 |
| Marmormanden |
Jeg drømte, at jeg var en surfer i orkanens øje, og at
mit navn var skrevet, ikke i vand, men i marmor. Jeg var i ækvilibrium inden i
det hulrum, som den brydende bølge dannede om mig som en fødende kvindes
livmoder om sit foster. Jeg beundrede med himmelvendte øjne det sakrale rum med
de hvælvede vægges gyldne årer. Michelangelo havde fået øje på mig inden i en forvitret
blok i stenbruddet, fravalgt af alle andre kunstnere, og havde befriet mig med
hammer og mejsel. Det var forår. Skovens vugge blomstrede. Den antikke
civilisation var et hjerteslag fra at blive genfødt. Pegasussen foldede sine
fjer ud. Det, som menneskene havde på hjertet og på tungen, blev til bevingede
ord, selv misforståelser og dumme spørgsmål. Det ulogiske har også en
eksistensberettigelse. Jeg var vor tids Diskobolos, det tvivlsomme kompromis
mellem Heraklits og Parmenides’ uforenelige verdensbilleder, Goethes frosne
musik, eller det sovende barn i det fortryllede slot om man vil.
Jeg vågnede, stiv i lemmerne, lettet over at svedperlerne
på panden og regndråberne på ruden var af vand.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar