 |
| Regnbuepersonen i et gråt interiør. Efter Hammershøi |
Der hviskes og tiskes i krogene. Den grå by med de grå huse og de grå gader har fået en ny indbygger, en farverig personlighed, et menneske af ubestemmeligt køn, som har striber ligesom en zebra, blot er striberne ikke sorte og hvide, men alle regnbuens farver. Videnskabelige undersøgelser har vist, at den stribede hud indeholder rødt, orange, gult, grønt, blåt og lilla pigment, og at antallet af pigmenter og dermed farveintensiteten øges, når den udsættes for sollys. Det fortælles, at den nye indbygger, som de oprindelige indbyggere i den grå by med de grå huse og grå gader allerede har døbt ”regnbuepersonen”, kan blive næsten selvlysende omkring sankthans. Regnbuepersonen går som en brændende fakkel i alle regnbuens farver gennem byens kvarterer ved midnatstide og oplyser selv de mørkeste kroge. De gadeprostituerede og deres lyssky kunder må holde sig for øjnene for ikke at blive blændet.
 |
| Regnbuepersonens genopstandelse. Efter Mantegna |
Regnbuepersonen er tilsyneladende i familie med Pico
della Mirandolas kamæleon og Nietzsches overmenneske. Den har en flydende
identitet. Den er fremtidsvendt. Den ser sig ikke tilbage som Orfeus og Lots
hustru. Dens ansigt er vendt mod solopgangen og foråret. Den begynder forfra
hele tiden og ser på verden med friske øjne. Den skaber sig selv og sine egne
værdier.
”Det er min skæbne,” siger regnbuepersonen med
himmelvendte øjne og en tåre i øjenkrogen, ”at dø og genopstå igen og igen i al
evighed i den grå by med de grå huse og de grå gader.”
