Den grønne mand

Den grønne mand. Vinter

Det var vinter. Den syge mand besluttede, at han ville finde den grønne mand, som ifølge overleveringen holdt til et sted ude i skoven. Han gik med tunge skridt gennem det snedækkede vinterlandskab. Han måtte af og til standse og støtte sig til et af de gamle træer, som blev mere og mere krogede, efterhånden som han kom længere og længere ind i skoven. Han ledte efter den grønne mands fodspor i sneen, men fandt kun sine egne. Han var lige ved at opgive sit forehavende, da den grønne mand – ud af den blå luft – kom ham i møde med åbne arme.

Den grønne mand bød den syge mand velkommen og inviterede ham indenfor i det gamle, hule egetræ, hvor mariebarnet i sin tid havde boet efter uddrivelsen af himlen. Det forekom én, at hans hud var lavet af knudret bark, ud af hvilken der i stedet for hår, skæg og kropsbehåring voksede friske, grønne blade, og når han talte, lød det ikke som et af verdens kendte sprog, men som vindens susen i skovens trætoppe. Det var naturligvis meget anderledes end at sidde over for ens logisk tænkende praktiserende læge, men efter et kvarters tid holdt man op med at tænke over det.

Den grønne mand tilberedte te af helbredende urter, som han havde sanket under fuldmånen i skovens lysninger og efterfølgende bundet i buketter og hængt ned fra loftet i nærheden af ildstedet. Den syge mand drak den eksotisk smagende te og fik det en lille smule bedre. Det var imidlertid først nu, at den egentlige konsultation begyndte. Den grønne mand åbnede den syge mands bryst. Han betragtede længe den syge mands hjerte gennem sine knyttede næver, som han holdt op foran sine øjne, som om de var en kikkert.

”Suse hvisle suse,” sagde den grønne mand.

Det betyder: ”Det er et mysterium. Et mysterium inden i et mysterium.”

”Hvad ser du?” spurgte den syge mand forskrækket. ”Er det alvorligt? Skal jeg snart dø?”

”Suse hvisle suse,” sagde den grønne mand. ”Nej, det var ikke det, jeg tænkte på, men at dit hjerte ligesom mit er en plante, og at dine blodårer ligesom mine er plantens forgrenede rodnet. Du har imidlertid ret i dine bange anelser. Dit hjerte har det ikke godt. Det er delvist visnet. Du har måske mødt meget modgang i dit liv?”

Den syge mand nikkede. En tåre af samme udseende som saft tappet fra birk, ahorn eller sukkerløn trillede ned ad hans kind.

”Suse hvisle suse,” sagde den grønne mand. ”Fat mod, mit kære tiptipoldebarn. Dit hjerte vil blive helt igen. Du og jeg, florale væsner som vi er, bliver til hele tiden. Den visne plante i dit indre vil grønnes. Nye blade og nye rødder vil vokse frem og erstatte de gamle, visne.”

Den grønne mand. Sommer

Den grønne mand fandt en fløjte frem fra sine gemmer og begyndte at spille. Det var en enkel, iørefaldende melodi, som den syge mand ikke havde hørt, siden hans mor havde sunget den for ham ved hans sengetid for en menneskealder siden. Åh, det gjorde så usigeligt godt. Den syge mand fornemmede, at et eller andet begyndte at krible og krable inden i hans bryst, og at der bredte sig en behagelig følelse i hele hans krop, og at han igen kunne mærke sine fødder og sine hænder. Det var imidlertid ikke kun den syge mand, som forvandlede sig. Den lille verden i en omkreds på cirka 25 meter omkring det gamle, hule egetræ forvandlede sig også. Sneen smeltede og træerne sprang ud. Det var sommer.