The Great Chain of Being

The Great Chain of Being — den store kæde af alt eksisterende — er en hierarkisk struktur, som rangordner Gud og hans skaberværk efter værdifuldhed, således at det mere værdifulde rangerer over det mindre værdifulde. Den er skabt af middelalderens teologer og renæssancens filosoffer ud fra Aristoteles' oprindelige ide om en scala naturae, idet den blev udvidet med den kristne forestilling om Gud og englenes ordener.

Set oppefra og nedefter er niveauerne i den store kæde af alt eksisterende:

• Gud
• Engel
• Menneske
• Dyr
• Plante
• Mineral

Det enkelte niveau, f.eks. dyr, er igen inddelt i en mindre kæde af niveauer, som hver især igen er inddelt i en endnu mindre kæde af niveauer, og så fremdeles indtil inddeling i niveauer ikke længere er mulig, dvs. at i den finest mulige inddeling af den store kæde af alt eksisterende anses alle objekterne på et vilkårligt niveau for at være lige værdifulde. Jeg forestiller mig denne detaljeringsproces af den store kæde af alt eksisterende som et møjsommeligt pillearbejde med en trappe, hvor trinnene bestandigt gøres mindre og mindre. Ingen ny indsigt er vundet ved dette arbejde. Alligevel må slutresultatet være et imponerende syn. Jeg er ikke vidende om sådan en fremstilling af den store kæde af alt eksisterende i den finest mulige inddeling overhovedet er blevet udarbejdet.

Et objekts placering i kæden afhænger af forholdet mellem ånd og stof i objektet. Jo mere ånd og jo mindre stof, jo højere oppe i kæden befinder objektet sig. Jo mindre ånd og jo mere stof, jo lavere nede i kæden befinder objektet sig. Den store kæde af alt eksisterende må siges at udgøre en særdeles streng og statisk verdensorden; et objekt hører hjemme et og kun et sted i kæden og kan tilsyneladende ikke bevæge sig til et højere eller lavere niveau, da et objekts ånd anses for at være en invariabel størrelse.

Med evolutionslærens fremkomst mistede den store kæde af alt eksisterende sin betydning, i hvert fald inden for naturvidenskaben. Alligevel vil jeg påstå, at de fleste mennesker bærer rundt på dette normative hierarki i deres åndelige bagage og mere eller mindre bevidst anvender det hele tiden.

Eksempelvis sætter vi mennesker højere end dyr; vi opdrætter køer og grise, som vi slagter og spiser. Vi slår insekter, såsom myg og myrer, ihjel uden at føle skyld. Hvis mennesker og dyr havde befundet sig på det samme niveau i den store kæde af alt eksisterende, ville det have været at betragte som mord. Vi sætter også levende objekter over døde objekter, dvs. objekterne inden for niveauet mineral; hvis en landmand, hans familie og dyr bliver reddet ud af en brændende gård, og gården brænder ned og alt inventar går tabt, vil landmanden nok begræde sit tab, men sige at det vigtigste var, at familien og dyrene blev reddet ud.

Inden for det enkelte niveau, f.eks. metaller inden for niveauet mineral, sætter vi guld over sølv, og sølv over bronze, hvilket f.eks. afspejler sig ved medaljeoverrækkelsen efter en sportskonkurrence. Faktisk er sejrspodiet et lille udsnit af den store kæde af alt eksisterende mht. til rangorden både mellem vindere og tabere, og metallerne guld, sølv og bronze.

Inden for niveauet menneske rangerer en direktør over den menige medarbejder og den højtuddannede over den lavtuddannede. Selv om vi i det moderne samfund stræber efter at nivellere denne rangorden, bl.a. er vi alle lige over for loven, så eksisterer, ligegyldig hvor meget man end vil benægte det, denne rangorden mellem mennesker. Det eneste man kan trøste sig med er, at det enkelte menneskes placering i hierarkiet ikke er statisk, men at man kan bevæge sig op i hierarkiet, og at hierarkiet er en meget flad struktur — i hvert fald i de nordiske velfærdsstater.

