Den tredje årstid

Melankoli. Pico Della Mirandolas kamæleon imiterer Månen

Kamæleonens inderste kerne, et kulfyret kraftvarmeværk halvt i ruiner, pumper sort galde ud til legemets endnu ikke opdagede forstæder.

Dens hud plettes af kløende udslæt i gule, orangebrune og røde nuancer, idet den med tårefyldte øjne overværer, at træerne brænder, og at de forkullede grenes krogede bogstaver kommer til syne som et fikserbilledes skjulte motiv. Man behøver ikke at være Champollion for at tyde skriften på væggen. Det er efterår.

Trækfuglene, som endnu ikke har forladt de af den tredje årstid undergangstruede nordiske velfærdsstater, flyver ind i den blå times succession af stadigt større luftkasteller, indtil de endelig ankommer til fiksstjernerne, hvor de bygger rede i Abrahams skød.

Findes der mon noget værre mareridt? Migranternes æg, befrugtet af det jordiske tankemylders sæd, udklækkes, og de skabninger, som evolutionen klogeligt fravalgte i sin tid, ser dagens lys, med rudimentære vinger, finner og ben, og med overdimensionerede kønsorganer, ude af stand til andet end at skabe sig som sindssygehospitalernes sengeliggende patienter før Sigmund Freud. Melankolien triumferer i det himmelske paradis. Mørkets fyrste, den almægtiges natside, eller skygge om man vil, er vendt tilbage. Han sidder, idet han støtter hovedet med sin knyttede næve, og reciterer Silenos’ visdomsord, om og om igen, indtil galakserne holder op med at rotere og Jesus stiger ned fra korset for at gå bort i nedtrykt sindstilstand.

”Kom tilbage,” råber de endnu ikke genfødte profeter i hvalernes indre. ”Vi fryser om hænderne og fødderne. Vores sol er ved at forlade os. Hvad bliver mon den næste plage? Mørke midt på dagen?”

Måneægget rejser sig imidlertid som en kæmpe på nattehimlen. Kamæleonen skifter farve endnu engang. Denne gang bliver den hvid som rimfrost. Dens hud imiterer med fotografisk realisme Månens kratere og have af basalt.

Dette er mit beskedne forslag til et appendiks til Pico Della Mirandolas tale om menneskets værdighed. Jeg er det eneste virkelige på Rembrandts afbildning af doktor Tulps anatomiske forelæsning, det eneste moderne: det delvist dissekerede lig. De fastelavnsudklædte kirurger omkring mig er en drøm, jeg drømmer.

Heraklit. Fragmenter 2

De opdagelsesrejsendes forfatning

Universet er anakronistisk. Alle tidsaldre og alle mennesker, dyr og ting er til stede på en gang. Jeg var til, både da Jorden var flad, og da den var rund. Jeg var til, før menneskene og guderne skabte hinanden. Jeg var vidne til hele evolutionen. Jeg var kaptajn på Santa Maria. Jeg landede med Ørnen i Stilhedens Hav og tog det første skridt på Månen. Jeg er de opdagelsesrejsendes opdagelsesrejsende.

De opdagelsesrejsendes forfatning:

§ 1

Opdag.

§ 2

Genopdag.

Hele evolutionens historie er nedskrevet i mit kød og blod med alfabetets krogede bogstaver, som oprindelig voksede langs Nilens breder. Alle dyrearter er til stede på en gang. Jeg er både fugl og fisk. Jeg føder kentaurer, når jeg sover og drømmer. Jeg bliver til hele tiden.

En sommerfugl er både æg, larve, puppe og sommerfugl. Et menneske er både æg, foster, barn, voksen og gammel.

De døde er ikke døde.

En skuespiller er ét menneske på scenen, et andet bag scenen. Hvad er dit navn? Legion, for jeg er ikke en, men mange.

Universet er et fikserbillede i tre dimensioner. Et hologram som skifter udtryk hele tiden. Mennesket, et spejl af verden som det er, er på samme måde et mangefacetteret hologram. Det sker med jævne mellemrum, at man får øje på natsiden i sin næstes åsyn. Billedet af Dr. Jekyll erstattes af billedet af Mr. Hyde, kontinuerligt som de fire månefaser eller de fire årstider veksler mellem hinanden.

Aristoteles siger: Enten eller. Jeg siger: Både og. Sandt er både sandt og falsk.

Jorden er både flad og rund. Set fra et jordisk perspektiv er horisonten en ret linje. Set fra et himmelsk perspektiv er Jorden et kuglelegeme.

