 |
| Melankoli. Pico Della Mirandolas kamæleon imiterer Månen |
Kamæleonens inderste kerne, et kulfyret
kraftvarmeværk halvt i ruiner, pumper sort galde ud til legemets endnu ikke
opdagede forstæder.
Dens hud plettes af kløende udslæt
i gule, orangebrune og røde nuancer, idet den med tårefyldte øjne overværer, at
træerne brænder, og at de forkullede grenes krogede bogstaver kommer til syne som
et fikserbilledes skjulte motiv. Man behøver ikke at være Champollion for at
tyde skriften på væggen. Det er efterår.
Trækfuglene, som endnu ikke har
forladt de af den tredje årstid undergangstruede nordiske velfærdsstater, flyver
ind i den blå times succession af stadigt større luftkasteller, indtil de endelig
ankommer til fiksstjernerne, hvor de bygger rede i Abrahams skød.
Findes der mon noget værre
mareridt? Migranternes æg, befrugtet af det jordiske tankemylders sæd, udklækkes,
og de skabninger, som evolutionen klogeligt fravalgte i sin tid, ser dagens
lys, med rudimentære vinger, finner og ben, og med overdimensionerede
kønsorganer, ude af stand til andet end at skabe sig som sindssygehospitalernes
sengeliggende patienter før Sigmund Freud. Melankolien triumferer i det himmelske
paradis. Mørkets fyrste, den almægtiges natside, eller skygge om man vil, er
vendt tilbage. Han sidder, idet han støtter hovedet med sin knyttede næve, og
reciterer Silenos’ visdomsord, om og om igen, indtil galakserne holder op med
at rotere og Jesus stiger ned fra korset for at gå bort i nedtrykt
sindstilstand.
”Kom tilbage,” råber de endnu ikke
genfødte profeter i hvalernes indre. ”Vi fryser om hænderne og fødderne. Vores
sol er ved at forlade os. Hvad bliver mon den næste plage? Mørke midt på
dagen?”
Måneægget rejser sig imidlertid
som en kæmpe på nattehimlen. Kamæleonen skifter farve endnu engang. Denne gang bliver
den hvid som rimfrost. Dens hud imiterer med fotografisk realisme Månens
kratere og have af basalt.
Dette er mit beskedne forslag til
et appendiks til Pico Della Mirandolas tale om menneskets værdighed. Jeg er det
eneste virkelige på Rembrandts afbildning af doktor Tulps anatomiske forelæsning,
det eneste moderne: det delvist dissekerede lig. De fastelavnsudklædte kirurger
omkring mig er en drøm, jeg drømmer.
