Den sidste atlantide. Myten om aftenlandets undergang

Slangen i Atlantis

Det var en tidlig morgen i Atlantis. Gaderne var øde. Der var ikke en lyd, ud over lyden af den unge mands dansende skridt, forårsaget af at han halvt gik, halvt løb, mens han uden ophør spejdede efter livstegn i retning af alle fire verdenshjørner. Hvor var alle mennesker henne? Han fortsatte sin dans flere gange rundt om den kolossale statue af sten, som forestillede en slange, byens vartegn, og ned til havet, i håb om at han fra den yderste mole ville få øje på et menneske et sted inde i byen. En kvinde som hængte vasketøj til tørre, en mand som fejede fortovet foran sin butik, eller to børn på vej til skole. Var det for meget at bede om?

Der var imidlertid sket en forandring med havet, siden den unge mand sidst havde besøgt havnen, hvor han på en af de mange fiskerestauranter havde spist en grillet fisk, som under hele måltidet havde betragtet ham med sine usædvanlig store og menneskelignende øjne. Havet bestod ikke længere af vand, men af mennesker. De bevægede sig, som om de var fisk i en fiskestime, i et virvar mellem hinanden. De glatte, glinsende kroppe fik ham til at tænke på de mange lag af sprællende fisk, når fiskerne tømte deres fyldte garn på dækket af deres under fiskenes vægt synkefærdige både.

Der blæste en frisk vind. Der var hvide skumtoppe på menneskebølgerne.

”Menneskene er bedre til at illudere hav end til at illudere mennesker,” tænkte den unge mand bedrøvet.

En tåre løb ad krogede veje ned ad hans ene kind. Den smagte af det oprindelige, men nu forsvundne hav, da den endelig nåede hans mund.

”Hvem er jeg?” fortsatte han sin tankerække. ”Det er, som om jeg hverken tilhører individets ø eller fællesskabets kontinent, som om jeg befinder mig på et vadehavs blotlagte havbund, en bølgeribbet sandflade, hvor tiden er gået i stå et sted mellem den apollinske ebbe og den dionysiske flod. Man siger, at et menneskets karakter er dets skæbne. Mit DNA er et hus uden døre og vinduer. Kommer et godhjertet menneske forbi og hører barnegråd inde fra huset, vil han eller hun i den omgivende tilgroede have blive mødt af algebegroede skilte med indskriften: ”Privat område. Al uvedkommende færdsel forbudt.” Jeg har altid følt, at der var en mur mellem mig og mine medmennesker. Jeg forestiller mig døden som et digebrud, hvor murene omkring mig styrter sammen som en lille drengs sandslot ved tidevandets komme, og at jeg, på en gang fange og fangevogter, forenes med det gigantiske embryon af de døde, de levende og de endnu ikke fødte, menneskehedens kosmiske legeme.”

Overalt på havnepromenaden lå bunker af, hvad der ved første blik forekom en at være transparente mumier i forvredne positurer, eller måske mere rammende, slangehamme i menneskeskikkelse. Det var det enkelte menneskes karakter eller personlighed, som det havde aflagt, inden det sammen med sine medbrødre og medsøstre havde forvandlet sig til hav.

”Den leg kan jeg også lege,” tænkte den unge mand.

Han afførte sig næsten uden besvær sin individualitet, som om den var en – om end lidt klæbende – trikot og lagde den i en af bunkerne af de andre herreløse identiteter på havnepromenaden, hvor den straks begyndte at størkne i en tænksom positur.

”Hvilken lettelse ikke mere at adskille sig fra andre mennesker,” tænkte han.

En malstrøm, en tragtformet brønd, hvis vægge bestod af talløse menneskekroppe i evig spiralformet bevægelse ned mod det tilsyneladende bundløse dyb, åbnede sig under ham. Han sprang med åbne øjne på hovedet ned i det tomme rum, idet han udførte den ene saltomortale efter den anden. Generation efter generation af atlantider passerede revy for hans øjne i koncentriske cirkler med stadig mindre omkreds omkring ham. De sang på universets ældste sprog, som gik tabt i skyggen af det ufuldendte tårn:

”Vores hjerter var af sten. Vi var slanger i vores eget paradis. Vores navne er skrevet i vand, til skræk og advarsel for fremtidige generationer.”

Det var, som om malstrømmen var en tidsmaskine, som førte den unge mand længere og længere tilbage i evolutionen. De atlantider, som med tomme øjenhuler i deres voksagtige ansigter betragtede ham inde fra væggene i den tragtformede brønd tæt på havets bund havde ikke haft hænder og fødder, men finner, inden de havde aflagt deres slangeham.

”Hvem er I?” spurgte han.

”Vi er dig,” svarede de.

Han var ikke mere et menneske, men en skygge blandt skygger. Han ænsede knap nok, at væggene i den tragtformede brønd styrtede sammen og menneskehavet lukkede sig om ham.

Den ufrivilligt barnløse

Den ufrivilligt barnløses børn

Hun vekslede af og til nogle ord med en ældre herre, som boede i den samme opgang som hende. Han havde mistet sin voksne søn, hvilket han igen og igen vendte tilbage til. Hun lyttede med vantro, når han sagde, at der ikke findes nogen større sorg i denne verden end at have mistet et barn, men at det trods alt er bedre at have elsket og mistet end slet ikke at have elsket.