Sådan var det ikke tilbage i tiden, som f.eks. på Shakespeares tid, hvor det næsten var umuligt at ændre på den stand, man nu engang var født ind i. Shakespeares tragedier kan læses og bliver læst ud fra den store kæde af alt eksisterende. Det igangsættende i tragedierne er, at det kosmos, den orden, den store kæde af alt eksisterende udgør, er blevet forstyrret. Objekterne er blevet forflyttet og befinder sig ikke mere på deres entydigt definerede plads. En konge er måske blevet myrdet, og hans morder sidder uretmæssigt på tronen. Nu hersker kaos i verden, indtil den myrdede konges søn har hævnet sin far og dermed genetableret kosmos. Det er grundhandlingen i Hamlet. Det tragiske er, at Hamlet må lægge sine egne drømme om et liv — et kærligt samliv med Ophelia — til side og alene agere redskab for at reetablere den store kæde af alt eksisterende i dens oprindelige udseende.



Forvandling

Hvor vil jeg egentlig hen med denne omstændelige redegørelse for et tilsyneladende forældet begreb? Er jeg mon faret vild i min egen labyrint? Har jeg tabt tråden? Befinder jeg mig i et stort altomsluttende mørke, nede på alle fire, i færd med at lede efter den? Ingenlunde!

Min tese er nemlig nu, at selv om den store kæde af alt eksisterende som udgangspunkt udgør en særdeles streng og statisk verdensorden, så har det til alle tider været muligt for objekterne at bevæge sig op og ned ad mellem niveauerne. Det er ikke noget, der sker for mange objekter, eller noget der sker ofte. Det sker endog meget sjældent. Derfor er det fantastisk, når det endelig sker. Ja, jeg vil påstå, at det fantastiske faktisk kan defineres som objekternes mulighed for at bevæge sig op og ned ad mellem niveauerne. At en objekt kan bevæge sig fra et niveau til et andet niveau, indebærer, at det kan forvandle sig fra et objekt til et andet. Derfor kan min påstand om det fantastiske også udtrykkes som, at det fantastiske er forvandlingen.

Min påstand er endvidere, at om end ikke alle fortællinger, så dog mange og måske de mest væsentlige, handler om forvandlingen; for at en fortælling er interessant, skal der ske en udvikling eller en forvandling med dens hovedperson; det er det dynamiske og ikke det statiske, der er det interessante og spændende.

Det gælder ikke kun i fiktionen. Det gælder også i det enkelte menneskes liv. Det spændende er, når man som menneske ændrer sig. Der findes mennesker, som er den samme person gennem hele livet. Men der findes også mennesker, som i løbet af livet gennemgår en udvikling, en forvandling. Og når det er tilfældet, så er der stof til en fortælling.

Den realistiske fortælling drejer sig om menneskeniveauet. Som et eksempel kan nævnes Den store Gatsby, af F. Scott Fitzgerald, som handler om en mand, der for at vinde den elskede arbejder sig op ad i samfundets hierarki. Romanens budskab er, at denne sociale opstigen ikke er mulig. Opkomlingen bøder for de etablerede riges forbrydelser. Man kan på en måde sige, at Fitzgerald bekræfter Shakespeares tragiske univers, hvor den orden, den store kæde af alt eksisterende udgør, ikke kan ændres, blot med den foruroligende forskel, at den skildres som værende korrupt og ondsindet. Det kan synes dybt forstemmende, men det giver også karakteren Gatsby en dybde, som han ellers ikke ville have haft.

Den fantastiske fortælling er mere alsidig end den realistiske: her er ikke kun det menneskelige niveau, men alle niveauer i den store kæde om alt eksisterende i spil. I det følgende vil jeg nævne nogle få eksempler, blandt menneskenes myter og fortællinger, på forvandling og opstigen og nedstigen i den store kæde af alt eksisterende. Listen er på ingen måde fuldkommen. Jeg har måske endda overset de mest indlysende eksempler. Man kan vist bruge resten af sit liv på at finde fortællinger, som handler om denne opstigen og nedstigen i den store kæde af alt eksisterende.

Eksempler på nedstigen, ydmygelse eller fornedrelse i den store kæde af alt eksisterende:

1. Forvandling fra Gud til menneske

Den kristne myte om at Gud blev menneske og led det skyldige menneskes død.



