Den tredje årstid

Melankoli. Pico Della Mirandolas kamæleon imiterer Månen

Kamæleonens inderste kerne, et kulfyret kraftvarmeværk halvt i ruiner, pumper sort galde ud til legemets endnu ikke opdagede forstæder.

Dens hud plettes af kløende udslæt i gule, orangebrune og røde nuancer, idet den med tårefyldte øjne overværer, at træerne brænder, og at de forkullede grenes krogede bogstaver kommer til syne som et fikserbilledes skjulte motiv. Man behøver ikke at være Champollion for at tyde skriften på væggen. Det er efterår.

Trækfuglene, som endnu ikke har forladt de af den tredje årstid undergangstruede nordiske velfærdsstater, flyver ind i den blå times succession af stadigt større luftkasteller, indtil de endelig ankommer til fiksstjernerne, hvor de bygger rede i Abrahams skød.

Findes der mon noget værre mareridt? Migranternes æg, befrugtet af det jordiske tankemylders sæd, udklækkes, og de skabninger, som evolutionen klogeligt fravalgte i sin tid, ser dagens lys, med rudimentære vinger, finner og ben, og med overdimensionerede kønsorganer, ude af stand til andet end at skabe sig som sindssygehospitalernes sengeliggende patienter før Sigmund Freud. Melankolien triumferer i det himmelske paradis. Mørkets fyrste, den almægtiges natside, eller skygge om man vil, er vendt tilbage. Han sidder, idet han støtter hovedet med sin knyttede næve, og reciterer Silenos’ visdomsord, om og om igen, indtil galakserne holder op med at rotere og Jesus stiger ned fra korset for at gå bort i nedtrykt sindstilstand.

”Kom tilbage,” råber de endnu ikke genfødte profeter i hvalernes indre. ”Vi fryser om hænderne og fødderne. Vores sol er ved at forlade os. Hvad bliver mon den næste plage? Mørke midt på dagen?”

Måneægget rejser sig imidlertid som en kæmpe på nattehimlen. Kamæleonen skifter farve endnu engang. Denne gang bliver den hvid som rimfrost. Dens hud imiterer med fotografisk realisme Månens kratere og have af basalt.

Dette er mit beskedne forslag til et appendiks til Pico Della Mirandolas tale om menneskets værdighed. Jeg er det eneste virkelige på Rembrandts afbildning af doktor Tulps anatomiske forelæsning, det eneste moderne: det delvist dissekerede lig. De fastelavnsudklædte kirurger omkring mig er en drøm, jeg drømmer.

Heraklit. Fragmenter 2

De opdagelsesrejsendes forfatning

Universet er anakronistisk. Alle tidsaldre og alle mennesker, dyr og ting er til stede på en gang. Jeg var til, både da Jorden var flad, og da den var rund. Jeg var til, før menneskene og guderne skabte hinanden. Jeg var vidne til hele evolutionen. Jeg var kaptajn på Santa Maria. Jeg landede med Ørnen i Stilhedens Hav og tog det første skridt på Månen. Jeg er de opdagelsesrejsendes opdagelsesrejsende.

De opdagelsesrejsendes forfatning:

§ 1

Opdag.

§ 2

Genopdag.

Hele evolutionens historie er nedskrevet i mit kød og blod med alfabetets krogede bogstaver, som oprindelig voksede langs Nilens breder. Alle dyrearter er til stede på en gang. Jeg er både fugl og fisk. Jeg føder kentaurer, når jeg sover og drømmer. Jeg bliver til hele tiden.

En sommerfugl er både æg, larve, puppe og sommerfugl. Et menneske er både æg, foster, barn, voksen og gammel.

De døde er ikke døde.

En skuespiller er ét menneske på scenen, et andet bag scenen. Hvad er dit navn? Legion, for jeg er ikke en, men mange.

Universet er et fikserbillede i tre dimensioner. Et hologram som skifter udtryk hele tiden. Mennesket, et spejl af verden som det er, er på samme måde et mangefacetteret hologram. Det sker med jævne mellemrum, at man får øje på natsiden i sin næstes åsyn. Billedet af Dr. Jekyll erstattes af billedet af Mr. Hyde, kontinuerligt som de fire månefaser eller de fire årstider veksler mellem hinanden.

Aristoteles siger: Enten eller. Jeg siger: Både og. Sandt er både sandt og falsk.

