Kundskabens frugt og andre relikvier

Skelettet af hvalen, som slugte profeten Jonas, neden for templet for de overleverede værdier

I ruinbyen er de døde kun tilsyneladende døde og bliver derfor begravet levende. Bedemanden må slås med ligene for at få dem anbragt i kisterne. Det udarter sig ofte til regulære bryde- og boksekampe. De døde har ingen sportsånd. De spytter en i ansigtet, bider en i øret og sparker til en, selv om man ligger ned. Bedemanden har en boksers melankolske ansigt. Man ser ham ofte sidde med et blåt øje og en brækket næse over et glas brændevin på café den evige genkomst. Stamgæsterne, som kommer forbi, slår ham venskabeligt på skulderen.

”Har det været en hård dag i kapellet, sømand?”

En tåre triller ned ad bedemandens kind og havner i glasset med brændevin.

”De er livlige, de døde, er de ikke?”

Bedemanden bryder hulkende sammen. Denne tilbagevendende begivenhed har givet navn til en drink, bedemandens cocktail, som består af brændevin, kildevand og en knivspids salt.

Det værste er de dage, hvor bedemanden åbner døren ind til café den evige genkomst, og ligene i de kister, som han netop har forseglet, sidder til højbords omgivet af de beundrende stamgæster. De skåler, fortæller sjofle vittigheder og ler i alle tonearter. De ignorerer tilsyneladende bedemanden, men af og til kan en af dem alligevel ikke dy sig for at vende sit delvist forrådnede ansigt mod ham og betragte ham med et skælmsk blik.

Det forekommer imidlertid bedemanden, at han endelig har fundet en god løsning på sine arbejdsmæssige udfordringer. Efter at han med indøvede slagkombinationer har knockoutet de døde og lagt dem i kisterne, stiller han tunge relikvier på kistelågene, så han i ro og mag kan skrue skruerne i og forsegle kisterne, selv om de døde allerede er kommet til bevidsthed igen og hamrer løs på kistelågene inde i kisterne. Relikvierne har han hen ad vejen fundet i krypten under templet for de overleverede værdier. Det er et sted, hvor ubefæstede sjæle let kan fortabe sig. Det fortælles, at bedemanden engang opholdt sig tre dage og tre nætter i krypten. Han fortalte efterfølgende de noget tvivlende indbyggere i ruinbyen, hvordan relikvierne var blevet vakt til live, hvordan krypten var blevet forvandlet til et stort teater, og hvordan han havde overværet de kristnes historie fra verdens skabelse til verdens undergang.

Kundskabens frugt

Her er nogle få eksempler på de mere eller mindre obskure relikvier fra templet for de overleverede værdier:

En afstøbning af kundskabens frugt med bidmærke efter Adam.

Skelettet af den due, som Noa sendte ud fra den åbne luge i arken efter syndfloden, med en vissen olivenkvist i næbbet.

Kraniet af den hval eller hvaløgle, som slugte profeten Jonas.

Den første sten, som det menneske, som var uden synd, blev opfordret til at kaste, men som ikke blev kastet.

En dødsmaske af en helgeninde med opsvulmede kinder, som ifølge legenden skyldes, at hun hele sit liv vendte den anden kind til og modtog den ene lussing efter den anden, indtil hun led martyrdøden.

En glorie, som blev båret af en husmor, som ofrede alt for mand og børn, men blev forladt af dem, hjerteløse mennesker som de var.

Det tomme glas med sovepiller, som den unge mand efterlod sig efter at være blevet drillet som barn i skolen, ung i gymnasiet og voksen på arbejdspladsen.

Forfatteren til denne tekst, som mere er et laboratorium for ideer end en fortælling, ville gerne have nævnt flere eksempler – listen over relikvier, som er samlet i tre store bind, ville i de rette hænder kunne grundlægge en ny teologi – men netop som ånden kom over ham og forvandlede hans tunge til to tunger af ild, begyndte mænd klædt i sort at samle sig på gaden uden for hans bolig. De bankede på døren, den ældste præsenterede sig på latin med en stemme, som lød, som om den kom inde fra en hule, og rakte et brev frem.

Der stod i brevet, at hvis forfatteren nævnte afstøbningerne af de erigererede penisser og opsvulmede kønslæber og klitorisser fra de kristne martyrer, som var døde under tortur, ville han blive retsforfulgt både i den jordiske og himmelske stad. Han burde alvorligt spørge sig selv, om han ville udsætte sit hvirvelløse evangelisk-lutherske legeme for englenes retfærdige straf, ihukommende inkvisitionen, hekseprocesserne og de fortabte sjæles efterliv i de nazistiske koncentrationslejre i helvede, hvor man bliver gasset igen og igen, og der bliver syet lampeskærme af ens hud.

Forfatteren græd, både med sine egne og den fiktive karakter bedemandens tårer. Hans mund kyssede den gamle mands ring, ja, hans læber lukkede sig om den store, runde rubin, som lignede en blodfyldt byld, og suttede på den som et lille barn på et bolsje.

”Min mund er lukket med syv segl.”