Koncert for en dansende gud

Friedrich Nietzsche. Dionysisk dans

Det fortælles, at folket en dag holdt op med at arbejde og i stedet for begyndte at danse. De dansede i gaderne. De dansede på pladsen foran det tidligere kongeslot, som i vores urolige tider – men måske kun for en kort stund endnu? – lægger lokaler til parlamentet og statsministeriet. Den gamle statsminister med de engang røde, men nu hvide hårlokker, stod sammen med den unge departementschef og betragtede forundret den animerede menneskemængde fra et af de høje, lukkede vinduer i sit kontor.

”Er de gået fra forstanden?” udbrød statsministeren.

”Lyt,” sagde departementschefen og begyndte at danse. ”Kan du ikke høre?”

”Nej,” sagde statsministeren. ”Jeg kan ikke høre.”

Han skruede op for sit høreapparat. Der lød imidlertid kun en skrattende lyd.

Den dag blev regeringen sat fra magten ved en fredelig revolution. De unge soldater og politibetjente sagde farvel til våbnene. De nægtede at følge deres tunghøre foresattes ordrer om at genoprette ro og orden og begyndte i stedet for at danse med befolkningen.

De dansende borgere viste sig – selv om man kunne have sine tvivl – at være demokrater. Der blev udskrevet valg til den lovgivende forsamling. Rigets bedste mænd og kvinder med absolut gehør var allerede i gang med – som med ført pen – at skrive et udkast til en ny forfatning.

Det hele gik imidlertid hen over hovedet på den unge komponist med de røde hårlokker, som sad i sin lille lejlighed på anden sal i en af forstæderne og spillede klaver for åbne vinduer.

Den sidste atlantide. Myten om aftenlandets undergang

Slangen i Atlantis

Det var en tidlig morgen i Atlantis. Gaderne var øde. Der var ikke en lyd, ud over lyden af den unge mands dansende skridt, forårsaget af at han halvt gik, halvt løb, mens han uden ophør spejdede efter livstegn i retning af alle fire verdenshjørner. Hvor var alle mennesker henne? Han fortsatte sin dans flere gange rundt om den kolossale statue af sten, som forestillede en slange, byens vartegn, og ned til havet, i håb om at han fra den yderste mole ville få øje på et menneske et sted inde i byen. En kvinde som hængte vasketøj til tørre, en mand som fejede fortovet foran sin butik, eller to børn på vej til skole. Var det for meget at bede om?

Der var imidlertid sket en forandring med havet, siden den unge mand sidst havde besøgt havnen, hvor han på en af de mange fiskerestauranter havde spist en grillet fisk, som under hele måltidet havde betragtet ham med sine usædvanlig store og menneskelignende øjne. Havet bestod ikke længere af vand, men af mennesker. De bevægede sig, som om de var fisk i en fiskestime, i et virvar mellem hinanden. De glatte, glinsende kroppe fik ham til at tænke på de mange lag af sprællende fisk, når fiskerne tømte deres fyldte garn på dækket af deres under fiskenes vægt synkefærdige både.

Der blæste en frisk vind. Der var hvide skumtoppe på menneskebølgerne.

”Menneskene er bedre til at illudere hav end til at illudere mennesker,” tænkte den unge mand bedrøvet.

En tåre løb ad krogede veje ned ad hans ene kind. Den smagte af det oprindelige, men nu forsvundne hav, da den endelig nåede hans mund.

”Hvem er jeg?” fortsatte han sin tankerække. ”Det er, som om jeg hverken tilhører individets ø eller fællesskabets kontinent, som om jeg befinder mig på et vadehavs blotlagte havbund, en bølgeribbet sandflade, hvor tiden er gået i stå et sted mellem den apollinske ebbe og den dionysiske flod. Man siger, at et menneskets karakter er dets skæbne. Mit DNA er et hus uden døre og vinduer. Kommer et godhjertet menneske forbi og hører barnegråd inde fra huset, vil han eller hun i den omgivende tilgroede have blive mødt af algebegroede skilte med indskriften: ”Privat område. Al uvedkommende færdsel forbudt.” Jeg har altid følt, at der var en mur mellem mig og mine medmennesker. Jeg forestiller mig døden som et digebrud, hvor murene omkring mig styrter sammen som en lille drengs sandslot ved tidevandets komme, og at jeg, på en gang fange og fangevogter, forenes med det gigantiske embryon af de døde, de levende og de endnu ikke fødte, menneskehedens kosmiske legeme.”

Overalt på havnepromenaden lå bunker af, hvad der ved første blik forekom en at være transparente mumier i forvredne positurer, eller måske mere rammende, slangehamme i menneskeskikkelse. Det var det enkelte menneskes karakter eller personlighed, som det havde aflagt, inden det sammen med sine medbrødre og medsøstre havde forvandlet sig til hav.

”Den leg kan jeg også lege,” tænkte den unge mand.

Han afførte sig næsten uden besvær sin individualitet, som om den var en – om end lidt klæbende – trikot og lagde den i en af bunkerne af de andre herreløse identiteter på havnepromenaden, hvor den straks begyndte at størkne i en tænksom positur.

”Hvilken lettelse ikke mere at adskille sig fra andre mennesker,” tænkte han.

En malstrøm, en tragtformet brønd, hvis vægge bestod af talløse menneskekroppe i evig spiralformet bevægelse ned mod det tilsyneladende bundløse dyb, åbnede sig under ham. Han sprang med åbne øjne på hovedet ned i det tomme rum, idet han udførte den ene saltomortale efter den anden. Generation efter generation af atlantider passerede revy for hans øjne i koncentriske cirkler med stadig mindre omkreds omkring ham. De sang på universets ældste sprog, som gik tabt i skyggen af det ufuldendte tårn:

”Vores hjerter var af sten. Vi var slanger i vores eget paradis. Vores navne er skrevet i vand, til skræk og advarsel for fremtidige generationer.”

Det var, som om malstrømmen var en tidsmaskine, som førte den unge mand længere og længere tilbage i evolutionen. De atlantider, som med tomme øjenhuler i deres voksagtige ansigter betragtede ham inde fra væggene i den tragtformede brønd tæt på havets bund havde ikke haft hænder og fødder, men finner, inden de havde aflagt deres slangeham.

”Hvem er I?” spurgte han.

”Vi er dig,” svarede de.

Han var ikke mere et menneske, men en skygge blandt skygger. Han ænsede knap nok, at væggene i den tragtformede brønd styrtede sammen og menneskehavet lukkede sig om ham.

Den ufrivilligt barnløse

Den ufrivilligt barnløses børn

Hun vekslede af og til nogle ord med en ældre herre, som boede i den samme opgang som hende. Han havde mistet sin voksne søn, hvilket han igen og igen vendte tilbage til. Hun lyttede med vantro, når han sagde, at der ikke findes nogen større sorg i denne verden end at have mistet et barn, men at det trods alt er bedre at have elsket og mistet end slet ikke at have elsket.

Hun forestillede sig af og til, at der eksisterede et parallelt univers, hvor de børn, hun ikke havde fået i dette univers, levede. Havde de mon en mor, som lignede hende til forveksling, på nær hendes manglende held i kærlighed, eller var de forældreløse og savnede hende lige så meget, som hun savnede dem?

Theseus og Minotauros

Minotauros

To livstidsfanger delte den samme beskidte celle. Den første, en voldtægtsmand og morder, kaldte den anden for Theseus. Den anden, som ikke forsømte nogen lejlighed til at fortælle, at han var uskyldig dømt, så derfor ikke anden mulighed end at kalde den første for Minotauros.
 
Minotauros troede oprindelig, at han var alene i cellen. En dag, da han gik rundt i en cirkel og grublede, opdagede han imidlertid til sin store overraskelse, at Theseus fra sit skjul i mørket i et hjørne af cellen stod og betragtede ham med et koldt blik. Hvor længe havde han mon stået der? Minotauros var overbevist om, at det var fængselsinspektøren, som havde anbragt Theseus i cellen for at dræbe ham, måske med en skarpsleben genstand som han skjulte i en lomme på indersiden af sin fangedragt.
 
”Dræber du mig, dræber du dig selv, sagde Minotauros med bævende stemme til Theseus. ”Vi er som Kain og Abel brødre, ja mere end det: Vi er komplementære tvillinger. Flygter Theseus fra labyrinten, vil han blive Minotauros. Flygter Minotauros fra labyrinten, vil han blive Theseus. Ensomme, adskilte, halve væsner, amputerede, fragmenterede, broderløse. Her i den beskidte celle, labyrintens inderste kammer, hvor modsætningerne omfavner hinanden og vokser sammen, er vi trods alt, hvis vi lærer at elske hinanden som ulven og lammet i det kommende fredsrige, eller arbejdsgiverne og arbejdstagerne i den fascistiske stat, hele. Lad os falde på knæ og takke den algode og almægtige fængselsinspektør, Gud og Satan i én skikkelse, for vand og brød."
 
Det kom aldrig til noget voldeligt opgør mellem Theseus og Minotauros. Theseus glemte, som tiden gik, alt om Ariadne og den skarpslebne genstand, som han måske eller måske ikke skjulte i en lomme på indersiden af sin fangedragt, i Minotauros’ åndfulde selskab. Hver dag delte de broderligt vandet og brødet mellem sig, mens de talte om stort og småt.
 
Theseus sagde ved en af disse lejligheder:
 
”Universet er en uendelig labyrint. Der er ingen forskel på det liv, som straffede og ustraffede lever. Alle er vi fanger.”
 
Han fortsatte:
 
”Ariadne findes ikke. Hun er metafysik. Et fantasifoster, som jeg har skabt for at bevise, at labyrinten har en ende.”

 
Minotauros kløede sig eftertænksomt i sine horn, som om han ikke vidste, hvad han skulle mene om dette credo eller rettere non credo.
 
De sagde godnat og lagde sig til at sove. Da Theseus’ åndedræt var blevet tungt og regelmæssigt, stod uhyret Minotauros imidlertid op, som han havde gjort det hver eneste nat siden Theseus’ ankomst, og begyndte at lede febrilsk i mørket efter den tråd, som begyndte et sted i cellen og endte i et garnnøgle neden for Ariadnes himmelseng i kongens palads et sted uden for labyrinten – hvis man blot kunne finde den! I sin ophidselse så han for sit indre blik, hvordan Ariadne, som om hun ikke var kongedatter, men luder, nede på alle fire på den mest vulgære måde udstillede de for en tyr ejendommelige anatomiske detaljer ved en kvindes underliv for at ægge ham til at voldtage og myrde hende.

