De himmelske bjerge – et kinesisk digt fra Tang-tiden

Bag de tusinde jordiske bjerge med de titusinde jordiske stier ligger et endnu højere bjergmassiv:

De hundredetusinde himmelske bjerge med de en million himmelske stier, svøbt i tåge og belyst af månen.

Dér vil jeg, i skikkelse af en gammel vis digter, søge op for at møde den engel, der i sine hænder bærer hans elskende hjerte uskadt gennem verdnerne.

Fragment af et kinesisk digt fra Tang-tiden. Ukendt forfatter.

Kong Fuzis drøm – en kinesisk fortælling

Det fortælles, at Kong Fuzi en nat havde en ejendommelig drøm. Han drømte, at han var Zhuang Zhou, og at han vandrede omkring i de tusinde bjerge med de titusinde stier. Det var tidlig formiddag, solen var netop ved at få magt, dalene lå endnu hen i tåge, luften var så jomfruelig ren at indånde, og sommerfugle af alle hånde slags flagrede omkring ham, både den rene hvide kålsommerfugl og de mere farverige som nældens takvinge og dagpåfugleøje. Kong Fuzi var fri og ubekymret, på en måde som han aldrig før havde været det i sit liv, og han var det ejendommeligt nok, fordi han var aldeles uvidende om sin egen, den strenge Kong Fuzis eksistens. Men med ét vågnede han og fandt sig liggende på sit vante sengeleje i sin vante skikkelse af Kong Fuzi. Han havde hjertebanken, og der var svedperler på både pande og bryst, for hvad der for andre måske ville have været en smuk og livgivende drøm, havde for den strenge Kong Fuzi været et grimt og udmagrende mareridt. Han var forvirret. Drømmen havde virket så livagtig. Det var ikke muligt for ham at lægge den bag sig. Han stod op og gik ind i dagligstuen, hvor hans kone, Qi Guan, som endnu ikke var gået til ro, sad i det gyldne skær fra en olielampe og læste i en gammel visdomsbog.



Uden for døren, som stod åben ud til terrassen, hvor det ældre ægtepar tilbragte mange eftermiddage sammen i hinandens selskab, lå de tusinde bjerge med de titusinde stier, som han i drømmen i skikkelse af Zhuang Zhou netop havde vandret omkring i, nu hen i et drømmeagtigt blåligt skær, omsvøbt af tåge og oplyst af fuldmånen. Et sted langt borte tudede en ugle.

”Hvem er jeg egentlig?” spurgte Kong Fuzi, idet han distræt lod hånden glide gennem Qi Guans hår. ”Er jeg Kong Fuzi, der drømmer, at han er Zhuang Zhou? Eller er jeg Zhuang Zhou, der drømmer, at han er Kong Fuzi?”

Qi Guan sukkede stille og lagde bogen til side.

”Jeg ved det ikke,” sagde hun. ”Jeg har altid været i tvivl om, hvem den mand, jeg i sin tid giftede mig med, i virkeligheden er. Sådan er der måske mange kvinder, der har det. Det er de sande elskendes skæbne at forblive med at være fremmede over for hinanden. En ting står dog klart: Mellem Kong Fuzi og Zhuang Zhou må der være en afgørende forskel, det ved ethvert kinesisk barn, der har studeret deres indbyrdes modstridende filosofier. Kong Fuzi er den strenge moralske tænker, som opsplitter tilværelsen i modsætninger. Zhuang Zhou er den milde drømmende fortæller, som ophæver de selvsamme modsætninger igen. Men begge har de en mulighed for at blive til noget andet og måske bedre. Fordi alle ting oprindeligt var ét. Det fortælles der i hvert fald i den gamle visdomsbog, som jeg netop sad og læste i. Det er, hvad der menes med den i tingene iboende mulighed for forvandling. Fordi tingene i deres nuværende tilstand tilsyneladende er indbyrdes forskellige, men oprindeligt var ét, er forvandlingen mulig.”

”Javel,” sagde Kong Fuzi. ”Men jeg har altid været overordentlig tilfreds med at være mig selv. Jeg kunne aldrig drømme om at være Zhuang Zhou.

