Vi er som to elskende

vi er som to elskende
dal og bjergtop
jeg kom til dig med min labyrint
og du fór vild
nu blomstrer du som roserne i dalene
mens jeg for længst er over snegrænsen
hvordan skal vores veje nogensinde mødes igen?

Masken i spejlet

Jeg står foran spejlet i mit badeværelse og taler med mig selv.

"Ved indgangen til livets teater hænger to masker," siger jeg, "den glade og den triste, symboliserende henholdsvis komedien og tragedien. Hvilken en af dem valgte du at skjule dit sande ansigt bag?"

"Ingen af dem," svarer mit spejlbillede, som om det tror, at det er det og ikke mig selv, jeg taler til, "for mit sande ansigt er også kun en maske."

Til min bestyrtelse tager mit spejlbillede derpå sit ansigt af og viser mig sit ansigtsløse ansigt. Mens jeg ser ind i tomheden — eller burde jeg ikke mere korrekt udtrykke det som "ned i den bundløse afgrund"? — vedbliver masken, som mit spejlbillede holder i hånden, med at tale:

"Nok er tilværelsen en maskerade, William Alexander Månesøn," siger den, idet den omstændeligt former ordene med sin mund, som var den modellervoks vakt til live af en animator, "dog ikke maskerade nok til at bære to masker."