 |
| Det biologiske univers |
Det er i de mørke tider, at de
kommer til syne, profeterne. Det er deres blomstringstid. De ligger og venter med
lukkede øjne og foldede hænder i deres kister, som flyder på det forgrenede net
af kanaler og bassiner under byen, indtil et skrig endelig bryder stilheden.
Det er et mærkeligt skrig. Det kommer fra mange struber og synes på én gang at
være tæt på og langt væk. Man kunne forledes til at tro, at det kommer fra byens
hospice, hvor en ubuden gæst med lange fingre efter mørkets frembrud går fra
stue til stue, hvor de døende ligger og holder dommedag over sig selv og deres
liv, og hvor de i den gådefulde time mellem nat og dag opdager, at de er blevet
berøvet deres få ejendele: kærestebrevene fra deres ungdomselskede,
svendebrevet med udmærkelse, den afdøde ægtefælles vielsesring og fotoalbummet
med billeder af slægten: bedsteforældrene foran deres gård med blomstrende frugttræer
og barnebarnet omgivet af sine dukker og tøjdyr som både kan synge og danse.
Der er imidlertid tale om noget langt større. Det er et akkumuleret skrig. Det
er hele menneskeheden, som skriger, alle som har levet, børn, voksne og gamle, fra
forhistorisk tid til nu. De kravler op ad stigetrinene i kloakskakterne,
profeterne, skubber de tunge dæksler af støbejern til side og stiller sig i gågaderne,
på torvene og pladserne og i parkerne.
”Se, profeterne er vågnet,” siger de
hjemløse alkoholikere, tiggerne og gademusikanterne og gør plads for det
offentlige rums adel. ”De er kommet for at tale om de sidste tider.”
De halvt gående, halvt løbende
fodgængere glemmer for et kort øjeblik deres opgaver og stimler sammen om
profeterne for at lytte med tomme øjenhuler i deres voksagtige ansigter, hændervridende
og trippende på stedet, som om de skal urinere. De har gjort deres
hjemmearbejde godt, profeterne. De har understreget alle onelinerne i
Prædikerens Bog, deltaget i et kursus på det åbne universitet om Sartre og
Camus på bageste række med lukkede øjne og nikkende hoveder og set et væld af AI-genererede
videoer på YouTube om den moderne fysik. Deres veltalenhed er sagnomspunden.
”Verdens ende er nær,” råber de i
kor. ”Alt er tomhed. Livet er meningsløst.”
Det nytter ikke at holde sig for
ørerne, synge falderi faldera eller gemme sig på et af toiletterne i
stormagasinerne. De trænger ind i dig, profeterne, gennem sprækkerne i din
facade. De beslaglægger dit hjerte og dine nyrer. De overtager som en moderne
højteknologisk medicin styringen af din krop helt ned på celleniveau. Din
stemme lyder, når du åbner munden for at bede fadervor, ikke mere som din egen,
men som profeternes. Det, som du vil sige, det siger du ikke, men det, som du
ikke vil sige, det siger du. Du er blevet en bugtalerdukke for det absolutte
tomrum. Det er allerede fjorten dage siden, at du ankom til byens hospice. Du
ligger i den fremmede seng i det fremmede værelse i den fremmede bygning, egyptisk
i al sin vælde, en mumie blandt mumier, berøvet alle dine jordiske skatte.
”Livet er meningsløst.”
Det, og ikke fadervor, blev dine
sidste ord.
 |
| Profetinden |
Her kunne fortællingen lige som mange andre fortællinger i de mørke
tider ende i en blindgyde. Der var imidlertid en af profeterne, som adskilte
sig fra de andre, både hvad angik udseende og budskab. Det var en kvinde i sin
bedste alder. Hendes kjole var syet af askeblade, dyppet i smeltet bivoks for
at bevare farve og spændstighed. Hun bar som en krone på sit hoved en hjorts
forgrenede gevir. Der sad en ugle på hendes venstre underarm. Den lod sit blik
vandre hen over de få mennesker, som havde samlet sig i en halvcirkel om
profetinden, indtil den – det gav et sæt i den – fik øje på mig. Uglen så vredt,
ja næsten hadefuldt på mig, som om den mente at have opdaget en modstander, det
desværre uomgængelige sorte får i familien, slangen i paradiset. Den forsøgte
at henlede profetindens opmærksomhed på mig, men profetinden ignorerede den og begyndte
i stedet for på sin tale:
”Lyt til mig, alle I som har et
knust hjerte! Jeg ser for mit indre blik en ny himmel og en ny jord. De to
træer i Edens have vokser sammen og bliver til et kosmisk træ som Yggdrasil. Dets
bevingede nødder bliver spredt for alle vinde og forvandler det fysiske univers
til et biologisk univers med skovklædte galakser, hvor entropien holder op med
at vokse og tiden som konsekvens heraf mister sin retning. Fotosyntesen bliver
universets nye grundlov. Det tomme rum bliver forvandlet til åndbar atmosfære.
Uglerne flyver i skumringen mellem planeterne. Den lille mus på heden har ikke
noget at frygte. Vi er alle blevet pythagoræere.
