeret.

På grund af udslættet? spørger hun med undren i stemmen.

Jeg trækker på skuldrene.

Det har vist ikke noget med sagen at gøre, siger hun.

Jeg kan se på hendes strenge blik, at hun bestemt ikke ønsker at høre om, hvad jeg er deprimeret over. Den næste patient triller tommelfingre i venteværelset. Det er måske noget alvorligt.

Hun rejser sig op for at følge mig ud.

Man kan ikke sige, at lidelsen lever op til navnet i dette tilfælde, kan man vel? siger hun med en ironi tangerende det spydige.

Jeg trækker på skuldrene.

Rent visuelt, måske, siger jeg. Det ser da ud, som om jeg har været på fransk visit i helvede og fået en tredjegradsforbrænding.

Jeg bliver lukket ud i regnen.

All the World's a Stage

Hun er glad. Hun sidder og underholder sine kollegaer om den date, hun har været på den foregående aften. Om det er den samme fyr som i januar eller en ny, er ikke godt at vide.

”Han ...” siger hun, da jeg forsigtigt træder indenfor i lokalet.

Hun bliver forvirret. Hun søger efter ordene.

”Han ... Han ... Han ...” siger hun.

Jeg stiller mit krus og skynder mig ud af lokalet igen, så hun kan få fuldført sin sætning.

Mens jeg går og arbejder i det tilstødende lokale, hører jeg, at kollegaerne af og til ler af hendes fortælling. Hun elsker at være midtpunkt. Hun elsker at fortælle om sine store og små oplevelser. Det er der ikke noget ondt i. Tværtimod. Alligevel tænker jeg bittert: ”Kærligheden praler ikke.”

Da jeg et stykke tid efter stiller hende et fagligt spørgsmål, forsvinder al hendes glæde med ét. (Der var ikke andre at spørge. Havde der været det, havde jeg spurgt dem. Jeg ønsker ikke på nogen måde at genere hende). Mens jeg stiller spørgsmålet, ser hun lidelsesfyldt på mig. Den ene tragiske grimasse afløser den anden på hendes kønne ansigt. Jeg kommer til at tænke på de masker, som skuespillerne under opførelserne af de græske tragedier bar. Jeg har aldrig set noget lignende. Jeg frygter, at hun hvert øjeblik kan bryde sammen. Til sidst siger hun næppe hørligt ja.

”Er jeg så rædselsfuld?” tænker jeg lamslået.

Jeg forsøger at sætte mig i hendes sted. Hvordan ser jeg mon ud, set med hendes øjne? Er det Adolf Hitler, Hermann Göring, Jack the Ripper eller klokkeren fra Notre Dame, som står foran hende, fuld af onde hensigter eller blot vanskabt og ækel? Jeg tror ikke, at jeg vil stille hende flere spørgsmål, for jeg vil ikke gøre hende ondt. Hvordan skal det dog gå?

Da jeg kommer hjem efter en lang arbejdsdag, tænker jeg stadig på de forfærdelige grimasser, hun skar. Og pludselig indser jeg, at det ikke var hendes egne ansigtsudtryk, men mine. At hun ubevidst mimede mine skiftende ansigtsudtryk, mens jeg talte til hende. At jeg med andre ord så ind i et spejl. Det passer med, at flere af mine kollegaer i løbet af dagen bekymret spurgte mig om, alt stod vel til.

”Ja,” svarede jeg. Det gør man jo, ikke?

All the world's a stage.

Om den forladte verden mellem himmel og jord

Jeg er lykkelig, når jeg flyver i mit gyldne rumskib. Sommetider får jeg følgeskab af Von O. Så flyver vi i hver sit gyldne rumskib fra storbyen ud på landet, hvor Von O’s landsted, Villa Paradis, er beliggende, skjult bag høje mure, i en tilgroet have med gamle knudrede træer med tætte trækroner. Det var i den have, jeg endte, dengang jeg som dreng faldt ned fra månen. Jeg husker dette mit første møde med Von O, som var det i går. Det første han sagde, da jeg lettere fortumlet kom ud fra træerne og ud til hans urtehave, hvor han gik og plukkede krydderurter til aftensmaden, var:

”Du ligner en, der er faldet ned fra månen.”

Derpå begyndte han straks at fortælle mig om de velduftende krydderurter, han var i færd med at plukke til aftensmaden, som nu lige pludselig var blevet til en middag for to. Han har, forekommer det mig, talt lige siden. Jeg tror, at den gamle mand var glad for at få selskab.

Verdens bedste materiale

De to gyldne rumskibe er bygget af fotoner i alle regnbuens farver. Det er verdens bedste materiale, siger Von O, eller rettere Adán Christobal Colón, fra hvem Von O og jeg har tegningerne til rumskibene. Det næstbedste materiale er luftmolekyler (en blanding af nitrogen og oxygen). Men det bør man ikke bygge rumskibe af. Rumskibe af luftmolekyler går nemlig i opløsning i det lufttomme rum mellem stjernerne, planeterne og månerne. Men luftmolekyler er et excellent materiale til at bygge slotte af på universets jordlignende planeter. Der findes ikke smukkere bygninger end luftkasteller.

Horatios altdominerende filosofi

Måske sidder der nu en eller anden og er bekymret over, at Von O og jeg uden at have erhvervet nogen form for flycertifikat sådan kan boltre os i luftrummet over Danmark, i fartøjer som potentielt er mere farlige end det mest avancerede kampfly. Det behøver vedkommende imidlertid ikke. Der er nemlig så få ting mellem himmel og jord i vor tid, hvor Horatios filosofi er altdominerende, hvis man kan udtrykke det således, og altså også så få ting, som Von O og jeg kan kollidere med. At der skulle være mere end det, øjet umiddelbart kan se, skal man enten være tosset eller tilsyneladende tosset for mene. Så der er ingen fare for, at Von O og jeg laver ulykker. Der er fri bane.



At der er så få ting mellem himmel og jord i vor tid, er noget, som af og til kan gøre mig trist til mode. Før i tiden var det anderledes. Her tænker jeg ikke så meget på dengang, hvor Gud Fader med pavelige regalier og omgivet af engle sad på en sky og holdt øje med menneskene nede på jorden, som middelalderens og renæssancens kunstnere havde for vane at skildre det – den tids himmel lader sig næppe harmonisere med vor tids himmel.



Nej, jeg tænker mere på forfatteren Jules Verne og maleren Henri Rousseaus epoke, den tidlige flyvnings tid, hvor himlen over Paris var fuld af mere eller mindre vellykkede påfund. For mange af de håbefulde opfindere endte det galt.



På de halvfjerdsindstyve tusinde favnes dyb

Der var eksempelvis en skrædder, Franz Reichelt hed han, som iført en selvkonstrueret dragt kastede sig ud fra Eiffeltårnet. Det var hans klippefaste tro, at dragten i luften ville folde sig ud som en faldskærm og dermed ville bringe ham sikkert ned på jorden. Mange mennesker overværede det hasarderede eksperiment. Set med nutidens øjne virker det underligt, at ingen, hverken myndigheder, familie eller venner, var i stand til at standse manden.

For de fleste af os fremstår Franz Reichelt som et fjols. For de resterende, som måske har et større hjerte, fremstår han som en tragisk skikkelse. Men er begge opfattelser ikke blot udtryk for middelmådige menneskers fordomme? Var Franz Reichelt ikke netop gjort af det stof, som både fiktionens og virkelighedens helte er gjort af? I kierkegaardsk forstand var han i hvert fald et eksemplarisk menneske, i og med at han levede og døde for en ide, en subjektiv sandhed. Om nogen var Franz Reichelt et lidenskabeligt menneske. Om nogen var Franz Reichelt manden, der kastede sig ud på de halvfjerdsindstyve tusinde favnes dyb.



På den anden side mente tømrerens søn, at det at styrte sig ned fra templets tinde ville være at udæske ens himmelske fader. Eller som min mor dronningen udtrykte det, dengang jeg endnu boede på månen: Man skal ikke udfordre skæbnen.