Jorden er både flad og rund. Set fra et jordisk perspektiv er horisonten en ret linje. Set fra et himmelsk perspektiv er Jorden et kuglelegeme.

Solen bevæger sig rundt om Jorden. Jorden bevæger sig rundt om Solen. Begge udsagn er sande. Set fra et jordisk perspektiv står Solen op i øst, bevæger sig i en bue hen over himlen og går ned i vest. Set fra et himmelsk perspektiv bevæger Jorden sig i en ellipseformet bane rundt om Solen, med Solen i det ene brændpunkt.

En cirkel er både en cirkel og en ret linje, hvis cirklens omkreds er uendelig.

Platons ideverden er skabt af jord, det mindst foranderlige element. Platon må have været tyr, jomfru eller stenbuk, siden han gjorde det til sit livsprojekt at bekæmpe de foranderlige elementer ild, luft og vand.

Platons ideverden er som en fabrik uden døre og vinduer, hvor prototyperne af eller originalerne til alle verdens ting i den faldne verden uden for fabrikken, menneskene, dyrene og naturen, masseproducerede sekundavarer, er stuvet sammen. I et afsidesliggende hjørne af fabrikken står nogle piletræer. Man tror ikke sine egne øjne. Det er, som om de er udhugget i det fineste hvide marmor af selveste Bernini til ære for paven og hans kardinaler. Der er imidlertid ingen vind i piletræerne. Det er frossen musik, ikke en symfoni, men en og samme tone i al evighed, som om man havde tinnitus. Det er et apollinsk mareridt.

Der er ingen kamæleon i Platons ideverden. Ideen om en hest har aldrig vundet noget væddeløb.

Der er løbet meget vand i Kaystros, siden Platon skabte ideverdenen.

Mennesket er et foranderligt væsen i en foranderlig verden, en kamæleon under en nattehimmel med nordlys, kometer og stjerneskud.

Kunstner, kan du male en moden kornmark alene ved hjælp af rød- og blåviolette farver, har du forstået min lære.

Paradokset er stedsegrønt. Sort snak i alle regnbuens farver er livets salt, hvis den åbner rum for nye erkendelser.

Herostratos, sæt ikke ild til templet for de overleverede værdier. Verden er allerede hjemsøgt af en altomfattende ildebrand, logos.

Ingen brandmand kan slukke logos.

Jeg har set den ganske verden, sagde Heraklit, da han blev gammel og syg. Han sad foran kaminen og så ind i ilden. Man siger, at jeg levede mit liv som medlem af tiggernes aristokrati i de labyrintiske gange i templet for de overleverede værdier i Efesos. I virkeligheden strejfede jeg hvileløst omkring i Ahasverus’ fodspor mellem galakserne. Mit hjemløse hjerte er et relikvie for fiksstjernernes fremmede folkeslag, universets ædle vilde. Jeg var de opdagelsesrejsendes opdagelsesrejsende. Jeg var digter.

Heraklit. Fragmenter

Amor fati. Elsk din skæbne

Nymåne eller fuldmåne: det er den samme måne.

Gråt er både sort og hvidt.

Detaljen er en bundløs afgrund, et mikrokosmos af omfang og mangfoldighed som overgår universet.

Tragediens og komediens masker: to grimasser, samme ansigt.

Teatrets to masker, Melpomene og Thalia, er uadskillelige. Jeg ler ad tragedien og græder over komedien.

Min flod, min flod, hvorfor har du forladt mig?

Eftertiden misforstod mig, måske med overlæg, især Platon og hans kristne efterfølgere, illusionens vogtere med deres falske forestilling om en uforanderlig verden bag ved den foranderlige verden. Læs mine læber: floden forvandler sig hele tiden, ja, men det er den samme flod.

Nietzsche, en fjern slægtning med den samme oprørske natur som min, har imidlertid forstået mig. Floden er det menneske og det univers, som forvandler sig hele tiden for at blive det menneske og det univers, de er. Man forandrer for at bevare. Man har et standpunkt, til man tager et nyt, for at blive og forblive den man er. Fordi alt i sidste ende er et. Kaos er kun tilsyneladende. Et midlertidigt stormvejr. Logos, universets inderste princip: bogstaverne, ordene og sætningerne, opretholder kosmos.

Sjælen er en edderkop. Legemet er dens edderkoppespind. Som tiden går, bliver edderkoppen mere og mere synlig. Et gammelt menneske har otte ben. Tror du mig ikke, besøg et plejehjem.

