Kvinde og enhjørning |
Det indre fabelvæsen.
En natlig konversation
”Hvis du skærer dybt nok, vil enhjørningen komme til syne,”
siger hun. ”Jeg kan føle dens horn og høre dens vrinsken.”
”Men du har skåret dybt i dig selv og intet fundet,” siger
han og ser på hendes antikrops tynde arme og flade bryst og er igen lige ved
at komme til at græde over, at en pige, som er så køn som hun, kan finde på at
gøre noget så forfærdeligt mod sig selv.
”Det var, fordi jeg ledte efter det forkerte,” siger hun.
”Jeg troede, at jeg var en sfinks, men jeg er i virkeligheden en havfrue.
Desuden ligger det indre fabelvæsen indlejret omvendt inde i mennesket, med
hovedet rettet mod jordens indre og hovene, poterne, halefinnen eller lignende
rettet mod de tilhørende stjernebilleder ligesom fosteret i moderens skød i
graviditetens sidste stadium. Jeg så ikke fiskeskællene, fordi jeg ledte efter
løvepels.”
”Jeg har faktisk skåret lidt i mig selv, da jeg var yngre,”
siger han, ”men jeg stoppede, fordi jeg blev bange, da det begyndte at bløde og
tilsyneladende ikke ville holde op.”
”Hvor?” spørger hun.
”På brystet og lårene,” svarer han.
Hun undersøger de små ar, som ikke kan måle sig med hendes
egne, som i al deres vælde minder om geologiske fænomener på Google Earth og
virker lige så gamle som de, selv om hun kun er halvt så gammel som han. Han er
som i alle livets andre forhold den lille. Hun er mesteren. Han er den evige
lærling.
”Måske er det derfor, at jeg er tiltrukket af dig?” siger
han. ”Du er skøn, det er sandt, men en skønhed, som ødelægger sig selv.”
”Du skal ikke være bange for blodet,” siger hun. ”Det er
også et orgie af blod, når en kvinde føder, og at frigøre det indre fabelvæsen
fra det omsluttende hylster af forgængeligt menneskekød er netop som en fødsel
eller genfødsel. Kom, lad os sætte os ned og skære i os selv, være jordmødre og
hjælpe med at føde hinandens indre fabelvæsen.”
Hun henter en lægetaske, som ligner noget fra en svunden tid
med anatomiske teatre, offentlige dissektioner og kappeklædte skikkelser, som
forsvinder i tågen i byens luderkvarter. Hun går ikke, men tager dansende
skridt som en ballerina, som hun altid gør, når hun er glad. Hun breder en blodplettet
presenning ud på gulvet og åbner tasken, som er fyldt med skalpeller og andre
kirurgiske instrumenter.
Han tager hendes hånd, som er spinkel og gennemsigtig som en
gammel kvindes, i sine hænder, ser hende dybt i øjnene og siger i et næsten
bønfaldende tonefald:
”Men hvis du bliver den du er, en havfrue, og jeg bliver den
jeg er, en enhjørning, så kan vi aldrig fuldbyrde vores kærlighed. Fisk og
heste har ikke kompatible kønsorganer.”
”Nej, men vi bliver frie,” siger hun, ”og den ubærlige
smerte ved at være menneske vil endelig ophøre ...”
Hendes øjne minder om de hundredvis af gådefulde øjne, som
iagttager en fra akvariernes dyb i mørket i det naturhistoriske museum. Måske
har hun trods al hans tvivl og tøven alligevel ret? ...
Fragment
Vi, som arvede et herreløst univers efter vores forfædre,
har brug for hinandens sole.