Det indre fabelvæsen. En natlig konversation

Kvinde og enhjørning

Det indre fabelvæsen. En natlig konversation

”Hvis du skærer dybt nok, vil enhjørningen komme til syne,” siger hun. ”Jeg kan føle dens horn og høre dens vrinsken.”

”Men du har skåret dybt i dig selv og intet fundet,” siger han og ser på hendes antikrops tynde arme og flade bryst og er igen lige ved at komme til at græde over, at en pige, som er så køn som hun, kan finde på at gøre noget så forfærdeligt mod sig selv.

”Det var, fordi jeg ledte efter det forkerte,” siger hun. ”Jeg troede, at jeg var en sfinks, men jeg er i virkeligheden en havfrue. Desuden ligger det indre fabelvæsen indlejret omvendt inde i mennesket, med hovedet rettet mod jordens indre og hovene, poterne, halefinnen eller lignende rettet mod de tilhørende stjernebilleder ligesom fosteret i moderens skød i graviditetens sidste stadium. Jeg så ikke fiskeskællene, fordi jeg ledte efter løvepels.”

”Jeg har faktisk skåret lidt i mig selv, da jeg var yngre,” siger han, ”men jeg stoppede, fordi jeg blev bange, da det begyndte at bløde og tilsyneladende ikke ville holde op.”

”Hvor?” spørger hun.

”På brystet og lårene,” svarer han.

Hun undersøger de små ar, som ikke kan måle sig med hendes egne, som i al deres vælde minder om geologiske fænomener på Google Earth og virker lige så gamle som de, selv om hun kun er halvt så gammel som han. Han er som i alle livets andre forhold den lille. Hun er mesteren. Han er den evige lærling.

”Måske er det derfor, at jeg er tiltrukket af dig?” siger han. ”Du er skøn, det er sandt, men en skønhed, som ødelægger sig selv.”

”Du skal ikke være bange for blodet,” siger hun. ”Det er også et orgie af blod, når en kvinde føder, og at frigøre det indre fabelvæsen fra det omsluttende hylster af forgængeligt menneskekød er netop som en fødsel eller genfødsel. Kom, lad os sætte os ned og skære i os selv, være jordmødre og hjælpe med at føde hinandens indre fabelvæsen.”

Hun henter en lægetaske, som ligner noget fra en svunden tid med anatomiske teatre, offentlige dissektioner og kappeklædte skikkelser, som forsvinder i tågen i byens luderkvarter. Hun går ikke, men tager dansende skridt som en ballerina, som hun altid gør, når hun er glad. Hun breder en blodplettet presenning ud på gulvet og åbner tasken, som er fyldt med skalpeller og andre kirurgiske instrumenter.

Han tager hendes hånd, som er spinkel og gennemsigtig som en gammel kvindes, i sine hænder, ser hende dybt i øjnene og siger i et næsten bønfaldende tonefald:

”Men hvis du bliver den du er, en havfrue, og jeg bliver den jeg er, en enhjørning, så kan vi aldrig fuldbyrde vores kærlighed. Fisk og heste har ikke kompatible kønsorganer.”

”Nej, men vi bliver frie,” siger hun, ”og den ubærlige smerte ved at være menneske vil endelig ophøre ...”

Hendes øjne minder om de hundredvis af gådefulde øjne, som iagttager en fra akvariernes dyb i mørket i det naturhistoriske museum. Måske har hun trods al hans tvivl og tøven alligevel ret? ...

Fragment

Vi, som arvede et herreløst univers efter vores forfædre, har brug for hinandens sole.

Sort forår. Floras mørke tvillingesøster

En erfaren sygeplejerske fortalte mig engang, at foråret er den sværeste tid for den ældre del af befolkningen. Lysets tilbagekomst og vegetationens spiring og blomstring kan virke voldsom på et menneske med fysisk og psykisk svækkelse. Det følgende brudstykke af en samtale, som jeg overhørte for nylig, blev imidlertid ført mellem to yngre mennesker. Jeg havde svært ved at følge A.s talestrøm. Det har derfor været nødvendigt at rekonstruere en del af ordene og sætningerne, hvilket muligvis forvansker den oprindelige mening. Hvem er det egentlig, der taler? Hvad er det egentlig, der siges? Jeg føler ofte, at vi, de efterladte, står med en samling fragmenter, som det ikke er muligt at samle til et forståeligt hele.

Floras mørke tvillingesøster

A.: ”Flora må have en mørk tvillingesøster, hvorfor skulle den efterladte ellers hvert forår drømme, at kastanjetræets blomster, når de springer ud, er sorte som skyggen i det hul, urnen med den elskedes aske blev sænket ned i mellem buksbomhække og perlestensstier? Hun går gennem det årstidsløse univers, som vinteren endte med at fortone sig til, denne sørgeklædte antitese til den italiske gudinde, idet hun bærer på et satanisk overflødighedshorn, som minder om en af industrialiseringens evigt rygende skorstene, og som bevirker, at hun efterlader sig tæpper af glødende helvedesblomster, for hvert skridt hun tager. End ikke storbyens menneskeskabte krystal klynge formår at holde hende ude. Fandens mælkebøtte skyder op af sårlignende revner i asfalten, og inden man får set sig om, står den i frø. Faldskærme, som bærer på frø af arvesynden, talrige som himlens stjerner, spredes for alle vinde. Finder uden mål og med vejen ad hvilken. Truer i sidste ende med at besmitte universets første have.

Vinteren har trods alt mådehold. De tilbageholdte farver. Den afklædte naturs karakter af skrift, jegets forsvarsmur mod noche oscura og terra incognita, to begreber, samme indhold, evigt voksende, trods vores pothos. Snekrystallerne, som ligner kyske blomster fra ideverdenen. De trives bedst i kulde ligesom forstandens tankekonstruktioner.

Men hvad kan meningen med Floras kaos være andet end helvedets kolonisation af de jordiske regioner? Ja, selv evigheden og dermed den efterladtes eventuelle genforening med den elskede synes at være truet. Der vokser skvalderkål rundt om himlens tomme tronstol.”

B.: ”Nej, nu må du holde op. Foråret er et ubetvivleligt gode.”

A. (forundret): ”Har du ikke hørt om de hedenske samfund, som ofrede al førstegrøde til krigsguden Mars? At foråret i vores affortryllede tid er højsæson for selvmord, er et ekko af ver sacrum.

De udvalgte bliver ikke ofret ved barbariske ritualer. Vi lader dem med lukkede døre og bortvendte rygge forstå at de er blevet overflødige. De på deres side laver ingen scener, pakker de gode minder og går bort med sænkede hoveder, endnu menneskelige, samfundets selvmyrdede. For den efterladte er syrenernes blomstring derfor ensbetydende med den elskedes migration til de mørklagte områder af menneskeslægtens kosmiske legeme.

Floras mørke tvillingesøster kommer til den efterladte i forårsnatten, bevidst om sin egen skønhed som Venus Kallipygos, men af ibenholt og med forvoksede ravnevinger. Hun sætter sig overskrævs på ham som en succubus. De stive fjer og bløde dun lukker sig om ham som et kistelåg. Sammen drømmer de om det sorte forår.”

Fatum og fortuna

Fatum og fortuna. Skæbnen og tilfældet.

De døde synger salmer:

”Forglem os ej, for vi har også levet, elsket og leet, så vores smilehuller blottedes ...”

Det var en tidlig aften på Père Lachaise Kirkegård efter lukketid – haven lukker, så vidt jeg ved, kl. 18.00. Ahasverus og Vanderdecken gik ad de brobelagte stier fordybet i samtale. Af og til standsede de ved et af gravstederne som for at tage det i nærmere øjesyn. Det var imidlertid alene samtalen, som forårsagede disse ophold på deres gåtur rundt på kirkegården. Deres øjne så tilsyneladende intet, optaget som deres hjerner var af at finde på nye argumenter og eksempler i deres indbyrdes diskussion.

”Det er da ikke naturlovene, som genererer den fortælling, som et menneskes liv kan siges at udgøres af,” sagde Ahasverus. ”Naturlovene sætter grænser for fortællingerne – mennesket kan eksempelvis ikke flyve ved egen kraft – men de genererer dem ikke.”

”Nej, men det gør mennesket selv,” sagde Vanderdecken.

”Det er ikke sandt,” sagde Ahasverus. ”Det enkelte menneske har eksempelvis ikke indflydelse på, at det fly, som det befinder sig på, om lidt vil forulykke. Jeg læste for nogle år siden om et nygift par, som ved begyndelsen af deres bryllupsrejse kom for sent til den flyafgang, de havde købt billetter til. Flyet forulykkede. Alle ombordværende døde. Parret fortsatte deres bryllupsrejse, nu ved hjælp af land- og søgående transportmidler, idet de af forståelige grunde undgik at flyve. Overalt, hvor de kom frem, vakte de opsigt på grund af deres eksalterede optræden og pludselige stemningsskift. Øjeblikke af ubeskrivelig lykkefølelse vekslede med øjeblikke af dyb eftertanke og en for omgivelserne uforståelig skyldfølelse over for de omkomne fra flyulykken.

”Hvordan kan vi tillade os at være glade, når de er døde?” spurgte de sig selv igen og igen.

Flyulykke. Overlevende og skyldfølelse.

