Mystikeren og modsætningernes sammenfald i labyrintens centrum

Flodgud af "Michelangelo" i labyrint af "Caspar David Friedrich"

Som enhver af mystikernes ordener har erfaret, er det ikke mennesket, men verdenen som bevæger sig. 

Vejen gennem den neofuturistiske storbys krystalklyngelegeme og ens barndoms eller rettere ens bedsteforældres barndoms hastigt svindende pastorale landskaber fører uvægerligt mennesket mod den nedgående sol, hvad enten mennesket foregiver at bevæge sig eller ej, for at det til sidst må lade sig opsluge og tilintetgøre af den uudslukkelige ild i de kosmiske krematorieovnes indre. 

Det er de nære omgivelsers skæbne at lade sig forvandle til forsvindingspunkter på horisontlinjen. 

Kun mystikeren, som fór vild i den månebelyste labyrint, synes at unddrage sig dette bevægelsens omvendte princip, som om han havde badet i ungdommens kilde. 

Tilsyneladende ubevægelig og henslængt, som var han en flodgud hugget ud af breddens klippevæg, ligger han mellem spindelvæv, sølvfisk og væggelus i en afkrog af gangsystemerne. 

Ubevægeligheden er imidlertid kun en illusion. 

Fintmærkende som han er, fornemmer han, at labyrinten drejer sig om ham, og at han føres som af en ukendt centripetalkraft ned i en tragt til det inderste kammer. 

Her indser han kort før sin død sammenfaldet mellem labyrintens, malstrømmens og helvedesskaktens koniske arkitektur, modsætningernes sammenfald, i sin yderste konsekvens at Gud og Satan er identiske, at disse gigantiske skikkelser sidder som tæt sammenslyngede elskende i den frosne verden i den niende kreds med ham selv som chokeret øjenvidne, hvilken gru, og at frelsen ikke findes, men kun fortabelsen.

Djævlen ligger i detaljen

Djævlen ligger i detaljen

Djævlen ligger i detaljen.

Verden består af detaljer.

Ergo er verden djævelsk. 

Kan noget logisk tænkende menneske anfægte denne indlysende følgeslutning? 

Det er uklart, om djævlene i detaljerne opretholder universet i lighed med atlanterne og karyatiderne, om end djævlene på grund af deres liggende stilling må tænkes at gøre det i den vandrette dimension, mens de græske mytologiske figurer gør det i den lodrette dimension, eller om de er verdensomstyrtere, som efter guddommelig befaling holdes indespærrede i materien som endnu uudhuggede statuer i marmorblokke, for at den nuværende verdensorden kan bestå. 

Måske er disse djævle – talrigere end universets stjerner, planeter og måner tilsammen som de tilsyneladende må tænkes at være – brødre? Måske er de delinger eller projektioner af elementernes oprindelige oprører, Satan eller Lucifer selv? Modstanderen har gennem tiderne haft mange navne og inkarnationer. Han som fristede de første mennesker i den botaniske have i tidernes morgen i form af en slange. 

Jeg forestiller mig, at djævlene ligger lænkede i detaljerne som livstidsfanger i deres beskidte celler, i det ene millennium efter det andet, indtil en uforsigtig sjæl kommer til at udtale eller nedfælde et skæbnesvanger ord eller et brudstykke af en sætning, som fungerer som trylleformularerne ”Sesam, luk dig op” eller ”Lazarus, kom frit frem”, men som i virkeligheden betyder: ”Djævle, spræng jeres lænker, rejs jer fra jeres grave, foren eder, erobr verden og underlæg jer alt levende, revolutionære verdensomstyrtere som I er.” 

Djævlene myldrer frem fra detaljerne

Da vil djævlene myldre frem fra detaljerne som de frelste op af gravene ved lyden af englenes for længst anløbne og ustemte basuner ved den gang på gang udsatte dommedag. 

Da vil Jorden blive til et helvede for menneskene, endnu mere end den synes at være i dag. 

En uforsigtig sjæl, skrev jeg. Hvem er denne ulyksalige person, denne klovn, denne tankeløse igangsætter af verdensrevolutionen, som vil omvurdere alle værdier og invertere al moral og etik? 

Han er digter! Om natten i sin lille lejlighed på anden sal skriver han fortællinger, han mumler sine lange omstændelige sætninger, han bemærker det ikke, men omkring ham begynder universet at sitre og slå revner, fra revnerne titter djævlene allerede frem, deres tænder blottes i ondskabsfulde grin. 