2. Forvandling fra Gud til dyr

Den græske myte om at Zeus forvandlede sig til en svane for at have samleje med Leda, en kongedatter fra Aitolien. Der findes flere andre lignende myter. Zeus kunne tilsyneladende forvandle sig til alle mulige slags laverestående skabninger, endog til objekter inden for niveauet mineral; i myten om Danaë antager han skikkelse af en regn af gyldne dråber.

3. Forvandling fra menneske til dyr

3.1 Eventyret Frøkongen, hvor en kongesøn af en ond heks er blevet forvandlet til en frø.

3.2 Kafkas fortælling, Forvandlingen, hvor hovedpersonen er blevet forvandlet til et kryb. Modsat eventyret Frøkongen, hvor kongesønnen genvinder sin oprindelige form, er forvandlingen i Kafkas fortælling en irreversibel proces. Krybet forbliver et kryb. På denne måde er der intet eventyrligt over Kafkas fortælling. Kafkas fortælleunivers er ligesom Shakespeares og Fitzgeralds fortælleunivers tragisk, men hvor den orden, som den store kæde af alt eksisterende udgør, hos Shakespeare er god og retfærdig, for hos Fitzgerald at blive korrupt og ondsindet, er den hos Kafka blevet meningsløs og absurd. Kafka er med sine kompromisløse fortællinger den foreløbige kulmination på denne konfrontation mellem individ og den store kæde af alt eksisterende.

Kafkas fortællinger handler ofte om menneskelig fornedrelse. Måske ligger der dybt i hans tankegang den jødiske og kristne forestilling om, at man ved at lade sig ydmyge kan blive ophøjet (denne tankegang er central inden for jødisk og kristen gnosticisme). For at bevæge sig op ad i den store kæde af alt eksisterende, op mod det guddommelige, skal man paradoksalt nok bevæge sig ned ad i den. Ikke alle Kafkas fortællinger handler om fornedrelse. En rapport til et akademi handler om en abe, som stiger op til at blive menneske, eller til noget menneskelignede om man vil.

Måske har Kafka fået ideen til Forvandlingen ved at tænke således: lad mig inden for den fantastiske fortællings ramme virkeliggøre den konkrete mening af sætningen: "Han er et kryb." Her har vi et mindreværdigt menneske, som alle, inklusive ham selv, betragter som et kryb, måske er der ligefrem en, som engang har fortalt ham, at det var det han var. I vores sprog gør vi nemlig ofte brug af den store kæde om alt eksisterende til at ydmyge og fornedre hinanden. Når man eksempelvis kalder et andet menneske for et svin, en hund eller som i dette tilfælde, et kryb, så er det, man i virkeligheden gør, at man, som om man var en troldmand eller en heks, forvandler det pågældende menneske til et objekt, som befinder sig på et lavere niveau i den store kæde af alt eksisterende. Omvendt: Ved at kalde et menneske for konge, engel eller endda Gud, så ophøjer vi det pågældende menneske. Michael Jackson var kongen af pop, et menneske som hjælper én, er en engel, en dygtig fodboldspiller er Gud. Ofte er vores sproglige ophøjelse af et menneske forbundet med ironi. Desværre gælder det ikke for vores sproglige ydmygelse af et menneske. Det menneske, vi kalder for et dyr, behandler vi også som et dyr. Nazisterne behandlede jøderne som dyr, ja, som noget endnu mindre værdifuldt: de satte guldet (mineral) i deres tænder højere end deres liv. Den nazistiske ideologi forbrød sig således mod den store kæde af alt eksisterende. De erstattede kosmos med kaos.

4. Forvandling fra menneske til mineral

4.1 Den bibelske myte om Lots hustru. At hun bliver forvandlet til en saltstøtte, tolker jeg som et udtryk for hendes sorg og smerte over Sodomas ødelæggelse. Når man siger, at ens hjerte bliver til sten, eller at man forstener, udtrykker det også sorg.

4.2 Døden. Døden forvandler alle mennesker til mineral. Den kristne tror og håber på, at han eller hun på dommedag vil opstå fra de døde. Om det betyder, at forholdet mellem ånd og stof hos et menneske i himmelen vil være det samme, som det var på jorden, eller noget andet og måske bedre, er et teologisk spørgsmål, som jeg ikke skal gøre mig klog på.

