 |
| En pilgrim på rejse i et gudsforladt univers |
Min sorg er
ovre. Der kan gå dage og uger, hvor jeg ikke tænker på hende. Jeg
medtager hende kun i mine bønner, når jeg husker det, og da lyder det hult i
mine indre ører som en Oscar-vinders namedropping.
Det er, som om hun har født en ny søn i himlen, at han er
bedre end den søn, hun fødte på jorden, på samme måde som alt andet er bedre i
himlen end på jorden, og at han på godt og ondt nu er hendes øjesten.
Jeg, som gik ad de dementes vej til dødsrigets porte med
hende, men til sidst måtte slippe, overmandet af olivenlundens udmattelsessøvn,
er frisat.
Jeg er ikke mere nogens søn. Jeg er ikke mere nogens elskede.
Og med hendes endegyldige farvel har den forfædrene hær af
knokkelmænd også opgivet at stalke mig og vendt næsehulen hjemad for at
genoptage den afbrudte forrådnelsesproces i deres lerede boliger.
Slægtens kærlighedsbånd er bristet. Mælkevejens salt har
mistet sin kraft.
Det er, som om jeg er en vildfaren klode uden en stjerne at
kredse om. En pilgrim på rejse i et gudsforladt univers.
Der er dog også en anden mulighed, og det er den, at jeg
langt om længe er blevet voksen.