Ingen forlag vil udgive hans fortællinger, og hvis der var, ville ingen læsere købe eller læse dem. Det skal universets tvivlsomme øverste herre nok sørge for. Denne brik må ikke røres. Denne digter skal forties. Verdens blændværk skal bestå. 

Det er kun godt, tænker jeg sagtmodigt, gang på gang bragt til tavshed af denne verdensordens feje medløbere. Amor Fati, hvisker jeg som en bøn, som transcenderer alle religioner. Indtil da vil den kendte forfaldne og udløbne verden bestå. Djævlen vil forblive liggende i detaljen som et evigt ufødt foster i sin livmoder.

Panik før lukketid

Kender du det? Du er kort inden forretningernes lukketid på vej ud for at købe et eller andet, som mangler i dit ellers bugnende spisekammer – lad os sige lindete – da en eller anden i den ellers hjemad-ilende menneskemængde pludselig prikker dig på skulderen. Du vender dig om og ser forbavset på personen. Denne præsenterer sig som en gammel ven, men selv om ansigtet virker bekendt og du rynker panden i monumentale folder som Heraklit eller Schopenhauer i et forsøg på at huske, hvem han er, kan du ikke genkende ham.

I din nød begynder du at citere fra en bog, som du netop har læst, men inden længe snart har glemt igen.

Du siger, at tiden gør alting til fortid, og når noget er fortid, er det for altid forsvundet. Tiden afspejler en altomfattende tilintetgørelse. Alt, hvad der findes, tilintetgøres.

Et øjeblik, og påskens blodbestænkede liljer er forsvundet. Et hjerteslag eller tre, og din mor og far, som sandsynligvis gav al deres kærlighed til dig som spæd, er aske på kirkegården.

Du selv lades heller ikke i fred. Du kunne knapt nok synke dit mundvand, da du i spejlet opdagede de første grå hår ved tindingerne og tabet af ansigtets ungdommelige glød og indså, at det snart kan være på tide til at sige farvel.

Du forventer applaus for din veltalenhed, men må med et barns småfornærmede mine konstatere, at du ingen får.

Du skutter dig, da en kold luftning i den begyndende aften bevæger sig hen over den efterhånden affolkede plads oven over undergrundsstationen.

Du siger til den fremmede, at han må forveksle dig med en anden, at du trods mange prik på skulderen gennem tiderne ingen gamle venner har, og sidst men ikke mindst at du har et uopsætteligt ærinde inden forretningernes lukketid. Du har godt nok allerede glemt, hvad det var, du skulle købe. Sandsynligvis på grund af den fremmedes efter din opfattelse efterhånden mere og mere upassende henvendelse. Du har imidlertid været forudseende og har noteret den ønskede vare ned på din telefon. Håndskrevne indkøbssedler findes ikke mere. De lå ellers tit og flød i rendestenen uden for købmanden, gerne med svært læselig skråskrift og irriterende mange spørgsmålstegn. Hvad handlede det om? Var det en slags breve til den verden, som aldrig skrev til de indkøbsseddel-skrivende kunder? Hvorfor skulle det udbasuneres, at hr. Hansen skulle have æg, sild og akvavit? Hvad ragede det os andre? Måtte han kvæles i sin påskefrokost! Du er gal nu. Meget gal. Hvad rager vi overhovedet hinanden? Hvorfor må vi ikke være i fred i det korte tidsrum, vi endnu har tilbage at leve i?

Du forsvinder med hastige skridt ned i gydernes labyrint.

September blues

September blues.
Solen forsvinder mellem
stjernetegnene.

September blues.

Solen forsvinder mellem

stjernetegnene.

September blues.

Solen forsvinder mellem

stjernetegnene.

En skomagers credo

En skomagers credo

I labyrintens inderste kammer er ulv og lam identiske.

Forestil dig det forvildede får: Jo længere det forvilder sig bort fra hjorden, jo mere bliver det sig selv: Et får.

Båret på hænder og fødder i hyrdens trygge favn bliver lammet til en ulv i fåreklæder. Allerede blodige ulvekløer og -tænder vokser frem som påskeliljer i april i det gamle Norden.

Fuld af trods bygger jeg lammets by afsides fra Herren for at undgå modsætningernes sammenfald.