Eksempler på opstigen eller ophøjelse i den store kæde af alt eksisterende:



5. Forvandling fra mineral til menneske

5.1 Den græske myte om Pygmalion og Galatea (Galathea).

5.2 Pinocchio.

5.3 Menneskets skabelse ifølge Bibelen:

"Da formede Gud Herren mennesket af jord og blæste livsånde i hans næsebor, så mennesket blev et levende væsen." (1 Mos 2, 7).

"Ja, jord er du, og til jord skal du blive." (1 Mos 3, 19).

"Dine hænder dannede og skabte mig, og nu skifter du sind og tilintetgør mig! Husk, at du formede mig som ler, og nu gør du mig til jord igen. Du hældte mig op som mælk og lod mig stivne til ost. Så klædte du mig i hud og kød og vævede mig sammen af knogler og sener." (Job 10, 8-11).

5.4 Den kristne myte om kødets opstandelse, som beskrevet i 4.2.

6. Forvandling fra dyr til menneske

Æsops fabel om en kat der bliver forvandlet til en kvinde. Her i en engelsk version:

The Cat-Maiden

The gods were once disputing whether it was possible for a living being to change its nature. Jupiter said "Yes," but Venus said "No." So, to try the question, Jupiter turned a Cat into a Maiden, and gave her to a young man for a wife. The wedding was duly performed and the young couple sat down to the wedding-feast. "See," said Jupiter, to Venus, "how becomingly she behaves. Who could tell that yesterday she was but a Cat? Surely her nature is changed?"

"Wait a minute," replied Venus, and let loose a mouse into the room. No sooner did the bride see this than she jumped up from her seat and tried to pounce upon the mouse. "Ah, you see," said Venus, "Nature will out."

7. Forvandling fra menneske og opefter

Eventyret Konen i muddergrøften eller Om fiskeren og hans kone, som det også kaldes. Den lidt triste morale er, at man ikke kan forvandle sig, men det afspejler jo bare, at eventyret er skabt i et statisk samfund. På den anden side må man sige, at fiskerens kone er for ærgerrig.

Ikke eksistens niveauet

Endelig vil jeg nævne en fortælling, som umiddelbart ikke synes at passe ind i den store kæde om alt eksisterende, nemlig eventyret Skyggen, af H.C. Andersen, som handler om en skygges ophøjelse til menneske, og et menneskes fornedrelse til skygge. Men hvor skal man placere en skygge i den store kæde af alt eksisterende? For hvad er en skygge egentlig? Den er jo ikke et mineral. Måske tilhører skyggen et ikke eksistens niveau, under mineralniveauet, som jeg ikke har medtaget i min model af den store kæde af alt eksisterende.

Mit eget forhold til forvandling og den store kæde om alt eksisterende

Jeg arbejder selv i mine tekster mere eller mindre bevidst ud fra den store kæde af alt eksisterende. Kærlighedsrobotten, som jeg har nedskrevet for nylig, og som er en stub af en drøm, som jeg har arbejdet videre på ud fra drømmens egen logik, handler om et kærlighedsforhold, hvor den ene part fornedres (fra menneske til robot) og den anden part ophøjes (fra robot til menneske). Også andre af de tekster, jeg har skrevet, har dette forvandlingstema. F.eks. den tekst, hvor jeg drømmer, at jeg bliver forvandlet til et landskab. Her er der ikke tale om en ydmygelse eller fornedrelse, da jeg betragter et landskab som noget større og smukkere end et individ, selv om det vist ikke er i overensstemmelse med den store kæde af alt eksisterende.

Til sidst vil jeg komme med følgende credo: Jeg tror på det fantastiske, jeg tror på forvandlingen! Både den positive og den negative. Men i livet — ikke i skriften — mest på den positive. Jeg tror på, at alle mennesker indeholder en mulighed for at forvandle sig. At blive til noget bedre og højere end det, som de for øjeblikket er. Måske lever man en lidt frøagtig tilværelse i sit vandhul, men forvandlingen til en prins er kun et kys borte. I den forstand er jeg uhelbredelig optimist. Om verden kan leve op til min optimisme, er en anden historie.