En engelsktalende pige henvendte sig til mig på gaden i København. Hun rakte mig en kopi af et kort, pegede på et sted, der var markeret med en rød cirkel med bogstavet A, og spurgte om, hvordan hun kom derhen? Jeg så længe på kortet med dets labyrintiske net af veje og på den røde cirkel med bogstavet A. Cirklen med dens røde farve og den pil, den endte i, fik den til at minde om et hjerte. Som to statuer stod vi i mylderet af travle mennesker på vej hjem fra arbejde, pigen med solskinnet spillende i sine øjne, idet hun så op på mit ansigt, jeg med et tankefuldt udtryk i mine øjne, som snarere end at være vendt mod kortet i mine hænder, var vendt indad mod mit sind, som på forunderlig vis syntes at være et spejlbillede af kortet med dets labyrintiske net af veje, blot mørkere og mere huleagtigt, afskærmet fra solskinnet som det var.
Ude i periferien af gaden, enten åbenlyst siddende på trappetrin og åbenlyst lænende sig op ad husmure, eller også halvt i skjul af portåbninger, var byens dagdrivere med deres falkeblik for usædvanlige optrin imidlertid allerede begyndt at samle sig. De mindede om udhungrede ulve, som i skjul af buskadset har spottet et svagt individ i flokken af fredelige planteædere ude i det åbne. Presset af deres tilstedeværelse følte jeg mig nødsaget til at bryde min langvarige tavshed. Jeg sagde, at bogstavet A i grunden ikke befandt sig langt fra det sted, hvor vi stod. Ifald der havde eksisteret en vej i fugleflugtslinie fra det sted, hvor vi stod, og til bogstavet A, kunne hun være der inden for et kvarters tid. Problemet var imidlertid, at denne vej, hvor ønskelig den end måtte være i denne situation, ikke eksisterede. I stedet for var der et labyrintisk net af veje, hvor man hele tiden stod over for valget mellem at gå til venstre, til højre eller lige ud. For ikke at tale om bag ud, hvis man havde været så uheldig at være gået for langt. Jeg måtte indrømme, at jeg ikke var helt på det rene med, hvad bogstavet A dækkede over, men ifald der — som jeg antog — var tale om en meget søgt attraktion, ville den, da det allerede var sent ud på eftermiddagen, sandsynligvis være lukket, når hun, efter at være gået forkert en masse gange undervejs, endelig nåede frem.
Hvad forventede hun i det hele taget, at der ville ske, hvis hun nåede frem til bogstavet A? At hun ville opleve et eller andet, som ville gøre et uudsletteligt indtryk på hende, og som måske ville forandre hende som menneske for altid? At hun ville blive lykkelig? At hun ville blive frelst? At hun ville få den fred og ro i sindet, som nogle troende håbede, at en valfart til f.eks. Lourdes eller Santiago de Compostela ville bringe dem, som var bogstavet A i lighed med disse steder et helligt sted? Jeg ville nødig tage håbet fra hende, men det var næppe sandsynligt, at det ville ske, det var nøgtern set urealistiske forventninger. Var det for øvrigt overhovedet korrekt, når man omtalte bogstavet A som et sted i geografisk forstand? Var der ikke snarere tale om en bevidsthedstilstand? En bevidsthedstilstand, som, hvis man opnåede den, ville medføre, at betydningen af ens omgivelser ville fortone sig. Jeg mener, hvis man elsker og er elsket, er man så ikke bedøvende ligeglad med, hvor i verden man befinder sig? Om man befinder sig fjernt fra verdens vrimmel eller i verdens navle?
Undervejs i mit svar havde dagdriverne vist begyndende tegn på uro. Nogle blottede tænderne. Andre stampede i jorden eller gestikulerede truende i retning af pigen og mig, med deres lange kloagtige negle. Alle lod de til at have forstået mit svar. Pigen derimod var mere usikker på meningen af mine ord. Hun spurgte, om jeg dermed rådede hende til at opgive at finde frem til bogstavet A? Jeg svarede, at det nok var at overfortolke mine ord. Måske skulle hun snarere forstå dem som, at jeg nok ikke var den rette at spørge om vej. Dels var jeg en dårlig kortlæser, dels var jeg højre-venstre konfus. Jeg havde så vanskeligt ved at orientere mig i den vågne verden, at jeg ofte fór vild. Jeg var i dette øjeblik rent faktisk faret vild. Jeg havde i et stykke tid været på vej hjem til min lejlighed på Ensomhedens Allé, men var netop, som hun havde henvendt sig til mig, kommet i alvorlig tvivl om, i hvilken retning jeg burde fortsætte.