Hun forestillede sig af og til, at der eksisterede et parallelt univers, hvor de børn, hun ikke havde fået i dette univers, levede. Havde de mon en mor, som lignede hende til forveksling, på nær hendes manglende held i kærlighed, eller var de forældreløse og savnede hende lige så meget, som hun savnede dem?

Theseus og Minotauros

Minotauros

To livstidsfanger delte den samme beskidte celle. Den første, en voldtægtsmand og morder, kaldte den anden for Theseus. Den anden, som ikke forsømte nogen lejlighed til at fortælle, at han var uskyldig dømt, så derfor ikke anden mulighed end at kalde den første for Minotauros.
 
Minotauros troede oprindelig, at han var alene i cellen. En dag, da han gik rundt i en cirkel og grublede, opdagede han imidlertid til sin store overraskelse, at Theseus fra sit skjul i mørket i et hjørne af cellen stod og betragtede ham med et koldt blik. Hvor længe havde han mon stået der? Minotauros var overbevist om, at det var fængselsinspektøren, som havde anbragt Theseus i cellen for at dræbe ham, måske med en skarpsleben genstand som han skjulte i en lomme på indersiden af sin fangedragt.
 
”Dræber du mig, dræber du dig selv, sagde Minotauros med bævende stemme til Theseus. ”Vi er som Kain og Abel brødre, ja mere end det: Vi er komplementære tvillinger. Flygter Theseus fra labyrinten, vil han blive Minotauros. Flygter Minotauros fra labyrinten, vil han blive Theseus. Ensomme, adskilte, halve væsner, amputerede, fragmenterede, broderløse. Her i den beskidte celle, labyrintens inderste kammer, hvor modsætningerne omfavner hinanden og vokser sammen, er vi trods alt, hvis vi lærer at elske hinanden som ulven og lammet i det kommende fredsrige, eller arbejdsgiverne og arbejdstagerne i den fascistiske stat, hele. Lad os falde på knæ og takke den algode og almægtige fængselsinspektør, Gud og Satan i én skikkelse, for vand og brød."
 
Det kom aldrig til noget voldeligt opgør mellem Theseus og Minotauros. Theseus glemte, som tiden gik, alt om Ariadne og den skarpslebne genstand, som han måske eller måske ikke skjulte i en lomme på indersiden af sin fangedragt, i Minotauros’ åndfulde selskab. Hver dag delte de broderligt vandet og brødet mellem sig, mens de talte om stort og småt.
 
Theseus sagde ved en af disse lejligheder:
 
”Universet er en uendelig labyrint. Der er ingen forskel på det liv, som straffede og ustraffede lever. Alle er vi fanger.”
 
Han fortsatte:
 
”Ariadne findes ikke. Hun er metafysik. Et fantasifoster, som jeg har skabt for at bevise, at labyrinten har en ende.”

 
Minotauros kløede sig eftertænksomt i sine horn, som om han ikke vidste, hvad han skulle mene om dette credo eller rettere non credo.
 
De sagde godnat og lagde sig til at sove. Da Theseus’ åndedræt var blevet tungt og regelmæssigt, stod uhyret Minotauros imidlertid op, som han havde gjort det hver eneste nat siden Theseus’ ankomst, og begyndte at lede febrilsk i mørket efter den tråd, som begyndte et sted i cellen og endte i et garnnøgle neden for Ariadnes himmelseng i kongens palads et sted uden for labyrinten – hvis man blot kunne finde den! I sin ophidselse så han for sit indre blik, hvordan Ariadne, som om hun ikke var kongedatter, men luder, nede på alle fire på den mest vulgære måde udstillede de for en tyr ejendommelige anatomiske detaljer ved en kvindes underliv for at ægge ham til at voldtage og myrde hende.

Den ældste civilisation

Kisten i børneværelset af "Hammershøi"

Et bevinget ord siger, at vuggen står i graven, men er det ikke snarere det omvendte, det omvendte i en eller anden forstand i hvert fald, at kisten står i børneværelset, som er sandt? For de fleste menneskers vedkommende gælder i hvert fald, at man ikke dør som spædbarn, men som olding, ofte med et alenlangt synderegister bag sig kalligraferet som rynker og leverpletter på ens forpinte afsjælede ansigt, for hvad nytter det, at man søndag efter søndag modtager syndernes forladelse, når man ikke kan tilgive sig selv? Man optages som en slags soning med tidens forordning på ny i det grænseløse, modsætningernes sammenfald eller labyrintens inderste kammer, om man vil, hvor lammet og ulven smelter sammen i evig omfavnelse, i sidste ende Gud og Satan eller de karikaturer menneskene har skabt af dem.

Rejsen ud er rejsen hjem. Det fortælles, at da en aldrende egyptolog efter et langt livs frugtesløse udgravninger i ørkenen endelig brød forseglingen til en faraos flere tusind år gamle gravkammer til sin store forundring fandt det forsvundne legetøj fra sin barndom spredt rundt på gulvet som efter leg, og at der lød barnegråd fra sarkofagen. Den ældste civilisation er barndommen.

Søvnløs sommernat. Tre haiku

Gråspurve som støvbader af "Albrecht Dürer"

Søvnløs sommernat.

Alle omkring mig sover.

Den første solsort.

 

Fra en trætop på

den øde bykirkegård

skriger musvågen.

Over det blå sund

støvbader gråspurvene

i muldvarpeskud