 |
| Kisten i børneværelset af "Hammershøi" |
Et bevinget ord siger, at vuggen står i graven, men er det ikke snarere det omvendte, det omvendte i en eller anden forstand i hvert fald, at kisten står i børneværelset, som er sandt? For de fleste menneskers vedkommende gælder i hvert fald, at man ikke dør som spædbarn, men som olding, ofte med et alenlangt synderegister bag sig kalligraferet som rynker og leverpletter på ens forpinte afsjælede ansigt, for hvad nytter det, at man søndag efter søndag modtager syndernes forladelse, når man ikke kan tilgive sig selv? Man optages som en slags soning med tidens forordning på ny i det grænseløse, modsætningernes sammenfald eller labyrintens inderste kammer, om man vil, hvor lammet og ulven smelter sammen i evig omfavnelse, i sidste ende Gud og Satan eller de karikaturer menneskene har skabt af dem.
Rejsen ud er rejsen hjem. Det fortælles, at da en aldrende egyptolog
efter et langt livs frugtesløse udgravninger i ørkenen endelig brød
forseglingen til en faraos flere tusind år gamle gravkammer til sin store
forundring fandt det forsvundne legetøj fra sin barndom spredt rundt på gulvet
som efter leg, og at der lød barnegråd fra sarkofagen. Den ældste civilisation
er barndommen.