Biplaner, luftballoner og cigarformede luftskibe

Men for at vende tilbage til den tidlige flyvnings tid: Jeg holder af Henri Rousseaus parisiske himle, hvorpå han placerer biplaner, luftballoner og cigarformede luftskibe. Jeg tror ikke, at Rousseau ligesom middelalderens kunstnere led af horror vacui, angsten for det tomme rum. Jeg tror bare, at han savnede nogle røde eller gule farveklatter på de blå eller grå himle. Og så var det jo godt, at flyvemaskinerne og ballonerne var blevet opfundet, så de kunne flyve farverne op til skyerne.

I dag er der næsten ingenting i luftrummet over den scene, hvor den menneskelige komedie eller tragedie udspiller sig, hverken på vores billeder, eller i den virkelighed de foregiver at afbillede. Det forekommer mig, at passagerflyene flyver så højt oppe, at man knapt nok kan skimte dem med det blotte øje, medmindre man bor lige ved siden af en af de lufthavne, hvorfra de afgår og ankommer. Søndagsflyvere, altså amatørpiloter i propelfly, som langsomt og i lav højde kommer flyvende på baggrund af en koboltblå himmel med kridhvide kumulusskyer, brummende som en humlebi, er et sjældent syn. Og bortset fra en tilsyneladende desorienteret måge, som jeg har mistænkt for at følge efter mig på min vej gennem livets labyrint, så er der næsten heller ikke nogen fugle. De har tilsyneladende fundet andre græsmarker. Så der er, som før sagt, ingen fare for, at Von O og jeg laver ulykker. Der er fri bane.



Nu skulle man så tro, at Von O og jeg i vores gyldne rumskibe ville vække opsigt på den af Gud, engle, flyvende skræddere, rousseauske biplaner og balloner, moderne passagerfly, søndagsflyvere og fugle forladte himmel. Det gør vi imidlertid ikke. De fleste moderne mennesker lever en næsten todimensional eller horisontal tilværelse. De lever deres liv i øjenhøjde. De se aldrig opad. Himlen er kun til stede i deres tilværelse som en irriterende refleks på deres smartphones skærm. Så der er ingen, som bemærker Von O og mig. Hvis der endelig er en lille dreng eller pige, hvis fantasi undervisningen i Horatios filosofi i skolen endnu ikke har taget livet af, som skulle vende sit blik op mod himlen og få øje på os, så tænder vi bare for vores camouflage light, så vi falder i ét med himlen.



Desværre er der en anelse forsinkelse i rumskibenes camouflage light, så hvis der sker et pludseligt skifte i vejret, kan rumskibene eksempelvis optræde som to stykker blå himmel på en grå regnvejrshimmel. Von O arbejder på at løse problemet.

Sneløse gader, foråret truer – fem haiku

Fjerprydet kegle
i byens blæksorte spejl.
Bunden er nået.


Avisen fra i går.
Kirkegård for døde ord.
Et kærligt farvel.


Sneløse gader.
Indenfor danser støvkorn
i solstrålerne.


Foråret truer
med de døende stjerners
farveorgie.


Gåde: At sneen
i mine barndomsminder
ikke kan smelte.

Dage og nætter i min lejlighed set udefra

Dag med Vermeer og hans model.



Nat med voyeur og gotisk korridor.



Dag med balloner.



Nat med tiger.



Dag med voyeur, rose og himmel.



Dag med himmel, ild og due.



Dag med rose, tiger og kornmark.



Dag med voyeur, himmel, ild og due.

Masken i spejlet

Jeg står foran spejlet i mit badeværelse og taler med mig selv.

"Ved indgangen til livets teater hænger to masker," siger jeg, "den glade og den triste, symboliserende henholdsvis komedien og tragedien. Hvilken en af dem valgte du at skjule dit sande ansigt bag?"

"Ingen af dem," svarer mit spejlbillede, som om det tror, at det er det og ikke mig selv, jeg taler til, "for mit sande ansigt er også kun en maske."

Til min bestyrtelse tager mit spejlbillede derpå sit ansigt af og viser mig sit ansigtsløse ansigt. Mens jeg ser ind i tomheden — eller burde jeg ikke mere korrekt udtrykke det som "ned i den bundløse afgrund"? — vedbliver masken, som mit spejlbillede holder i hånden, med at tale:

"Nok er tilværelsen en maskerade, William Alexander Månesøn," siger den, idet den omstændeligt former ordene med sin mund, som var den modellervoks vakt til live af en animator, "dog ikke maskerade nok til at bære to masker."

Huset som viste tænder

På min vej gennem sneen kom jeg forbi et lille hus med mansardtag af røde teglsten. Ned fra afslutningen af den øverste tagflade hang en imponerende række af lange istapper. Lyset fra den lavthængende sol spillede i dem og fik dem til at ligne et rovdyrs frygtindgydende tandsæt. Jeg tænkte, at det ikke kunne være nogen særlig venlige mennesker, der boede i et hus, der på denne måde viste tænder af alle, der kom forbi.

I husets forhave stod en ældre mand med en sneskovl, øjensynlig i færd at frilægge den flisebelagte sti mellem hoveddør og havelåge. Da jeg passerede ham, så han op og fremviste — idet han foregav at smile venligt til mig — sine tandløse gummer. Derpå fortsatte han med sit arbejde.

Et kort øjeblik overvejede jeg, om jeg skulle sige til ham, at hvis det var hans kunstige tænder, han ledte efter, så befandt de sig oppe på husets tag.

Revnen i himlen

Da jeg for nylig — en smuk efterårsaften hvor himlen af den nedgående sol blev farvet rød i mange raffinerede nuancer — var på vej hjem gennem parken, som ligger i nærheden af, hvor jeg bor, fik jeg øje på, hvad jeg i første omgang opfattede som en flagermus. Som en kulsort silhouet med de karakteristiske takkede vinger kunne den ses mod den næsten fluorescerende, røde aftenhimmel.

Som altid når man midt i storbyen er vidne til et optrin, som rettelig synes at høre hjemme ude i den vilde natur — som når en hvid buttet champignonlignende svamp skyder op fra asfalten, hvor det flyder med brugte sprøjter og kanyler, eller når man en sen nattetime ser en ræv med busket hale luske over en af byens centrale pladser — blev jeg grebet af en sær følelse. Med barnlig forundring, ja, næsten ærefrygt så jeg op mod dette ildevarslende jærtegn på den røde aftenhimmel.

Lidt senere, da jeg havde forladt parken, blev jeg imidlertid i tvivl om, hvad det egentlig var jeg havde set. Var det, jeg havde set, i virkeligheden ikke en revne i himlen? For var den tilsyneladende flagermus ikke blevet hængende i luften på det samme sted, og var den ikke blevet større og større, som om det var en revne, der udvidede sig?

Det var imidlertid for sent at gå tilbage til parken for at få sagen opklaret. Solen var gået ned, og den røde aftenhimmel var blevet til en mørk overskyet nattehimmel, på hvilken man ikke ville kunne skelne en eventuel revne.

Den eventuelle revne i himlen blev imidlertid ved med at optage mine tanker. Resten af aftenen brugte jeg på at spekulere over, hvordan jordens regeringer ville reagere på, at verden var ved at krakelere, og at spekulere på, hvad der mon var bag revnen. Jeg forestillede mig, at den amerikanske præsident — det nærmeste man kommer en leder af verden — holdt en tv-transmitteret tale for at berolige befolkningen om, at situationen var under kontrol; videnskabsmænd fra mange felter var i færd med at analysere revnen i himlen, og de dygtigste ingeniører fra bygningsindustrien var i færd med at undersøge, om man med fugemasse kunne tætne den. Men midt under talen, hvor revnen uanfægtet blev ved med at udvide sig i længden, slog den som et takket lyn ned gennem præsidenten og delte ham i to verdensdele, som aldrig mere kunne samles. Havde han dog blot et øjeblik fjernet sin opmærksomhed fra teleprompteren, ville han kunne have opdaget faren og have nået at træde til side. Det var en tragisk skæbne for den præsident, som ved sin tiltrædelse havde tændt håbet i så mange menneskehjerter. Verdenen fortsatte imidlertid uanfægtet med at krakelere. Som en delvis nedrevet plakat hang der nu kun nogle få strimler tilbage af den gamle verden, mens den nye bagvedliggende verden fyldte mere og mere af ens udsyn.