”Men er det overhovedet en dyd at være tilfreds med at være sig selv, kære husbond?” spurgte Qi Guan. ”Burde mennesket netop ikke som sommerfuglen sprænge puppens kistelignende hylster for at forvandle sig til noget andet og måske bedre? Og er det overhovedet sandt, når du siger, at du ikke kunne drømme om at være Zhuang Zhou? Var det ikke netop det, du drømte for lidt siden? Har du allerede glemt det, kære husbond? Din selvtilfredshed med at være Kong Fuzi er kun noget, du har, når du tror, at du er vågen.”

”Når jeg tror, at jeg er vågen? Er jeg da ikke vågen nu?” spurgte Kong Fuzi forvirret.

”Nej, dette er også kun en drøm.” sagde Qi Guan. ”Ikke din, ikke Zhuang Zhous, men min, Qi Guans drøm.”

”Og hvad sker der, når Qi Guan vågner?” spurgte Kong Fuzi endnu mere forvirret. Han så først uroligt på Qi Guans drømmebillede af sig selv og derpå på Qi Guans drømmebillede af sin mand i det mahogniindrammede spejl på væggen. Er menneskene ikke andet end hinandens drømme, spurgte han sig selv, imens uglen langt borte tudede.

”Jeg ved det ikke,” sagde Qi Guan. ”Det eneste, jeg ved, er, at det i denne version af mit liv altid har været nat, at fuldmånen, som om tiden var holdt op med at gå, bliver ved med at befinde sig på et og samme sted på nattehimlen, at en ugle et sted langt borte i de tusinde bjerge med de titusinde stier med korte mellemrum igen og igen tuder, og at jeg, Qi Guan, så længe jeg kan huske tilbage, altid har siddet i det gyldne skær fra olielampen og læst i den samme gamle visdomsbog, alt imens du, kære husbond – lige indtil for et kort øjeblik siden – altid har ligget inde ved siden af i vores fælles soveværelse og drømt om, at du var Zhuang Zhou.”

Den ovenstående ikke videre kunstnerisk tilfredsstillende fortælling er en ironisk refleksion over Zhuang Zhous fortællinger om alle tings mulighed for forvandling, og om livet som en drøm, og døden, ikke som en afslutning på livet, men som en opvågning af drømmen, en begyndelse på en anden og måske bedre eksistens. Et eksempel er den berømte fortælling om sommerfuglen. (Sommerfuglen som med sin forvandlingsevne fra æg over larve og puppe til sommerfugl burde være Zhuang Zhous attribut, ligesom nøglen er apostlens Peters attribut og ørnen er evangelisten Johannes’ attribut). Men det er svært at tilføje noget nyt til Zhuang Zhous fortællinger. Han synes med sine originale paradokser allerede at have udtømt alle muligheder for tilføjelser og andre vinklinger.

Her er i engelsk udgave to af teksterne, som har inspireret til ovenstående fortælling:

1. Once Zhuang Zhou dreamed he was a butterfly, a fluttering butterfly. What fun he had, doing as he pleased! He did not know he was Zhou. Suddenly he woke up and found himself to be Zhou. He did not know whether Zhou had dreamed he was a butterfly or a butterfly had dreamed he was Zhou. Between Zhou and the butterfly there must be some distinction. This is what is meant by the transformation of things.

2. How do I know that enjoying life is not a delusion? How do I know that in hating death we are not like people who got lost in early childhood and do not know the way home? Lady Li was the child of a border guard in Ai. When first captured by the state of Jin, she wept so much her clothes were soaked. But after she entered the palace, shared the king's bed, and dined on the finest meats, she regretted her tears. How do I know that the dead do not regret their previous longing for life? One who dreams of drinking wine may in the morning weep; one who dreams weeping may in the morning go out to hunt. During our dreams we do not know we are dreaming. We may even dream of interpreting a dream. Only on waking do we know it was a dream. Only after the great awakening will we realize that this is the great dream. And yet fools think they are awake, presuming to know that they are rulers or herdsmen. How dense! You and Confucius are both dreaming, and I who say you are a dream am also a dream. Such is my tale. It will probably be called preposterous, but after ten thousand generations there may be a great sage who will be able to explain it, a trivial interval equivalent to the passage from morning to night.