En uge levede det nygifte par i denne tvivlsomme og sammensatte ekstase over, at de som ved et mirakel var undsluppet døden. Derpå omkom de i en togulykke. Det var, som om det var meningen, at de skulle dø, kunne den gennemsnitlige læser af de næsten enslydende notitser om det nygifte pars tragiske død i alverdens aviser ikke undgå andet end at tænke. Den første ulykke kunne tolkes som en tilfældighed. Den næste ikke. De romerske stoikere skelnede mellem fatum og fortuna. Fortuna er tilfældet. Det lunefulde tilfælde. Fatum er skæbnen. Den ufravigelige skæbne. Man kan sige, at det, at det nygifte par i første omgang undgik at omkomme i flyulykken, var et udtryk for, at fortuna for en kort stund overtrumfede fatum, som når månens skive dækker solens under en solformørkelse. At de alligevel kort tid efter omkom i en togulykke, var et udtryk for, at det normale styrkeforhold mellem fatum og fortuna genetableredes, som når solen under en solformørkelse igen begynder at træde frem fra månens silhouet for til sidst at genvinde sin altdominerende status på himlen. Man kan også sige, at livstråden slog en sidste ironisk løkke, inden den for altid slap op. Men det er i og for sig underordnet, hvilket navn man giver den fortælling, det enkelte menneske synes at være underlagt og ikke at have nogen indflydelse på. Der er et mønster, vil jeg hævde. Et mønster, som den enkelte ikke nødvendigvis selv er i stand til at tyde. Kongen, som er låst ude af sit slot, beskriver ved sin forgæves søgen rundt om søen den nøgle, han har tabt. Han ved det blot ikke selv. Det kræver et vist bevinget perspektiv at kunne se det. Det nygifte par tydede aldrig deres livs emblematiske figur. Det er måske et privilegium alene forbeholdt den vise olding på sit dødsleje at ane enhjørningen, babelstårnet eller malstrømmen.”

”Skæbnen er blot summen af alle menneskers handlinger,” sagde Vanderdecken. ”Men antallet af de menneskelige handlinger og de afledte effekter er så mange og så forgrenede, at det endnu ikke er muligt for os mennesker at analysere dem, og derfor slår vi det hele sammen og kalder det for skæbnen. Vi burde være klogere end vores forfædre.”

”Så hvis alle mennesker holdt op med at handle, ville der ingen fortællinger være?” spurgte Ahasverus.

”Ja,” sagde Vanderdecken.

”Men det er ikke sandt,” sagde Ahasverus. ”Tilbage ville være en lang venten på døden. Det er også en fortælling, måske den allermest grundlæggende fortælling som findes, hvortil de små fortællinger, mennesket selv tror at skabe, kun er påklistret.”

”Du er en gammel mand, Ahasverus,” sagde Vanderdecken. ”Med din skæbne er det måske forståeligt, at du kan mene således, men vi andre ...”

”I burde tænke ligeledes,” afbrød Ahasverus ham. ”Mit liv adskiller sig ikke grundlæggende fra jeres. Det er blot elongeret.”

”Det er utåleligt, sådan som du bliver ved med at fremture,” sagde Vanderdecken.

Til trods for dette vredesudbrud både åbnede og holdt Vanderdecken en af kirkegårdens porte for sin mere erfarne rejsekammerat. Landjordens og havenes evige vandringsmænd fortsatte deres diskussion, idet de forsvandt ud i Paris’ gulligt oplyste gader. Bag dem smækkede porten til de døde og deres salmesang i.

”Forglem os ej, for vi har også levet, elsket og leet, så vores smilehuller blottedes ...”

Den strandede hval

1.

Den strandede hval ligger offentligt til skue. Mennesker står spredt i mindre grupper i en kreds om den. Jeg forestiller mig, hvad Caspar David Friedrich kunne have fået ud af motivet, med den evne han havde til at få sine symbolladede kosmiske landskaber til at klinge af tidligere verdners i dag næsten glemte betydninger.

Mennesker samlet om en strandet hval i andagt – som om de var en gudfrygtig menighed, som deltog i en gådefuld begravelsesceremoni under åben himmel for denne kæmpe skabning, deres fjerne slægtning fra havet, profeten Jonas’ undersøiske fængsel eller livmoder nummer to i tre dage og tre nætter, inden han blev genfødt som halvt menneske, halvt hval, som en apokryf version af myten vil det.

Men det er alt sammen noget, jeg forestiller mig. Virkeligheden er en helt anden. Stemningen på stranden er snarere munter end andagtsfuld. En far siger til sin søn:

”Det er en ung hval. Den forstod ikke at navigere. Der vil altid være nogle iblandt os, som ikke magter at blive voksne.”

Den sidste sætning messer faderen og jeg i kor. Eller er det alene mig, som udtaler ordene? Endda med en ondskabsfuldt parodierende stemme, som faderen sandsynligvis ville have taget anstød af, hvis han ikke han havde haft hele sin opmærksomhed rettet mod hvalen. Lægger jeg i virkeligheden ordene i faderens mund, fordi min tekst som alle andre tekster har brug for en antagonist og den pluralisme, som antagonisten skaber med sin modsigelse af protagonisten?

2.

Han opfatter livet som en række af transitioner. Fødsel. Dåb. Konfirmation. Ægteskab. Faderskab. Alderdom. Og død, ikke som enden, men som den sidste synlige transition set fra det menneskelige, eller det jordiske perspektiv om man vil, hvilket gør ham til mystiker i en materialistisk tidsalder.

Men det er, som om et eller andet er gået galt i hans tilfælde. Hvor hans jævnaldrende har passeret, eller for at bruge hans eget foretrukne ord, transcenderet flere af de nævnte transitioner og nu befinder sig i et ubestemmeligt sted i manddommen mellem faderskab og alderdom eller faderskab og død, er det, som om han stadigvæk befinder sig i dåbens øjeblik. Dog har præsten og resten af de tilstedeværende forladt kirken, og døbefonten synes at strække sig helt ud til horisonten, som befandt han sig i et af verdenshavene.

Måske undrer nogen sig over, at han anvender ordet transcendere, men det er nu engang hans grundlæggende oplevelse, at de enkelte livsafsnit udgøres af autonome og separerede verdner, som det for den enkelte kan være uendeligt svært at finde overgangen eller passagen imellem, selvom det for majoriteten af menneskeheden tilsyneladende kan virke, som om overgangen foregår automatisk. Lad tiden gå, vil de fleste måske sige. Så vil overgangen fra det ene livsafsnit til det andet ske helt af sig selv. Men det frivilligt eller ufrivilligt aborterede foster fandt eksempelvis aldrig indgangen til livet. Og mytologiske skikkelser som Ahasverus, Vanderdecken og soldaten fra det russiske eventyr om soldaten, som fangede Døden i en sæk, fandt aldrig udgangen af livet. For ikke at tale om de myrdede, hvis mord er forblevet uopklarede. Folketroen vil, at de i skikkelse af spøgelser stadig færdes iblandt os levende, i håb om at de kan lede en af os til at opklare den forbrydelse, de har været udsat for, således at sejladsen over floden eller faldet gennem tunnelen med en fredelig eksistens i det hinsides som endemål bliver mulig. Og dermed er kun yderpunkterne i rækken af transitioner nævnt. Der er også den ensomme, som til sin store sorg aldrig fandt en livsledsagerske. Eller manden, som godt nok er gift, men som samtidig er ufrivilligt barnløs. For de to må henholdsvis ægteskabet og faderskabet forekomme som en uopnåelig anden verden.

Men tilbage til denne ikke nærmede definerede han, som er emnet for tekstens andet afsnit. Det er, som om han aldrig har forladt dåbens hav, som om han aldrig fandt en kyst for et oprejst liv. Han lever som en skibbruden. Træder vande. Han ængstes konstant for at regrediere, for at synke til bunds, for at hans legeme på vej ned i dybet skal svulme op til enorme dimensioner og at hans arme skal forvandle sig til luffer og hans ben forsvinde, for at han, når månen endelig engang med sin tyngde blotlægger havbunden og dermed bereder ham vejen til det forjættede land, som i grunden ikke betyder andet for ham end samvær med de mennesker, han i tidernes morgen mistede kontakten til, ikke mere deler udseende med menneskene, men er blevet en fremmed for dem. Langt borte skimter han kysten. Mennesker i form af små, tynde silhouetter går langs stranden, parate til at stimle sammen hvis der skulle ske noget uventet. At komme anstigende i denne kolossale forklædning, tænker han sørgmodigt. Der vil altid være nogle iblandt os, som ikke magter at blive voksne.

Ahasverus Junior

Fodspor i sneen. Han føler, at han ligger nedgravet i sit eget kød som det navnløse offer for en forbrydelse, som en blandt hundelufternes ordener endnu ikke har fundet, og som kun vil kunne blive identificeret ud fra sit tandsæt, og hvis spøgelse strejfer hvileløst omkring blandt alle de andre spøgelser af nedgravede og navnløse ofre. En ting er sikkert: Han udgør ikke mere et hele, men udgøres af et virvar af forskelligartede eksistensformer og -tilstande på vej bort fra hinanden i alle fire verdenshjørners retninger, væk fra det origo som oprindelig udgjorde hans inderste og på dette tidspunkt tilsyneladende urørlige kerne. Med jævne mellemrum vågner han af en drøm, som han tilsyneladende er alene om, for at drømme en anden drøm, han tilsyneladende har tilfælles med alle andre: spise-arbejde-spise-sove, spise-arbejde-spise-sove, og så videre, og så videre, i det tilsyneladende uendelige.

Materialisterne står i kø som træstammer rundt om i sneen, i al deres tilsyneladenhed hvad angår rod eller ikke-rod, parat til at fortælle ham, at det en dag er slut. Er det ikke, som om deres iver forråder dem, som om deres masker af lav- og mosbevokset bark og karnevalsdragter af nøgne sorte grene er uvished forklædt som vished? Har de ikke glemt det kartesianske bud om mindst en gang i livet at tvivle på alt det, man resten af livet render bevidstløst rundt og tror eller ikke tror på? Hule træer, hvis hulrum er fyldt med angst og bæven, for at der trods al meningsløshed alligevel skulle vise sig at være en mening med det hele. Gid en ugle ville bygge rede i deres indre.

Nuvel, de forsikrer ham om, at han vil blive brændt til molekyler og atomer, ikke fordi han tilhører en race, som af den herskende klasse anses for laverestående, men fordi det nu engang er skriften på væggen, at alt har en ende. Der vil ingen spor være tilbage efter ham, såsom hans initialer på atomerne. Atomerne er ikke individualiserede og bærer ikke spor af deres historie. Det nyfødte barn er bygget af afdødes aske, men de afdødes skæbner er glemt af alle, nedskrevet som de var i de nu tabte værker i biblioteket i Alexsandria. De tårer, vi hver især har grædt, vil ikke kunne spores i fremtidens regnvejr.

