De første mennesker |
Jeg drømte om de første mennesker. Det var ikke, som
traditionen foreskriver, en mand og en kvinde, men to børn, en dreng og en pige,
knap nok kønsmodne, i en stor skov. De var venner. De elskede hinanden. De
legede sammen dagen lang. De blev aldrig trætte af hinanden. Om natten lå de
tæt omslynget.
”Er du vred på mig?” spurgte drengen, da han en nat i
måneskinnet opdagede en rynke, han aldrig før havde set, i pigens pande.
”Nej,” sagde pigen. ”Jeg tænkte blot på den drøm, jeg netop
er vågnet af. Jeg drømte om to gådefulde træer, om en slange, om rivaler og
rivalinder, og om en misundelig Gud. De truer os mellem træerne og uden for
skoven, omringet som vi er af dem. De under os ikke vores lykke. De sætter i
fællesskab en fælde for os, og når vi er gået i den, enfoldige som vi er, vil
de belære os om, at det er vores egen skyld, og at vores synd skal arves af
vores børn og børnebørn, selv om de selv er de største syndere, fordi de ikke
under os vores lykke.”
Drengen, som ikke forstod meget af pigens dybsindige tale,
trykkede sine læber mod pigens for at få rynken i hendes pande til at gå bort.
”Vores kærlighed vil imidlertid overleve alle trængslerne,”
sagde pigen.
”Tror du?” spurgte drengen og trykkede igen sine læber mod
pigens, men lige meget hjalp det, rynken i pigens pande ville ikke forsvinde.
”Ja,” sagde pigen. ”Vores elskende hjerter vil være en torn
i øjet på de to gådefulde træer, slangen, rivalerne og rivalinderne, og den
misundelige Gud. De vil pines og plages over den tålmodighed og mildhed,
hvormed vi udholder den lidelse, de har påført os. Vi vil altid forblive med at
være børn, selv når vi bliver gamle og bliver ført bort til dødsriget. De
elskende er altid børn.”