De fleste mennesker gik under med den gamle verden. De var alt for opslugt af deres nære omgivelser til, at det kunne gå anderledes. Kun nogle få drømmere, en gruppe på en 5-7 mænd og kvinder, en slags drømmeagtige efterkommere af Noah eller Columbus, var som de eneste i stand til at foretage springet fra den gamle verden ind i den nye.

Den nye verden, som de som de første mennesker betrådte, mindede om det indre af en kæmpemæssig mørk katedral. Højt oppe anedes hvælvinger af udseende som flagermusvinger.

Min ukendte familie på jorden

Graven

På en af de store kirkegårde lidt uden for København står der en gravsten af poleret blå granit. Selv på en gråvejrsdag synes krystallerne i den blå granit at tindre som stjernerne på nattehimlen. Indsat i den blå granit er et lille rundt lysende hvidt relief forestillende månegudinden Selene. I sin favn bærer hun to sovende børn. I den blå granit neden under relieffet er indgraveret to navne, belagt med bladguld, en mands og en kvindes — der er, må man gå ud fra, tale om et ægtepar. Af datoerne fremgår det, at de døde med kort tids mellemrum.

Udflugter med mål

Af og til cykler jeg ud og ser til dette gravsted, ser efter, om alt er, som det skal være, og hvis stedmoderblomsterne og isbegonierne, som i sommerhalvåret bliver plantet neden for gravstenen, trænger til vand, fylder jeg en af kirkegårdens gamle zinkvandkander og vander dem. Jeg ved i grunden ikke, hvorfor jeg har denne affinitet til gravstedet. Måske er det blot for at have et mål for udflugten? Andre har en måske en bænk, de cykler efter, en ensomt beliggende bænk, med udsigt ud over havet, hvor de så sætter sig og drikker en medbragt øl, imens de lader tankerne vandre med sølvmågernes og havternernes flugt hen over havet. Sådan en bænk har jeg endnu ikke fundet. I stedet for har jeg dette gravsted.

Julekortet ved gravstenen

For halvandet års tid siden, hen imod jul, da jeg ankom til kirkegården, lå der en krans ved gravstenen, og ved siden af kransen stod der et syltetøjsglas med skruelåg med et kort i. Jeg skruede låget af og tog kortet op. Det lugtede surt; af etiketten fremgik, at der havde været syltede asier i glasset. På kortet stod:

Kære William Alexander

Du ønskes hermed en rigtig glædelig jul, samt et godt og lykkebringende nyt år. Jeg håber, at du har det godt. Jeg var så heldig, da jeg er en ivrig amatørastronom at få øje på dig i mit teleskop i mit observatorium i G., da du faldt ned fra månen. Det må have været en grim oplevelse at falde så dybt, i alt 350.000 kilometer, og du kunne have slået dig rigtig slemt, da du ramte jorden. Heldigvis — som jeg så det i teleskopet — overlevede du på mirakuløs vis faldet. Du slog godt nok hovedet, men ikke slemt, håber jeg. Jeg så, at Von O fandt dig og tog sig af dig, bl.a. sørgede han for at uddanne dig med henblik på dit nye liv på jorden. I dag lever du så i din egen lille lejlighed på Ensomhedens Allé. Af og til har jeg vendt mit altseende teleskop imod din færden på jorden og fulgt med i, hvordan det gik for dig. I begyndelsen var dit ansigt som forstenet. Du var et menneske i sorg. Men Von O gjorde alt, hvad han kunne for at få dig til at smile igen. Dit smil var aldrig langt borte. Du er jo ligesom din mor, dronningen af månen, et menneske, der har let til latter. Du skal bare vide, at vi, din store familie på jorden, savner dig meget og håber at se dig. Du er jo også en del af os.

Mange kærlige hilsener

Din kusine Hypatia, på vegne af din store familie på jorden.



Min første afvisning

Min store familie på jorden? Et øjeblik var jeg et stort spørgsmålstegn. Men så kom jeg i tanke om, at det passede. Min mor, dronningen af månen, havde en søster og en bror på jorden. På et tidspunkt blev hun vred på søsteren og ville ikke have noget med hende og resten af familien at gøre. Sådan kan det gå. På kortet var der angivet alle mulige måder til at komme i kontakt med kusine Hypatia. Adresse, telefonnumre og e-mail-adresse. Jeg havde ikke lyst til at møde hende og resten af min ukendte familie. Måske lidt uretfærdigt forestillede jeg mig dem som storspisende asieelskere og deres hjem som mørke og indelukkede rum, hvor der lugtede sursødt som det indvendige af et ikke tilstrækkeligt rengjort syltetøjsglas. Jeg vidste ikke længe, hvordan jeg skulle reagere, men til sidst skrev jeg følgende e-mail til kusine Hypatia.

Kære kusine Hypatia

Du må undskylde, at jeg først nu svarer på dit kort. Men grunden er, at jeg er lidt i vildrede med, hvad jeg skal svare.

Det er rigtigt, at jeg var så uheldig at falde ned fra månen. Det var som at falde ned i en dyb afgrund. Den første tid efter faldet var meget slem. Jeg var som en fremmed på jorden. Nogle nætter, gerne når det var fuldmåne, stod jeg op og gik udenfor og så op på månen. Jeg led af hjemve. Jeg savnede mit liv på denne jordens drømmeagtige drabant. Mest på grund af min mor dronningen. Jeg elskede og elsker hende stadig. Hun havde et elskende hjerte, den fineste egenskab, et menneske kan have.

I dit kort skriver du, at I håber at se mig. Det kan jeg slet ikke finde ud af at svare på.

På den ene side ville jeg have det meget svært ved pludselig at få en "ny" familie her på jorden i stedet for den "gamle", jeg havde på månen. Da jeg faldt ned fra månen, var det afslutningen på et langt kapitel. Det var en cirkel, der blev afsluttet. Her på jorden er jeg begyndt på en frisk. Samtidig synes jeg også, at det ønske, som min mor, dronningen af månen, udtrykte om ikke at have noget med sin familie på jorden at gøre, bør respekteres.

På den anden side har jeg det meget dårligt med at afvise mennesker, der rækker hånden frem (som jeg føler, at du gør). Jeg er selv blevet afvist af mennesker, bl.a. en pige. Hun hed Camilla og var fra Søborg. Det gjorde meget ondt i mit klovnehjerte. Den smerte vil jeg nødig forårsage hos andre mennesker. Man skal jo behandle andre mennesker, som man selv ønsker at blive behandlet.

Jeg håber, at du kan bruge dette svar til et eller andet, og at du vil modtage det i den ånd, det er skrevet.

Jeg ønsker dig og din familie al mulig lykke fremover.

Med kærlig hilsen

William Alexander Månesøn



Min anden afvisning

Det er det, jeg selv kalder for en høflig afvisning. Hensigten var, at jeg ikke skulle høre mere fra kusine Hypatia. Hvis jeg selv modtog et sådan svar, ville jeg trække følehornene til mig. Men det gjorde kusine Hypatia ikke. Hun kunne tilsyneladende ikke fatte eller acceptere min høflige afvisning. Jeg modtog en lang e-mail, som jeg ikke skal trætte læseren med, hvori hun bl.a. skrev, at hun ikke syntes, at det uvenskab, der opstod mellem min mor, dronningen af månen, og hendes søster, skulle gå ud over mig. Og det var kun begyndelsen. Nu da jeg havde været så uforsigtig at give kusine Hypatia min e-mail-adresse, begyndte hun med jævne mellemrum at sende e-mails til mig. F.eks. blev jeg inviteret til hendes fødselsdag. Jeg måtte igen sætte mig ved tastaturet og formulere et svar.

Kære kusine Hypatia

Tak for invitationen til din fødselsdag.

Jeg må imidlertid desværre melde pas.

