Den ældste civilisation

Kisten i børneværelset af "Hammershøi"

Et bevinget ord siger, at vuggen står i graven, men er det ikke snarere det omvendte, det omvendte i en eller anden forstand i hvert fald, at kisten står i børneværelset, som er sandt? For de fleste menneskers vedkommende gælder i hvert fald, at man ikke dør som spædbarn, men som olding, ofte med et alenlangt synderegister bag sig kalligraferet som rynker og leverpletter på ens forpinte afsjælede ansigt, for hvad nytter det, at man søndag efter søndag modtager syndernes forladelse, når man ikke kan tilgive sig selv? Man optages som en slags soning med tidens forordning på ny i det grænseløse, modsætningernes sammenfald eller labyrintens inderste kammer, om man vil, hvor lammet og ulven smelter sammen i evig omfavnelse, i sidste ende Gud og Satan eller de karikaturer menneskene har skabt af dem.

Rejsen ud er rejsen hjem. Det fortælles, at da en aldrende egyptolog efter et langt livs frugtesløse udgravninger i ørkenen endelig brød forseglingen til en faraos flere tusind år gamle gravkammer til sin store forundring fandt det forsvundne legetøj fra sin barndom spredt rundt på gulvet som efter leg, og at der lød barnegråd fra sarkofagen. Den ældste civilisation er barndommen.

Søvnløs sommernat. Tre haiku

Gråspurve som støvbader af "Albrecht Dürer"

Søvnløs sommernat.

Alle omkring mig sover.

Den første solsort.

 

Fra en trætop på

den øde bykirkegård

skriger musvågen.

Over det blå sund

støvbader gråspurvene

i muldvarpeskud

Kundskabens træ. En gotisk verden

Kundskabens træ af "Caspar David Friedrich"

Den første verden: en lukket have. To gådefulde træer. En mægtig herremand, på en gang lovgiver, anklager, dommer og skarpretter i modstrid med den moderne retsstats princip om magtens deling, og hans flimrende spejlbillede i den gamle dam: en grinende slange. To frygtsomme børn. En dreng og en pige, endnu ikke kønsmodne, som i eventyret om Hans og Grete som måske i sin oprindelse i en europæisk verden efter den sidste istid med uendelige skove, vandrende stammer og shamaner er langt ældre end den bibelske myte om syndefaldet. Et forbud. En kåd overtrædelse af forbuddet, blot en drengestreg. En drakonisk straf, som ikke er proportional med forbrydelsens alvor, igen i modstrid med den moderne retsopfattelse. En udstødelse. Du vil altid være hjemløs. En forbandelse. En negativ social arv, som overleveres fra far til søn, fra mor til datter, generation efter generation, slægtled efter slægtled, uden mulighed for det enkelte menneske for at blive mønsterbryder. Du vil altid være en lovovertræder. Du vil altid være dømt til at gentage dine forfædres synder. Det gode, vi vil, det gør vi ikke. Det onde, vi ikke vil, det gør vi. Mod Gud har vi altid uret. En gotisk verden. 

Paradiset er ofte blevet fremstillet som en kombination af en botanisk og zoologisk have med eksotiske planter og dyr under et gigantisk orangeris næsten usynlige kuppel, men måske burde man snarere forestille sig det som en mørk og dyster skov, en nordisk skov, hvor dyrene synes at være fraværende, havde det ikke været for det ensformige lydspor med gøgens kukken, flagspættens trommehvirvler og musvågens skrig. I en lysning – måske en gammel brandtomt? – står et kroget og næsten udgået træ, kundskabens træ. Dets nøgne grene strækker sig som fortvivlede menneskehænder og -arme op mod himlen og dens af efeu for længst overgroede tomme tronstol. Under træet ligger noget, der ligner dyre- eller menneskeekskrementer. Er det virkelig kundskabens frugter? 

I vores troløse tid er det almindeligt at forholde sig ironisk til syndefaldsmyten, som da en aldrende litterat fra den herskende klasse under et aftenselskab med et svedent grin omtalte kundskabens træ som sextræet, men det må have været usund sadomasochistisk sex, som han refererede til, og som han måske eller måske ikke selv praktiserede. For hvad har træet bragt os mennesker andet end smerte og ydmygelse? ”Jeg selv,” tænkte den drømmende, ”havde aldrig spist den ekskrementagtige frugt, en helgen uden en gud som jeg er.”

Mystikeren og modsætningernes sammenfald i labyrintens centrum

Flodgud af "Michelangelo" i labyrint af "Caspar David Friedrich"

Som enhver af mystikernes ordener har erfaret, er det ikke mennesket, men verdenen som bevæger sig. 