Solen bevæger sig rundt om Jorden. Jorden bevæger sig rundt om Solen. Begge udsagn er sande. Set fra et jordisk perspektiv står Solen op i øst, bevæger sig i en bue hen over himlen og går ned i vest. Set fra et himmelsk perspektiv bevæger Jorden sig i en ellipseformet bane rundt om Solen, med Solen i det ene brændpunkt.

En cirkel er både en cirkel og en ret linje, hvis cirklens omkreds er uendelig.

Platons ideverden er skabt af jord, det mindst foranderlige element. Platon må have været tyr, jomfru eller stenbuk, siden han gjorde det til sit livsprojekt at bekæmpe de foranderlige elementer ild, luft og vand.

Platons ideverden er som en fabrik uden døre og vinduer, hvor prototyperne af eller originalerne til alle verdens ting i den faldne verden uden for fabrikken, menneskene, dyrene og naturen, masseproducerede sekundavarer, er stuvet sammen. I et afsidesliggende hjørne af fabrikken står nogle piletræer. Man tror ikke sine egne øjne. Det er, som om de er udhugget i det fineste hvide marmor af selveste Bernini til ære for paven og hans kardinaler. Der er imidlertid ingen vind i piletræerne. Det er frossen musik, ikke en symfoni, men en og samme tone i al evighed, som om man havde tinnitus. Det er et apollinsk mareridt.

Der er ingen kamæleon i Platons ideverden. Ideen om en hest har aldrig vundet noget væddeløb.

Der er løbet meget vand i Kaystros, siden Platon skabte ideverdenen.

Mennesket er et foranderligt væsen i en foranderlig verden, en kamæleon under en nattehimmel med nordlys, kometer og stjerneskud.

Kunstner, kan du male en moden kornmark alene ved hjælp af rød- og blåviolette farver, har du forstået min lære.

Paradokset er stedsegrønt. Sort snak i alle regnbuens farver er livets salt, hvis den åbner rum for nye erkendelser.

Herostratos, sæt ikke ild til templet for de overleverede værdier. Verden er allerede hjemsøgt af en altomfattende ildebrand, logos.

Ingen brandmand kan slukke logos.

Jeg har set den ganske verden, sagde Heraklit, da han blev gammel og syg. Han sad foran kaminen og så ind i ilden. Man siger, at jeg levede mit liv som medlem af tiggernes aristokrati i de labyrintiske gange i templet for de overleverede værdier i Efesos. I virkeligheden strejfede jeg hvileløst omkring i Ahasverus’ fodspor mellem galakserne. Mit hjemløse hjerte er et relikvie for fiksstjernernes fremmede folkeslag, universets ædle vilde. Jeg var de opdagelsesrejsendes opdagelsesrejsende. Jeg var digter.

Heraklit. Fragmenter

Amor fati. Elsk din skæbne

Nymåne eller fuldmåne: det er den samme måne.

Gråt er både sort og hvidt.

Detaljen er en bundløs afgrund, et mikrokosmos af omfang og mangfoldighed som overgår universet.

Tragediens og komediens masker: to grimasser, samme ansigt.

Teatrets to masker, Melpomene og Thalia, er uadskillelige. Jeg ler ad tragedien og græder over komedien.

Min flod, min flod, hvorfor har du forladt mig?

Eftertiden misforstod mig, måske med overlæg, især Platon og hans kristne efterfølgere, illusionens vogtere med deres falske forestilling om en uforanderlig verden bag ved den foranderlige verden. Læs mine læber: floden forvandler sig hele tiden, ja, men det er den samme flod.

Nietzsche, en fjern slægtning med den samme oprørske natur som min, har imidlertid forstået mig. Floden er det menneske og det univers, som forvandler sig hele tiden for at blive det menneske og det univers, de er. Man forandrer for at bevare. Man har et standpunkt, til man tager et nyt, for at blive og forblive den man er. Fordi alt i sidste ende er et. Kaos er kun tilsyneladende. Et midlertidigt stormvejr. Logos, universets inderste princip: bogstaverne, ordene og sætningerne, opretholder kosmos.

Sjælen er en edderkop. Legemet er dens edderkoppespind. Som tiden går, bliver edderkoppen mere og mere synlig. Et gammelt menneske har otte ben. Tror du mig ikke, besøg et plejehjem.

Januars to ansigter, det bagudskuende og det fremadskuende, ser hinanden i øjnene.