Det kan godt være, at det lyder lidt patetisk, men dengang jeg faldt ned fra månen, følte jeg det som, at jeg steg ned i den helvedesskakt, som Dante har beskrevet, og ud over den hjælp, som jeg fik af Von O (min dødsvandrings Vergil), og som jeg er ham dybt taknemmelig for, har det været en ensom færd. Den efterfølgende tid på jorden har jeg brugt på at skabe min egen tilværelse og at blive menneske igen. Det er ikke noget, der sker på fjorten dage. Det tager år. Det er ikke noget, jeg venter at møde forståelse for, for I mennesker i den nordvestlige del af jordkloden lever et hektisk og overfladisk liv, hvor der ikke er plads til dybere følelser. Det er måske barsk formuleret, og der er givetvis nogen, der er uenige i udsagnet, men det er ikke desto mindre sandt. Fred være med det.

Min tid går med at passe mit lille job som (...) på (...) Der prøver jeg på at være så udadvendt og hjælpsom som muligt. Resten af min tid går med at tage imod døde mennesker, der besøger min lille lejlighed på Ensomhedens Allé, og at nedskrive deres fortællinger. Det morer mig, og måske er der også noget helende ved processen?

Mit liv på månen var ikke altid lige let. Min far kongen var en tyran. Han behandlede hverken min mor dronningen eller månens befolkning godt. Man siger, at fædrenes synder straffes på børnene. Jeg håber ikke, at det forholder sig sådan, men i visse sorte stunder kan man ikke undgå at føle, at der er et vist gran af sandhed i udsagnet. For mens min far kongen lod til at leve et ubekymret og egoistisk liv, var det op til hans omgivelser, dvs. min mor dronningen, mig og månens befolkning, at bære byrderne og smerten (sådan virkede det i hvert fald). Og i sidste ende var det kun mig, der havde styrken til det. Nu skal det ikke forstås sådan, at min far kongen var roden til alt ondt, det var snarere den fjende, der boede i hans blod, der var roden til alt ondt. Og selv om jeg ikke har en tyrans hjerte som min far kongen, men en klovns hjerte, så bor den fjende også i mit blod, da mit blod er det samme som min faders. Dette mit klovnehjerte og denne min fjende i blodet (som bestandigt bekriger hinanden) har tilsammen skabt et mærkeligt sammensat menneske. Som prins af månen har jeg blandt andet været plaget af en stor skyldfølelse, en skyldfølelse som min far kongen, ja, vel ikke engang min mor dronningen, var i stand til at føle. Gjorde jeg et eller andet forkert? Hvis man havde levet på en anden måde, kunne de tragiske begivenheder, som førte til mit fald mod jorden, så have været undgået? Den slags spørgsmål kan jeg godt plage mig selv med.

Tillykke med fødselsdagen den (...) Jeg håber, at det bliver en god dag.

Med kærlig hilsen

William Alexander Månesøn

Min tredie og definitive afvisning

Dermed håbede jeg, at jeg ikke kom til at høre mere fra kusine Hypatia. Men ak. For nylig skrev hun til mig igen.

Kære William Alexander
Kunne godt tænke mig at vide hvordan det går med dig ???
Kunne du ikke have lyst til en lille tur til mit observatorium i G. ???????
Mange venlige hilsener din kusine Hypatia

Da fortrød jeg, at jeg overhovedet havde svaret på julekortet ved graven, at jeg ikke bare havde smidt det ud sammen med det surt lugtende syltetøjsglas. Jeg synes, at jeg havde sagt det så tydeligt, som jeg kunne uden at skulle såre unødvendigt. Jeg har ikke lyst til at møde kusine Hypatia. Ja, fremprovokeret af hende ved jeg snart ikke, om jeg overhovedet har lyst til at møde nogen som helst mennesker mere. Ikke engang Camilla fra Søborg. Jeg har ikke den mindste lyst til at se hende igen. Det er, som om relationer til mennesker, man ikke har set længe, har en udløbsdato. Når den bliver overskredet, sætter ligegyldigheden ind. Folk, man ikke ser i det daglige, er som døde. Jeg passer mit arbejde. Jeg taler med Von O. Jeg ved ikke engang, om jeg — hvis Von O byggede det rumskib, han har planer om at bygge efter de tegninger, jeg har fået af en af de døde, jeg har haft besøg af — om jeg så ville flyve tilbage til månen. Hvad skulle jeg dog der? Genoptage mit liv på slottet Stjerneborg som prins af månen? Det hele er så længe siden efterhånden. Jeg er kommet videre. Det er andre tilsyneladende ikke. Til sidst skrev jeg følgende e-mail:

Kære kusine Hypatia

Jeg beklager, at jeg har været lidt tid om at svare. Men jeg synes heller ikke, at du gør det særligt let for mig med dit direkte spørgsmål. Men under alle omstændigheder:

Det går faktisk bedre med mig. I hvert fald med min psykiske tilstand. Jeg har fået begivenhederne omkring mit fald ned fra månen på afstand, og jeg tager gennemgående livet lidt mere afslappet, end jeg gjorde i begyndelsen af denne periode af mit liv. En gang imellem dukker der nogle ubehagelige minder fra min tid på månen op i mit sind, det er ofte begivenheder, hvor jeg føler, at jeg svigtede, men det bliver sjældnere og sjældnere.

Efter en lang sommerferie er jeg begyndt på mit arbejde igen. Arbejdspladsen er lukningstruet. Men det er ikke noget nyt, det har den faktisk været i al den tid, jeg har arbejdet der. Man skal spare. Jeg så helst, at jeg kunne beholde arbejdet. Det er et rart arbejde, bortset fra (...) Det er trættende. Men også det er jeg begyndt at tage mere afslappet. Ud over det har jeg mine små projekter, som jeg arbejder på, noget med at skrive og lave billeder, det har jeg vist nævnt tidligere. Om det går godt med disse projekter? Tja, lidt mere bevægelse kunne jeg godt ønske mig, men det går i hvert fald fremad, selv om det går langsomt.

Jeg har i en periode ikke bevæget mig så meget fysisk. Så tager man på i vægt, desværre. En overgang gik jeg til noget træning i et fitnesscenter. Men jeg holdt op, da vinteren 2009/2010 blev så streng. Så var det ikke sjovt at køre derhen på cykel. Jeg synes heller ikke, at det hjalp særlig meget. Jeg håber på at begynde på at bevæge mig lidt mere. At gå og cykle ture.

Det var så lidt om, hvordan det står til.

Jeg beklager, men jeg har ikke lyst til noget møde. Det gør mig vel ikke til noget ondt og afstumpet menneske? Don't take it personally, som jeg har hørt, at de siger på amerikanske film. Jeg er selv engang blevet afvist. Af en pige, der hed Camilla og var fra Søborg. Har jeg nævnt det før? Nå, men det tog jeg til efterretning. Også det er jeg kommet over.

Dengang jeg levede på månen, handlede jeg tit af pligt og ikke af lyst. Og jeg har tit spillet rollen som forsoner mellem mennesker. Forsoneren, der gør ting af pligt og ikke af lyst. Den rolle ønsker jeg ikke at spille mere. Det er måske derfor, at jeg har fået det bedre? Jeg lader Mælkevejens uforsonlige stivnakker være det, de er. Det er ikke min opgave at frelse dem og universet.

Jeg føler, at jeg har gjort min pligt. Der er ikke flere pligter, der er ikke mere, der skal forsones. Der er ikke noget sår, der skal heles. I hvert fald ikke andre end de små rifter, et helt almindeligt liv på jorden indebærer. Jeg vil ikke spille Jesus Kristus. Det overlader jeg trygt til ham selv. Jeg går ud fra, at han billiger dette. At tro på ham, er vel også at tro på, at han magter det univers, hans egen far har skabt? Jeg passer mit eget lille liv, og det har jeg det OK med. Jeg har ikke noget mellemværende med nogen, jeg har ikke nogen "gæld", der skal betales.

Jeg føler lidt, at det er den rolle som forsoner, du spiller, kusine Hypatia. Det er al ære værd. Hvis det giver en selv mening. Jeg kan bare ikke den rolle mere. Og som sagt: Der er ikke noget, der skal forsones. Det kan godt være, at du synes, at det var noget værre tågesnak, jeg lirede af der, men det er i hvert fald sådan, jeg oplever livet for nuværende. Jeg har ikke lyst til at møde nogen. Jeg har bare lyst til at være for mig selv.