Han selv er imidlertid begyndt at tvivle på denne afsluttende finale, som han ellers efter barndommens og ungdommens frygtsomhed efterhånden var begyndt at se frem til som en art forløsning, og frygter nu, at det slet ikke er slut, men at han står over for en nedstigning i en bundløs malstrøm af sjælevandring, at han er en evig vandringsmand på en endeløs pilgrimsrute gennem ormehuller mellem en uendelig række af parallelle universer.

Der synes ikke at være en udvej. Skimter man forude i den altomsluttende tåge konturerne af en spinkel bro, er det sandsynligvis kun en passage fra et eksil til et andet.

Der er ingen hjælp at hente. Ingen erfaren vejleder eller stifinder, som tilbyder en sin sikre hånd. Er der fodspor i sneen foran en, som om der er en, som går forude og baner ens vej i sneørkenen, er det ikke Dantes, men Den Evige Jødes, Ahasverus’, og hvor kan han lede én hen, på flugt fra det oprindelige svigt som han er for evig? ”Væk-herfra er mit mål,” hvisker han, samtidig med hjemløshedsdommen afsiges igen og igen i universernes sneklædte retssale.

Skrevet engang i løbet af den næsten uendelige vinter, som kuldskære sjæle kun med nød og næppe har overlevet, og som her et stykke inde i april endnu ikke helt har sluppet sit isnende favntag af mennesker og natur.

Det ottende kontinent

Da den opdagelsesrejsende blev gammel, opdagede han, at den bedste måde at bevæge sig fra punkt A til punkt B var at forholde sig i absolut ro i punktet A og lade punktet B komme imod sig. Det handlede blot om at gøre sig så lille som mulig. Som musen, som gemmer sig i sit hul for katten. Som muldvarpen, som gemmer sig i sine gange for gravhunden. Eller som den troende, som ligger på knæ for sin skaber. Ikke bevæge sig, ikke sige et ord, blot trykke sig mod jorden, den kære jord, mens kæmperne, de almægtige kæmper, eller de næsten almægtige kæmper, for man trak endnu vejret, rasede ud. Så begyndte rejsen. Det handlede blot om at gøre sig så konkav som mulig. Så ville ens nære omgivelser og dermed også de uendeligt fjerne, til trods for at de på grund af afstanden forekom en urokkelige, opfattet som et hele sættes i bevægelse og gøre sig konveks for at udfylde det opståede tomrum. Så ville det fjerne mål komme imod en med samme voldsomhed som det indtrængende hav ved et digebrud. Det var så at sige selvets digebrud, selvets kontrollerede digebrud, den rejsende efterstræbte. Så begyndte rejsen. Det handlede blot om at følge patriarken Jakobs eksempel og drømme. Da ville fra et punkt i det uendeligt fjerne komme en stige til syne, på hvilken venligtsindede rejsekammerater ville stige opad og nedad. At nå ens destination ved at rejse på den konventionelle måde, dvs. først at bygge Babelstårnet for derpå at rende op ad dets uendelige vindeltrappe, eller rettere, at bygge Babelstårnet samtidig med at man rendte op ad dets uendelige vindeltrappe, var en umulighed. Nej, kun ved at lægge sig fladt ned, ved at stige ned i afgrunden og blive den nederste blandt de nederste, blev den forvandling til et højerestående og mere oplyst væsen, den ved verdensaltets kraft udfoldede opstigen gennem den store kæde af alt eksisterende, som rejsen var, en mulighed. I den sorteste af de sorteste kulkældre, i den dybeste af de dybeste dale, hvor solens stråler på grund af de omkransende bjergtinder aldrig nåede en, i en grav en vinternat, eller i sin seng varmende en vildfremmed spedalsk. Så begyndte rejsen.   

Den gamle opdagelsesrejsende holdt af at sidde i aftenrøden i sin øreklapstol ved det vestvendte panoramavindue i sin dagligstue og lade det store uopdagede kontinent, det ottende kontinent, som han kaldte det, komme imod sig. Idet det umulige skete, det umulige forstået som det umulige for den, som bevæger sig, at han gennembrød grænsen mellem den gamle, kendte verden og den nye, ukendte verden, forenedes han med sin dobbeltgænger.

Den gamle opdagelsesrejsende var godt klar over, at han ikke var nogen stor tænker. Det skete uhyre sjældent, at et menneske var excellent inden for mere end et felt, hvilket ifølge den gamle opdagelsesrejsende i og for sig kun var ret og rimeligt. Hvorfor begave et menneske med to ekstraordinære talenter, når det kun havde et liv til at realisere dem? Var det så ikke mere hensigtsmæssigt for den bevidste eller ubevidste verdensånd, som naturen udgjorde, og som gennem sit afkom, mennesket, forsøgte at forstå sig selv, at fordele det ene af talenterne på et eller flere af andre menneskelige eksistenser? Den gamle opdagelsesrejsende havde i hvert fald rigeligt i sit ene talent: den stationære opdagelsesrejse, selvets kontrollerede digebrud, eller hvordan man nu valgte at beskrive det særegne talent med ord. Alligevel hævdede han, at han gennem en esprit de finesse, som selv de simpleste iblandt os ifølge ham kunne siges at være i besiddelse af på heldige dage, havde fundet en fyldestgørende forklaring på det ejendommelige fænomen vedrørende mødet med sin dobbeltgænger på sine mange opdagelsesrejser.

Forklaringen gik kort og godt ud på, at det ottende kontinent ikke eksisterede, at det så at sige var verdens ende, og at det udgjordes af et uendeligt, altomspændende spejl, som spejlede den kendte verden, som den gamle opdagelsesrejsende ved den yderste grænse havde lagt bag sig. Den gådefulde dobbeltgænger, som ved rejsens ende rejste sig fra sin øreklapstol i et øde tågelandskab for skrutrygget og støttende sig til sin stok at komme den gamle opdagelsesrejsende i møde, var simpelthen intet andet end den gamle opdagelsesrejsendes eget spejlbillede, hvilket lod til at stemme overens med, at dobbeltgængeren havde en lille skønhedsplet på sin venstre kind, mens den gamle opdagelsesrejsendes egen omvendt befandt sig på den højre kind. 

Om det uendelige, altomspændende spejl havde den gamle opdagelsesrejsende ikke meget at sige. Han udtalte sig kun meget tøvende og med mange forbehold om dette emne. Enten var spejlet frembragt af naturen og måtte således i lighed med alt andet fast stof bestå af universets byggestene, eller også var det frembragt af den gamle opdagelsesrejsende selv, med den vigtige tilføjelse at alle, som havde til hensigt at følge i den gamle opdagelsesrejsende fodspor, også selv ville frembringe spejlet ved den yderste grænse – i tilfælde af at spejlet var en illusion, så var det ikke en illusion, som knyttede sig til det enkelte menneske, men knyttede sig til hele universet. Men en nærmere analyse af det uendelige, altomspændende spejls beskaffenhed var i grunden unødvendig, mente den gamle opdagelsesrejsende. Det vigtige var erkendelsen af, at det univers, den menneskelige tilværelse udspiller sig i, kunne sammenlignes med det indre af en kuglerund muslingeskal, hvis sider er beklædt med perlemor. Mennesket levede altså ifølge den gamle opdagelsesrejsende i en spejlverden. Hvor langt ud der var til spejlet, var sandsynligvis forskelligt fra det ene menneske til det andet. Afstanden kunne således ikke fastlægges. At menneskene ikke følte sig indespærrede måtte skyldes, at afstanden var så umådelig stor.

Nu lød måske den gamle opdagelsesrejsendes ejendommelige rejsemåde, hans møde med en dobbeltgænger, som alligevel ikke viste sig at være hans dobbeltgænger og et uendeligt, altomspændende spejl ved verdens ende i et skeptisk sind, som nogle i den gamle opdagelsesrejsendes bekendtskabskreds kunne siges at være i besiddelse af, som femtenhundredetallets og sekstenhundredetallets spanske mystikeres åbenbaringer, som af nogle historikere tolkes som den døende kristendoms sidste voldsomme opflammen sat i gang af den destruktive sekularisering som reformationen i nord medførte.

Der var imidlertid intet af en religiøs åbenbaring over den gamle opdagelsesrejsendes rejser, hævdede han selv. Højst noget pudseløjerligt. Når den gamle opdagelsesrejsende nærmede sig det ottende kontinent, oplevede han det som, at han i sit lille hus ved havet fik besøg af sin tvillingebror, som for mange år siden var emigreret til Buenos Aires, eller en anden af metropolerne mod vest, og som den gamle opdagelsesrejsende derefter havde mistet al kontakt med. Og hvad kunne være mindre mystisk end et møde mellem to gamle affældige brødre, som efter et langt livs adskillelse faldt hinanden om halsen? Hvem var ikke uforvarende kommet til en eller flere gange i sit liv at overvære et sådant bevægende møde ved et færgeleje eller i en lufthavns ankomsthal? Stemningen ved sådanne lejligheder virkede altid så opløftet. Smil, latterudbrud, klappen på skuldre, tørren tårer i øjenkrogene bort. Enhver oplysning, den ene slægtning kom med, selv den mest banale, blev af den anden slægtning modtaget med begejstring. Således blev den gamle opdagelsesrejsende næsten overstadig, da det viste sig, at tvillingebroderen efter sin pensionering fra sin livslange stilling som mineingeniør også at havde uddannet sig til opdagelsesrejsende i sin øreklapstol på den anden side af Atlanterhavet. Tvillingebroderen var med andre ord den ideelle rejsekammerat at have med på rejsen til det store måske.

