 |
| Hendrick van der Decken, kaptajn på den flyvende hollænder |
Der findes et folk, som kan gå på vandet. Hvis man opsøger beværtningerne i de store havnebyer, kan man ud på aftenen, når deres øjne er blevet fugtige, høre sømænd fortælle om dem.
Det er de samme sømænd, som fortæller om den flyvende
hollænder, så det er nærliggende at tro, at der kunne være – om end ikke en
forbindelse – så dog en parallelitet mellem folket fra havet og spøgelsesskibet
og dets moralsk tvivlsomme kaptajn, elementernes oprører, Hendrick van der
Decken, dømt som han er til at stå på dækket neden for stormasten og affyre sin
pistol ind i den aldrig ophørende storm indtil tidernes ende.
Men til trods for, at flere amatørhistorikere uafhængigt af
hinanden i ly af natten har tiltvunget sig adgang til hemmelighedsfulde
biblioteker og forseglede arkiver, som ellers er lukket for den jævne mands
adgang, for at studere deres gamle bøger og dokumenter om havets myter, er det endnu
ikke lykkedes for dem at finde den.
Det lader således ikke til, at folket fra havet i lighed med
besætningen på den flyvende hollænder soner en utilgivelig synd, som oprindelig
truede både den himmelske og jordiske orden, men hvis nærmere omstændigheder fortaber
sig i historiens tågelandskaber, og som derfor varierer, alt efter hvem der
refererer dem, eller at deres tilsynekomst varsler død og ulykke for de sømænd,
som uforvarende er blevet dens vidner.
De forsøger heller ikke at kontakte sømændene for at overrække
dem breve, som bliver tungere og tungere for hver tilbagelagt sømil, når sømændene
modvilligt har påtaget sig sendebuddets hverv, og som viser sig at være til for
længst afdøde personer, når de synkefærdige skibe endelig når i havn.
Nej, tværtimod er de, må man forstå på vor tids herskende
klasse, disciple af oplysningen som de hævder at være, uskylden selv, uspoleret
som de antages at være af vores – det vil sige den vestlige verdens – civilisation
og kultur, og måske er det ligefrem fraværet af denne usynlige byrde, som vi vesterlændinge
til stadighed må bære rundt på, som gør dem i stand til at gå på vandet? Ifølge
denne opfattelse kan de således med nogen ret siges at være det våde elements
udgave af de ædle vilde.
Det er derfor heller ikke på nogen måde en angstfremkaldende
oplevelse for sømændene at møde folket fra havet.
Det er, som når tilsyneladende legesyge delfiner uventet dukker
op og udfører akrobatiske spring i det skumfyldte vand omkring skibenes stævne
og køle.
Med beundrende blikke overværer sømændene folket fra havet bevæge
sig i gåsegang hen over bølgekammene, som om de var udspændte liner, uberørt af
stormen, tilsyneladende lavet af det samme stof som orkanens inderste stillestående
kerne. De store bølger med hvide skumtoppe er ikke nogen udfordring for dem.
Det svarer til kuperet terræn for hyrder og andre omkringstrejfende vandringsmænd
på landjorden.
Og når den enkelte sømand om aftenen kaster et sidste blik
ud gennem koøjet, inden han går til ro, og et sted ude i mørket, hvor himmel og
hav står i et, får øje på havfolkets blafrende fakler og bål, hvor de har slået
lejr for natten, kan han ikke undgå at føle den samme samhørighed med dem, som
de første mennesker må have følt med de gøende, syngende, tudende og kukkende
dyr i urtidsnatten.