Jeg håber, at det går dig og din datter godt. Jeg er sikker på, at der er masser af indhold i jeres tilværelse.

PS: Jeg håber ikke, at du bliver stødt over nogle af mine formuleringer. Det er ikke min mening. Hvis du gør, så må du være storsindet og tilgive mig.

Med kærlig hilsen

William Alexander Månesøn

Bogstavet A

En engelsktalende pige henvendte sig til mig på gaden i København. Hun rakte mig en kopi af et kort, pegede på et sted, der var markeret med en rød cirkel med bogstavet A, og spurgte om, hvordan hun kom derhen? Jeg så længe på kortet med dets labyrintiske net af veje og på den røde cirkel med bogstavet A. Cirklen med dens røde farve og den pil, den endte i, fik den til at minde om et hjerte. Som to statuer stod vi i mylderet af travle mennesker på vej hjem fra arbejde, pigen med solskinnet spillende i sine øjne, idet hun så op på mit ansigt, jeg med et tankefuldt udtryk i mine øjne, som snarere end at være vendt mod kortet i mine hænder, var vendt indad mod mit sind, som på forunderlig vis syntes at være et spejlbillede af kortet med dets labyrintiske net af veje, blot mørkere og mere huleagtigt, afskærmet fra solskinnet som det var.

Ude i periferien af gaden, enten åbenlyst siddende på trappetrin og åbenlyst lænende sig op ad husmure, eller også halvt i skjul af portåbninger, var byens dagdrivere med deres falkeblik for usædvanlige optrin imidlertid allerede begyndt at samle sig. De mindede om udhungrede ulve, som i skjul af buskadset har spottet et svagt individ i flokken af fredelige planteædere ude i det åbne. Presset af deres tilstedeværelse følte jeg mig nødsaget til at bryde min langvarige tavshed. Jeg sagde, at bogstavet A i grunden ikke befandt sig langt fra det sted, hvor vi stod. Ifald der havde eksisteret en vej i fugleflugtslinie fra det sted, hvor vi stod, og til bogstavet A, kunne hun være der inden for et kvarters tid. Problemet var imidlertid, at denne vej, hvor ønskelig den end måtte være i denne situation, ikke eksisterede. I stedet for var der et labyrintisk net af veje, hvor man hele tiden stod over for valget mellem at gå til venstre, til højre eller lige ud. For ikke at tale om bag ud, hvis man havde været så uheldig at være gået for langt. Jeg måtte indrømme, at jeg ikke var helt på det rene med, hvad bogstavet A dækkede over, men ifald der — som jeg antog — var tale om en meget søgt attraktion, ville den, da det allerede var sent ud på eftermiddagen, sandsynligvis være lukket, når hun, efter at være gået forkert en masse gange undervejs, endelig nåede frem.

Hvad forventede hun i det hele taget, at der ville ske, hvis hun nåede frem til bogstavet A? At hun ville opleve et eller andet, som ville gøre et uudsletteligt indtryk på hende, og som måske ville forandre hende som menneske for altid? At hun ville blive lykkelig? At hun ville blive frelst? At hun ville få den fred og ro i sindet, som nogle troende håbede, at en valfart til f.eks. Lourdes eller Santiago de Compostela ville bringe dem, som var bogstavet A i lighed med disse steder et helligt sted? Jeg ville nødig tage håbet fra hende, men det var næppe sandsynligt, at det ville ske, det var nøgtern set urealistiske forventninger. Var det for øvrigt overhovedet korrekt, når man omtalte bogstavet A som et sted i geografisk forstand? Var der ikke snarere tale om en bevidsthedstilstand? En bevidsthedstilstand, som, hvis man opnåede den, ville medføre, at betydningen af ens omgivelser ville fortone sig. Jeg mener, hvis man elsker og er elsket, er man så ikke bedøvende ligeglad med, hvor i verden man befinder sig? Om man befinder sig fjernt fra verdens vrimmel eller i verdens navle?

Undervejs i mit svar havde dagdriverne vist begyndende tegn på uro. Nogle blottede tænderne. Andre stampede i jorden eller gestikulerede truende i retning af pigen og mig, med deres lange kloagtige negle. Alle lod de til at have forstået mit svar. Pigen derimod var mere usikker på meningen af mine ord. Hun spurgte, om jeg dermed rådede hende til at opgive at finde frem til bogstavet A? Jeg svarede, at det nok var at overfortolke mine ord. Måske skulle hun snarere forstå dem som, at jeg nok ikke var den rette at spørge om vej. Dels var jeg en dårlig kortlæser, dels var jeg højre-venstre konfus. Jeg havde så vanskeligt ved at orientere mig i den vågne verden, at jeg ofte fór vild. Jeg var i dette øjeblik rent faktisk faret vild. Jeg havde i et stykke tid været på vej hjem til min lejlighed på Ensomhedens Allé, men var netop, som hun havde henvendt sig til mig, kommet i alvorlig tvivl om, i hvilken retning jeg burde fortsætte.

Samtalens skift fra at handle om bogstavet A til at handle om min person lod til at have ophidset dagdriverne yderligere. En begyndte at hyle. Ingen af de travle mennesker på vej hjem fra arbejde tog dog notits af dette, da man i København er vant til gademusikanter af alle mulige slags. En anden tog afsæt, som ville han i ét gigantisk spring kaste sig over pigen og mig. Kun de andre dagdriveres indgriben forhindrede ham i hans forsæt. Pigen var imidlertid slet ikke klar over den store fare, vi befandt os i. Hun spurgte om, hvordan jeg klarede mig, når jeg var så dårlig til at finde vej? Havde jeg ikke en ven eller veninde, der på samme måde som et menneske, der leder en blind, kunne hjælpe mig? Jeg svarede, at jeg slet ingen havde til at hjælpe mig, men at jeg benyttede en form for trial and error metode. Jeg vedblev simpelthen med at gå, indtil jeg genkendte en eller anden form for pejlemærke i bybilledet, det være sig et iøjnefaldende tårn, springvand eller lignende. Derfra var vejen som oftest nem. Desværre havde disse pejlemærker af uransagelige grunde det sig med at skjule sig for mit blik, således at bybilledet, som jeg gik, ville blive mig mere og mere ubekendt, for til sidst at fremstå som et aldeles fremmed sted, hvor jeg aldrig havde været før. Dette havde imidlertid ikke, som man måske kunne forledes til at tro, kun negative følger. Det havde f.eks. betydet, at jeg havde set steder, som folk, som kun bevæger sig på alfarvej, aldrig havde set og aldrig ville komme til at se. Jeg var uforvarende havnet i gyder, hvor det vågne liv holdt op og de gådefulde drømme begyndte. Gyder, hvor det maskineri, det vågne liv som en hud var spændt ud over, var blotlagt. Pillede man ved dette maskineri, begyndte byen at forandre sig. Snoede gader ville rette sig ud og blive til brede boulevarder af haussmannske dimensioner, små torve ville vokse til store pladser, som det tog en evighed at krydse. Dette betød nødvendigvis, at andre gader måtte forsvinde, husene på begge sider af disse gader ville nærme sig hinanden, først ville dagslyset forsvinde, gaden ville få et arkadeagtigt udseende over sig, senere ville den formindskes til en krypt, for til sidst måske helt at forsvinde, når husmurene mødtes og husene voksede sammen. Specielt ville gyden, hvor man selv befandt sig i, lukke sig som en kiste omkring en for altid. Pigen gøs. Hun sagde, at hun nødig ville ende i den slags blindgyder, at hun var alt for ung til at ville lade sig begrave levende i maskineriet bag det vågne liv, selv om det måtte være i selskab med et nok så sympatisk menneske. Sveden sprang fra hendes pande, og hendes øjne havde et vildt udtryk af frygt.