Dygtiggør dig som en elev på et værksted hos tidens tand: skab ruiner og fragmenter. De vil overleve nedfarten i tidens malstrøm og skylle intakte op på evighedens kyst.

Venus fra Milo blev først fuldendt, da hun mistede sine arme.

Fortiden er endnu ikke begyndt. Din far og mor venter spændt på din fødsel i fremtiden.

Sandt er både sandt og falsk.

Intet ord er det sidste ord.

Forbered dig på den evige genkomst. Forvandl dig til levende sten. Uanfægtet af den ydre verdens tildragelser, krige mellem nationalstater og menneskeskabte klimaforandringer, kaster Myrons atlet sin diskos igen og igen, millennium efter millennium.

Der er ingen forskel på Diskobolos og Sisyfos. Amor fati. Elsk din skæbne.

Historien har ingen afslutning. Intet menneske er det sidste. Alt begynder forfra, hele tiden, her og nu.

Alfabetet er en cirkel: efter omega kommer alfa.

Alkoholikeren på Naxos

Moira. Guds hjerte

Kvintessensen af hybris: at tro, at du er elsket. Hvad hjælper det et menneske at have dræbt Minotauros, de tusinde illusioners vogter, og at have skiftet maske fra Theseus til Dionysos, når labyrinten er spundet af ariadnetråde?

Moira. Guds hjerte er en edderkop. Jeg følger i Nietzsches fodspor ned i afgrunden.

Nymåne eller fuldmåne: det er den samme gamle måne. En time føles som et årtusinde. En dag er det slut, synger den gale mand i vekselsang med den græske tragedies kor af måger i de mennesketomme gader en tidlig søndag morgen.

Jesus sagde imidlertid: Sandelig, sandelig siger jeg: I er alle Jesus. I er alle korsfæstede. I er alle genopstandne. Den evige genkomst – hvor uvelkommen den end må være for den tømmermandsramte selvmordskandidat – graven af bomuld og andedun og de tomme vodkaflasker, som ligger spredt rundt omkring i lejligheden, er alle hverdagsrealiteter. Det er påske 24-7. Det er vores forbandede pligt at dø og genopstå på denne mørke klode, om end ikke i al evighed, så i hvert fald ni gange, for katten. Amorinernes pile gennemborer mit hjerte. Vinen flyder gavmildt fra mine hellige, vaginalignende sår. Berus jer, humanister, i min karakter og skæbne. Min promille transcenderer brød og vin. Champagnepropperne springer, og vi bader to gange i den samme flod. Der er ingen ende på universet og dets lidelser. Jeg er ulykkelig forelsket i hver og en af de tusinde parallelle verdner.

Koncert for en dansende gud

Friedrich Nietzsche. Dionysisk dans

Det fortælles, at folket en dag holdt op med at arbejde og i stedet for begyndte at danse. De dansede i gaderne. De dansede på pladsen foran det tidligere kongeslot, som i vores urolige tider – men måske kun for en kort stund endnu? – lægger lokaler til parlamentet og statsministeriet. Den gamle statsminister med de engang røde, men nu hvide hårlokker, stod sammen med den unge departementschef og betragtede forundret den animerede menneskemængde fra et af de høje, lukkede vinduer i sit kontor.

”Er de gået fra forstanden?” udbrød statsministeren.

”Lyt,” sagde departementschefen og begyndte at danse. ”Kan du ikke høre?”

”Nej,” sagde statsministeren. ”Jeg kan ikke høre.”

Han skruede op for sit høreapparat. Der lød imidlertid kun en skrattende lyd.

Den dag blev regeringen sat fra magten ved en fredelig revolution. De unge soldater og politibetjente sagde farvel til våbnene. De nægtede at følge deres tunghøre foresattes ordrer om at genoprette ro og orden og begyndte i stedet for at danse med befolkningen.

De dansende borgere viste sig – selv om man kunne have sine tvivl – at være demokrater. Der blev udskrevet valg til den lovgivende forsamling. Rigets bedste mænd og kvinder med absolut gehør var allerede i gang med – som med ført pen – at skrive et udkast til en ny forfatning.

Det hele gik imidlertid hen over hovedet på den unge komponist med de røde hårlokker, som sad i sin lille lejlighed på anden sal i en af forstæderne og spillede klaver for åbne vinduer.