Vejen gennem den neofuturistiske storbys krystalklyngelegeme og ens barndoms eller rettere ens bedsteforældres barndoms hastigt svindende pastorale landskaber fører uvægerligt mennesket mod den nedgående sol, hvad enten mennesket foregiver at bevæge sig eller ej, for at det til sidst må lade sig opsluge og tilintetgøre af den uudslukkelige ild i de kosmiske krematorieovnes indre. 

Det er de nære omgivelsers skæbne at lade sig forvandle til forsvindingspunkter på horisontlinjen. 

Kun mystikeren, som fór vild i den månebelyste labyrint, synes at unddrage sig dette bevægelsens omvendte princip, som om han havde badet i ungdommens kilde. 

Tilsyneladende ubevægelig og henslængt, som var han en flodgud hugget ud af breddens klippevæg, ligger han mellem spindelvæv, sølvfisk og væggelus i en afkrog af gangsystemerne. 

Ubevægeligheden er imidlertid kun en illusion. 

Fintmærkende som han er, fornemmer han, at labyrinten drejer sig om ham, og at han føres som af en ukendt centripetalkraft ned i en tragt til det inderste kammer. 

Her indser han kort før sin død sammenfaldet mellem labyrintens, malstrømmens og helvedesskaktens koniske arkitektur, modsætningernes sammenfald, i sin yderste konsekvens at Gud og Satan er identiske, at disse gigantiske skikkelser sidder som tæt sammenslyngede elskende i den frosne verden i den niende kreds med ham selv som chokeret øjenvidne, hvilken gru, og at frelsen ikke findes, men kun fortabelsen.

Djævlen ligger i detaljen

Djævlen ligger i detaljen

Djævlen ligger i detaljen.

Verden består af detaljer.

Ergo er verden djævelsk. 

Kan noget logisk tænkende menneske anfægte denne indlysende følgeslutning? 

Det er uklart, om djævlene i detaljerne opretholder universet i lighed med atlanterne og karyatiderne, om end djævlene på grund af deres liggende stilling må tænkes at gøre det i den vandrette dimension, mens de græske mytologiske figurer gør det i den lodrette dimension, eller om de er verdensomstyrtere, som efter guddommelig befaling holdes indespærrede i materien som endnu uudhuggede statuer i marmorblokke, for at den nuværende verdensorden kan bestå. 

Måske er disse djævle – talrigere end universets stjerner, planeter og måner tilsammen som de tilsyneladende må tænkes at være – brødre? Måske er de delinger eller projektioner af elementernes oprindelige oprører, Satan eller Lucifer selv? Modstanderen har gennem tiderne haft mange navne og inkarnationer. Han som fristede de første mennesker i den botaniske have i tidernes morgen i form af en slange. 

Jeg forestiller mig, at djævlene ligger lænkede i detaljerne som livstidsfanger i deres beskidte celler, i det ene millennium efter det andet, indtil en uforsigtig sjæl kommer til at udtale eller nedfælde et skæbnesvanger ord eller et brudstykke af en sætning, som fungerer som trylleformularerne ”Sesam, luk dig op” eller ”Lazarus, kom frit frem”, men som i virkeligheden betyder: ”Djævle, spræng jeres lænker, rejs jer fra jeres grave, foren eder, erobr verden og underlæg jer alt levende, revolutionære verdensomstyrtere som I er.” 

Djævlene myldrer frem fra detaljerne

Da vil djævlene myldre frem fra detaljerne som de frelste op af gravene ved lyden af englenes for længst anløbne og ustemte basuner ved den gang på gang udsatte dommedag. 

Da vil Jorden blive til et helvede for menneskene, endnu mere end den synes at være i dag. 

En uforsigtig sjæl, skrev jeg. Hvem er denne ulyksalige person, denne klovn, denne tankeløse igangsætter af verdensrevolutionen, som vil omvurdere alle værdier og invertere al moral og etik? 

Han er digter! Om natten i sin lille lejlighed på anden sal skriver han fortællinger, han mumler sine lange omstændelige sætninger, han bemærker det ikke, men omkring ham begynder universet at sitre og slå revner, fra revnerne titter djævlene allerede frem, deres tænder blottes i ondskabsfulde grin. 

Ingen forlag vil udgive hans fortællinger, og hvis der var, ville ingen læsere købe eller læse dem. Det skal universets tvivlsomme øverste herre nok sørge for. Denne brik må ikke røres. Denne digter skal forties. Verdens blændværk skal bestå. 

Det er kun godt, tænker jeg sagtmodigt, gang på gang bragt til tavshed af denne verdensordens feje medløbere. Amor Fati, hvisker jeg som en bøn, som transcenderer alle religioner. Indtil da vil den kendte forfaldne og udløbne verden bestå. Djævlen vil forblive liggende i detaljen som et evigt ufødt foster i sin livmoder.