På dette tidspunkt blev vores samtale for meget af det gode for dagdriverne, og en af dem, i grunden ikke et særligt individualiseret eksemplar af flokken, snarere en slags tom, gennemsigtig form, hvorpå et udtræk af flokkens karakteristika som helhed var hældt, tilsyneladende netop derfor valgt af flokken som deres talsmand, forlod sin udkigspost i skjul af portåbningen og kom hen til os. Idet han lod til helt at ignorere min eksistens, henvendte han sig til pigen og sagde, at der intet problem var i at finde frem til bogstavet A, han stod selv over for at skulle derhen, om de ikke skulle følges ad? Som et hjælpeløst menneske på vej ned i en afgrund, der får tilbudt en fremstrakt hånd, greb pigen dagdriverens behårede hånd med de lange kloagtige negle, uden så meget som at kaste et eneste frygtsomt blik på dens ejermand med de blottede tænder og lodne ører, og lod sig trække op. Vel oppe af afgrunden fortsatte hun sammen med dagdriveren straks videre i retning af bogstavet A. Ikke så meget som en eneste gang vendte hun sig om og så sig tilbage, som frygtede hun, at den del af byen, hvor jeg stod, besad den samme forvandlingskraft som det brændende Sodoma over tilbageskuende flygtninge. Hendes blik var fast rettet fremad mod bogstavet A, som hun, ført af dagdriveren med den upåklagelige stedsans, i al hast nærmede sig. Jeg fulgte pigen og dagdriveren med øjnene, indtil de som bittesmå skikkelser i menneskemylderet smeltede sammen til et og forsvandt. Et uindviet øje ville måske have taget dem for et kærestepar.

Pegasus og askeskyen

Det er længe siden, at Pegasus har været forbi på Ensomhedens Allé, hvor jeg bor. Måske er det askeskyen fra den islandske vulkan Eyjafjallajokull, der holder den borte? Når den er i stand til at holde rutefly på jorden af frygt for, at de bittesmå, men skarpe glaspartikler, som den består af, skal ødelægge flyenes motorer og slibe cockpitternes vinduer matte, så er den nok også i stand til at holde den bevingede hest fra den græske mytologi på dens vante plads blandt stjernebillederne på himmelhvælvingen.

Måske når sommeren kommer med sine pludseligt opståede uvejr med lyn, torden og frugtbargivende regnskyl, vil alléen, når den ligger øde hen efter uvejrets rasen, med den varme asfalt dampende af regnvand og luften duftende af ozon, igen genlyde af de velkendte vinge- og hovslag. Da vil der igen komme liv i mine marionetdukkefingre. De vil danse henover tastaturet og berette om nyt fra den blå måne og andre spændende steder i universet, hvor du trods din rastløse berejsthed endnu ikke har sat dine fodaftryk. Indtil da må jeg dele skæbne med croquisdukken, som fra sin udkigspost på den øverste hylde i min reol i sin fastlåste positur og med et udtryk af bekymring i sit ansigts årringe betragter den lysende computerskærm med de mange påbegyndte, men aldrig afsluttede fortællinger.

Den sorte kalla

Det er nok den mest melankoli fremkaldende genstand, jeg nogensinde har set. Jeg stod i en af Ilvas boligindretningsbutikker og så tankefuldt på den sorte kalla af plast, jeg holdt i hånden. Jeg havde forvildet mig derind, da jeg havde brug for en kommode. Det er et ejendommeligt univers at befinde sig i for sådan en som mig, der elsker farver. Næsten alle ting i butikken er enten sorte eller hvide eller begge dele på en gang, som var det opfinderen af skakbrættet, der havde designet dem. Men når man har brug for en hvid kommode i et enkelt design og til en overkommelig pris, er det et udmærket sted.

I afdelingen for kommoder blev jeg imidlertid distraheret ved synet af en vase med tre sorte kallaer af plast, og det i en sådan grad at jeg rent glemte, hvad jeg var kommet for. Jeg tog en af de kunstige blomster op fra vasen og så forundret på den. Det var som før sagt nok den mest melankoli fremkaldende genstand, jeg nogensinde havde set. Hvilken ide lå mon bag dens frembringelse? Hvad var det tanken, at man skulle bruge den til? I Mexico bruger man den hvide kalla som begravelsesblomst. Men blomsten i min hånd var dels kunstig, dels helt sort.

Jeg stod længe og så tankefuldt på den sorte kalla af plast. Endelig slog det ned i mig. Hvis nu ens kæreste var robot, og hvis nu hun var omkommet under tragiske omstændigheder, hvad ville være mere passende end — når man rejste sig i kirken for at sige et sidste tårevædet farvel — at lægge en sort kalla af plast på hendes hvide kiste? Det er selvfølgelig det, man bruger en sort kalla af plast til! Jeg var allerede på vej ud mod betalingskasserne for at anskaffe mig denne helt igennem nødvendige genstand, da jeg kom i tanke om, at jeg ikke har en kæreste, der er robot.

Det ovenstående billede gengiver tre ægte sorte kallaer. Som man kan se, er de smukke blomster i virkeligheden ikke sorte, men mørkviolette.

Varulven i Sønderjylland

Varulven kommer!

Det var en mørk og stormfuld aften. Jeg havde — som så ofte før — besøg af Von O. Han sad veltilfreds i øreklapstolen, der står i hjørnet af min stue, med benene over kors og et glas cognac i den ene hånd og en dampende havanneser i den anden. Vi havde brugt aftenen på at diskutere Bram Stokers Dracula, Mary Shelleys Frankenstein og andre berømte gyserfortællinger. Det havde været en lang og spændende samtale, som nu var ebbet ud. (Jeg skal ikke trætte læseren med at referere dens indhold, men vi diskuterede bl.a. hvorfor folk i det nittende århundrede havde dette store behov for at gyse). Længe havde vi siddet i tavshed og lyttet til stormen, der rasede udenfor, da Von O med ét fikserede sine altid årvågne grå øjne mod mine altid drømmende blå ditto og udbrød:

"Vidste du for resten, William Alexander, at den ulv, som nogle borgere påstod, at de havde set i Sønderjylland denne vinter, slet ikke var en ulv?

"Næææh ... men hvad var det så?" spurgte jeg.

"Det var en varulv!" sagde Von O.

Von O er et double-up-menneske. Med det mener jeg, at Von O altid forsøger at overgå, at overtrumfe sine omgivelser. Når en gæst på en bar bestiller en single malt, bestiller Von O en dobbelt single malt¹. Derfor er det kun forventeligt, at når andre råber: "Ulven kommer", så råber Von O: "Varulven kommer". Alligevel fik Von O's bemærkning denne aften det til at løbe mig koldt ned ad ryggen.

Det ændrede klima og de nye dyr

Men lad mig begynde denne uhyggelige historie et andet sted. Jordens klima er under forandring. I Danmark var vinteren 2009/2010 exceptionel, både hvad angår kulde og mængden af sne. Det er måske sådan vintrene i Danmark vil blive fremover. Med kulden kommer også nye fremmedartede dyr til landet. Således fik Danmark den omtalte vinter eksempelvis besøg af en elg, en hval og en hvalros. Men det var så at sige kun toppen af isbjerget. Der er meget, de danske medier undlader at omtale for ikke at gøre befolkningen unødigt bange. Med kulden kommer nemlig også det uhyggelige. Det uhyggelige, der ellers holder til i de skovbeklædte bjerge i de østlige egne af det europæiske kontinent. Uuuuh, stakkels frygtsomme sjæl! Indstil dig på fremover at fryse, grue og gyse!

Blev bidt af en "vild hund" i Transsylvanien

Med denne bemærkning in mente vil jeg vende tilbage til historien om varulven. Von O har en ven, Johnnie W, der bor i Sønderjylland. Denne ven tager på en billig ferie til Transsylvanien, nærmere bestemt til byen Bran i hvis nærhed grev Draculas slot er beliggende. Efter en festlig tur i byen sammen med rejseholdet bliver han på vej tilbage til hotellet bidt af en omkringstrejfende hund. Johnnie W tager ikke episoden alvorligt. Han har kun fået en rift, som han — synes han selv — på betryggende vis bliver behandlet for på det nærmestliggende hospital. Han har endda overskud til at sende et postkort til Von O (med et billede af en grinende grev Dracula) hvor han omtaler episoden i humoristiske vendinger. Bidt af en omstrejfende hund i Karpaterne ... hahaha ... men Von O ser anderledes alvorligt på sagen, og hans bange anelser tager kun til i styrke, da Johnnie W ikke vender hjem fra rejsen til Transsylvanien og to borgere samtidig fortæller, at de har set en ulv strejfe om i Sønderjylland.