Den sidste atlantide. Myten om aftenlandets undergang

Slangen i Atlantis

Det var en tidlig morgen i Atlantis. Gaderne var øde. Der var ikke en lyd, ud over lyden af den unge mands dansende skridt, forårsaget af at han halvt gik, halvt løb, mens han uden ophør spejdede efter livstegn i retning af alle fire verdenshjørner. Hvor var alle mennesker henne? Han fortsatte sin dans flere gange rundt om den kolossale statue af sten, som forestillede en slange, byens vartegn, og ned til havet, i håb om at han fra den yderste mole ville få øje på et menneske et sted inde i byen. En kvinde som hængte vasketøj til tørre, en mand som fejede fortovet foran sin butik, eller to børn på vej til skole. Var det for meget at bede om?

Der var imidlertid sket en forandring med havet, siden den unge mand sidst havde besøgt havnen, hvor han på en af de mange fiskerestauranter havde spist en grillet fisk, som under hele måltidet havde betragtet ham med sine usædvanlig store og menneskelignende øjne. Havet bestod ikke længere af vand, men af mennesker. De bevægede sig, som om de var fisk i en fiskestime, i et virvar mellem hinanden. De glatte, glinsende kroppe fik ham til at tænke på de mange lag af sprællende fisk, når fiskerne tømte deres fyldte garn på dækket af deres under fiskenes vægt synkefærdige både.

Der blæste en frisk vind. Der var hvide skumtoppe på menneskebølgerne.

”Menneskene er bedre til at illudere hav end til at illudere mennesker,” tænkte den unge mand bedrøvet.

En tåre løb ad krogede veje ned ad hans ene kind. Den smagte af det oprindelige, men nu forsvundne hav, da den endelig nåede hans mund.

”Hvem er jeg?” fortsatte han sin tankerække. ”Det er, som om jeg hverken tilhører individets ø eller fællesskabets kontinent, som om jeg befinder mig på et vadehavs blotlagte havbund, en bølgeribbet sandflade, hvor tiden er gået i stå et sted mellem den apollinske ebbe og den dionysiske flod. Man siger, at et menneskets karakter er dets skæbne. Mit DNA er et hus uden døre og vinduer. Kommer et godhjertet menneske forbi og hører barnegråd inde fra huset, vil han eller hun i den omgivende tilgroede have blive mødt af algebegroede skilte med indskriften: ”Privat område. Al uvedkommende færdsel forbudt.” Jeg har altid følt, at der var en mur mellem mig og mine medmennesker. Jeg forestiller mig døden som et digebrud, hvor murene omkring mig styrter sammen som en lille drengs sandslot ved tidevandets komme, og at jeg, på en gang fange og fangevogter, forenes med det gigantiske embryon af de døde, de levende og de endnu ikke fødte, menneskehedens kosmiske legeme.”

Overalt på havnepromenaden lå bunker af, hvad der ved første blik forekom en at være transparente mumier i forvredne positurer, eller måske mere rammende, slangehamme i menneskeskikkelse. Det var det enkelte menneskes karakter eller personlighed, som det havde aflagt, inden det sammen med sine medbrødre og medsøstre havde forvandlet sig til hav.

”Den leg kan jeg også lege,” tænkte den unge mand.

Han afførte sig næsten uden besvær sin individualitet, som om den var en – om end lidt klæbende – trikot og lagde den i en af bunkerne af de andre herreløse identiteter på havnepromenaden, hvor den straks begyndte at størkne i en tænksom positur.

”Hvilken lettelse ikke mere at adskille sig fra andre mennesker,” tænkte han.

En malstrøm, en tragtformet brønd, hvis vægge bestod af talløse menneskekroppe i evig spiralformet bevægelse ned mod det tilsyneladende bundløse dyb, åbnede sig under ham. Han sprang med åbne øjne på hovedet ned i det tomme rum, idet han udførte den ene saltomortale efter den anden. Generation efter generation af atlantider passerede revy for hans øjne i koncentriske cirkler med stadig mindre omkreds omkring ham. De sang på universets ældste sprog, som gik tabt i skyggen af det ufuldendte tårn:

”Vores hjerter var af sten. Vi var slanger i vores eget paradis. Vores navne er skrevet i vand, til skræk og advarsel for fremtidige generationer.”

Det var, som om malstrømmen var en tidsmaskine, som førte den unge mand længere og længere tilbage i evolutionen. De atlantider, som med tomme øjenhuler i deres voksagtige ansigter betragtede ham inde fra væggene i den tragtformede brønd tæt på havets bund havde ikke haft hænder og fødder, men finner, inden de havde aflagt deres slangeham.

