 |
| Lavvande |
Skeletterne i skabet og liget i lasten holder møde. Nissen,
som flytter med, er referent.
”Alt vel, hr. opdagelsesrejsende?” spørger de og ler, skeletterne,
så de løse tænder og knoglerne rasler.
Jeg peger ud på det tørlagte hav, for hvis ende jeg engang
troede, jeg ville opdage et nyt alfabet.
”Det er lavvande,” siger jeg. ”Permanent lavvande. Som om
månen er standset i sin bane om jorden og har trukket havet væk under karavellernes
køle.”
”Dybet er krakeleret. Bjergenes rødder blotlagt. Elefanter,
giraffer og bøfler krydser Atlanten i rastløs søgen efter verdens sidste
mudrede vandhul. På deres vej passerer de hvalskeletter, i hvis hvælvede indre
de jordiske rester af profeter, søjlehelgener og eremitter er foreviget i
gådefulde positurer.”
”Oh, kunne jeg profetere over de tørre knogler og ville vinden
rejse sig, så de blev levende!”
”I ler, men kan det hele ikke blive for horisontalt? Det er,
som om de jordiske filosoffer alene tryllede jorden rund for senere at kunne affortrylle
den som flad igen som en hån mod den himmelske filosofis forestilling om en akse
udspændt mellem Satans og Guds boliger i henholdsvis den hule klodes frosne
indre og de saliges øer bag dyrekredsens stjerner. Det er, som om ikke alene elementet
vand for evigt er blevet forvist fra den menneskelige sfære, men også brød og
vin.”
”I den nivellerede afgrund er der ingen spor efter digternes
Atlantis. Myter er løgn. Ånd er løgn, som den nye apollinske elite messer.”
”Jeg længes efter syndfloden. Jeg længes efter sunkne
civilisationer. Jeg længes efter havets livgivende og skabende evne.”