Underberg og Smirnoff

Det er med tungt hjerte, at Von O beslutter, at han må tage til Sønderjylland for at undersøge sagen nærmere. Han finder sin kasse med remedier til jagt på vampyrer og varulve frem og tilkalder sine to venner fra bodegaen på hjørnet, Underberg og Smirnoff. Underberg er gammel hjemmeværnsmand, og Smirnoff har været soldat i Fremmedlegionen. En tidlig morgen sætter de tre mænd kursen mod Sønderjylland i Underbergs gamle Land Rover. Det skulle efter sigende have været et imponerende syn at se Von O, bevæbnet med bibel, krucifiks, flasker med vievand og en hvidløgsranke om sin hals. Han mindede ikke så lidt om Van Helsing, vampyr- og varulvejægeren over dem alle, har Underberg og Smirnoff efterfølgende fortalt mig.



Varulve sporet

Det er nat. Tre mænd sniger sig i mørket hen over en eng i Sønderjylland. Det er de frygtløse vampyr- og varulvejægere Von O, Underberg og Smirnoff. Med ét udbryder Von O:

"Donnerwetter."

Han lyser med sin lygte ned på jorden foran sig. I den cirkel af lys, lyskeglen fra lygten aftegner på den pletvis snedækkede jord, ses et tydeligt aftryk af en pote med lange kløer.

"Dette, mine herrer," siger en tydeligt rystet Von O, "er ikke spor efter en ulv. Bemærk aftrykkets enorme størrelse og dets dybde. Det væsen, der har afsat dette spor, er langt større og tungere end en almindelig ulv. Det må veje langt over hundrede kilo. Der kan efter min mening kun være tale om en varulv ..."



Rholph, în cazul în care este prietenul meu vechi, Johnnie W?

I det samme øjeblik kommer månen, som denne aften meget passende er fuld, til syne bag en mørk sky, og i fuldmånens næsten blændende skær ser de tre mænd en varulv stå oprejst på bagbenene foran sig. Den er omkring to meter høj, og dens mund og pels er blodig. Den har netop rejst sig op efter at have tilfredsstillet sin næsten umættelige appetit på et stakkels får, som den har nedlagt kort forinden. Et øjeblik står de tre mænd som lammet. Men så fatter Von O sig og løfter krucifikset mod varulven. Dette hellige kristne symbol, som beskytter den, der er døbt, mod al ondskab, indfanger lyset fra fuldmånen og sender det i en af Gud fortættet lysstråle mod varulvens øjne. Samtidig råber Von O til den af månestrålen blændede varulv:

"Rholph, în cazul în care este prietenul meu vechi, Johnnie W?"

Det er transsylvansk² og betyder på dansk noget i retning af:

"Ulv, hvor er min gamle ven, Johnnie W?"

Den blændende månestråle og Von O's kommanderende stemme vækker varulvens raseri. Den vil gå til angreb, men i samme nu kaster de tre mænd sig over den. Der udspiller sig nu en drabelig kamp, hvorunder varulven både bliver gnedet med hvidløg og får kastet vievand på sig. Det sidste har som bekendt en ætsende effekt på alle den ondes skabninger. Det svækker den ellers uovervindelige varulv så meget, at Von O — mens Underberg og Smirnoff holder varulven fast — kan hamre et trækors, hvis ende er tilspidset, ned i den venstre side af varulvens bryst og gennembore dens hjerte. Sønderjylland genlyder af Von O's slag og varulvens frygtelige hyl. Ved denne larm slår mange af de hensovede på de omkringliggende kirkegårde øjnene op og står op fra deres grave, i den tro at dommedag er oprunden og det endelige slag om Harmagedon er nært forestående.

Liget i sneen

Men med ét er det hele ovre. Varulven er død. De gode kræfter har igen vundet over de onde kræfter. Og med dødens indtrædelse sker forvandlingen. På jorden i den blodige sne, for fødderne af de tre rystede mænd, ligger ikke mere en varulv, men liget af deres gamle ven og drikkebroder, den uforsigtige turist, Johnnie W.

1. Von O bestiller ikke — som nogen måske ville have troet det — en double malt, da single malten som bekendt er finere end den blandede double malt.

2. Von O taler ifølge ham selv alle europæiske sprog, også dem, der er uddøde. Derudover skriver han også sanskrit, mesopotamisk kileskrift og hieroglyffer.

Efterår

Det er for alvor ved at blive efterår i Danmark, og jeg er blevet forkølet, fordi jeg har haft for lidt tøj på. Jeg har meget ondt af mig selv! Mismodig, mens jeg drikker kamillete, iagttager jeg fra vinduet i mit soveværelse, hvordan løvet er begyndt at skifte farve. Når oktober måned er ovre, er der nok ikke flere blade tilbage på træerne. I Dyrehaven er kronhjortene i brunst. Også andre dyr er begyndt at ændre adfærd i henhold til årstiden. Dvs. de er på forskellig måde begyndt på at forberede sig på vinteren med dens lavere aktivitetsniveau.

Det eneste væsen, der lader til at være uberørt af den store forvandling, som naturen gennemgår, er mennesket. Uafhængig af årstiden skal det fortsætte i det samme høje tempo. Ligegyldig hvor mørkt, koldt og modbydeligt det er udenfor, vil vækkeuret ringe til den samme tid og arbejdstiden være den samme.

Det er, som om samfundet tror, at mennesket som det eneste væsen er hævet over naturens gang. Men det er det ikke. Når det bliver efterår, føler jeg i hvert fald, at jeg visner lidt, og jeg får alvorlig lyst til at følge grævlingens eksempel og sætte aktivitetsniveauet ned og opholde mig den meste tid i min hule (lejlighed). Ja, allerhelst ville jeg gå i hi med en besked til mine omgivelser om at vække mig engang til foråret.

Dragen

En aften hen imod jul, da Von O og jeg gik over Rådhuspladsen, fik vi øje på en mand, der stod og støttede sig til en af de tre vandspyende drager ved vandkummens kant på Dragespringvandet. Manden så ikke ud til at have det så godt. Vi gik derfor hen og spurgte ham, om alt var vel, eller om han havde brug for hjælp.

Manden løftede sit hoved og så forbavset op på os. Det var en lille mand. Hans ansigt var vejrbidt med daggamle skægstubbe. Hans øjne, der var mørke og glansløse, lod ikke til at fokusere på det, de tilsyneladende så på.

"Pjerrot og Santa Claus?" mumlede han forundret, tilsyneladende mere henvendt til sig selv end til os.

Det skal her indskydes, at jeg med min blege fremtoning og Von O med sit store hvide skæg og den strikhue med kvast, han bærer om vinteren, i et forvirret sind let kan tage sig ud for de to ovennævnte skikkelser.

"Er det mon den gamle, der har sendt dem?" fortsatte manden. "Jeg havde i grunden forestillet mig noget mere opløftende: et kvindeligt væsen med vinger og glorie."

Han så sig om.

"Og hvor er kanen og rensdyrene, der skal bringe mig til Himmelens porte?" spurgte han.

Von O og jeg måtte nu overbevise manden om, at vi ikke var udsendinge fra det hinsides, at vi ingen kane og rensdyr havde. At vi var to helt almindelige mennesker — bortset fra at jeg var en prins, der som barn var faldet ned fra månen. At vi var blevet urolige, da vi havde set ham stå og omfavne en drage.

"En prins fra månen?" sagde manden og så forbavset på mig. "Og hvem er jeg selv, hvis du er en prins fra månen? — Jeg er en drage. Selvfølgelig er jeg det. Ikke en drage i et æstetisk univers som den rent dekorative figur, jeg står og støtter mig til, men en drage i et etisk univers ligesom den, Sankt Georg i den berømte legende spidder med sin lanse Ascalon."