”Hvem er I?” spurgte han.

”Vi er dig,” svarede de.

Han var ikke mere et menneske, men en skygge blandt skygger. Han ænsede knap nok, at væggene i den tragtformede brønd styrtede sammen og menneskehavet lukkede sig om ham.

Den ufrivilligt barnløse

Den ufrivilligt barnløses børn

Hun vekslede af og til nogle ord med en ældre herre, som boede i den samme opgang som hende. Han havde mistet sin voksne søn, hvilket han igen og igen vendte tilbage til. Hun lyttede med vantro, når han sagde, at der ikke findes nogen større sorg i denne verden end at have mistet et barn, men at det trods alt er bedre at have elsket og mistet end slet ikke at have elsket.

Hun forestillede sig af og til, at der eksisterede et parallelt univers, hvor de børn, hun ikke havde fået i dette univers, levede. Havde de mon en mor, som lignede hende til forveksling, på nær hendes manglende held i kærlighed, eller var de forældreløse og savnede hende lige så meget, som hun savnede dem?

Theseus og Minotauros

Minotauros

To livstidsfanger delte den samme beskidte celle. Den første, en voldtægtsmand og morder, kaldte den anden for Theseus. Den anden, som ikke forsømte nogen lejlighed til at fortælle, at han var uskyldig dømt, så derfor ikke anden mulighed end at kalde den første for Minotauros.
 
Minotauros troede oprindelig, at han var alene i cellen. En dag, da han gik rundt i en cirkel og grublede, opdagede han imidlertid til sin store overraskelse, at Theseus fra sit skjul i mørket i et hjørne af cellen stod og betragtede ham med et koldt blik. Hvor længe havde han mon stået der? Minotauros var overbevist om, at det var fængselsinspektøren, som havde anbragt Theseus i cellen for at dræbe ham, måske med en skarpsleben genstand som han skjulte i en lomme på indersiden af sin fangedragt.
 
”Dræber du mig, dræber du dig selv, sagde Minotauros med bævende stemme til Theseus. ”Vi er som Kain og Abel brødre, ja mere end det: Vi er komplementære tvillinger. Flygter Theseus fra labyrinten, vil han blive Minotauros. Flygter Minotauros fra labyrinten, vil han blive Theseus. Ensomme, adskilte, halve væsner, amputerede, fragmenterede, broderløse. Her i den beskidte celle, labyrintens inderste kammer, hvor modsætningerne omfavner hinanden og vokser sammen, er vi trods alt, hvis vi lærer at elske hinanden som ulven og lammet i det kommende fredsrige, eller arbejdsgiverne og arbejdstagerne i den fascistiske stat, hele. Lad os falde på knæ og takke den algode og almægtige fængselsinspektør, Gud og Satan i én skikkelse, for vand og brød."
 
Det kom aldrig til noget voldeligt opgør mellem Theseus og Minotauros. Theseus glemte, som tiden gik, alt om Ariadne og den skarpslebne genstand, som han måske eller måske ikke skjulte i en lomme på indersiden af sin fangedragt, i Minotauros’ åndfulde selskab. Hver dag delte de broderligt vandet og brødet mellem sig, mens de talte om stort og småt.
 
Theseus sagde ved en af disse lejligheder:
 
”Universet er en uendelig labyrint. Der er ingen forskel på det liv, som straffede og ustraffede lever. Alle er vi fanger.”
 
Han fortsatte:
 
”Ariadne findes ikke. Hun er metafysik. Et fantasifoster, som jeg har skabt for at bevise, at labyrinten har en ende.”

 
Minotauros kløede sig eftertænksomt i sine horn, som om han ikke vidste, hvad han skulle mene om dette credo eller rettere non credo.
 
De sagde godnat og lagde sig til at sove. Da Theseus’ åndedræt var blevet tungt og regelmæssigt, stod uhyret Minotauros imidlertid op, som han havde gjort det hver eneste nat siden Theseus’ ankomst, og begyndte at lede febrilsk i mørket efter den tråd, som begyndte et sted i cellen og endte i et garnnøgle neden for Ariadnes himmelseng i kongens palads et sted uden for labyrinten – hvis man blot kunne finde den! I sin ophidselse så han for sit indre blik, hvordan Ariadne, som om hun ikke var kongedatter, men luder, nede på alle fire på den mest vulgære måde udstillede de for en tyr ejendommelige anatomiske detaljer ved en kvindes underliv for at ægge ham til at voldtage og myrde hende.