Den jordiske filosofi

Hen imod livets afslutning blev den jordiske filosof syg og svagelig. Hans hud blev mørk og plettet, hans øjne matte, hans negle hornagtige og skarpe, så de kom til at minde om en tornebusks torne, og hans vejrtrækning langtrukken og pibende som en trækvind i en underjordisk hule. Ja, det forekom ligefrem hans unge discipel, den senere himmelske filosof, at der udgik en lugt af jord og mug fra hans gamle lærer og mester, hans et og alt. Tydeligst var lugten når den unge discipel om morgenen åbnede døren og trådte indenfor i den jordiske filosofs soveværelse for at vække den gamle mand og klæde ham på. Ligegyldigt hvor meget disciplen end luftede ud, ville lugten af gravkammer ikke forlade den jordiske filosofs soveværelse. I et forsøg på at standse det tiltagende forfald og bringe livet tilbage i den jordiske filosof vaskede den unge discipel hver dag den gamle mand grundigt, gik lange ture med ham, for at vinden skulle gennemblæse ham, og sad og talte med ham foran ilden i kaminen til langt ud på natten (ifølge traditionen tolkes dette som et udtryk for den unge discipels, den senere himmelske filosofs, bevidste eller ubevidste plan om at modvirke det jordiske forfald med jordens komplementære elementer: vand, luft og ild). Lige meget hjalp det. Det var, som om den jordiske filosof var ved at gå i forrådnelse ligesom de nedfaldne frugter, blade og kviste i skovbunden, som den unge discipel kom forbi på sine lange gåture sammen med den gamle mand. Kort forinden sin død sagde den jordiske filosof til sin unge discipel helt i modstrid med den lære, han indtil da havde prædiket:

”Der er ingen himmel. Den himmelske verden er kun et spejlbillede af den jordiske. Den udgøres af de samme træer, de samme tårne, de samme krager cirklende om tårnene, de samme skurke på de forgrenede veje mellem tårnene, blot er de alle vendt på hovedet set med vores jordiske øjne.

Der er kun jord, jord og atter jord. For hver mundfuld luft, vi indånder, bliver rummet af luft mellem de to verdner mindre. Dødsstunden oprinder, når de to verdners trætoppe mødes.

Træerne vokser ikke ind i himlen. Nej, de vokser bort fra jorden op mod deres spejlinger i den himmelske flade, den jordiske verdens afslutning, for at de til sidst, de jordiske træer og deres himmelske spejlinger, opsluges af hinanden og tilintetgøres for altid.

Således går det også for os mennesker. Den dobbeltgænger, som man ifølge den folkelige overlevering møder kort før sin død, er i virkeligheden ens egen spejling i den himmelske flade. Af jord er vi kommet, til intet skal vi blive, når vores jordiske jeg forenes med vores himmelske jeg, vores jordiske jegs spejling i den himmelske flade.”

Måske talte den jordiske filosof i vildelse? Eller måske var han tværtimod ved sine fulde fem, men talte for første gang i sit liv sandt? Under alle omstændigheder efterlod han, da han kort tid efter døde, den unge discipel til at leve med en gammel mands viden i en ung mands krop. En torn i kødet, om man vil.

Fiskeren og grænsen for mørket

En fisker og hans familie var hårdt ramt af ulykke. Fiskerens båd var sprunget læk, og der var ild i hans og hans kones hus. Til trods for det blev familien ved med at leve, som om intet var hændt. Fiskeren tog ud for at fiske i den synkende båd, konen passede det brændende hus, og børnene gik i skole og fik sedler med hjem om, at de havde ild i en vis legemsdel.

En ung teologistuderende, der som en art adspredelse fra sit arbejde på en større opgave om de enkelte bestanddele i den for ham ejendommelige psyke, det af Gud og Satan prøvede menneske Job var i besiddelse af, var på rejse op langs den kyst, hvor den ulykkesramte fiskerfamilie boede, lod sig i en sådan grad anfægte af, at han uforvarende var kommet til at overvære, at fiskeren anløb i sin synkende båd og efterfølgende blev modtaget med åbne arme af konen og børnene i det brændende hus, at han indlogerede sig på det nærtliggende sømandshjem for at iagttage og gøre notater om den ulykkesramte fiskerfamilies daglige udfordringer i større detalje, og en morgen en uges tid efter, da fiskeren iført olietøj og sydvest og med en dampende pibe i munden var på vej fra sit brændende hjem ned til sin synkende båd, sprang den teologistuderende frem fra sit skjul bag en busk, hvorfra han indtil da med en kikkert, som oprindeligt havde været beregnet til at iagttage egnens rige fugleliv med, havde foretaget sine observationer, og standsede fiskeren og spurgte ham om, hvordan han dog i himlens navn var i stand til at holde sit og sin families miserable liv ud.

Da sagde fiskeren efter en kort betænkningstid med en usædvanlig mild og melodisk stemme:

”Det er allerede flere år siden, at en styrtsø slog en læk i min båd, som ikke kunne repareres, og et lyn slog ned i mit og min kones hus og antændte en brand, som ikke kunne slukkes. Først troede jeg, at båden ville synke, og at jeg ville drukne, og at min kone og mine børn ville brænde inde, og at vores hus ville brænde ned. Det skete imidlertid ikke. Herren kan pine og plage menneskenes børn, men han er ikke hjerteløs. Som der står skrevet i den hellige skrift: Herren satte en grænse for mørket. Mit og min families liv er bestemt ikke let, bestandigt i fare for henholdsvis at drukne og brænde ihjel som vi er. Men når dagen er omme, og jeg lægger mig på knæ for min skaber for at bede min aftenbøn, hvad kan jeg, ulykkelige skabning eller tilsyneladende ulykkelige skabning, andet end at konstatere, at jeg endnu ikke er druknet, og at min kone og mine børn endnu ikke er brændt ihjel? At være ved at drukne, men netop ikke drukne, at være ved at brænde ihjel, men netop ikke brænde ihjel, det er tilsyneladende vores skæbne.

Men tilbage til dit spørgsmål om, hvordan jeg er i stand til at holde mit og min families i dine øjne miserable liv ud. Jeg kan ikke sige andet end at ved at lade som ingenting. Det lyder måske ejendommeligt for en, som ikke har prøvet det på sin egen krop, men der er dage, hvor jeg og min kone og mine børn ikke skænker lækken i båden og ilden i huset en tanke. Jeg vil gå så langt som til at sige, at vi da er lige så lykkelige som enhver anden familie, hvis ikke mere. Når vi er i det humør, kan vi endda finde på at spøge med vores ulykke. Jeg kan som for et imaginært publikum på jorden eller i himlen foregive, at jeg øser vand ud af min båd, og min kone er en sand mester til at parodiere en desperat mor, som forsøger at slukke ilden på det yngste barns værelse. Det er imidlertid alt sammen spil for galleriet, for inderst inde ved vi begge, at det nytter lige så lidt som at forsøge at slukke helvedets flammer eller gøre en ende på Tantalos, Sisyfos og Ixions lidelser.

Så for at konkludere: Til at begynde med, i dagene efter den guddommelige storm havde fejet hen over egnen og havde afsat sine martrende aftryk på mennesker, dyr og landskab, var vores liv næsten uudholdeligt, men som tiden gik, og vi så, at lækken i båden og ilden i huset ikke ændrede vores liv nævneværdigt, lærte vi at affinde os med vores skæbne: At leve med ulykken blev en vane.”

Efter disse ord nikkede fiskeren kort til afsked og fortsatte videre ad vejen ned til sin synkende båd. Den teologistuderende tog hjem til sit studerekammer og begyndte forfra på sin opgave, som fik titlen Grænsen for mørket.

Den tredje skabelsesmyte

Der var oprindeligt ikke to, men tre skabelsesmyter. Da redaktørerne efter mange forgæves forsøg imidlertid ikke på meningsfuld måde kunne integrere den tredje skabelsesmyte med de to andre, valgte de at udelade den fra den hellige skrift. Den nu glemte fortælling menes at have haft følgende tilsyneladende simple ordlyd:

Et barn faldt i en brønd. Da det viste sig at være en uoverstigelig opgave for barnets forældre at redde barnet op af brønden, skabte Gud et nyt barn til dem fuldkommen identisk med det oprindelige. Han forseglede derpå brønden.

Alle eller næsten alle var nu lykkelige: Gud over sin hittepåsomhed og skaberkraft. Forældrene, simple og hjertensgode mennesker som de var, over at have fået det, som de troede var deres oprindelige barn, tilbage. Det oprindelige barn, trods dets indespærring i den forseglede brønd, over dets nyvundne engleagtige vished om Guds eksistens og fremtidige liv i evig lovprisning af det højeste væsen og dets skaberværk. Kun det stedfortrædende barn var ikke lykkeligt. Holdt i uvidenhed om de sande omstændigheder om dets egen oprindelse levede det resten af sit liv med en fornemmelse af kun at være sig selv, når det var en anden, og af at selv de smukkeste landskaber, som det i dets resultatløse flakken omkring i et håb om at finde en mening med dets egen eksistens kom igennem, havde karakter af de mørke og fugtige vægge i en forseglet brønd.

Isbjergsteknikken – verdens korteste novelle

To ældre damer, fru A. og fru B., mødes tilfældigt på gaden.

”Sikke fin du er i tøjet,” siger fru A.

”Jeg skal til begravelse,” siger fru B.

”Åh,” siger fru A.

Den tusmørke-opdagelsesrejsendes hemmelige dagbog

It is evident that we are hurrying onwards to some exciting knowledge—some never-to-be-imparted secret, whose attainment is destruction.

Edgar Allan Poe: Manuscript Found in a Bottle

1. januar 2012

Vi har i dag forladt dagslyset i vores specialbyggede fartøj. Vores øjne er allerede ved at vende sig til tusmørket. Både jeg, som er kaptajn på fartøjet og leder af ekspeditionen, og fartøjets besætning, som udgøres af forbrydere med lange fængselsdomme, da de var de eneste, som var villige til at tage med på ekspeditionen ind i tusmørket mod, at de fik eftergivet resten af deres fængselsstraf, er fuld af optimisme. Hvilke skatte venter ikke på at blive fundet af os i det ukendte? Det officielle formål med ekspeditionen er at finde guld, sølv og ædelstene, hvilket får besætningsmedlemmernes øjne til at lyse som katteøjne i tusmørket. Det uofficielle formål, som jeg har holdt skjult for både regeringen og besætningen, er at finde den af apostlen Paulus omtalte kærlighed, den dyd som er størst af de tre teologiske dyder: tro, håb og kærlighed. Det var ikke muligt for mig at finde den i dagslyset. Derfor er det mit håb, at jeg vil finde den i tusmørket.