Gotiske himle – fem efterårshaiku

Mennesker med
lange dansende skygger.
Sol i øjnene.


Orange skovsnegl
æder rød mirabelle.
Den sidste nadver.


Knækkende grene.
Rådnende bær og svampe.
Små børn i skoven.


Livløse blade.
En pludselig hvirvelvind:
Genopstandelse.


Gotiske himle.
Trækkende fugle på vej
til fiksstjernerne.

Et gigantisk nåleøje

Jeg drømte om et gigantisk nåleøje.

Jeg drømte, at en kamel så let som ingenting, med rigeligt af luft om flankerne, galoperede gennem nåleøjet, og at Guds rige var fyldt med rige unge mænd.

Jeg drømte, at træerne voksede ind i himlen, at jeg var en lille adræt lemur, og at jeg kravlede op i træerne, forbi skyerne, forbi månen og solen, forbi Lille Bjørn og Store Bjørn og ind i paradiset for at lægge mig til hvile blandt alle de andre lemurer i Abrahams skød.

Jeg drømte, at stenen blev liggende på bjergets top, at den ikke mere rullede ned i afgrunden, og at Sisyfos fik sig et velfortjent hvil.

Jeg drømte, at træernes frugter voksede sig store og saftige, at grenene bøjede sig under deres vægt, og at frugterne endelig nåede Tantalos’ mund, så han kunne stille sin tørst.

Jeg drømte, at entropien i universet holdt op med at vokse.

Jeg drømte, at evighedsmaskinen af anden grad var blevet opfundet.

Jeg drømte at livet var reversibelt, at man kunne ændre sine onde gerninger til gode, at man kunne leve livet om.

Jeg drømte, at det umulige var muligt.

Jeg drømte, at det var muligt at klippe hår af en skaldet. Der var ikke grænser for alle de afklippede hårlokker, frisøren med vabler på hænderne måtte feje sammen efter klipningen.

Jeg drømte, at luftkasteller var bygget af armeret beton.

Jeg drømte, at løven græssede side om side med oksen, og at profeten Esajas lå og sov i køjen ovenover og havde den samme drøm.

Jeg drømte, at nattens drømme var sædekorn, som spirede i det vågne livs morgengry.

Jeg drømte, at de drillesyge holdt op med at drille.

Jeg drømte, at de stærke passede på de svage.

Jeg drømte, at hospitalsklovnen blev arbejdsløs, og at børneafdelingerne på alle verdens hospitaler lå øde hen, fordi ingen børn blev syge.

Jeg drømte, at menneskenes øjne holdt op med at græde.

Men det var kun en drøm (...)

Jeg sidder og undersøger nålene i syskrinet, jeg har arvet efter min mor, dronningen af månen. Jeg er ikke god til at sy knapper fast, de knapper som mit blå pjerrotkostume i en uendelighed synes at tabe. Det falder mig tåkrummende og tænderskærende svært at tråde nålen. Det vågne livs nåleøje virker så underligt lille.

København ved ebbe

Jeg drømte, at der lå blæretang, søsalat og ålegræs i gaderne, som om København i nattens løb havde været oversvømmet af tidevandet. Det ukendte hav havde nu trukket sig tilbage. Med barnlig begejstring løb jeg rundt og søgte efter skatte i de opskyllede bunker af tang. Vrede bilister og cyklister råbte skældsord efter mig.

København er ved flod en sunken by. Københavnerne har blot endnu ikke opdaget, at de er druknet. Det er ikke min hensigt at forskrække nogen med denne oplysning, slet ikke dem der tror, at de har deres på det tørre. Jeg siger det blot som en henkastet bemærkning, som en fodnote i et aldrig åbnet geografisk værk om verdens kendte og ukendte byer, dvs. de med både åbne og lukkede øjne af forfatteren besøgte byer, på en støvet hylde i et dårligt oplyst hjørne i biblioteket i Atlantis.

Undfangelse og himmelfart

Frø af dit eget livs frugt.
Undfangelse og himmelfart.
Blomstrende skyer.