Da jeg for nylig — en smuk efterårsaften hvor himlen af den nedgående sol blev farvet rød i mange raffinerede nuancer — var på vej hjem gennem parken, som ligger i nærheden af, hvor jeg bor, fik jeg øje på, hvad jeg i første omgang opfattede som en flagermus. Som en kulsort silhouet med de karakteristiske takkede vinger kunne den ses mod den næsten fluorescerende, røde aftenhimmel.
Som altid når man midt i storbyen er vidne til et optrin, som rettelig synes at høre hjemme ude i den vilde natur — som når en hvid buttet champignonlignende svamp skyder op fra asfalten, hvor det flyder med brugte sprøjter og kanyler, eller når man en sen nattetime ser en ræv med busket hale luske over en af byens centrale pladser — blev jeg grebet af en sær følelse. Med barnlig forundring, ja, næsten ærefrygt så jeg op mod dette ildevarslende jærtegn på den røde aftenhimmel.
Lidt senere, da jeg havde forladt parken, blev jeg imidlertid i tvivl om, hvad det egentlig var jeg havde set. Var det, jeg havde set, i virkeligheden ikke en revne i himlen? For var den tilsyneladende flagermus ikke blevet hængende i luften på det samme sted, og var den ikke blevet større og større, som om det var en revne, der udvidede sig?
Det var imidlertid for sent at gå tilbage til parken for at få sagen opklaret. Solen var gået ned, og den røde aftenhimmel var blevet til en mørk overskyet nattehimmel, på hvilken man ikke ville kunne skelne en eventuel revne.
Den eventuelle revne i himlen blev imidlertid ved med at optage mine tanker. Resten af aftenen brugte jeg på at spekulere over, hvordan jordens regeringer ville reagere på, at verden var ved at krakelere, og at spekulere på, hvad der mon var bag revnen. Jeg forestillede mig, at den amerikanske præsident — det nærmeste man kommer en leder af verden — holdt en tv-transmitteret tale for at berolige befolkningen om, at situationen var under kontrol; videnskabsmænd fra mange felter var i færd med at analysere revnen i himlen, og de dygtigste ingeniører fra bygningsindustrien var i færd med at undersøge, om man med fugemasse kunne tætne den. Men midt under talen, hvor revnen uanfægtet blev ved med at udvide sig i længden, slog den som et takket lyn ned gennem præsidenten og delte ham i to verdensdele, som aldrig mere kunne samles. Havde han dog blot et øjeblik fjernet sin opmærksomhed fra teleprompteren, ville han kunne have opdaget faren og have nået at træde til side. Det var en tragisk skæbne for den præsident, som ved sin tiltrædelse havde tændt håbet i så mange menneskehjerter. Verdenen fortsatte imidlertid uanfægtet med at krakelere. Som en delvis nedrevet plakat hang der nu kun nogle få strimler tilbage af den gamle verden, mens den nye bagvedliggende verden fyldte mere og mere af ens udsyn.
De fleste mennesker gik under med den gamle verden. De var alt for opslugt af deres nære omgivelser til, at det kunne gå anderledes. Kun nogle få drømmere, en gruppe på en 5-7 mænd og kvinder, en slags drømmeagtige efterkommere af Noah eller Columbus, var som de eneste i stand til at foretage springet fra den gamle verden ind i den nye.
Den nye verden, som de som de første mennesker betrådte, mindede om det indre af en kæmpemæssig mørk katedral. Højt oppe anedes hvælvinger af udseende som flagermusvinger.