2. januar 2012

Alt vel om bord. Dog klager enkelte af besætningsmedlemmerne allerede over rejsens ensformighed. Jeg må indrømme, at det bekymrer mig en lille smule. Det er mit ansvar som kaptajn at sørge for, at moralen er høj om bord på fartøjet. Jeg klapper derfor de pågældende besætningsmedlemmer venligt på skulderen og siger, at det vel er bedre at være et frit menneske i tusmørket end at være en fange i dagslyset. De giver mig til min irritation kun nølende ret.

4. januar 2012

En af matroserne, en mand som er dømt for at have myrdet sin hustru, er i løbet af natten forsvundet fra fartøjet under mystiske omstændigheder. Jeg hælder til, at han i et anfald af samvittighedskvaler er sprunget over bord i den hensigt at drukne sig selv. Det bestandige tusmørke, som vi befinder os i – der er ikke forskel på dag og nat – og rejsens ensformighed er nemlig årsag til en forunderlig optisk illusion: Ens erindringer synes at fremstå som oplyste scenerier i tusmørket, hvor de til ens erindringer knyttede personer (som jo enten er døde eller befinder sig langt borte fra én i dagslyset) optræder i form af en slags hologrammer, som både er i stand til at tale og bevæge sig.

Således er man som deltager i ekspeditionen ind i tusmørket aldrig alene. Bestandigt befinder man sig omgivet af sine erindringer. Og ikke kun af dem. For ikke alene kan man se sine egne erindringer. Man kan også se de andre besætningsmedlemmers erindringer. Ja, selv den gamle skibshunds erindringer bliver man ufrivilligt vidne til. Igen og igen overværer man dens moders ulykkelige gøen, da den som hvalp blev taget fra hende. Det er, som om fartøjet er fuld af gæster fra fortiden. Ja, det er ingen overdrivelse at sige, at vi ikke har brug for nogen kunstige lyskilder om bord på fartøjet. Lyset fra vores erindringer er mere end tilstrækkeligt. Set ude fra tusmørket må vores fartøj minde om et af disse overdådigt oplyste krydstogtskibe, som sejler mellem verdens storbyhavne og er en slags flydende forlystelsesparker.

Det forekommer mig derfor ikke usandsynligt, hvis nogen af besætningsmedlemmerne, som har grusomme forbrydelser på samvittigheden, skulle lade sig forblinde af det stærke lys fra deres erindringer og ønske at gøre en ende på deres eget liv.

Besætningsmedlemmerne er imidlertid af en anden holdning. De mener, at den forsvundne matros er blevet hevet over bord af et ukendt væsen ude fra tusmørket. Hovmesteren, en lettere retarderet indbrudstyv, som har tilbragt det meste af sit liv bag tremmer, og hvis udsagn jeg ikke tillægger større troværdighed, hævder således, at han i løbet af natten kortvarigt vågnede ved larm og skrig som fra en slåskamp mellem en mand og en kvinde. Da larmen og skrigene imidlertid hurtigt stilnede af, stod han ikke op, og han faldt efterfølgende hurtigt i søvn igen. Hans ræsonnement, som han omstændeligt og med lange pauser, hvor han med et sigende blik ser på sine tilhørere, karakteristisk for den, som ikke er vant til logisk tænkning, og som han igen og igen gentager for dem, som gider lytte, er nu, at da der ingen kvinder er om bord på fartøjet, må kvindestemmen, som han i en halvt vågen, halvt sovende tilstand hørte skrige, have tilhørt et væsen, som havde sneget om bord ude fra tusmørket. De andre matroser støtter ham og fortæller, at de fra tid til anden hører mærkelige suk, støn og klageskrig ude fra tusmørket, som fartøjet bestandigt er omgivet af. De mener, at tusmørket er fyldt med for os ukendte og fjendtligsindede væsner. Jeg kan ikke lade være med at smile ad besætningens enfoldighed. Tænk, at forhærdede forbrydere som dem kan være bange for tusmørket.

”Er I mus eller mænd?” spørger jeg og gør i al venskabelighed nar ad dem.

Det ser ud til at standse dem i deres vilde tankeflugt om, hvad tusmørket måtte gemme på af hemmeligheder, om end det kun er for en stakket tid.

Den gådefulde klippeø i tusmørket. Skærsildsbjerget
(nyt billede tilføjet 6.4.2026)

6. januar 2012

Vi ankom tidligere på dagen til en gådefuld klippeø i tusmørket. Den bestod af en mørk og metallisk stenart, måske basalt, og dens sider var usædvanlig stejle. Landgang havde ikke været mulig, hvis ikke en spiralsnoet sti langs klippevæggen havde ført op mod øens top, som fortabte sig i tusmørket langt over vores hoveder. Øen mindede mig på forunderlig vis om Skærsildsbjerget fra Dantes Guddommelige komedie, og jeg følte mig et øjeblik som Odysseus, som i sin higen efter at trænge til bunds i tilværelsens mysterium og efter at lære nyt om det menneskelige sinds godhed og ondskab rejste mod vest i den nedgående sols kølvand forbi Herkules’ søjler, for derpå at dreje mod syd og fortsætte, indtil han på den sydlige halvkugle i det fjerne skimtede, hvad måtte være Skærsildsbjerget, men inden han nåede det, gik ned med sit skib i en storm for derefter at blive pint som en levende fakkel i helvede for evig tid.

Jeg og tre mænd af besætningen, styrmanden og to matroser, gik fra borde og begyndte opstigningen ad klippeøen, bevæbnet med pistoler og geværer. Efter vi havde gået i et stykke tid, gjorde styrmanden og de to matroser mig opmærksom på, at der i klippevæggen langs den spiralsnoede sti var indhugget en mængde skrifttegn. Først troede jeg, at der var tale om, at en for os i dagslyset ukendt civilisation i tusmørket havde beskrevet sin glorværdige historie med gådefulde hieroglyffer. Jeg så allerede frem til, at vor tids Champollion skulle knække tusmørkehieroglyffernes kode, så vi kunne få indblik i tusmørkefaraoernes dynastier. Men så opdagede jeg, at indskriften var forfattet på mit eget modersmål og beskrev de mest pinagtige episoder fra mit eget liv i dagslyset ned til mindste detalje. Styrmanden og de to matroser læste med stor interesse den for mig kompromitterende indskrift, mens de af og til kastede forundrede blikke hen imod mig for derpå med rynkede bryn at betragte mig i det nye lys, indskriften kastede på min person. Det fik mig til at genopleve den smerte og ydmygelse, jeg havde følt dengang, de pinagtige episoder oprindelig havde udspillet sig. Jeg kunne ikke tillade, at mine underordnede mistede respekten for mig. Jeg måtte for alt i verden aflede deres opmærksomhed fra klippevæggens for mig kompromitterende indskrift. Jeg skyndede derfor på styrmanden og de to matroser og gennede dem videre op ad den spiralsnoede sti mod øens top. 

På øens top lå et hus, som var bygget af den samme mørke og metalliske stenart, som øen bestod af. Det dystert udseende hus indeholdt kun et eneste værelse, som derfor var af en anseelig størrelse. Det mindede om et gammelt slots mørkelagte riddersal. I det ene hjørne af værelset, hvor det havde karakter af spisestue, sad en mand og en kvinde og spiste et overdådigt måltid ved et stort bord under en krystallysekrone, ud fra hvilken ikke lys, men tusmørke lod til at strømme. Det var min mor og far. Mens de spiste, sad de og talte om mig, deres rødhårede og fregnede dreng. Hvad skulle der blive af mig, jeg, der var så følsom både af sjæl og legeme, at end ikke dagslyset kunne jeg tåle? Jeg opholdt mig mest muligt inde på mit lille værelse bag lukkede skodder for at beskytte min følsomme hud mod solens stråler, hvilket betød, at jeg ingen venskabsbånd med mine jævnaldrende knyttede. I stedet for at læse lektier læste jeg i den bibel, som min mormor og morfar ubetænksomt havde foræret mig kort inden deres død, hvilket betød, at jeg fik dårlige karakterer i stort set alle fag i skolen. Ak, hvordan kunne det gå til, at min mor og far, begge stærke mennesker om end på hver deres måde, havde fået dette svage barn?

I det andet hjørne af værelset, hvor det ændrede karakter fra spisestue til skolegård, stod lærerne og eleverne fra min barndoms skole. Når man betragtede dem, var det, som om man selv var til stede som en lille rødhåret og fregnet dreng. Eleverne drillede mig for mit hårs røde farve og for min huds mange fregner, og lærerne skældte mig ud for at gemme mig i mørke afkroge i den gamle skolebygnings indre i frikvartererne, i stedet for at være ude i dagslyset i skolegården sammen med de andre elever. Delt op i små grupper og medbringende stavlygter, hvis lyskegler dansende afsøgte mørket, gennemsøgte lærerne skolebygningen, som var jeg en undsluppen forbryder, for, når de endelig fandt mig i et afsidesliggende loftsrum, hvor forrige tiders krucifikser og opbyggelige billeder med bibelske motiver var gemt af vejen, at placere mig under gårdvagtens strenge opsyn i skolegårdens midte, hvor det stod frit for dagslyset at mangedoble min huds fregner til elevernes store jubel. Ecce homo.

Det var alle mod en. Forældrene i det ene hjørne, lærerne og eleverne i det andet hjørne. Ingen tog den lille rødhårede og fregnede dreng i forsvar. Der var vel intet underligt i, at han i sit lille værelse bag lukkede skodder igen og igen læste apostlen Paulus’ breve til de tidlige kristne menigheder, hvis budskab var én stor modsigelse af den kærlighedsløse verden, han selv var kastet ind i?

De tre besætningsmedlemmer var skrækslagne over at se disse scener fra min ulykkelige barndom. Den overgik tilsyneladende deres egen – må jeg gå ud fra – ligeledes ulykkelige barndom, ja, selv de forfærdelige forbrydelser, som de senere i livet havde begået mod deres medmennesker, blegnede tilsyneladende i sammenligning med den. De gav højlydt udtryk for deres forbavselse og rædsel som folk, der er vidne til et mord eller en trafikulykke. Deres udråb vakte mine forældre, lærerne og elevernes opmærksomhed. De opdagede styrmanden, de to matroser og min tilstedeværelse i det mørke værelse. Jeg ved i grunden ikke, om de var klar over, hvem styrmanden, de to matroser og navnlig jeg var, men som om vi var forbrydere, der var trængt ind på deres enemærker, hvilket jo, må jeg indrømme, var sandt langt hen ad vejen, greb de efter det nærmeste, som kunne anvendes som våben: knive, pegepinde, linealer og sten, og kom imod os, som om de havde ondt i sinde.

