 |
| Ørkenens ankomst |
Bærer vi ikke alle i lighed med kongen af Korinth på et
stykke af vores barndoms landskab?
Jeg drømte, at jeg ville til gudstjeneste, men at vejen til
kirken var blevet ufremkommeliggjort af fygende sand, fra Mellemøsten og Nordafrikas
ørkener, som allerede lagde sig som urokkelige klitter på byens gader, torve og
pladser.
I en af byens parker var en kamelkaravane i færd med at
rejse deres telte og slå lejr for natten. Forbuddet om, at græsset ikke må betrædes, syntes ikke mere at kunne opretholdes, da plænerne med efterårskrokus
for længst syntes at være blevet transformeret til en ny provins af Sahara.
”Hvor kommer I fra?” spurgte jeg forbavset.
En høj mand med skæg og iklædt beduinkåbe – det var
øjensynligt karavanens leder og klanens overhoved – rejste sig fra sin plads
ved bålet og sagde:
”Vi kom med sandet.”
Han så mod syd på den store mængde sand, der som hvirvlende
ildsøjler udspændt mellem dyrekredsens stjernebilleder og den bundfrosne sø i
jordens indre var i færd med at ankomme i lyset fra den nedgående sol. Udsultede
sjakalers øjne lyste op i tusmørket i de omkringliggende gader, idet de
betragtede det aftensmåltid, der var under tilberedelse.
Araberen iagttog mig indgående med sit højre øje. Det drog
mig til sig, som lå det og græd blandt afpillede hvalskeletter på den tørlagte
havbund for neden af en malstrøm. Det venstre øje havde han mistet under en
skudveksling eller eksplosion.
”Ørkenen er et landskab i evig bevægelse,” sagde han. ”Intet
pennestrøg på et kort kan fastholde dens diffuse grænser. Solen, månen og
stjernerne får den til at vokse. Sydøstenvinden fører sandet langt mod nord. For
hvert skridt vores kameler tager, lægger sandet sig som et blødt tæppe under
deres klove. Hvor monstro du selv kommer fra, fremmede?”
Jeg blev pludselig i tvivl om min egen oprindelse.
”Ifølge myten ...” – allerede her begyndte mændene at le – ”kom
jeg hertil som vraggods fra et af skumklædte bølger omgivet skibsforlis.”
”Jeg var ikke alene. Ud af helleflynderens udspilede bug
kravlede den enlige mor, dronten, det forladte tøjdyr, katharerne og Edens have.”
”Forstå mig ret: Af vand er vi kommet. Døbefonten er på
gådefuld vis forbundet med verdenshavet. Eller tegner man på det spæde barns
hoved og bryst med okker og umbra og brænder det på bålet som en heks eller en kætter?
Nej, naturligvis ikke.
Paradiset var en mangrove befolket af amfibier. Eva var
halvt menneske, halvt havfrue.”
Ingen lyttede imidlertid efter mere.
Det var blevet nat i Norden. Jeg gik gennem de mennesketomme
gader. Over byen vejrede halvmånen.