Samtalens skift fra at handle om bogstavet A til at handle om min person lod til at have ophidset dagdriverne yderligere. En begyndte at hyle. Ingen af de travle mennesker på vej hjem fra arbejde tog dog notits af dette, da man i København er vant til gademusikanter af alle mulige slags. En anden tog afsæt, som ville han i ét gigantisk spring kaste sig over pigen og mig. Kun de andre dagdriveres indgriben forhindrede ham i hans forsæt. Pigen var imidlertid slet ikke klar over den store fare, vi befandt os i. Hun spurgte om, hvordan jeg klarede mig, når jeg var så dårlig til at finde vej? Havde jeg ikke en ven eller veninde, der på samme måde som et menneske, der leder en blind, kunne hjælpe mig? Jeg svarede, at jeg slet ingen havde til at hjælpe mig, men at jeg benyttede en form for trial and error metode. Jeg vedblev simpelthen med at gå, indtil jeg genkendte en eller anden form for pejlemærke i bybilledet, det være sig et iøjnefaldende tårn, springvand eller lignende. Derfra var vejen som oftest nem. Desværre havde disse pejlemærker af uransagelige grunde det sig med at skjule sig for mit blik, således at bybilledet, som jeg gik, ville blive mig mere og mere ubekendt, for til sidst at fremstå som et aldeles fremmed sted, hvor jeg aldrig havde været før. Dette havde imidlertid ikke, som man måske kunne forledes til at tro, kun negative følger. Det havde f.eks. betydet, at jeg havde set steder, som folk, som kun bevæger sig på alfarvej, aldrig havde set og aldrig ville komme til at se. Jeg var uforvarende havnet i gyder, hvor det vågne liv holdt op og de gådefulde drømme begyndte. Gyder, hvor det maskineri, det vågne liv som en hud var spændt ud over, var blotlagt. Pillede man ved dette maskineri, begyndte byen at forandre sig. Snoede gader ville rette sig ud og blive til brede boulevarder af haussmannske dimensioner, små torve ville vokse til store pladser, som det tog en evighed at krydse. Dette betød nødvendigvis, at andre gader måtte forsvinde, husene på begge sider af disse gader ville nærme sig hinanden, først ville dagslyset forsvinde, gaden ville få et arkadeagtigt udseende over sig, senere ville den formindskes til en krypt, for til sidst måske helt at forsvinde, når husmurene mødtes og husene voksede sammen. Specielt ville gyden, hvor man selv befandt sig i, lukke sig som en kiste omkring en for altid. Pigen gøs. Hun sagde, at hun nødig ville ende i den slags blindgyder, at hun var alt for ung til at ville lade sig begrave levende i maskineriet bag det vågne liv, selv om det måtte være i selskab med et nok så sympatisk menneske. Sveden sprang fra hendes pande, og hendes øjne havde et vildt udtryk af frygt.
På dette tidspunkt blev vores samtale for meget af det gode for dagdriverne, og en af dem, i grunden ikke et særligt individualiseret eksemplar af flokken, snarere en slags tom, gennemsigtig form, hvorpå et udtræk af flokkens karakteristika som helhed var hældt, tilsyneladende netop derfor valgt af flokken som deres talsmand, forlod sin udkigspost i skjul af portåbningen og kom hen til os. Idet han lod til helt at ignorere min eksistens, henvendte han sig til pigen og sagde, at der intet problem var i at finde frem til bogstavet A, han stod selv over for at skulle derhen, om de ikke skulle følges ad? Som et hjælpeløst menneske på vej ned i en afgrund, der får tilbudt en fremstrakt hånd, greb pigen dagdriverens behårede hånd med de lange kloagtige negle, uden så meget som at kaste et eneste frygtsomt blik på dens ejermand med de blottede tænder og lodne ører, og lod sig trække op. Vel oppe af afgrunden fortsatte hun sammen med dagdriveren straks videre i retning af bogstavet A. Ikke så meget som en eneste gang vendte hun sig om og så sig tilbage, som frygtede hun, at den del af byen, hvor jeg stod, besad den samme forvandlingskraft som det brændende Sodoma over tilbageskuende flygtninge. Hendes blik var fast rettet fremad mod bogstavet A, som hun, ført af dagdriveren med den upåklagelige stedsans, i al hast nærmede sig. Jeg fulgte pigen og dagdriveren med øjnene, indtil de som bittesmå skikkelser i menneskemylderet smeltede sammen til et og forsvandt. Et uindviet øje ville måske have taget dem for et kærestepar.