Jeg affyrede et varselsskud op i luften. Det fik ikke menneskemængden til at standse. Derpå affyrede jeg i retning mod min far, som lærerne og eleverne i kraft af hans størrelse og autoritet havde samlet sig omkring, en kugle, som hvislede lige forbi hans ene øre. Det fik ham heller ikke til at standse, ja, det bare ophidsede ham endnu mere. Han gav sig til at råbe forbandelser mod mig, og hans råb opildnede lærerne og eleverne omkring ham, og de satte alle i løb hen imod os.

Jeg og de tre besætningsmedlemmer flygtede i vild panik ud ad huset og ned ad klippeøen. Horden af forfølgere fra min barndom kom nærmere og nærmere. Men i sidste øjeblik nåede vi fartøjet og satte for fuld kraft kurs bort fra den horrible ø.

11. januar 2012

Der hersker om bord på fartøjet en meget trykket stemning. Matrosens forsvinden og besøget på den horrible ø, som var fuld af onde skabninger fra min barndom, og som styrmanden og de to matroser har fortalt de andre besætningsmedlemmer om, har gjort et uudsletteligt indtryk på besætningsmedlemmerne. De forlanger, at vi vender om. Jeg afviser det blankt. Jeg siger, at skatte af guld, sølv og ædelstene venter os, hvis vi fortsætter vores rejse ind i tusmørket. Det har imidlertid ikke mere den ønskede effekt. Besætningsmedlemmernes øjne begynder ikke som før i tiden at lyse som katteøjne i tusmørket. Deres øjenhuler forbliver sorte som beg, som om de var de tilvoksede huller i træer efter afsavede grene, som om frygten for det ukendte har gjort dem blinde.

Jeg indser nu, hvorfor jeg overhovedet ønskede at lede denne ekspedition ind i tusmørket. Det, jeg ønskede, var i første omgang, men også kun i første omgang, at flygte fra dagslyset. Jeg ønskede at gøre op med min ulykkelige barndom. Jeg ønskede at omstøde den i mine øjne uretfærdige dom, som mine forældre, skolelærere og elever dengang afsagde over mig. Jeg ønskede at læge de sårmærker, som ved dommens eksekvering blev påført mig, og som der den dag i dag stadigvæk umærkeligt siver blod fra. Det var med dette forsæt, at jeg planlagde ekspeditionen ind i tusmørket. Jeg ville ændre min skæbne fra tragedie til komedie. Den modgang, jeg mødte i min barndom, skulle ikke være determinerende for hele mit liv. Den skulle kun være at opfatte som den midlertidige modgang af overfladisk karakter, som komedianten møder, før stykket ender lykkeligt og publikum i opløftet stemning kan forlade teatret. Mit liv skulle ende godt. Der skulle vise sig at være en højere mening med de gennemlevede lidelser. Jeg ville være den store tusmørkeopdagelsesrejsende, som vandt hæder og ære, fordi han inde i tusmørket ikke alene fandt et nyt kontinent med skatte af guld, sølv og ædelstene, men også den kærlighed, som ikke er at finde i dagslyset, og efterfølgende hjemførte alle disse skatte til den gamle verden i dagslyset. Dagslyset ville for altid være forandret. Tusmørkets skatte ville så at sige se dagens lys. Et stort tusmørke af guld, sølv, ædelstene og ikke mindst kærlighed ville omslutte jorden.

Således er der for mig ingen mulighed for at vende omkring. Jeg må fortsætte til den bitre ende. Jeg må blive ved med at tro på, at der et sted inde i tusmørket findes en skat, både en materiel og en immateriel, en skat af uanede dimensioner, som jeg og kun jeg på grund af mine lidelser i barndommen er udset af forsynet til at finde.

Under alle omstændigheder har jeg besluttet mig for, at vi fortsætter ekspeditionen ind i tusmørket, hvilket jeg i utvetydige vendinger har gjort klart for hver enkelt af mandskabet ved at sætte en pistol for deres tinding og afkræve dem et svar på, om de agter at adlyde eller ikke at adlyde mine ordrer. Denne magtdemonstration var netop det, som skulle til på dette for ekspeditionen så kritiske tidspunkt, selv om det som konsekvens har haft, at mandskabet er begyndt at stikke hovederne sammen bag min ryg og hviske om mytteri.

12. januar 2012

Der har i dag udspillet sig flere uhyggelige optrin om bord på vores fartøj. Maskinmesteren, en pædofil morder, som opholdt sig på dækket i færd med at efterse fartøjets tekniske installationer, er blevet udsat for en grusom forbrydelse. Da jeg på det pågældende tidspunkt opholdt mig på kommandobroen, havde jeg mulighed for at overvære sceneriet, på samme måde som en teatergænger overværer et skuespil fra teatrets balkon. Med ét kravlede små drenge ude fra tusmørket over rælingen om bord på vores fartøj og overfaldt manden. De små drenge overfaldt ham på samme måde, som en løveflok overfalder det svage individ i en flok af græsædere på savannen. De formelig rev ham i stykker, som om deres små buttede hænder var forsynet med skarpe rovdyrklør. Det var grusomt at overvære. Jeg kunne intet gøre. Det hele gik så hurtigt, at jeg ikke kunne nå at gribe ind. Da de små drenge havde begået deres udåd, kravlede de over rælingen og forsvandt ud i tusmørket igen.

Styrmanden, som er det medlem af besætningen, som jeg har haft det bedste forhold til, til trods for at hans forbrydelse består i, at han har skudt tre politibetjente under et bankrøveri, gik det lige så ilde. Da jeg og nogle matroser var i færd med at gøre rent efter drabet på maskinmesteren, lød der med ét skud og vi så styrmanden flygte hen ad dækket med tre skydende politibetjente i hælene. Styrmanden faldt omkuld, og politibetjentene fyldte ham med skudhuller, indtil de var sikre på, at han var død. Derpå kravlede de tre politibetjente over rælingen og forsvandt ud i tusmørket igen.

Én efter én dør besætningsmedlemmerne omkring mig. Det får mig til at grue for fremtiden. Jeg har ingen forslag til, hvordan vi kan modstå disse uforudsigelige angreb fra besætningsmedlemmernes ofre, som er døde og begravede i dagslyset, men som tilsyneladende lever i bedste velgående i tusmørket.

Hen imod aften er der indtruffet en begivenhed, som om mulig overgår drabene på maskinmesteren og styrmanden med hensyn til lammende effekt på de resterende besætningsmedlemmer. Med ét pegede en matros ud i tusmørket. Vi fulgte med tilbageholdt åndedrag den imaginære linje, som hans pegefinger beskrev. Ude i tusmørket aftegnede sig den dystre silhouet af den skærsildsbjerglignende ø sig. Efter at have rejst i mange dage gennem tusmørket er vi atter tilbage ved den horrible klippeø. Vi er uforvarende kommet til at sejle i ring. En enorm, men svag strømhvirvel må have ført os tilbage til den skærsildsbjerglignende ø, som tilsyneladende er centrum for tusmørket, og som måske både dagslyset og tusmørket drejer sig om og suges ind imod. Denne grufulde opdagelse udløste blandt besætningen høje fortvivlede udråb, som ildevarslende straks blev besvaret inde fra klippeøen, som var vi ventet af dens beboere, på samme måde som oldtidens ulykkelige skibsfarende var ventet af sirenerne.

20. januar 2012

Tusmørkevæsnerne har overtaget kontrollen med fartøjet. Jeg er den eneste tilbageværende af fartøjets oprindelige besætning. Alle andre er blevet dræbt. Sammen med den gamle skibshund har jeg søgt tilflugt i min kahyt, hvor vi har barrikaderet os bag den aflåste dør. Tusmørkevæsnernes leder, min far, har givet lærerne og eleverne fra min barndoms skole ordre til at sønderbryde døren. De er med den vildskab, som er karakteristisk for tusmørkevæsnerne, gået løs med økser og hakker på døren. Den rædsel, jeg føler i dette øjeblik, er ubeskrivelig. Det er således kun med den yderste mentale anstrengelse, at jeg er i stand til at nedskrive disse ord.

At ekspeditionen ind i tusmørket skulle ende på denne måde for mig, forekommer mig dybt uretfærdigt. Hvorfor skal jeg lide den samme kranke skæbne som de forhærdede forbrydere, som besætningen udgjordes af? Jeg mener ikke at have nogen onde gerninger på samvittigheden. At min mor og far, og lærerne og eleverne fra min barndoms skole, efter jeg er blevet voksen, alle er afgået ved døden under store lidelser, mener jeg ikke at have haft det ringeste at gøre med, med mindre at tanker kan dræbe, men kan man i en retsstat blive stillet til ansvar for, hvad der i et svagt øjeblik måtte fare af tanker gennem ens hoved? Så vidt jeg ved, er det ikke ulovligt at ønske død og ulykke over andre mennesker. Men jeg glemmer rent, at jeg ikke befinder mig i dagslyset, hvor lov og ret hersker, men i tusmørket, hvor kaos synes at herske, hvor alt det, vi til dagligt fortrænger i dagslyset, synes at have taget bolig. Jeg gentager: Hvorfor skal jeg lide den samme kranke skæbne som de forhærdede forbrydere, som fartøjets besætning udgjordes af? At være et svagt menneske født ind i en verden med stærke mennesker, at være en dårlig søn, en dårlig skoleelev, ja, et helt igennem mislykket menneske, er da ikke en forbrydelse?

Jeg folder mine hænder og ser op mod kahyttens loft, mens den gamle skibshund ser paralyseret på det levendegjorte erindringsbillede af dens mor, hvis lys er ene om at oplyse kahytten, og hvis ulykkelige gøen knap nok kan høres for støjen fra de økser og hakker, som er i færd med at gennembryde døren. Jeg forstår ikke min skæbne, siger jeg til dagslysets Gud og tusmørkets Gud, som jeg måske fejlagtigt antager, er en og samme? Jeg forstår ikke min straf. Lige så lidt, som jeg forstår Odysseus’ straf i Dantes helvede. Skal jeg også brænde som en menneskefakkel i helvede til evig tid, fordi jeg higede efter en anden og måske bedre verden end den, jeg var kastet ind i?