Januars to ansigter, det bagudskuende og det fremadskuende, ser hinanden i øjnene.

Dygtiggør dig som en elev på et værksted hos tidens tand: skab ruiner og fragmenter. De vil overleve nedfarten i tidens malstrøm og skylle intakte op på evighedens kyst.

Venus fra Milo blev først fuldendt, da hun mistede sine arme.

Fortiden er endnu ikke begyndt. Din far og mor venter spændt på din fødsel i fremtiden.

Sandt er både sandt og falsk.

Intet ord er det sidste ord.

Forbered dig på den evige genkomst. Forvandl dig til levende sten. Uanfægtet af den ydre verdens tildragelser, krige mellem nationalstater og menneskeskabte klimaforandringer, kaster Myrons atlet sin diskos igen og igen, millennium efter millennium.

Der er ingen forskel på Diskobolos og Sisyfos. Amor fati. Elsk din skæbne.

Historien har ingen afslutning. Intet menneske er det sidste. Alt begynder forfra, hele tiden, her og nu.

Alfabetet er en cirkel: efter omega kommer alfa.

Alkoholikeren på Naxos

Moira. Guds hjerte

Kvintessensen af hybris: at tro, at du er elsket. Hvad hjælper det et menneske at have dræbt Minotauros, de tusinde illusioners vogter, og at have skiftet maske fra Theseus til Dionysos, når labyrinten er spundet af ariadnetråde?

Moira. Guds hjerte er en edderkop. Jeg følger i Nietzsches fodspor ned i afgrunden.

Nymåne eller fuldmåne: det er den samme gamle måne. En time føles som et årtusinde. En dag er det slut, synger den gale mand i vekselsang med den græske tragedies kor af måger i de mennesketomme gader en tidlig søndag morgen.

Jesus sagde imidlertid: Sandelig, sandelig siger jeg: I er alle Jesus. I er alle korsfæstede. I er alle genopstandne. Den evige genkomst – hvor uvelkommen den end må være for den tømmermandsramte selvmordskandidat – graven af bomuld og andedun og de tomme vodkaflasker, som ligger spredt rundt omkring i lejligheden, er alle hverdagsrealiteter. Det er påske 24-7. Det er vores forbandede pligt at dø og genopstå på denne mørke klode, om end ikke i al evighed, så i hvert fald ni gange, for katten. Amorinernes pile gennemborer mit hjerte. Vinen flyder gavmildt fra mine hellige, vaginalignende sår. Berus jer, humanister, i min karakter og skæbne. Min promille transcenderer brød og vin. Champagnepropperne springer, og vi bader to gange i den samme flod. Der er ingen ende på universet og dets lidelser. Jeg er ulykkelig forelsket i hver og en af de tusinde parallelle verdner.

Koncert for en dansende gud

Friedrich Nietzsche. Dionysisk dans

Det fortælles, at folket en dag holdt op med at arbejde og i stedet for begyndte at danse. De dansede i gaderne. De dansede på pladsen foran det tidligere kongeslot, som i vores urolige tider – men måske kun for en kort stund endnu? – lægger lokaler til parlamentet og statsministeriet. Den gamle statsminister med de engang røde, men nu hvide hårlokker, stod sammen med den unge departementschef og betragtede forundret den animerede menneskemængde fra et af de høje, lukkede vinduer i sit kontor.

”Er de gået fra forstanden?” udbrød statsministeren.

”Lyt,” sagde departementschefen og begyndte at danse. ”Kan du ikke høre?”

”Nej,” sagde statsministeren. ”Jeg kan ikke høre.”

Han skruede op for sit høreapparat. Der lød imidlertid kun en skrattende lyd.

Den dag blev regeringen sat fra magten ved en fredelig revolution. De unge soldater og politibetjente sagde farvel til våbnene. De nægtede at følge deres tunghøre foresattes ordrer om at genoprette ro og orden og begyndte i stedet for at danse med befolkningen.

De dansende borgere viste sig – selv om man kunne have sine tvivl – at være demokrater. Der blev udskrevet valg til den lovgivende forsamling. Rigets bedste mænd og kvinder med absolut gehør var allerede i gang med – som med ført pen – at skrive et udkast til en ny forfatning.

Det hele gik imidlertid hen over hovedet på den unge komponist med de røde hårlokker, som sad i sin lille lejlighed på anden sal i en af forstæderne og spillede klaver for åbne vinduer.