"Dog kan man ikke se det på mig. I verdens øjne ligner jeg vel en lille mand, en hjemløs alkoholiker, udstødt af menneskenes fællesskab, men som det fremgår af de talrige fremstillinger af Sankt Georg og dragen, de alvorlige og sandhedssøgende af slagsen vel at mærke, som kunstnere har skabt gennem tiderne, er drager, modsat af hvad mange tror, ikke særligt store, faktisk omtrent af menneskestørrelse, og i grunden ofte menneskelignende, på samme måde som at en frø eller en salamander også er menneskelignede, og kan derfor iført moderne klæder i en storby som København, hvor ingen rigtigt ser hinanden i vrimlen, let antages for et menneske. Det er — går jeg ud fra — grunden til, at myndighederne endnu ikke har afsløret min sande identitet. At jeg ikke er blevet standset af politiet på gaden og anbragt i et bur i Zoologisk Have."

"Men jeg forsøger også ihærdigt på at fortrænge min dragenatur. Alle mine kræfter bliver brugt på dette ene projekt, at fortrænge. At leve er der slet ingen overskydende kræfter tilovers til. Men jeg har også haft stor succes med det. Der er næsten ingen tegn tilbage på, at jeg er en drage, udover den dårlige ånde, jeg jager mine medmennesker bort med, og min hang til lam og unge jomfruer."

"Trods dette maskespil er livet som drage i moderne tid i grunden ikke så slemt. Jeg har mere ondt af Sankt Georg. Hvor er han at finde i den moderne verden? Er han ikke at finde fjernt fra sit fædreland, i en dal i en bjergrig egn med den drømmeløse søvns smukke blomster? Hvor fjenden intet ansigt har. Hvor han skjuler sig i majsmarkerne og kun uventede eksplosioner og kugler, der hvisler en om ørene, afslører hans eksistens. Måske vil han, Sankt Georg, vende hjem i ét stykke og tilsyneladende være uberørt af, hvad hans øjne har set og hans hænder har gjort. Måske vil han blive offer for fjendens sprængstoffer. Måske er hans sjæl lavet af krystal og vil gå i tusinde stykker. Under alle omstændigheder venter der ham ikke nogen storslået heltemodtagelse. "Du valgte det selv," siger vi, næsten med undertrykt vrede i vores stemme. "Du kunne være blevet hjemme ligesom os andre, vi, der kæmper denne verdens sande kampe bag ligusterhækken og foran spejlet i badeværelset." Stakkels Sankt Georg. Det er hårdt, når man er en helt, ikke at kunne bevise sit heltemod over for verden. At være god, men ikke at kunne bevise det, må være så meget værre end at være ond og måtte skjule det."

"Også Cleodolinda, den evige jomfru, jeg aldrig fik sat tænderne i, har jeg ondt af. Hvor er hun at finde i den moderne verden? — Ak, har hun ikke skikkelse af naboens datter, den unge pige, der sulter sig selv, eller i al hemmelighed skærer i sig selv med skarpe knive? Nej, det er bestemt ikke let at have et jomfrusind og have hang til offerspil i denne tid."

"Men om natten drømmer vi alle den samme drøm, Sankt Georg, Cleodolinda og jeg. I drømmen bliver vi ført tilbage til den svundne tid, hvor alt var, omend ikke bedre, så dog mere entydigt, hvor en ridder var en ridder, en drage en drage og en jomfru en jomfru."

"Drømmens handling er altid den samme. Udfaldet af den drabelige kamp mellem menneske og drage ligger på forhånd fast. Gang på gang spidder Sankt Georg mig med sin lanse Ascalon. Gang på gang kløver han mit hoved med sit sværd Jerusalem."

"Nu skulle man tro, at det var hårdt sådan at dø igen og igen. Det er det ikke. Jeg udfylder min rolle som den flydende bronze udfylder en skulpturs afstøbningsform. Jeg er noget, omend jeg er det onde, det onde, der besejres."

"Det er de færreste, der forstår dette, når jeg fortæller dem det. Men jeg tror, at du i det mindste må kunne forstå mig, blege måneprins, du, der er faldet ned fra månen. Sagnet om Sankt Georg og dragen betyder det samme i mit liv som månen gør i dit: det for evigt tabte, vi måler alt op imod."

"Men nu, mine herrer, må jeg tilbage til sumpene, tilbage til min hule. Sankt Georg og Cleodolinda venter mig i mine drømme. Farvel, de herrer, farvel."

Med disse ord forlod den lille mand os, i retning af Hovedbanegården.



"Sværdet Jerusalem?" sagde jeg i et tvivlende tonefald, da manden havde forladt os. "Jeg har hørt om lansen Ascalon, men sværdet Jerusalem har jeg aldrig hørt om før."

"Der er meget, du ikke ved, William Alexander Månesøn," sagde Von O. "Alt, hvad dragen fortalte dig, er sandt. Sværdet Jerusalem er et virkeligt sværd. Farligere sværd end det findes ikke på denne jord. Det er smedet af selveste Vulkan (Vulcanus) i den hellige ild, af jordens salt og himlens lys. Kun med det kan man kløve en drages hoved."

"Og hvor befinder sværdet sig i dag?" spurgte jeg. "Ligger det monstro på bunden af en sø, bevogtet af en vandnymfe?"

"Nej," sagde Von O. "Det er i min besiddelse. En dag, når tiden er moden, vil du få det at se. En dag, når tiden er moden, vil det blive dit."

"Hvad skal jeg dog med et farligt sværd, Von O?" spurgte jeg.

"Nu skal du ikke blive forskrækket, William Alexander," sagde Von O, "men hvis du en dag får mulighed for at vende tilbage til månen, vil du opdage, at alt er forandret, at der sidder en fremmed på din slægts trone. Det er en ond mand. Han vil opfatte din tilbagekomst som en trussel mod hans herredømme over månen. Den fremmede besidder magiske evner. Han vil opvække alle de døde i den ukendte soldats grav overalt på månen og jorden og sende dem ud imod dig. Da vil du få brug for sværdet Jerusalem, William Alexander, for der findes ingen vildere krigere end de navnløse soldater, der er døde på slagmarken. Mere vil jeg ikke sige nu. For tiden er endnu ikke moden ..."

Min ven Jonas Bjerg, der er kunsthistoriker, udtaler:

"Billedet, som illustrerer indlægget, er et farve- og skarphedsmanipuleret udsnit af Paolo Uccellos maleri, Sankt Georg og dragen, dateret til ca. 1470."

"Uccello (1397-1475) er en italiensk kunstner fra overgangsperioden mellem middelalderen og renæssancen. Han er en af kunstenhistoriens store innovatorer. Han er en af de første kunstnere, der udforsker det lineære perspektiv. Ifølge kunsthistorikeren Giorgio Vasari skal han ved en lejlighed begejstret have udbrudt: "Oh, det lineære perspektiv er i sandhed en vidunderlig ting." Når man betragter Uccellos æuvre, fristes man til at give ham ret."



"Bemærk den omhu, ja, næsten kærlighed, med hvilken Uccello har udført dragen. Sankt Georg og Cleodolinda virker til sammenligning som to mindre gennemarbejdede bifigurer. Modsat dragen udtrykker de ingen følelser. De virker som to sært udeltagende statister i dramaet. Ligesom Mary Shelley i romanen Frankenstein menneskeliggør det monster, Dr. Frankenstein har skabt, menneskeliggør Uccello på maleriet dragen. Det er lige ved, at man får medlidenhed med den. Hvorfor, får man lyst til at spørge, hvorfor skal dette enestående væsen dræbes?"

En højdespringers død

Da jeg i morges trak gardinet fra i mit soveværelse, lå der i vindueskarmen ved det åbentstående vindue en død græshoppe, grøn som et nyudsprunget bøgeblad i maj og med lange fine orange-gule følehorn og et afsjælet blik i sine sorte, kuglerunde øjne.

Egentlig et underligt fund at gøre, når man tænker på, at min lejlighed befinder sig på anden sal ...

Den må have kunnet springe højt, den græshoppe ...

Synd, at dette fabelagtige springtalent kun førte til en alt for tidlig død i selskab med mig.