I det biologiske univers er
entropi og tid fanget i flora og fauna. Et sekund i det biologiske univers svarer
til en million år i det fysiske univers. Det fortælles, at det er en stor
begivenhed, når de rustne sekundvisere på alle verdens ure flytter sig et hak. Det
sker, når en okse dør mæt af dage på de elysiske marker. Dens kiste følges til
graven af de sørgende løver, som den græssede sammen med hele sit liv.
Det er i al beskedenhed min
mageløse opdagelse. Det er min vision for et kommende fredsrige i ånden fra
Empedokles og Esajas. Det er på den måde, at man skal forstå mine fortællinger,
skrevet som de er med de vilde dyrs fodspor i sneen og den sorte muld. De
levendes rige erstattes ikke som i kristendommen af to adskilte dødsriger, himmel
og helvede, eller som i den moderne fysik af et mørkt og koldt univers med
lysår mellem støvkornene, men er under evig transformation fra døde atomer til
levende molekyler.
Fotosyntesen og evolutionen overtrumfer
de fysiske love. Rubiner, safirer og smaragder bliver erstattet af røde roser,
blå iriser og gule primulaer. Universet blomstrer. Duen bygger rede af
olivenkviste i lyset fra regnbuen. Der er ingen ende på nattergalens sang. Det
er evigt forår.”
 |
| Det hule træ |
Talen var slut. En ældre mand med skaldet
isse, gråsprængt hestehale og lyserød rygsæk begyndte at klappe og råbe bravo,
men stoppede, da han opdagede, at ingen fulgte hans eksempel. En stemning af
skuffelse havde bredt sig blandt tilhørerne under talen. Profetinden havde ikke
formået at overbevise nogen med sine vilde syner, som forekom uden hold i
virkeligheden. Hun var åbenbart et af blomsterbørnenes børnebørn, som var vokset
op med det tvivlsomme budskab om kærlighed, fred og samhørighed med naturen. Det
kunne hun i og for sig ikke gøre for. Hun burde imidlertid have gjort sig en
ting klart: Træerne vokser ikke ind i himlen. Det vidste enhver, som havde
aflagt sig barnets fastelavnskostume og var blevet voksen. Den lille forsamling
gik i opløsning. Tilhørerne gik en efter en bort i nedtrykt sindstilstand. Profetinden
stampede arrigt i jorden over sin manglende succes og forlod med blussende røde
kinder og næsen i sky stedet. Jeg fulgte – af ren og skær nysgerrighed – efter hende,
i en afstand af cirka 25 meter, for at hun ikke skulle opdage mig. Jeg
forventede, at hun hvert øjeblik ville løsne et dæksel og kravle ned i
kloakkerne. Det skete imidlertid ikke. Profetinden var ikke, som jeg først
havde antaget, af de underjordiske vismænds orden. Hun kom åbenbart fra et helt
andet sted – men hvor? – det var ikke godt at vide. Hun gik ud mod en af
forstæderne, forbi højhuse, over en motorvejsbro, gennem et gammelt villakvarter
med mere og mere tilgroede haver, indtil hun for enden af en blind vej
standsede ved indgangen til en skov. Var det mon den skov, som hun i sin tale
havde forsøgt at fremmane for sine vrangvillige tilhøreres indre blik, den
tilsyneladende uendelige skov, endnu under rejsning, ad hvis krogede stier en
ny Adam og ny Eva en skønne dag ville nå fiksstjernerne? Der stod ved indgangen
til skoven et algebevokset skilt med følgende ordlyd:
”Advarsel! Al færdsel i skoven frarådes.
Mangen en digter er faret vild i tidens løb. I flæng kan nævnes: Dante
Aligheri, J.P. Jacobsen og Tomas Tranströmer. Der findes endda nogle
litteraturforskere, som – om end lidet overbevisende – argumenterer for, at Narkissos
og de to kongesønner, som finder henholdsvis Mariabarnet og Tornerose i Grimms
eventyr, også bør tælles med blandt de vildfarne får. Den gamle skovridder (ulæseligt
årstal).”
Profetinden vendte sig om mod mig.
”Kom!” sagde hun.
”Jeg bor i et gammelt, hult træ,
som er foret med mos og blade. Det er mit slot. Der er plads til to personer og
en ugle.”
”Jeg lever af rødder og bær om
sommeren og nødder om vinteren. Den bedste medicin for et knust hjerte.”
”Lyt!”
Der lød fløjtespil inde fra
skoven, akkompagneret af gøgens sang og spættens trommehvirvler. Et stenkast
inde ad den krogede skovsti, og den iørefaldende melodi ville måske overdøve
skriget fra menneskeheden?
”Det kan du godt opgive, kære profetinde,”
sagde uglen. ”Han er ikke en af os. Jeg så det med det samme. Jesu sårmærker,
som han forsøger at skjule for sine omgivelser, afslørede ham. Ikke syv vilde
heste kan få ham til at forlade den synkende skude, helgen som han er for den
gamle himmel og den gamle jord, martyr for meningsløsheden.”
Profetinden trak opgivende på
skulderne og gik ind i skoven.