Jeg angrer nu dybt ekspeditionen ind i tusmørket. Jeg skulle aldrig have forladt dagslyset og have begivet mig ind i tusmørkeverdenen. Ekspeditionen er udtryk for den hybrisiske adfærd, som har præget mig, efter jeg er blevet voksen og har skiftet udseende fra en lille rødhåret og fregnet dreng til en mand med en kæmpes mål, en meter og halvfems centimeter høj og 130 kilogram tung, og med en flammerød manke, en ærefrygtindgydende menneskeløve at skue for sine omgivelser, den hybrisiske adfærd, som måske var en uundgåelig reaktion på min ulykkelige barndom. Hvor uforståeligt det end forekommer mig at være, må jeg i min higen efter kærligheden tilsyneladende have krydset en usynlig grænse, mellem den menneskelige sfære og den guddommeliges sfære, som det ikke er op til et menneske at krydse. Det er tilsyneladende universets hensigt, at kærligheden, den dyd, som er størst af de tre teologiske dyder, og som er det princip, som hele universet lader til at være bygget op omkring, men som menneskene kun kender eksistensen af gennem dens fravær, skal forblive uafdækket som en nedgravet skat i tusmørkets indre.

Hvis nogen en dag skulle finde denne dagbog, hvis den ved et mirakuløst tilfælde skulle undslippe tusmørkeverdenens strømhvirvel og skylle i land på en kyst i dagslyset, så vil jeg på det kraftigste advare mod, at man følger i mine fodspor. Bliv i dagslyset, hvor ubærligt det end måtte forekomme dig at være, du, som har fundet min hemmelige dagbog. Tusmørket vil intet godt bringe dig. Det vil kun mangedoble den rædsel, som du bestandigt føler ved at opholde dig i dagslyset.

(Her ender den tusmørkeopdagelsesrejsende hemmelige dagbog, som er plettet af blod).

Inkongruens

I drømme bliver vores hovedperson født igen og igen. Der findes ikke den mulige eller umulige form, han ikke har set dagens lys i. I et liv fik han lov til at udleve sin kvindelige side og var en aflåst dør, hvortil ingen nøgle passede. I et andet liv fik han lov til at udleve sin mandlige side og var en nøgle, som ikke passede til nogen lås. Man kunne fylde en bog af omfang som Tusind og én nat med hans mange liv, som om det ikke var ham selv, men Scheherazade, som var ophavsmand til dem, men for ikke at trætte læseren unødigt vil vi stoppe her, for modsat de østerlandske eventyr virker hans mange liv som skåret over samme læst: Temaet synes altid at være det samme: inkongruens. Det er på en gang en stor sorg og en stor glæde for vores hovedperson. En sorg, fordi inkongruens set ud fra det menneskelige perspektiv er det samme som ensomhed. En glæde, fordi tilværelsens gåde netop ikke åbenbarer sig i tilfælde af kongruens, men i tilfælde af inkongruens, og at han dermed bliver en del af denne, altså tilværelsens gåde. Ja, lad os slå det fast: Vores hovedperson er en gåde, både for sig selv og for andre. Ikke en stor gåde, men en lille som et skrøbeligt vagtelæg i den inderste æske i et kinesisk æskesystem, igen et eksempel på inkongruens. Og måske også af og til et irritationsmoment som en lille sten i skoen, man helst var foruden, igen et eksempel på inkongruens. Men altså: Han er en gåde. Men han er også gådens løsning. Den aflåste dør, han er i det ene liv, kan åbnes af den nøgle, han er i det andet liv. Ulykken er, at de to liv ikke kan forenes, og at der, når han vågner, ikke er to liv, hvor det første kunne forstås ud fra det andet, men kun ét, hvor jegets definitive udslettelse for hvert af hans åndedrag rykker nærmere.

To fortællinger om arv

1.

Jeg drømte, at jeg var en blandt mange arvinger til et stort og gammelt hus. Jeg så mine slægtninge ankomme i store flokke. De var store og tykke på den selvtilfredse måde, som man kun ser bedsteborgere være det på gamle, gulnede fotografier.

Jeg opholdt mig på loftet, som var fyldt med reoler, med gamle og støvede bøger, og opmagasinerede møbler og vaser af forskellige størrelse og udformning.

Jeg traf på en slægtning i mørket. Han sagde goddag og ville give mig hånden. Jeg afslog det med den begrundelse, at jeg havde tilsmudset min hånd ved at hive en bog ud fra en af reolerne og åbne den, hvilket vistnok var korrekt.

En anden slægtning, som optrådte nervøst og eksalteret, var meget optaget af, at jeg ikke begyndte på at udvælge mig ting blandt tingene på loftet og lægge dem til side, før alle arvingerne var til stede. Måske troede han, at jeg allerede var begyndt på det på grund af min tilsmudsede hånd, som efterhånden tiltrak sig den samme opmærksomhed i mørket som blodet på en mordmistænkts tøj. Ja, jeg var vist allerede dømt skyldig af ham ved hans indre domstol, hvor han både agerede anklager og dommer. Forsvaret var afskaffet ved den rettergang. Derpå gik han nedenunder for at konferere med de andre arvinger.

Nu skulle slagsmålet om, hvordan tingene skulle fordeles mellem arvingerne, til at begynde. Der var sikkert, selv om jeg ikke havde blik for det, mange værdifulde genstande på loftet. Især møblerne og vaserne fangede min interesse. For hver gang jeg så på dem, blev materialerne, de var lavet af, mere og mere ædle, så jeg til sidst måtte se bort for ikke at blive blændet. Men jeg havde ikke lyst til at arve nogen af de gamle ting. Den fortællingens aura, den enkelte genstand var omgivet af, begrænsede sig til at høre hjemme i en nu tabt tid. Den enkelte genstand var som et gammelt menneske, der er opsat på at fortælle historier fra sin barndom og ungdom, men med sin milde megalomani ikke indser, at fortællingerne ikke har nogen relevans for nutidens børn og unge. Tiden går, men menneskene og de ting, som omgiver dem, går ikke med. Glemslens vande stiger og tager dem med ned i sit dyb. Som druknende kan man godt undre sig over de ganske få udvalgte mennesker og ting, som undgår denne skæbne. De flyder ovenpå og skyller i land på evighedens kyst. Hvad er det for en egenskab, de har, som vi andre ikke har? Jeg tror, at det må være en evne til at række ud over sig selv, både på godt og ondt. Nærmere kan jeg ikke komme det.

Men tilbage til drømmen: Tingene skulle fordeles mellem arvingerne, men jeg havde ikke lyst til at arve nogen som helst af dem. På den anden side var jeg bange for, at mit arveafkald ville blive tolket som udtryk for en svag karakter af mine slægtninge, som udtryk for en manglende vilje til at kæmpe for min ret. Det ville jeg for alt i verden undgå. Jeg ville kæmpe som en løve mod de andre arvinger, blot ikke om arven. Fast besluttet på dette paradoksale forehavende knyttede jeg hænderne med henblik på den forestående kamp.

Et sted på loftet fik jeg øje på nogle fotografier af mig selv som dreng. Jeg virkede så tynd og spinkel, som om jeg var blevet forsømt af mine forældre, hvilket jeg ikke kunne få til at stemme med mine erindringer. Således hensunket i tanker om den sande karakter af min barndom sluttede drømmen omkring mig.

2.

Jeg var i en slem knibe: Til min store overraskelse viste det sig nemlig, at mine forældres hus, som var det eneste, mine forældre havde efterladt sig ved deres død, og som nu var blevet sat til salg af bobestyreren, for at den store gæld og de mange ubetalte regninger, som der blev ved med at komme rykkere for, kunne betales, hvilket havde den sørgelige konsekvens, at min arv kun ville komme til at beløbe sig til et ubetydelig pengebeløb, var beliggende i et tivoli, og som om det ikke var nok, endvidere ingen ydervægge havde, så det stod helt åbent for uvedkommende færdsel og ophold.

Da jeg en aften tog ud for at bese ejendommen, fandt jeg således for mig helt fremmede opstemte mennesker gående rundt på ejendommens grund og endda også inde i selve huset. Eksempelvis sad nogle unge mænd og drak øl om det bord, hvor jeg sammen med min far og mor havde spist aftensmad i min barndom. Jeg ville forklare dem sagens rette sammenhæng: at de opholdt sig på en privat grund, for at få dem til at fortrække, men i det samme øjeblik greb en usoigneret vagabond med sin store opsvulmede hånd med fingre med sorte negle om min hånd og holdt mig tilbage for at fortælle mig sit livs lidelseshistorie. Det ville jeg naturligvis ikke høre tale om, da jeg mente, at hans lidelseshistorie umuligt kunne være større end min egen, og jeg ville derfor vriste mig fri af hans greb, hvilket tilsyneladende også lod til at lykkes for mig. Dog helt at slippe af med vagabonden lykkedes det tilsyneladende alligevel ikke for mig. En følelse af, at han på afstand fulgte efter mig og overvågede min gøren og laden, ville ikke helt slippe mig. Oven i alt andet havde jeg fået en art snavset dobbeltgænger, som forsøgte at overgå mig i hjemløshed og ulykke.

Jeg henvendte mig nu til en mand i en af de opstemte grupper, som opholdt sig på mine forældres ejendom, en mand, der til trods for, at han befandt sig i muntert lag, alligevel bevarede en vis myndig udstråling, som virkede tillidsvækkende på mig. Han lyttede da også opmærksomt, med stadig mere rynkede bryn, til det, jeg havde at sige, da han kunne se på mig, at jeg var i stor nød. Da jeg var færdig med min beretning, tog han ordet og sagde:

”Du har ret i, at du er i en slem knibe, ulykkelige menneske. Denne ejendom vil næppe nogensinde blive solgt. Nok er det en gang imellem som her i aften for mig og mit selskab sjovt at feste – at fyre den af, som man siger – men ingen – jeg gentager: ingen! – ønsker at bo i et tivoli til dagligt.”

Derpå vendte han sig om mod sine venner og genoptog den muntre snak med dem.